- Sammenfatning
I dette styresignal beskrives Vurderingsstyrelsens administration af revisionsbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 33 a for så vidt angår vurderinger af ejendomme, der er vurderet med benyttelseskode 02 (beboelse og forretning), men som rettelig skulle have være vurderet med benyttelseskode 01 (beboelse) med den følge, at der ved vurderingerne for 2015 og frem ville være givet nedsættelse grundværdien efter vurderingslovens § 43, stk. 4.
I styresignalet beskrives også, hvad regelgrundlaget for ændring af vurderinger er, og hvilke krav, der stilles til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om ændring.
- Baggrund og problemstilling
De offentlige ejendomsvurderinger har været suspenderet siden 2013. Som en konsekvens heraf vurderes erhvervsejendomme ved videreførelse af den seneste vurdering, der er foretaget ved enten den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012, en efterfølgende omvurdering eller en efterfølgende vurdering efter § 4 i den tidligere gældende vurderingslov.
Vurderingsstyrelsen er blevet opmærksom på, at en række ejendomme ved vurderingerne for 2012 og frem er blevet vurderet med benyttelseskode 02 (beboelse og forretning), selvom ejendommene rettelig skulle være vurderet med benyttelseskode 01 (beboelse).
Dette har haft den konsekvens, at ejendommene ikke er blevet tildelt den nedsættelse på 2,5 % i grundværdien pr. 1. oktober 2015 og frem efter § 43, stk. 4, i vurderingsloven, som blev indført ved lov nr. 1535 af 27. december 2014.
Vurderingslovens § 43, stk. 4, havde oprindelig følgende ordlyd:
"Stk. 4. For beboelsesejendomme med mere end tre lejligheder nedsættes grundværdierne med 2,5 pct. Nedsættelsen foretages pr. 1. oktober 2015 i den grundværdi, der på dette tidspunkt er ansat for ejendommen. Det samme gælder for grundværdier, der ansættes senere, jf. stk. 1, nr. 2, 3 og 5."
Bestemmelsens ordlyd er efterfølgende blevet ændret til følgende:
"For beboelsesejendomme med mere end tre lejligheder nedsættes grundværdierne ved vurderinger som nævnt i stk. 1-3 med 2,5 pct."
Vurderingsloven er ophævet med vedtagelsen af ejendomsvurderingsloven, men bestemmelsen er blevet videreført i overgangsbestemmelserne i ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, jf. lov nr. 654 af 8. juni 2017 og lov nr. 1729 af 27. december 2018.
Af de almindelige bemærkninger til lov nr. 1535 af 27. december 2015 fremgår det, at de ejendomme, der vil blive omfattet af nedsættelsen af grundværdierne, teknisk set er de ejendomme, som vurderes i lige år, og som i Skatteforvaltningens systemer er identificeret med benyttelseskoden 01.
Ejendomme, der i 2015 og frem er blevet vurderet med benyttelseskode 02 (beboelse og forretning), har således ikke fået nedsættelse i grundværdien på 2,5 %, som det ville være tilfældet, hvis ejendommene ved vurderingerne for 2015 og frem var blevet vurderet med benyttelseskode 01 (beboelse).
Det følger af Den juridiske vejledning 2017-2 (afsnit H.A.6.3.2), at benyttelseskode 02 anvendes for ejendomme, der både rummer boliglokaler og lokaler, som benyttes forretningsmæssigt. For disse ejendomme gælder, at den forretningsmæssige benyttelse udgør mindst 25 % af ejendommens værdi.
Af Den juridiske vejledning 2017-2 (afsnit H.A.6.3.2) følger det endvidere, at benyttelseskode 01 anvendes for alle ejendomme, som benyttes til boligformål. Ejendomme, der ville være vurderet med benyttelseskode 01, hvis de udelukkende blev anvendt til boligformål, er omfattet af benyttelseskode 01, selvom de tillige rummer enkelte lokaler med erhvervsmæssig benyttelse, hvis ejendommens karakter af beboelsesejendom ikke ændres. Dette gælder, hvis det erhvervsmæssige formål udgør mindre end 25 % af ejendommens værdi.
- Regelgrundlaget
Vurderingsstyrelsen kan efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 ændre en vurdering af egen drift eller efter anmodning fra en klageberettiget.
Efter skatteforvaltningslovens § 33 a kan Vurderingsstyrelsen af egen drift ændre en vurdering ved revision, hvis vurderingen ikke kan ændres ved genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.
Vurderingsstyrelsen kan efter reglerne om revision foretage ændringer af vurderinger, der alene beror på en ændring af det vurderingsfaglige skøn, som fx er kommet til udtryk ved kategoriseringen af ejendommen og fastlæggelsen af benyttelseskoden.
Hvis Vurderingsstyrelsen finder grundlag for at ændre en vurdering efter skatteforvaltningslovens § 33 a, kan styrelsen efter stk. 1, 1. pkt., senest den 1. juli i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, jf. stk. 4, om ændring af en vurdering eller en del af en vurdering. En varslet ændring skal efter bestemmelsens 2. pkt. være gennemført senest den 1. oktober samme år.
Det følger af skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 2, at Vurderingsstyrelsen efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., kan varsle ændring af en foretaget vurdering, der medfører en nedsættelse af vurderingen, og at en sådan ændring skal være gennemført senest tre måneder efter varslingen.
Vurderinger, der ændres efter § 33 a, stk. 1 og 2, tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget. Det følger af skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 6.
Vurderingsstyrelsen meddeler med dette styresignal, at Vurderingsstyrelsen ved modtagelse af en anmodning om ændring af vurderinger af ejendomme, der er blevet vurderet med benyttelseskode 02 (beboelse og forretning), men som rettelig burde have været vurderet med benyttelseskode 01 (beboelse) med den følge, at der ved vurderingerne for 2015 og frem ville være givet nedsættelse i grundværdien efter vurderingslovens § 43, stk. 4, vil udnytte beføjelsen i skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 1 og 2, til at ændre de pågældende vurderingerne med henblik på, at ejendommene vurderes med benyttelseskode 01 og får nedsættelse i grundværdien.
Vurderingsstyrelsen har ikke kendskab til alle de mulige konsekvenser, en ændring af benyttelseskoden kan have for ejendomsejerne. Det er derfor ikke muligt for Vurderingsstyrelsen med sikkerhed at vurdere, om en ændring af benyttelseskoden vil være til gunst eller ugunst for konkrete ejendomsejere. Hertil kommer, at der er tale om en stor sagsmængde, hvor ændringen af benyttelseskoden i mange tilfælde ikke har en økonomisk betydning for ejendomsejer. Vurderingsstyrelsen foretager derfor udelukkende revision af vurderinger med henblik på ændring af benyttelseskoden fra benyttelseskode 02 til benyttelseskode 01, hvis Vurderingsstyrelsen modtager en anmodning fra en klageberettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2 og 3 [rettet fra stk. 3]. Ejendomsejere får således mulighed for selv at vurdere og beslutte, om en ændring af benyttelseskoden vil være til gunst og om muligheden for ændring skal benyttes.
Da nedsættelsen på 2,5 % i den aktuelle grundværdi i henhold til vurderingslovens § 43, stk. 4, tidligst gives fra vurderingen pr. 1. oktober 2015, vil ændringen af vurderingen tidligst få betydning fra og med vurderingen pr. 1. oktober 2015 og dermed tidligst for ejendomsskatten, der opkræves fra og med den 1. januar 2017.
- Vurderingsstyrelsens opfattelse
Vurderingsstyrelsen kan inden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 1 og 2, varsle og gennemføre ændringer af vurderinger, uanset at ændringen alene er begrundet i en ændring af det vurderingsfaglige skøn.
Vurderingsstyrelsen vil som ovenfor anført give adgang til at få vurderingerne ændret for ejendomme, der er vurderet med benyttelseskode 02 (beboelse og forretning), men som rettelig burde være vurderet med benyttelseskode 01 (beboelse) med den følge, at der ved vurderingerne for 2015 og frem vil blive givet nedsættelse i grundværdien efter vurderingslovens § 43, stk. 4. Ændringen vil dog som ovenfor anført kun ske, hvis Vurderingsstyrelsen modtager anmodning herom fra ejendomsejer eller en repræsentant for ejendomsejer.
Klageberettigede kan med henvisning til dette styresignal anmode Vurderingsstyrelsen om at få ændret vurderingerne for ejendomme, som er vurderet med benyttelseskode 02, men som rettelig burde være vurderet med benyttelseskode 01 med den følge, at der tidligst for vurderingerne fra 2015 og frem vil blive givet nedsættelse i grundværdien efter vurderingslovens § 43, stk. 4.
- Anmodning om ændring af vurderinger
Anmodning om ændring af vurderingerne skal indgives til Vurderingsstyrelsen enten via hjemmeside:
www.skat.dk
eller pr. post:
Vurderingsstyrelsen, Nykøbingvej 76, bygning 45, 4990 Sakskøbing.
Ved anmodning om ændring af vurderinger anmodes adresse eller ejendomsnummer oplyst til dokumentation.
- Gyldighed
Styresignalet ophæves ved indarbejdelse i Den juridiske vejledning 2020-1.