|
Resumé | Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten havde adgang til at modregne uudnyttet negativ skat af et tab på anparter i 2010 i slutskatten for indkomstårene 2013 og 2014 i medfør af personskattelovens § 8 a, stk. 5, selv om han ikke havde selvangivet tabet for 2010, og betingelserne for genoptagelse af skattean- sættelsen for dette indkomstår ikke var opfyldt. Højesteret fandt, at den tidligere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2 - som er videreført i skattestyrelseslovens § 34 og siden skatteforvaltningslovens § 26 - gav hjemmel til, at såvel skattemyn- dighederne som den skattepligtige kunne kræve, at skatteansættelsen blev foretaget på et korrekt grund- lag for de indkomstår, der lå inden for de ordinære ansættelsesfrister, selv om det nødvendiggjorde æn- dring af grundlaget for en skatteansættelse eller et fremførselsberettiget underskud, der lå uden for disse frister. Højesteret fandt herefter, at appellanten ved skatteansættelsen for indkomstårene 2013 og 2014 var be- rettiget til en ændret bedømmelse af grundlaget for fremførselsberettiget underskud i 2010, selv om fri- sten for genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 var udløbet, da han fremsatte sin anmodning herom, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Han havde derfor krav på, at skatteansættelsen for 2013 og 2014 blev foretaget på det grundlag, der ville have været det rette, hvis grundlaget for fremførselsberettiget underskud fra 2010 var opgjort korrekt. Højesteret ændrede herefter landsrettens afgørelse, og tog appellantens påstand til følge. |