Dato for udgivelse
23 Oct 2020 12:34
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Oct 2020 12:01
SKM-nummer
SKM2020.422.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
15-0655163
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
Overdragelse, skib, husbåd, momspligt, momsfritagelse, salgsmoms
Resumé

SKAT havde forhøjet et selskabs momstilsvar med 400.000 kr. vedrørende overdragelse af et skib, idet SKAT hverken anså overdragelsen for momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, om overdragelse af fast ejendom eller som en virksomhedsoverdragelse, der var undtaget for moms efter momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. punktum.

Landsskatteretten fandt, at skibet ikke var stationært, jf. EU-domstolens udtalelser i sag C-532/11 (Leichenich). Retten henviste til, at skibet ikke var gjort stationært ved hjælp af fortøjningsanordninger, der fastgjorde skibet til havnens bred og/eller bund, der ikke let kunne demonteres, og at skibet havde motor og havde været ude at sejle. Da de nye ejere af skibet ikke lod sig momsregistrere i forbindelse med overdragelsen og derfor ikke succederede i selskabets momsretlige forpligtelser, og da aftaleparterne ikke orienterede SKAT om overdragelsen, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der var tale om en momsfri virksomhedsoverdragelse.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Reference(r)

Momslovens § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt., § 13, stk. 1, nr. 8 og nr. 9

Henvisning

-

Henvisning

D.A.5.9.2.2.2

Henvisning

D.A.4.5.3.

Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 400.000 kr. for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2013, idet selskabets overdragelse af et skib ikke er anset for omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 ApS (herefter selskabet) er et anpartsselskab, som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) under branchekode "773400 Udlejning og leasing af skibe og både". Selskabet havde startdato og har været momsregistreret siden den 29. juni 2012.

Det fremgår af Søfartsstyrelsens register over danske skibe, at selskabet ved skøde af den 1. juli 2012 erhvervede H2 (herefter skibet). Erhvervelsen indbefattede ikke moms.

Selskabet overdrog senere ved skøde af den 4. december 2013 skibet til selskabets tre anpartshavere med overtagelse den 1. december 2013. Det fremgår af skødet, at købesummen udgjorde 2.000.000 kr. Overdragelsen indbefattede ikke moms, idet selskabet anså overdragelsen som værende momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 7. Efter det oplyste lod de nye indehavere sig ikke momsregistrere i forbindelse med overdragelsen af skibet, ligesom de nye indehavere ikke orienterede SKAT om overdragelsen.
SKAT har ved gennemgang af selskabets regnskabsmateriale fundet, at selskabets overdragelse af skibet udgjorde en momspligtig transaktion. Som følge heraf har SKAT efteropkrævet selskabet 400.000 kr. i salgsmoms af den omhandlede transaktion.

Det er oplyst, at skibet er bygget i 1930 og har en bruttotonnage på 63,6 (nettotonnage på 19,1). Af Søfartsstyrelsens register over danske skibe fremgår det, at skibet siden den 1. april 2008 har været registreret som et fritidsskib. Retten til at føre skibet forudsætter efter det oplyste et søfartsbevis som yachtskipper af 3. grad.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet erhvervede skibet med henblik på udlejning til møder, konferencer, kontorlokaler og lignende. Selskabet istandsatte skibet, som blev sejlet fra by Y1 til by Y2, idet selskabet vurderede, at udlejningsmulighederne var bedst i by Y2.

Repræsentanten har videre oplyst, at skibet er registreret som et fritidsskib, idet en registrering som erhvervsfartøj ville medføre krav til bl.a. redningsudstyr og eftersyn. En sådan registrering var efter selskabets opfattelse unødvendig, idet skibet skulle fastfortøjes.

Det fremgik af selskabets hjemmeside, at priserne for leje af skibet udgjorde henholdsvis 3.000 kr. pr. dag og 7.000 kr. pr. weekend (fredag, lørdag og søndag). Det fremgik videre, at skibet havde sovepladser til 6 personer, en spisesal med plads til 8 personer, køkken, tre opholdsrum med plads til i alt 25 personer og plads til flere personer på dækket.

Det fremgår af selskabets bogføringsmateriale, at selskabet i 2012 og 2013 havde følgende lejeindtægter:

Dato:

Bogføringstekst:

Beløb:

Heraf moms:

16-11-2012

3xVarme [personnavn]

1.200 kr.

240 kr.

19-12-2012

Skibet [personnavn]

3.000 kr.

600 kr.

06-03-2013

[Personnavn] leje weekend

3.000 kr.

600 kr.

05-04-2013

[personnavn] leje båd

3.000 kr.

600 kr.

17-05-2013

Leje-[personnavn]

1.200 kr.

240 kr.

31-05-2013

leje af skibet

4.500 kr.

900 kr.

16-10-2013

Varme [personnavn]

800 kr.

160 kr.

16.700 kr.

3.340 kr.

Selskabet har oplyst, at det opkrævede salgsmoms af udlejningerne, men at selskabet ikke udstedte fakturaer.

Videre er det oplyst, at skibet var fortøjet på adresse Y1, by Y2. Selskabet havde installeret en gangbro fra skibet til kajen samt forsyning i form af elektricitet og vand. Skibet blev ikke tilsluttet kloaknettet.

Selskabet indgik en lejekontrakt om fortøjningspladsen med selskabet G1 A/S. Repræsentanten har fremlagt en mailkorrespondance af den 30. oktober 2014, hvori den administrerende direktør hos G1 A/S oplyser, at lejekontrakten med selskabet blev overdraget til de nye indehavere. Selskabet har ikke fremlagt lejekontrakten.

Repræsentanten har endvidere fremlagt et brev fremsendt til selskabet fra G1 A/S. Brevet er dateret den 26. juni 2013. Det fremgår af brevet, at der efter afklaring med SKAT med fremadrettet virkning ikke ville blive opkrævet moms af selskabets udgifter til leje af fortøjningspladsen.

Afslutningsvis er det oplyst, at skibet sejlede tur/retur fra by Y2 til by Y3 i forbindelse med åbningen af M/S Museet for Søfart, som åbnede i oktober 2013, og at skibet herudover var fastfortøjet.

SKATs afgørelse
SKAT har den 18. november 2014 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har forhøjet selskabet momstilsvar med i alt 400.000 kr. for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2013.

Der er herved bl.a. henvist til følgende:

"…

1.5 SKATs afgørelse
SKAT ændrer efteropkrævning af moms fra 25 % til 20 % af salgsprisen på 2.000.000 kr. Efteropkrævningen udgør herefter i alt 400.000 kr.

Brugen af skibet er beskrevet som værende erhvervsmæssig, men det er ikke dokumenteret overfor SKAT, at skibet er anvendt erhvervsmæssigt i H1 ApS.

SKAT har anmodet om, at se fakturaer vedrørende udlejning af skibet. Det er oplyst, at der ikke er udskrevet fakturaer i forbindelse med udlejningen, hvorfor disse ikke kan fremlægges. En nærmere redegørelse for, hvorfor der ikke er udstedt fakturaer, er ikke modtaget.
Ifølge § 52 stk. 1 i momsloven har virksomheden pligt til at udstede en faktura ved levering af varer og ydelser.

Skibet har været udlejet og det er oplyst, at der har været annonceret for udlejning på skibets hjemmeside og på internationale udlejnings hjemmesider. Det er oplyst, at skibet er anvendt erhvervsmæssigt.
Skibet er beskrevet som at fremstå som et erhvervsfartøj, men det kan også anvendes til kortere ophold. Der er ikke fremlagt oplysninger hvoraf fremgår, at skibet er anvendt til erhvervsmæssige formål i den periode hvor H1 Aps er ejer.

Der er fremlagt billeder af skibet, der blandt andet viser skibet som restauration i by Y4, som tegnestue i by Y1 (kontor, møderum og printerrum). Derudover er der fremlagt billeder, hvor det er oplyst, at det er, som det fremstå efter H1 ApS har forestået en renovering (møderum/opholdsrum og soverum).
Billederne anses ikke at dokumentere, at skibet fremstår som udelukkende anvendt til erhvervsmæssige formål, i den periode hvor H1 ApS står som ejer.

Der er fremlagt Søforsikring hvor forsikringstager er G2 ApS, adresse Y2, by Y1.
Forsikringen er udstedt den 30.09.2008 af G3 G/S.
G2 ApS (G4 Holding ApS) er tidligere ejer af skibet. Forsikringen antages ikke at vedrører skibet i den periode H1 ApS er ejer.

Der er fremlagt et certifikat fra land Y1. Certifikatet er dateret 10.11.2004. og omhandler at skibet er anvendt som passagerskib i rutefart (makismalt 40 passagerer).
Certifikatet antages ikke at vedrører skibet i den periode H1 ApS er ejer.
Ved telefonmødet den 20.10.2014 er [navn udeladt] blevet gjort opmærksom på, at SKAT ønsker dokumentation for at skibet skal betragtes som en husbåd, jævnfør § 13 stk. 9 i momsloven og at dokumentationen skal være fra det tidspunkt hvor salget sker.

Af styresignal SKM2013.208.SKAT fremgår at SKAT også anser at salg af stationære husbåde er momsfritaget som salg af fast ejendom, jævnfør momslovens § 13 stk. 1 nr. 9, når køber af husbåden samtidig indtræder i aftalen med ejeren af den plads, hvor husbåden er beliggende, om brugsretten til fortøjningsarealet (over såvel som under vand), herunder til eventuelle landanlæg (anløbsbro, kajanlæg og stikledninger til vand, kloak og elektricitet)

Betingelser for, at der er tale om fast ejendom, jævnfør § 13 stk. 1 nr. 9 anses ikke for at være opfyldt.
Virksomheden har fremlagt et skibsskøde vedrørende salg af skibet med overdragelse pr. 1.12.2013. Det fremgår ikke af skibsskødet, at de nye ejere samtidig indtræder i aftalen med ejeren af den plads hvor skibet ligger. Aftalen om brugsretten til fortøjningsarealet på [lokationen].

Af skibsskødet fremgår "H1 ApS sælger og skøder endeligt/betinget 100/100 parter i ovennævnte skib med maskiner, udstyr og andet tilbehør, således som det nu er og forefindes, for en sum af kr 2.000.000 kr. til: … "

Der er fremsendt bekræftelser på, at brugsretten til liggepladsen adresse Y1 overdrages til de nye ejere. Dokumenterne er ikke dateret eller dateret i oktober måned 2014.

SKAT har ikke modtaget nye oplysninger jævnfør forslag til afgørelse af 10.07.2014. Skibet anses for at være et lystfartøj, med henvisning til § 34 stk. 1 nr. 7 i momsloven.

Der opkræves 20 % moms af salgsprisen på 2.000.000 kr. i alt 400.000 kr.

…".

Under sagens behandling har SKAT den 8. maj 2015 bl.a. videre anført følgende:

"…

Virksomheden har ikke tidligere udtalt, at de nye ejere ønsker, at blive momsregistreret i forbindelse med købet af skibet.

…".

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at selskabets momstilsvar for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2013 nedsættes med 400.000 kr., idet selskabets overdragelse af det omhandlede skib kan kvalificeres som momsfritaget overdragelse af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets momstilsvar for den omhandlede periode nedsættes med 400.000 kr., idet overdragelsen er undtaget for moms, jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Til støtte for den principale påstand har selskabets repræsentant bl.a. anført følgende:

"…

Baggrund
Skibet er et skib fra 1930 fra by Y4. I 2008 bliver skibet købt og fragtet til Danmark af en dansk […]virksomhed i by Y1. I denne forbindelse foretager den daværende ejer en mindre tilpasning af skibet hen imod den fremtidige anvendelse, som var kontor og tegnestue. Det kræver en speciel uddannelse og tilladelse for at, navigere skibet, som ingen af ejerne besidder.

I 2012 bliver Selskabet stiftet med det formål at erhverve, fastforankre og udleje skibet som husbåd.

Selskabet indgår samtidigt en fast lejeaftale med G1 A/S, således at skibet kan få en permanent plads på [lokationens] kajplads for husbåde.

I juli 2012 erhverver Selskabet skibet for DKK 2.000.000. Salget sker i by Y1 og sælger afregner ikke moms af beløbet. Efter det oplyste skyldes det, at sælger anså salget for at være momsfrit efter lovens § 34, stk. 1, nr. 7.

Det viser sig hurtigt, at det kommer til at tage længere tid end forventet at få udlejningsaktiviteterne gjort rentable. For at spare på en række omkostninger beslutter aktionærerne af Selskabet sig for at afvikle Selskabet. I stedet skal aktionærerne (herefter kaldet Ejerne) i Selskabet eje skibet i ideelle andele og derigennem fortsætte udlejningsaktiviteten.

Selskabet afhænder skibet i december 2012 for DKK 2.000.000, ligeledes uden moms, dvs. til samme pris som skibet blev købt for.

Det er vores konklusion, at SKAT's afgørelse er forkert, strider mod praksis og medfører et resultat som ikke er neutralt.

Hverken Selskabet eller Ejerne har opnået en skattemæssig eller momsmæssig fordel i forbindelse med købet og videresalget. Havde Ejerne købt husbåden direkte burde resultatet have været det samme.

Det er vores opfattelse, at Selskabets salg af skibet er momsfrit efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, om momsfri levering af fast ejendom. Det skyldes, at skibet både før og efter overdragelsen er anvendt som en husbåd.

I forbindelse med placeringen på husbådskajpladsen på [lokationen] fastgøres skibet til kajen. I tillæg hertil bygges der en særlig gangbro, som fastmonteres, og der installeres forsyning i form af elektricitet og vand. Det er ikke længere let at demontere båden fra kajen.

Der arbejdes herudover med planer om montering og tilslutning til kloaknet.

Den 15. november 2012 afsiger EU-Domstolen afgørelse i C-532/11 - Susanne Leichenich, hvor det statueres, at udlejning af både, som er gjort stationære, skal anses for udlejning af fast ejendom og ikke udlejning af et køretøj. Vi henviser til vedlagte bilag 9, herunder præmis 27, hvori det fastslås at,

"Den tyske regerings argument, hvorefter aftalens hovedgenstand er udlejning af husbåden uden hensyn til den plads, som den er fortøjet til, kan ikke tiltrædes, eftersom beliggenheden er en væsentlig betydning med henblik på at sikre en restaurants rentabilitet. I hovedsagen er forpagtningsaftalen blevet indgået og forpagtningsafgiften fastsat i forhold til husbådens beliggenhed, idet den blandt andet befinder sig i nærheden af et stort byområde og giver en let adgang til restaurantbåden".

Dermed bliver hovedgenstanden i den konkrete sag udlejning af fast ejendom, idet det er vigtigt for en restaurantbåd, at den har en bestemt beliggenhed. På samme måde har det været helt essentielt, at skibet har den beliggenhed, som den har.

Vi kan i den forbindelse henvise til markedsføringsmaterialet, hvor det hedder (se bilag 1 vedlagt klagen):

at skibet "har nu fast liggeplads på [lokationen]. Skibet er indrettet så den kan anvendes som en komfortabel og luksuøs feriebolig med en helt fantastisk beliggenhed […] og med udsigt til […]. " Skibet er blevet tilpasset med henblik på, at det skal anvendes til ophold. Der er derfor nu "i alt 6-7 sovepladser. I salonen agter er der 3 sovepladser. I stævnen er der 2 sovepladser i et lille kammer, og i salonen midtskibs er der 2 sovepladser i en sovesofa. Der er et stort soldæk i stævnen, med bænke og borde, et mindre over salonen, også med bænke og bord. Skibet er opvarmet med radiator og gulvvarme, og der er brændeovn som supplement.

Klagerne har også udarbejdet en hjemmeside […] og vi henviser til bilag 2, hvor vi har vedlagt udskrift herfra.

På hjemmesiden kan lejere se, om husbåden er ledig og foretage bookninger. I beskrivelsen af virksomheden og de ydelser, som der reklameres for, lægges der vægt på de stationære faktorer, som følger af at skibet har en fast beliggenhed, f.eks. angives der om skibet:

"central beliggenhed i by Y2, luksusophold med mad fra områdets restaurant, konference udstyret med internet".

I april 2013 udsender SKAT et Styresignal, idet ovennævnte domstolsafgørelse er udtryk for en praksisændring i Danmark. SKAT opdaterer herefter den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.8.4.1.2, hvori de overordnede sondringer mellem et køretøj og fast ejendom beskrives, vi henviser til bilag 4, side 3.

Men i tillæg hertil fastslås det, jf. vejledningens afsnit D.5.A.5.9.2, at SKAT også anser salg af stationære husbåde som momsfritaget salg af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, når køber af husbåden samtidig indtræder i aftalen med ejeren af den plads, hvor husbåden er beliggende, om brugsretten til fortøjningsarealet (over såvel som under vand), herunder til eventuelle landanlæg (anløbsbro, kajanlæg og stikledninger til vand og elektricitet). Vi henviser til vedlagte bilag 5.

Selve kajpladsen er et særligt område for husbåde, og er i sin helhed behandlet af SKAT som momsfri husbådsplads. I forbindelse med ændring af dansk praksis har SKAT truffet konkret afgørelse om, at leje af liggepladser fra G1 ([…]) herunder til Selskabet skal anses for momsfri udleje af fast ejendom. Vi henviser til vedlagte bilag 3. SKAT har i den forbindelse tilbagebetalt udgående moms til udlejer, G1 A/S ([…] A/S), med henvisning til, at der er tale om udleje, som er omfattet af momsfritagelsen.

I forlængelse af at udleje til husbåde blev momsfrit, modtog Selskabet et brev fra udlejer i juni 2013, hvoraf det fremgår, at udleje af husbådspladsen skal sidestilles med udlejning af fast ejendom. I det der er mulighed for frivillig registrering for udlejning af fast ejendom tilbydes Selskabet, at vælge om lejen fremadrettet skal være momspligtig eller momsfri. Vi henviser til vedlagte bilag 10.

Det er derfor vores klare opfattelse, at Selskabets anvendelse af skibet medfører, at skibet skal anses som fast ejendom.

Det er Ejernes hensigt at lade skibet blive på [lokationen] på den samme plads, og den samme adresse og fortsætte bestræbelserne med at udleje husbåden til overnatninger og konferencer til private såvel som til virksomheder.

Derfor overdrager Selskabet rettighederne i henhold til lejeaftalen med G1 A/S til Ejerne, hvorefter sidstnævnte kan anvende kajpladsen, hvor skibet ligger. Overdragelse af lejeaftalen er en naturlig del af salget og foretages i første omgang mundtligt. Aftalen er efterfølgende blevet bekræftet skriftligt. Vi henviser i den forbindelse til bilag 6 og bilag 7. Skibet er på intet tidspunkt blevet flyttet, og de nye ejere har betalt leje og forbrug.

I forbindelse med sagens forløb med SKAT fremskaffes udlejers bekræftelse på, at de ny ejere af skibet er indtrådt i lejeaftalen med kajpladsen. Vi har vedlagt bekræftelsen klagen i bilag 8.

Mens hovedårsagen til overdragelsen lå i, at selskabsformen medførte en række omkostninger, som ansås for unødvendige, var det som nævnt fortsat intentionen, at nye ejere skulle fortsætte den eksisterende aktivitet.

Skibet er aldrig forsøgt udlejet til sejlads. Dels vil det være alt for ressourcekrævende at koble de faste installationer fra husbåden, herunder sikre løsøre mv. ombord. Men herudover kræver skibet en kaptajn med en særligt uddannelse, som ingen af ejerne har.

Det er derfor vores opfattelse, at skibet på alle områder fremstår og fortsat anvendes som en stationær husbåd. SKAT har tidligere nået til det resultat, at udleje af kajplads til brug for skibet var momsfrit jf. den nye praksis vedrørende husbåde, og har tilbagebetalt salgsmoms til G1 A/S. Efter overdragelsen er skibet blevet liggende fuldt tilkoblet til kaj med anlægsbro, vand og elektricitet og har ikke på noget tidspunkt været ude og sejle. Ejerne har i tillæg hertil fortsat deres udlejningsaktivitet, hvor der lægges vægt på, at der er tale om en stationær beliggenhed. Der foreligger derfor intet faktum, som indikerer, at skibet ikke længere skal anses for at være en husbåd.

Af de nævnte grunde skal overdragelsen sidestilles med levering af fast ejendom i momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, herunder EU-Domstolsafgørelsen C-532/11, Susanne Leichenich.

En korrekt overdragelse af skibet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9) vil medføre, at der samtidigt vil skulle overdrages en eventuel reguleringsforpligtelse. Da Selskabet har foretaget vedligeholdelser, og taget momsfradrag i den forbindelse, bør der tages stilling til om udgifterne skal klassificeres som investeringsgoder efter momslovens § 43, stk. 2 og følgelig reguleres. Vi foreslår, at Selskabet opgør gennemgår de konkrete omkostninger og foretager en eventuel regulering.

…".

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten bl.a. anført følgende:

"…

Selskabets aktivitet med skibet bestod som nævnt af udlejningsaktiviteter, hovedsageligt hvor gæsterne brugte faciliteterne til møder eller anvendte stedet som hotel med overnatning.
Selskabet ophører i forbindelse med overdragelsen med disse aktiviteter. I stedet overdrages udlejningsaktiviteten til Ejerne. Med i overdragelsen af skibet følger lejekontrakten på husbådspladsen, samtlige immaterielle rettigheder f.eks. markedsføringsmateriale, såsom brochurer, hjemmeside og kundekartotek.

Det følger af momslovens § 8, stk. 1, 2. pkt. at til levering mod vederlag kan ikke henregnes overdragelse af aktiver som led i en overdragelse af virksomheden eller en del af denne, når den nye indehaver er eller bliver registreret for moms.

Det følger af ordlyden af momslovens § 8, stk. 1, 2. punktum, at køberen skal være eller efterfølgende bliver registreret for moms. Vi kan konstatere, at Ejerne ikke har ladet sig registrere for moms endnu. Det skyldes efter det oplyste, at registreringsgrænsen ikke er nået, og at Ejerne har forsøgt at minimere de administrative omkostninger.

Det er vores opfattelse, at Ejerne burde have ladet sig registrere med henblik på formelt fuldt ud at opfylde reglerne i momslovens § 8. Da Selskabet imidlertid som nævnt ikke betragtede overdragelsen som en virksomhedsoverdragelse, men som momsfritaget salg af et skib, anså parterne ikke en registreringen som nødvendig, ligesom SKAT ikke blev underrettet om overdragelsen.

Selskabet skal derfor anse overdragelsen som momsfri da de overdragne aktiviteter samlet udgør en virksomhed. Selskabet bør i samme ombæring sikre sig at eventuel reguleringsforpligtelse overdrages til Ejerne.

…".

Skattestyrelsens udtalelse
Skattestyrelsen har den 19. maj 2020 tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling med følgende begrundelse:

"Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der stadfæster daværende SKATs forhøjelse af klagers salgsmoms for perioden 1. oktober 2013 til 31. december 2013.

Klagen vedrører opkrævning af moms ved salget af skibet […], som er registreret som fritidsskib i skibsregistret.

Salg af fast ejendom

Klager anfører principalt, at salget af skibet skal anses for at være salg af en husbåd, der anses for momsfrit salg af fast ejendom omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Skattestyrelsen anser ikke salget af skibet for at være salg af fast ejendom.

Skattestyrelsen er af den opfattelse, at vurderingen af, om en bygning eller et bygningsværk skal anses for at være fast ejendom, først og fremmest skal baseres på, om den/det let kan demonteres eller flyttes. I vurderingen indgår, om de anordninger, der skal fiksere konstruktionen, kan fjernes uden "en betydelig indsats" og "betydelige omkostninger", som det beskrives i EU-Domstolens sag C-532/11, Susanne Leichenich.

Det er på det foreliggende grundlag ikke godtgjort, at skibet er fastgjort til fortøjningspladsen og el/vand installationer på en sådan måde, at demonteringen vil kræve en betydelig indsats og betydelige omkostninger.

Det bemærkes, at skibet ved egen drift i oktober 2013 sejlede fra forankringspladsen til by Y3 og retur.

Skattestyrelsen er således enig i den af Skatteankestyrelsen foretagne vurdering af, at salget af skibet er momspligtig.

Virksomhedsoverdragelse

Klager anfører subsidiært, at salget af skibet skal anses for at være en momsfri virksomhedsoverdragelse, eftersom skibet har været anvendt til at udøve momspligtig virksomhed, og de nye ejere fortsætter virksomheden.

Momsfri virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. er betinget af, at den nye indehaver er eller bliver momsregistreret. Derudover er sælger efter samme bestemmelses 4. pkt. forpligtet til inden 8 dage efter overdragelsen at give told- og skatteforvaltningen meddelelse om den nye indehavers navn og adresse samt om salgsprisen for de overdragne aktiver.

Skattestyrelsen bemærker hertil, at de nye ejere ikke har ladet sig momsregistrere i forbindelse med overdragelsen. Klager har derudover ikke givet Skattestyrelsen meddelelse om overdragelsen.

Skattestyrelsen fastholder, at klagers salg af skibet […] ikke opfylder betingelserne i momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. for at udgøre en momsfri virksomhedsoverdragelse.

Det forhold, at momsregistrering er undladt af køber, da registreringsgrænsen på 50.000 kr. i momslovens § 48, stk. 1 ikke er nået og ejerne har forsøgt at minimere de administrative omkostninger kan ikke føre til andet resultat.

Skattestyrelsen fastholder således, at der skal afregnes salgsmoms ved salget af skibet […], hvor salgsmomsen udgør 400.000 kr. (…)".

Repræsentantens bemærkninger
Repræsentanten har ved brev af 3. juni 2020 afgivet bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse, heraf fremgår der bl.a. følgende:

"(…)
I november 2012 konkluderer EU-Domstolen i C-532/11, at stationære husbåde momsmæssigt skal anses for fast ejendom. Afgørelsen viser, at uanset type af båd, skal den sidestilles med fast ejendom, hvis båden anses for stationær. I Danmark blev afgørelsen anset for en praksisændring, og der blev derfor udsendt et styresignal i april 2013, med genoptagelsesvirkning fra november 2009.

Det følger af styresignalet, at der er tale om en husbåd, når den "er fast forankret for en længere varig periode, som forhindrer anden benyttelse af det jordareal samt flodbund, hvortil en husbåd er forankret. Ifølge Domstolens praksis er det således ikke nødvendigt, at en konstruktion er uløseligt forbundet med jorden for med henblik på anvendelsen af momsreglerne at anses for fast ejendom"

Det er anslået, at der findes ca. 150 husbåde i Danmark, hvoraf henved 100 ligger i by Y2.
Afgørelsen af nærværende sag kan derfor få afgørende betydning for den fremtidige momsbehandling af danske husbåde og udlejning af pladser i husbådehavne. For de eksisterende ejere af husbåde kan det få meget stor betydning for deres friværdi, som med en ændret praksis kan forsvinde, eller endda medføre, at de bliver teknisk insolvent.

Stationær
Der findes ikke en facitliste for, hvornår en båd skal anses for stationær. EU-domstolen tilbyder en række objektivt konstaterbare kriterier, som kan tillægges betydning ved vurderingen. Domstolen nævner konkret følgende momenter:

  • Er der tilhørende fortøjningsareal
  • Er der etableret anlægsbro til båden
  • Er anlægsbroen fastgjort til land
  • Ligger båden på en afgrænset og identificerbar fortøjningsplads
  • Ligger båden på en plads, som er beregnet til varig stationær anvendelse

Skibet
Undervejs i sagen har klager og dennes repræsentant forklaret, at samtlige af de ovenfor nævnte momenter er opfyldt. Skatteankestyrelsen finder dog ikke, at det er godtgjort skibet er stationær.

Jeg vil derfor præcisere faktum omkring skibet og dens varige stationære placering og anvendelse.

Klager købte skibet med henblik på udlejning som feriebolig. Beliggenheden var derfor helt afgørende, da den varige liggeplads i [lokationens] husbådshavn blev valgt. Jeg henviser til bilag 1 i klagen. Skibet har ligget her i 8 år.

Skibet har adressen Y1. Vedlagt dette brev som Bilag 12 fremlægges en række luftfotos, som giver en god forklaring af beliggenheden.

billede 2 ses de 2 havne på [lokationen], hhv. lystbådehavnen (til højre på billedet) og husbådehavnen (til venstre) indrammet i rødt. Billedet giver en god illustration af forskellen mellem de to havne. Lystbådepladserne har ikke etableret egen anlægsbro, bådene ligger heller ikke på en afgrænset plads, men har blot taget en egnet plads, som var ledig på det tidspunkt, båden ankom til havnen. Til forskel ligger husbådene i husbådehavnen adresse Y1 stationært og varigt på den samme plads.

billede 3 ses de 8 husbåde, der ligger i husbådehavnen udlejet af G1.
Skibet er markeret i rødt. Som det ses, er der en helt anden plads omkring hver enkelt båd. Billedet viser, at alle husbådene fastgjort med reb i stævn og agter til et fortøjningsareal, som hører med til den lejede husbådsplads. Se billederne 4-7.

Det afgørende for ejerne er, at husbådene liggende på adresse Y1 har en stationær placering. Ligesom skibet har været anvendt til erhverv (korttidsudleje af fritidsbolig), er de øvrige både på vejen også hjemsted for virksomheder, eller også fungerer de som boliger for familier. Det betyder, at de enkelte husbåde har ligget det samme sted i mange år (op til 20 år), og ikke bare kan blive flyttet.

Det skyldes blandt andet, at der mellem kaj og husbådene er bygget landgangsbro. For skibets tilfælde er der tale om fast trappe/anlægsbro bygget mellem kaj og husbåden for at have en ordentlig permanent adgang til husbåden. Hertil kommer, at samtlige både i husbådehavnen har el og rindende vand fra kajen. Skattestyrelsen nævner som moment, hvilket faktuelt gentages af Skatteankestyrelsen, at der ikke er tilsluttet kloak. Jeg kan oplyse, at det er de færreste husbåde i by Y2, som er tilsluttet kloaknettet. Det skyldes, at det er uforholdsmæssigt dyrt at etablere. I stedet bliver samtlige husbåde på [lokationen] (og de fleste øvrige husbåde i by Y2) serviceret af en slamsuger som en del af huslejen.

Hver enkelt husbåd har udover den permanente stationære plads en fast postadresse. Se billede 4 som viser søgeresultatet på krak.dk på adressen "adresse Y1". Med et "[tal]" angives positionen af skibet.

Det kan uddybes, at som følge af nye adresseregler i 2018 (bekendtgørelse 271 af 13. april 2018 om vejnavne og adresser, § 34, stk. 4) besluttede by Y2 Kommune som adressemyndighed, at der skulle fastsættes godkendte adresser til alle by Y2s havnearealer. I henhold til kommunen, betød de nye adresseregler, at enhver husbåd skal have en selvstændig adresse. Kommunen anvender husbådsdefinitionen i bekendtgørelse nr. 9651 af 28 juni 2007;

Husbåde og flydende konstruktioner«: Enheder på vandet der ligger fast i havn, og som anvendes til beboelse, erhverv eller lignende formål, der ikke er af rent forbigående art«.

Skibet blev omfattet af definitionen og fik derfor egen postadresse, jf. bilag 13. Skibet kan, som de andre husbåde derfor ikke blot flyttes, uden kommunen notificeres.

Som det ses af ovenstående, findes der en række argumenter, som peger i retning af, at skibet og de øvrige husbåde fortsat momsmæssigt skal anses for stationære.

Jeg har i forbindelse med undersøgelse af de stationære forhold omkring husbådene i by Y2, herunder på [lokationen], kunne konstatere, at der ikke er den store forskel på, hvor dyrt / besværligt det er at frigøre dem fra kaj og flytte dem.

Som eksempel kan nævnes, at en af de nye husbåde (som mest ligner […]) blev afmonteret, vendt 180 grader og tilkoblet igen på ganske få timer.

Der vil derfor ikke kunne findes en afgørende forskel på danske husbåde i relation til, hvor let de kan afmonteres. Selv moderne (men bekostelig) kloakering sker med bajonetstik, så de kan også pilles fra.

Det betyder derfor, at hvis Skattestyrelsens og Skatteankestyrelsen anser, at husbåden i sagen kan fjernes uden "betydelig indsats", og at den faste specialbyggede anlægsbro, vandtilslutning og eltilslutning ikke fører til et andet resultat, vil næsten samtlige husbåde i Danmark ikke længere kunne blive omfattet af momsfritagelsen.

Skattestyrelsen bemærker, at skibet er registreret som fritidsskib i skibsregisteret. Det er uklart, om det dermed anses som et argument for, at der ikke er tale om en husbåd. Derfor skal det bemærkes, at alle husbåde, der anvendes erhvervsmæssigt, samt husbåde på eller over 20 BT, der anvendes til privat bolig, skal registreres i skibsregisteret. Derfor er de fleste husbåde omfattet af dette krav.

Det er også værd at bemærke, at SKAT og sidenhen Skattestyrelsen siden 2011 har tillagt købers hensigt afgørende betydning i mange momssager inden for fast ejendom. I denne sag er det tydeligt, at det var en forudsætning for ejerne af skibet, at husbåden har en stationær placering.

Både klager og SKAT har været enige om, at klager har drevet virksomhed ved udleje af feriebolig, en aktivitet som de nye ejere af skibet har overtaget. Denne aktivitet er en stationær aktivitet, som påkræver, at båden forbliver det samme sted. Skibet har aldrig været lejet ud til sejlads, hvilket ikke vil være praktisk muligt, dels pga. den lange forberedelsestid, og uddannelseskrav til skipper. Ingen af ejerne er uddannet til at kunne sejle skibet.

Hele formålet bag at momsfritage husbåde er, at der sker en ens momsmæssig behandling på lignende transaktioner. Det, som tjener som fast ejendom, skal behandles som fast ejendom. En samlet behandling af skibet husbåden som momsfri husbåd vil tillige være i overensstemmelse med momsvejledningen D.A.5.9.2.2 afsnit 2), der om fastgørelsen siger, at: "En bygning eller et bygningsværk kan fastgøres til eller i jorden på forskellige måder, bl.a. ved hjælp af et bindemiddel såsom cement eller en forankring såsom reb, kæder, bolte eller ankre".

Skibet er hverken lettere eller besværligere at demontere end andre husbåde. Hvis Skatteankestyrelsen finder, at dette punkt er afgørende og samtidigt ikke finder, at det er tilstrækkeligt oplyst, så anmoder jeg om syn og skøn i sagen.

2. ØVRIGE BEMÆRKNINGER
SKAT træffer i april 2013 afgørelse om, at G1, som er udlejer af husbådspladserne, kan momsfritage udleje af husbådspladserne, jf. momslovens fritagelse om fast ejendom, og der indledes en sagsbehandling, som ender med, at SKAT udbetaler den tidligere opkrævede moms på lejen. Jeg henviser til bilag 3 i klagen.

Skatteankestyrelsen skriver i deres indstilling, at "Det forhold, at der ikke blev opkrævet moms af selskabets udgifter til leje af fortøjningspladsen, kan ikke føre til et andet resultat" (altså at skibet momsmæssigt skulle anses for fast ejendom). Der ser ikke ud til at være juridisk grundlag for denne opfattelse.

Det følger af den citerede afgørelse C-428/02 at udleje af vandarealer skal anses som fast ejendom. Hvis anvendelsen er til parkering af et transportmiddel (herunder en båd), skal udlejningen anses som momspligtig parkeringsplads, jf. momsvejledningen D.A.5.8.12. Omvendt hvis udlejningen er til husbåde, vil den være momsfri.

Derfor kan SKATs afgørelse om at udleje af husbådspladser på adresse Y1 og tilbagebetaling af moms kun føre til det resultat, at bådene i havnen skal anses for husbåde.

3. MOMSFRI OVERDRAGELSE
Skattestyrelsen har anført, at der kun kan være tale om en virksomhedsoverdragelse, hvis køber bliver registreret for moms, herunder at sælger har givet Skattemyndighederne meddelelse om overdragelsen. Hvis disse regler ikke opfyldes, er transaktionen dermed momspligtig.

Jeg er ikke enige i denne betragtning.

Indledningsvist skal det anføres, at momsfritagelsen om virksomhedsoverdragelse er en materiel værnsregel, som skal sikre, at sælger ikke opkræver moms uden at indberette salget til Skattemyndighederne.

Der findes en række afgørelser, som viser, at momslovens fritagelse for virksomhedsoverdragelse tillige finder anvendelse for transaktioner, hvor køber ikke bliver registreret for moms. Som eksempel kan nævnes:
SKM2019.356.SR Det er ikke en betingelse for momsfritagelse, at alle de momspligtige transaktioner i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse har leveringssted i ét og samme land. Hvis overdrageren af specialudstyr, der stilles til rådighed for danske underleverandører, ikke har været registreringspligtig, er det som udgangspunkt ikke en betingelse for momsfritagelse, at de modtagende virksomheder er eller bliver momsregistrerede, hvis fritagelsen ikke fører til konkurrencefordrejning.

Det er i den forbindelse værd at nævne, at køber ikke havde opnået momsfradrag i forbindelse med købet, og at der dermed ikke er opnået en momsfordel. Det betyder også, at sælger ikke har en momsreguleringsforpligtelse på båden, som burde have været overdraget.

Det skal også anføres, at køber var en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, som drev afgiftspligt virksomhed, jf. momslovens § 4. Derfor var køber registreringspligtig efter momslovens § 47. Køber havde dog valgt at vente med at lade sig registrere, indtil registreringsgrænsen 50.000 kr. årligt var oversteget, jf. lovens § 48.

Parterne fandt ikke grund til at give meddelelse til myndighederne, da de i lyset af SKATs tidligere udtalelser netop havde vurdereret, at overdragelsen var en momsfri husbådshandel. (…)".

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 400.000 kr. for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2013.

Der skal således tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har afvist at kvalificere selskabets overdragelse af skibet som momsfritaget overdragelse af fast ejendom efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Videre skal der tages stilling til, om overdragelsen af skibet udgør en virksomhedsoverdragelse, der er undtaget for moms efter momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Følgende fremgår af momslovens § 3, stk. 1:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Følgende fremgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8 og 9:

"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

8)      Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse.
9)      Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:
a)      Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.
b)      Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund."

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 8 og nr. 9, implementerer bl.a. momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, og artikel 135, stk. 1, litra j og l, hvoraf følgende fremgår:

"Artikel 12

1. Medlemsstaterne kan som afgiftspligtig person anse enhver, der lejlighedsvis udfører en transaktion henhørende under de i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, omhandlede former for virksomhed og især en enkelt af følgende transaktioner:

a)      levering af en bygning eller en del af en bygning med tilhørende jord inden første indflytning

Artikel 135

1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

j)       levering af bygninger eller dele heraf med tilhørende jord bortset fra levering omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra a)

l)       bortforpagtning og udlejning af fast ejendom."

Det følger af EU-Domstolens faste praksis, at momsfritagelsesbestemmelserne i momssystemdirektivets artikel 135 skal fortolkes strengt efter ordlyden.

EU-Domstolen har i sag C-532/11 (Leichenich) udtalt sig om fortolkningen af fritagelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra b (nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l). Dommen omhandler en husbåd, der blev anvendt som restauration og diskotek. Husbåden havde i mange år ligget fortøjet til det samme sted, var aldrig blevet flyttet og var fastgjort ved hjælp af reb, kæder og ankre. Husbåden havde hverken motor eller fremdriftssystem. Endvidere var husbåden tilsluttet vand- og elforsyning, og den havde egen adresse, telefontilslutning og spildevandsledning. Til spørgsmålet om, hvorvidt husbåden var at anse som fast ejendom efter fritagelsesbestemmelsen, fastslog EU-Domstolen, at fritagelsen skal fortolkes således, at begrebet bortforpagtning og udlejning af fast ejendom omfatter udlejning af en husbåd, med dertilhørende fortøjningsareal og anløbsbro, som er gjort stationær ved hjælp af fortøjningsanordninger, der ikke let kan demonteres og er fastgjort til en flods bred og bund, som ligger på en afgrænset og identificerbar fortøjningsplads i floden, og som i henhold til lejeaftalen udelukkende er beregnet til varig drift af restaurant og diskotek på denne fortøjningsplads. Dette fremgår af præmis 29.

Af SKATs styresignal, offentliggjort som SKM2013.208.SKAT, fremgår det bl.a., at salg af stationære husbåde er momsfritaget som salg af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, når køber af husbåden samtidig indtræder i aftalen med ejeren af den plads, hvor husbåden er beliggende, om brugsretten til fortøjningsarealet (over såvel som under vand), herunder til eventuelle landanlæg (anløbsbro, kajanlæg og stikledninger til vand, kloak og elektricitet).

Landsskatteretten bemærker, at der mellem SKAT og selskabet er enighed om, at selskabet er en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1, der drev afgiftspligtig virksomhed med udlejning af skibet, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Ifølge det oplyste er selskabet i CVR-registret registreret under branchekode "773400 Udlejning og leasing af skibe og både". Selskabet havde startdato og har været momsregistreret siden den 29. juni 2012.

Det fremgår af Søfartsstyrelsens register over danske skibe, at selskabet ved skøde af den 1. juli 2012 erhvervede skibet. Erhvervelsen indbefattede ikke moms.

Selskabet overdragede senere ved skøde af den 4. december 2013 skibet til selskabets tre anpartshavere med overtagelse den 1. december 2013. Købesummen udgjorde 2.000.000 kr., og overdragelsen indbefattede ikke moms. De nye indehavere lod sig ikke momsregistrere i forbindelse med overdragelsen af skibet, ligesom de nye indehavere ikke orienterede SKAT om overdragelsen.

Det er oplyst, at skibet er bygget i 1930 og har en bruttotonnage på 63,6 (nettotonnage på 19,1). Af Søfartsstyrelsens register over danske skibe fremgår det, at skibet siden den 1. april 2008 har været registreret som et fritidsskib. Retten til at føre skibet forudsætter efter det oplyste et søfartsbevis som yachtskipper af 3. grad.

Selskabet erhvervede skibet med henblik på udlejning til møder, konferencer, kontorlokaler og lignende. Selskabet istandsatte skibet, som blev sejlet fra by Y1 til by Y2, idet selskabet vurderede, at udlejningsmulighederne var bedst i by Y2.

Repræsentanten har oplyst, at skibet er registreret som et fritidsskib, idet en registrering som erhvervsfartøj ville medføre krav til bl.a. redningsudstyr og eftersyn. En sådan registrering var efter selskabets opfattelse unødvendig, idet skibet skulle fastfortøjes.

Det fremgik af selskabets hjemmeside, at priserne for leje af skibet udgjorde henholdsvis 3.000 kr. pr. dag og 7.000 kr. pr. weekend (fredag, lørdag og søndag). Det fremgik videre, at skibet havde sovepladser til 6 personer, en spisesal med plads til 8 personer, køkken, tre opholdsrum med plads til i alt 25 personer og plads til flere personer på dækket.

Det fremgår af selskabets bogføringsmateriale, at selskabet i perioden fra den 16. november 2012 til den 16. oktober 2013 udlejede skibet syv gange. Lejeindtægterne udgjorde i alt 16.700 kr. inkl. moms. Selskabet afregnede efter det oplyste salgsmoms af udlejningerne, men udstedte ikke fakturaer.

Repræsentanten har anført, at skibet var fastfortøjet på adressen Y1, by Y2. Selskabet installerede en gangbro fra skibet til kajen samt forsyning i form af elektricitet og vand. Skibet blev ikke tilsluttet kloaknettet.

Selskabet indgik en lejekontrakt om fortøjningspladsen med selskabet G1 A/S. Repræsentanten har fremlagt en mailkorrespondance af den 30. oktober 2014, hvori den administrerende direktør hos G1 A/S anfører, at lejekontrakten med selskabet blev overdraget til de nye indehavere. Selskabet har ikke fremlagt lejekontrakten.

Repræsentanten har endvidere fremlagt et brev fremsendt til selskabet fra G1 A/S. Brevet er dateret den 26. juni 2013. Det fremgår af brevet, at der efter afklaring med SKAT med fremadrettet virkning ikke ville blive opkrævet moms af selskabets udgifter til leje af fortøjningspladsen.

Det er af repræsentanten oplyst, at skibet sejlede tur/retur fra by Y2 til by Y3 i forbindelse med åbningen af M/S Museet for Søfart, som åbnede i oktober 2013, og at skibet herudover var fastfortøjet.

På baggrund af en samlet konkret vurdering af det oplyste finder Landsskatteretten ikke, at den pågældende transaktion kan kvalificeres som overdragelse af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.
Landsskatteretten finder det således ikke dokumenteret eller tilstrækkelig godtgjort, at transaktionen udgjorde en overdragelse af en stationær båd, jf. herved EU-Domstolens udtalelser i sag C-532/11 (Leichenich). Der er herved særligt henset til, at skibet ikke er gjort stationær ved hjælp af fortøjningsanordninger, der har fastgjort skibet til havnens bred og/eller bund, der ikke let kunne demonteres, at skibet har et fremdriftssystem, og at skibet i oktober 2013 forlod fortøjningspladsen for at sejle tur/retur fra by Y2 til by Y3. Der er videre henset til, at selskabet ikke har fremlagt dokumentation for, at de nye indehavere samtidig med overtagelsen af skibet indtrådte i lejeaftalen med G1 A/S.

Det forhold, at der ikke blev opkrævet moms af selskabets udgifter til leje af fortøjningspladsen, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten bemærker hertil, at EF-Domstolen i sagen C-428/02 (Fonden Marselisborg Lystbådehavn), har afgjort, at fritagelsesbestemmelsen i 6. momsdirektivs artikel 13, pkt. B, litra b, (nu momssystemdirektivets artikel 135) bl.a. skal fortolkes således, at begrebet udlejning af fast ejendom omfatter udlejning af bådepladser på vand. Dette fremgår af præmis 36.

Landsskatteretten finder således, at det er med rette, at SKAT har afvist at kvalificere selskabets overdragelse af skibet som momsfritaget overdragelse af fast ejendom efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

SKATs afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Der skal herefter tages stilling til, om den pågældende transaktion er undtaget for moms som en virksomhedsoverdragelse efter momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Følgende fremgår af momslovens § 8, stk. 1:

"Levering mod vederlag omfatter salg af virksomhedens aktiver, når der er fuld eller delvis fradragsret ved indkøb, fremstilling m.v. af aktivet. Det samme gælder salg af aktiver ved virksomhedens afmeldelse fra registrering. Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af aktiver som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne, når den nye indehaver er eller bliver registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a. Virksomheden skal inden 8 dage efter overdragelsen give told- og skatteforvaltningen meddelelse om den nye indehavers navn og adresse samt om salgsprisen for de overdragne aktiver."

Det fremgår af momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt., at en hel eller delvis overdragelse af virksomhedens aktiver ikke kan sidestilles med levering mod vederlag efter momslovens § 4, stk. 1, såfremt den nye indehaver senest på overtagelsestidspunktet lader sig momsregistrere, samt at den nye indehaver senest otte dage efter overdragelsen orienterer told- og skatteforvaltningen om den nye indehavers navn, adresse og salgsprisen for de overdragne aktiver.

Landsskatteretten finder ikke, at den pågældende transaktion er undtaget for moms efter momslovens § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt. Der er herved henset til, at de nye indehavere ikke lod sig momsregistrere i forbindelse med overdragelsen, hvorefter indehaverne ikke succederede i selskabets momsretlige forpligtelser, samt at aftaleparterne ikke orienterede SKAT om overdragelsen.

Som følge heraf finder Landsskatteretten, at det er med rette, at SKAT har forhøjet selskabet momstilsvar med i alt 400.000 kr. for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2013.

Det af repræsentanten anførte om, at et sådant resultat strider mod praksis og princippet om momsens neutralitet, kan ikke føre til et ændret resultat.

SKATs afgørelse stadfæstes dermed.