Afsnittet indeholder:

  • Generelt
  • Forholdet til hvidvasklovens partsbegreb og adgangen til aktindsigt
  • Hvad forstås ved personoplysninger?

Generelt

Det følger af hvidvasklovens § 69 a, at Spillemyndighedens ansatte ikke må videregive oplysninger om en person, der har indberettet en spiludbyder til Spillemyndigheden for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af hvidvasklovgivningen, fx igennem Spillemyndighedens whistleblowerordning. Personoplysninger må dog godt videregives til kredsen nævnt ovenfor i afsnit J.A.1.4.7.1, forudsat at disse er underlagt tavshedspligt svarende til den, der gælder for Spillemyndighedens ansatte.

Forholdet til hvidvasklovens partsbegreb og adgangen til aktindsigt

Hvidvasklovens § 69 a er en særregel, som udvider tavshedspligten. Det betyder, at parter som defineret i hvidvasklovens § 75, heller ikke vil kunne få aktindsigt i oplysninger om en person, når vedkommende har foretaget en indberetning af partens (spiludbyderens) overtrædelse eller potentielle overtrædelse af hvidvasklovgivningen til Spillemyndigheden.

Hvis en part således har ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, underretning efter retssikkerhedsloven eller indsigtsret efter databeskyttelsesforordningen, medfører denne særregel, at oplysninger om den pågældende person ikke er undergivet aktindsigt i medfør af forvaltningsloven, reglerne om underretning i medfør af retssikkerhedsloven eller reglerne om indsigt i databeskyttelsesforordningen. Spillemyndigheden vil dermed ved en anmodning om aktindsigt være forpligtet til at anonymisere enhver oplysning, der gør det muligt at identificere personen, der har foretaget indberetningen.

Hvad forstås ved personoplysninger?

Personoplysninger skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i artikel 4, nr. 1, i databeskyttelsesforordningen. Det omfatter således enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person, der har foretaget en indberetning til Spillemyndigheden. Hvidvasklovens § 69 a omfatter dermed bl.a. oplysninger om personens identitet eller enhver oplysning, der indirekte gør det muligt at udlede dennes identitet. Ved vurderingen af, om en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identificere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af enhver anden person, tages i betragtning.

Oplysninger, der i øvrigt er gjort anonyme på en sådan måde, at den pågældendes identitet ikke kan udledes heraf, er ikke omfattet af begrebet personoplysninger.