Dato for udgivelse
29 okt 2021 13:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 okt 2021 13:02
SKM-nummer
SKM2021.557.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Sagsnummer
17-0989648
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Tarifering
Emneord
Kontrol, KN-positionskode, varekode, toldsats, tarifering, høring
Resumé

Sagen vedrører et selskab, der importerede og solgte fodtøj til arbejdsbrug fra globale producenter af sikkerhedsfodtøj til professionelle brugere. SKAT udtog én af selskabets varesendinger til dokumentkontrol og fandt, at den KN-positionskode, som selskabet havde anvendt, ikke var korrekt. Herefter ændrede SKAT KN-positionskoden, hvilket medførte, at varerne blev pålagt en højere toldsats.

Selskabet havde tariferet sikkerhedssko under KN-positionskode 6403 40 0000, som sko med overdel af læder og med en toldsats på 8%. SKAT var af den holdning, at skoene skulle tariferes under KN-positionskode 6404 19 9000 som sko med overdel af tekstilmaterialer og med en toldsats på 16,9%. Til identificering af varen foretog SKAT en fysisk kontrol af varesendingen, hvor SKAT tog billeder af den aktuelle sko. Billederne blev forelagt selskabet på mail, hvori SKAT også tilkendegav, at varekoden skulle ændres til KN-position 6404 19 9000 og bad selskabet om at erklære, hvorvidt de var enige i ændringen. Selskabet svarede på mail til SKAT, at de var enige i at anvende den ændrede KN-positionskode, og herefter fremsendte SKAT en straksafgørelse til selskabet. Selskabet erklærede efterfølgende, at der var tale om en fejlagtig afgørelse, idet selskabet ved en fejl havde afgivet forkerte oplysninger.

Landsskatteretten fandt, at SKAT havde opfyldt sine forvaltningsretlige forpligtelser efter bestemmelserne i EU-toldkodeks artikel 22, stk. 6, idet selskabet i sagsforløbet blev behørigt oplyst og informeret om de grunde, som SKAT agtede at basere deres afgørelse på, ligesom de blev foreholdt retten til modtagelse af skriftlig meddelelse med høringsfrist i overensstemmelse med Gennemførelsesforordningens artikel 9, stk. 2. Retten fandt yderligere, at det var med rette, at SKAT havde tariferet skoene i KN-position 6404199000 som fodtøj med ydersål af gummi og overdel af tekstilmaterialer.

Landsskatteretten stadfæstede på denne baggrund SKATs afgørelse.

Reference(r)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 2013-10-09 om EU-Toldkodeksen (EUTK) artikel 5, nr. 39
EU-toldkodeks artikel 22, stk. 6, artikel 29
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen
Gennemførelsesforordningens artikel 8 og 9, artikel 9, stk. 2
Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, med senere ændringer
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 af 6. oktober 2016. Bilag 1 Den Kombinerede Nomenklatur
(ATB) 1 og 6 i Den Kombinerede Nomenklatur

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit F.A.1. Told

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit A.A.7.4.5.3.

Toldstyrelsen ændrede KN-positionskoden på en varesending af sikkerhedssko med sål af gummi og overdel af syntetisk tekstilmateriale. Selskabet havde tariferet skoene under KN-positionskode 6403 40 0000 med en toldsats på 8%. SKAT var af den holdning, at skoene skulle tariferes under KN-positionskode 6404 19 9000 med en toldsats på 16,9%.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Selskabet importerer og sælger fodtøj til arbejdsbrug fra globale producenter af sikkerhedsfodtøj til professionelle brugere. Produkterne anvendes inden for håndværk, industri, uniform- og servicesektoren.

Den 18. juli 2017 udtog SKAT en varesending med referencenummer […] til dokumentkontrol. Varesendingen indeholdt sikkerhedssko, som selskabet havde tariferet under KN-positionskode 6403 40 0000, som sko med overdel af læder og med en toldsats på 8%. SKAT var af den holdning, at skoene skulle tariferes under KN-positionskode 6404 19 9000, som sko med overdel af tekstilmaterialer og med en toldsats på 16,9%.

Af den medfølgende faktura blev skoene beskrevet som sko med ydersål af gummi, med en beskyttelseståkappe af komposit samt overdel af tekstilmateriale.

Til identificering af varen foretog SKAT en fysisk kontrol af varesendingen, hvor SKAT tog billeder af den aktuelle sko, som blev forelagt selskabet på mail den 17. juli 2017.

Herefter henvendte SKAT sig den 19. juli pr. mail til selskabet og tilkendegav, at SKAT ville ændre varekoden til KN-position 6404 19 9000 og bad selskabet om at erklære, hvorvidt de var enige i ændringen. Selskabet skrev på mail til SKAT den 20. juli, at de ville anvende den af SKAT ændrede KN-positionskode.

SKAT fremsendte derefter en straksafgørelse dateret den 20. juli 2017 til selskabet med efteropkrævning af told på 12.348,40 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har tariferet en varesending af sikkerhedssko under KN-positionskode 6404 19 9000.

Som begrundelse herfor er anført:

"SKAT har efter en kontrol af selskabets toldangivelse efteropkrævet told.

2. SKATs ændring og talmæssige opgørelse

Kontrollen har medført ændringer i toldangivelsen, der har økonomiske konsekvenser.

I efteropkræves told mv. jf. denne opgørelse:

Fortoldningsangivelse

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

1

6403400000

138.746 kr.

8,00%

11.099,60 kr.

I alt                                                                                                                                          11.099,60 kr.

SKATs opgørelse

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

1

6404199000

138.746 kr.

16,90%

23.448,00 kr.

I alt                                                                                                                                          23.448,00 kr.

Difference i told udgør              12.348,40 kr.

Begrundelse for ændringerne fremgår af punkt 5.

(…)

5. SKATs begrundelse for ændringen

I H1 A/S og [navn udeladt], G1 A/S er fuldt ud enige i SKATs strak afgørelse i henhold til mail af den 20. juli 2017.

SKAT har på baggrund af de modtagne dokumenter og oplysninger til toldangivelsen konstateret følgende vedrørende varepost nr. 1.

5.1 Varekode

I har angivet varen som 'SAFETY SHOES' under varekoden 6403400000, med en toldsats på 8 %.

SKAT har konstateret, at der er tale om sikkerhedssko med sål af gummi og overdel af syntetisk tekstilmateriale.

I henhold til artikel 57, stk. 1, 2, 3 og 4 i EUTK består tarifering af en vare i, at det efter de gældende regler fastslås, hvilken underposition i Den Kombinerede Nomenklatur den pågældende vare hører under.

Af ATB 1 og 6 fremgår bl.a. at tarifering skal ske med hjemmel i positions- og underpositionsteksterne, bestemmelser til afsnit og kapitler samt bestemmelser til underpositionsteksterne.

På baggrund af ovenstående skal varen tariferes under følgende varekode 6404199000 som omfatter fodtøj med ydersål af gummi og overdel af tekstilmaterialer. Toldsatsen er 16,9 %.

5.2.Toldværdi

I har angivet toldværdien til 138.746 kr.

SKAT har konstateret, at toldværdien er korrekt.

5.3 Oprindelse

I har angivet, at varen har oprindelse i Land Y1.

SKAT har konstateret, at oprindeJseslandet er korrekt.

5.4 Procedurekode

I har angivet procedurekode 4000000, som omfatter fortoldning af varer til fri omsætning uden forudgående procedure.

SKAT har konstateret, at procedurekoden er korrekt.

(…)"

Klagerens opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om, at varen korrekt skal fortoldes under varekoden 6403400000, og ikke 6404199000 som afgjort af SKAT.

Som begrundelse herfor er anført:

"Vi mener ikke afgørelsen er korrekt, da de varer vi har modtaget er sikkerheds fodtøj med tarif nr. 64034000, og ikke tarif nummer 6404199000.

Vi kan se der er givet forkerte oplysninger fra vores side, hvilket er beklageligt, men pga. sommerferie har de personer som tager sig af disse sager ikke været tilstede, og der er oplyst ukorrekt tarifnummer.

Håber I vil kigge på sagen endnu en gang."

SKATs høringssvar
"Det fremgår af klagen, at varemodtager skulle have givet forkerte oplysninger til SKAT men det fremgår ikke hvilke oplysninger der er forkerte. Jeg kan derfor ikke kommentere på dette punkt.

Det fremgår af klagen, at varemodtager ønsker godset tariferet under varekoden 6403400000 som ifølge Toldtariffen omfatter "Fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af læder; Andet fodtøj, med indbygget beskyttelseståkappe af metal".

Ifølge den fremsendte faktura og pakkeliste er der tale om sko med overdel af syntetisk materiale og beskyttelseståkappe af komposit. SKATs medarbejdere i Københavns lufthavn har foretaget fysisk kontrol af godset. Her blev det konstateret, at oplysningerne i fakturaen er korrekte som det også fremgår af vedlagte billeder fra kontrollen. Disse billeder er fremsendt til varemodtager for at understøtte forslaget til ny varekode - 6404199000 som omfatter "Fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af tekstilmaterialer; Fodtøj med ydersål af gummi eller plast; Andre varer; Andet fodtøj"."

Landsskatterettens afgørelse
Formelle regler

Af Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 2013-10-09 om EU-Toldkodeksen (EUTK) artikel 5, nr. 39, fremgår det:

"I denne kodeks forstås ved:

39) »afgørelse«: enhver handling, der udføres af toldmyndighederne i tilknytning til toldlovgivningen, hvorved der tages stilling til et konkret tilfælde, og som har retsvirkning for den eller de berørte personer

…"

Af EU-Toldkodeksens artikel 22, stk. 6, fremgår det:

"Stk. 6. Inden toldmyndighederne træffer en afgørelse, som kan få negative følger for ansøgeren, skal de meddele ansøgeren de grunde, som de agter at basere deres afgørelse på, og denne skal have lejlighed til at fremsætte sine synspunkter inden for en frist, der løber fra den dato, hvor den pågældende modtager eller må antages at have modtaget meddelelsen. Efter udløbet af denne frist får ansøgeren i en passende form meddelelse om afgørelsen."

Af EU-Toldkodeksens artikel 29, fremgår det:

"Bortset fra de tilfælde, hvor en toldmyndighed handler som retsinstans, gælder artikel 22, stk. 5, 5, 6 og 7, artikel 23, stk. 3, og artikel 26, 27 og 28 også for afgørelser, som toldmyndighederne træffer uden forudgående ansøgning fra den berørte person."

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (herefter benævnt GF) fremgår følgende:

Artikel 8
Generel procedure vedrørende høringsret
(Kodeksens artikel 22, stk. 6) 

1. Meddelelsen, der omhandles i kodeksens artikel 22, stk. 6, første afsnit, skal:

a)       indeholde en henvisning til de dokumenter og oplysninger, som toldmyndighederne agter at basere deres afgørelse på

b)       angive den frist, inden for hvilken den pågældende person kan fremsætte sine synspunkter fra den dato, hvor han modtager eller må antages at have modtaget meddelelsen

c)       indeholde en henvisning til den pågældende persons ret til indsigt i de dokumenter og oplysninger, der er omhandlet i litra a), i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.

2. Når den pågældende person fremsætter sine synspunkter inden udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1, litra b), kan toldmyndighederne træffe afgørelsen, medmindre den pågældende person samtidig tilkendegiver sin hensigt om at udbygge sine synspunkter yderligere inden for den fastsatte frist.

Artikel 9
Særlig procedure vedrørende høringsret
(Kodeksens artikel 22, stk. 6) 

1. Toldmyndighederne kan som led i verifikations- eller kontrolprocessen give den meddelelse, der er omhandlet i kodeksens artikel 22, stk. 6, første afsnit, når de agter at træffe en afgørelse på grundlag af et eller flere af følgende elementer:

a)       resultaterne af en verifikation efter varernes frembydelse

b)       resultaterne af en verifikation af toldangivelsen som omhandlet i kodeksens artikel 191

c)       resultaterne af en kontrol efter frigivelse som omhandlet i kodeksens artikel 48, når varerne stadig er under toldtilsyn

d)       resultaterne af en verifikation af bevis for toldmæssig status som EU-varer eller i givet fald resultaterne af verifikationen af ansøgningen om registrering af et sådant bevis eller om påtegning af et sådant bevis

e)       toldmyndighedernes udstedelse af et oprindelsesbevis

f)        resultaterne af en verifikation af bevis for toldmæssig status som EU-varer eller i givet fald resultaterne af verifikationen af ansøgningen om registrering af et sådant bevis eller om påtegning af et sådant bevis

2. Indgives en meddelelse i henhold til stk. 1, kan den pågældende person:

a)       straks fremsætte sine synspunkter på samme måde som ved meddelelse i henhold til artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2015/2446 eller

b)       anmode om en meddelelse i henhold til artikel 8 bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra f).

Toldmyndighederne oplyser den pågældende person om disse to valgmuligheder.

3. Træffer toldmyndighederne en afgørelse, der får negative følger for den pågældende person, registrerer de, om vedkommende har givet udtryk for sine synspunkter i henhold til stk. 2, litra a).

Materielle regler om varernes tarifering

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, med senere ændringer.

For 2017 gælder Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 af 6. oktober 2016. Bilag 1 til denne forordning indeholder Den Kombinerede Nomenklatur (KN).

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i Den Kombinerede Nomenklatur alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i Den Kombinerede Nomenklatur.

Af EU-Domstolens faste praksis følger det, at det afgørende kriterium for tariferingen af varer normalt bør være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i Den Kombinerede Nomenklatur og bestemmelserne til nomenklaturens afsnit og kapitler.

Af kapitel 64 i KN fremgår det, at fodtøj, gamacher og lign. samt dele dertil tariferes hér.

Af KN-position 6403 fremgår det, at fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af læder tariferes hér.

Af KN-position 6404 fremgår det, at fodtøj med ydersål af gummi, plast, læder eller kunstlæder og overdel af tekstilmaterialer tariferes hér.

Det fremgår af artikel 22, stk. 6, i EUTK, at toldmyndigheden, inden de træffer en afgørelse, som kan få negative følger for ansøgeren, skal meddele ansøgeren de grunde, som de agter at basere deres afgørelse på, og denne skal have lejlighed til at fremsætte sine synspunkter inden for en frist. Der er i GF artikel 9 undtagelser til denne generelle høringsforpligtelse i forbindelse med blandt andet en verifikation efter varernes frembydelse. Denne bestemmelse finder anvendelse i nærværende sag, da SKAT har udtaget varerne til dokumentkontrol før frigivelsen. Det følger af GF artikel 9, at klageren i forbindelse med dokumentkontrollen skulle oplyses om sine muligheder for straks at erklære sig enig eller at anmode om meddelelse efter høringsproceduren beskrevet i GF artikel 8. Retten finder på denne baggrund, at selskabet, i det konkrete sagsforløb gennem mailkorrespondance med SKAT i perioden den 18. - 20. juli 2017, er blevet behørigt oplyst og informeret om de grunde, som SKAT agtede at basere deres afgørelse på, som foreskrevet i EUTK artikel 22, stk. 6, herunder har SKAT henvist til den for varerne medfølgende faktura og billeder af varerne taget af SKAT selv. Selskabet blev også foreholdt retten til modtagelse af skriftlig meddelelse med høringsfrist i overensstemmelse med GF artikel 9, stk. 2, jf. GF artikel 8. Herefter finder Retten, at SKAT har opfyldt sine forvaltningsretlige forpligtelser efter bestemmelserne i EUTK artikel 22, stk. 6, og GF artikel 8 og 9.

Herefter skal der tages stilling til, om den af selskabet anvendte KN-positionskode 6403400000 var den korrekte varekode.

Retten har lagt vægt på, at varen i den tilknyttede faktura beskrives som en sko med overdel af tekstil, med en beskyttelseståkappe af komposit og med en ydersål af gummi. Dette har SKAT dokumenteret med billeder af den omhandlede sko. Herefter finder retten, at skoen ikke kunne tariferes i KN-position 6404 som en sko med overdel af læder, men er henhørende under KN-position 6403 som en sko med overdel af tekstilmaterialer. Det af selskabet fremlagte, at selskabet ved en fejl har afgivet forkerte oplysninger kan ikke føre til andet resultat, idet SKATs afgørelse er baseret på fakturaen, som retten anser for at være et centralt dokument i forbindelse med fortoldning og vareidentificering, samt billeder af den aktuelle vare.

Herefter finder retten, at det var med rette, at SKAT tariferede skoen i KN-position 6404199000 som fodtøj med ydersål af gummi og overdel af tekstilmaterialer i overensstemmelse med ATB 1 og 6.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.