Dette afsnit beskriver indledningsvist, hvordan lønsumsafgiften fungerer og hvilke virksomheder, der kan blive omfattet af lønsumsafgiftspligten.
Lønsumsafgiften er en national afgift, der omfatter virksomheder, som har momsfrie aktiviteter i henhold til momsloven, dog med visse undtagelser hertil. Det betyder, at virksomheder, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 1, 3, 5, 6, 10, 11, 12, 15, 16 eller 19, kan blive pligtige til at betale lønsumsafgift.
Det er således virksomheder med nedenstående momsfrie aktiviteter, der kan blive pligtig til at betale lønsumsafgift:
- Sundhedssektoren
- Undervisning og kursusvirksomhed
- Sportsaktiviteter og sportsarrangementer
- Kulturelle aktiviteter
- Forsikringsvirksomhed
- Finansielle aktiviteter
- Lotterier og lignende samt spil om penge
- Persontransport
- Bedemænd og begravelsesforretning
- Selvstændige grupper af personer
Der er fire metoder til at opgøre af lønsumsafgiften, der opgøres som lønsumsafgiftsgrundlaget * sats. Lønsumsafgiftsgrundlaget opgøres forskelligt afhængig af, hvilken metode virksomheden er omfattet af ligesom satsen er forskellig afhængig af metode.
Metoden en virksomhed bliver omfattet af afhænger af virksomhedens aktiviteter og organisationsform. De fire metoder har hver især forskellige metoder til at opgøre afgiftsgrundlaget, ligesom satserne ved de fire metoder er forskellige.