Indhold
Dette afsnit omfatter indsigelser om kravets eksistens eller størrelse, som fordringshaveren skal behandle.
Afsnittet indeholder:
- Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
- Oversigt domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse
Restanceinddrivelsesmyndigheden har ikke kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse.
Det gælder også, hvis et krav er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse.
I SKM2023.556.ØLR frifandt Østre Landsret Skatteministeriet for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 i forbindelse med Gældsstyrelsens inddrivelse af et kommunalt krav allerede fordi, at sagsøger havde mulighed for at få afklaret spørgsmålet om fordringens eksistens og størrelse ved et søgsmål mod den pågældende kommune.
Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til inddrivelsen af kravet. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om kravets eksistens eller størrelse. Det kan være tilfældet, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller ikke eksisterer.
Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.
Se også
SKM2017.329.ØLR, hvor en bilist ikke fik medhold i sin påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget, da parkeringsafgiften var pålagt med urette. Sagen var med Procesbevillingsnævnets tilladelse blevet indbragt for Østre Landsret, der gav SKAT medhold i, at der kunne foretages inddrivelse af parkeringsafgiften, uanset at der var gjort indsigelse mod afgiftens berettigelse. Østre Landsret kom til dette resultat, selvom landsretten samtidig fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med urette.
SKM2011.469.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at SKAT havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterende.
SKM2011.503.VLR, hvor Landsskatteretten udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.
Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren.
Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, samt gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 3.
Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, behandles ikke af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Se gældsinddrivelseslovens § 17.
Se også
Afsnit G.A.2.2.2 om Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen.
Klager over kravets eksistens og størrelse vedrørende fx kontrolafgifter indbringes for fogedretten.
Se gældsinddrivelseslovens § 18.
Se også
Afsnit G.A.2.2.3 om fogedretten.
Oversigt domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsretten |
| SKM2023.556.ØLR | Sagen angik, hvorvidt Skatteministeriet i forbindelse med Gældsstyrelsens inddrivelse af et kommunalt krav havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 om effektive retsmidler. Landsretten tiltrådte, at der ikke var nogen krænkelse allerede fordi, at appellanten havde mulighed for at få afklaret spørgsmålet ved at sagsøge kommunen. Videre havde appellanten nedlagt påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at kommunens krav imod hende ikke kunne tvangsinddrives. Landsretten fandt, at hun ikke havde dokumenteret, at kommunen ikke havde medsendt de rette oplysninger ved oversendelsen af fordringen til inddrivelse. Videre var Skatteministeriet ikke rette sagsøgte for så vidt angik anbringender om kravets eksistens og størrelse. Det i øvrigt anførte fra appellanten kunne navnlig henset til korrespondancen mellem kommunen, Gældsstyrelsen og appellanten heller ikke føre til, appellanten kunne få medhold i påstanden. Skatteministeriet blev derfor frifundet. | Anke af SKM2022.468.BR, hvor Skatteministeriet også blev frifundet for påstanden om krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13, hvorimod byretten afviste påstanden om, at kravet ikke kunne danne grundlag for tvangsinddrivelse. Byretten afviste desuden en tredje påstand om, at Skatteministeriet havde overtrådt Grundlovens § 43, 1. led.
|
| SKM2017.329.ØLR | En parkeringsafgift var pålagt med urette. Bilisten fik ikke medhold i en påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget. Sagen var med Procesbevillingsnævnets tilladelse blevet indbragt for Østre Landsret, der gav SKAT medhold i, at der kunne foretages inddrivelse af parkeringsafgiften, uanset at der var gjort indsigelse mod afgiftens berettigelse. Østre Landsret kom til dette resultat, selvom landsretten samtidig fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med urette. | |
| SKM2011.503.VLR | Landsretten stadfæstede udlæggene og udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet. | |
| Landsskatteretten |
| SKM2011.469.LSR | Landsskatteretten fandt at det var med rette, at restanceinddrivelsesmyndigheden havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld, på trods af at klageren bestred gældens eksistens og størrelse. Der blev lagt vægt på at restanceinddrivelsesmyndigheden havde handlet i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 2 og bekendtgørelsens § 3, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede. | |