Indhold

Dette afsnit omhandler skifterettens rolle i forbindelse med mødet om rekonstruktionsforslaget.

Afsnittet indeholder:

  • Skifteretten skal stadfæste rekonstruktionsforslaget, før det er gyldigt
  • Tilfælde, hvor skifteretten skal nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget
  • Tilfælde, hvor skifteretten kan nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget
  • Betinget stadfæstelse
  • Kære af skifterettens stadfæstelse.

Skifteretten skal stadfæste rekonstruktionsforslaget før det er gyldigt

Det vedtagne rekonstruktionsforslag er ikke gyldigt, før skifteretten har stadfæstet det. Se konkurslovens § 13 e, stk. 1.

Indsigelse mod en stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 2.

Tilfælde, hvor skifteretten skal nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag i følgende situationer:

  1. Hvis fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsforslaget eller ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 1
  2. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a, eller forslaget i øvrigt er i strid med loven. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 2.
  3. Hvis skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3.

I det tilfælde, der er nævnt i nr. 3, kan skifteretten udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning inden for fristen i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget frist efter konkurslovens § 13 a. Se konkurslovens § 13 e, stk. 4.

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis skyldner er en fysisk person, og hvis skyldner ikke ville kunne opnå gældssanering som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse eller strafbare forhold. Se konkurslovens § 13 e, stk. 5, nr. 1.

Skifteretten skal nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis det medfører, at fordringshaverne bliver dårligere stillet, end de var blevet under en konkursbehandling. Se konkurslovens § 13 e, stk. 6, 1. pkt.

Der skal være tale om en konkret helhedsvurdering af, hvilken dividende der kan forventes opnået i tilfælde af en konkurs.

Endelig skal skifteretten nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

  • Forslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord
  • Skyldner er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed
  • Det samlede beløb, som skyldner skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det samlede beløb, som skyldner ville skulle betale i tilfælde af en gældssanering.

Se konkurslovens § 13 e, stk. 6.

Tilfælde, hvor skifteretten kan nægte at stadfæste rekonstruktionsforslaget

Skifteretten kan nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag, hvis skyldner er en fysisk person, og hvis skyldner ikke ville kunne opnå gældssanering som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspådragende forhold. Se konkurslovens § 13 e, stk. 5, nr. 2.

Betinget stadfæstelse

Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at skyldneren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke bliver ude af stand til dette på grund af sin forretningsførelse eller sit forbrug. Tilsynet kan med dette formål for øje give skyldneren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning om dette til skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen. Se konkurslovens § 13 e, stk. 7

Hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling samtidig med rekonstruktionsbehandlingens ophør, er konkurslovens § 13 e, stk. 7, ikke relevant. Konkurslovens § 13 e, stk. 7, vil derfor i praksis kun være relevant, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder en bestemmelse om tvangsakkord.

Kære af skifterettens stadfæstelse

Skifterettens stadfæstelse eller nægtelse af stadfæstelse af rekonstruktionsforslaget kan kæres til landsretten. Se konkurslovens § 248, stk. 2. Fristen for dette er to uger. Se konkurslovens § 251, stk. 1.