Parter 

H1 

(v/advokat Claus Rosenkilde)

mod 

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Anne Larsson) 

Afsagt af byretsdommere 

Lone Molsted, Anette Burkø og Poul Gorm Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande 

Sagen er anlagt den 22. marts 2018. Sagen vedrører, om H1 er berettiget til godtgørelse af de udgifter, som G1 har faktureret boligforeningen for vedrørende advokatbistand i en skattesag om nedslag i ejendomsvurderingen for en ejendom i Y1-Adresse i Y2-By.

Sagsøgeren, H1, har fremsat følgende påstand: 

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøger er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 28.875 kr. (inkl. moms).

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen 

Landsskatteretten har den 22. december 2017 truffet følgende afgørelse i sagen:

"… 

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 50 % af 28.875 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

SKAT har ikke imødekommet klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse, da klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte beløb.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv. 

Klagerens repræsentant har udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger 

Klageren underskrev den 14. september 2004 en kontrakt om køb af konsulentydelse med G2. Af kontrakten fremgik blandt andet følgende:

"[…] 

Baggrund og formål 

G2 har identificeret en række områder, hvor privatpersoner og erhvervsdrivende, der ejer bolig- og erhvervsgrunde, lovmæssigt har krav på at få reduceret ejendomsskatten. En reduktion i ejendomsskatten, der ikke senere efterbeskattes og som har effekt i op til 30 år frem i tiden.

Formålet med konsulentydelsen er, på kundens vegne at fremskaffe nødvendig dokumentation og argumentation med henblik på at opnå det lovbestemte fradrag, samt at gennemføre sagsbehandlingen således at fradraget realiseres.

Ydelsen omfatter udelukkende lovbestemte anliggender og følger gældende dansk lovgivning. Der er ikke tale om spekulation, risiko, udskyldelse af skatter eller andre skjulte hensigter, som senere kan bringe kunden i et tilbagebetalingsforhold. Ydelsen skal sikre, at kunden udelukkende betaler det, der er lovbestemt.

Omfang 

At få ejendomsskatten fastsat korrekt er en større proces, der indeholder følgende hovedaktiviteter: 

 1. Indhente informationer om den eksisterende situation, herunder 

a. Indsamle baggrundsmateriale, f.eks. oplysninger fra skøde, ejendomsskattebillet, tilslutningsafgifter m.m.

b. Sammenligne grundværdier med andre områder.

c. Foretage beregninger og vurderinger af materialet.

2. Forberede procesmateriale til myndighederne.

a. Udarbejde dokumenter og bilagsmateriale til sagsopstart.

b. Beregne nyt vurderingsgrundlag, herunder identificere argumenter.

3. Gennemføre procesbehandling med myndighederne.

a. Afholde møder med myndighederne.

b. Evt. anke sag til højere instans.

c. Sikre at ankefrister overholdes.

4. Opfølgning på resulatet, herunder sikre, at fradrag realiseres.

G2 forpligter sig gennem denne kontrakt til at gennemføre ovennævnte proces med henblik på at identificere og realisere en potentiel ejendomsskattebesparelse.

Ressourcer 

Konsulent NR vil primært forestå udførelsen af opgaven. Konsulentydelsen iværksættes umiddelbart efter kontraktens indgåelse, og vil tage 6-12 måneder afhængig af, hvor hurtigt myndighederne ekspederer sagen.

I forbindelse med sagsbehandlingen kan kunden, efter anmodning fra G2, blive bedt om at fremsende kopi af følgende materiale: 

1. Ejendommens ejendomsskattebillet 

2. Ejendommens vurderingsmeddelelser evt. fra flere år.

3. Skøde, m.h.t. betalte tilslutningsafgifter ol. evt. kvitteringer.

Kunden forpligter sig til at underskrive fuldmagt samt nødvendige dokumenter for at processen kan gennemføres. Af hensyn til overholdelse af eventuelle klagefrister forpligter kunden sig desuden til snarest efter modtagelsen at fremsende al korrespondance, der er relevant for processen til konsulenterne.

Alt materiale behandles fortroligt.

Honorar 

Honoraret for konsulentydelsen udgør første hele års ejendomsskattebesparelse til amt og kommune i det år afgørelsen/kendelsen foreligger hos kunden. Såfremt ejendomsskattebesparelsen også omfatter tidligere år, endvidere 25 % af ejendomsskattebesparelsen for de tidligere år (den skat, der gennem tiden er betalt for meget).

Honoraret beregnes på baggrund af grundskyldspromillen i grundejerkommunen samt det for kunden opnåede ekstra fradrag for forbedringer. En grundværdistigning kan medføre, at grundejeren som følge af skattestoppet på kort sigt opnår en mindre ejendomsskattebesparelse. Dette forhold har G2 ingen indflydelse på, og reducerer dermed ikke honoraret. Kunden vil over tid få fuld udnyttelse af 

Såfremt H1 taber den verserende landsskatteretssag vedrørende forureningen på afd. XX, ønsker H1 at G2 skal varetage sagen med henblik på at få ejendomsskatten på afd. XX nedsat. Da ejendomsskatteforholdene vedrørende afd. XX er grundigt belyst på baggrund af skatteretssagen, skal der, såfremt G2 skal varetage sagen, forhandles særskilt honorar.

Honoraret skal tillægges 25 % moms.

Opnås ingen ejendomsskattebesparelse medfører dette, at intet honorar opkræves. Der henvises i øvrigt til prospektets eksempel på honorarberegning. 

 

Beregningsgrundlaget for honoraret er til stede når vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse foreligger hos kunden. Honoraret til G2 forfalder til betaling 14 dage efter reguleringen af ejendomsskatten er foretaget af kommunen, og der til kunden er sket en eventuel tilbagebetaling af for meget erlagt ejendomsskat. Det er en forudsætning for fakturering, at beløbet kan indeholdes i kundens realiserede ejendomsskattebesparelser.

Som følge af antallet af sager som G2 skal gennemgå på vegne af kunden, tildeles kunden en rabat på 25 % på ovenstående honorar. 

Skulle en fremtidig lovændring medføre, at det opnåede ekstra fradrag eller dele deraf bortfalder indenfor 5 år efter afgørelsen/kendelsen foreligger, er kunden berettiget til at få tilbagebetalt 25% af honoraret for den del af fradraget, som bortfalder. Beløbet forfalder til betaling 14 dage efter det opnåede ekstra fradrag bortfalder helt eller delvist.

Til nærværende kontrakt eksisterer et tilhørende bilag indeholdende en liste med ejendomme, som kunden ønsker, at G2 skal gennemgå ejendomsskattematerialet for.

Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med G2 har fundet sted eller vurderingsmyndigheden/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. Aftalen kan dog opsiges med 1 måneds varsel regnet fra den første i en måned, såfremt G2 ikke kan dokumentere, at der sker løbende sagsbehandling. Ventetid som følge af myndighedernes ekspeditionstid kan ikke lastes G2.

[…]" 

G2 anmodede på klagerens vegne SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende Y1-Adresse for årene fra 2001-2003 med henblik på at få nedslag i grundværdien.

SKAT afslog ved afgørelse af 23. oktober 2006 klagerens anmodning om genoptagelse. SKAT anførte, at de af G2 fremlagte oplysninger ikke kunne begrunde en genoptagelse.

G2 påklagede på klagerens vegne SKATs afgørelse til vurderingsankenævnet. G2 nedlagde endelig påstand om, at SKATs ansættelse af grundværdien var for høj, og at der skulle ske nedslag i grundværdien som følge af jordens bæreevne.

G1 har oplyst til Skatteankestyrelsen, at G2 sendte et brev til klageren om, at sagen overdrages til G1. Brevet havde et indhold, der svarer til følgende: 

"På grund af en stærkt stigende arbejdsbyrde i vores sagsportefølje, har G2 fundet det hensigtsmæssigt at indgå et samarbejde med Advokatfirmaet G1, der er specialister i beskatning af fast ejendom i Danmark.

Samarbejdet medfører, at sagsbehandling i Deres sag henholdsvis i Landsskatteretten og eventuelt ved de civile domstole fremadrettet varetages af G1s advokater.

Omstruktureringen vil medføre, at der bliver mulighed for at afsætte flere ressourcer til Deres sag. Derimod vil omstruktureringen IKKE medføre yderligere udgifter for Dem i forhold til den oprindelige aftale mellem Dem og G2. Dette skyldes, at udgiften til advokatfirmaet dækkes af Staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, hvorefter en klager får enten 50 % eller 100 % af honoraret dækket afhængig af medholdsgraden. Opnås kun omkostningsgodtgørelse svarende til 50 % af udgifterne, betaler G2, der har en retlig interesse i sagen, de resterende 50 % som et tilskud til Dem netop med det formål, at De kun er forpligtet til at afregne honorar til G2 i henhold til den oprindelige kontrakt.

Denne omstrukturering kræver Deres tilladelse, og vi beder Dem derfor underskrive og returnere vedlagte fuldmagt og tillæg til honoraraftale, hvoraf fremgår at De aldrig kommer til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt." 

Den 15. juli 2008 udstedte klageren en fuldmagt til G2. Af fuldmagten fremgik blandt andet følgende: 

"[…] 

Hermed befuldmægtiges G2 ApS (Cvr.nr.[udeladt]) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor G2 ApS er eller har været partsrepræsentant, til Advokatanpartsselskabet G1.

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.

[…]" 

Vurderingsankenævnet traf afgørelse den 16. november 2011. Vurderingsankenævnet stadfæstede SKATs ansættelse af grundværdien.

G1 har oplyst til Skatteankestyrelsen, at G2 oversendte sagen til forsat behandling ved G1. Brevet havde et indhold, der svarer til følgende: 

"Undertegnede skal herved meddele, at vi dags dato har oversendt nedenstående sag til Deres fortsatte behandling.

[…] 

Oversendelsen har hjemmel i en fuldmagt udstedt af [den pågældende klager] til undertegnede. Bemærk venligst, at fuldmagten tillige indeholder mulighed for at tilbagekalde sagen til undertegnedes fortsatte behandling.

Det forudsættes, at Deres honorarafregning - medmindre andet aftales særskilt - følger Deres standardtimetakst." 

Den 15. februar 2012 påklagede G1 på klagerens vegne vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten. G1 nedlagde følgende påstande: 

"PRINCIPAL PÅSTAND 

Klager indrømmes nedslag i grundværdien for jordens ringe beskaffenhed på 87.855 kr. svarende til ekstrafunderingsudgiften. Nedslaget fremskrives efter byggeomkostningsindekset (SKATs fremskrivningsfaktorer) fra påbegyndelsesåret for ekstrafunderingen i 1979 og indsættes i genoptagelsesårene 2001, 2002, 2004 og fremefter.

SUBSIDIÆR PÅSTAND 

Klagers anmodning om nedslag for jordens ringe beskaffenhed fastsættes højst muligt efter Landsskatterettens skøn.." 

Landsskatteretten traf afgørelse den 11. august 2015, hvor retten stadfæstede grundværdiansættelsen.

Den 10. juli 2016 har G1 på klagerens vegne ansøgt SKAT om omkostningsgodtgørelse med 50 % af 28.875 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Det fremgår af ansøgningen, at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til G1. Ansøgningen er blandt andet vedlagt en salærnota udstedt til klageren af G1 den 22. juni 2016 på 29.675 kr. samt en transporterklæring, der er underskrevet af klageren den 23. juni 2016, hvori klageren overdrager kravet på omkostningsgodtgørelse til G1. Endvidere er ansøgningen vedlagt en erklæring, som er underskrevet af klageren den 28. april 2015. Erklæringen har følgende ordlyd: 

"ERKLÆRING 

Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og H1, og at H1 derfor hæfter overfor G1 i relation til deres honorar.

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50% eller 100% af honoraret til G1. G2 giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes G1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.

Som klient hæfter H1 overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

Ovenstående erklæring gælder for alle skattesager, der fremgår af vedhæftede liste." 

Nærværende sag fremgår af den i citatet nævnte vedhæftede liste.

Skatteankestyrelsen har ved brev af 7. november 2017 anmodet G1 om at oplyse, hvorvidt G2 har givet bankgaranti til klageren i forbindelse med, at klageren underskrev aftalen om advokatbistand med G1. G1 har ved e-mail af 13. november 2017 til Skatteankestyrelsen oplyst følgende: 

"I forlængelse af nedenstående sender jeg vedhæftet print af e-mail af 12. november 2017 fra chefjurist [navn udeladt], der oplyser, at G2 ikke har foranlediget udstedt bankgarantier i forbindelse med behandlingen af disse sager." 

SKATs afgørelse 

SKAT har afslået klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende: 

"Afgørelse - begrundelse 

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand. Det fremgår endvidere af bekendtgørelse nr. 791 af 26. juni 2014 § 2 stk. 3, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering.

I SKM2015.479.HR fandt Højesteret, at A ikke hæftede for betalingen af G1s salær, hvorefter betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt. Det er ved vurderingen af, om grundejeren opfylder lovens krav om hæftelse, naturligt at tage udgangspunkt i de kriterier, der opstilles i denne dom.

Vurderingen af, om der påhviler H1 en reel hæftelse for G1s salærkrav, skal ske på baggrund af de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget mellem H1 og henholdsvis G2 og G1.

SKAT tager udgangspunkt i, at det oprindelige aftalegrundlag i selskabets klagesag baserer sig på en uopsigelig aftale mellem H1 og G2 ApS på vilkår om no cure no pay, hvor G2 ApS´ honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesagen, og hvor G2 ApS eksklusivt har rådighed over sagen, ligesom det var tilfældet i Højesteretssagen.

SKAT har modtaget indsigelse til det udsendte forslag til afgørelse den 24. november 2016, her oplyser G1, at oversendelsen af foreningens sag til G1 er sket med standardoversendelsesbrev som i det 1. aftalegrundlag.

G1 oplyser, at der kun er faktureret for medgået tid efter at grundejeren positivt og skriftligt har bekræftet at hæfte for G1s honorarkrav.

De dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i denne sag adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen ved, at der i denne sag foreligger en erklæring underskrevet af H1 til G1.

G1 oplyser om "Erklæringens Betydning": 

• • at erklæringen er en klar fravigelse af den mellem grundejeren og G2 ApS indgående aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen end det, der eksplicit fremgår af den.

• • at uanset motivet er faktum, at grundejeren skriftligt bekræfter det direkte advokat/klientforhold og hæftelsen for betaling af G1s honorar. Endvidere er det et faktum, at der kun er faktureret for anvendt tid efter at grundejeren positivt og skriftligt har bekræftet at hæfte for G1s honorarkrav.

• • at erklæringen udgør præcis det skriftlige aftalegrundlag som manglen på samme af var helt afgørelsen for udfaldet af Højesteretssagen. Det bør i den sammenhæng tillægges afgørende vægt, at der alene faktureres for anvendt tid efter, at grundejeren skriftligt har bekræftet klientforholdet og positivt tilkendegivet at hæfte for betalingen af G1s honorar.

Ifølge erklæringen, dækkes G1s honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud fra G2. H1 hæfter overfor udgifterne til G1, hvis G2 ApS i tilfælde af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtigelse med den del af honoraret som ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

De dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i denne sag adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen ved, at der i denne sag foreligger en erklæring underskrevet af H1 til G1.

G1 påpeger i sin indsigelse, at det forhold, at erklæringen er underskrevet bestyrker, at det er grundejeren, der råder over sagen. Vi finder ikke, at erklæringen medfører, at G2 ApS afgiver rådderetten over sagen.

Sammenfattende er det derfor SKATs vurdering, at de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i aftalen mellem G2 og grundejeren i al væsentlighed svarer til det aftalegrundlag, der forelå i Højesteretssagen. Vi finder ikke godtgjort, at grundejeren hæfter for advokatudgiften, hvorfor grundejeren efter SKATs opfattelse ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Af den oprindelige salæraftale mellem G2 og H1 fremgår det, at foreningen ikke under nogen omstændigheder skal betale salær til G2 eller andre, udover hvad der kan opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehandling samt at aftalen er uopsigelig.

Indgåelsen af en ’Erklæring’, hvoraf det fremgår, at grundejeren anerkender, at der består et direkte advokat/klient forhold mellem G1 og grundejeren, samt at grundejeren hæfter overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at grundejeren hæfter for G1s salær i tilfælde af G2s konkurs. Vi påpeger, at der foreligger en aftale mellem G2 og H1 om, at H1 aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten indeholdende et vilkår om no cure no pay. Et kontrakts vilkår som G1 er bekendt med. SKAT vurderer, at H1 ikke har motiver til, at ændre det oprindelige aftalegrundlag, hvor H1 påtager sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af, at G2 ApS´ konkurs.

Det er SKATs vurdering, at G2 ApS og G1 ikke har dokumenteret og godtgjort, at det oprindelige aftalegrundlag og vilkårene mellem G2 ApS og grundejeren er blevet ændret ved grundejerens underskrift af erklæringen. Betingelsen om, at den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for udgifterne, hvilket er en betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, anses dermed ikke for opfyldt.

SKAT finder, ud fra en samlet vurdering af de faktiske oplysninger jf. sagsfremstillingen, ikke salæret på 28.875 kr. for godtgørelsesberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, idet H1 ikke er forpligtiget til at betale advokatfirmaets regninger vedrørende sagkyndig bistand." 

SKAT har på Skatteankestyrelsens foranledning givet følgende udtalelse: 

"Skatteankestyrelsen anmodede den 7. juli 2017 SKAT om at redegøre for forskellen mellem 4. og 2. aftalegrundlag, herunder hvorfor SKAT ikke godkender 4. aftalegrundlag.

Gennemgang af aftalegrundlagene 

 

1. aftalegrundlag: 

1. aftalegrundlag fremgår af prøvesagen, hvor Landsskatteretten traf afgørelse den 10. december 2012, Retten i Kolding afsagde dom den 13. december 2013, Vestre Landsret afsagde dom den 15. maj 2014 og Højesteret afsagde dom den 30. juni 2015. Aftalegrundlaget er beskrevet i byretsdommen. SKAT blev den 3.  november 2011 kontaktet af G2 ApS, der blandt andet oplyste, at der i forbindelse med opstarten af en ny sag indgås en kontrakt med kunden. Kontrakterne er forholdsvis ens, men kan dog være forskelligt udformet med hensyn til blandt andet beregningen af honoraret. Efter aftale indsendte G2 ApS et eksempel på udformning af følgende akter i en sag: 

- G2s kontrakt med boligforeningen 

- SKATs afgørelse 

- Ankenævnets afgørelse 

- Landsskatterettens kendelse 

- Vestre Landsrets dom 

- G2 Faktura efter SKAT 

- G2 Faktura efter ankenævn 

- G2 Faktura efter Landsskatteretten 

- G2 Faktura efter Vestre Landsret 

- Procesfuldmagt fra kunden til G2 

- Oversendelsesskrivelse fra G2 

- Proceserklæring fra kunden til OP 

Disse dokumenter vedhæftedes i mail af den 3. november 2011 fra OC fra G2.

Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten anførte, at ansøger ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet G1s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

Ansøger opfyldte derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT var berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

2. aftalegrundlag: 

I foråret 2014 indsendte G1 ansøgninger, hvor de oplyste, at der var tale om et nyt aftalegrundlag i forhold til 1. aftalegrundlag. G1 indsendte eksempler på standardaftaler mellem klienterne og henholdsvis G2 og G1 samt korrespondance mellem parterne. Det blev oplyst af advokat LH i brev af den 5. juni 2014, at der ikke var indgået yderligere aftaler mellem parterne end dem, som SKAT modtog.

Aftalerne svarede - med få ændringer - til den 1. aftale, der forelå i prøvesagen, der blev afgjort i Højesteret den 30. juni 2015.

Aftalegrundlaget i forbindelse med det fremadrettede klageforløb blev imidlertid ændret i forhold til det aftalegrundlag, der forelå i højesteretssagen.

Når der var truffet afgørelse i sagen af vurderingsmyndigheden, bliver kunden nu kontaktet af G2. I mail af den 2. juli 2014 til SKAT oplyste advokat NA, at kunden som udgangspunkt i første omgang kontaktes telefonisk af G2 med henblik på drøftelse af sagens videre forløb. Herefter sendes en opsummerende e-mail til kunden med følgende standardtekst: 

’Kære xx 

SKAT har som bekendt truffet afgørelse i jeres klagesag. Vores jurister på jeres klagesag vurderer, at der kan opnås yderligere besparelse i ejendomsskatten ved en påklage af SKATs afgørelse. Der er pr. 1. januar 2014 trådt nye regler i kraft, og som følge heraf skal der tages stilling til om afgørelsen skal påklages til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. 

Sagen skal være anket senest d. xx. juli 2014, men vi hører selvfølgelig gerne fra jer hurtigst muligt. 

Vi anbefaler, at sagen påklages til Landsskatteretten, hvor vi har de bedste erfaringer med at opnå et tilfredsstillende resultat. Vi forestår ligeledes at sagen overtages af vores samarbejdspartner, advokatselskabet G1, som har ført alle vores domstolssager og hovedparten af landsskatteretssagerne. Vi anbefaler således, at I sætter kryds i den første af de to rubrikker på vedhæftede skema. I skal i så fald indgå en aftale med G1 herom. G2 ApS’ tilsagn om at dække alle sagsomkostninger står selvfølgelig stadig ved magt. Det betyder, at vi betaler den del af advokathonoraret som ikke måtte blive dækket af omkostningsrefusionen fra staten (omkostningsgodtgørelse i skattesager). 

Vores interesse i at påklage sagen til Landsskatteretten ligger selvfølgelig i, at opnå den størst mulige besparelse for jer, og dermed det størst mulige honorar til os. 

Samtlige udgifter til G1 dækkes som nævnt enten fuld ud af staten eller med 50 % af staten og 50 % af G2 ApS, og aftalen er således ikke forbundet med udgifter for jer. 

Ring eller send en mail, hvis I har spørgsmål eller noget I ønsker uddybet.

Jeg ser frem til at høre fra jer.’ 

Kunden modtager i den forbindelse et dokument betegnet ’Stillingtagen til ankeproces’, hvori kunden anmodes om at tage stilling til det fremadrettede klageforløb. Kunden har mulighed for at vælge, enten at G1 skal føre sagen for kunden ved Landsskatteretten, eller at G2 fortsat skal føre sagen. G2 vælger i disse tilfælde om sagen skal føres i Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Klienten skal i den forbindelse sætte kryds i en af to rubrikker i dokumentet ’Stillingtagen til ankeproces’.

Såfremt kunden vælger, at sagen skal overdrages til G1, er det anført herom i dokumentet: 

’G2 skal overdrage sagen til Advokatanpartsselskabet G1, som skal føre ankesagen i Landsskatteretten. Der stiftes herved et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og undertegnede og jeg/vi hæfter overfor G1 i relation til deres honorar. Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller 100 % af honoraret til G1. G2 giver som lovet tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes G1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud. Som klient hæfter jeg/vi overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.’ 

Det er oplyst af advokat NA i mail til SKAT af den 2. juli 2014, der er udarbejdet i samarbejde med chefjurist OC fra G2, at de oprindelige aftaler mellem kunden og G2 benævnt ’aftale om juridisk rådgivning’ fortsat er gældende, hvis kunden vælger, at G1 skal overtage behandlingen af sagen i forbindelse med klage til Landsskatteretten, og den oprindelige aftale således er gældende, indtil sagen er endeligt afsluttet ved et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene. G2 er der med fortsat berettiget til at oppebære honorar i form af en opnået ejendomsskattebesparelse, selv om sagen overdrages til G1.

I de tilfælde hvor kunden vælger, at G1 skal overtage sagen, oversender G2 sagen til G1. Det er blandt andet anført i fremsendelsesskrivelsen fra G2 til G1: 

’Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. 

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af deres salærnota til klienten), idet det for såvel G2 ApS som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at vi skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet til os.’ 

Det er oplyst af advokat LH i brev af den 5. juni 2014, at der ikke foreligger aftaler mellem G2 og G1 vedrørende sagerne.

Hvis sagsbehandlingen blev overtaget af G1, blev der indgået en særskilt aftale mellem klienten og G1. Af de eksempler på aftaler, som SKAT har modtaget fremgår blot, at G1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe SKATs afgørelse for Landsskatteretten.

Advokat NA har endvidere oplyst, at der ikke er udarbejdet salæraftaler mellem kunden og G1.

Advokat NA har endelig oplyst, at det ændrede aftalegrundlag ikke finder anvendelse på verserende vurderingssager, som på daværende tidspunkt var indbragt for domstolene.

SKAT vurderede at uanset at der var tale om en konstruktion, der kunne betragtes som særegen, havde SKAT ikke grundlag for at betvivle rigtigheden af, at klinterne med det nye aftalegrundlag har påtaget sig en reel hæftelse for G1s salærkrav. Overdragelsen af sagen til G1 skete endvidere efter klienternes eget valg, og klienterne havde således også mulighed for at vælge, at G2 fortsat skulle behandle sagen.

Aftalegrundlag 2 adskiller sig dermed fra aftalegrundlag 1. I højesteretssagen var det udtrykkeligt aftalt, at en overdragelse af sagen til G1 aldrig ville medføre, at ansøger skulle betale mere end aftalt i den oprindelige kontrakt. Landsretten fandt derfor, at G1 ikke ville kunne rette et salærkrav mod ansøger for det tilfælde, at G2 gik konkurs.

Sammenfattende vurderede SKAT derfor, at SKAT ikke ville kunne løfte bevisbyrden for at 2. aftalegrundlag medførte at G1s klienter reelt ikke hæftede.

SKATs vurdering tog udgangspunkt i, at der ikke var tale om en ændring af det eksisterende aftalegrundlag, således at grundejeren ikke i forvejen er repræsenteret af G1 ved klageinstansen. En sådan aftale kan ikke gælde for det salær, som G1 på tidspunktet for aftaleændringen allerede var berettiget til. Aftalen kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft, og der kan ikke opnås omkostningsdækning for det salær, som kan henføres til arbejdet forud for aftaleændringen.

 3. aftalegrundlag: 

Den 15. juli 2015 blev SKAT præsenteret for det 3. aftalegrundlag. Til brug for SKATs vurdering af det 3. aftalegrundlag, har SKAT modtaget materiale i fem sager, hvor G1 er transporthaver i relation til kravet på udbetaling af omkostningsgodtgørelse. I disse fem sager er det oprindeligt indgået aftale mellem grundejeren og G2.

 

I forbindelse med sagens opstart indgås således en aftale, som er benævnt ’Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat’.

Det fremgår desuden af de fremsendte sager, at der indgås en fuldmagt mellem G2 ApS og grundejeren. Fuldmagten svarer med nogle enkelte ændringer til den fuldmagt, der blev indgået i 1. aftalegrundlag.

Af den indsendte fuldmagt, fremgår følgende: 

’Fuldmagt 

Hermed befuldmægtiges G2 ApS (cvr-nr….11) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor G2 ApS er eller har været partsrepræsentant, til tredjemand. 

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene. 

Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede. 

Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand enten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning.’ 

Når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse i sagen, sender G2 sagen til G1.

I de fem undersøgte sager sker oversendelsen til G1 ved følgende standardoversendelsesbrev: 

’Vi har på vegne af vores klient Y ført sag om ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende xx. 

Klienten har den xx befuldmægtiget os til at overdrage sagen til eksternt advokatfirma med henblik på den videre førelse af sagen ved Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene, såfremt dette måtte blive nødvendigt. 

De har mundtligt indvilliget i at føre sagen for klienten, og jeg skal på denne baggrund oversende sagen samt sagens akter til Deres videre foranstaltning. 

Idet oversendelsen sker som led i en generalfuldmagt udstedt til G2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet. 

Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse. 

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel G2 ApS som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os. 

De bedes bekræfte modtagelsen af nærværende brev samt fremsende kopi af kundens skriftlige samtykke, når dette foreligger’. 

Oversendelsen af sagen fra G2 til G1 sker således med hjemmel i den underskrevne fuldmagt fra grundejeren.

Oversendelsesbrevet i de fem oversendte sager adskiller sig fra det 1. og det 2. aftalegrundlag. Det fremgår bl.a. af de nye oversendelsesbreve, at G2 nu stiller krav om, at G1 sikrer sig grundejerens skriftlige samtykke til, at G1 overtager partsrepræsentationen.

Der indgås herefter følgende: ’Aftale om advokatbistand’ mellem grundejeren og Advokatanpartsselskabet G1: 

’Advokatanpartsselskabet G1 (herefter G1) og Y (herefter klienten) indgår herved aftale om, at G1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe vurderingsankenævnets afgørelse af xx vedrørende ejendommen xx for Landsskatteretten. 

Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at G1s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med G1s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan varier alt efter sagens omfang - herunder i hvor høj grav Landsskatteretten inddrager G1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder. 

Parterne har endvidere aftalt, at G1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver G2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten.’ 

Denne aftale forelå ikke i 1. aftalegrundlag. Aftalen adskiller sig også fra 2. aftalegrundlag, hvor det blot fremgår, at G1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe SKATs afgørelse for Landsskatteretten.

Advokat MT fra G1 har i sin mail af den 20. september 2015 oplyst, at G2 oplyser, at aftalegrundlaget mellem dem og grundejeren er det samme, som det SKAT kender. Advokat MT oplyser videre, at forskellen i de fem sager handler om aftaleforholdet mellem G1 og grundejeren, og at der indgås en sådan aftale, som var efterlyst i højesteretssagen.

SKAT begrunder sin vurdering af det 3. aftalegrundlag i udtalelse af den 17. maj 2016 til Skatteankestyrelsen, hvortil der henvises.

4. aftalegrundlag: 

4. aftalegrundlag er baseret på 1. eller 3. aftalegrundlag suppleret med følgende ’Erklæring’: 

’Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og undertegnede, enten som direkte part i en skattesag eller som befuldmægtiget repræsentant for boligorganisationen, der er direkte part i sagen, og at vi eller boligorganisationen hæfter overfor G1 i relation til deres honorar. 

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller 100 % af honoraret til G1. G2 giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes G1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud. 

Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. 

Ovenstående erklæring gælder for alle skattesager, der fremgår af vedhæftede liste.’ 

SKATs vurdering af 4. aftalegrundlag 

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand. Det fremgår endvidere af bekendtgørelse nr. 791 af den 26. juni 2014 § 2, stk. 3, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering. Bekendtgørelsen er den 1. juli 2017 erstattet af bekendtgørelse nr. 513 af 19. maj 2017, hvor betingelsen om sædvanlig fakturering nu fremgår af § 4 stk. 1.

I SKM2015.479.HR fandt Højesteret, at ansøger ikke hæftede for betalingen af G1s salær, hvorefter betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt. Det er ved vurderingen af, om grundejeren opfylder lovens krav om hæftelse, naturligt at tage udgangspunkt i de kriterier, der opstilles i denne dom.

Vurderingen af, om der påhviler boligforeningerne/grundejerne en reel hæftelse for G1s salærkrav, skal ske på baggrund af de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget mellem boligforeningen/grundejeren og henholdsvis G2 ApS og G1.

4. aftalegrundlag svarer til 1. aftalegrundlag/3.aftalegrundlag suppleret med en erklæring.

SKAT tager udgangspunkt i, at det oprindelige aftalegrundlag i selskabets klagesag baserer sig på en uopsigelig aftale mellem boligforeningen/grundejeren og G2 ApS på vilkår om no cure no pay, hvor G2 ApS´ honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesagen, og hvor G2 ApS eksklusivt har rådighed over sagen, ligesom det var tilfældet i højesteretssagen.

Såfremt det underliggende aftalegrundlag udgør 1. aftalegrundlag samt en erklæring lægger vi vægt på følgende: 

De dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i denne sag adskiller sig fra det, der forelå i højesteretssagen ved, at der i denne sag foreligger en erklæring underskrevet af boligforeningen/grundejeren til G1.

G1 oplyser om ’Erklæringens Betydning’: 

• • at erklæringen er en klar fravigelse af den mellem grundejeren og G2 ApS indgående aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen end det, der eksplicit fremgår af den. 

• • at uanset motivet er faktum, at grundejeren skriftligt bekræfter det direkte advokat/klientforhold og hæftelsen for betaling af G1s honorar. Endvidere er det et faktum, at der kun er faktureret for anvendt tid efter at grundejeren positivt og skriftligt har bekræftet at hæfte for G1s honorarkrav.

• • at erklæringen udgør præcis det skriftlige aftalegrundlag som manglen på samme af var helt afgørelsen for udfaldet af Højesteretssagen. Det bør i den sammenhæng tillægges afgørende vægt, at der alene faktureres for anvendt tid efter, at grundejeren skriftligt har bekræftet klientforholdet og positivt tilkendegivet at hæfte for betalingen af G1s honorar.

Ifølge erklæringen, dækkes G1s honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud fra G2. Boligforeningerne/grundejerne hæfter overfor udgifterne til G1, hvis G2 ApS i tilfælde af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtigelse med den del af honoraret som ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

G1 påpeger i sin indsigelse, at det forhold, at erklæringen er underskrevet bestyrker, at det er grundejeren, der råder over sagen. Vi finder ikke, at erklæringen medfører, at G2 ApS afgiver råderetten over sagen.

Sammenfattende er det derfor SKATs vurdering, at de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i aftalen mellem G2 og boligforeningen/grundejeren i al væsentlighed svarer til det aftalegrundlag, der forelå i Højesteretssagen. Vi finder det ikke godtgjort, at boligforeningen/grundejeren hæfter for advokatudgiften, hvorfor boligforeningen/grundejeren efter SKATs opfattelse ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Af den oprindelige salæraftale mellem G2 og boligforeningerne/grundejerne fremgår det, at foreningen/grundejeren ikke under nogen omstændigheder skal betale salær til G2 eller andre, udover hvad der kan opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehandling, samt at aftalen er uopsigelig.

Indgåelsen af en ’Erklæring’, hvoraf det fremgår, at boligforeningen/grundejeren anerkender, at der består et direkte advokat/klient forhold mellem G1 og boligforeningen/grundejeren, samt at boligforeningen/grundejeren hæfter overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at boligforeningen/grundejeren hæfter for G1s salær i tilfælde af G2s konkurs. Vi påpeger, at der foreligger en aftale mellem G2 og boligforeningerne/grundejerne om, at boligforeningen/grundejeren aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten indeholdende et vilkår om no cure no pay. Et kontrakts vilkår som G1 er bekendt med. SKAT vurderer, at boligforeningen/grundejeren ikke har motiver til, at ændre det oprindelige aftalegrundlag, hvor boligforeningen/grundejeren påtager sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af, at G2 ApS´ konkurs.

Såfremt det underliggende aftalegrundlag udgør 3. aftalegrundlag samt en erklæring lægger vi endvidere vægt på følgende: 

’Indgåelsen af en "aftale om advokatbistand", hvoraf det alene fremgår at grundejeren antager G1 som advokat, samt at salæret afregnes i overensstemmelse med G1s standardtimetakster, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at boligforeningen/grundejeren hæfter for G1s salær i tilfælde af G2s konkurs. SKAT fremhæver i den sammenhæng, at der foreligger en aftale mellem G2 og grundejeren om, at de aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten, der indeholder no cure no pay-vilkår. Et kontraktvilkår som G1 er bekendt med. Boligforeningen/grundejeren har ingen grund til at forvente/mene, at de skulle betale mere for sagens førelse, herunder til at pådrage sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af, at G2 ikke betaler G1.’ 

Det er SKATs vurdering, at G2 ApS og G1 ikke har dokumenteret og godtgjort, at det oprindelige aftalegrundlag og vilkårene mellem G2 ApS og boligforeningen/grundejeren er blevet ændret ved boligforeningens/grundejerens underskrift af erklæringen. Betingelsen om, at den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for udgifterne, hvilket er en betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, anses dermed ikke for opfyldt.

Sammenfatning

SKAT finder - ud fra en samlet vurdering af de faktiske oplysninger jf. sagsfremstillingen - derfor ikke salær, der baseres på 4. aftalegrundlag, for godtgørelsesberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, idet boligforeningen/ grundejeren ikke er forpligtiget til at betale advokatfirmaets regninger vedrørende sagkyndig bistand.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne. Da de godtgørelsesberettigede generelt overdrager kravet på omkostningsgodtgørelse til G1, påhviler bevisbyrden G1.

Det underliggende aftalegrundlag udgør 1. aftalegrundlag eller 3. aftalegrundlag.

Højesteret har i dom af 30. juni 2015 SKM2015.479.HR taget stilling til 1. aftalegrundlag. Efter Højesterets afgørelse er udgangspunktet, at grundejeren ikke hæfter for G1s salær i tilfælde, hvor det underliggende dokumentgrundlag svarer til det i højesteretssagen. Udgangspunktet i disse sager er derfor, at grundejerne ikke hæfter for salæret til G1 i tilfælde af G2s konkurs.

Landsskatteretten har i tre principielle afgørelser af den 27. marts 2017 taget stilling til 3. aftalegrundlag. Landsskatteretten stadfæster heri, at ansøger ikke hæfter for betalingen af salærnotaen.

4. aftalegrundlag adskiller sig fra disse aftalegrundlag med forannævnte erklæring.

Vi finder ikke at erklæringen medfører, at G2 ApS afgiver råderetten over sagen. Indgåelsen af en "Erklæring", hvoraf det fremgår, at boligforeningen/grundejeren anerkender, at der består et direkte advokat/klient forhold mellem G1 og boligforeningen/grundejeren, samt at boligforeningen/grundejeren hæfter overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at boligforeningen/grundejeren hæfter for G1s salær i tilfælde af G2s konkurs. Vi påpeger, at der foreligger en aftale mellem G2 og boligforeningerne/grundejerne om, at boligforeningen/grundejeren aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten indeholdende et vilkår om no cure no pay. Et kontrakts vilkår som G1 er bekendt med. SKAT vurderer, at boligforeningen/grundejeren ikke har motiver til, at ændre det oprindelige aftalegrundlag, hvor boligforeningen/grundejeren påtager sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af, at G2 ApS´ konkurs.

Ligesom det var tilfældet i højesteretssagen, er G2s aftale med grundejerne baseret på et no cure no pay-princip, hvor G2 eksklusivt har rådigheden over sagen.

Det følger således af kontrakten mellem G2 og grundejeren, at aftalen er uopsigelig frem til honorarafregning med G2 har fundet sted eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

Efter ordlyden af den oprindelige aftale mellem G2 og grundejeren har grundejeren ikke indflydelse på, om en afgørelse skal påklages.

2. aftalegrundlag adskiller sig fra de øvrige aftalegrundlag. Kunden modtager her et dokument betegnet "Stillingtagen til ankeproces", hvor kunden har mulighed for at vælge, enten at G1 skal føre sagen ved Landsskatteretten, eller at G2 fortsat skal føre sagen. Hvis kunden vælger, at sagen skal overdrages til G1, skriver kunden under på, at G2 overdrager sagen til Advokatanpartsselskabet G1, hvorved der stiftes et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og kunden og kunden hæfter overfor G1 i relation til deres honorar. Sammenfattende vurderer SKAT, at vi ikke kan løfte bevisbyrden for, at 2. aftalegrundlag medfører at G1s klienter reelt ikke hæfter." 

SKAT har supplerende anført: 

"SKAT er enig med styrelsen i, at G1 bærer bevisbyrden for, at grundejerne var forpligtet til at betale G1s honorar. SKAT er dog ikke enig med styrelsen i at denne bevisbyrde er løftet, da erklæringen ikke ændrer i det eksisterende aftalegrundlag. Den skaber således ikke en ændring af det aftalegrundlag, der den 28. april 2015 gjaldt for klagerens brug af G2 ApS og G1, hvorefter der nu ubestridt efter SKM2015.A79.HR ikke var ret til omkostningsgodtgørelse.

Hertil kommer, at en sådan erklæring under de givne omstændigheder heller ikke kan være retligt bindende for SKAT. Der er i givet fald tale om et misbrug/en omgåelse af omkostningsgodtgørelsesordningen.

En række grunde viser, at klageren ikke opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse: 

1. Der er ikke sket en aftaleændring 

 

Der er ikke grundlag for at konstatere, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse - i strid med parternes hensigt med erklæringen - er opfyldt.

SKAT er ikke enig med Skatteankestyrelsen i, at der med underskrivelsen af erklæringen i bilag 2 fremadrettet er skabt en forpligtelse for klienten til at hæfte for G1s salær.

G1 opgav først i e-mail af 5. juli 2016 deres krav på omkostningsgodtgørelse i perioden forud for erklæringens underskrivelse. G1 har således selv anført, at der ikke blev faktureret tid forud for erklæringens underskrivelse, jf. ligeledes klagens, side 1, sidste afsnit.

Nu gøres det imidlertid gældende, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse er opfyldt for arbejde udført i perioden fra erklæringens underskrivelse den 28. april 2015.

Aftalegrundlaget i nærværende sag skulle altså være ændret på tidspunktet, hvor klagerens sag om ejendomsvurderingen blev behandlet ved Landsskatteretten af G1 selv. Den eneste ændring, der kan være foretaget i aftalegrundlaget er, at erklæringen (bilag 2) er underskrevet af klageren.

Den fremlagte erklæring (bilag 2) er imidlertid bagudrettet i tid, når det - som det fremgår af erklæringens ordlyd - "anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og H1, og at H1 derfor hæfter overfor G1 i relation til deres honorar". (mine understregninger) 

Det er ganske naturligt, at erklæringen (bilag 2) beskriver, hvad der foregik bagud i tid, da den er underskrevet på et tidspunkt, hvor den principielle sag om G2 ApS' ordning, SKM2015.479.HR endnu ikke var afgjort.

Klagerens erklæring af 28. april 2015 ændrer derfor ikke fremadrettet på det allerede foreliggende aftalegrundlag.

At der ikke er grundlag for en sådan fortolkning, som både klagen og styrelsens indstilling er udtryk for, understreges ligeledes af, at klageren ikke har noget motiv til at ændre det eksisterende aftalegrundlag og påtage sig en hæftelse og derved en yderligere risiko.

På tidspunktet for erklæringens (bilag 2) underskrivelse forelå der en uopsigelig aftale mellem G2 ApS og klageren. Aftalegrundlaget svarer til det, der var til prøvelse i SKM2015.479.HR. Af kontrakten mellem G2 ApS og grundejeren (bilag A) fremgår det, side 3, at: 

"Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende, indtil honorarafregning med G2 har fundet sted, eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. " 

Kontrakten mellem G2 ApS og klageren var indgået på no cure no pay-vilkår. Klageren havde således intet motiv for på dette tidspunkt at ændre et grundlæggende vilkår til skade for sig selv.

SKAT er ligeledes i en række andre sager bekendt med, at nogle grundejere ikke ville påtage sig denne yderligere risiko for at ende med at hænge på advokatregningen. Grundejerne fik derfor en bankgaranti betalt af G2 ApS, der skulle dække hvis G2 ApS gik konkurs.

Underskrivelsen af erklæringen i bilag 2 skete derimod på foranledning af, at SKAT begyndte at vise interesse for G2 ApS' forretningsmodel og ligeledes efter opstart af Højesteretssagen.

Erklæringen (bilag 2) er underskrevet på et tidspunkt, hvor der forelå et klart aftalegrundlag mellem parterne, og underskrivelsen heraf ændrer således ikke herpå.

2. Generelt om sagerne

At der med underskrivelsen af erklæringen (bilag 2) ikke er sket en aftaleændring, bestyrkes ligeledes af karakteren af samarbejdet mellem G2 ApS og G1.

G2 ApS er en succesrig rådgivningsvirksomhed, der er højt specialiseret i at føre sager om grundforbedringsfradrag mv.

G2 ApS arbejder desuden efter en særlig honorarmodel med sine tusindvis af klienter. Der er indgået kontrakt efter no cure no pay-modellen. G2 ApS' klienter skal alene betale for bistanden i det omfang, at det lykkes G2 ApS at skabe en gevinst til klienterne. Dvs. hvis der skal betales ejendomsskatter tilbage.

G2 ApS' honorar udgør som udgangspunkt 25 % af det tilbagebetalte beløb.

Modellen forudsætter, at G2 ApS har den fulde råderet over sagen. Det kan jo ikke være sådan, at lige før sagen er afsluttet, "afskediger" klienten G2 ApS og derved sparer salæret til selskabet. Der er derfor en uigenkaldelig procesfuldmagt til G2 ApS ligesom aftalen er uopsigelig. 

Medio 2008 havde G2 ApS så meget succes; at selskabet var nødt til at få hjælp fra G1 til at føre sagerne. I SKM2015.479.HR den principielle sag om G2 ApS' ordning hedder det således: 

"Følgende fremgår af brevet af I. juli 2008 fra G2 ApS til klageren: 

»På grund af en stærkt stigende arbejdsbyrde i vores sagsportefølje, har G2 ApS fundet det hensigtsmæssigt at indgå et samarbejde med Advokatfirmaet G1, der er specialister i beskatning af fast ejendom i Danmark." 

G1 var imidlertid på dette tidspunkt ikke ekspert i ejendomsbeskatning. Chefjurist hos G2 ApS - OC - forklarede for retten i Kolding: 

"NR kendte advokat LH, som han havde spillet badminton med, og ideen, om at advokat LH skulle stifte et advokatfirma, der kunne behandle sagerne ved Landsskatteretten og domstolene, opstod Det endte med, at advokat LH i juni 2008 stiftede G1. " 

Han forklarede for Vestre Landsret: 

"Advokat LH var i juni 2008 efter hans opfattelse ikke ekspert på vurderingsområdet, således som de var hos G2 - men det er der ikke mange, der er. LH havde, så vidt han ved, på det tidspunkt et enkeltmandsadvokatfirma. G2 var med til at uddanne LHs personale, der blev ansat fra 2008." 

For landsretten (hovedforhandling i april 2014) forklarede advokat NA, G1, følgende om G1s sagsportefølje: 

"Hun vil tro, at de har omkring et par tusinde vurderingssager fra G2, hvorfra langt størstedelen af deres sager stammer. Hun har selv været på kursus hos G2." 

Som det ses, er G1 startet på initiativ af G2 ApS, som også har uddannet G1s medarbejdere, og "langt størsteparten" af advokatfirmaets sager kommer fra G2 ApS.

Det kan altså konstateres, at der er et endog meget tæt samarbejde mellem G2 ApS og G1.

Det kan også konstateres, at G1 er oprettet i G2 ApS' interesse. G2 ApS havde for meget at lave.

Ved denne model fik G2 ApS aflastning for sine opgaver overfor kunderne, som man havde påtaget sig at føre sagerne om grundfradragsforbedring for.

G2 ApS søgte desuden at få statskassen til at betale for udgiften ved denne underleverandør. Det skete og sker via omkostningsgodtgørelsesordningen. Via denne ordning søgte G2 ApS at få betalt mindst 50 % af udgiften til G1 og 100 %, hvis G2 ApS' klient fik overvejende medhold i sin påstand. Det gjorde de endog med meget stor succes.

Uanset at G2 ApS får en underleverandør til at lave en stor del af arbejdet og får statskassen til at betale 50 eller 100 % af udgiften til G1, så får G2 ApS fortsat efter modellen det samme honorar fra klienten.

Der er således, som Højesteret også fastslog under henvisning til Vestre Landsrets præmisser, et forretningsmæssigt samarbejde mellem G2 ApS og G1, og G1 kender til fulde aftalegrundlaget.

Efter opstarten af Højesteretssagen har G2 og G1 gentagne gange forsøgt at aftale sig ind i retten til omkostningsgodtgørelse. Dette er sket ved at søge at ændre enkeltelementer, men uden at miste et kommercielt meget stærkt kort, nemlig no cure no pay-modellen. Dette var ligeledes tilfældet i Landsskatterettens kendelser af 27. marts 2017 (j.nr. 15-3230363, 15-3230313 og 15-323 0427), og hvor Landsskatteretten i sin afgørelse nåede frem til, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt.

I nærværende sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre G2 ApS, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem G2 ApS og grundejerne er en uopsigelig aftale. Den afgivne erklæring i denne sag (bilag 2) har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler G2 ApS' udgift til selskabets underleverandør, G1.

Flere grunde fører herefter hver for sig eller i hvert fald tilsammen til, at klageren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse: 

3. 2.-4. grund 

På tidspunktet for erklæringens (bilag 2) underskrivelse forelå der en uopsigelig aftale mellem G2 og klageren. Aftalegrundlaget svarer til det, der var til prøvelse i SKM2015.479.HR. Af kontrakten mellem G2 ApS og klageren fremgik det, at aftalen var uopsigelig indtil honorarafregning med G2 har fundet sted, eller indtil der forelå en endelig afgørelse i det administrative klagesystem.

Klienterne har herefter givet G2 ApS ret til at "uddelegere" selskabets procesfuldmagt til tredjemand - både i det administrative system og ved domstolene.

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og G2 ApS har en ret til at indsætte en advokat, er betalingen af advokaten, her G1, ikke en forpligtelse for G2 ApS' klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig G2 ApS.

Hvis G2 ApS' klient har påtaget sig en betalingsforpligtelse, om end af teoretisk art, overfor G1, er en sådan forpligtelse uden betydning.

To parter kan ikke aftale, at en tredjemand her staten skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er en "gratis" omgang for begge parter, som der ikke efter loven er pligt til at respektere.

Under alle omstændigheder må en sådan eventuel påtagelse af en forpligtelse frakendes enhver retlig betydning overfor staten.

Det er således tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål. Det følger ganske vist af erklæringens ordlyd, at: 

"Som klient hæfter H1 overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse." 

Det er dog ganske klart, at hvis der er en aftaleændring, skyldes en sådan alene ønsket om at opnå omkostningsgodtgørelse.

Det følger af aftalegrundlaget, at G2 ApS i forbindelse med indhentelse af fuldmagten fra grundejeren til at uddelegere procesfuldmagten i sagen anfører, at: 

"Omstruktureringen vil medføre, at der bliver mulighed for at afsætte flere ressourcer til sagerne. Derimod vil omstruktureringen IKKE medføre yderligere udgifter for Dem i forhold til den oprindelige aftale mellem Dem og G2 ApS. Dette skyldes, at udgiften til advokatfirmaet dækkes af staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, hvorefter en klager får enten 50 % eller 100 % af honoraret dækket afhængig af medholdsgraden. Opnås kun omkostningsgodtgørelse svarende til 50 % af udgifterne, betaler G2, der har en retlig interesse i sagerne, de resterende 50 % som et tilskud til Dem netop med det formål, at De kun er forpligtet til at afregne honorar til G2 ApS i henhold til den oprindelige kontrakt." 

At grundejeren ved underskrivelsen af erklæringen (bilag 2) skulle påtage sig den yderligere forpligtelse at hæfte for G1s regning stiller ham dårligere end ved den foreliggende aftale med G2 ApS. Grundejeren har ingen motiver til at påtage sig denne forøgede risiko og dermed ændre aftalevilkårene til skade for sig selv.

Hverken G2 ApS eller G1 har på noget tidspunkt redegjort for baggrunden for den påståede ændring af dette afgørende vilkår i aftalen. Klageren opfordres (A) derfor til at redegøre for samt fremlægge korrespondancen mellem henholdsvis G2 ApS, G1 og klageren vedrørende den rådgivning, der lå til grund for den påståede ændring af de foreliggende aftalevilkår ved underskrivelsen af erklæringen i bilag 2.

Det eneste tænkelige formål med erklæringen er, som nævnt, ønsket om at opnå omkostningsgodtgørelse. Erklæringen er et forsøg på at overbevise om, at kunden hele tiden har hæftet for advokatregningen, således at der kan opnås omkostningsgodtgørelse i strid med reglerne.

Ordningen har ikke til hensigt at yde omkostningsgodtgørelse i en forretningsmodel, som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem G2 ApS og klienterne ligger fast og opgavefordelingen er klar.

Det ligger efter det foreliggende aftalegrundlag fast, at det er G2 ApS, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandør, og klienternes "opgave" er at betale, hvis det bliver en succes. Deres teoretiske risiko for at "hænge" på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved "fiasko", altså hvor der ikke opnås succes. Det er imidlertid ikke tilfældet ved dette set-up.

I det tilfælde, hvor der som her foreligger uigenkaldelige aftaler; og hvor G2 ApS har råderetten over sagen, er der tale om et forsøg på misbrug af omkostningsgodtgørelsesordningen. En ordning, hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter, der er ved at føre skattesager til rådgiverne, herunder advokater. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

At ordningen selvsagt ikke var tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag, viser også den senere lovændring, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven (betingelser for tredjemandstilskud).

Det fremgår af de almindelige bemærkninger af punkt 3.7.2 følger det bl.a., at: 

"Formålet med forslaget er at afskære muligheden for at yde skattefrie tredjemandstilskud, hvor yder har indgået en honoraraftale med klienten på no cure no payvilkår. Baggrunden herfor er, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke bør understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at tillade, at tredjemandstilskuddet kan ydes skattefrit." 

Folketinget har således taget stilling til ordningen og afskaffet muligheden for, at repræsentanter kan yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der er indgået honoraraftaler, der er baseret på sagens udfald, de såkaldte no cure no pay-vilkår.

Parternes hensigt med underskrivelsen af erklæringen, hvis Skatteankestyrelsen har ret i sin aftalefortolkning, er således været at aftale sig ind i retten til omkostningsgodtgørelse, dog uden at ændre de grundlæggende vilkår i det foreliggende aftalegrundlag, herunder no cure no pay-vilkåret." 

På retsmøde i Landsskatteretten anførte SKAT blandt andet, at erklæringen ikke er udtryk for en ny aftale, men derimod må anses som en bekræftelse af det aftalegrundlag, som hele tiden har været gældende.

Klagerens opfattelse 

G1 har på vegne af klageren fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb, der alene vedrører udgifter for bistand ydet efter, at klageren har underskrevet erklæringen.

Af klagen fremgår blandt andet følgende: 

"ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR DEN NEDLAGTE PÅSTAND 

Det gøres gældende, at klager er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af G1 i forbindelse med en klage til Landsskatteretten over ejendomsvurderingen for klagerens ejendom.

Der er overordnet set enighed om, at det er en helt grundlæggende betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Hvorvidt dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering af det konkrete aftalegrundlag. Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, ændrer ikke herpå. I sagen foretog Højesteret netop en sådan konkret vurdering af det i sagen værende aftalegrundlag, og nåede herefter frem til, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Der er endvidere enighed om, at det forhold, at en tredjemand påtager sig at yde et tilskud til en sags førelse (tredjemandstilskud) ikke i sig selv afskærer adgangen til omkostningsgodtgørelse. Dette var der tillige enighed om i SKM2015.479.HR, jf. bl.a. Skatteministeriets anbringender for Retten i Kolding som gengivet i Højesterets dom.

Den foreliggende sag adskiller sig fra SKM2015.479.HR derved, at klageren har underskrevet en erklæring, hvor det specifikt bekræftes 

at der består et direkte advokat/klientforhold mellem grundejeren og G1, og 

at grundejeren hæfter for betaling af G1s honorar, 

Endvidere er der i disse sager udelukkende faktureret for anvendt tid efter erklæringstidspunktet.

Spørgsmålet er således, om erklæringen og det forhold, at der kun er faktureret for anvendt tid efter erklæringstidspunktet medfører, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Det er SKATs opfattelse, at erklæringen ikke ændrer på noget, hvilket ses af være begrundet i to forhold: 

1. 1. Erklæringen medfører ikke, at G2 ApS afgiver råderetten over sagen.

1. 2. Erklæringen er ikke tilstrækkelig til at ændre på den oprindeligt indgåede aftale mellem grundejeren og G2 ApS med den virkning, at grundejeren hæfter for G1s honorar.

Ad 1 - råderetten 

Det er SKATs opfattelse, at det reelt er G2 ApS, der råder over sagen.

Spørgsmålet om råderetten ses at have været et element i byrettens (SKM2014.89.BR) begrundelse for grundejerens manglende hæftelse. Spørgsmålet om, hvem der reelt råder over sagen, er ikke en del af landsrettens præmisser (og følgelig heller ikke Højesterets præmisser), idet landsretten hverken tiltræder byrettens præmisser eller har det med i egne præmisser, hvilket forekommer naturligt, idet det hverken af lovens ordlyd eller forarbejderne hertil fremgår, at rådighed over sagen er et kriterie for vurdering af spørgsmålet om hæftelse.

Med underskriften på erklæringen bekræfter klageren, at der består et direkte advokat/klientforhold og at denne hæfter for betalingen af G1s honorar.

I det tilfælde, at klageren havde været af en anden opfattelse ville klageren jo selvsagt ikke have underskrevet erklæringen. Klageren ville endvidere have protesteret herimod, hvorved G1 naturligvis ikke fortsat ville have kunnet repræsentere klageren i sagen, idet dette er i klar modstrid med de advokatetiske regler.

Det forhold, at erklæringen er underskrevet bestyrker således, at det er klageren, der råder over sagen.

Ad 2 - erklæringens betydning 

Det er SKATs opfattelse, at erklæringen ikke er tilstrækkelig til at ændre på den oprindeligt indgåede aftale mellem klageren og G2 ApS med den virkning, at klageren hæfter for G1s honorar.

SKAT gør sig i den forbindelse nogle overvejelser om klagerens motiver til at ændre på den oprindeligt indgåede aftale, og når uden nogen som helst form for belæg frem til, at et sådant motiv ikke eksisterer. Hvad klagerens motiver for at vælge G1 fremfor G2 ApS som repræsentant er ses at være sagen ganske uvedkommende, men det kunne jo være, at klageren qua G1s ekspertise med at føre sager i Landsskatteretten og ved domstolene ønskede at være repræsenteret af G1.

Erklæringen er en klar fravigelse af den mellem klageren og G2 ApS indgåede aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen end det, der eksplicit fremgår af den.

Uanset motivet er faktum, at klageren skriftligt bekræfter det direkte advokat/klientforhold og hæftelsen for betaling af G1s honorar. Endvidere er det et faktum, at der kun er faktureret for anvendt tid efter at klageren positivt og skriftligt har bekræftet at hæfte for G1s honorarkrav.

Erklæringen udgør dermed præcis det skriftlige aftalegrundlag som manglen på samme af var helt afgørende for udfaldet af Højesteretssagen. Det bør i den sammenhæng tillægges afgørende vægt, at der alene faktureres for anvendt tid efter, at klageren skriftligt har bekræftet klientforholdet og positivt tilkendegivet at hæfte for betalingen af G1s honorar.

Landsskatteretten har i 3 prøvesager (j.nr. 15-3230363, 15-3230313 og 153230427) taget stilling til det 3. aftalegrundlag. Landsskatteretten traf afgørelse i de 3 prøvesager den 27. marts 2017.

Når man ser præmisserne i Landsskatterettens afgørelser i de tre prøvesager vedrørende det 3. aftalegrundlag, fremgår det klart, at flertallet har lagt helt afgørende vægt på, at det ikke af aftalegrundlaget mellem grundejeren og G1 i form af den indgåede aftale om advokatbistand eksplicit fremgår, at grundejeren hæfter for betalingen af G1s honorar - noget der i øvrigt følger ganske klart af helt grundlæggende obligationsretlige regler.

Der stilles altså større krav til grundejere, der har været repræsenteret af G2, end der gør til andre grundejere/skatteydere, der ikke har været repræsenteret af G2, når det kommer til spørgsmålet om hæftelse for betaling af den sagkyndiges honorar.

Erklæringen udgør netop en sådan eksplicit dokumentation for hæftelsen. Klageren bekræfter således positivt at denne hæfter for betalingen af G1s honorar. Såfremt klageren havde været af den opfattelse, at der ikke bestod et direkte advokat/klientforhold og at klageren ikke skulle hæfte for betalingen af G1s honorar, ville klageren jo selvsagt ikke have underskrevet erklæringen." 

G1 har supplerende anført: 

"1. Overordnede bemærkninger 

Indledningsvist henviser jeg til det i klagen anførte, som i det hele fastholdes.

Side 3-5 i SKATs udtalelse handler i meget vid udstrækning om G2 ApS, herunder hvor succesfuld en rådgivningsvirksomhed G2 ApS er.

Jeg skal således kvittere for SKATs anerkendelse af den store indsats, som G2 ApS har gjort på vegne af landets grundejere på et område, hvor mediernes dækning og Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013 viser, at Skatteministeriets håndtering af området har været endog særdeles kritisabel, mangelfuld og fyldt med fejl, og hvor Kammeradvokatens undersøgelse af november 2012 konkluderer, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klar ulovlig og ansvarspådragende.

Men nu handler de foreliggende sager ikke om G2 ApS, selvom man umiddelbart godt kunne foranlediges til at tro det, når man ser på den måde, som SKAT fremstiller det på i udtalelsen - særligt på side 3-5.

1.1 SKATs identitetsforvirring 

Det er ikke G2 ApS, der - som anført i SKATs udtalelse på side 5, 2. afsnit - søger om at få statskassen til at betale for G2 ApS’ udgifter til G1.

For det første, har G2 ApS ingen udgifter til G1 allerede af den grund, at G1 ikke er antaget af G2 ApS.

G2 ApS har en udgift til grundejerne i form af det lovede tredjemandstilskud for den del af G1s honorar, der ikke måtte blive dækket  af reglerne om omkostningsgodtgørelse. En udgift, der jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 2, ikke af G2 ApS kan fradrages som en driftsudgift, men skal føres på egenkapitalen og således betales af allerede beskattede midler - et forhold, som jeg føler mig overbevist om allerede er kontrolleret af SKAT.

Synspunktet om, at det er G2 ApS, der har antaget G1 som underleverandør til opfyldelse af G2 ApS’ forpligtelser over for grundejeren, ses at være inspireret af byrettens præmisser i SKM2014.89.BR, hvor byretten bl.a. anførte følgende i præmisserne: 

A's advokatbistand har således i realiteten har været ydet til B for dennes regning og ikke til S. Den omstændighed, at A har stilet sine á contoregninger til S kan under disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Vestre Landsret hverken henviste til eller tiltrådte byrettens præmisser i SKM2014.399.VLR. Endvidere tiltrådte Højesteret i UfR 2015, 3383 H landsrettens præmisser med nogle yderligere bemærkninger om administrativ praksis.

Det fremhæves endvidere, at det fremgår af byrettens præmisser, at sagen blev oversendt fra G2 ApS til G1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter blev underrettet herom efter, at G1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, og at grundejeren først yderligere en måned senere underretningen udstedte en procesfuldmagt til G2 ApS.

Det er altså ikke et synspunkt, der kan tillægges nogen vægt.

For det andet, er det G1 der som sagkyndig bistandsyder på vegne af sin klient ansøger om omkostningsgodtgørelse akkurat som andre sagkyndige bistandsydere gør det på vegne af deres klienter i tusindvis af andre skattesager, hvor der er adgang til omkostningsgodtgørelse.

1. 2 Baggrunden for erklæringen 

Som for enhver anden advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centreret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse også for G1 centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved G1s klienters berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens - efter SKATs opfattelse - manglende hæftelse for G1s honorar, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at klienterne blev bedt om at bekræfte det, der hele tiden har været forståelsen -også i sager, hvor aftalegrundlaget er det samme som i SKM2015.479.HR - nemlig, at der består et direkte advokat-/klient-forhold og at klienten hæfter for betalingen af G1s honorar.

Som også anført i klagen udgør erklæringen en klar fravigelse af den mellem klageren og G2 ApS indgåede aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen en det, der eksplicit fremgår af den.

Jeg henviser i øvrigt i det hele til det i klagen anførte om erklæringens betydning.

1.3 Forretningsmæssigt samarbejde 

Det forhold, at der er et forretningsmæssigt samarbejde mellem G2 ApS og G1 kan ikke føre til, at G1s klienter ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Der findes i den danske rådgiverbranche masser af eksempler, hvor en rådgiver (fx en revisor) henviser deres kunder til en anden rådgiver (fx en advokat), og hvor en sådan henvisning af revisorens kunder sker til den samme advokat, som revisoren har et fast samarbejde med. Denne advokat vil så typisk henvise de af hans klienter, der har brug for revisorbistand, til revisoren.

Et lysende eksempel herpå er rådgivningsfirmaet R1 der bl.a. er ejet af en række revisionsfirmaer, og som yder skatte- og momsrådgivning primært til de ejende revisionsfirmaers kunder og fører administrative klagesager for disse. I fald nogle af disse sager skal for domstolene henvises kunderne til advokatfirmaet R2, som de har et fast samarbejde med, har kontorfællesskab med og som i øvrigt drives en tidligere fremtrædende medarbejder i R1. Så vidt vides driver SKAT ikke klapjagt på deres kunder i relation til deres lovmæssige ret til omkostningsgodtgørelse.

Det bemærkes endvidere, at G2 ApS samarbejder med andre advokatfirmaer end G1, herunder bl.a. R3 v/advokat VE Advokatfirmaet R4, Frem til PP tiltrådte som retsformand i Landsskatteretten, R4.

Advokat VE har ført og vundet principielle sager i Østre Landsret (SKM2015.89.ØLR og SKM2016.550.ØLR) vedrørende fradrag for interne grundforbedringer (de såkaldte hovedanlæg) for grundejere, hvor SKAT på tilsvarende vis har afvist at yde omkostningsgodtgørelse til de respektive grundejere.

Ligeledes har SKAT i en række tilfælde afvist at yde omkostningsgodtgørelse til grundejere, der har været repræsenteret af advokat PP.

De to sidstnævnte har så vidt vides (endnu) ikke ført vurderingssager for grundejere, der er eller har været repræsenteret af G2 ApS i det administrative system.

Det forretningsmæssige samarbejde mellem G2 ApS og G1 kan således heller ikke af denne grund være afgørende for, om grundejerne i de foreliggende sager er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

1.4 Bankgarantier 

SKAT gør sig nogle bemærkninger om, at G2 ApS i andre sager har udstedt bankgarantier til grundejere til dækning af G2 ApS’ tilskudsforpligtelse i tilfælde af firmaets eventuelle konkurs.

Det er derfor svært at se relevansen af SKATs bemærkninger herom, men hvis man skulle sige noget, så viser det forhold, at enkelte grundejere har udbedt sig en sådan bankgaranti jo netop blot, at de er vel vidende om, at de med deres indgåelse af aftale om advokatbistand med G1 hæfter for betalingen af G1s honorar for den ydede bistand.

På Skatteankestyrelsens foranledning undersøges det for nuværende, om G2 ApS har foranlediget udstedt bankgaranti til klageren.

2. SKATs grunde 

SKAT anfører på side 5 i udtalelsen, at "flere grunde fører herefter hver for sig eller i hvert fald tilsammen til, at klageren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse". 

Ingen af de af SKAT anførte grunde - hverken hver for sig eller tilsammen - kan føre til, at klageren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i den foreliggende sag.

2.1 Klagerens kontrakt med G2 ApS og procesfuldmagten 

SKATs bemærkninger vedrører det forhold, at grundejerne har indgået en "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat" med G2 ApS, der er uopsigelig, samt det forhold, at grundejerne har udstedt en procesfuldmagt til G2 ApS.

Det forhold, at klagerens kontrakt med G2 ApS er uopsigelig medfører ikke i sig selv, at klageren ikke hæfter for betalingen af G1s honorar. Det svarer til at sige, at såfremt man har indgået en uopsigelig aftale med et teleselskab, så er man afskåret fra at indgå aftaler med andre teleselskaber, og hvis man så gør det alligevel, så hæfter man ikke for betalingen af deres regninger.

Et vilkår om uopsigelighed medfører ikke en eksklusiv ret for G2 ApS til at være den eneste repræsentant for klageren, ligesom det ikke begrænser klageren til kun at lade sig repræsentere af G2 ApS.

Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en skatteyder/grundejer i en klage- eller domstolssag kan antage to repræsentanter og få sine udgifter til disse to repræsentanter helt eller delvist dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

At klageren ikke skulle hæfte for betalingen af G1s honorar fordi henvendelsen fra G2 ApS til G1 om overtagelse af sagen sker i henhold til den udstedte procesfuldmagt strider mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold.

Det ligger inden for rammerne af fuldmagten, at G2 ApS (den befuldmægtigede) retter henvendelse til tredjemand med henblik på at overtage sagen, såfremt denne tredjemand er advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning. Ligeledes ligger det inden for rammerne af fuldmagten, at G2 ApS (den befuldmægtigede) kan tilbagekalde sagen.

Idet G2 ApS har handlet inden for rammerne af fuldmagten, så hæfter klageren (fuldmægtigen) for den befuldmægtigedes handlinger, herunder betalingen af G1s honorar, ifølge grundlæggende obligationsretlige regler.

I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne, sådan som det tilsyneladende lægges til grund af SKAT. Et fuldmagtsforhold medfører ikke, at den befuldmægtige bliver hvervgiveren i stedet for fuldmægtigen.

Det medfører derfor heller ikke, at klageren ikke råder over sagen, som anført af SKAT.

Det fremgår i øvrigt intet sted af procesfuldmagten fra grundejerne til G2 ApS, at denne er uigenkaldelig.

2.2 SKATs omgåelsesbetragtninger 

SKAT anfører her, at såfremt grundejeren har påtaget sig en hæftelse for betalingen af G1s honorar (hvilket SKAT bestrider), så er en sådan forpligtelse uden betydning.

Henset til, at der ses at være enighed om, at det er helt afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at grundejerne hæfter for betalingen af G1s honorar, hvilket i øvrigt også fremgår af Højesterets præmisser i SKM2015.479.HR, er det ganske enkelt uforklarligt og uforståeligt, at SKAT hævder, at lige netop hæftelsesforholdet er uden betydning.

SKAT anfører videre, at "to parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgiftsom aftaleforholdet mellem de to parter udløser".

Det fremstår ikke klart, hvem de "to parter" er. Det må dog antages, at SKAT refererer til G2 ApS og G1. Desuagtet giver det anførte ikke rigtig mening.

Jeg er for så vidt enig i, at to parter ikke kan aftale, at en tredje part skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er der vel næppe nogen, som kan være uenige i. Men der er ikke noget aftaleforhold mellem G2 ApS og G1 om at staten skal betale en udgift.

SKAT anfører videre, at en forpligtelse for klageren til at betale G1s honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvisning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Dette illustreres bl.a. af forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52), der blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, hvor reglerne i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager blev indskrevet som et nyt kapitel 3A i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002  (§ 1, nr. 1), hvor bl.a. godtgørelsessatsen blev ændret, og der blev indført 100 % godtgørelse såfremt den godtgørelsesberettigede person i sagen fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Om baggrunden for denne ændring er bl.a. anført følgende i lovforlagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002): 

Det foreslås, at ordningen forbedres, således at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige vinder sin sag, kan vedkommende stå tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v.

Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet.

På et område som ejendomsvurderingsområdet, hvor al erfaring og statistikker viser, at det offentliges håndtering af området lader en hel del tilbage at ønske (jf. også de indledende bemærkninger ovenfor), kommer ordningen netop til sin berettigelse.

SKATs bemærkning om, at "Ordningen har ikke til hensigt at yde omkostningsgodtgørelse i en forretningsmodel, som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem G2 ApS og klienterne ligger fast og opgavefordelingen er klar", illustrerer med alt ønskelig tydelighed, at SKAT kun ser på enkeltelementer i aftalegrundlaget i stedet for at se tingene i helhed.

Man kan ikke, som SKAT vælger at gøre det, se bort fra erklæringen.

Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelsesordningens formål. Klagerens aftale med G2 ApS ændrer ikke herpå.

3. Afslutning 

SKATs udtalelse af 24. oktober 2017 til Skatteankestyrelsens indstilling af 10. oktober 2017 til den foreliggende sags afgørelse giver således ikke grundlag for et andet resultat.

Det fastholdes således, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet efter erklæringens underskrivelse, idet der efter dette tidspunkt ikke kan være tvivl om, at klageren hæfter for betalingen af G1s honorar.

Jeg skal således henstille til, at Landsskatteretten følger Skatteankestyrelsens indstillinger." 

På retsmøde i Landsskatteretten anførte G1 blandt andet, at formålet med erklæringen fremgår af G1s supplerende indlæg afsnit 1.2. til Skatteankestyrelsen af 8. november 2017, at der ikke har været rådgivning forud for erklæringen, og at det havde været problem- og smertefrit at få klageren til at skrive erklæringen under, idet det allerede var klagerens opfattelse, at klageren hæftede for G1s salærnota. Endvidere anførte G1, at ordlyden af erklæringen medfører, at klageren hæfter for bistanden ydet både før og efter erklæringens underskrivelse.

Landsskatterettens afgørelse 

Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) fremgår følgende: 

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand  m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt: 

1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde: 

1) Ved klage, hvor et skatteankenævnet eller Landsskatteretten træffer afgørelse." 

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1.

Af en dom fra Højesteret af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, fremgår blandt andet følgende: 

"Højesterets begrundelse og resultat 

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for [advokatfirmaets] honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige ’skal betale eller har betalt’ rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-200, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s.7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatar sager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke fore til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet G1s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

S opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Højesteret stadfæster herefter dommen." 

Den dom fra landsretten, som Højesteret henviser til, er offentliggjort som SKM2014.399.VLR. Af dommen fremgår følgende: 

"Landsrettens begrundelse og resultat 

Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem B ApS og S. Aftalegrundlaget, som D kendte, indebar bl.a., at D's varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af D skete på foranledning af B ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B ApS og D.

På denne baggrund har S uanset forklaringerne om retsforholdet mellem D og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse ikke været forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af D Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her S, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da S' anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen.

[...]" 

Det er således en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede ifølge regning har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og ovennævnte dom fra Højesteret.

Det er Landsskatterettens klare opfattelse, at der skal være tale om en reel hæftelse.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne.

Klageren har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til G1, jf. transporterklæringen af 22. juni 2016. Bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at skulle betale salærnotaen af 22. juni 2016, påhviler derfor G1.

Den 14. september 2004 indgik klageren en kontrakt med G2. I 2008 blev kontrakten suppleret med den af klageren underskrevne fuldmagt, hvorefter G2 kunne uddelegere procesfuldmagten til G1. G2 oversendte klagerens sag til G1, som repræsenterede klageren ved Landsskatteretten.

I brevet til klageren meddelte G2, at omstruktureringen ikke ville medføre yderligere udgifter for klageren. Såfremt der kun kunne opnås omkostningsgodtgørelse svarende til 50 % af udgifterne ville G2 betale de resterende 50 % som et tilskud til klageren.

Ovenstående aftalegrundlag er sammenligneligt med aftalegrundlaget i sagen, offentliggjort som SKM2015.479.HR.

I nærværende sag har G1 fremlagt erklæring af 28. april 2015, som supplerer ovenstående aftalegrundlag. Klageren har ved underskrivelsen af erklæringen anerkendt at hæfte for G1s honorar, herunder hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse.

Hæftelsen i erklæringen anses ikke for at være reel, og G1 har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er herved henset til det samlede aftalegrundlag mellem klageren, G2 og G1. Inddragelsen af G1 sker på foranledning af G2, jf. procesfuldmagten af 15. juli 2008 og oversendelsesbrevet fra G2 til G1, og kontrakten mellem klageren og G2 var uopsigelig, indtil skattesagen havde fundet sin afslutning. Forholdene i nærværende sag synes således ikke at afvige sig væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret, offentliggjort som SKM2015.479.HR.

Af de grunde som Højesteret har henvist til, jf. herved landsrettens dom, kan klageren derfor ikke anses for at hæfte for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er således ikke tale om, at klageren reelt skal betale eller har betalt den omhandlede salærnota.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen vedrører, er dermed ikke opfyldt, og der kan derfor ikke ydes omkostningsgodtgørelse.

SKAT har således med rette afslået at behandle den omhandlede ansøgning om acontogodtgørelse, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

…" 

G1 har i en skrivelse af 8. november 2017 til Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen blandt andet oplyst følgende: 

"… 

1.2 Baggrunden for erklæringen 

Som for enhver anden advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centrerert omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse også for G1 centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved G1s klienteres berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens - efter SKATs opfattelse - manglende hæftelse for G1s honorar, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at klienterne blev bedt om at bekræfte det, der hele tiden har været forståelsen - også i sager, hvor aftalegrundlaget er det samme som i SKM2015.479.HR - nemlig, at der består et direkte advokat-/klientforhold og at klienten hæfter for betalingen af G1s honorar.

…" 

Parternes synspunkter

H1 har i sit påstandsdokument anført følgende:

"… 

4. DET RETLIGE GRUNDLAG 

Reglerne om omkostningsgodtgørelse findes i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår følgende: 

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Videre følger det af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1: 

Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt: 

1. Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

Endelig fremgår følgende af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1: 

Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

1. Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.

Det følger af ovenstående, at der som udgangspunkt ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

Det følger endvidere, at det er en betingelse for omkostningsgodtgørelse, at der foreligger en regning, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt. Den godtgørelsesberettigede skal altså hæfte for betalingen af den sagkyndige bistand.

At det er et helt grundlæggende krav, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar, er ligeledes slået fast i SKM2015.479.HR.

Det er netop spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger hæfter for betalingen af G1s honorar, der er afgørende for udfaldet af den foreliggende sag.

5. ANBRINGENDER 

5.1 Indledende bemærkninger 

Landsskatteretten fandt, at G1 ikke havde løftet bevisbyrden for, at sagsøger hæfter for betalingen af G1s honorar, hvorfor der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Af Landsskatterettens præmisser (bilag 1, side 29-30, E s. XX) ses det, at Landsskatteretten har lagt vægt på følgende forhold: 

• • • Det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, G2 og G1.

• • • At inddragelsen af G1 sker på foranledning af G2, jf. den af sagsøger udstedte fuldmagt til G2 (bilag 3, E s. XX) og oversendelsesbrevet fra G2 til G1 (bilag 4, E s. XX).

• • • At sagsøgers aftale med G2 (bilag 2, E s. XX) er uopsigelig.

• • • At hæftelsen i erklæringen ikke anses for at være reel.

• • • At forholdene ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM2015.479.HR.

Sagsøger er for så vidt enig i, at man skal se på tingene i deres helhed og derfor bliver nødt til at se på det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, G2 og G1, når det skal vurderes om sagsøger hæfter for betalingen af G1s honorar.

Sagsøger er derimod ikke enig i, at en samlet vurdering af aftalegrundlaget kan føre til den konklusion, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af den del af G1s honorar, der vedrører arbejde udført efter sagsøgers underskrivelse af erklæringen (bilag 4, E s. XX)..

Sagsøger er heller ikke enig i, at forholdene i den foreliggende sag ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM 2015, 479 H - erklæringen (bilag 4) udgør en væsentlig forskel.

Heller ikke det forhold, at G1 inddrages i sagen med afsæt i den af sagsøger udstedte fuldmagt (bilag 3) kan føre til, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af G1s honorar.

Det følger af helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold, at fuldmægtigen (sagsøger) fuldt ud hæfter for den befuldmægtigedes (G2) handlinger, så længe den befuldmægtigede handler inden for rammerne af fuldmagten, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag.

5.2 Højesterets dom af 30. juni 2015 - SKM2015.479.HR 

Højesterets dom er et centralt omdrejningspunkt i den foreliggende sag, hvorfor denne i det følgende vil blive gennemgået.

I sagen havde grundejeren ligeledes indgået en aftale med G2 om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat. Efter at vurderingsankenævnet havde truffet afgørelse i sagen blev denne på foranledning af G2 overdraget til G1, der indbragte sagen for Landsskatteretten.

Af byrettens præmisser fremgår det, at sagen blev oversendt fra G2 til G1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter og efter at G1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten blev underrettet herom ved et brev fra G2, og at grundejeren først yderligere en måned efter underretningen udstedte en fuldmagt til G2.

Set i lyset af ovenstående er det måske ikke så overraskende, at Højesteret nåede frem til, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af G1s honorar.

Det fremhæves, at der i Højesteretssagen ikke blev indgået en særskilt skriftlig aftale mellem G1 og grundejeren efter G2s kontakt til G1.

Det bemærkes videre, at det af landsrettens præmisser kan udledes, at det henset til grundejerens honoraraftale med G2, herunder orienteringsbrevet fra G2 til grundejeren i forbindelse med sagens overdragelse til G1, i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at han hæftede for betalingen af G1s honorar.

Landsretten fandt ikke, at grundejeren med sine forklaringer for byretten og landsretten havde løftet denne bevisbyrde. Landsrettens ses at have lagt stor vægt på, at grundejerens forklaring om retsforholdet skete efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

5.3 Erklæringens betydning 

Centralt i vurderingen af, om sagsøger hæfter for G1s honorar står erklæringen (bilag 4), som sagsøger underskrev i april 2015.

Landsskatteretten affejer erklæringens betydning med ordene "Hæftelsen i erklæringen anses ikke for at være reel (…)" (bilag 1, side 29, næstsidste afsnit, E s. XX) uden i øvrigt at gøre sig bare den mindste ulejlighed med at begrunde, hvorfor hæftelsen i erklæringen ikke anses for at være reel.

Med erklæringen bekræfter sagsøger positivt, at denne hæfter for betalingen af G1s honorar. Såfremt sagsøger havde været af den opfattelse ikke at hæfte for G1s honorar, ville sagsøger selvsagt ikke have underskrevet erklæringen.

Den foreliggende sag adskiller sig altså fra SKM2015.479.HR derved, at sagsøger har underskrevet en erklæring (bilag 4, E s. XX), hvor det specifikt bekræftes 

at der består et direkte advokat/klientforhold mellem grundejeren og G1, og 

at grundejeren hæfter for betaling af G1s honorar, 

Endvidere er der i sagen udelukkende søgt om omkostningsgodtgørelse for tid medgået efter erklæringstidspunktet. Netop dette forhold er også en væsentlig forskel i forhold til SKM2015.479.HR.

Som gennemgået ovenfor under pkt. 5.2, fandt Vestre Landsret, at grundejeren ikke med sine efterfølgende forklaringer for byretten og landsretten kunne godtgøre, at han hæftede for betalingen af honoraret.

I den foreliggende sag har sagsøger anerkendt hæftelsen forud for den tid, der er faktureret for. Der er altså ikke tale om, at man bagudrettet forsøger at reparere et "manglende aftaleforhold", som det var tilfældet i SKM2015.479.HR.

Sagsøger har været fuldt ud klar over, at G1s fortsatte arbejde med sagen indebar en reel hæftelse for G1s honorar i det tilfælde, at G2 ikke kunne/ville honorere sin tilskudsforpligtelse.

Det er her meget vigtigt at holde sig for øje, at der er forskel på at hæfte for honoraret og det forhold, at hæftelsen aktualiserer sig og udmønter sig i en faktisk fysisk betaling.

For det første er det ikke en betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den sagkyndiges regning rent faktisk er betalt.

For det andet vil hæftelsen, når en tredjepart har påtaget sig at yde et tilskud, kun aktualiseres i den situation, hvor tilskudsgiveren ikke kan eller ikke vil honorere sin tilskudsforpligtelse.

5.4 Honoraraftalens bestemmelse om uopsigelighed 

Det forhold, at der i sagsøgers honoraraftale med G2 (bilag 2) er en bestemmelse om, at aftalen er uopsigelig har ingen betydning i forhold til vurderingen af, om sagsøger hæfter for betalingen af G1s honorar.

Et vilkår om uopsigelighed medfører ikke en eksklusiv ret for G2 til at være den eneste repræsentant for sagsøger, ligesom det ikke begrænser sagsøger til kun at lade sig repræsentere af G2.

Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en skatteyder/grundejer i en klage- eller domstolssag kan antage to repræsentanter og få sine udgifter til disse to repræsentanter helt eller delvist dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Bestemmelsen om uopsigelighed afskærer ikke G1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger - heller ikke selvom inddragelsen af G1 sker med afsæt i fuldmagten (bilag 3), jf. straks nedenfor.

5.5 Fuldmagtens betydning 

Fuldmagten (bilag 3, E s. XX) giver G2 mulighed for på vegne af sagsøger, at uddelegere procesfuldmagt til G1. Procesfuldmagt defineres som retten til at repræsentere sagsøger i det administrative klagesystem og ved domstolene.

Det ligger inden for rammerne af fuldmagten, at G2 (den befuldmægtigede) retter henvendelse til G1 med henblik på at overtage sagen. Ligeledes ligger det inden for rammerne af fuldmagten, at G2 (den befuldmægtigede) kan tilbagekalde sagen.

Idet G2 har handlet inden for rammerne af fuldmagten, så hæfter sagsøger (fuldmægtigen) ifølge helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold for den befuldmægtigedes handlinger, herunder også for betalingen af G1s honorar.

I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne. Et fuldmagtsforhold medfører ikke, at den befuldmægtige bliver hvervgiveren i stedet for fuldmægtigen.

Der er i øvrigt ikke noget usædvanligt i, at en rådgiver (fx en revisor) retter henvendelse til en anden rådgiver (fx en advokat) på vegne af en kunde med henblik på at opnå advokatens assistance til en sag, der skal føres enten i Landsskatteretten og/eller ved domstolene. Noget sådant sker dagligt i den danske rådgiverbranche.

Fuldmagten afskærer derfor heller ikke G1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger.

5.6 Skatteministeriets omgåelsesbetragtninger 

Skatteministeriet anfører, at en forpligtelse for sagsøger til at betale G1s honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvisning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål.

Det bemærkes indledningsvist, at det er svært at få øje på omgåelseselementet. En omgåelse af regler må forudsætte en konstruktion, der medfører, at omkostningsgodtgørelse udbetales i en situation, hvor Skatteministeriet ellers ikke ville være forpligtet til at betale godtgørelse.

Der er tale om en i øvrigt godtgørelsesberettiget sag, hvor der er udført godtgørelsesberettiget arbejde af en sagkyndig bistandsyder. Såfremt sagsøgeren ikke tidligere havde været kunde hos G2 og havde indgået aftale med en hvilken som helst anden sagkyndig bistandsyder om førelse af sagen i Landsskatteretten, ville sagsøger utvivlsomt være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Selv hvis G2 havde ført sagerne for sagsøger i Landsskatteretten ville sagsøger have været berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af G2s honorar, der kunne henføres til sagens behandling i Landskatteretten.

Man kan sige, at der skal være tale om et tab for Skatteministeriet, hvis omkostningsgodtgørelsen udbetales. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Den eneste, der taber noget er sagsøger, der ikke opnår den omkostningsgodtgørelse, som der er et lovmæssigt krav på.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Dette illustreres bl.a. af forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52), der blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, hvor reglerne i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager blev indskrevet som et nyt kapitel 3A i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (§ 1, nr. 1), hvor bl.a. godtgørelsessatsen blev ændret, og der blev indført 100 % godtgørelse såfremt den godtgørelsesberettigede person i sagen fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Om baggrunden for denne ændring er bl.a. anført følgende i lovforlagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002): 

Det foreslås, at ordningen forbedres, således at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. 

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige vinder sin sag, kan vedkommende stå tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v. 

Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet. 

På et område som ejendomsvurderingsområdet, hvor Skatteministeriets håndtering af området lader en hel del tilbage at ønske, kommer ordningen netop til sin berettigelse.

Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelsesordningens formål. Sagsøgerens aftale med G2 ændrer ikke herpå.

Det strider således mod sagsøgers lovfæstede ret til omkostningsgodtgørelse, når omkostningsgodtgørelse nægtes.

Sagsøger har i øvrigt ikke indgået nogen aftale med G1 om førelse af sagen på "no cure no pay-vilkår" ligesom G1 ikke yder noget tredjemandstilskud til sagsøger, hvorfor ændringen af ligningsloven og mulighederne for at yde et skattefrit tredjemandstilskud (lov nr. 1501 af 23. december 2014) er uden betydning.

Det bemærkes i øvrigt, at G1s honorar ikke er påvirket af succes/fiasko. Sagsøger skal således også betale honorar til G1s i tilfælde af "fiasko".

6 SAMMENFATNING 

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at sagsøger hæfter for betalingen af G1s honorar og følgelig er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder, hvis honorar sagsøger efter helt grundlæggende obligationsretlige regler hæfter for betaling af.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende: 

"…

Anbringender 

Frifindelsespåstanden støttes på, at boligforeningen ikke hæfter for G1s faktura, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1 (M..), og UfR 2015.3383H (M..). Boligforeningen er enig i, at dette er "et helt grundlæggende krav", jf. stævningen side 4, næstsidste afsnit (E..).

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, indebærer det derfor, at omkostningsgodtgørelse er udelukket.

Aftalegrundlaget i nærværende sag svarer til det, der var til prøvelse i Højesteretssagen (UfR 2015.3383 H - M..). Det eneste yderligere der foreligger er, at boligforeningen i denne sag den 28. april 2015 har underskrevet en erklæring (bilag 4 - E..).

Underskrivelsen af denne erklæring ændrer ikke på det allerede foreliggende aftalegrundlag.

Boligforeningen har gjort gældende, at betingelserne for omkostningsgodtgørelse er opfyldt for arbejde udført i perioden fra erklæringens underskrivelse den 28. april 2015 (bilag 4 - E..). Boligforeningen gør således gældende, at der er sket en ændring af det eksisterende aftalegrundlag.

Erklæringen er imidlertid ikke formuleret som en aftaleændring. I så fald ville det også være naturligt, at også den anden aftalepart - G1 - havde underskrevet, dvs. at der var blevet lavet en helt ny aftale (evt. en allonge) mellem to parter, der ifølge det i nærværende anførte først indgik en aftale med hinanden om, at boligforeningen skulle hæfte for G1s notaer ved erklæringen af 28. april 2015.

Den fremlagte erklæring (bilag 4 - E..) er til og med bagudrettet i tid, når det - som det fremgår af erklæringens ordlyd - "anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og H1, og at H1 derfor hæfter overfor G1 i relation til deres honorar". (mine understregninger) 

Det er ganske naturligt, at erklæringen efter dens ordlyd er bagudrettet i tid. Erklæringen er således underskrevet på et tidspunkt, hvor den principielle sag om G2 ApS´ ordning, UfR 2015.3383 H (M..) endnu ikke var afgjort, og hvor aftalegrundlag og forløb er det samme som i UfR 2015.3383 H, jf. stævningen side 3, 5. afsnit (E..).

På tidspunktet for erklæringens (bilag 4 - E..) underskrivelse forelå der en uopsigelig aftale mellem G2 ApS og boligforeningen. Kontrakten mellem G2 ApS og boligforeningen var indgået på no cure no pay-vilkår. Boligforeningen havde således heller intet motiv for på dette tidspunkt at ændre det eksisterende aftalegrundlag til skade for sig selv og påtage sig en hæftelse og derved en yderligere risiko.

G2 ApS havde ligeledes heller ingen interesse i at få ført en højesteretssag, hvor hovedforhandlingen skete knap to måneder efter erklæringen (bilag 4 - E..) om nøjagtigt det samme aftalegrundlag, hvis G2 ApS og for den sags skyld G1 allerede på tidspunktet for hovedforhandlingen måtte have erkendt, at aftalegrundlaget i højesteretssagen ikke førte til, at G2 ApS´ klient ikke hæftede overfor G1. Det kan i hvert fald oplyses, at det ikke under hovedforhandlingen i Højesteret eller på noget andet tidspunkt i højesteretssagen blev erkendt, at aftalegrundlaget i nærværende sag (og formentligt mange andre sager) indebar, at grundejeren ikke hæftede for G1s regninger. Tværtimod blev det modsatte synspunkt gjort gældende.

En (reel) part i en retssag, der selv har indgået de omhandlede aftaler, og som er enig i, at der ikke hæftes, og - som påstået i nærværende sag - har handlet i overensstemmelse med denne retsopfattelse, må selvsagt ikke for Højesteret gøre et sådant hæftelsessynspunkt gældende.

At der i nærværende sag ikke er tale om en ændring af det eksisterende aftalegrundlag, men derimod blot en bekræftelse af det foreliggende grundlag, understøttes ligeledes af, at det af stævningen, side 6, afsnit 5.3, 3. afsnit (E..) fremgår, at: 

"Med erklæringen bekræfter sagsøger positivt, at denne hæfter for betalingen af G1s honorar. Såfremt sagsøger havde været af den opfattelse ikke at hæfte for G1s honorar, ville sagsøger selvsagt ikke have underskrevet erklæringen." (min understregning). 

Hertil kommer, at SKAT under sagens behandling ved Landsskatteretten opfordrede boligforeningen til at redegøre for samt fremlægge korrespondancen mellem henholdsvis G2 ApS, G1 og boligforeningen vedrørende den rådgivning, der lå til grund for den påståede ændring af de foreliggende aftalevilkår ved underskrivelsen af erklæringen i bilag 4 (E..).

Boligforeningen har ikke fremlagt nogen korrespondance, jf. også stævningen side 3, 5.afsnit (E..). Boligforeningen har imidlertid i et indlæg til Landsskatteretten af 8. november 2017 (bilag A, side 2, afsnit 1.2 - E..) anført følgende vedrørende baggrunden for erklæringen: 

"Som for enhver anden advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centreret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse også for G1 centrale. 

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved G1s klienters berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens - efter SKATs opfattelse - manglende hæftelse for G1s honorar, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange. 

Det var i den forbindelse, at klienterne blev bedt om at bekræfte det, der hele tiden har været forståelsen - også i sager, hvor aftalegrundlaget er det samme som i SKM2015.479.HR - nemlig, at der består et direkte advokat-/klientforhold og at klienten hæfter for betalingen af G1s honorar." (mine understregninger).

Tilsvarende fremgår det af replikken, side 1, sidste afsnit (E..), hvor boligforeningen anfører, at "sagsøger har underskrevet erklæringen, og bekræftet at sagsøger selv mener, at man hæfter for betalingen af G1s honorar". (min understregning).

Der er således ikke tale om en ændring af det eksisterende aftalegrundlag mellem parterne, men derimod blot en bekræftelse af de eksisterende forhold. En sådan efterfølgende erklæring medfører derfor ikke, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt, jf. UfR 2015.3383 H og Retten på Frederiksbergs dom af den 25. januar 2019 i sagen BS-9167/2017 (M.. og ..).

Det kan desuden konstateres, trods det i stævningen anførte (side 6, sidste afsnit - E..), at der blev faktureret tid forud for erklæringens underskrivelse den 28. april 2015 (bilag 4 - E..). Det fremgår af fakturaen af 16. december 2014 (bilag 10 - E..) samt af replikken (side 4, 4. afsnit - E..), at der er faktureret tid forud for den 28. april 2015. G1 havde på tidspunktet for erklæringen arbejdet på Landsskatteretssagen i over 3 år, idet G1 klagede på vegne sagsøgeren allerede den 15. februar 2012, jf. Landsskatterettens afgørelse side 5ø (E..).

Det er desuden oplyst, at det er G2 ApS, der har betalt denne faktura (replikken, side 4, 1. afsnit - E..).

Det bemærkes endvidere, at det ikke fremgår af sagens bilag, hvornår det arbejde, der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for og som nærværende sag angår, blev udført. Således har foreningen ikke besvaret Skatteministeriets opfordring (3), jf. svarskriftets, side 4, 3. afsnit, og duplikkens, side 3, sidste afsnit (E.. og ..), og fremlagt G1s time/sagsregnskab for den materielle sag for hele perioden fra omkring årsskiftet 2011/2011 frem til afslutningen af sagen ved Landsskatterettens afgørelse af 11. august 2015.

 

I sagen foreligger der således ikke en ændring af det eksisterende aftalegrundlag. Tværtimod er erklæringen (bilag 4 - E..) underskrevet på et tidspunkt, hvor den principielle sag om G2 ApS´ ordning UfR 2015.3383 H (M..) - og hvor aftalegrundlaget i øvrigt svarer til det, der foreligger i nærværende sag - endnu ikke var afgjort.

Det er i sagen afgørende at se tingene i sin helhed, herunder at G2 ApS - da det gik op for selskabet, at selskabets model var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, jf. UfR 2015.3383 H (side 3384ff - M..) - har forsøgt at ændre enkeltelementer.

G2 ApS har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der giver tilskud, men uden at miste det kommercielt meget stærke kort - no cure no pay-modellen.

Herved forsøges det at få G2 ApS’ udgifter til G1 til at fremstå, som om der ikke er tale om udgifter til G1, men derimod et tredjemandstilskud til boligforeningen (smh. replikkens side 3, 1. afsnit - E..).

Aftalegrundlaget er dermed tilpasset således, at man forsøger at aftale sig ind i en model, der giver tilskud.

På tidspunktet for erklæringens (bilag 4 - E..) underskrivelse forelå en uopsigelig aftale mellem G2 ApS og boligforeningen (bilag 2 - E..) samt den foreliggende procesfuldmagt (bilag 3 - E..), hvilket medfører, at foreningen ikke med underskrivelsen af erklæringen (bilag 4 - E..), kan anses for at have påtaget sig en hæftelsesforpligtelse. G1 havde på tidspunktet for erklæringen arbejdet på Landsskatteretssagen i over 3 år, idet G1 klagede på vegne sagsøgeren allerede den 15. februar 2012, jf. Landsskatterettens afgørelse side 5ø (E..).

Af kontrakten mellem G2 ApS og boligforeningen (bilag 2 - E..) fremgår det, at aftalen var uopsigelig indtil honorarafregning med G2 har fundet sted, eller indtil der forelå en endelig afgørelse i det administrative klagesystem.

Boligforeningen har herefter givet G2 ApS ret til at "uddelegere" selskabets procesfuldmagt til tredjemand - både i det administrative system og ved domstolene, jf. bilag 3 (E..).

Når klienten - i dette tilfælde boligforeningen - ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og G2 ApS har en ret til at indsætte en advokat, er betalingen af advokaten - i dette tilfælde G1 - ikke en forpligtelse for G2 ApS’ klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig G2 ApS.

Det er derfor ligeledes uden betydning, når boligforeningen, jf. replikken, side 3, 4. afsnit (E..), anfører, at boligforeningen i øvrigt ikke har "indgået nogen aftale med G1 om førelse af sagen på "no cure no payvilkår"".

Eftersom der forelå en uopsigelig aftale (bilag 2 - E..) mellem boligforeningen og G2 ApS, og at boligforeningen samtidig havde uddelegeret procesfuldmagten til G2 ApS (bilag 3 - E..), var boligforeningen afskåret fra at indgå en sådan aftale med G1.

Det bemærkes endelig, at såfremt boligforeningen har påtaget sig en betalingsforpligtelse, om end af teoretisk art, overfor G1, er en sådan forpligtelse uden betydning.

To parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. En sådan aftale er i strid med selve formålet med omkostningsgodtgørelsesordningen, hvilket der ikke efter loven pligt til at respektere.

Boligforeningen har således ikke godtgjort, at erklæringen udgør en ændring af aftalegrundlaget mellem denne og G2 ApS, og at boligforeningen således hæfter for betalingen af G1s honorar.

Boligforeningen har således ikke godtgjort, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt.

 

Under alle omstændigheder må en sådan eventuel påtagelse af en forpligtelse frakendes enhver retlig betydning overfor staten.

Det er således tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Hvis retten måtte finde, at der er en aftaleændring, skyldes en sådan alene ønsket om at opnå omkostningsgodtgørelse.

Det følger af aftalegrundlaget (UfR 2015.3383 H, side 3385 - M..), at G2 ApS i forbindelse med indhentelse af fuldmagten fra grundejeren til at uddelegere procesfuldmagten i sagen anfører, at: 

"Omstruktureringen vil medføre, at der bliver mulighed for at afsætte flere ressourcer til sagerne. Derimod vil omstruktureringen IKKE medføre yderligere udgifter for Dem i forhold til den oprindelige aftale mellem Dem og G2 ApS. Dette skyldes, at udgiften til advokatfirmaet dækkes af staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, hvorefter en klager får enten 50 % eller 100 % af honoraret dækket afhængig af medholdsgraden. Opnås kun omkostningsgodtgørelse svarende til 50 % af udgifterne, betaler G2, der har en retlig interesse i sagerne, de resterende 50 % som et tilskud til Dem netop med det formål, at De kun er forpligtet til at afregne honorar til G2 ApS i henhold til den oprindelige kontrakt." 

At grundejeren ved underskrivelsen af erklæringen (bilag 4 - M..) skulle påtage sig den yderligere forpligtelse at hæfte for G1s regning, stiller ham dårligere end ved den foreliggende aftale med G2 ApS. Grundejeren har ingen motiver til at påtage sig denne forøgede risiko og dermed ændre aftalevilkårene til skade for sig selv.

Det eneste tænkelige formål med erklæringen er, som nævnt, ønsket om at opnå omkostningsgodtgørelse.

Ordningen har ikke til hensigt at yde omkostningsgodtgørelse i en forretningsmodel, som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem G2 ApS og klienterne ligger fast og opgavefordelingen er klar.

Det ligger efter det foreliggende aftalegrundlag fast, at det er G2 ApS, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandør, og klienternes "opgave" er at betale G2 ApS, hvis det bliver en succes.

I det tilfælde, hvor der som her foreligger uigenkaldelige aftaler, og hvor G2 ApS har råderetten over sagen, er der tale om et forsøg på misbrug af omkostningsgodtgørelsesordningen.

At ordningen selvsagt ikke var tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag, viser også den senere lovændring, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven (betingelser for tredjemandstilskud).

Det fremgår af de almindelige bemærkninger af punkt 3.7.2 (M..) følger det bl.a., at: 

"Formålet med forslaget er at afskære muligheden for at yde skattefrie tredjemandstilskud, hvor yder har indgået en honoraraftale med klienten på no cure no pay-vilkår. Baggrunden herfor er, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke bør understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at tillade, at tredjemandstilskuddet kan ydes skattefrit." 

Folketinget har således taget stilling til ordningen og afskaffet muligheden for, at repræsentanter kan yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der er indgået honoraraftaler, der er baseret på sagens udfald, de såkaldte no cure no pay-vilkår.

Parternes hensigt med underskrivelsen af erklæringen har således været at aftale sig ind i retten til omkostningsgodtgørelse (hvis retten modsat ministeriet antager dette), dog uden at ændre de grundlæggende vilkår i det foreliggende aftalegrundlag, herunder no cure no pay-vilkåret.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat 

Der er mellem parterne enighed om, at aftalegrundlaget i nærværende sag svarer til det aftalegrundlag, der var til prøvelse i sagen UfR 2015.3383H, med den tilføjelse, at sagsøger i nærværende sag tillige den 28. april 2015 har underskrevet en erklæring med følgende indhold: 

"Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem G1 og H1, og at H1 derfor hæfter overfor G1 i relation til deres honorar.

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50% eller 100% af honoraret til G1. G2 giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes G1s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.

Som klient hæfter Boligforeningen overfor G1, hvis G2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorerer sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. 

Ovenstående erklæring gælder for alle skattesager, der fremgår af vedhæftede liste."

Ved Højesterets dom af 30. juni 2015 (UfR 2015.3383) blev det fastslået, at grundejeren/skatteyderen ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, idet grundejeren/skatteyderen ikke hæftede for betaling af G1s honorar for behandlingen af dennes klagesag ved Landsskatteretten.

Retten finder, at erklæringen af 28. april 2015 ikke ændrer på det allerede foreliggende aftalegrundlag, og at betingelserne for omkostningsgodtgørelse for arbejde udført for sagsøger i perioden efter erklæringen af 28. april 2015 således ikke er opfyldt.

Ved vurderingen heraf har retten lagt vægt på, at sagsøgers aftale med G2 ApS af 14. september 2004 omfattede arbejde med at søge at få ændret ejendomsskatten helt frem til opfølgning på resultatet, herunder sikring af at fradrag realiseredes, og at denne aftale blev indgået på no cure no pay-vilkår og var uopsigelig, indtil honorarafregning med G2 ApS havde fundet sted, eller den endelige afgørelse havde medført, at der ikke kunne opnås en ejendomsskattebesparelse. Retten har videre lagt vægt på, at erklæringen af 28. april 2015 ikke er formuleret som en ændring af en aftale, men derimod som en - bagudrettet - anerkendelse af et eksisterende retsforhold, hvilket stemmer overens med, at G1 på tidspunktet for erklæringens udstedelse allerede havde arbejdet på sagen i flere år.

Retten har endelig lagt vægt på, at G2 ApS i kraft af aftalen med sagsøger og procesfuldmagten af 15. juli 2008 reelt havde rådigheden over sagsøgers skattesag. G1 blev indsat af G2 ApS, og G1 kendte aftalegrundlaget.

Retten finder sammenfattende, at sagsøger ikke har godtgjort, at erklæringen udgør en ændring af aftalegrundlaget mellem sagsøger og G2 ApS, og at sagsøger med sin underskrift på erklæringen dermed skulle have påtaget sig en forpligtelse til at hæfte for G1s honorar. Betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er således ikke opfyldt.

Skatteministeriet vil derfor være at frifinde.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FORRET : 

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.