Dato for udgivelse
12 apr 2022 10:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 mar 2022 10:06
SKM-nummer
SKM2022.189.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-30898/2020-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten + Personlig indkomst
Emneord
Skattepligtig indkomst, værdipapir, bonus, begrænset ansvar
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt det sagsøgende selskabs udbetaling af en såkaldt bonus til sine medlemmer skulle beskattes som almindelige skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4 eller som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, a, stk. 1, nr. 1.

Selskabet var et selskab med begrænset ansvar omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, og medlemmerne var de til enhver tid værende forsikringstagere i selskabets datterselskaber.

Landsretten fandt, at det efter den klare ordlyd af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, må lægges til grund, at det er en krav for at anvende bestemmelsen, at det pågældende selskab skal være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 - som det var tilfældet med det sagsøgende selskab - men at der endvidere skal være tale om aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A.

Spørgsmålet var herefter ifølge landsretten, hvorvidt medlemskabet af det sagsøgende selskab kan anses som lignende værdipapirer som anført i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af selskabets vedtægter og sagens øvrige omstændigheder, at de begrænsede rettigheder, der følger af medlemskabet, ikke indeholder sådanne ejerkarakteristika, at medlemskabet kan anses for et værdipapir, der er lignende aktier og andelsbeviser, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Bonus udbetalt af selskabet kan derfor ikke anses for omfattet af bestemmelsen og er dermed heller ikke omfattet af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1.

Skatteministeriets påstand blev herefter taget til følge, hvorefter bonusudbetalingerne skal beskattes som personlig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4

Reference(r)

Ligningslovens § 16 A, stk. 1

Personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2

Statsskattelovens § 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2022-1, C.A.10.4.2.2.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2022-1, C.B.1.8.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2022-1, C.D.1.1.3

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten jr.nr. 17-0990820, offentliggjort som SKM2020.133.LSR.

Senere instans SKM2023.34.HR.

Appelliste

Parter

Skatteministeriet

(v/advokat Steffen Sværke)

mod

H1

(v/advokat Jakob Skaadstrup Andersen)

Afgørelse truffet af landsdommere

Birgitte Grønborg Juul, Ole Græsbøll Olesen og Louise Lindekilde Engberg (kst.) 

Sagen er anlagt den 8. april 2020 ved Retten i Lyngby, der ved kendelse af 6. august 2020 har henvist denne til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om, hvorvidt bonusudbetalinger fra H1 til medlemmer, der er fysiske personer, skal beskattes som aktieudbytte.

Påstande

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at Landsskatterettens bindende svar af 19. december 2020 ændres til et "Nej".

Sagsøgte, H1 (herefter H1), har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

I landsskatterettens afgørelse af 19. februar 2020 vedrørende en klage fra H1 over Skatterådets afgørelse af 27. juni 2017 hedder det:

"…

Klagen vedrører et bindende svar på følgende spørgsmål:

"Kan det bekræftes, at en kommende udlodning fra H1 til selskabsdeltagerne skal beskattes som aktieindkomst hos de deltagere, der er fysiske personer?"

Skatterådet har besvaret det stillede spørgsmål med et "Nej".

Landsskatteretten ændrer det bindende svar til et" Ja". Der henvises til Landsskatterettens begrundelse nedenfor.

Møde mv.

H1's repræsentanter har haft møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler. De har tillige haft lejlighed til at udtale sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Af punktet "Beskrivelse af de faktiske forhold" i det bindende svar fremgår følgende:

"H1 blev stiftet i 1995 ved en sammenlægning af G8-virksomhed og G7-virksomhed, som begge var etableret i 1991 i forbindelse med omdannelsen af de hidtidige gensidige (red. information 3 fjernet). Omdannelsen i 1991 skete skattefrit i henhold til fusionsskattelovens § 14.

H1 er et selskab med begrænset ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, jf. denne lovs § 3, stk. 2.

Ifølge vedtægternes § 2 er H1s formål bl.a. direkte eller indirekte at eje aktier i selskaber, som driver forsikringsvirksomhed, samt at foretage almindelig formuepleje. Endvidere har H1 et almennyttigt formål.

H1 ejer 60 % af aktierne i det børsnoterede G3-A/S. G3-A/S ejer samtlige aktier i G2-A/S. H1 er således moderselskab i (red. information 2 fjernet).

H1 har ikke indskudskapital. Selskabets formue stammer således ikke fra indskud fra medlemmerne.

H1 har ca. 1,2 mio. medlemmer, som alle er forsikringstagere i G2-A/S. Vedtægternes § 3 herom har i sin helhed følgende ordlyd:

"3.1.                  Medlemmerne er de til enhver tid værende danske forsikringstagere i G2-A/S (CVR-nr. ...11) og sådanne forsikringsselskaber, hvormed G2-A/S måtte fusionere,

samt danske forsikringstagere i henhold til forsikringsporteføljer, som G2-A/S måtte købe. En forsikringstager anses for dansk, når den pågældende har fast bopæl eller hjemsted i Danmark.

3.2.                    Medlemmerne hæfter ikke for selskabets forpligtelse.

3.3.                    Et medlem har ved udtræden ikke krav på nogen del af selskabets formue.

3.4.                    Selskabets formue og indtægter kan kun udbetales til medlemmerne ved opløsning, og kun da hvis opløsningen ikke sker i forbindelse med fusion af selskabet med et andet selskab. Dog kan der udbetales bonus til medlemmerne i henhold til § 15.

3.5.                    Medlemmerne udøver deres rettigheder gennem:

Repræsentantskabet. Bestyrelsen.

Direktionen"

Vedtægternes § 15 om bonus har i sin helhed følgende ordlyd:

"15.1.                Bestyrelsen kan stille forslag om, at der udbetales bonus til medlemmerne, hvis selskabet i et regnskabsår opnår et overskud efter almennyttige aktiviteter på mere end 1 % af selskabets samlede formue. Hvis der opnås et overskud på mindre end 1 %, kan der ikke udbetales bonus, og et overskud på mindre end 1 % indgår ikke i en bonusopgørelse for et senere regnskabsår. Det samlede bonusbeløb kan ikke overstige det beløb efter skat, som selskabet modtager i udbytte og i avance ved aktietilbagekøb fra G3-A/S i det pågældende regnskabsår.

15.2.                 Det samlede bonusbeløb fastsættes endvidere ud fra en samlet vurdering af det foregående års økonomiske resultater og selskabets aktuelle kapitalberedskab.

15.3.                 Bestyrelsen fremsætter forslag om udbetaling af bonus på det ordinære repræsentantskabsmøde, hvor forslaget skal godkendes af repræsentantskabet med det flertal, der fremgår af§ 7.4 (simpelt flertal). Repræsentantskabet kan ikke beslutte at udbetale et højere bonusbeløb end foreslået eller tiltrådt af bestyrelsen.

15.4.                 Hvis der træffes beslutning om udbetaling af bonus, fordeles bonusbeløbet forholdsmæssigt i forhold til de enkelte forsikringstageres indbetalte forsikringspræmier til G2-A/S opgjort pr. 31. december i det regnskabsår, som bonussen udbetales på baggrund af.

15.5.                 For at være berettiget til at modtage bonus, skal et medlem være forsikringstager pr. 31. december i det regnskabsår, som bonussen udbetales på baggrund af, såvel som det tidspunkt, hvor repræsentantskabet vedtager den pågældende udbetaling af bonus.

15.6.                 Retten til bonus er en personlig ret for medlemmerne, og retten kan således ikke overdrages til tredjemand hverken til eje eller til sikkerhed".

Vedtægternes § 16.3 om fordeling af selskabets formue ved opløsning har følgende ordlyd:

"16.3.                Selskabets formue skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet med det i § 7.3, stk. 1, første punktum nævnte kvalificerede flertal".

Ifølge regnskabet for 2016 havde H1 et resultat på 1.264 mio. kr. H1 modtog i 2016 1.461 mio. kr. i udbytte fra G3-A/S. Selskabets balance var 16.726 mio. kr. med en egenkapital på 16.091 mio. kr.

(red. information 2 fjernet) årlige skattepligtige indkomst udgjorde i gennemsnit 1.635 mio. kr. i årene 2012-2015. Den gennemsnitlige skattebetaling udgjorde i gennemsnit 402 mio. kr. årligt i de pågældende år. Koncernens indtjening er således beskattet med en effektiv skatteprocent på ca. 25 % i selskabsskat.

Af den årlige gennemsnitlige skattebetaling på 402 mio. kr. udgjorde H1s andel ca. 74 % på baggrund af selskabets egne indtægter. H1s indtægter består dels i udbytter fra G3-A/S, som er skattefri i medfør af selskabsskattelovens § 13, dels af formueafkast, som er skattepligtigt som almindelig selskabsindkomst.

H1 har vedtaget at udbetale 750 mio. kr. i bonus i 2017.

H1 anmodede i 2014 om bindende svar på følgende spørgsmål (J.nr. 14-3380236):

      1. Kan SKAT bekræfte, at en udlodning fra H1 til selskabets medlemmer er skattepligtig for modtagerne heraf, jf. statsskattelovens § 4, dvs. som personlig indkomst for fysiske personer og som almindelig indkomst for selskaber?
      2. Kan SKAT bekræfte, at H1 ikke har pligt til at indeholde kildeskat af en udlodning til selskabets medlemmer?
      3. Kan SKAT bekræfte, at H1 ikke har indberetningspligt i forhold til en udlodning til selskabets medlemmer?

Spørgsmål 1 blev besvaret med "ja", og spørgsmål 2 og 3 blev afvist med henvisning til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Den bekræftende besvarelse af spørgsmål 1 var begrundet med, at idet medlemmerne af H1 ikke har adgang til en forholdsmæssig andel af selskabets formue ved udtræden, og idet medlemskabet ikke er omsætteligt, kunne medlemskab afH1 ikke kvalificere til, at medlemskabet udgør en aktie omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

I forlængelse heraf udbetalte H1 i alt 700 mio. kr. som bonus, svarende til 5-8 % af G2-A/S' præmier."

Under sagens behandling i SKAT har H1 fremlagt kopi af vedtægterne for H1. Det er endvidere oplyst, at H1 fremadrettet påtænker at udbetale bonus med 500 til 800 mio. kr. om året.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet har besvaret det stillede spørgsmål med et "Nej". Skatterådet tiltrådte herved SKATs indstilling og begrundelse i sagen med en supplerende begrundelse.

Af SKATs begrundelse fremgår bl.a. følgende:

"Det ønskes bekræftet, at udlodning i form af bonus fra H1 til fysiske personer skal beskattes som aktieindkomst.

Begrundelse

Spørgsmålet i sagen er, om en udlodning fra H1 er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4 og dermed skal beskattes som personlig indkomst, eller om en udlodning er udbytte efter ligningslovens § 16 A, som skal beskattes som aktieindkomst.

H1 er som selskab med begrænset ansvar (smba) generelt selskabsskattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Udbytter beskattes som aktieindkomst hos fysiske personer, når der er tale om "aktieudbytte efter ligningslovens§ 16 A ... fra selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens§ 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2 e, 2 h, 4 eller 5 a", jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1.

Ligningslovens § 16 A vedrører opgørelsen af den skattepligtige indkomst i forbindelse med "udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer". Til udbytte henregnes alt, "hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere".

Nedenfor gennemgås de selskabsretlige regler om selskaber med begrænset ansvar. I forlængelse heraf beskrives reglerne om selskaber med begrænset ansvars skattepligt efter selskabsskatteloven, og dernæst reglerne om udbytte i henholdsvis personskattelovens § 4 a og ligningslovens § 16 A.

Det sidste afsnit er en vurdering af, om en udlodning i form af bonus fra H1 konkret kan anses for udbytte, som skal beskattes som aktieindkomst.

De selskabsretlige regler om selskaber med begrænset ansvar

H1 er et selskab med begrænset ansvar (smba), som er omfattet af og registreret i henhold til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Et selskab med begrænset ansvar er en særskilt selskabsform, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk. Det er en betingelse, at et selskab med begrænset ansvar har minimum to deltagere, at der er mulighed for vekslende deltagerantal, og at økonomiske (herunder udbytte) og forvaltningsmæssige rettigheder ikke er baseret på deltagernes andel af kapitalen, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 3. Forbuddet mod at basere bl.a. udbytte på deltagernes andel af kapitalen blev indført for at adskille selskaber med begrænset ansvar fra kapitalselskaber.

Ved lov nr. 616 af 12. juni 2013 blev det bestemt, at selskaber med begrænset ansvar alene kunne stiftes frem til den 1. januar 2014, jf. nu lov om visse erhvervsdrivende selskaber § 1, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til loven, at ønsket om at afskaffe selskabsformen fremadrettet skyldtes, at antallet af selskaber med begrænset ansvar havde været stigende samtidig med, at der kom væsentlig flere af disse selskaber under konkurs eller tvangsopløsning end tilfældet var med anpartsselskaber.

I lovforslaget blev det anført, at selskaber med begrænset ansvar har karaktertræk fra selskabsretlige principper, bl.a. fordi formålet vil være på baggrund af en erhvervsmæssig aktivitet at opnå et overskud, som kan udloddes til deltagerne.

I stedet for selskaber med begrænset ansvar blev iværksætterselskabet indført som ny selskabsform. Iværksætterselskabet er en variant af anpartsselskabet, men med en minimumskapital på en krone, jf. selskabslovens §§ 1, nr. 14, og 357 a.

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2

Et selskab med begrænset ansvar er skattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, af hele selskabets indkomst på samme måde som f.eks. et aktieselskab. I modsætning hertil er bl.a. foreninger alene skattepligtige af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Selskabsskatteloven fastsatte i 1960 skattepligt for bl.a. aktieselskaber og "andre selskaber i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital", jf. § 1, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen blev forstået således, at det var et krav, at der var en indskudskapital, dog at overskuddet kunne fordeles på grundlag af samhandel med selskabet, når blot et eventuelt likvidationsprovenu blev fordelt på grundlag af deltagernes kapitalindskud, jf. Søren Friis Hansen i Skattepolitisk Oversigt, 2015.91.

Ved lov nr. 254 af 30. marts 2011 blev selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, ændret således, at skattepligten kom til at omfatte "selskaber m.v. omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder", herunder selskaber med begrænset ansvar. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (FT 2010-11 L 84) anførte Skatteministeriet, at selskaber med begrænset ansvar ikke var omfattet af den dagældende § 1, stk. 1, nr. 2, da disse selskaber netop ikke må fordele overskud i forhold til deltagernes indskudte kapital. Videre anførtes, at da selskaber med begrænset ansvar er erhvervsdrivende, skulle det sikres, at disse selskaber skattemæssigt behandles efter samme regler, som gælder for aktie- og anpartsselskaber.

Henvisningen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, til § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder viste sig imidlertid at være uhensigtsmæssig, fordi erhvervsdrivende foreninger derved blev inddraget under skattepligten, mens de pågældende foreninger hidtil havde været omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Ved lov nr. 1637 af 26. december 2013 blev selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, derfor redigeret således, at henvisningen til lov om visse erhvervsdrivende virksomheder udgik og blev erstattet med den nugældende formulering "registrerede selskaber med begrænset ansvar". Det anførtes i bemærkningen til lovforslaget (L 2013-14 L 47), at hovedformålet med lovændringen i 2011 var at selskaber med begrænset ansvar i alle tilfælde skulle være omfattet af den fulde skattepligt. Det anførtes endvidere, at registrerede selskaber stiftet frem til den 1. januar 2014 således vil være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, uanset hvordan selskaberne eventuelt fordeler overskuddet mellem selskabsdeltagerne.

Personskattelovens § 4 a

Ifølge personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, beskattes udbytte fra selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2 e, 2 h eller 4, som aktieindkomst, hvis betingelserne i ligningslovens § 16 A er opfyldt. Det betyder, at udlodninger fra et selskab med begrænset ansvar kan beskattes som aktieindkomst. Omvendt kan udlodning fra foreninger mv. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ikke beskattes som aktieindkomst, uanset om betingelserne i ligningslovens § 16 A i øvrigt måtte være opfyldt.

Udbytter omfattet af ligningslovens § 16 A dobbeltbeskattes i den forstand, at indkomsten først selskabsbeskattes i selskabet, og dernæst udbyttebeskattes hos modtageren, f.eks. som aktieindkomst hos fysiske personer. Indkomstskatten for bl.a. selskaber med begrænset ansvar er 22 pct. (2016-), jf. selskabsskattelovens§ 17, stk. 1.

Skat af aktieindkomst, der ikke overstiger et grundbeløb på 51.700 kr. (2017), beregnes som en endelig skat, der udgør 27 pct. Herudover beregnes skatten med 42 pct. Satserne, som fremgår af personskattelovens § 8 a, tilsigter at skabe sammenhæng mellem beskatning af aktieindkomst, som stammer fra selskabsbeskattede midler, og personlig beskatning af f.eks. erhvervsindkomst, jf. det såkaldte neutralitetsprincip.

Såfremt en udlodning fra et selskab med begrænset ansvar anses for omfattet af ligningslovens § 16 A, vil udbyttet således blive beskattet på samme måde hos fysiske personer som udbytte fra et aktieselskab.

Udbyttebeskatning efter ligningslovens § 16 A

Den generelle hjemmel til beskatning af udbytte findes i statsskattelovens § 4, litra e, som omfatter "udbytte af alle slags ... aktier eller andre inden- og udenlandske pengeeffekter". Videre hedder det, at "som udbyttet af aktier og andelsbeviser skal anses alt, hvad der af vedkommende selskab er udbetalt aktionærer eller andelshavere som en del af selskabet i sidste eller i tidligere regnskabsår indtjente overskud…".

Ligningslovens § 16 A trådte i kraft den 1. januar 1962 og erstattede i vidt omfang statsskattelovens § 4, litra e, for så vidt angår udbytte, jf. ligningslovens § 16 D. Ligningslovens § 16 A, stk. 1, vedrører udbytte af "aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer".

I forarbejderne til ligningslovens § 16 A (FT 1960-61, 2. samling, tillæg A, sp. 833) anførtes bl.a., at ligningslovens § 16 A principielt omfatter enhver udlodning fra selskabet, uanset om denne hidrører fra indtjent overskud, indkomstskattefri formueforøgelse eller fra den i selskabet indskudte kapital.

Forarbejderne til ligningslovens § 16 A indeholder ikke bidrag til fortolkning af, hvad der skal anses for "lignende værdipapirer".

Skattelovgivningen indeholder ikke en generel definition af, hvad der skal anses som aktier eller lignende værdipapirer mv. Aktieavancebeskatningslovens§ 1, stk. 2, bestemmer dog, at loven foruden på aktier også finder anvendelse på "anparter, andelsbeviser, omsættelige investeringsbeviser og lignende værdipapirer".

Den juridiske vejledning C.B.2.1.3.1 beskriver i forlængelse heraf, hvilke værdipapirer, der er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Det fremgår bl.a., at "lignende værdipapirer" omfattet af aktieavancebeskatningsloven efter praksis er omsættelige andele i et selvstændigt skattesubjekt, der giver ejendomsret til en andel i foreningens formue samt ejendomsret til en andel af foreningens formue ved opløsning.

Ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, og ligningslovens § 16 A, stk. 1, er ikke identiske, idet aktieavancebeskatningsloven tillige omfatter "omsættelige investeringsbeviser". Begge love omfatter derimod aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer.

Om begrebet "lignende værdipapir" anfører Henrik Peytz i Aktieavancebeskatningsloven med kommentarer, 3. udgave (2015), side 117, at det formentlig er afgørende, at der foreligger en omsættelig ejerandel i et selskab med selvstændig skatteretsevne, og at selskabsdeltagerne har en retligt begrundet forventning om at modtage andel af selskabets formue ved likvidation.

Om værdipapirsbegrebet anfører Jan Pedersen i Skatteretten 2, 7. udgave (2015), side 427 f, at angivelsen af værdipapirer i ligningslovens § 16 A er i overensstemmelse med angivelsen af værdipapirer i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, og at ligningslovens § 16 A følgelig omfatter udlodning til deltagere i en juridisk person, hvor deltagerne har en omsættelig deltagerandel. Dette uddyber Jan Pedersen derhen, at deltagerne skal have en forudbestemt vedtægtsmæssig ret til at modtage overskudsandel og likvidationsprovenu, således at statsskattelovens § 4, litra e, følgelig omfatter udlodninger ved enkeltstående beslutninger i juridiske personer, hvori der ikke eksisterer omsættelige deltageranparter.

Samme sted, side 426, anfører Jan Pedersen videre, at ligningslovens § 16 A omfatter udlodninger, som sker til deltagerne i deres egenskab af indskydere eller økonomiske deltagere, mens udbetalinger til deltagere i deres egenskaber af ansatte, långivere, samhandelspartnere mv. ikke er omfattet af udbyttebegrebet.

Fra praksis vedrørende værdipapirbegrebet kan fremhæves følgende:

SKM2001.11Ø vedrørte spørgsmålet, om et likvidationsprovenu fra et gensidigt brandassuranceselskab var skattepligtigt i medfør af statsskattelovens § 4 eller skattefrit efter § 5. Der var tale om et selskab med begrænset hæftelse, hvor udtrædende medlemmer ikke havde andel i formuen, og hvor eventuel formue ved opløsning skulle fordeles blandt medlemmerne i forhold til forsikringstegning. Landsretten fandt, at likvidationsprovenuet var skattepligtigt med henvisning til, at medlemmerne ikke havde kunnet eje omsættelige andele, og at udtrædende medlemmer ikke havde andel i foreningens formue, hvorfor udlodningen var en skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4.

Selskabsretligt var brandassuranceselskabet en forening og dermed ikke generelt selskabsskattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2.

Dette ses dog ikke at være tillagt betydning ved landsrettens afgørelse af sagen.

Aage Michelsen anfører i RR.SM2002.140, at dommen er åbenbart urigtig, idet der i teorien stort set er enighed om, at det afgørende kriterium for en andelsret alene er, om der er en retligt begrundet forventning om at modtage andel i likvidationsprovenuet. Aage Michelsen mener derfor ikke, at der således kan stilles krav om, at der er foreligger en frit omsættelig andel. Dommen er tilsvarende kritiseret af Lene Hjermind i TfS 2001.342 og af Sten Askholt i Lærebog om indkomstskat, 16. udgave (2015), side 592 og 594.

Efter landsretsdommen blev der truffet to afgørelser af Ligningsrådet:

SKM2002.158LR vedrørte et andelsselskab, hvor medlemskab med bestyrelsens godkendelse kunne overdrages til tredjemand, og hvor der ved udtræden skulle foretages en opgørelse, hvorefter medlemmet enten skulle indbetale eller have udbetalt et nettobeløb. I tilfælde af opløsning skulle underskud dækkes af medlemmerne, og overskud udloddes til medlemmerne. Ligningsrådet fandt, at der var tale om omsættelige andele.

I SKM2002.345LR var der tale om udlodning af et likvidationsprovenu fra en andelsforening, hvor der alene kunne ske udbetaling til udtrædende medlemmer af eventuel andel i reservefonden, og at der derudover ikke var krav på andel i foreningens formue. Medlemmerne havde ikke råderet over reservefonden, og andelsbeviserne kunne ikke overdrages til tredjemand, men alene afstås til foreningen. Ved ophør skulle formuen fordeles blandt medlemmerne.

Det fremgår af afgørelsen, at reservefonden bestod af henlæggelser med en procentsats af det enkelte medlems leverance og af det enkelte medlems eventuelle indskud, således at andelen i reservefonden skulle opgøres i forhold til leverancerne i hensættelsesåret. Det fremgår endvidere, at reservefonden var posteret under egenkapitalen, og at generalforsamlingen kunne træffe beslutning om udlodning fra reservefondskontiene, når blot foreningens egenkapital inklusive henlæggelser udgjorde mindst 40 pct. af balancesummen.

Ligningsrådet fandt med henvisning til, at medlemmerne ved udtræden fik andel af foreningens formue, at der var tale om en andel omfattet af aktieavancebeskatningsloven, om end denne andel dog af hensyn til foreningens fortsatte virke kun udgjorde en begrænset del af egenkapitalen.

Endelig foreligger der Højesterets dom i SKM2004.259H, som vedrørte en udlodning fra Fondsbørsvekselererne Garantiforening under afvikling. Foreningen blev stiftet i 1975 som en garantifond, hvor hvert nyt medlem skulle betale et kontant indskud, og hvor repræsentantskabet for Fondsbørsens Medlemmer ved opløsning skulle træffe bestemmelse om formuen. I 1989 blev det besluttet at ændre foreningen til en garantiforening under afvikling, og det fremgik af de nye vedtægter, at ved død kunne arvingerne indtræde i medlemmets rettigheder, og at overdragelse i øvrigt skulle godkendes af bestyrelsen. Ved opløsning skulle generalforsamlingen træffe bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med foreningens formue.

Landsretten fandt, at udlodningen var skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4 og henviste til, at udlodningen ikke kunne anses for en udbetaling af en del af en formue, som medlemmet allerede ejede, og at det var generalforsamlingen, der traf bestemmelse om foreningens formue ved opløsning, hvorfor det enkelte medlem ikke havde retskrav på andel i foreningens formue ved opløsning. Da der således ikke forelå en andelsret til formuen, kunne ligningslovens § 16 A ikke finde anvendelse. Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene.

Beskatning af bonus fra H1

Formålet med ændringerne i 2011 og 2013 af selskabsskatteloven var, at selskaber med begrænset ansvar skulle sidestilles skattemæssigt med bl.a. aktieselskaber. Ændringerne var nødvendige, fordi den hidtidige generelle selskabsskattepligt alene gjaldt selskaber, hvor udbytte blev fordelt på baggrund af deltagernes andel af kapitalen, mens et selskab med begrænset ansvar netop er karakteriseret bl.a. ved, at selskabet ikke må fordele overskuddet i forhold til den indskudte kapital.

På tidspunktet for ændringerne af selskabsskatteloven var det i såvel selskabslovgivningen som i skattelovgivningen forudsat, at formålet med et selskab med begrænset ansvar i lighed med f.eks. et aktieselskab er at opnå et overskud, der kan udloddes til deltagerne. Desuagtet blev der ikke taget stilling til spørgsmålet om beskatning af udlodninger fra disse selskaber. Lovændringerne i 2011 og 2013 kan derfor efter SKATs opfattelse ikke i sig selv tale for, at udlodninger fra et selskab med begrænset ansvar generelt er omfattet af ligningslovens § 16 A.

Det fremgår af praksis, at der er to betingelser for, at der er tale om et "lignende værdipapir". Medlemmet skal dels have ret til selskabets formue ved likvidation, dels eje en omsættelig andel. Den sidste betingelse fremgår af SKM2001.11.Ø, SKM2002.158.LR og SKM2002.345.LR. I Højesterets dom i SKM2004.259.H blev der ikke taget stilling til spørgsmålet, men det fremgår af dommen, at medlemmets arvinger ved død indtrådte i medlemmets rettigheder, og at overdragelse af medlemskabet kunne ske med bestyrelsens godkendelse.

Særligt om betingelsen om krav på formuen ved opløsning bemærkes:

Hvis der kun stilles betingelse om medlemmets krav på formuen ved opløsning, beror medlemmets andel i selskabet af, at det rent faktisk besluttes at opløse selskabet, og kravet på formuen vil således oftest være uden økonomisk betydning. Betingelsen om, at det enkelte medlem tillige i al fald i nogen grad kan afstå sin andel, sikrer således et reelt krav på formuen, og betingelsen forekommer derfor velbegrundet.

Medlemskabet af H1 beror på forsikringstegning i G2-A/S, som indirekte ejes af H1 med 60 %. Det er således medlemmerne i H1 - og forsikringstagerne i G2-A/S - som er flertalsejere af forsikringsvirksomheden. I løbet af medlemskabet har medlemmerne mulighed for bonus og kan udøve forvaltningsmæssige beføjelser. Medlemmerne i H1 har imidlertid ikke krav på nogen del af formuen ved udtræden.

Medlemmerne i H1 ejer således ikke en omsættelig andel, og der er dermed ikke tale om et lignende værdipapir efter ligningslovens § 16 A.

Repræsentanten anfører bl.a., at praksis vedrører foreninger, som i modsætning til et selskab med begrænset ansvar, ikke er generelt selskabsbeskattede, og at den pågældende praksis derfor ikke kan finde anvendelse på selskaber med begrænset ansvar, som netop selskabsbeskattes.

Efter SKATs opfattelse skal "lignende værdipapir" forstås ens, uanset hvordan det udloddende selskab beskattes. Der er således hverken i bestemmelsens ordlyd, dens forarbejder eller i praksis grundlag for, at begrebet kan fortolkes anderledes, fordi selskabet er selskabsskattepligtigt af hele sin indkomst.

På baggrund af ovenstående er det SKATs opfattelse, at betingelsen om, at det enkelte medlem ejer en omsættelig andel, ikke er opfyldt, idet medlemmerne ikke har krav på formuen ved udtræden En udlodning fra selskabet skal derfor beskattes i medfør af statsskattelovens § 4, dvs. som personlig indkomst. Det kan ikke føre til et andet resultat, at medlemmerne af H1 samlet set dermed beskattes anderledes, end hvis det udloddende selskab havde været et aktieselskab.

Repræsentantens høringssvar giver SKAT anledning til følgende bemærkninger:

Det er overordnet SKATs opfattelse, at to betingelser skal være opfyldt, for at der er tale om et "lignende værdipapir" i medfør af ligningslovens § 16 A. Den enkelte deltager skal dels eje en omsættelig andel i formuen, dels skal medlemmet have krav på formuen ved opløsning. Praksis og dele af teorien støtter denne opfattelse. Dette fremgår også af Den juridiske vejledning C.B.2.1.3.1.

Kravet om omsættelighed fremgår af SKM2001.11.Ø.

I SKM2004.259.H lagde Højesteret alene vægt på spørgsmålet om krav på formuen ved opløsning og fandt i den konkrete sag, at betingelsen ikke var opfyldt. Det fremgår af dommen, at medlemmets arvinger indtrådte i medlemmets rettigheder, og at overdragelse af medlemmets rettigheder i øvrigt skulle godkendes af bestyrelsen. Kravet om omsættelighed var således opfyldt i sagen, hvorfor Højesteret ikke havde lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet. Der er således ikke tale om, at Højesteret tilsidesatte SKM2001.11.Ø.

Repræsentanten anfører videre, at der i SKM2002.345.LR ikke blev lagt vægt på, om andelen i sagen var omsættelig. Dette er efter SKATs opfattelse ikke korrekt. I sagen kunne der ved udtræden kun ske afståelse til selskabet, og der blev kun udbetalt en begrænset del af formuen. Ligningsrådet fandt dog med henvisning til SKM2001.11.Ø, at medlemmerne i sagen ved udtræden fik andel i medlemmernes reservefond, som udgjorde en del af foreningens formue, dvs. at andelen var omsættelig. Ligningsrådet fandt således, at der var et krav om omsættelighed.

Som det også er gengivet ovenfor, har der været rejst kritik af SKM2001.11.Ø og kravet om omsættelighed. En del af kritikken er dog gået på spørgsmålet om fri omsættelighed, hvilket ikke er et krav efter praksis. Kravet om en vis grad af omsættelighed fremgår endvidere af SKM2002.158.LR og SKM2002.345.LR.

Herudover stammer Lene Hjerminds artikel i Revisions og Regnskabsvæsen 1988.11 fra før afsigelsen af SKM2001.11.Ø. Tilsvarende stammer den praksis, som Aage Michelsen anfører i RR:SM.2002.0140, ligeledes fra før SKM2001.11.Ø.

For så vidt angår citatet fra 1. udgaven af Preben Underbjerg Poulsen og Søren Rasmussen, Aktieavancebeskatning (1995), side 144 i Lene Hjerminds artikel i TfS 2001.342 bemærkes, at det i bogen det anførte sted fremgår, at fælles for værdipapirer mv., der beskattes efter aktieavancebeskatningsloven, er, "at der er tale om ejendomsret til en del af egenkapitalen i tilfælde af opløsning i selvstændige skattesubjekter" (forfatternes kursivering), dvs. at ret til egenkapitalen ved opløsning ikke er det eneste kriterium. Citatet er således fra før afsigelsen af SKM2001.11.Ø og er efter SKATs opfattelse ikke dækkende for retstilstanden i dag.

Dette uddybes i bogens 2. udgave, side 36 f, og fremgår fortsat af bogens 3. udgave, Erik Banner-Voigt og Preben Underbjerg Poulsen i Aktieavancebeskatning, 3. udgave (2013), side 247, hvor det om kravet om omsættelighed anføres:

"Den ledende dom til afklaring af, hvad lovens "lignende værdipapir" omfatter, er TfS 2001.124 Ø (Svendborg Amts Gensidige Brandassuranceselskab) (SKM 2001.11). Dommen vedrørte den skattemæssige behandling af et likvidationsprovenu fra medlemskab af en gensidig forsikringsforening.

Medlemmernes andele var ikke omsættelige, og medlemmer, som udtrådte før likvidationen, fik ikke andel i foreningens formue. Medlemmerne havde derimod efter vedtægterne krav på hele formuen ved foreningens opløsning.

Landsretten fandt med henvisning til foreningens karakter, herunder at medlemmerne ikke havde kunnet eje omsættelige andele i foreningen, og at udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue, at medlemskab af foreningen ikke kunne anses for en formuegenstand, en skattepligtig ejer, og således ikke kunne være omfattet af statsskattelovens § 5 eller aktieavancebeskatningsloven. Likvidationsudlodningen måtte i stedet anses for indkomst omfattet af statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3.

Østre Landsret fandt det således ikke tilstrækkeligt til at være omfattet af aktieavancebeskatningsloven, at medlemmerne havde krav på en forholdsmæssig del af egenkapitalen ved foreningens eventuelle opløsning. Højesteret har ikke haft anledning til at tage stilling til dette spørgsmål".

Det generelle krav om omsættelighed fastholdes endvidere af Jan Pedersen i Skatteretten 2, side 427f, hvor han sætter lighedstegn mellem aktieavancebeskatningslovens § 1 og ligningslovens § 16 A, som begge omfatter "lignende værdipapirer". I overensstemmelse hermed konkluderer Jan Pedersen, at deltagerne i en juridisk person bl.a. skal have en omsættelig deltagerandel for at modtage udbytte i medfør af ligningslovens § 16 A.

Ifølge Den juridiske vejledning C.B.2.1.3.1 er et "lignende værdipapirer" efter praksis en omsættelige andel i et selvstændigt skattesubjekt, der giver ejendomsret til en andel af foreningens formue samt ejendomsret til en andel af foreningens formue ved opløsning. Dette dobbeltkrav, dvs. en omsættelig andel og krav på formuen ved opløsning, er foreneligt med ligningslovens § 16 A sammenholdt med aktieavancebeskatningslovens § 1 og har støtte i retspraksis og administrativ praksis. Den juridiske vejledning er således efter SKATs opfattelse på linje med praksis.

Den anden betingelse om krav på formuen i tilfælde af opløsning fremgår som nævnt af SKM2004.259.H. Betingelsen går på, at det enkelte medlem forud for opløsning skal have retskrav på, at selskabets mv. formue fordeles til medlemmerne ved opløsningen.

Det fremgår af vedtægternes § 16.3, at H1s formue ved opløsning "skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet med det i vedtægternes§ 7.3, stk. 1, første punktum nævnte kvalificerede flertal". (SKATs understregning).

SKAT har hidtil anset betingelsen om ret til formuen ved opløsning for opfyldt for H1s vedkommende.

Efter fornyet overvejelse er det imidlertid nu SKATs opfattelse, at denne betingelse heller ikke er opfyldt.

Det fremgår således ikke af vedtægterne, hvilke principper der skal lægges til grund ved fordelingen af formuen, og det er under alle omstændigheder dels op til Erhvervsstyrelsen, dels op til repræsentantskabet at træffe bestemmelse herom. Selv om det anføres, at formuen skal fordeles blandt medlemmerne, står det åbent, i hvilket forhold fordelingen kan ske, og om nogle grupper af medlemmer eventuelt kan undtages. Vedtægterne er dermed så vagt formuleret, at det enkelte medlem efter SKATs opfattelse ikke forud for opløsning kan anses at have retskrav på, at formuen fordeles til medlemmerne.

På den baggrund fastholder SKAT sin indstilling og begrundelse i sagen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej"." Af Skatterådets supplerende begrundelse fremgår følgende:

"Skatterådets supplerende begrundelse:

Der kan efter Skatterådets opfattelse ikke stilles krav om, at et medlemskab er frit omsætteligt.

Det enkelte medlem af H1 ses ikke at have en forudbestemt ret til andel af selskabets formue ved opløsning, eftersom principperne for formuens fordeling først skal godkendes af Erhvervsstyrelsen og dernæst af repræsentantskabet. Det enkelte medlem har heller ikke retskrav på nogen del af formuen ved udtræden. I løbet af medlemskabet går de almennyttige aktiviteter forud for bonus, og bonus kan alene beregnes på baggrund af en begrænset del af selskabets indkomst, og kun såfremt selskabet modtager udbytte/avance ved tilbagekøb fra G3-A/S.

Efter en samlet vurdering finder Skatterådet derfor ikke, at det enkelte medlem af H1 har et "lignende værdipapir" som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, og ligningslovens § 16 A, stk. 1."

I forbindelse med klagen over det bindende svar har SKAT den 31. oktober 2017 afgivet en udtalelse, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"Sagens tema

Sagen angår, om en udlodning (bonus) fra H1 er omfattet af ligningslovens § 16A og dermed skal beskattes som aktieindkomst hos fysiske personer, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1. nr. 1, eller om udlodningen er omfattet af statsskattelovens § 4 og dermed skal beskattes som personlig indkomst.

Hvad er et "lignende værdipapir"?

Ifølge ligningslovens§ 16 A, stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst "udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer". Eftersom det enkelte medlem af H1 hverken har en aktie eller et andelsbevis i selskabet, er spørgsmålet er derfor udelukkende, om medlemmet har et "lignende værdipapir".

Skatterådet fandt ikke, at det enkelte medlem af H1 har et sådant "lignende værdipapir", og at en udlodning derfor ikke kan beskattes som aktieindkomst. Skatterådet besvarede følgelig selskabets spørgsmål med "nej".

Skatterådet fandt i det bindende svar, at der gælder to kumulative betingelser for, at der er tale om et lignende værdipapir, nemlig:

at det enkelte medlem ejer en omsættelig andel i det pågældende selskab, og medlemmet har en forudbestemt ret til en andel af likvidationsprovenuet.

Denne dobbeltbetingelse er i overensstemmelse med skattelovgivningen, domstolspraksis og den fremherskende teori på området.

Det fremgår klart af SKATs indstilling og begrundelse i sagen og af Skatterådets supplerende begrundelse, at rådet afgjorde sagen på baggrund af disse to betingelser, og at rådet konkret fandt, at ingen af betingelserne er opfyldt for H1s vedkommende.

Det fremgår også klart af Skatterådets supplerende begrundelse, at der efter rådets opfattelse ikke kan stilles krav om, at en andel, medlemskab o. lign. er frit omsætteligt, hvilket er noget andet, end at et medlemskab er omsætteligt.

Det er således ikke korrekt, at Skatterådet, som anført af repræsentanten, har "taget afstand" fra kravet om omsættelighed, jf. klagens pkt. 2.1.6, 2.3.6 og 2.3.7. Skatterådets supplerende begrundelse kan ikke læses på anden måde, end at det efter rådets opfattelse er en nødvendig, men også tilstrækkelig, betingelse, at et medlemskab er omsætteligt. Det er derfor underordnet, om et medlemskab, en aktie eller andel eventuelt også er frit omsættelig.

Begrebet "lignende værdipapir" går igen i ligningslovens § 16 B, som handler om, at en aktionær eller andelshaver afstår aktier, andelsbeviser eller lignende værdipapirer til det udstedende selskab.

Begrebet findes tilsvarende i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, om, at lovens regler om gevinst og tab ved afståelse af aktier finder tilsvarende anvendelse på anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser, omsættelige investeringsbeviser og lignende værdipapirer.

Både ligningslovens § 16 B og aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, vedrører således lignende værdipapirer, som kan omsættes.

Forarbejderne til ligningsloven og aktieavancebeskatningsloven ses ikke at indeholde bidrag til forståelsen af, hvad et lignende værdipapir er.

Skattelovskommissionen udarbejdede imidlertid i Betænkning om beskatning af indkomst og formue fra 1948 et forslag til lov om skat til staten af indkomst, formue og kapitalvinding, jf. betænkningens afsnit IV, side 1 ff.

I lovudkastets afsnit II om skat af kapitalvinding (betænkningens side 27) fik § 83, nr. 2, følgende ordlyd:

"Som skattepligtig Kapitalvinding betragtes

( ... )

Fortjeneste ved Afhændelse af Aktier og lignende Værdipapirer samt ved Afhændelse eller Indfrielse af private Gældsbreve.

                                1.     ( ... )".

(min understregning)

I bemærkningerne til lovudkastet anfører kommissionen (side 118):

"I de almindelige Bemærkninger er der nærmere redegjort for de Grunde, som har ført til, at man i Almindelighed bør inddrage Fortjeneste ved Realisation af Aktiver under Beskatning som Kapitalvinding uden Hensyn til, om den skattepligtige kan formodes at have erhvervet Aktivet i Spekulationsøjemed eller ej. Ved den foreslaaede Bestemmelse har man dog for Værdipapirers vedkommende begrænset Skattepligten til Aktier og lignende Værdipapirer, hvorved forstaas Værdipapirer, der ligesom Aktier er Bærere af Andels- og Udbytterettigheder i Selskaber med Begrænset Ansvar".

(min understregning)

Andelsrettigheder og udbytterettigheder var således i Skattekommissionens arbejde to forskellige ting. Ved at sammenholde ordlyden i udkastets § 83, nr. 2 (afhændelse), med bemærkningen om, at et lignende værdipapir i lighed med en aktie giver andelsret, ligger det fast, at et "lignende værdipapir" var tænkt som en omsættelig andel i et selskab med begrænset ansvar.

Skattelovskommissionens lovudkast harmonerer således med, at der gælder en dobbeltbetingelse i begrebet "lignende værdipapir", ligesom udkastet svarer til de nugældende bestemmelser i ligningslovens § 16 B og aktieavancebeskatningslovens§ 1, stk. 2, om "afståelse" af lignende værdipapirer.

Også i det lys er Østre Landsrets dom i SKM2001.11.ØLR rigtig, når landsretten bl.a. lægger vægt på, at medlemmerne i det pågældende gensidige brandassuranceselskab ikke havde kunnet eje omsættelige andele i foreningen.

I SKM2004.259.HR (U2004.2121H) lagde Højesteret tilsvarende vægt på den anden betingelse, nemlig kravet om ret til andel af formuen ved likvidation, idet retten lagde afgørende vægt på, at det enkelte medlem i Fondsbørsvekselerernes Garantiforening ikke forud for opløsningen havde retskrav på, at formuen skulle fordeles blandt medlemmerne ved opløsning. Højesteret havde ikke anledning til at tage stilling til kravet om omsættelig andel, fordi det fremgik af den pågældende forenings vedtægter, at medlemmerne rent faktisk ejede en sådan andel - om end med begrænset omsættelighed. Det er således ikke korrekt, når repræsentanten anfører, at Højesteret underkendte den ovennævnte landsretsdom.

Dobbeltbetingelsen har også støtte i teorien.

Jan Pedersen anfører således i Skatteretten 2, 7. udgave (2015), side 427, at angivelsen af "lignende værdipapir" i ligningslovens § 16 A er i overensstemmelse med angivelsen af de værdipapirer, som ved afståelse er omfattet af aktieavancebeskatningsloven, dvs. at deltageren, andelshaveren, medlemmet osv. skal eje en omsættelig andel og have en forudbestemt vedtægtsmæssig ret til at modtage overskudsandel og likvidationsprovenu.

Tilsvarende anfører Henrik Peytz i Aktieavancebeskatningsloven med kommentarer, 3. udgave (2015), side 117, at det for så vidt angår lignende værdipapirer formentlig er afgørende, om der foreligger en omsættelig ejerandel eller en ret hertil i et selskab med selvstændig skatteretsevne.

Har det enkelte medlem et "lignende værdipapir" i H1? H1 er kendetegnet ved at være et selskabet med begrænset ansvar registreret i henhold til lov om visse erhvervsdrivende selskaber, og hvis medlemmer er de til enhver tid værende danske forsikringstagere i G2-A/S.

H1 er stiftet uden selskabs- eller indskudskapital, hvilket fremgår af selskabets årsregnskaber. Medlemmerne har således hverken tilvejebragt selskabet kapital ved indskud eller ved omsætning. H1 har dermed ikke de kendetegn, som repræsentanten selv påpeger bl.a. med henvisning til Thøger Nielsen (klagens pkt. 2.2.5 og 2.3.3.3), nemlig at en udlodning af overskud sker på baggrund af (a) andele i kapitalen eller (b) omsætningen.

Medlemmerne betaler ikke for at indtræde og får ikke betaling for at udtræde, de kan i det hele taget ikke omsætte deres medlemskab, og de hverken køber af eller sælger til selskabet i løbet af medlemskabet. Bortset fra en begrænset ret til bonus og en ubestemt ret til livkvidationsprovenuet er der ingen økonomiske rettigheder forbundet med medlemskabet.

Det er ubestridt, at det enkelte medlem af H1 ikke har et omsætteligt medlemskab af selskabet. Allerede af den grund er det udelukket, at der er tale om et lignende værdipapir.

Det fremgår af § 16.3 i H1s vedtægter, at selskabets formue ved opløsning skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af selskabets repræsentantskab.

Skatterådet fandt i sin afgørelse, at denne bestemmelse om opløsning ikke i tilstrækkelig grad giver medlemmerne i H1 en forudbestemt og vedtægtsmæssig ret til likvidationsprovenuet. Den anden betingelse i "lignende værdipapir" er således heller ikke opfyldt.

Vedtægterne bestemmer om bonus i løbet af medlemskabet, at bonus alene kan beregnes på baggrund af en begrænset del af selskabets indkomst, og at de almennyttige aktiviteter i det hele går forud for bonus. Retten til bonus er således i virkeligheden begrænset på to måder.

Det er ikke klart, om medlemmernes ret til likvidationsprovenuet på tilsvarende måde vil være begrænset af f.eks. almennyttige aktiviteter.

Det er også i det lys uklart, hvordan likvidationsprovenuet vil blive fordelt blandt medlemmerne, og de nærmere principper herfor fremgår i det hele taget ikke af vedtægterne. Det er således ikke bestemt på forhånd, om der skal ske en fordeling på baggrund af præmiestørrelse, forsikringstype, varighed af medlemskab, andre kriterier eller en kombination heraf.

Vedtægtsbestemmelsen om opløsning giver derfor ikke det enkelte medlem af H1 et forud for opløsningen retskrav på, at selskabsformuen skal fordeles til medlemmerne ved selskabets opløsning, jf.

SKM2004.259.HR.

Det er derfor SKATs opfattelse, at ingen af de to betingelser for, at der er tale om et "lignende værdipapir", er opfyldt, og at Skatterådets afgørelse derfor er rigtig."

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at det bindende svar på det omhandlede spørgsmål ændres fra et "Nej" til et" Ja".

Til støtte for påstanden er bl.a. anført følgende:

"Det gøres gældende, at en udlodning fra Klager er udbytte efter ligningslovens § 16 A, som skal beskattes som aktieindkomst.

2.1 Indledning

2.1.1 Klager er som selskab med begrænset ansvar (smba) generelt selskabsskattepligtigt i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. l, nr. 2.

2.1.2 Efter personskattelovens § 4 A fremgår det:

"Aktieindkomst omfatter det samlede beløb af:

1) aktieudbytte efter ligningslovens§ 16 A samt beløb omfattet af virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4, 3. pkt., fra selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens§ 1, stk.1, nr.1, 2, 2 e, 2 h, 4 eller 5 a, eller som er eller har været hjemmehørende i udlandet, medmindre aktierne er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19"

(min understregning)

2.1.3 Det fremgår af ligningslovens § 16 A:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4." (min understregning)

2.1.4 Det afgørende for, at en kommende udlodning fra Klager til selskabsdeltagerne skal beskattes som aktieindkomst hos de deltagere, der er fysiske, bliver således om medlemskabet af Klager og de deraf følgende rettigheder til formuen, udgør besiddelse af lignende værdipapirer

2.1.5 Som det fremgår af SKATs indstilling i nærværende sag, og Den Juridiske vejledning afsnit C.B.2.1.3.1., er det SKATs holdning, at der gælder to kumulative krav for, at der er tale om lignende værdipapirer, jf. ligningslovens § 16A.

SKAT mener således, at følgende to krav skal være opfyldt:

Den enkelte deltager skal eje en omsættelig andel i formuen, og

Deltageren skal have krav på formuen ved opløsning

2.1.6 Skatterådets afgørelse må efter Klagerens opfattelse læses således, at Skatterådet tager afstand fra, at der skulle gælde det under (a) nævnte krav om, at andelen skal være omsættelig. Det ville være ønskeligt, at Skatteankestyrelsen i sine præmisser tydeliggør dette.

2.1.7 Klageren gør gældende, at det er tilstrækkeligt, at der er tale om udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer.

2.1.8 Derudover er Klageren ikke enig i den af SKAT foretagne konkrete subsumption. Det vil sige om klageren opfylder gældende krav.

2.2 Udbyttebegrebet i ligningslovens§ 16A

Ligningsloven§16A vedrører "udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer."

Udbetalinger til aktionærer kan være vederlag eller udbytte/udlodning.

Da medlemmerne ikke har noget kundeforhold med Klager, men med tredjemand G2-A/S, er det vanskeligt at kvalificere udbetalinger fra Klager som vederlag for en ydelse (eller rabat vedrørende et vederlag for en ydelse). Da udbetalingen er ensidig uden modydelse og sker uden, at der foreligger et andet retsforhold mellem medlemmet og Klager end medlemskab, må udbetalingen kvalificeres som en udlodning (der skyldes medlemsskabet), og ikke som et vederlag.

Den omstændighed, at udlodningen ikke sker i forhold til ejerandel, men på grundlag af omsætning med tredjemand, fratager ikke udbetalingen sin karakter af en udlodning. Det følger direkte af registreringsbetingelserne for et smba, at det ikke må udbetale udbytte på grundlag af kapitalindskud (som må sidestilles med ejerandel). Dette selskabsretlige forbud mod udlodning på grundlag af ejerandel nødvendiggør, at et selskab med begrænset ansvar udlodder på et andet grundlag end ejerandele, men desuagtet er sådanne udlodninger til fysiske personer skattemæssigt gjort til aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4 a. Det selskabsretlige forbud mod at udlodde på grundlag af ejerandel har heller ikke været til hinder for, at selskaber med begrænset ansvar er omfattet af selskabsskatteloven, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Det selskabsretlige gyldighedskrav om, at udbytte skal fordeles på grundlag af en anden for delingsnøgle end kapitalindskud (ejerandel), har således hverken været til hinder for en skatteretlig kvalifikation af enheden som et selskab eller skatteretlig kvalifikation af udlodninger fra selskabet som udbytte.

Thøger Nielsen anfører i "Indkomstbeskatning I", Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1965, side 317:

"... Selv om loven synes at forudsætte dette, bør der næppe herske tvivl om, at såvel ligningslovens udbytteregler som bestemmelserne om likvidationsudlodning i lov om særlig indkomstskat må komme til anvendelse på alle juridiske personer under den hovedforudsætning, at der er tale om korporative enheder, hvis medlemmer har en andelsret i selskabs- eller foreningsformuen, og det må i denne forbindelse være ligegyldigt, hvilket princip den korporative enhed følger med hensyn til udlodning af overskud - om dette sker efter andelene i kapitalen eller efter omsætningen."

Af de anførte grunde må det lægges til grund, at udlodning af bonus til selskabsdeltagerne i Klager i andet forhold end på grundlag af ejerandel ikke fratager udbetalingen sin karakter af udlodning også i skattemæssig henseende.

Udlodning af bonus skal derfor skattemæssigt kvalificeres som udlodning.

2.3. Udtrykket "lignende værdipapirer" i LL §16 A

Udtrykket "lignende værdipapirer" er ikke i loven eller forarbejderne givet noget selvstændigt indhold. Det antages i teori og praksis, at det afgørende er, at der er tale om udlodning af en formue som selskabsdeltageren allerede ejede, jf. gennemgangen nedenfor.

Hvis selskabsdeltageren før eller siden ville få andel i formuen alligevel, forgår der udlodning fra en selskabslignende enhed. I disse tilfælde udgør udlodningen principielt ikke en formueforøgelse, jf. følgende eksempel:

Udbyttets neutralitet - eksempel ved aktie til værdi 1000 kr.

Før udbytte på 200 kr.

Efter udbytte på 200 kr.

Værdi ved likvidation 1000 kr.

Værdi ved likvidation 800 kr.

Samlet værdi 1000 kr.

Samlet værdi 1000 kr.

Aktionærens værdi er uforandret af udbyttebeslutningen/afkastet

Det fremgår af Højesterets dom i U.2004.2121H:

"Udbetalingen af de 400.000 kr. fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling til sagsøgeren kan ikke efter foreningens oprindelige eller senere vedtægter anses for en udbetaling af en del af en formue, som sagsøgeren allerede ejede, hvorfor statsskattelovens § 5 a ikke kan finde anvendelse. Det enkelte medlem havde ikke forud herfor noget retskrav på, at foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne ved foreningens opløsning. Der forelå således ikke en andelsret til formuen, og ligningslovens§ 16 A finder derfor ikke anvendelse på udbetalingen af de 400.000 kr." (min understregning)

Som det fremgår af dette, er det afgørende, at der er tale om udbetaling af en del af en formue, der allerede ejes, hvis der er andelsret, ejes formuen af medlemmerne allerede som følge af andelsrettens eksistens.

Lene Hjermind, fuldmægtig i det daværende Statsskattedirektorat, anfører i en artikel i Revision & Regnskabsvæsen 1988.11, at en deltager i et selskab, hvori deltageren har ret til andel i formuen ved likvidation, skal anses for selskabsdeltager, og udbytte fra selskabet skal beskattes som aktieudbytte:

"Som hovedregel kan man gå ud fra, at såfremt rettigheden giver ret til at opnå andel i selskabets formue ved evt. likvidation, er indehaveren af rettigheden selskabsdeltager. Herefter vil bestemmelserne i aktieavancebeskatningsloven (ABL) og udbytte bestemmelsen i ligningslovens § 16A, stk.1, finde anvendelse.

Hvis denne forudsætning ikke er til stede, er aktionærbeskatningsreglerne uanvendelige, og dette betyder, at udlodningsbeløb, uanset på hvilket tidspunkt de fremkommer, er indkomstskattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4 e. Dette vil også gælde likvidationsprovenu, idet det kun er i henhold til særlig bestemmelse i ABL § 1, stk. 3, at likvidation sidestilles med salg."

Lene Hjermind lægger til grund, at der kun er eet kriterium, nemlig om selskabsdeltagerne har andelsret (ret til andel af formuen ved likvidation). Hvis der er andelsret, finder aktieavancebeskatningsloven og udbyttebestemmelsen i ligningslovens § 16 A anvendelse. Denne opfattelse er tiltrådt af Højesteret i sagen SKM 2004.259H vedrørende Fondsbørsvekselerernes Garantifond omtalt nedenfor.

Der kan videre henvises til Aage Michelsen m.fl, Lærebog i Indkomstskat, 16. udgave, 2015, side 594, hvor lektor Liselotte Madsen i relation til afgrænsningen af værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven anfører:

" ... Der er tale om andele i selskaber, der beskattes som selvstændige skattesubjekter efter selskabsskatteloven…

...

Ved afgrænsningen at hvad der skal forstås ved "lignende værdipapirer" må der lægges afgørende vægt på, om selskabsdeltageren har en retligt begrundet formodning om at modtage andel af selskabets formue i tilfælde af selskabets likvidation, jf. nedenfor kap. 32.

Det kan ikke anses for et betydningsfuldt karakteristikum, at andelen er omsættelig. SKM 2001.11 ØLR, der vedrører en gensidig forsikringsforening, og som tillægger den manglende omsættelighed afgørende betydning, må derfor tages med forbehold. I SKM 2002.158 LR og SKM 2002.345 LR når Ligningsrådet da også med henvisning til krav på andel i formuen ved udtræden og andelsforeningens opløsning til det resultat, at der var tale om rettigheder omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Se hertil Aage Michelsen i RR 5/ 2002 side 140."

Som det fremgår, lægger Liselotte Madsen - ligesom Lene Hjermind ovenfor - afgørende vægt på retten til andel i selskabets formue ved likvidation.

2.3.3.3 Thøger Nielsen anfører i "Indkomstbeskatning I", Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1965, side 316f:

"Ved omtalen af det skatteretlige udbyttebegreb tænker man først og fremmest på det, der i ligningslovens § 16 A betegnes som udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Indledningsvis må man rejse spørgsmålet, om en anvendelse af bestemmelserne om denne form for udbytte nødvendigvis forudsætter, at modtageren er i besiddelse af et særligt dokument - en aktie eller et andelsbevis eller lignende. Selv om loven synes at forudsætte dette, bør der næppe herske tvivl om, at såvel ligningslovens udbyttteregler som bestemmelserne om likvidationsudlodning i lov om særlig indkomstskat må komme til anvendelse på alle juridiske personer under den hovedforudsætning, at der er tale om korporative enheder, hvis medlemmer har en andelsret i selskabs- eller foreningsformuen, og det må i denne forbindelse være ligegyldigt, hvilket princip den korporative enhed følger med hensyn til udlodning af overskud - om dette sker efter andelene i kapitalen eller efter omsætningen.

Det kan ikke være afgørende, om der til en andelsret i selskabs eller foreningsformuen svarer et bestemt andelsdokument, og det kan heller ikke være afgørende, om den juridiske person, hvorfra udbyttet stammer, beskattes som aktieselskab, kooperativ virksomhed eller som andelsforening, der falder ind under SEL § 1, stk. l, nr. 6. Det vil ofte bero på helt tilfældige omstændigheder, om andelshavere bliver udstyret med andelsbeviser. I mange kooperative foretagender, ja måske flertallet, kender man ikke til sådanne andelsbeviser, og desuagtet vil ingen betvivle deres karakter af andelsselskaber. Ved lovgivningen om indkomst i form af udbytte har hovedinteressen været koncentreret om behandlingen af aktionærer, der ifølge loven skal være forsynet med aktiebreve. Det har derfor været nærliggende at behandle andelsselskabernes forhold med samme sproglige vendinger som dem, der ligger lige for, når talen drejer sig om aktieselskaber.

Et af de sikreste tegn på, at der foreligger et andelsselskab, viser sig ved dets opløsning, idet udlodningen da skal ske til medlemmerne. Medlemskredsen vil ikke sjældent være vekslende, således at der ikke er tale om de samme medlemmer, der deltager i en likvidationsudlodning, som dem, der fra første færd har været med til at fremskaffe selskabsformuen, men dette kan ikke i sig selv siges at være af afgørende betydning. Hvis medlemmerne på likvidationstidspunktet ikke skal have krav på udlodning af nettoformuen, er det imidlertid vanskeligt at tale om et andelsselskab.

Der kan næppe herske tvivl om, at hvis en selvejende institution, en stiftelse eller et legat eller en forening, der ikke kan siges at være et andelsselskab, bliver opløst på en sådan måde, at formuen udloddes til en kreds af personer - hvad enten disse har haft karakter af "medlemmer" eller ej - da må beskatning ske efter den almindelige grundregel i statsskattelovens § 4, og der er ikke mulighed for at gøre undtagelsesreglerne vedrørende friaktier og likvidationsudlodninger gældende. Modtageren af sådanne udlodningsbeløb kan siges at erhverve noget, vedkommende ikke hidtil har haft nogen retligt begrundet udsigt til at modtage, og dette må netop være det vejledende synspunkt ved grænsedragningen mellem statsskattelovens almindelige indkomstbegreb og det særlige område, der falder ind under LL § 16A og LSI § 2 nr. 8"

Thøger Nielsen lægger afgørende vægt på retten til andel i formuen ved likvidation, og ikke om der eksisterer "værdipapirer". Hvis der er en sådan andelsret, vil udlodninger anses for omfattet af ligningslovens § 16 A som udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer.

2.3.3.4 I Karnovs note 41 til personskattelovens§ 4a anfører Malene Kerzel:

"Aktieindkomsten omfatter først og fremmest udbytte fra aktie- og anpartsselskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. samt udbytter fra selskaber, der er eller har været hjemmehørende i udlandet. Ti/svarende gælde udbytte fra aktieselskabslignende selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. l, nr. 2, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtigelser, og hvor indskuddet fordeles i forhold til den indskudte kapital."

2.3.3.5 Det anføres af Steen Askholt i note 328 i Karnov noten til Ligningslovens § 16 A om udlodninger fra foreninger, at:

"som udbytte anses ikke udbetalinger fra foreninger, hvis formue medlemmerne ikke har andelsret til, jf. bl.a. SKM 2004.259H vedr. en udlodning på 400.000 kr. til hvert af de 38 medlemmer af Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling"

2.3.3.6 I artiklen Andelsbegrebet, ABL § 2 b og overgang i skattepligt, anfører professor Aage Michelsen (RR.SM.2002.0140):

"I teorien er der stort set enighed om, at det afgørende kriterium for, om andelshavere har en andelsret i andelsselskabet i indkomstskatteretlig forstand, er, om andelshaverne har en retlig begrundet forventning om at modtage en andel af andelsselskabets likvidationsprovenu i til fælde af selskabets likvidation, jf. således allerede Thøger Nielsen, Indkomstbeskatning I, 1965 s.318.

Kun et sted i litteraturen indtages et afvigende standpunkt. I Jens Olav Engholm Jacobsen m.fl., Skatteretten 2, 2. udg. 1995 s. 662 anføres det, at udlodning er skattepligtig efter statsskattelovens § 4 e, hvis medlemmerne ikke ejer omsættelige andele i foreningen, selv om det af vedtægterne fremgår, at foreningsformuen ved foreningsophør skal fordeles mellem medlemmerne.

Praksis er med to undtagelser - TfS 2001.124ØLD og TfS 2001.893LR - også i overensstemmelse med den altovervejende opfattelse i den skatteretlige teori, hvorefter det afgørende for spørgsmålet, om andelshaverne har en andelsret et i andelsselskaber, er, om andelshaverne har en retlig begrundet forventning om at modtage andele i et eventuelt likvidationsprovenu, jf. LSR 1974.8, LSR 1983.152, TfS 1985.321 LSR, en utrykt afgørelse af Ligningsrådet (j.nr. 350-

4432-1939} om garantibeviser, jf Lene Hjermind TfS 2001.342 s. 1330 ff, TSS cirkulære 1998-42 om Dansk Krigs-Søforsikring, jf. hertil Niels Josephsen, TfS 1998.589, og TfS 1999.322 LR." (mine understregninger)

Aage Michelsen stiller desuden spørgsmålstegn ved, hvorvidt SKM2001.11.ØLR, som han anser for åbenbart urigtig, overhovedet kan anses for bindende for de øvrige retsanvendende myndigheder.

Han fremhæver i artiklen, at:

"Det er nær liggende at antage, at Ligningsrådet har anset sig for »bundet« af Østre Landsrets dom i TfS 2001.124 ØLD. Når henses til, at der ikke i dansk ret gælder en lære om præjudikaters bindende virkning, således som det er tilfældet i engelsk, hvor der gælder en lære om såkaldt »store decisis«, jf. hertil Morten Wegener, Juridisk Metode, 3. udg. 2000 s. 96.ff., må spørgsmålet rejses, om en åbenbart urigtig dom er bindende for de øvrige retsanvendende myndigheder. Efter min mening taler alle hensyn for, at de øvrige retsanvendende mvndigheder i sådanne tilfælde ikke bør anse sig for bundet." (mine understregninger)

Dette underbygger Aage Michelsen med, at han er af den opfattelse, at Østre Landsret i sin dom har karakteriseret et andelsselskab og en andelshaver på en fejlagtig måde. Det afgørende er ifølge Aage Michelsen, at:

"Det karakteristiske for et andelsselskab og en andelshaver er: 1) at andel i andelsselskaber ikke kan overdrages uden samtykke fra bestyrelsen. De er således ikke frit omsættelige, jf. Erik Hørlyck, Dansk Andelsret, 3. udg. 2000 s. 82 f med henvisninger.

»Med andre ord kan man lidt firkantet udtrykke forholdet således, at de nævnte vedtægtsmæssige omsættelighedsindskrænkninger altid binder minoritetsaktionærerne i selskabet (for de har ikke en vedtægtsændring i deres magt), mens de ikke binder den eller de majoritetsaktionærer, der har en vedtægtsændring i deres magt…«. Det kan således ikke være et karakteristikum ved en andelsret, at andelsretten er frit omsættelig."(mine understregninger)

Herudover er Aage Michelsen af den opfattelse, at det må være en fejl, at Landsrettens afgørelse ikke er blevet indbragt for Højesteret. Han anfører i artiklen, at:

"Det forekommer derfor, at Ligningsrådet meget let kunne have besvaret det første spørgsmål med henvisning til, at deltagere i andelsselskaber, der beskattes efter kooperationsbeskatningsreglerne tidligere efter SEL § 1, stk. 1, nr. 3 a (nu nr. 3), og efterfølgende efter SEL § 1, stk. l, nr. 4, vil være omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler. Herved kunne man også have undgået akkviescerende at forholde sig til Østre Landsrets åbenbart urigtige afgørelse i TfS 2001.124, som så vidt vides - kun ved en fejl ikke blev indbragt for Højesteret. "(mine understregninger)

2.3.3.7 Cand.jur., HD Lone Hjermind analyserer SKM2001.11ØLR i artiklen Anvendelsesområdet for aktieavancebeskatningsloven (TfS 2001.342):

"Her har der været en meget stor overensstemmelse mellem teori og praksis, og på dette grundlag forekommer afgørelsen også ganske ejendommelig."

I sin analyse gennemgå Lone Hjermind en lang række skatteretlige teoretikeres opfattelse af, hvorvidt det er en betingelse, at den pågældende udlodning er omsættelig. Fra artiklen kan citeres følgende:

"I Thøger Nielsen "Indkomstbeskatning 1 "fra 1965 analyseres det skatteretlige udbyttebegreb i ligningslovens§ 16 A, og det anføres:

"Der bør næppe herske tvivl om, at såvel ligningslovens udbytteregler som bestemmelserne om likvidationsudlodning i lov om særlig indkomstskat må komme til anvendelse på alle juridiske personer under den hovedforudsætning, at der er tale om kooperative enheder, hvis medlemmer har en andelsret i selskabs- eller foreningsformuen. Det må i denne forbindelse være ligegyldigt, hvilket princip den kooperative enhed følger med hensyn til udlodning af overskud - om dette sker efter andelene i kapitalen eller efter omsætningen."

Thøger Nielsen mener, at der knytter sig en vis usikkerhed til retsstillingen for medlemmer af et andelsselskab, og han anfører, at det sikreste tegn på, at der foreligger et sådant, vises ved dettes opløsning i den udlodning, der skal ske til medlemmerne. Medlemskredsen vil ikke sjældent være vekslende, således at det ikke er de samme medlemmer, der deltager i en likvidationsudlodning, som dem der fra første færd har været med til at fremskaffe selskabsformuen, men dette kan ikke i sig selv siges at være af afgørende betydning. Hvis medlemmerne på likvidationstidspunktet ikke har krav på udlodning af nettoformuen, er det imidlertid vanskeligt at taler om et andelsselskab.

Her [hos Thøger Nielsen] er der således lagt vægt på likvidationssituationen, mens der utvetydigt tages afstand fra at lægge vægt på omsætningssituationen".

I kommentar til Lov om særlig Indkomstskat m.v. 1966 af Colding og P. Dyhr, s.123 anføres:"Andelsretten er som nævnt kendetegnet ved, at den berettiger sin indehaver til en ideel anpart i foreningens formue i tilfælde af dennes opløsning og normalt men ikke altid ved den pågældendes udtræden af foreningen."

I Lærebog om indkomstskat, af Lida Hulgaard og Aage Michelsen, 9. udgave, side 790 f, drøftes det også, hvornår en udlodning er omfattet af statsskattelovens§ 4 c, og hvornår der er tale om en udlodning efter ligningslovens § 16A.

Også her (Lida Hulgaard og Aage Michelsen) gås der således ud fra, at det er likvidationssituationen, der er afgørende.

Fra nyere teori kan også nævnes Preben Underbjerg Poulsen og Søren Rasmussens "Aktieavancebeskatning" fra 1995, hvor det på s. 144 under spørgsmålet om, hvilke værdipapirer der beskattes efter aktieavancebeskatningsloven, anføres, at fælles for disse værdipapirer er, at der er tale om ejendomsret til en del af egenkapitalen i tilfælde af opløsning i selvstændige skattesubjekter.

Også Eivind Christiansen er i "Beskatning af aktionærer", 3. udgave, side 18 af samme opfattelse.

Endelig kon der henvises til Karnov, 15. udgave, hvor forfatteren anfører: "Afgørende er, om deltagerne har en på forhånd retligt begrundet udsigt til at modtage andel i udbytte og evt. likvidationsprovenu."

Det synes således som om, der i den skatteretlige teori overvejende er gået ud fra. at det afgørende for, om der foreligger en ret, der skal beskattes efter ligningslovens § 16 A og aktieavancebeskatningsloven, er, om der er ret til en andel af egenkapitalen i tilfælde af opløsning, når det i øvrigt antages, at der foreligger et selvstændigt skattesubjekt.

Kun "Skatteretten" synes at lægge vægt på, at der skal være tale om omsættelige rettigheder, men de to afgørelser, der henvises til, synes ikke efter det offentliggjorte indhold tilstrækkelige til at bære denne opfattelse". [mine fremhævninger].

2.3.3.8 Som supplement til den i artiklen fremhævede litteratur, kan det anføres, at forfatterne til Lærebog om indkomstskat, i 16. udgave fra 2015, fortsat er af den opfattelse, at det ikke er afgørende, hvorvidt andelen er omsættelig. Af Lærebog om indkomstskat side 594 fremgår følgende:

"Ved afgrænsningen af, hvad der skal forstås ved »lignende værdipapirer", må der lægges afgørende vægt på, om selskabsdeltagerne har en retligt begrundet forventning om at modtage en andel af selskabets formue i tilfælde af selskabets likvidation, jf nedenfor kap. 32. Det kan ikke anses for et betydningsfuldt karakteristikum, at andelen er omsættelig." (mine understregninger)

2.3.4 Det kan på baggrund af den gennemgåede teori fastslås, at samtlige skatteretsteoretikere, på nær forfatterne til Skatteretten, er af den opfattelse, at der ikke er holdepunker for at kræve, at medlemmets andel skal være omsættelig. Der synes at være enighed om, at der derimod kan lægges vægt på, om det pågældende medlem har en berettiget retlig forventning om, at modtage et likvidationsprovenu, f.eks. på bagrund af selskabets vedtægter om fordeling af formuen til medlemmerne ved likvidation.

2.3.5 SKATs holdning i nærværende sag, og i Den juridiske vejledning afsnit C.B.2.1.3.1., i forhold til, at det både er et krav, at den enkelte deltager skal eje en omsætte andel i formuen, og at deltageren skal have krav på formuen ved opløsning, baserer sig på SKM2001.11.ØLR.

I SKM2001.11ØLR anførte Landsretten:

"Svendborg Amts gensidige brandassuranceselskab var en gensidig forsikringsforening omfattet af kap. 21 i lov om forsikringsvirksomhed. Efter foreningens karakter, herunder at medlemmerne ikke har kunnet eje omsættelige andele i foreningen, og at udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue, kan sagsøgerens medlemskab af foreningen ikke anses for en formuegenstand en skattepligtig ejer, og således omfattet af statsskattelovens § 5." Østre Landsret angiver, at sagen er afgjort med henvisning til "foreningens karakter", og anvendelse af udtrykket "herunder" angiver, at der har indgået flere kriterier end opregnet i præmisserne. Det er således ikke muligt at læse af dommen alle kriterier, der ligger til grund for resultatet.

I præmisserne opregner landsretten kun eet af de forhold, som landsretten har tillagt vægt, nemlig at medlemmerne ikke havde nogen andel at sælge (hverken til tredjemand eller foreningen), jf. sætningerne "at medlemmerne ikke har kunnet eje omsættelige andele i foreningen" [de kunne ikke sælge til tredjemand] og "udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue" [de kunne ikke sælge til foreningen ved udmeldelse].

Landsretten nævner slet ikke, at det skulle have betydning, om medlemmerne har ret til andel af formuen ved likvidation. Dette på trods af, at det i praksis og teorien både før og siden har været bredt antaget, at det er et krav (og vel at mærke det eneste krav), at medlemmerne skal have ret til likvidationsprovenu. Det er derfor, at dommen er blevet så voldsomt kritiseret og formentlig også derfor, at Højesteret i sin senere 2004 dom ikke beskæftiger sig med Østre Landsretsdommen fra 2001 eller finder anledning til at gå ind på det af landsretten opstillede kriterium. Højesteret forbigår landsretsdommen og det af landsretten anvendte kriterium på en måde, der næppe kan forstås anderledes, end at Højesteret tager afstand fra landsrettens dom. Højesterets afstandtagen var ikke så mærkelig al den stund, at det af Landsretten anvendte kriterium ikke havde støtte nogen steder.

2.3.6 Det kan således tiltrædes når Skatterådet i nærværende sag anfører:

"Der kan efter Skatterådets opfattelse ikke stilles krav om, at medlemsskabet er frit omsætteligt."

2.3.7 Det må lægges til grund, at Skatterådet ved denne erklæring tager afstand fra kravet om omsættelighed. Der gælder dermed kun et krav, nemlig kravet om at der skal være tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes.

2.4 Skal andelsrettens størrelse være forudbestemt?

Skatterådet mener ikke, at der for medlemmerne af Klager er tale om udlodning af en formue, som medlemmerne allerede ejer.

Dette på baggrund af, at det er Skatterådets opfattelse, at det enkelte medlem af Klager ikke har en forudbestemt ret til en andel af selskabets formue ved opløsning, eftersom principperne for formuens fordeling skal godkendes af Erhvervsstyrelsen og repræsentantskabet. Skatterådet pointerer videre, at det enkelte medlem ikke har retskrav på nogen del af formuen ved udtræden.

Endelig gør Skatterådet gældende, at der ikke er tale om udlodning af en formue, som medlemmerne allerede ejer, idet de almennyttige aktiviteter, i løbet af medlemmernes medlemskab, går forud for bonus, og bonus alene kan beregnes på baggrund af en begrænset del af selskabets indkomst, og kun såfremt selskabet modtager udbytte/avance ved tilbagekøb.

2.4.1 Første pkt. af Skatterådets begrundelse går på, om andelsretten størrelse skal være fastlagt på forhånd.

Et sådant krav kan ikke støttes på U2004.2121H, der blot nævner, at der skal være tale om en andelsret.

2.4.2 Det kan således heller ikke støttes på praksis, at der skal være tale om en nærmere forudbestemt andelsret af selskabets formue:

Se TfS 1999,322LR:

"For så vidt angik likvidationsudlodningerne, var Styrelsen enig med selskabet i, at den enkelte andelshaver måtte anses for at have en egentlig andelsret i selskab A, idet der især måtte lægges afgørende vægt på opløsningsbestemme/sen i vedtægternes § 15, der bl.a. fastslår, at et evt. overskud ved selskabets ophør udbetales til andelshaverne i forhold til de af dem betalte fast afgifter i det sidste forløbne regnskabsår."

Et eventuelt overskud fordelte således i TfS 1999,322LR på baggrund af selskabets faste udgifter i det sidst forløbne regnskabsår. Der var derfor ikke tale om, at andelshaverne havde en nærmere forudbestemt andel af selskabets formue. Ligningsrådet kommer dog uanset dette frem til, at der er tale om en skattefri formueforøgelse omfattet af ligningslovens § 16A.

Se også LSRM 1968,6, hvor fordelingen af udlodningen mellem andelshaverne blev udregnet på grundlag af mængden af den mælk, som andelshaverne havde leveret til mejeriet i de sidste 10, før dets drift blev standset.

En andelsret er netop kendetegnet ved, at man ikke har kendskab til sin endelige andel af formuen. Se i den forbindelse TfS 1985, 321, hvor der ikke var tale om en andelsret til enhedens formue, da andelsretten til formuen var nærmere forudbestemt:

"Landsskatteretten var imidlertid enig med skatterådet i, at de omhandlede indskudsbeviser efter de foreliggende oplysninger efter de foreliggende oplysninger ikke kunne sidestilles med de af nævnte lovbestemmelser omfattede værdipapirer, allerede fordi tilskuddene alene kunne tilbagebetales med højst det indskudte beløb, og således ikke kunne anses som udtryk for indehaverens ejendomsret til en andel i hele fondens formue." (min understregning)

Se også SKM2002.158.LR, hvor ligningsrådet fastslog der var tale om en andelsret til enhedens formue, selvom andelsretten til formuen ved opløsning, afhængigt af en række forhold, kunne være negativ:

"Medlemmernes ret til andel af nettoformuen ved udtræden henholdsvis ved A.m.b.A'ets opløsning er fastlagt i vedtægternes §§ 6 og 14. Af disse bestemmelser følger, at hvis selskabets gæld overstiger selskabets aktiver, og nettoformuen således er negativ, forvandles formuerettigheden til en indbetalingsforpligte/se som betingelse for udtræden af A.m.b.A'et. Da indbetalingsforpligtelsen har karakter af et gældsforhold, må den efter styrelsens opfattelse behandles efter kursgevinstlovens regler. Dette er imidlertid en konsekvens af de civilretlige hæftelsesregler fastsat i vedtægterne, som efter styrelsens opfattelse ikke umiddelbart har betydning for, hvorvidt der i skatteretlig henseende består en egentlig formuerettighed." Styrelsen indstillede på denne baggrund, at andele i A.m.b.A var omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven."

Se endvidere SKM2002.345LR, hvor Ligningsrådet fastslog, at der var tale om en andelsret til enhedens formue selvom andelsretten alene vedrørte en begrænset del af enhedens formuen:

"Medlemmer af A.m.b.A. fik ved udtræden udbetalt en eventuel andel i medlemmernes reservefond, men havde herudover intet krav på udbetaling af andel i foreningens eventuelle øvrige formue, jf. vedtægternes § 2, stk. 8. Medlemmernes reservefond bestod af indskud ved indtræden og de gennem årene foretagne hensættelser. Hensættelse til det enkelte medlems reservefondskonto var foretaget med en procentsats af det enkelte medlems leverancer. Medlemmernes reservefond var i årsregnskabet ført som en del af egenkapitalen, og indgik i foreningens hæftelsesgrund/ag på linie med selskabets øvrige formue, jf. vedtægternes § 5, stk.1. Styrelsen fandt, at det herefter måtte lægges til grund, at et medlem ved udtræden fik en andel af foreningens formue, idet denne andel dog af hensyn til foreningens fortsatte virke kun udgjorde en begrænset del af egenkapitalen.

Det var derfor Styrelsens opfattelse, at medlemsskab af A.m.b.A. i skatteretlig forstand skulle anses for en andelsret, omfattet af ABL, jf. lovens § 1, stk. 1."

Det må således lægges til grund, at en usikkerhed omkring størrelsen af den formue som man har andelsret til, som evt. kan afhænge af en række forhold, ikke ændrer ved, at man har andelsret til en formue.

Det kendetegner netop en andelsret til en formue, at formuens størrelse, og dermed andelsretten er variabel. Man kan derfor ikke stille krav om, at der er tale om en nærmere forudbestemt andel, som praksis ovenfor viser. Højesteret lagde således heller ikke vægt på dette i U.2004.2121H.

2.4.3 Det må anføres, at det afgørende efter U.2004.2121H for om medlemmerne af Klager har en andelsret til Klagers formue, er om Klagers formue ved opløsning, skal fordeles til medlemmerne.

Det fremgår således af Højesterets afgørelse i U.2004.2121H omhandlede en garantifond:

"Udbetalingen af de 400.000 kr. fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling til sagsøgeren kan ikke efter foreningens oprindelige eller senere vedtægter anses for en udbetaling af en del af en formue, som sagsøgeren allerede ejede, hvorfor statsskattelovens § 5 a ikke kan finde anvendelse. Det enkelte medlem havde ikke forud herfor noget retskrav på, at foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne ved foreningens opløsning. Der forelå således ikke en andelsret til formuen, og ligningslovens § 16 A finder derfor ikke anvendelse på udbetalingen af de 400.000 kr." (min understregning)

2.4.4 Det følger af U.2004.2121H, at det fremgik af garantifondens vedtægter § 21:

"Til foreningens opløsning kræves, at 3A af samtlige medlemmer stemmer for opløsningen. Den opløsende generalforsamling træffer samtidig bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue."

2.4.5 Det fremgår videre af sagsfremstillingen i U.2004.2121H:

"På generalforsamling den 19. marts 1990 udtalte sagsøgeren som formand for foreningen ifølge notat af 21. november 2001 fra sekretariatschef i Foreningen af Fondsbørsvekselerere Klaus Struwe: »Hvad angår os selv, må man spørge: Hvad skal vi gøre med den formue, der er opsamlet i garantiforeningen? Der er to muligheder: Den kan udloddes til medlemmerne med eller uden skat, eller den kan holdes samlet til et formål, som vi så må enes om. I givet fald må der indhentes forslag fra medlemmerne.«" (min understregning)

2.4.6 Hvert enkelt medlem havde således ikke et retskrav på, at formuen ved opløsning skulle fordeles blandt medlemmerne, idet et flertal på 3/4 kunne overtrumfe det enkelte medlem og bestemme, at formuen skulle fordeles til andre formål.

Det skal ses i det lys, når Højesteret anfører, at det enkelte medlem ikke havde noget retskrav på, at foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne ved foreningens opløsning.

2.4.7 I den sammenhæng må det anføres, at Højesteret i U.2004.2121H har fastslået, at medlemmerne af en enhed har en andel af enhedens formue, hvis formuen ved enhedens opløsning skal fordeles til medlemmerne.

Hvis Højesteret havde ment, at det ikke er tilstrækkeligt for, at medlemmerne af en enhed har en andelsret til en enheds formue, at enhedens formue kan udloddes til medlemmerne, som det fremgår af uddraget fra generalforsamlingen i pkt.

2.6, var en af mulighederne for garantifondens formue i U.2004.2121H, så havde Højesteret afgjort sagen allerede på dette grundlag.

I stedet henviser Højesteret netop til, at medlemmerne af foreningen ikke havde en andelsret til foreningens formue, idet hvert enkelt medlem ikke have noget retskrav på, at formuen skulle fordeles til medlemmerne, idet der kunne ske fordeling til andre formål.

Hvis det alene havde fremgået i U.2004.2121H, at fordelingen af formuen kunne ske til medlemmerne ved foreningens opløsning, må det således lægges til grund, at Højesteret var kommet frem til, at medlemmerne havde en andelsret til foreningens formue.

2.4.8 I nærværende sag følger det netop af Klagers vedtægter § 16.3, at fordelingen af Klagers formue ved opløsning skal fordeles til medlemmerne:

"Selskabets formue skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet med det i § 7.3, stk.1, første punktum nævnte kvalificerede flertal." (min understregning)

2.4.9 Hvert enkelt medlem af Klager har således et retskrav på, at Klagers formue skal fordeles blandt medlemmerne og ikke til andre formål.

Betingelsen som stillet op af Højesteret i U.2004.2121H for, at medlemmerne af en enhed har en andelsret til enhedens formue ved opløsning, er således opfyldt i nærværende sag.

2.4.10 Det kan understreges, at det ikke ændrer ved, at medlemmerne af Klager har en andelsret til Klagers formue, at fordelingen af Klagers formue sker efter principper, som skal godkendes Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet.

Der kan aldrig ske fordeling til andre end medlemmerne. Hvert medlem har således utvivlsomt et retskrav på, at Klagers formue ved Klagers opløsning skal fordeles blandt medlemmerne.

2.4.11 Endvidere kan der henvises til, at det forhold, at principperne for formuens fordeling skal godkendes af Erhvervsstyrelsen netop sker med henblik på at sikre, at der skal ske en retmæssig fordeling af Klagers formue, hvorved at fordelingen foretages under iagttagelse af ligeretsprincippet og efter objektive kriterier.

2.5 Skal medlemmerne have retskrav på andel i formuen ved udtræden?

2.5.1 For det andet anfører Skatterådet i sin begrundelse, at Skatterådet mener, at medlemmerne af Klager ikke har en andelsret til Klagers formue, da det enkelte medlem ikke har noget retskrav på nogen del af formuen ved udtræden.

Det er korrekt, at medlemmerne af Klager ikke ved udtræden har krav på nogen del af selskabets formue, jf. Klagers vedtægter pkt. 3.3.

2.5.2 Det har dog ingen støtte hverken i praksis eller litteraturen, at et krav på udbetaling af en del af en enheds formue ved udtræden er en betingelse for, at der er tale om en andelsret til enhedens formue.

Det afgørende for, at Klagers medlemmer har en andelsret til Klagers formue er alene, at Klagers formue ved opløsning skal fordeles til Klagers medlemmer, jf. U.2004.2121H.

2.6 Må selskabet bruge midler til andet end udlodning?

2.6.1 For det tredje anfører Skatterådet i sin begrundelse, at medlemmerne af Klager ikke har en andelsret til Klagers formue, da de almennyttige aktiviteter går forud for bonus, og bonus alene kan beregnes på baggrund af en begrænset del af Klagers indkomst, og kun såfremt Klager modtager udbytte/avance ved tilbagekøb.

Det afgørende for, om et medlem har en andelsret til enhedens formue, er alene, at enhedens formue ved opløsning skal fordeles til enhedens medlemmer, jf.

U.2004.2121H. Det ændrer ikke herved, at selskabet også bruger midler på almennyttige aktiviteter, og at bonus kan alene beregnes på baggrund af en begrænset del af selskabets indkomst, og kun såfremt selskabet modtager udbytte/avance ved tilbagekøb.

2.7 Medlemmerne af Klager har ret til bonus/udbytte:

2.7.1 Skatterådet mener ikke, at Klagers medlemmers krav på andel af bonus/udbytte bevirker, at udlodning fra Klager er udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer.

2.8 Det er Klagers opfattelse, at selskabsdeltagerne i Klager allerede som følge af retten til bonus har en retlig begrundet formodning om at modtage afkast af deres medlemskab af klager. Hertil kommer andelsretten til likvidationsprovenu. Kravet om ejerskab til formue kan efter Klagers opfattelse opfyldes enten ved andelsret til formuen eller ved ret til udbytte. De to udbetalingsformer (udbytte og andelsret) er således alternativer og ikke kumulative krav. Konkret er begge muligheder opfyldt.

Ved bonusudbetaling sker der derfor udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer.

2.8.1 Det må derfor lægges til grund, at udlodning fra Klager er udbytte efter ligningslovens § 16A, som skal beskattes som aktieindkomst. I den forbindelse er førnævnte praksis fra ligningsrådet relevant. De to alternative krav om andel af udbytte og andelsret bygger således på samme forudsætning, hvorefter ret til andel af udbytte og andelsret udgør en konstatering af, at der er tale om udbetaling af en del af en formue, som den pågældende allerede ejer.

2.8.2 Skatterådet gør gældende, at det alternative krav om andel af udbytte ikke er opfyldt, idet de almennyttige kriterier går forud for bonus/udbytte, og bonus/udbytte alene udbetales såfremt Klager modtager udbytte/avance ved tilbagekøb.

I den forbindelse kan det det nævnes, at ligningsrådet i SKM2002.158.LR fastslog, at der var tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes, selvom formuen afhængigt af en række forhold kunne være negativ.

Det kan således tilsvarende lægges til grund, at Klagers medlemmers ret til udbetaling af andel af bonus/udbytte er udtryk for, at der er tale om udbetaling af en del af en formue, der allerede ejes, selvom den formue der udbetales bonus/udbytte af, og dermed størrelsen af bonus/udbytte, afhænger af en række forhold.

2.8.3 Skatterådet gør videre gældende, at Klagers medlemmers krav på udbetaling af andel af bonus/udbytte ikke er udtryk for, at der er tale om udbetaling af en del af en formue, der allerede ejes, idet bonus/udbytte alene kan beregnes på baggrund af en begrænset del af Klagers indkomst.

Der kan henvises til SKM2002.345.LR, hvor ligningsrådet kom frem til, at der var tale om udlodning af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejede, selvom der ved udtræden alene var krav på en begrænset del af formuen.

Tilsvarende ændrer det ikke, at medlemmernes krav på andel af bonus/udbytte er udtryk for, at der er tale om en del af en formue, der allerede ejes, at bonus/udbytte alene beregnes på baggrund af en begrænset del af Klagers indkomst.

2.8.4 Der kan videre henvises til, at der heller ikke for et aktieselskab er en pligt til at udlodde hele selskabets formue.

2.8.5 Endvidere kan der henvises til, at kun medlemmerne af Klager kan modtage bonus/udbytte, og ingen andre kan få bonus. Formuen tilkommer således medlemmerne, og betingelsen for at der er tale om en formue, som medlemmerne allerede ejer, er således opfyldt, jf. U.2004.2121H.

2.9 Det må således lægges til grund, at medlemmernes ret til andel af udbetaling af bonus/udbytte bevirker, at udlodning fra Klager er udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer.

2.10 Klager er et selskab:

2.10.1 Ved vurderingen af betydningen af Højesteretssagen om Fondsbørsvekselerernes Garantifond i SKM2004.259 H og landsretssagen om den gensidige brandassuranceforening i SKM2001.11 Ø skal holdes for øje, at begge sager vedrørte enheder, der selskabsretligt var organiseret som en forening, men hvor skatteyderen gjorde gældende, at medlemmerne skattemæssigt skulle stilles, som om de var aktionærer. På baggrund af dommene kan det under visse nærmere betingelser være muligt for medlemmer af en forening, på trods af foreningens organisationsform som forening, alligevel skattemæssigt at blive behandlet som aktionærer i et selskab, hvis medlemmerne har ret til andel i formuen. Dette er en fundamental anden vurdering end udlodninger fra et selskab, der selskabsretligt er organiseret som et sådant. Denne opfattelse støttes af, at Klager skatteretligt omfattes af selskabsskatteloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2, og at udlodninger fra selskaber omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, allerede er kvalificeret som aktieindkomst. Det følger udtrykkeligt af personskattelovens § 4a, at (enhver) udlodning fra selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal beskattes som aktieindkomst.

2.10.2 Klager adskiller sig således fra foreninger, som ikke er omfattet af den i personskattelovens § 4 opregnede liste af enheder, fra hvilke udlodninger skal beskattes som aktieindkomst. Foreninger beskattes eksempelvis efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvortil der ikke er henvist i personskattelovens § 4a.

2.10.3 Skatten af aktieindkomst er lavere end skatten af personlig indkomst, fordi indtægten forudgående er selskabsbeskattet med § 22 % i det udloddende selskab. Den samlede kumulerede skat af den underliggende indtjening (selskabsskat på 22 % og aktieindkomstskat på 27/42 %) er tiltænkt at svare til skatten af personlig indkomst (ca. 51 %).

2.10.4 Sammenhængen i skattesystemet tilsiger derfor, at udlodninger fra selskabsbeskattede enheder skal beskattes med den for aktieindkomst gældende lavere skatteprocent, for hvis udlodningen skulle beskattes som personlig indkomst, ville den samlede kumulerede skat af indtjeningen betalt af selskabet og aktionæren tilsammen være langt højere end tilsigtet.

2.10.5 Det er derfor med føje, at der i definitionen af aktieindkomst i personskattelovens § 4 a henvises netop til selskabsbeskattede enheder, herunder til enheder omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

2.10.6 Tilblivelsen af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, illustrerer forskellen på beskatning af selskaber og foreninger og den skattemæssige kvalifikation af udlodninger herfra.

2.10.7 Forhistorien til § 1, stk. 1, nr. 5, var, at lovgiver anså det for nødvendigt med en særskilt lovhjemmel for at kunne beskatte gensidige forsikringsforeninger som selskaber. Uden § 1, stk. 1, nr. 5, ville gensidige forsikringsforeninger skulle beskattes som andre foreninger efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1. nr. 6, der begrænser skattepligten til indkomst af erhvervsmæssig virksomhed.

Dette fremgår af forarbejderne til § 1, stk. 1. nr. 5 (lovforslag nr. L88 af 6. december 1989), hvor det i bemærkningerne til § 1, stk. 1, nr. 5, er anført:

"Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, omfatter efter gældende regler alene de gensidige forsikringsforeninger, som også overtager forsikringer uden forpligtelse til deltagelse i det gensidige ansvar. Disse forsikringsforeninger er undergivet almindelig aktieselskabsbeskatning.

I modsætning hertil er gensidige forsikringsforeninger, der alene forsikrer medlemmerne, skattepligtige efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, st. 1. nr. 6. Dette indebærer, at foreningen alene er skattepligtig af erhvervsmæssig virksomhed, og efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 4, er leverancer til medlemmerne ikke omfattet heraf. Disse gensidige forsikringsforeninger er således i realiteten skattefri.

Det foreslås at ændre § 1, stk. 1, nr. 5, således at den som udgangspunkt omfatter alle gensidige forsikringsforeninger.

Små gensidige forsikringsselskaber kan være fritaget for tilsyn eller være underlagt begrænset tilsyn, når de opfylder visse kriterier, som nærmere angivet i kapitel 21 i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet har for tiden 4 gensidige forsikringsselskaber med en samlet præmieindtægt på ca. 1. mio. kr. under begrænset tilsyn efter disse regler. Antallet af små gensidige forsikringsselskaber, der efter lovens regler helt er fritaget for tilsyn, er ukendt. I alt 100 gensidige selskaber er for tiden undergivet fuldt tilsyn.

Fælles for de gensidige forsikringsforeninger, der ikke er undergivet begrænset tilsyn, eller som slet ikke er undergivet tilsyn, er, at der er tale om meget små, ofte lokale foreninger. På den baggrund kan det forekomme mindre hensigtsmæssigt, at disse foreninger undergives aktieselskabsbeskatning.

Det forslås derfor, at beskatningen efter § 1, stk.1, nr. 5 kun omfatter de forsikringsforeninger, der er undergivet fuldt tilsyn. De foreninger, der i henhold til kapital 21 i lov om forsikringsvirksomhed enten er undergivet begrænset tilsyn, eller som slet ikke er undergivet tilsyn, vil være skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 6"

2.10.8 Det kan af citaterne udledes, at de omhandlede foreninger kun var skattepligtige af erhvervsmæssige aktiviteter efter § 1, stk. 1, nr. 6, og at en bredere beskatning som almindeligt selskab af alle indtægter krævede særlig lovhjemmel, hvilket der konkret blev indført for de forsikringsforeninger, der var undergivet fuldt tilsyn, men altså ikke for dem, der ikke var undergivet fuldt tilsyn.

2.10.9 Det følger af det anførte, at den civil- og selskabsretlige form "forening" har direkte skattemæssige konsekvenser, og at det kræver særskilt lovhjemmel skatteretligt at behandle den retlige form "forening" som et selskab.

2.10.10 Henvisningen i Østre Landsrets dom SKM 2001.11 til, at udlodningen skete fra en forening, må forstås i dette lys.

2.10.11 Der kan ligeledes henvises til forarbejderne til fusionsskattelovens § § 14 d, der gjorde det muligt for gensidige forsikringsforeninger at fusionere med skattemæssig succession. Af forarbejderne til bestemmelsen (L36 af 9. januar 1991) fremgår følgende:

"2. Lovforslagets indhold

a. Gensidige forsikringsforeninger

Ved lov nr. 889 af 29. december 1989, som var en del af finanslovsaftalen for 1990, blev selskabsskatteloven ændret, således at alle de gensidige forsikringsforeninger, der er undergivet fuldt tilsyn, fra og med indkomståret 1991 er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5. Nærværende lovforslag er en fortsættelse heraf.

Efter de tidligere regler i selskabsskatteloven var gensidige forsikringsforeninger, som også overtager forsikringer uden forpligtelse til deltagelse i det gensidige ansvar, skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, der indebærer en beskatning af hele overskuddet.

I modsætning hertil var gensidige forsikringsforeninger, der alene forsikrer medlemmerne, kun skattepligtige efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Dette indebar, at disse foreninger alene var skattepligtige af erhvervsmæssig virksomhed. Efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 4, er leverancer til medlemmer ikke omfattet heraf, og disse gensidige forsikringsforeninger var således i realiteten skattefri.

Den ændring, der blev gennemført ved lov nr. 889 af 29. december 1989 indebærer, at langt de fleste gensidige forsikringsforeninger skal beskattes af det fulde overskud, hvad der i det store hele svarer til en aktieselskabsbeskatning.

Da der således ikke længere er noget skattemæssigt incitament til at forblive i foreningsformen, vil nogle af de gensidige forsikringsforeninger have et ønske om fuldt ud at overgå til aktieselskabsformen. En omdannelse af en gensidig forsikringsforening vil dog indebære en overdragelse af foreningens aktiver og passiver til et aktieselskab, og efter den ændrede beskatning af forsikringsforeningerne vil dette udløse beskatning i form af kapitalgevinstbeskatning, beskatning af genvundne afskrivninger m.v.

Ved nærværende lovforslag foreslås det at indføre regler, således at denne omdannelse kan ske uden avancebeskatning, ligesom det foreslås, at reglerne herom indsættes i fusionsloven. Det foreslås endvidere, at der i stempelloven fastsættes regler om, at omdannelsen ikke udløser stempelafgift.

At en sådan omdannelse fritages for beskatning svarer til, hvad der ved lov nr. 843 af 21. december 1988 blev gennemført for sparekassers omdannelse til aktieselskaber samt ved lov nr. 255 af 25. april 1990 for realkreditinstitutternes omdannelse.

I forbindelse med en omdannelse til aktieselskab vil den gensidige forsikringsforening overdrage hele sin forsikringsbestand. Forsikringsforeningen skal herefter ændres, og ved lovforslaget er det foreslået, at det sikres, at den forening, der besidder aktierne i forsikringsselskabet er undergivet fuld beskatning uanset hvilket skattesubjekt, den ændres til."

2.10.12 Det fremgår af citaterne, at de omhandlede foreninger ikke kunne bruge fusionsskattelovens regler, som kun gjaldt for selskaber, og at det var nødvendigt med særskilt lovhjemmel, hvis fusionsskatteloven også skulle gælde for foreningerne. Denne forskel skyldtes ene og alene forskellen mellem den retlige form "selskab" over for "forening". Der er ikke i forarbejderne henvist til, at der skal ske en realitetsbedømmelse af den enkelte forenings karakteristika eller vedtægter for derigennem at afgøre, om den reelt er et selskab eller skatteretligt kan sidestilles hermed. Selve den retlige organisationsform synes at være afgørende, og de skattemæssige konsekvenser afledes af den selskabsretlige organisationsform.

Denne opfattelse støttes af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslaget:

"Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Ved lovforslagets § 1 foreslås det at indføje en ny bestemmelse i fusionsloven, således at de gensidige forsikringsforeningers omdannelse til aktieselskab ikke udløser avancebeskatning, beskatning af genvundne afskrivninger o.lign.

I overensstemmelse med fusionslovens princip vil det nye forsikringsaktieselskab succedere i den gensidige forsikringsforenings skattemæssige stilling. Beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor aktieselskabet realiserer avancen eller tabet.

Der findes ikke materielle regler, der regulerer, hvorledes en omdannelse af en gensidig forsikringsforening skal ske. Det er derfor ikke muligt at udforme reglerne på samme måde som ved sparekassernes og realkreditinstitutternes omdannelse, hvor der kunne ske en generel henvisning til de materielle regler, der blev fastsat i henholdsvis bank- og sparekasseloven og realkreditloven, jf. fusionslovens §§ 14 a og b.

Det er Finanstilsynets opfattelse, at en skattefri omdannelse skal opfylde visse betingelser. Bl.a. at aktiverne i den gensidige forening overdrages til et aktieselskab, mens foreningen ændres til en fond eller et andelsselskab, som ejes af forsikringstagerne eller en tilsvarende ordning. Fondens eller andelsselskabets formål er enten direkte eller gennem et holdingselskab at eje forsikringsaktieselskabet.

I den foreslåede § 14 d, stk. 3, 2. pkt. fastslås, at den gensidige forsikringsforening i fusionslovens forstand anses som det ophørende selskab, og at aktieselskabet anses som det fortsættende selskab. Ved en normal fusion vil et eller begge af de omhandlede selskaber ophøre med at eksistere. En omdannelse som den foreliggende, hvor foreningen i princippet fortsætter, er således ikke umiddelbart at sammenligne med en normal fusion. Det er dog under alle omstændigheder fundet mest hensigtsmæssigt at indføje reglerne i fusionsloven med de nødvendige tilpasninger."

2.10.13 Det kan udledes af forarbejderne, at lovgiver har været helt opmærksom på forskellene mellem beskatning af en forening og et selskab, og lovforslaget havde til formål at stille foreningerne skatteretligt på samme måde som et selskab, uanset at der ikke selskabsretligt er tale om selskaber.

2.10.14 En forenings udlodning til sine medlemmer er skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Et selskabs udlodning til sine selskabsdeltagere er derimod skattepligtige.

2.10.15 Den lavere beskatning af udlodninger modsvares af, at Klager betaler selskabsskat af formueafkast, hvilket foreninger ikke gør. I de seneste 4 år har selskabsskatten af Klagers eget formueafkast udgjort 74 mio. kr. årligt.

2.10.16 Hvis Klager eksempelvis udlodder 600 mio. kr. til medlemmerne, hvoraf ca. halvdelen eller 300 mio. kr. tilfalder fysiske personer, udgør forskellen mellem aktieindkomstbeskatning og personlig indkomstbeskatning op til ca. 24 procent (27 vs. op til 51 % for topskattebetalere) svarende til maksimalt 72 mio. kr. I realiteten er beløbet lavere, da kun en mindre andel af befolkningen og dermed forsikringstagerne er topskatteydere. Sammenlignes med en forening, havde der ikke været nogen skat i foreningen (74 mio. kr.), men udlodningen var blevet beskattet med op til 72 mio. kr. mere.

2.10.17 Sammenhængen i beskatningssystemet ville mistes, hvis Klager først skulle betale 22 % i selskabsskat af indkomsten, og udlodninger herefter skulle beskattes som personlig indkomst hos deltagerne (med op til 51 %).

2.10.18 Der er indeholdelsespligt ved udlodning fra enheder omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2 e, 2 h, 4 og 5 a selskaber, jf. kildeskattelovens § 65. Kvalifikationen som aktieindkomst vil derfor have den administrative konsekvens, at Klager skal indeholde skattebeløbet som kildeskat i stedet for, at skatten skal selvangives af og opkræves hos hver enkelt forsikringstager, således som tilfældet er for foreninger.

2.10.19 Sammenhængen (formålet) i skattesystemet, hvor udlodninger fra selskabsbeskattede enheder er undergivet udbyttebeskatning, og en ordlydsfortolkning fører således tilsvarende til, at beløb udloddet af Klager, beskattet efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal beskattes som udbytte.

Det må derfor lægges til grund, at udlodning fra Klager er udbytte efter ligningslovens § 16 A, som skal beskattes som aktieindkomst."

Repræsentanten har tillige supplerende anført følgende i forlængelse af SKATs udtalelse af 31. oktober 2017 til klagen:

"Vedrørende jus

Højesteret har i SKM2004.259H fastslået, at det afgørende for beskatning som udbytte er, at der er tale om udlodning af en formue, som medlemmerne allerede ejer. Skatterådets afgørelse af 13. juli 2017 må læses på samme måde, og Skatterådets afgørelse bekræfter således retsstillingen som fastlagt af Højesteret.

I sagen SKM2004.259H fandt Højesteret, at medlemmerne efter vedtægterne ikke havde noget retskrav på nogen andel af formuen ved opløsning.

I den pågældende sag udløste medlemskabet hverken udbytte, likvidationsprovenu eller mulighed for afståelsesvederlag, og medlemmerne havde ikke noget retskrav på eller blot en retligt begrundet forventning om at modtage noget. Medlemmerne kunne altså ikke omsætte deres medlemskab til et økonomisk gode, og der var efter vedtægterne intet retskrav på udlodninger eller økonomiske rettigheder knyttet til medlemskabet.

Da medlemmerne ikke havde nogen retlig begrundet forventning om at modtage udlodninger fra foreningen, og udlodninger således var uventede, kunne udlodningerne ikke anses for afkast omfattet af aktieavancebeskatningsloven, men udlodningen måtte anses for en (tilfældig) fordel, som var skattepligtig efter statsskattelovens § 4.

Ved udlodningsbeslutningen blev medlemmerne nemlig rigere, end de var før udlodningsbeslutningen. Før beslutningen havde de ikke retskrav på noget, og deltagelsen i foreningen havde ingen økonomisk værdi.

Resultatet i Højesterets dom kan ikke overføres til situationer, hvor formuen efter vedtægterne skal tilgå medlemmerne enten som udbytte, likvidationsprovenu ved opløsning eller som afståelsesvederlag ved salg. I disse tre situationer har medlemmerne nemlig en retligt begrundet forventning om at modtage noget ved aktualisering af rettigheden.

Det følger heraf, at den retligt begrundede forventning kan skabes på en af følgende tre måder, nemlig ved (i) ret til andel i udbytte, (ii) ret til andel i likvidationsprovenu (andelsret) eller (iii) ret til salg af andelen. Hvis blot en af de tre måder er opfyldt, er der en retligt begrundet forventning om, at andelen har en værdi.

Når Højesteret udtrykkeligt henviser til et retskrav, ligger der heri, at der skal ses på, om der er et retskrav eller en retligt begrundet forventning. Derimod kan der ikke indfortolkes et krav om, at et sådant retskrav eller en sådan forventning kun kan skabes på een ganske bestemt måde ved opfyldelse af en række kumulative krav. Det er eksistensen af retskravet, der er kriteriet.

SKAT anfører på s. 2 i SKATs supplerende udtalelse, at Skatterådet i nærværende sag har afgjort, at der gælder to kumulative betingelser for, at der er tale om lignende værdipapirer, nemlig (1) at det enkelte medlem ejer en omsættelig andel i det pågældende selskab, og (2) medlemmet har en forudbestemt ret til en andel af likvidationsprovenuet.

Skatterådet skriver ikke, at der gælder to kumulative betingelser, og dette kan heller ikke udledes af afgørelsen, tværtimod.

Hvis Skatterådet havde ment, at der gælder to kumulative betingelser, så havde det været naturligt at skrive dette udtrykkeligt, når det netop var stridens kerne, men dette gjorde Skatterådet ikke.

Hvis der skulle gælde to kumulative betingelser, havde Skatterådet kunne afgøre sagen allerede på manglende opfyldelse af den første betingelse om omsættelighed, og det havde været ufornødent for Skatterådet at gå videre og vurdere, om den anden betingelse om ret til likvidationsprovenu var opfyldt. SKAT nævner selv dette på s. 4 i SKATs supplerende udtalelse:

"Det er ubestridt, at det enkelte medlem af H1 ikke har et omsætteligt medlemskab af selskabet. Allerede af den grund er det udelukket. at der er tale om et lignende værdipapir." (min understregning)

I stedet valgte Skatterådet netop at redegøre for, at betingelsen om andel i likvidationsprovenu ikke var opfyldt, selv om det havde været ufornødent at tage stilling til denne betingelse, hvis sagen var afgjort allerede fordi medlemmernes andele ikke var omsættelige.

Desuagtet anfører SKAT i høringssvaret, at det trods Skatterådet begrundelse skulle være en betingelse, at medlemmernes andel er omsættelig. Denne retsopfattelse har ikke støtte i begrundelsen for det bindende svar eller i Højesterets dom gengivet i SKM2004.259H.

Tværtimod tog Skatterådet klart afstand fra kravet om omsættelighed ved følgende præmis:

"Der kan efter Skatterådets opfattelse ikke stilles krav om, at medlemsskabet er frit omsætteligt."

SKAT tillægger brugen af ordet "frit" overdreven og afgørende betydning. SKAT mener således på trods af begrundelsens klare ordlyd, at Skatterådet har afgjort, at der gælder et krav om omsættelighed, omsætteligheden behøver blot ikke at være fri. Der er ikke ingen holdepunkter for denne fortolkning. Skatterådet anfører ikke, at der gælder et krav om omsættelighed, selv om dette havde været logisk, hvis dette var Skatterådets opfattelse. Det er en meget kryptisk måde at sige, at der gælder et krav om omsættelighed ved at sige, at der ikke gælder noget krav om fri omsættelighed. Skatterådet går heller ikke ind i nogen vurdering af, hvilken grad af omsættelighed, der i givet fald skal til, hvilket måtte forventes, hvis SKATs fortolkning skulle være rigtig.

Hertil kommer, at Skatterådet valgte at afgive en supplerende begrundelse i stedet for blot at tiltræde SKAT indstilling og begrundelse, hvor SKAT netop havde indstillet, at der var tale om to kumulative betingelser. Hvis Skatterådet havde været enig med indstillingen, havde det været ufornødent at give en ny begrundelse.

Skatterådets afgørelse må læses på den måde, at det var Skatterådets opfattelse, at der kun gælder eet krav, nemlig kravet om, at der skal være tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes.

At det forholder sig således følger tillige af, at Skatterådet konkret tog stilling til, om medlemmerne af Klager har en retlig begrundet formodning om at modtage afkast af deres ejerandel gennem medlemmernes ret til bonus fra Klager. Hvis det var Skatterådets opfattelse, at et medlems ret til at modtage bonus ikke ville betyde, at udlodningen vedrører en formue, som medlemmerne allerede ejer, så havde en sådan stillingtagen været åbenbart unødvendig.

På tilsvarende vis tog Skatterådet stilling til, om det enkelte medlem har retskrav på en del af Klagers formue ved udtræden. I overensstemmelse med SKM2004.259.HR må dette læses som, at Skatterådet er af den opfattelse, at en sådan ret er udtryk for, at der er tale om en formue, der allerede ejes af medlemmerne.

Som redegjort for i klagen fremgår det direkte af Højesterets afgørelse i sag SKM2004.259.HR, at det afgørende er, om der tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes:

"Udbetalingen af de 400.000 kr. fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling til sagsøgeren kan ikke efter foreningens oprindelige eller senere vedtægter anses for en udbetaling af en del af en formue, som sagsøgeren allerede da ejede, hvorfor statsskattelovens § 5 a ikke kan finde anvendelse.

Efter vedtægternes § 21 var det den opløsende generalforsamling der traf bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med foreningens formue. Det enkelte medlem havde ikke forud herfor noget retskrav på, at foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne vedforeningens opløsning. Der forelå således ikke en andelsret til formuen, og ligningslovens § 16 A finder derfor ikke anvendelse på udbetalingen af de 400.000 kr.

Udbetalingen må derimod anses som skattepligtig indkomst for sagsøgeren efter statsskattelovens § 4, som giver hjemmel til beskatning af denne indkomst." (min understregning).

At dette er afgørende, er videre fastslået af Østre Landsret i SKM2001.11.ØLR:

"Svendborg Amts gensidige brandassuranceselskab var en gensidig forsikringsforening omfattet af kap. 21 i lov om forsikringsvirksomhed. Efter foreningens karakter, herunder at medlemmerne ikke har kunnet eje omsættelige andele i foreningen, og at udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue, kan sagsøgerens medlemskab af foreningen ikke anses for en formuegenstand en skattepligtig ejer, og således omfattet af statsskattelovens § 5 eller aktieavancebeskatningsloven" (min understregning)

Østre Landsret lagde således vægt på, at sagsøgerens medlemskab af foreningen ikke kunne anses for en formuegenstand. Derfor var der følgelig heller ikke tale om udbetaling af en formue, der allerede ejedes.

SKAT læser dog Højesterets dom i SKM2004.259.HR på følgende måde i høringssvaret:

"I SKM2004.259.HR (U20054.2121H) lagde Højesteret tilsvarende vægt på den anden betingelse, nemlig kravet om ret til andel af formuen ved likvidation, idet retten lagde afgørende vægt på, at det enkelte medlem i Fondsbørsvekselerernes Garantiforening ikke forud for opløsningen havde retskrav på, at formuen skulle fordeles blandt medlemmerne ved opløsning. Højesteret havde ikke anledning til at tage stilling om kravet om omsættelig andel, fordi det fremgik af den pågældende forenings vedtægter, at medlemmernes rent faktisk ejede en sådan andel, om end med begrænset omsættelighed. Det er således ikke korrekt, når repræsentanten anfører, at Højesteret underkendte den ovennævnte landsretsdom."

I den forbindelse forholder SKAT sig dog ikke til, at både Højesteret og Østre Landsret (og Skatterådet i nærværende sag) har fastslået, at det afgørende er, at der er tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes.

SKM2004.259.HR må læses således, at Højesteret tog stilling til, at en ret til andel i likvidationsprovenu i sig selv betyder, at der er tale om lignende værdipapirer. Det overordnede krav om, at der er tale om udbetaling af en formue, der allerede ejes, er i det tilfælde opfyldt. Højesteret tog således afstand til Østre Landsrets dom i SKM2001.11ØLR, og præciserede, at en ret til andel af likvidationsprovenu betyder, at der er tale om en formue, der allerede ejes. En sådan opfattelse er i overensstemmelse med den altovervejende del af litteraturen, som udtrykkelig redegjort for i klagen, og er i overensstemmelse med en naturlig forståelse af Skatterådets afgørelse i nærværende sag.

Det må på den baggrund fastholdes, at det afgørende for, om en udlodning fra Klager til medlemmerne skal beskattes som aktieindkomst, er, om en sådan udlodning udgør udbetaling af en formue, som medlemmerne allerede ejer. Denne betingelse er blandt andet opfyldt, hvis medlemmerne har ret til andel i likvidationsprovenu, jf. SKM2004.259.HR.

I høringssvaret henviser SKAT til Skattelovskommissionens betænkning fra 1948. Det af SKAT citerede afsnit viser det modsatte af, hvad SKAT hævder. Det fremgår således:

"Ved den foreslaaede Bestemmelse har man dog for Værdipapirers vedkommende begrænset Skattepligten til Aktier og lignende Værdipapirer, hvorved forstaas Værdipapirer, der ligesom Aktier er Bærere af Andels- og Udbytterettigheder i Selskaber med Begrænset Ansvar."

Et medlemsskab af Klager er bærer af både andelsret og udbytterettigheder, og Klager er et selskab med begrænset ansvar. Også efter betænkningen er kravene til at blive anset for et lignende værdipapir opfyldt.

Den konkrete subsumption

Det fastholdes, at der for medlemmerne af Klager er tale om udlodning af en formue, der allerede ejes af medlemmerne.

Betingelsen som stillet op af Højesteret i SKM2004.2121H er, at hvert enkelt medlem ved opløsning skal have et retskrav på, at fordelingen af formuen skal ske til medlemmerne.

Betingelsen er, som der er redegjort for i klagen, utvivlsomt opfyldt for medlemmerne af Klager, idet der efter Klagers vedtægter ved opløsning alene kan ske fordeling til medlemmerne. Ingen andre end medlemmerne kan modtage likvidationsprovenu.

Udbetaling fra Klager er således udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer, idet hvert enkelt medlem af Klager har et retskrav på, at fordeling af Klagers formue skal ske til medlemmerne ved opløsning, jf. SKM2004.2121H.

Den præcise fordeling blandt medlemmerne skal bestemmes af repræsentantskabet og godkendes af Erhvervsstyrelsen. Klager er efter kapitel 5 a i lov om erhvervsdrivende virksomheder underlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn, og styrelsen påser bl.a., at vedtægtsændringer ikke strider mod deltagernes rettigheder. Det er derfor naturligt, at Erhvervsstyrelsen godkender den endelige fordelingsnøgle ved opløsning og herved sikrer dels det enkelte medlems ret til andel i provenuet, og dels at den interne fordeling mellem medlemmerne sker efter saglige kriterier i respekt af ligeretsgrundsætningen. Repræsentantskabet kan således ikke fordele formuen til andre end medlemmerne eller i øvrigt i strid med ligeretsgrundsætningen.

I tillæg til andelsret ved opløsning har medlemmerne af Klager krav på andel af udbytte (benævnt bonus i vedtægterne).

Bonus (udbytte) kan kun udloddes til medlemmerne, og det er ikke efter vedtægterne muligt at udlodde bonus til andre end medlemmerne.

Den omstændighed, at Klager løbende kan bruge midler på almennyttige aktiviteter, ændrer ikke ved, at kun medlemmerne kan modtage udbytte (bonus). Det afgørende er, at ingen andre end medlemmerne kan få andel i udbytte eller likvidationsprovenu.

Der kan i den forbindelse blandt andet henvises til, at også et aktieselskab kan tilgodese almennyttige formål, uden at dette fratager medlemmerne deres status som aktionærer i et selskab.

Samlet fastholdes det, at medlemmernes ret til andel af likvidationsprovenu og ret til bonus/udbytte er udtryk for, at udlodning fra Klager er udbetaling af en del af en formue, som medlemmerne allerede ejer."

Repræsentanten har til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse bl.a. anført følgende:

"1 Beskatning strider mod hensynet til sammenhængen i beskatningsordningen og dermed mod formålet

Skattesatsen for udbytter er bevidst lavere end for lønindkomst for at tage højde for den forudgående selskabsbeskatning.

Når et selskab har en indkomst på 100 kr., betaler selskabet selskabsskat med 22%. De resterende 78 kr. beskattes ved udlodning til ejerne med 42% (27% op til kr. 54.000 (2019)) svarende til 32, 75%. I alt beskattes indkomsten med 54,75%, hvilket svarer til indkomstskatten ved virksomhedsdrift i personligt regi.

Derfor tilsiger en formålsfortolkning, at udlodninger fra selskabsbeskattede enheder, som allerede er belastet med selskabsskat på 22%, beskattes som aktieindkomst med 42% og ikke som personlig indkomst med 54,75%. Beskatning som personlig indkomst ville stride mod sammenhængen i beskatningsordningen, og dermed mod selve formålet med at have en lavere sats for beskatning af udbytter.

H1 er som selskab undergivet fuld selskabsbeskatning med 22%. Derefter skal udlodninger ifølge Skattestyrelsen beskattes som personlig indkomst med 54, 75%, hvilket giver en samlet beskatning på 64,70%. En så høj beskatning har aldrig været formålet og strider mod sammenhængen i beskatningsordningen. En formålsfortolkning fører derfor til, at udlodninger fra selskabsbeskattede enheder skal beskattes som aktieindkomst.

Beskatning som aktieindkomst kan rummes inden for lovens ordlyd, og der er ingen modgående hensyn, som tilsiger beskatning af udlodninger som personlig indkomst i strid med formålet.

I kontorindstillingen henvises til to domme, som imidlertid vedrører foreninger, som netop ikke var selskabsskattepligtige, og hvor hensynet til sammenhængen i beskatningsordningen derfor ikke tilsagde den lavere beskatning som aktieindkomst. Foreninger selskabsbeskattes nemlig ikke af formueafkast, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Det strider ikke mod dommene at anse udlodninger fra selskabsbeskattede selskaber for aktieindkomst, tværtimod.

Kontorindstillingen svarer ikke på, hvorfor afgørelser vedrørende foreninger, som ikke er selskabsbeskattede, har relevans for selskabsbeskattede selskaber. Kontorindstillingen lægger til grund uden nogen nærmere begrundelse, at selskabsbeskatningen af H1 ikke har relevans eller betydning.

I SKM2011.11.ØLR henviste landsretten ellers direkte i præmisserne til, at en gensidig forsikringsforening var omfattet af kap. 21 i lov om forsikringsvirksomhed (og dermed i realiteten var skattefri, da omsætning med medlemmerne ikke var skattepligtig for foreninger omfattet af kapitel 21), jf. sætningen "XAmts gensidige brandassuranceselskab var en gensidig forsikringsforening omfattet af lov kap. 21 i lov om forsikringsvirksomhed". Hensynet til sammenhængen i beskatningsordningen tilsagde derfor i den sag, at der skulle ske beskatning som personlig indkomst.

2 Medlemskabet hor værdi for H1's medlemmer

En ejer af en andel i et selskab kan få værdi af ejerandelen på følgende måder:

                    1. Ved udlodning af overskud
                    2. Ved likvidation af selskabet
                    3. ved salg af ejerandelen

Det afhænger af det enkelte selskabs vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger, om alle tre muligheder foreligger i det enkelte selskab, eller om en eller flere af de tre måder konkret måtte være udelukket.

Et selskab kan således have vedtægtsmæssigt forbud mod udbytte. Udbytteudlodning vil i så fald kræve en forudgående vedtægtsændring, men aktionæren kan, indtil dette sker, få værdi på de to andre måder; ved salg eller likvidation.

Et selskab kan også i vedtægter eller aktionæroverenskomst have fastsat en lav pris eller ingen pris for ejerandelen ved afståelse. Der er intet til hinder for at aftale, at en selskabsdeltager går "nøgen ind og nøgen ud".

Den omstændighed, at en af tre muligheder måtte være udelukket, ændrer ikke ved, at det fortsat kun er aktionærerne, som ejer selskabet og derigennem selskabets formue, og at værdien for aktionærerne i stedet vil manifestere sig på de to andre måder.

I H1 er det selskabsdeltagerne, og kun disse, der har økonomisk fordel af medlemskabet. H1 kan således kun udlodde bonus til medlemmerne og likvidationsprovenu kan kun tilfalde medlemmerne. Ingen andre end selskabsdeltagerne kan få del i midlerne.

Så den manglende adgang til at sælge ejerandelen mod vederlag ændrer ikke ved, at medlemskabet har økonomisk værdi for medlemmerne, som for H1's vedkommende i stedet realiseres ved udlodninger og ved likvidation. Medlemmerne kan til enhver tid vælge at beholde deres ejerandel, og ejerskabet vil manifestere sig i andel i udlodninger og/eller likvidationsprovenu.

Den manglende adgang til at afstå ejerandelen mod vederlag er blot modstykket til, at medlemmerne ikke betaler nogen købesum ved erhvervelse af ejerandelen.

Kontorindstillingen giver ingen begrundelse for, at retten til udbytte eller likvidationsprovenu (de to første måder at få værdi på) skulle være uden betydning, og at omsætteligheden (den tredje måde) skulle være eneafgørende. Der anføres blot: "Der er herved lagt afgørende vægt på SKM 2011.11 ØLR og nærmere bestemt på, at medlemmerne af H1 ved udtræden ikke har krav på en andel af H1's formue. Den omstændighed, at H1's formue ved opløsning skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyre/sen, er således ikke anset for eneafgørende for, om medlemmerne kan anses for at have andelsret til H1's formue. Medlemmernes ret til bonus efter bestemmelserne i vedtægternes § 15 er heller ikke tillagt afgørende vægt."

I Højesterets dom gengivet i SKM2004.259.HR vurderede Højesteret, om en udlodning fra en forening kunne anses for en skattefri formueforøgelse efter SL § 5 a eller udbytte efter LL § 16 A. Allerede fordi H1 er et selskab og ikke en forening, er Højesteretsdommen ikke direkte relevant for nærværende sag.

I relation til beskatning som udbytte anførte Landsretten som tiltrådt af Højesteret, at det var "den opløsende generalforsamling, der traf bestemmelse om, hvorledes der skulle forholdes med foreningens formue. Det enkelte medlem havde ikke forud herfor noget retskrav på, hvorledes foreningsformuen skulle fordeles til medlemmerne ved foreningens opløsning. Der forelå således ikke en andelsret til formuen, og ligningslovens § 16 A finder derfor ikke anvendelse på udbetalingen af de 400.000 kr."

Højesteret fandt det afgørende, at medlemmerne af foreningen ikke forud for generalforsamlingens beslutning om opløsning havde haft noget retskrav på andel i foreningsformuen (den tredje måde). Foreningens medlemmer blev således rigere ved beslutningen. I modsætning hertil har medlemmerne af H1 retskrav på andel i udlodninger af bonus (udbytte) og i likvidationsprovenu. Som følge af det vedtægtsmæssige krav på andel i udlodninger og likvidationsprovenu har medlemskabet allerede i dag en økonomisk værdi, som ikke først opstår ved en beslutning truffet af repræsentantskabet, men følger af vedtægterne.

Kontorindstillingen svarer ikke på, hvorfor det af Højesteret anførte kriterium om, at ret til andel i formuen ved likvidation er afgørende, ikke skulle være gældende for H1."

H1's repræsentant har til brug for retsmødet også fremlagt et opsummerende indlæg tillige med en materialesamling og en dokumentsamling.

Landsskatterettens afgørelse

Af personskattelovens § 4 a fremgår bl.a. følgende:

"§ 4 a. Aktieindkomst omfatter det samlede beløb af:

1)      aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A samt beløb omfattet af virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4, 3. pkt., fra selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, 2 e, 2 h, 4 eller 5 a,..."

Af ligningslovens § 16 A fremgår bl.a. følgende:

"§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Til udbytte henregnes:

1)      Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere ..."

Af § 3 i vedtægterne for H1 fremgår det bl.a., at det som udgangspunkt er de til enhver tid værende danske forsikringstagere i G2-A/S, der er medlemmer af H1. Videre fremgår det, at et medlem ved udtræden ikke har krav på nogen del af H1's formue.

Af § 15 fremgår det bl.a., at der kan foreslås udbetaling af bonus til medlemmerne, hvis H1 i et regnskabsår opnår et overskud efter almennyttige aktiviteter på mere end 1 pct. af H1's samlede formue. Hvis overskuddet er mindre end 1 pct., kan der ikke udbetales bonus, og et sådant overskud indgår ikke i en bonusopgørelse for et senere regnskabsår. Videre fremgår det, at det samlede bonusbeløb ikke kan overstige det beløb efter skat, som H1 modtager i udbytte og avance ved aktietilbagekøb fra G3-A/S i det pågældende regnskabsår.

Det fremgår bl.a. videre af § 15, at et medlem skal være forsikringstager pr. 31. december i det regnskabsår, som bonussen udbetales på baggrund af, såvel som på det tidspunkt, hvor vedtagelsen af udbetaling af bonus finder sted, og at retten til bonus er en personlig ret for medlemmerne, hvilken ikke kan overdrages til tredjemand hverken til eje eller sikkerhed.

Af vedtægternes § 16 fremgår det bl.a., at H1's formue ved opløsning skal fordeles blandt medlemmerne efter principper, som skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet.

Det er bl.a. en grundlæggende betingelse for at anse en indkomst for omfattet af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, l. led, at der er tale om aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A. Af ligningslovens § 16 A, stk. 1, fremgår det, at bestemmelsen som udgangspunkt omfatter udbytter af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer.

Det fremgår, at det i sagen stillede spørgsmål omhandler udbetaling af bonus til visse medlemmer af H1, og spørgsmålet i sagen er nærmere bestemt, om den udbetalte bonus i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, kan karakteriseres som udbytte af lignende værdipapirer. Dette fordrer for det første, at den omhandlede bonus kan karakteriseres som udbytte, og for det andet, at medlemmerne i den sammenhæng kan anses for indehavere af "lignende værdipapirer".

Ud fra en samlet, konkret vurdering finder retten, at den omhandlede bonus, der i henhold til vedtægternes § 15 kan udbetales ved H1's overskud i nærmere angivne tilfælde, kan karakteriseres som udbytte som omhandlet i ligningslovens § 16 A, stk. 1, og at medlemmerne må anses for indehavere af "lignende værdipapirer" som omhandlet i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Det bemærkes bl.a., at H1 efter det oplyste beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, hvilket ikke gjorde sig gældende for de foreninger, som dommene refereret i SKM2001.11.ØLR og SKM2004.259.HR omhandlede.

Derfor ændres det bindende svar til et "Ja"."

I tilknytning til sagsfremstillingen i Landsskatterettens afgørelse fremgår det yderligere af vedtægterne for H1, at formålet blandt andet er at eje aktier i selskaber, der driver forsikringsvirksomhed, samt at yde støtte til skadesforebyggelse, sygdomsforebyggelse mv. og til samfundsgavnlig virksomhed og virksomhed, der skaber livskvalitet. H1s øverste myndighed er et repræsentantskab, der sammensættes efter nærmere angivne regler om valg i kredse mv. og vælges blandt medlemmer af H1. Stemmeret har alle medlemmer af H1. Repræsentantskabet træffer blandt andet beslutning om anvendelse af overskud, herunder udbetaling af bonus til medlemmerne. Endelig fremgår, at en beslutning om opløsning kun er gyldig, hvis den er vedtaget af mindst 9/10 af samtlige repræsentanter.

Højesteret tog ved dom afsagt den 9. juni 2010 (U.2010.2389H) stilling til visse spørgsmål i relation til H1s retlige karakter og ejerforhold i forbindelse med en af et medlem [A] anlagt sag med påstand om blandt andet opløsning af H1, subsidiært udbetaling af sin andel af egenkapitalen. Det fremgår af dommen, at vedtægternes bestemmelse om opløsning da fandtes i § 15, hvor stk. 3 havde følgende ordlyd:

"15.3 Selskabets formue skal fordeles med 65 % af formuen til de medlemmer, der er forsikringstagere i G4-A/S, og 35 % af formuen til de medlemmer, der er forsikringstagere i G6-A/S og G5-A/S. I øvrigt foretages fordelingen mellem forsikringstagerne efter principper, som skal godkendes af Finanstilsynet, og som nærmere skal bestemmes af repræsentantskabet med det i § 7.3, stk. 1, første punktum nævnte kvalificerede flertal."

Endvidere fremgår, at H1 blandt andet gjorde følgende gældende:

"H1 har til støtte for sin afvisningspåstand vedrørende [A]’s anden principale påstand om, at H1 skal anerkende, at H1 ikke er en selvejende institution, gjort gældende, at [A] ikke som medlem af H1 har retlig interesse i et søgsmål om betegnelsen af selskabet som en selvejende institution. For det første har H1 ikke hævdet, at selskabet er en »selvejende institution«. H1 anvender alene udtrykket »selvejende institution med medlemsindflydelse« i kommunikationen med medlemmerne og offentligheden for at søge at sammenfatte karakteren af H1. For det andet kan det ikke antages - og H1 har ikke anført - at anvendelsen af formuleringen »selvejende institution med medlemsindflydelse« påvirker medlemmernes, herunder [A] ’s, rettigheder efter selskabets vedtægter."

Af Højesterets præmisser fremgår blandt andet følgende:

"Det fremgår af sagen, at [A] ’s stilling som medlem i det tidligere gensidige forsikringsselskab, nu H1., ikke var baseret på indskud eller anden lignende ydelse, men alene på normal forsikringstegning og præmiebetaling. H1s vedtægter har siden 1991 bestemt, at medlemmerne ikke hæfter for selskabets forpligtelser, at et medlem ved udtræden ikke har krav på nogen del af selskabets formue, og at selskabets formue og indtægter kun kan udbetales til medlemmerne ved opløsning af selskabet uden for fusion. Medlemmer er de til enhver tid værende forsikringstagere i nærmere angivne forsikringsselskaber, og de indtræder således som medlem alene ved at tegne forsikring og udtræder uden krav på formueandel, når forsikringsforholdet ophører, uanset hvem af parterne der bringer det til ophør og uanset årsagen hertil.

Det er ubestridt, at alle vedtægtsændringerne efter 1991 er besluttet af H1s repræsentantskab efter vedtægternes regler herom, og at børsnoteringen og aktiesalget i 2005 blev besluttet af repræsentantskabet som det kompetente organ og i overensstemmelse med vedtægterne.

De ændringer, der er foretaget i H1s vedtægter efter 1991, har bl.a. skabt mulighed for at foretage investering som led i almindelig formuepleje og for at yde støtte til samfundsgavnlig virksomhed.

Henset til den særlige karakter af H1, herunder medlemmernes begrænsede rettigheder og forpligtelser, finder Højesteret, at de vedtægtsændringer, som er foretaget efter 1991, og de dispositioner, som [A] har inddraget under sagen, ikke har ført til, at hans stilling som forsikringstager og medlem kan anses for væsentligt ændret. Der er således ikke sket en tilsidesættelse af en retsbeskyttet forventning hos [A], og allerede derfor tiltræder Højesteret, at H1 er frifundet for hans subsidiære påstand."

Det er oplyst, at § 15 om bonus og § 16 om opløsning i H1s nugældende vedtægter er vedtaget efter afsigelsen af Højesterets dom.

Ved brev af 7. september 2015 til Erhvervsstyrelsen forespurgte H1, om styrelsen som tilsynsmyndighed var enig i, at en minimumsgrænse på 75 eller 100 kr. for udbetaling af bonus pr. medlem ikke forudsatte en vedtægtsændring, og at en minimumsgrænse kunne vedtages med simpel majoritet af repræsentantskabet. Som begrundelse herfor anførtes, at de administrative omkostninger for H1 ved udbetaling af meget små bonusbeløb vurderedes at overstige den fordel, som det enkelte medlem ville opleve ved at modtage et meget lille skattepligtigt beløb, og at en minimumsgrænse ville skabe en balance mellem de administrative omkostninger og bonusbeløbets størrelse. Det anførtes endvidere blandt andet, at det var centralt, at bonusordningen ikke blev opfattet negativt af de medlemmer, der alene havde tegnet små forsikringer, og at det enkelte medlems tid brugt på indberetning til SKAT, burde stå mål med den gevinst, som det enkelte medlem opnåede.

Af Erhvervsstyrelsens svar ved brev af 22. september 2015 fremgår blandt andet:

 "På det foreliggende grundlag er det styrelsens opfattelse, at en ordning om fastsættelse af mindstebeløb for udbetaling af bonus er en forretningsmæssig disposition, som i det konkrete tilfælde ikke skal godkendes af styrelsen som tilsynsmyndighed. Styrelsen skal dog som tilsynsmyndighed gøre opmærksom på, at styrelsen ved sin vurdering har lagt til grund, at deltagernes rettigheder vil blive varetaget på betryggende vis og i overensstemmelse med selskabets vedtægt.

I forhold til at varetage deltagernes rettigheder ved fastsættelse af minimumsbeløb skal styrelsen dog gøre opmærksom på, at en eventuel minimumsgrænse for udbetaling skal være i overensstemmelse med de faktiske udgifter ved administration af udbetalingsordningen.

Det er således styrelsens opfattelse, at der ikke kan lægges vægt på, hvorvidt den enkelte beløbsmodtager finder det hensigtsmæssigt at modtage et givent beløb, som skal indberettes til skat. De personlige forhold på modtagersiden er således efter styrelsens opfattelse ikke et sagligt hensyn, da de mange medlemmer i selskabet må formodes at kunne have forskellige forudsætninger og interesser i forhold til at modtage bonus.

Endvidere forudsætter styrelsen at det med den valgte løsning sikres, at der ikke sker forfordeling af visse medlemmer på bekostning af andre. Det skal således overvejes, hvordan der ageres med de midler, som ikke uddeles på grund af den foreslåede minimumsgrænse."

Efter indførelsen af bonusordningen anmodede H1 som anført i Landsskatterettens kendelse om bindende svar fra SKAT på et spørgsmål om bonussens skattemæssige kvalifikation. Af SKATs svar ved brev af 8. juli 2014 fremgår blandt andet følgende:

"Spørgsmål:

1. Kan SKAT bekræfte, at en udlodning fra H1 til selskabets medlemmer er skattepligtig for modtagerne heraf, jf. statsskattelovens § 4, dvs. som personlig indkomst for fysiske personer og som almindelig indkomst for selskaber?

 …

Svar: 

 Ja.

 …

Se SKATs begrundelse for svaret nedenfor.

Jeres opfattelse og begrundelse herfor

Følgende er anført i forbindelse med anmodningen om det bindende svar:

"Ad spørgsmål 1

Det er vores opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "Ja".

Begrundelse 

Idet medlemskab af H1 defineres ud fra kundeforhold i henholdsvis G2-A/S og G6-A/S, kan et medlemskab af H1 efter vor opfattelse ikke anses for et omsætteligt formuegode.

Den skattemæssige behandling af en udlodning fra H1 til medlemmerne afhænger af, om medlemmernes medlemskab af H1 kvalificerer til at udgøre en aktie i skatteretlig forstand, dvs. et formuegode, der er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. I givet fald skal en udlodning beskattes som et udbytte, mens en udlodning i modsat fald skal beskattes efter statsskattelovens § 4.

Udover aktier og anparter omfatter aktieavancebeskatningsloven bl.a. aktielignende værdipapirer. Det er efter praksis en betingelse for, at et sådan aktielignende værdipapir kan være omfattet af aktieavancebeskatningsloven, at der foreligger en omsættelig andel i et selvstændigt skattesubjekt, der giver ejendomsret til en andel i formuen samt ejendomsret til en andel af formuen ved opløsning, jf. SKATs juridiske vejledning 2014-1, C.B.2.1.3.1.

Vi henviser endvidere til landsrettens dom i SKM2001.11.Ø. …

Idet medlemmerne af H1 ikke har adgang til en forholdsmæssig andel af selskabets formue ved udtræden, og idet medlemsskabet ikke er omsætteligt, kvalificerer medlemskab af H1 efter vor opfattelse ikke til at udgøre en aktie omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Idet et medlemskab af H1 ikke kan anses for en aktie i skattemæssig forstand, vil en udlodning fra H1 til medlemmerne efter vor opfattelse være skattepligtig efter statsskattelovens

§ 4.

For fysiske personer vil en udlodning være skattepligtig som personlig indkomst uden AM-bidrag, mens det for en juridisk person vil være almindelig selskabsindkomst.

SKATs begrundelse for svaret

Spørgsmål 1

Det er SKATs opfattelse, at en udlodning fra H1 til selskabets medlemmer er skattepligtig for modtagerne heraf, jf. statsskattelovens § 4, dvs. som personlig indkomst for fysiske personer og som almindelig indkomst for selskaber.

Der henvises til Østre Landsrets dom af 3. januar 2001 (SKM2001.11.ØLR)

Spørgsmålet besvares bekræftende."

Det fremgår af et konkret udateret forsikringstilbud fra G2-A/S, at den pågældende kunde, når vedkommende er forsikret hos G2-A/S, er medlem af H1, der hvert år beslutter, om der skal udbetales bonus til "(red. information 1 fjernet)", og at kunder typisk får udbetalt 8 % af det, de året før har betalt for deres forsikringer. Noget tilsvarende fremgår af et brev fra G2-A/S af 22. april 2020 til en kunde i forbindelse med en bekræftelse på forsikringstegning.

Endvidere fremgik af G2-A/S’ hjemmeside pr. 30. september 2021, at H1 for sjette år i træk udbetaler bonus til "(red. information 1 fjernet)".

H1 har over for Landsskatteretten oplyst blandt andet følgende om bonusudbetalinger pr. år:

 

Bonusberettigede private medlemmer

Udbetalt bonus til private medlemmer

2016

786.000 personer

425 mio. kr.

2017

773.000 personer

428 mio. kr.

2018

767.000 personer

439 mio. kr.

2019

1.110.000 personer

616 mio. kr.

H1 har i svarskriftet af 2. juni 2020 som svar på nogle opfordringer fra Skatteministeriet om bonusudbetalinger og medlemsudskiftning oplyst blandt andet følgende:


"Som opfordring 4 har Skatteministeriet opfordret H1 til at oplyse, hvor mange af selskabets private, fysiske medlemmer, der er blevet afskåret fra at modtage bonus i henholdsvis 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020, fordi vedkommende er ophørt med at være medlem af selskabet inden den 31. december i det pågældende år. Hertil er svaret, at G2-A/S kundeafgang årligt er på ca. 9 %, jf. …

Som opfordring 5 har Skatteministeriet opfordret H1 til at oplyse, hvor mange af selskabets private, fysiske medlemmer, der er blevet afskåret fra at modtage bonus, fordi vedkommende ikke var medlem på datoen, hvor selskabets repræsentantskab besluttede, at der skulle udbetales bonus i det pågældende år. Med udgangspunkt i et årligt kundefrafald på ca. 9% og det forhold, at beslutning om udbytte typisk træffes i sidste halvdel af marts, svarer dette til, at ca. 2% af medlemmerne den 31. december ikke vil være medlemmer på beslutningsdagen og derfor ikke vil modtage udbytte.

Som opfordring 6 har Skatteministeriet opfordret H1 til at oplyse, hvor mange af selskabets private, fysiske medlemmer i henholdsvis 2010 og 2015, der fortsat er medlemmer af H1 i dag. Hertil er svaret, at ca. 70% af medlemmerne i 2010 henholdsvis ca. 80% af medlemmerne i 2015 fortsat var medlem den 31. december 2019."

Endvidere har H1 i duplikken af 17. december 2020 som svar på en yderligere opfordring fra Skatteministeriet oplyst, "at ca. 10 pct. af medlemmerne i årene 2015-2016 (skønnet) og under 10 pct. af medlemmerne i årene 2017-19 ikke har modtaget bonus på baggrund af minimumsgrænsen på 75 kr. jf. …"

Endelig har H1 oplyst, at ca. 9 % af H1s personlige medlemmer ikke modtager bonus på grund af vedtagelsen af, at der kun udbetales bonus over 75 kr., hvilket i årene 2017-2019 svarede til, at ca. 0,7-0,8 % af midlerne afsat til bonus ikke udbetaltes, svarende til 39,70-41,90 kr. pr. medlem, der ikke modtog bonus.

Skatteministeriet har på grundlag af H1s regnskaber beregnet, at H1s formue fordeler sig således pr. medlem i følgende år:

År

Formue DKK

Bonusberettigede private medlemmer

Værdi pr. medlem

2016

31,237 mia.kr.

786.000 personer

39.741,75 kr.

2017

36,584 mia.kr.

773.000 personer

47.327,25 kr.

2018

38,437 mia.kr.

767.000 personer

50.113,50 kr.

2019

44,752 mia.kr.

1.110.000 personer

40.317,25 kr.

Af H1s årsrapport for 2019 fremgår, at H1 dette år havde et investeringsafkast på 1,875 mia. kr., hvoraf 1,232 mia. kr. stammede fra udbytte mv., mens andet investeringsafkast udgjorde 643 mio. kr., og et resultat før skat og efter uddelinger på 1,191 mia. kr. H1 havde aktiver på ca. 20,2 mia. kr.

Anbringender

Skatteministeriet har navnlig anført, at bonus udbetalt til H1s medlemmer ikke er udbytte i hverken selskabsretlig eller skatteretlig forstand, og at den derfor heller ikke skal beskattes som aktieindkomst. H1s medlemmer har intet værdipapir, og medlemmerne har intet af økonomisk værdi i øvrigt. Medlemsrettighederne kan ikke sælges, og adgangen til bonus er endda betinget af, at man ikke alene er medlem ved regnskabsårets udløb, men også når beslutningen om bonus træffes. Medlemmet skal altså fortsat være forsikringstager hos G2-A/S med deraf følgende udgiftsafholdelse. Bonusudbetalingen er altså et "afkast" af nogle forsikringspræmier og ikke begrundet i, at forsikringstager har et værdipapir.

De forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder, der tilkommer H1s medlemmer, er yderst begrænsede og udgør ikke sådanne ejerbeføjelser, at medlemmerne er indehavere af et "værdipapir", der er "lignende" med aktier og andelsbeviser, hvilket er en betingelse for, at de omhandlede bonusudbetalinger kan beskattes som aktieindkomst efter ligningslovens § 16 A. Det enkelte medlem har således hverken krav på at modtage "udbytte" i løbet af medlemskabet eller kan afstå eller indfri økonomiske rettigheder i selskabet. Medlemmerne har ikke ved indtræden betalt et beløb, de kan ikke overdrage noget som helst, medlemsrettighederne er meget vage, et medlemskab er til stadighed betinget af, at medlemmet afholder udgifter til forsikringer i G2-A/S, og medlemmerne er heller ikke er sikret en andel af formuen i den noget teoretiske situation, at H1 opløses.

H1 uddeler ikke midler til sine medlemmer, fordi de er ejere af selskabet, men fordi de er forsikringstagere i G2-A/S og betaler præmier til denne anden juridiske enhed. Bonussen er ikke et selskabsretligt eller skatteretligt udbytte, men snarere et markedsføringsmæssigt tiltag eller en rabatordning, som skal tiltrække og fastholde forsikringskunder i G2-A/S. Selvom personlige forsikringstagere i G2-A/S automatisk ved forsikringstegning bliver medlemmer af H1, er medlemmerne dog kun berettigede til bonus, hvis de yderligere har bopæl Danmark, og da kun hvis bonussen overstiger minimumsgrænsen på 75 kr. Endelig kan det samlede bonusbeløb ikke overstige det beløb efter skat, som H1 har modtaget i udbytte og i avance ved aktietilbagekøb fra G3-A/S i det pågældende regnskabsår, jf. vedtægternes § 15.1, sidste punktum, ligesom bonussen udbetales i forhold til størrelsen af det enkelte medlems præmiebetaling.

Den udbetalte bonus er som anført ikke udbytte af aktier, andelsbeviser eller lignende værdipapirer i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1. Betingelserne for at kategorisere udbetalingerne som aktieindkomst er derfor ikke opfyldt, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. Efter bestemmelsens ordlyd skal en udbetaling således beskattes som aktieindkomst, hvis udbetalingerne er aktieudbytte i henhold til ligningslovens § 16 A, og selskabet er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at H1 er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, og dermed er skattepligtig på samme måde som et aktie- eller et anpartsselskab.

Et selskab med begrænset ansvar har i vid udstrækning aftalefrihed i forhold til at tilpasse virksomheden og strukturen til "deltagernes behov", fordi erhvervsvirksomhedsloven alene er en registreringslov. Inddragelsen af selskaber med begrænset ansvar under selskabsskatteloven var begrundet i den juridiske persons karakter af erhvervsdrivende virksomhed med begrænset personligt ansvar. Personskattelovens § 4 a vedrører derimod beskatningen af de fysiske personer, der måtte modtage betalinger fra de juridiske enheder, der er opregnet i § 4 a. Aftalefriheden indebærer, at de rettigheder og forpligtelser, der gælder for medlemmerne heraf, kan være vidt forskellige afhængigt af indholdet af det pågældende selskabs vedtægter, hvilket er modsat af, hvad der gælder for kapitalselskaber.

H1s bemærkninger om sammenhængen i beskatningssystemet kan heller ikke føre til, at den udbetalte bonus skal beskattes som aktieindkomst, da det vil være i strid med den klare ordlyd af personskattelovens § 4 a, stk. 1. Ved lov nr. 218 af 10. april 1991 om ændring af forskellige skattelove (Ophævelse af dobbeltbeskatningen af aktieudbytte) blev "udbytteindkomst" føjet til bestemmelsen i personskattelovens § 2 med det formål at ophæve dobbeltbeskatningen af aktieudbytte. Ved lov nr. 421 af 25. juni 1993 blev betegnelsen "udbytteindkomst" ændret til "aktieindkomst". Baggrunden herfor var ifølge forarbejderne, at man ønskede at samle aktieudbytter og aktieavancer under fællesbetegnelsen "aktieindkomst". Ændringen sigtede altså ifølge de almindelige bemærkninger til at gennemføre en ensartet og sammenhængende beskatning af fortjeneste og tab på aktier og udbytte af aktier. Dette viser, at aktieindkomst i form af udbytte alene genereres af formue, som udbyttemodtageren selv ejer eller ejer en andel af. Forudsætningen for den lavere beskatning af aktieindkomst er baseret på, at der allerede er sket en beskatning af midlerne i selskabet. Dobbeltbeskatning finder således alene sted, hvis den pågældende i forvejen ejer den kapital, der har genereret udlodningen.

Dette støttes også af den almindelige forståelse af begrebet udbytte i ligningslovens § 16 A. Ejerskab til en formue forudsætter ifølge retspraksis, at det pågældende værdipapir kan omsættes, at der er ret til opnåelse af provenu ved udtræden, jf. SKM2001.11.ØLR, og ret til andel i foretagendets formue i tilfælde af likvidation, jf. U.2004.2121.H., hvor Højesteret var fuldt opmærksom på, at sagen angik et andelslignende selskab.

De nævnte domme knytter sig til det af de to krav, som går ud på, at modtageren af udlodningen skal have ejerskab over et værdipapir, der er "lignende" med aktier og andelsbeviser. Dommene fastslår, hvilke minimumsbetingelser der er en forudsætning for ejerskab over et værdipapir, og denne bedømmelse er uafhængig af, hvilken type foretagende, der er tale om.

H1s medlemmer kan ikke overdrage deres medlemskab eller opnå en økonomisk gevinst, når de ophører med at være forsikringstagere i G2-A/S, hvorved deres medlemskab af H1 automatisk ophører. Betingelserne opstillet i SKM2001.11.ØLR for at anse medlemmerne for at være ejere af et lignende værdipapir er dermed ikke opfyldt. Hertil kommer, at medlemmerne ikke ifølge H1s vedtægter er sikret en ret til likvidationsprovenu ved selskabets opløsning, ligesom en likvidation er meget hypotetisk på grund af kravet om 9/10 flertal, der reelt afskærer medlemmer fra at likvidere H1. Det følger i øvrigt ikke af vedtægternes § 16, stk. 3, at adgangen til andel i likvidationsprovenuet er sikret som en rettighed for alle H1s medlemmer, ligesom ikke alle medlemmer får andel i bonus. Medlemmerne af H1 kan på den baggrund ikke anses for at være ejere af H1 i den forstand, at de ved bonusudbetalingerne har modtaget udbytte.

Skatteministeriet har bestridt, at selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, kan føre til et andet resultat, da det alene er udbytte fra datterselskaber, der efter bestemmelsen ikke beskattes i moderselskabet.

H1 har navnlig anført, at H1s bonusudlodninger til medlemmerne både selskabsretligt og skatteretligt udgør udbytte. Bonusudlodningerne udgør aktieindkomst, da det er indkomst hidrørende fra en selskabsdeltagelse, og Skatteministeriet har ikke godtgjort, at det skulle være noget andet, og har da heller ikke kunnet oplyse, hvilket litra i statsskattelovens § 4, der i givet fald udgør hjemlen til beskatning af bonusudlodningerne.

H1 opfyldte betingelserne i § 3 i den tidligere gældende lov om erhvervsdrivende virksomheder for at blive registreret som et selskab med begrænset ansvar, hvorefter det var en betingelse, at virksomhedsdeltagerne ikke kan stemme og modtage udbytte i forhold til deres andel af kapitalen, ligesom der skal være mulighed for vekslende deltagerantal. Det var endvidere ikke en betingelse, at deltagerne ved deres indtræden skulle betale et indskud, således som de heller ikke gør i H1. H1 var da også registreret i medfør af denne lov.

Udlodning af overskud er uanset betegnelsen udbytte, jf. U.1944.823.H, og H1s bonus udgør fordeling af overskud til selskabsdeltagerne, der i vedtægten er betegnet som medlemmer, jf. vedtægternes § 15. Modtagelsen af udbytte er knyttet til deltagelsen i H1 og ikke til forsikringstegningen i G2-A/S, og det er ikke alle forsikringstagere, der modtager bonus eller er medlemmer af H1. Der er ingen støtte for, at brugen af et andet fordelingskriterium end indskudt kapital kan fratage udbyttet sin kvalifikation som udbytte.

Det er en retsgrundsætning, at civilretten er styrende for skatteretten, og det må kræve sikker lovhjemmel, hvis udbyttebegrebet skal defineres anderledes i skatteretten end i civilretten. Bestemmelsen i ligningslovens § 16 A udtrykker det grundlæggende princip, at enhver kapitalafgang fra selskabet til selskabsdeltagerne skal anses for udbytte uanset fremtrædelsesform, medmindre udlodningen i bestemmelsens stk. 3 og 4 er undtaget fra udbyttebegrebet. Der er ikke holdepunkter for, at lovgiver har ønsket en anden skatteretlig udbyttedefinition end den civilretlige.

Udbyttet i form af bonus skal herefter beskattes som aktieindkomst i medfør af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, hvoraf udtrykkeligt fremgår, at udbytte fra selskaber, der er skattepligtige efter blandt andet selskabsskattelovens § 1, stk. 1. nr. 2, som H1, skal beskattes som aktieindkomst. Det strider direkte mod ordlyden af bestemmelsen at beskatte udbytte fra H1 på anden måde end som aktieindkomst, hvilket også vil være i strid med formålet med den reducerede sats for beskatning af aktieindkomst, som er at undgå dobbeltbeskatning.

Skatteministeriets fortolkning af sammenhængen mellem personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, og ligningslovens § 16 A strider mod forarbejderne og øvrige fortolkningsbidrag, herunder i relation til de dagældende regler om skattegodtgørelse, der var knyttet til alle selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1. nr. 2. Udbyttedefinitionen i ligningslovens § 16 A, stk. 2, omfatter alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere. Henvisningen i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, til ligningslovens § 16 A er indsat netop for at omfatte alle udlodninger uanset fremtrædelsesform. Bonus til H1s medlemer udgør således udbytte fra aktier, andelsbeviser eller lignende værdipapirer. Når der i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, henvises til aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A udgør dette således ikke en indskrænkning, og det dobbeltkrav, som Skatteministeriet hævder, fremgår ikke af forarbejderne til bestemmelsen.

Også en formålsfortolkning fører til, at udlodninger fra selskaber med begrænset ansvar skal beskattes som aktieindkomst. Formålet med indførelsen af aktieindkomst som en særlig indkomstkategori var, at udbytte fra selskabsbeskattede enheder som følge af den forudgående selskabsbeskatning skulle beskattes til en lavere sats. Derved blev dobbeltbeskatningen udlignet. Det fremgår direkte af forarbejderne til personskattelovens § 4 a, at der var et ønske om at undgå dobbeltbeskatning af indkomsten ved udlodning af selskabsoverskud, og at forudgående selskabsbeskattet indkomst ved udlodning til selskabsdeltagerne derfor kun skulle belastes af den mildere udbyttebeskatning. Hertil kommer, at formålet med selskabsskattelovens § 1, stk. 1. nr. 2, var, at selskaber omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder skulle behandles efter samme regler, som aktie- og anpartsselskaber.

Endvidere indeholder selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, der omfatter udbytte, som udbetales af selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, ingen henvisning til ligningslovens § 16 A, hvilket indebærer, at der ikke for selskabsaktionærer eksisterer den sondring, som Skatteministeriet hævder mellem udbytte fra selskaber omfattet af ligningslovens § 16 A og udbytte fra selskaber, der ikke omfattes af § 16 A.

Hvis Skatteministeriets fortolkning lægges til grund, vil udbytte fra H1 skulle behandles skattemæssigt forskelligt alt efter om modtageren er en fysisk person eller et selskab, og der er ingen holdepunkter for en sådan forskel.

Det er endvidere ikke muligt at udstede omsættelige ejerbeviser eller ejerandele i et selskab med begrænset ansvar eller i øvrige selskaber omfattet af lov om erhvervsdrivende virksomheder. Hvis det skulle være et krav for at være omfattet af udbyttebegrebet i ligningslovens § 16 A, at udbyttet hidrører fra et selskab med omsættelige ejerandele, ville udbytter fra virksomheder med begrænset ansvar ikke kunne være aktieindkomst. Dette ville stride mod personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, der forudsætter, at udbytte fra et selskab, der er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1. nr. 2, skal beskattes som aktieindkomst. Det af Skatteministeriet opstillede dobbeltkrav kan aldrig opfyldes af et selskab med begrænset ansvar, et andelsselskab med begrænset ansvar eller en forening med begrænset ansvar.

De to afgørelser, SKM2001.11.ØLR og U.2004.2121.H, vedrører foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og der kan ikke heraf udledes de to kumulative betingelser om omsættelighed og ret til likvidationsprovenu.

Heroverfor står, at medlemmerne af H1 har retskrav på andel i likvidationsprovenu og i udlodninger af udbytte i form af bonus, og medlemskabet her derfor en økonomisk værdi, som ikke først opstår ved en beslutning truffet af repræsentantskabet, men følger direkte af vedtægterne.

En ejer af en andel i et selskab kan få værdi af ejerandelen ved udlodning af overskud, ved likvidation eller ved salg af ejerandelen, og den omstændighed, at en af tre muligheder måtte være udelukket efter loven eller efter vedtægterne, ændrer ikke ved, at det fortsat kun er andelshaveren, som har rettighederne til selskabets formue. Værdien for andelshaveren vil i stedet manifestere sig på de to andre måder. Det afgørende er, at ejerandelen har en værdi for selskabsdeltageren i kraft af de rettigheder, som selskabsdeltageren har i medfør af vedtægterne og loven, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor medlemmerne af H1 både har ret til bonus og ret til andel i likvidationsprovenu.

Medlemskabet af H1 udgør således en aktie, andelsbevis eller et lignende værdipapir i henhold til ligningslovens § 16 A. Denne retlige standard lignende værdipapir blev anvendt i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat og bruges om deltagere, som har krav på andel i formuen ved opløsning, jf. selskabsskattekommissionens betænkning nr. 856 om beskatning af aktieavancer afgivet den 31. juli 1978, s.48f, mens der ikke kan stilles krav om omsættelighed.

Retten til likvidationsprovenuet er ikke hypotetisk, men indtræder med sikkerhed ved likvidation, uanset om dette først sker om en årrække. Retten til likvidationsprovenu gælder alle medlemmer, og det ville være i strid med lighedsgrundsætningen at undlade at give nogle medlemmer andel i likvidationsprovenu. Endvidere har medlemmerne i H1 en række forvaltningsbeføjelser, herunder i form af stemmeret, og medlemmerne er således ejere med de rettigheder, der følger af vedtægterne. Ejerskabet støttes blandt andet også af erhvervs- og vækstministerens svar af 21. maj 2015 på spørgsmål 194 stillet af Folketingets Erhvervs- Vækst og Eksportudvalg om H1, hvori er anført, at deltagerne i de omdannede tidligere finansielle virksomheder er ejere af virksomhederne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er enighed om, at H1 både selskabsretligt og skatteretligt er et selskab med begrænset ansvar, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt, og at H1 er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Der er endvidere enighed om, at H1 på stiftelsestidspunktet opfyldte betingelserne i § 3 i den dagældende lov om visse erhvervsvirksomheder og dermed kunne registreres efter loven, der i det væsentlige var en registreringslov. Dette indebar blandt andet, at virksomhedsdeltagerne ikke kunne stemme og modtage udbytte i forhold til deres andel af kapitalen, og at der var mulighed for vekslende deltagerantal. H1 opfylder fortsat disse krav.

Spørgsmålet er herefter, om udbetalingen af bonus til medlemmer af H1 skal anses som aktieindkomst i medfør af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. Efter denne bestemmelse omfatter aktieindkomst blandt andet aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A fra selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer.

H1 har blandt andet gjort gældende, at al udlodning af overskud til selskabsdeltagere må anses for udbytte, der skal beskattes som aktieindkomst, medmindre udlodningerne er undtaget efter ligningslovens § 16 A, stk. 3 og 4, hvilket ikke er tilfældet her. H1 har til støtte herfor navnlig henvist til ordlyden af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, og til, at formålet med den reducerede sats for beskatning af aktieindkomst er at undgå dobbeltbeskatning. H1 har endvidere anført, at Skatteministeriet indfortolker et dobbeltkrav i sammenhængen mellem personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, og ligningslovens § 16 A, der ikke har støtte i forarbejderne.

Landsretten finder, at det efter den klare ordlyd af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, må lægges til grund, at det er et krav for anvendelsen af bestemmelsen, at det pågældende selskab skal være omfattet selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, som det er tilfældet med H1, men at der endvidere skal være tale om aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A.

Det, der er anført om forhistorien til bestemmelsen i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, og det forhold, at dette dobbeltkrav ikke eksplicit fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, kan imod den klare ordlyd af bestemmelsen ikke føre til et andet resultat.

Spørgsmålet er herefter, om medlemskabet af H1 kan anses som lignende værdipapirer som anført i ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Medlemskabet af H1 er ikke baseret på indskud eller anden lignede ydelse, men alene på forsikringstegning og præmiebetaling i nærmere angivne forsikringsselskaber. H1s vedtægter bestemmer, at medlemmerne ikke hæfter for selskabets forpligtelser, at et medlem ved udtræden ikke har krav på nogen del af H1s formue, og at H1s formue og indtægter kun kan udbetales til medlemmerne ved opløsning af selskabet uden for fusion. Medlemmer er de til enhver tid værende danske forsikringstagere i de nævnte forsikringsselskaber, og de indtræder således som medlem alene ved at tegne forsikring og udtræder uden krav på formueandel, når forsikringsforholdet ophører, uanset hvem af parterne der bringer det til ophør og uanset årsagen hertil. Medlemskabet er endvidere ikke omsætteligt.

Den omhandlede bonus udbetales alene af den del af H1s overskud, der hidrører fra udbytte mv. fra G3-A/S, og alene til forsikringstagere, der er medlemmer på nærmere angivne tidspunkter. Bonussen beregnes på grundlag af den enkelte forsikringstagers indbetalte forsikringspræmier til G2-A/S, hvis bonussen er på minimum 75 kr.

Efter vedtægternes § 16, stk. 3, fordeles selskabets formue ved likvidation blandt medlemmerne efter principper vedtaget af repræsentantskabet og godkendt af Erhvervsstyrelsen. Vedtægterne indeholder ikke nogen angivelse af disse principper.

Det kan efter det oplyste om udskiftningen i medlemsskaren lægges til grund, at en række forsikringstagere ved en eventuel likvidation vil have været medlemmer af H1 i mange år og andre alene i en kortere periode, ligesom det må antages, at der er betydelig forskel på, hvilke beløb det enkelte medlem under medlemskabet har betalt i forsikringspræmier.

Der er under disse omstændigheder en betydelig usikkerhed om, hvorledes et eventuelt likvidationsprovenu vil blive fordelt blandt medlemmerne på likvidationstidspunktet. Dette gælder, selv om det efter Erhvervsstyrelsens brev af 15. september 2015 til H1 forudsætningsvis må lægges til grund, at det skal sikres, at der ikke sker en forfordeling af visse medlemmer på bekostning af andre. Det enkelte medlem har således ikke et retskrav på andel i likvidationsprovenuet.

Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at de begrænsede rettigheder, der følger af medlemskabet af H1, ikke indeholder sådanne ejerkarakteristika, at medlemskabet kan anses for et værdipapir, der er lignende aktier og andelsbeviser, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Bonus udbetalt af H1 kan derfor ikke anses for omfattet af bestemmelsen og er dermed heller ikke omfattet af personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1.

Det af H1 anførte om dobbeltbeskatning kan efter det anførte og uden klare holdepunkter for det modsatte ikke føre til et andet resultat.

Ligeledes kan det ikke føre til et andet resultat, at selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, medfører, at udbytter fra blandt andre datterselskaber ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, eller at Skatteministeriet ikke har henført bonussen under et specifikt litra i statsskattelovens eksemplificering i § 4.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger betale 754.000 kr. til Skatteministeriet. 750.000 kr. af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. til retsafgift. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat særligt taget hensyn til sagens omfang, forløb og betydning.

THI KENDES FOR RET:

Landsskatterettens bindende svar af 19. december 2020 ændres til et "Nej".

I sagsomkostninger skal H1 inden 14 dage betale 754.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.