Indhold

Dette afsnit omhandler indvendige besigtigelser.

Efter EVL § 62, stk. 2, 1. pkt., kan told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] foretage indvendig besigtigelse efter forudgående underretning af ejeren i de tilfælde, hvor det efter Vurderingsstyrelsens skøn er nødvendigt for vurderingen af den pågældende ejendom.

Ved indvendig besigtigelse er der tale om et tvangsindgreb efter retssikkerhedslovens § 1, stk. 1, nr. 1, og retssikkerhedslovens bestemmelser skal derfor iagttages under besigtigelsen. Er vurderingsejendommen udlejet, skal lejeren også underrettes.

Der vil kun blive foretaget indvendig besigtigelse, når Vurderingsstyrelsen vurderer, at det er nødvendigt for vurderingen af den pågældende ejendom.

Hvis ejeren frabeder sig en indvendig besigtigelse, vil dette kunne få bevismæssig skadevirkning, hvilket betyder, at Vurderingsstyrelsen ved utilstrækkelige eller manglende oplysninger foretager vurderingen skønsmæssigt på det foreliggende grundlag.

Indvendig besigtigelse mod ejerens ønske kan kun ske, hvis told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] har formodning om, at det er af væsentlig betydning for vurderingen, og besigtigelsen kan i så fald kun foretages med forudgående retskendelse, se EVL § 62, stk. 2, 2. pkt.