Kendetegn C 1 a er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 17, stk. 2, nr. 1, og lyder således:

"En ordning, hvor der foretages fradragsberettigede grænseoverskridende betalinger mellem to eller flere indbyrdes forbundne foretagender, og hvor modtageren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i nogen skattejurisdiktion."

Det bemærkes, at kriteriet om det primære formål ikke skal være opfyldt for dette kendetegn.

For at opfylde kendetegnet skal følgende betingelser således være opfyldt:

  1. Der skal foretages grænseoverskridende betalinger mellem to eller flere indbyrdes forbundne foretagender,
  2. Betalingerne skal være fradragsberettigede for betaleren og
  3. Modtageren er ikke skattemæssigt hjemmehørende i nogen skattejurisdiktion

Betingelse 1 og 2 er gennemgået ovenfor i afsnit A.B.1.2.9.4.8.1.

Betingelse nr. 3 vedrører fx tilfælde, hvor modtageren af betalingen er hjemmehørende i en jurisdiktion, der ikke har noget ►indkomstskattesystem◄, eller hvis modtageren ikke har noget hjemsted, fx hvis et selskab er registreret i et land, men har ledelsens sæde i et andet land, og ingen af de to lande betragter selskabet som skattemæssigt hjemmehørende.

I disse tilfælde vil betalinger til en sådan virksomhed være indberetningspligtige uanset formålet med den pågældende ordning.

Hvis modtageren af en betaling er en skattemæssigt transparent enhed, fx et dansk interessentskab eller kommanditselskab, er det de bagvedliggende deltagere i den transparente enhed, som kendetegnet skal vurderes i forhold til.

Hvis en eller flere af de bagvedliggende ejere af en transparent enhed er tilknyttede personer som defineret i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 17, og som er hjemmehørende i en stat,

  • hvor den transparente enhed behandles som et selvstændigt skattesubjekt,
  • der ikke udveksler oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager, eller
  • som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvorefter kildeskatter på udbytter til selskaber skal frafaldes eller nedsættes, og som ikke er medlem af EU,

så anses den transparente enhed for fuldt skattepligtig efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2. Dette følger af SEL § 2 C, stk. 1.

I disse tilfælde vil kendetegn C 1 a således ikke finde anvendelse, da kendetegnet i disse tilfælde skal vurderes i forhold til enheden og ikke i forhold til de bagvedliggende ejere.