Dato for udgivelse
12 feb 2021 13:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 feb 2021 13:18
SKM-nummer
SKM2021.82.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0029616
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold
Emneord
Registrering, moms, import, eksport, afgiftspligtig person, økonomisk virksomhed, dokumentation
Resumé

Skattestyrelsen havde ikke imødekommet et selskabs anmodning om momsregistrering. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen er berettiget til at indhente oplysninger til kontrol af, om der er tale om en afgiftspligtig person, der driver virksomhed, forud for en registrering for moms. Selskabet havde ikke besvaret anmodninger om en række oplysninger om selskabets virksomhed, hvorfor Landsskatteretten fandt, at der ikke var realitet i nogle fakturaer, som selskabet havde udstedt, og at selskabet ikke havde bevist at være afgiftspligtig person, der drev virksomhed med levering af varer. Landsskatteretten fandt derfor, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde afvist selskabets anmodning om momsregistrering, jf. momslovens § 47.

Reference(r)

Momslovens § 3, stk. 1, § 47, stk. 1, kapitel 12, §§ 47-51b

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1, D.A.3.1.4.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1, D.A.4.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1, D.A.14.1.2

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for moms, import og eksport, idet det ikke er dokumenteret, at selskabet driver økonomisk virksomhed, jf. momslovens §§ 3 og 4.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 IVS (herefter selskabet) er stiftet som et iværksætterselskab den 24. maj 2018 med en registreret kapital på 1 kr. Selskabet er registreret med CVR-nr. […] i Det Centrale virksomhedsregister (CVR). Selskabet er registreret med branchekoden "463200 Engroshandel med kød og kødprodukter" og bibranchekoden "463300 Engroshandel med mejeriprodukter, æg samt spiselige olier og fedtstoffer".

Selskabets formål er i CVR angivet således: "Engrossalg af kød og ost direkte fra producenternes lager. Vi fungere som en portal for special udvalgte producenter inden for kød og ost."

Selskabet er stiftet af A. Selskabets administrerende direktør er B, som også står registreret som ejer af selskabet, jf. CVR.  B tiltrådte som administrerende direktør den 31. august 2018 og som ejer den 26. september 2018, jf. CVR.

Fra den 3. juli 2018 til den 17. september 2018 havde selskabet adresse på adresse Y1, by Y1. Herefter, fra den 18. september 2018 til den 24. oktober 2019, havde selskabet adresse på adresse Y2, byY2.
Ifølge årsrapport (jf. CVR) havde selskabet et resultat på 3.691 kr. i perioden fra den 1. januar 2019 til den 30. juni 2019. Årsrapporten er ikke revideret.

Den 14. august 2018 modtog Skattestyrelsen en anmodning om registrering for moms, import og eksport fra selskabet - gældende fra 1. august 2018.

Skattestyrelsen anmodede den 20. august 2018 repræsentanten om at indsende følgende materiale og redegørelser for en nærmere undersøgelse af selskabets momspligtige aktiviteter, forretningssted og økonomiske status:

  1. Uddybende beskrivelse af selskabets aktiviteter, herunder oplysninger om kunder- og leverandører, samt kopi af alle indgåede kontrakter og udarbejdede tilbud.
  2. Alt regnskabsmateriale (kontospecifikationer samt alle underliggende regnskabsbilag) fra selskabets stiftelsesdato og til dato.
  3. Budget for selskabets første 12 måneder.
  4. Kopi af bankkontoudtog af samtlige af selskabets bankkonti, herunder dokumentation fra banken for prokuraforhold til selskabets bankkonti.
  5. Dokumentation for anpartskapitalens tilstedeværelse.
  6. Anpartshaverfortegnelse.
  7. Oplysning om, hvem der står bag den daglige drift af selskabet.
  8. Billede ID for direktionsmedlemmer og ultimative ejere af selskabet.
  9. Redegørelse samt dokumentation for hvordan selskabets opstart finansieres.
  10. Oplysning om selskabets faktiske driftssted i Danmark, herunder kopi af lejekontrakt, hvis selskabet drives fra lejede lokaler - da den anmeldte adresse ifølge vores oplysninger er en privatadresse.
  11. Oplysning om hvor selskabets regnskabsmateriale befinder sig fysisk.
  12. Oplysning om hjemmeside, hvis der findes en sådan.
  13. Hvor og hvordan reklamerer selskabet?
  14. Oplysning om, hvilke driftsmidler og køretøjer der skal anvendes i selskabet.
  15. Vi vil ligeledes gerne have oplyst hvor selskabet normalt kan træffes / fysisk befinder sig.
  16. Da selskabet ikke har anmodet om registrering for ansatte, ønsker SKAT oplyst, hvem der skal arbejde for selskabet og hvorledes en eventuel medarbejderstab vil blive aflønnet. Såfremt der allerede er udfærdiget ansættelseskontrakter med kommende medarbejdere, ønskes en kopi af sådanne ligeledes fremsendt.

Den 28. august 2018 anmodede Skattestyrelsen selskabet om at indsende følgende yderligere materiale:

  1. Der ønskes oplyst hvordan virksomheden tænkes udøvet, herunder oplysninger om hvem leverandører er, priser på produkter, kontaktpersoner hos leverandører, betalingsbetingelser og kontrakter med disse.
  2. Hvem er virksomhedens kunder, herunder forretningsbetingelser og kontaktoplysninger? Hvordan vil virksomheden komme i kontakt med kunder?
  3. Hvilke forudsætninger har du for at drive virksomheden, der tænkes på uddannelse og erhvervserfaring?
  4. Lejekontrakt vedrørende kontorlokale på adresse Y1 i by Y1, herunder dokumentation for de lejebetalinger der er sket.
  5. Dokumentation for der er oprettet bankkonto vedrørende selskabet i F1-Bank.
  6. Oplysning om hvordan selskabet vil finansiere virksomhedens start. Der tænkes på det likviditetsbehov der er fra betaling for varer hos leverandør til kunder betaler.
  7. Det er oplyst at selskabet vil udøve sin aktivitet fra adresse Y1 i by Y1. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger bor du adresse Y3 i by Y3. Denne afstand er 115 km. Hvordan skal transport mellem bopæl og arbejdsplads foregå?
  8. Hvordan er selskabet kommet frem til at drive virksomhed inden for handel med ost og olie?
  9. Virksomheden er etableret som et IVS selskab. Skal selskabet registreres for A-skat og AM-bidrag samtidig?
  10. Det er i tidligere henvendelse anført, at en person med navn C hjælper. Hvem er C og hvad hjælper han selskabet med?

Skattestyrelsen inviterede den 25. september 2018 repræsentanten til møde i Skattestyrelsen.

Den 17. oktober 2018 blev der afholdt møde mellem Skattestyrelsen og repræsentanten. Skattestyrelsen fremlagde på mødet 2 fakturaer. Fakturaerne blev udstedt den 29. juni 2018 og den 23. juli 2018 og således før B tiltrådte som direktør den 31. august 2018. Fakturaerne vedrører salg af "pride vegetabilet olie". Begge fakturaer vedrører et beløb på 179.725 kr. inkl. moms og er udstedt til G1 A/S. Fakturaerne er påført fakturanumrene 20157 og 20168.


På mødet den 17. oktober 2018 blev det aftalt, at repræsentanten skulle undersøge følgende spørgsmål:

  1. Hvem der har havde modtaget betaling.
  2. Om der er udskrevet flere fakturaer med H1 IVS som sælger?
  3. De nærmere omstændigheder omkring det varekøb der relaterede sig til de 2 udleverede fakturaer, herunder eventuelle yderligere varekøb som knytter sig til flere udskrevne fakturaer.
  4. Hvordan der er forholdt med den indgående moms og den udgående moms, i relation til om den er angivet til Skattestyrelsen og hvilke selskaber / personer som eventuelt har angivet den indgående moms og den udgående moms.

Skattestyrelsen modtog ikke svar på spørgsmålene vedrørende de to fakturaer.
Herefter sendte Skattestyrelsen den 25. oktober 2018 et forslag til afgørelse til repræsentanten.

Den 16. november 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse i sagen.

Den 21. december 2018 indsendte repræsentanten en klage over Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten.

Repræsentanten har i klagen anført, at det har besvaret alle Skattestyrelsens spørgsmål. Skattestyrelsen har over for Landsskatteretten fastholdt, at styrelsen ikke har modtaget svar på alle spørgsmål.

Repræsentanten har i klagen blandt andet anført, at det ikke har været muligt at fremskaffe oplysninger om de to fakturaer, som Skattestyrelsen fremlagde på mødet den 17. oktober 2018, idet fakturaerne blev udstedt af selskabet før Bs indtræden i selskabet.

Videre har repræsentanten i klagen oplyst, at selskabet har opnået en del forhåndsaftaler/forhåndstilkendegivelser fra en række kunder, men at aftalerne ikke er blevet nedfældet officielt, idet selskabet ikke har opnået en momsregistrering.

Repræsentanten har blandt andet anført følgende om den påtænkte økonomiske virksomhed:

"[…]

  • Virksomheden bliver drevet under en platform/online baseret. Dvs. at når vi går i luften (har fået moms registrering efter som alle andre offentlige virksomheder har givet grønt lys) vil processen være at kunderne via et personligt login på vores hjemmeside, vil få muligheden for at bestille varer udbudt på vores hjemmeside. Levering vil finde sted ugen efter.
  • Der er minimums bestilling med ex. Ost/Gouda på 3 paller. Dvs. at kunden bestiller og vi vil så fremsende en faktura som i de fleste tilfælde bliver forudbetalt for at kunne finansiere ordrerne. Dette medfører, at vi ved straks-betaling hos underleverandøren kan opnå konkurrencedygtige priser, af hensyn til likviditetens værdi. Hertil kommer, at vi ved "sambestilling" kan opnå en stor volumen af varer, og derved kan opnå bedre priser ved en større samlet ordre på vegne af flere kunder end kunderne vil kunne opnå på egen hånd.
  • Varerne bliver sendt direkte fra producenterne eller grossisterne alt afhængig af hvem der i pågældende uge har de bedste priser efter som fødevarer er dynamiske og priserne varierer fra uge til uge.

[…]"

Landsskatteretten modtog den 2. marts 2020 en række oplysninger fra repræsentanten, herunder blandt andet dokumentation på huslejebetaling, oprettelse af erhvervskonto i F1-Bank og fødevaregodkendelse.

Den 30. april 2020 har Skattestyrelsen fremsendt fire salgsfakturaer til Landsskatteretten. Fakturaerne er påført fakturanumrene 20152, 20160, 20161 og 20172. Førstnævnte faktura vedrører salg af æsker fra selskabet og er udstedt til G2 ApS. De tre sidstnævnte fakturaer vedrører salg af ost fra selskabet og er udstedt til G3 ApS. Fakturaerne er udstedt fra 27. juni til 17. august 2018.

Landsskatteretten har tre gange ved brev af 28. maj 2020, 22. juni 2020 og 23. september 2020 anmodet repræsentanten om at indsende en række oplysninger, som tidligere er efterspurgt af Skattestyrelsen, men har ikke modtaget noget svar.

Således har selskabet blandt andet ikke fremsendt redegørelse og dokumentation for, hvordan selskabet vil finansiere selskabets start. Selskabet har heller ikke fremsendt oplysninger om kunder- og leverandører, kopi af indgåede kontrakter og udarbejdede tilbud eller øvrigt materiale vedrørende selskabets potentielle kunder og leverandører, f.eks. mailkorrespondancer eller lignende. Ligeledes har selskabet ikke oplyst, hvem der har været modtager af betaling fra de forelagte fakturaer, om der foreligger flere fakturaer, hvorfor der er spring i fakturarækkefølgen eller regnskabsmateriale for den drift, der har været i selskabet.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen traf den 16. november 2018 afgørelse om ikke at imødekomme selskabets anmodning om registrering for moms, import og eksport, idet Skattestyrelsen har anført, at selskabet ikke har dokumenteret, at det driver økonomisk virksomhed, jf. momslovens §§ 3 og 4.

Skattestyrelsen har anført følgende begrundelse:

"[…]

I har ikke reageret på Skattestyrelsens fremsendte forslag til nægtelse af registrering dateret 25. oktober 2018. Der er derfor truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget, hvilket betyder, at anmodning om registrering for moms, import / eksport er nægtet.

Ved møde den 17. oktober 2018 udleverede Skattestyrelsen 2 fakturaer, som H1 IVS har udskrevet i juni og juli måned 2018. Fakturaer blev udleveret til selskabets direktør B og selskabets repræsentant advokat [navn udeladt] og er vedlagt denne skrivelse som bilag.

Der var ved mødet enighed om, at selskabet skulle undersøge nærmere vedrørende de 2 udleverede fakturaer, herunder:

  1. Hvem der har havde modtaget betaling.
  2. Om der er udskrevet flere fakturaer med H1 IVS som sælger?
  3. De nærmere omstændigheder omkring det varekøb der relaterede sig til de 2 udleverede fakturaer, herunder eventuelle yderligere varekøb som knytter sig til flere udskrevne fakturaer.
  4. Hvordan der er forholdt med den indgående moms og den udgående moms, i relation til om den er angivet til Skattestyrelsen og hvilke selskaber / personer som eventuelt har angivet den indgående moms og den udgående moms.

Selskabets direktør B og repræsentant advokat [navn udeladt], har ikke besvaret spørgsmål vedrørende de 2 udleverede fakturaer.

Vi har ikke modtaget alt regnskabsmateriale (kontospecifikationer samt alle underliggende regnskabsbilag) fra selskabets stiftelsesdato og til dato.

Det er således ikke dokumenteret, at H1 IVS driver økonomisk virksomhed efter momslovens §§ 3 og 4 og selskabet foreslås derfor ikke registreret.

[…]"

Klagerens opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabets anmodning om registrering for moms og import skal imødekommes, da selskabet har til hensigt at drive økonomisk virksomhed med engrossalg af kød og ost.

Selskabet har blandt andet anført følgende til støtte for påstanden:

"[…]

Til støtte for Klagers påstand gøres gældende,

at Klager har fremsendt samtlige oplysninger som Skattestyrelsen har påkrævet

at Klager detaljeret har redegjort for sin forretningsgang, herunder detaljeret gjort rede for drift, kundekontakt, leverandører leveringsmetode, priser, finansiering mv.

at Klager allerede på ansøgningstidspunktet havde indgået forhåndsaftaler med leverandører og kunder

at Klager var og fortsat er fødevareregistreret

at Skattestyrelsen ikke har partshørt Klager vedr. fakturaer udstedt af tidligere ejere, på trods af Skattestyrelsens kendskab hertil

at Skattestyrelsen tillægger disse udstedte fakturaer afgørende vægt ved afvisning af moms- samt importregistrering

at Skattestyrelsen ikke har dokumenteret, at Klager ikke påtænker at drive økonomisk momspligtig virksomhed

at Skattestyrelsen end ikke har sandsynliggjort, at Klager ej tænker at drive økonomisk momspligtig virksomhed

at Klager derimod har dokumenteret, at Denne påtænker at drive momspligtig økonomisk virksomhed

at De detaljerede beskrivelser af forretningsideen samt de indgåede forhåndsaftaler netop er udtryk for økonomisk momspligtig virksomhed (hensynet)

at Selskabet via den tidligere ejerkreds har udstedt fakturaer inkl. moms netop er udtryk for, at der altid har været et ønske om at drive momspligtig økonomisk virksomhed

at Skattestyrelsen derved er forpligtet til at momsregistrere Klager

at Skattestyrelsen derved er forpligtet til at importregistrere Klager

[…]"

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af momslovens § 47, stk. 1, at afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen, jf.:

"47. Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen. Dette gælder ikke

1) virksomhed med levering af varer og ydelser, som er fritaget efter § 13, bortset fra transaktioner som nævnt i § 37, stk. 7 og 8, og

2) afgiftspligtige personer, der foretager levering af varer, som er oplagt i Københavns Frihavn, et toldoplag eller et afgiftsoplag uden afgift."

Momslovens kapitel 12, §§ 47-51b, implementerer registreringsreglerne i momssystemdirektivets art. 213-216.

Det følger af momssystemdirektivets art 214:

"Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende personer kan identificeres med et individuelt registreringsnummer:

a) enhver afgiftspligtig person, bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, som på medlemsstaternes respektive område foretager leveringer af varer eller ydelser, som giver den pågældende fradragsret, bortset fra leveringer af varer eller ydelser, for hvilke momsen udelukkende påhviler kunden eller modtageren i overensstemmelse med artikel 194-197 og artikel 199
b) enhver afgiftspligtig person eller ikke-afgiftspligtig juridisk person, som foretager erhvervelser af varer inden for Fællesskabet, der er momspligtige i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), eller som har benyttet den i artikel 3, stk. 3, fastsatte mulighed for at svare moms af sine erhvervelser inden for Fællesskabet
c) enhver afgiftspligtig person, der (…)
d) enhver afgiftspligtig person, der (…)
e) enhver afgiftspligtig person, der (…)"

Det følger af momslovens § 3, stk. 1, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Der skal således ske registrering for moms i Danmark, når en afgiftspligtig person har afgiftspligtige leverancer i Danmark, jf. momslovens § 47, stk. 1.

Det afgørende for Landsskatterettens prøvelse er derfor, om H1 IVS er en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed med levering af varer og ydelser.

EU-domstolen har i sag C-527/11 (Ablessio) fastslået, at medlemsstaterne har en pligt til at sikre rigtigheden af de oplysninger, der optages i registreret. Det påhviler den kompetente offentlige myndighed at kontrollere ansøgerens egenskab af afgiftspligtig person, før den tildeler den pågældende et momsregistreringsnummer, jf. præmis 29.

Medlemsstaterne kan derfor i overensstemmelse med artikel 273, stk. 1, i direktiv 2006/112 lovligt fastsætte foranstaltninger, der er egnede til at forhindre misbrug af registreringsnumrene, navnlig udført af selskaber, hvis virksomhed - og dermed deres egenskab af afgiftspligtig person - er fiktiv (jf. Ablessio, præmis 30). Følgende fremgår af artikel 273, stk. 1:

"Medlemsstaterne kan fastsætte andre forpligtelser, som de skønner nødvendige for at sikre en korrekt opkrævning af momsen og for at undgå svig, forudsat at der sker ligebehandling af indenlandske transaktioner og transaktioner mellem medlemsstaterne foretaget af afgifts­pligtige personer, og såfremt disse forpligtelser ikke i samhandelen mellem medlemsstaterne giver anledning til formaliteter ved grænsepassagen."

Det er Landsskatterettens opfattelse, at Skattestyrelsen kan afvise registrering af personer eller selskaber, der ikke er omfattet af den persongruppe, der har pligt til eller frivilligt kan lade sig registrere efter reglerne i momslovens kapitel 12. Landsskatteretten finder videre, at Skattestyrelsen er berettiget til at indhente oplysninger til kontrol af, om der er tale om en afgiftspligtig person, der driver virksomhed, forud for en registrering for moms.

Ifølge det oplyste er selskabet registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) med branchekode "Engroshandel med kød og kødprodukter". Selskabet er registreret med startdato den 24. maj 2018.

Selskabet har blandt andet fremlagt dokumentation på huslejebetaling, oprettelse af erhvervskonto i F1-Bank og fødevaregodkendelse.

Landsskatteretten har flere gange anmodet selskabet om at indsende en række oplysninger, som tidligere har været efterspurgt af Skattestyrelsen. Repræsentanten har ikke reageret på Landsskatterettens henvendelser. Således er der anmodet om fremsendelse af blandt andet redegørelse og dokumentation for, hvordan selskabet vil finansiere virksomhedens start, oplysninger om kunder og leverandører samt kopi af indgåede kontrakter og udarbejdede tilbud. Der er ligeledes bedt om alt regnskabsmateriale fra selskabets stiftelsesdato. Skattestyrelsen har i den forbindelse bedt selskabet om en redegørelse for allerede udstedte fakturaer, herunder hvem der har modtaget betaling, og om der er udskrevet flere fakturaer med selskabet som sælger. Der er spring i fakturarækkefølgen, og dette er der som andet heller ikke redegjort for. Der er ikke fremlagt regnskabsmateriale for virksomhedens drift fra stiftelsen eller fra den 1. august 2018, fra hvilken dato virksomheden har anmodet om registrering fra. Det er ikke oplyst Landsskatteretten, hvem der har modtaget betaling i henhold til de nævnte fakturaer. En beskrivelse af den økonomiske virksomhed fra den 1. august 2018 er efterspurgt, men ikke tilstrækkeligt belyst. Der er således ikke givet tilstrækkelige svar på relevante spørgsmål fra Skattestyrelsen om virksomheden.

Da der er efterspurgt oplysninger om virksomheden, og dette ikke er besvaret, er det efter en konkret vurdering Landsskatterettens opfattelse, at der ikke er realitet i de nævnte fakturaer, og det er ikke bevist over for Landsskatteretten, at der er tale om en afgiftspligtig person, der driver virksomhed med levering af varer. SKAT har dermed været berettiget til ikke at anse virksomheden som en afgiftspligtig person, der driver virksomhed, og dermed er det med rette, at SKAT har afvist selskabets anmodning om registrering for moms, import og eksport, jf. momslovens § 47.

Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes.