Appellanten havde i forbindelse med en tvangsindløsning af sine andele i et kommanditselskab realiseret en valutakursgevinst. Der var enighed om, at gevinsten var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23. Spørgsmålet for Højesteret var derfor alene, om beskatningen af skatteyderen var i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed, idet gevinst og tab på gæld i danske kroner ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Højesteret havde i en tidligere dom af 11. november 2019 (U.2020.202H) fastslået, at beskatning efter kursgevinstlovens § 23 ikke er i strid med TEUF artikel 63 i en situation, hvor en investor i et kommanditselskab som følge af et non-recourse vilkår havde opnået en kursgevinst på et lån i britiske pund i udlandet. I nærværende dom gengav Højesteret indledningsvist præmisserne fra dommen af 11. november 2019. Højesteret henviste derudover til, at der i den foreliggende sag var tale om en valutakursgevinst, der kun kan opstå ved gæld i fremmed valuta. Endvidere fandt Højesteret, at den omstændighed, at værdien af fradrag for kurstab i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler kunne være mindre end størrelsen af beskatningen af en tilsvarende kursgevinst, ikke kunne føre til, at der forelå forskelsbehandling i strid med TEUF artikel 63. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at der forelå en restriktion som nævnt i TEUF artikel 63. Højesteret fastslog også, at der ikke var en sådan tvivl om fortolkningen af TEUF artikel 63, at der var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. TEUF artikel 63 var derfor ikke til hinder for, at der skete beskatning hos skatteyderen af den realiserede valutakursgevinst, og Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. |