Spørgsmål

1. Kan det bekræftes, at Spørger efter Skatterådets opfattelse anses for begrænset skattepligtig til Danmark på baggrund af de beskrevne omstændigheder?

Svar

1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er pr. 1. september 2020 flyttet til Norge med henblik på at arbejde for en norsk fond. Fonden er oprettet i Norge og har hjemsted i Norge. Arbejdsstedet er således i Norge. Forinden flytningen til Norge var Spørger i perioden fra september 2018 til august 2020 udstationeret af den danske stat som diplomat i Belgien. Spørgeren havde en tjenestebolig i Belgien, men var i denne periode fuldt skattepligtig til Danmark. Inden da boede Spørger i en ejerlejlighed i København, men solgte denne i august 2018 i forbindelse med udstationeringen til Belgien. Spørger boede kortvarigt (ca. ½ måned) hos en kammerat i august 2020 forinden han flyttede til Norge.

Spørger købte i august 2016 en ejendom sammen med sin bror, sin mor og morens mand, således, at de hver ejede 25%. I oktober 2019 blev morens mand købt ud, hvorefter de hver ejer hhv. 33%, 33% og 34% procent af ejendommen. Ejendommen er registreret som en helårsbolig/beboelse, men pr. 14. marts 2016 blev bopælspligten ophævet i hele Kommunen, med undtagelse af enkelte områder iht. lokalplan for områderne. Ejendommen er ikke beliggende i et område omfattet af undtagelsen til ophævelsen af bopælspligten.

Ejendommen er købt med henblik på - og anvendes alene som - fritidsbolig. Den anvendes af alle ejerne og udlejes i mindre omfang (4-6 uger om året).

Spørger hverken arbejder eller ejer anden fast ejendom i Danmark.

Spørgers ophold i Danmark har som udgangspunkt alene karakter af ferie el.lign.

Dog har Spørger oplyst, at han er i et job, hvor der er en del rejseaktivitet, således, at han ikke kan afvise, at der undtagelsesvist kan forekomme en forretningsrejse til Danmark med henblik på at mødes med danske myndigheder. Spørger har ikke konkrete planer herom, men skulle det ske vil det i givet fald være 0-2 gange i året hovedsageligt i hovedstadsområdet.

Det er endvidere oplyst af Spørger, at han forventer at opholde sig i Danmark 4-5 gange om året á 2-3 dages varighed samt eventuel 3-4 ugers ferie. Således ca. 45 dage sammenlagt om året. Ligeledes har Spørger oplyst, at varigheden af hans ophold her i landet inden for en 12-måneders periode dermed ikke overstiger 3 måneder i træk eller 180 dage sammenlagt.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 besvares med et "ja".

Spørgers begrundelse lyder således:

Ejendommen er købt med henblik på anvendelse som fritidsbolig, hvilket er muliggjort af kommunens ophævelse af bopælspligten, herunder for den pågældende ejendom. Ejendommen bør derfor sidestilles med en fritidsbolig, og jeg bør derfor være begrænset skattepligtig til Danmark.

Der bør ydermere lægges vægt på, at jeg ikke ejer ejendommen alene, og at jeg derfor heller ikke frit kan disponere over ejendommen som bolig.

Spørgers høringssvar

Jeg har noteret mig, at Skattestyrelsen finder, at ejendommen på papiret egner sig som helårsbolig. Jeg mener dog ikke, at den i praksis kan anvendes som min bolig, eftersom de andre ejere samtidig anvender ejendommen som sommerhus.

Jeg disponerer de facto ikke over boligen, eftersom boligens anvendelse reguleres i vores samejekontrakt, der er indgået mellem ejerne. Samejekontrakten regulerer bl.a. brug af ejendommen, udleje, ejerforhold, husorden, salg, eksklusion fra ejerkredsen mv. Det fremgår bl.a. af samejekontrakten for ejendommen, at brug, udlån og udlejning af ejendommen skal koordineres for sommerferien inden 1. marts og derudover gennem booking efter først-til-mølle-princippet på en online-bookingkalender. Brugen af ejendommen skal således iht. Samejekontrakten ske efter aftale med de andre brugere. I bedste fald har jeg således kun delvis rådighed over en helårsbolig, om end det kan betvivles om en sådan rådighed er reel i lyset af de begrænsninger som følger af samejekontrakten. Jeg har fremsendt den senest opdaterede version af samejekontrakten til orientering.

Brugerne har hverken faste sengepladser eller faste værelser i ejendommen og ejendommen kan ikke opdeles i sektioner, der gør det muligt, at flere brugere kan anvende sommerhuset samtidigt uafhængigt af hinanden. Det er således heller ikke muligt at anvende en del af sommerhuset som bolig samtidig med at resten anvendes som sommerhus. Eftersom vi alle (inkl. de andre ejere) bruger netop ejendommen som sommerhus, bliver det således foruden til weekend- og ferieophold også anvendt til sociale sammenkomster og fejringer med venner, herunder eksempelvis venner, som jeg ikke omgås.

Det ville således ikke være foreneligt med samtidig beboelse i lyset af den manglende mulighed for at opdele ejendommen i sektioner. Det udelukker derfor klart, at man kan bebo huset samtidigt med sommerhusaktiviteten, og jeg er derfor reelt afskåret fra at bebo ejendommen, idet jeg i flere perioder ville skulle forlade sommerhuset af hensyn til de andre brugeres anvendelse af sommerhuset. De andre ejere bruger således ofte hele ejendommen i deres ferier/weekender.

Ejendommen udgør således pga. den særlige ejerform ikke en bolig af varig karakter, der kontinuerligt på alle tider står til min rådighed (hvilket var centralt for boligbegrebet i SKM2009.475.SR, hvoraf det fremgår, at for så vidt angår selve boligbegrebet skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus, lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person eller lejet møbleret værelse), men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det sådan, at boligen er til hans rådighed kontinuerligt på alle tider, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det selvfølgelig er af kort varighed (ferierejser, forretningsrejser, deltagelse i kursus etc.).

Jeg er desuden i praksis afskåret fra at udleje min andel af sommerhuset til tredjemand udenfor ejerskabskredsen (eller den nærmeste familie), da udleje iht. samejekontrakten sker i fællesskab og beslutninger herom kræver enstemmighed dette eftersom en enkelt ejers udleje tilsvarende ville begrænse andre medejeres adgang til sommerhuset. Havde jeg selv disponeret over ejendommen, kunne jeg have udlejet ejendommen uopsigelig i en treårig periode, men dette er ikke muligt, da jeg ikke selv disponerer over ejendommen.

Jeg er for øvrigt ansat i en tidsubegrænset stilling i Norge og har købt lejlighed i Norge til overtagelse 1. april, hvor alle mine personlige ejendele flyttes til (dette inkluderer dog ikke møbler mv. i sommerhuset, som jeg ikke selv disponerer frit over). Jeg har i Norge fået oprettet norsk fødselsnummer (ikke D-nummer, der er et midlertidigt identitetsnummer). Endelig er jeg blevet oplyst, at min pensionsindbetaling til Statens Pensionskasse vil gå tabt, hvis jeg ikke arbejder og indbetaler til den i minimum 3 år. Jeg har derfor til hensigt at opretholde mit ophold i Norge i en længere periode, og under alle omstændigheder i minimum tre år.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger efter Skatterådets opfattelse anses for begrænset skattepligtig til Danmark på baggrund af de beskrevne omstændigheder.

Begrundelse

Om skattepligten ophører ved fraflytning, afgøres ud fra, om den skattepligtige har bevaret bopæl her i landet, jf.  kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved vurderingen af om skattepligten er ophævet i forbindelse med fraflytningen, tillægges det i praksis størst vægt om den pågældende person har bevaret rådigheden over en helårsbolig her i landet.

I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, er dette normalt en tilstrækkelig grund til at anse bopælen for opretholdt, medmindre den pågældende har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet.

Som udgangspunkt vil sådan en rådighed være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at anse bopælen bevaret, jf. Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.1.

Bopæl statueres dog ikke ubetinget ved enhver opretholdelse af bolig her i landet. Fortsat besiddelse af et sommerhus eller ejendom, der ikke kan sidestilles med en helårsbolig, statuerer som udgangspunkt ikke bopæl, hvis sommerhuset kun anvendes til ferie eller lignende. Spørgsmålet om, hvorvidt sommerhuset i disse tilfælde statuerer bopæl, afgøres ud fra en konkret vurdering.

Hvis et sommerhus ikke kan karakteriseres som usædvanligt med hensyn til pris, størrelse og faciliteter, anses bopælen som udgangspunkt ikke for opretholdt, hvis sommerhuset udelukkende anvendes i ferieøjemed, og har status som sommerhus, jf. TfS1990.163.LSR. I denne sag fandt Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse af omstændighederne, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse bopælen her i landet for bevaret. Landsskatteretten lagde blandt andet vægt på, at der var tale omet sommerhus i Danmark, der ikke var godkendt til helårsbeboelse og ikke var usædvanligt med hensyn til pris og størrelse.

Benyttes sommerhuset udelukkende til ferie eller lignende bevirker sommerhusets eventuelle høje standard ikke i sig selv, at bopæl anses for opretholdt.

Foreligger der andre væsentlige tilknytningsmomenter til Danmark, typisk i form af erhvervsinteresser, vil afgørelsen af, om den pågældende fortsat har bopæl her i landet ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder, jf. Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3.

Det er oplyst, at Spørger i august 2016, dvs. før fraflytningen, erhvervede en ejendom her i landet sammen med sin bror, mor og morens mand. Ejendommen har siden oktober 2019 været ejet af Spørgeren, hans mor og bror og bliver anvendt af dem alle og udlejes 4-6 uger om året. Ejendommen er registeret som en helårsbolig, men Spørger har oplyst, at ejendommen alene anvendes som fritidsbolig. Ejendommen har ikke tidligere tjent som helårsbolig for Spørgeren. Spørger ejer desuden ikke anden fast ejendom her i landet.

At ejendommen er beliggende i et område, som ikke er omfattet af bopælspligt, indebærer efter det oplyste, at Spørger har mulighed for at anvende boligen til fritidsformål. Dette har imidlertid ikke uden videre den betydning, at dansk fuld skattepligt ikke kan anses for opretholdt. Der kan henvises til SKM2009.539.SR og SKM2006.212.SR, hvor Skatterådet bl.a. bekræftede, at den omstændighed, at der er givet dispensation for bopælspligten, ikke medfører, at Spørger ikke anses for at have bopæl til rådighed i Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. En bolig uden bopælspligt anses således som en helårsbolig i kildeskattelovens forstand.

I nærværende sag udgør ejendommens boligstørrelse (BBR)157 m2 og den seneste salgspris lyder på 2.300.000 kr. Ejendommen består af 4 værelser og 2 badeværelser samt et anneks (26 m2) og et udhus (50). Huset er i et plan uden kælder og der er centralvarme. Faciliteterne er her væsentlig bedre end i det sommerhus, der var tale om i TfS1990.163.LSR, hvor der ikke var bad eller mulighed for opvarmning.

I SKM2016.10.HR fandt Højesteret, at en borgers sommerhus, der ellers ikke var godkendt som helårsbolig, var egnet som helårsbolig, da det var forsynet med telefon, internet og kabel-tv, og da det var i en stand og størrelse, som muliggjorde helårsbeboelse. Dog fandt Højesteret også, at huset i et ikke ubetydeligt omfang havde været benyttet i forbindelse med en regelmæssig varetagelse af borgerens arbejde.

Baseret på praksis og det oplyste i nærværende sag om ejendommens pris, størrelse og faciliteter må det lægges til grund, at Spørgers ejendom er egnet som helårsbolig.

Spørgeren har i nærværende sag faktisk bevaret en bopæl i Danmark. Ifølge praksis vil fortsat dispositionsret over en bolig her i landet være tilstrækkelig til at fastholde Spørgers fulde danske skattepligt, medmindre boligen udlejes uopsigeligt for udlejeren i mindst 3 år, jf. Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3.

Baseret på praksis sammenholdt med det oplyste er det Skattestyrelsens vurdering, at Spørgers fulde skattepligt her til landet må anses for opretholdt efter fraflytningen, jf. kildeskattelovens § 1. stk. 1, nr. 1. Dette er henset til, at Spørgeren har bevaret sin mulighed for at bo i ejendommen hele året, uanset ejendommens beliggenhed i et område uden bopælspligt.

Det bemærkes, at fuld dansk skattepligt indebærer dansk globalbeskatning, jf. kildeskattelovens § 1, men anvendelse af Den Nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst vil kunne medføre en begrænsning heraf.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar

Det er en betingelse for at anse bopælen bevaret, at personen under en eller anden form - helt eller delvist - har rådighed over en bolig her i Danmark.

Praksis viser tillige, at en begrænset rådighed over en bolig her i landet er tilstrækkelig til at statuere fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, jf. TfS 1988,411 og SKM2007.499.ØLR.

Spørger har henvist til SKM2009.475.SR, hvor spørgsmålet gik på, hvorvidt en hotellejlighed kunne karakteriseres som en helårsbolig for en udenlandsk statsborger, der skulle arbejde i Danmark i flere måneder. Der var her tale om et hotelværelse, dvs. en bolig, der ikke var ejet af personen, modsat nærværende sag, hvor boligen er ejet af Spørgeren. Der er således forskelle på omstændighederne i de to sager.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Uddrag af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler

1)      personer, der har bopæl her i landet.

Uddrag af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer:

(...)

5) Ejer fast ejendom her i landet eller har indtægter af samme eller af her i landet oprettet familiefideikommis, jf. lov nr. 139 af 1. maj 1954 § 2, stk. 1, herunder kapital båndlagt i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov nr. 563 af 4. oktober 1919 eller i § 6 i lov nr. 139 af 1. maj 1954. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningslovens § 21.

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3

Regel

Om skattepligten ophører ved fraflytning, afgøres ud fra, om den skattepligtige har bevaret bopæl her i landet. Se kildeskattelovens, stk. 1, nr. 1.

Rådighed over helårsbolig

Ved vurderingen af om skattepligten er ophævet i forbindelse med fraflytningen, tillægges det i praksis størst vægt, om skatteyderen har bevaret sin rådighed over en helårsbolig.  

I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, er dette normalt en tilstrækkelig grund til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet. Se fx TfS 1991, 132 LSR og SKM2016.168.BR, hvor der var en skærpet bevisbyrde for, at personen var fraflyttet. Se også SKM2019.118.BR.

Det er en betingelse for at anse bopælen bevaret, at personen under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet.

(...)

Personen skal være afskåret fra at råde over boligen i en periode på minimum 3 år. Det har fx ingen betydning, at personens udlandsophold overstiger 3 år, hvis boligen ikke har været udlejet uopsigeligt i mindst 3 år.

(…)

Udlejningsejendomme

Ved fraflytningen skal en person ikke afhænde sine udlejningsejendomme, selvom de indeholder lejligheder til beboelse. Dog skal den pågældende kunne dokumentere, at vedkommende ikke gennem sin udlejningsvirksomhed har privat rådighed over en beboelse. Hvis en bestemt lejlighed har tjent til beboelse for denne person, skal den pågældende afskære sig rådigheden over lejligheden ved enten at sælge lejligheden eller at leje den ud uopsigeligt i mindst 3 år. Se SKM2011.417.ØLR.

Særligt om sommerhuse

Den fortsatte besiddelse af et sommerhus eller anden ejendom, der ikke kan sidestilles med helårsbolig, statuerer som udgangspunkt ikke bopæl, hvis sommerhuset kun anvendes til ferie eller lignende.

Hvis sommerhuset ikke kan karakteriseres som usædvanligt med hensyn til pris, størrelse og faciliteter, anses bopælen som udgangspunkt ikke for opretholdt, hvis sommerhuset udelukkende anvendes i ferieøjemed, og har status som sommerhus. Se TfS 1990, 163 LSR.

Benyttes sommerhuset udelukkende til ferie eller lignende bevirker sommerhusets eventuelle høje standard ikke i sig selv, at bopæl anses for opretholdt.

Foreligger der andre væsentlige tilknytningsmomenter til Danmark, typisk i form af erhvervsinteresser, vil afgørelsen af, om den pågældende fortsat har bopæl her i landet ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder.

Forbliver ægtefællen i Danmark og tager bolig i et sommerhus, udgør dette som udgangspunkt en fortsat bopæl her i landet for den ægtefælle, der fraflytter til udlandet. Se SKM2009.583.BR og SKM2017.103.BR.

Hvis sommerhuset rent faktisk har fungeret som skatteyderens bolig, bliver bopælen anset som bevaret ved fraflytningen. Se TfS 1985, 169 LSR. Det gælder også, selv om begge ægtefællerne fraflytter. Se også SKM2016.212.BR.

Efter omstændighederne kan det ikke tillægges betydning, at en helårsbolig får ændret status til sommerhusbeboelse. Se TfS 1996, 51 HR.

(…)

SKM2016.10.HR

En borger var fraflyttet Danmark pr. 1. februar 2006. Den 5. juli 2006 erhvervede vedkommende et sommerhus i Danmark. Sommerhuset var ikke godkendt til helårsbeboelse, men Højesteret fandt, at sommerhuset var egnet som helårsbolig, da det var forsynet med telefon, internet, kabel-tv, og da det var i en stand og størrelse, som muliggjorde helårsbeboelse.

Højesteret fandt endvidere efter en samlet vurdering, at borgeren også havde arbejdet og opholdt sig i Danmark i et større omfang end han havde oplyst, og at sommerhuset allerede fra tidspunktet for overtagelsen i et ikke ubetydeligt omfang havde været benyttet i forbindelse med varetagelsen af arbejdet. Arbejdet havde haft karakter af en løbende og regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv.

Borgerens skattepligt var således genindtrådt på tidspunktet for erhvervelsen af sommerhuset.

Der var ikke grundlag for at hjemvise et spørgsmål om værdiansættelse af nogle kapitalandele under henvisning til, at Landsskatteretten ikke havde behandlet spørgsmålet, hvilket skyldtes, at Landsskatteretten - i modsætning til SKAT - ikke fandt, at borgerens skattepligt var genindtrådt. Borgeren havde heller ikke anført konkrete omstændigheder, som i øvrigt gav grundlag for hjemvisning.

Højesteret frifandt Skatteministeriet, og Højesteret ændrede dermed Østre Landsrets dom (SKM2014.605.ØLR) for så vidt angik hjemvisningen af værdiansættelsesspørgsmålet. Landsretten var i øvrigt nået til samme resultat som Højesteret.

SKM2009.539.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers fulde danske skattepligt ikke ophører, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis han køber en helårsbolig uden bopælspligt, inden han får solgt den bolig, han havde rådighed over forud for flytningen fra Danmark. Skatterådet bekræfter endvidere, at der vil indtræde fuld dansk skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis spørger køber en helårsbolig uden bopælspligt, efter han har opgivet den oprindelige bopæl. Opholdene i Danmark bliver anset for kortvarige og primært af erhvervsmæssig karakter, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Besiddelse af danske bankkonti enten personligt eller via helejede selskaber har ingen betydning for spørgers skattepligtsforhold.

SKM2009.475.SR

En hotellejlighed kunne karakteriseres som en helårsbolig for en udenlandsk statsborger, der skulle arbejde i Danmark i flere måneder. Da den fulde skattepligt allerede var indtrådt efter opholdsbestemmelsen, afvistes spørgsmålet om skattepligt efter bopælsbestemmelsen. Af SKATs indstilling fremgik bl.a. følgende:

"(...). I praksis statueres der bopæl, når den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl.

For så vidt angår selve boligbegrebet skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus, lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person eller lejet møbleret værelse), men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det sådan, at boligen er til hans rådighed kontinuerligt på alle tider, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det selvfølgelig er af kort varighed (ferierejser, forretningsrejser, deltagelse i kursus etc.). (...)."

SKM2007.499.ØLR

Sagsøgeren meldte i 1990 fraflytning til England og boede senere i et vist omfang i lejligheder i Rusland og Letland. I Rusland fandt han en kæreste, som han blev gift med i 1993.

Sagsøgeren havde ikke ved indgivelse af F-54 erklæring eller på anden vis dokumenteret, at han var fuldt skattepligtig til noget andet land end Danmark.

Sagsøgerens selskab erhvervede i 1992 en kombineret erhvervs- og beboelsesejendom i Danmark, hvorfra selskabets virksomhed med eksport af møbler blev drevet.

I forbindelse med et indbrud i 1993 blev der optaget en politirapport, hvoraf det fremgik, at der befandt sig en seng i beboelseslejligheden. Lejligheden var uden bad, og sagsøgeren påstod, at han aldrig havde overnattet i lejligheden.

Sagsøgeren erhvervede i 1995 et sommerhus i gave fra sin mor og senere i 1996 yderligere et sommerhus (hvorefter det først erhvervede sommerhus blev afhændet).

Sagsøgeren påstod, at han under sine ophold i Danmark, der efter hans egne oplysninger udgjorde ca. 170 dage i hvert af årene i 1994 til 1997, hovedsageligt boede på hotel eller hos venner og forretningsforbindelser, og at han kun benyttede sine sommerhuse, når han var på ferieophold i landet sammen med sin russiske kone.

Sagsøgeren havde ikke betalt skat til noget andet land end Danmark og havde ikke indhentet nogen dokumentation fra de russiske eller lettiske myndigheder om, at han på noget tidspunkt skulle anses for at have været fuldt skattepligtig til et eller begge af disse lande.

Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde opgivet sin skattemæssige bopæl her i landet ved fraflytningen i 1990. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at sagen rejste et dobbeltbeskatningsproblem.

Da sagsøgeren havde haft rådighed over selskabets ejendom, fandt landsretten endvidere, at han skulle anses for skattepligtig af værdien af fri bolig, ligesom der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn over sagsøgerens skattepligtige indkomster i de indkomstår, som sagen vedrørte (1995-1997).

SKM2006.212.SR

En kunstner spurgte, om hun ville få fast driftssted, såfremt hun drev galleri fra sin sommerbolig i Danmark. Skatterådet svarede, at spørgerens fulde skattepligt ville genindtræde ved ophold i forbindelse med varetagelse af indtægtserhvervelse fra galleriet. Galleriet ville udgøre et fast driftssted for spørgeren under forudsætning af, at hun kunne anses for hjemmehørende i Schweiz samt at galleriet blev drevet erhvervsmæssigt.

TfS1990.163.LSR

En skatteyder og hans hustru flyttede i 1980 til England, hvor de erhvervede bolig. Skatteyderen blev anset for fuldt skattepligtig til England. Endvidere købte skatteyderen en sommerhusejendom i Spanien. Før udrejsen havde skatteyderen købt sommerhus i nærheden af sin minkfarm. Denne bortforpagtede han uopsigeligt til sin søn. Under senere ophold i Danmark har ægtefællerne boet i sommerhuset, og skatteyderen har under ophold her deltaget aktivt i virksomhedens drift i travle perioder. Landsskatteretten fandt efter en samlet bedømmelse af omstændighederne, herunder at sommerhuset i Danmark ikke var godkendt til helårsbeboelse og ikke var usædvanligt med hensyn til pris og størrelse, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse bopælen her i landet for bevaret. Den fulde skattepligt var derfor bortfaldet, da skattepligten til England indtrådte.

TfS 1988,411

En skatteyder og hans hustru rejste til Spanien, hvor de lejede et hus på helårsbasis og ved F54-erklæring dokumenterede fuld skattepligt til Spanien. Parret var ansat som lejrchef på en dansk campingplads, hvor de i campingpladsens driftsperiode havde en lille bolig til rådighed, der delvis også benyttedes af andet personale, og som kun lovlig måtte anvendes i perioden 1/4 - 30/9. Da skatteyderen havde bolig til rådighed her i landet i sommerhalvåret, og det dermed forbundne arbejde udgjorde eksistensgrundlaget for familien, og da vinteropholdet i Spanien måtte antages at have en mere passiv og feriemæssig karakter, fandtes skatteyderen at være fuldt skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, nr. 1.