Dato for udgivelse
07 Oct 2019 13:28
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Aug 2019 12:35
SKM-nummer
SKM2019.492.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
19-0260782
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Investeringsselskab, Tyskland, fond, lagerbeskatning, UCIT-direktivet
Resumé

Spørger havde investeret i andele i G1, som var et tysk investeringsinstitut etableret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (UCIT-direktivet). Spørgsmålet i sagen var, om spørgers andele i investeringsinstituttet var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 1, og der dermed skulle ske lagerbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7. I henhold til praksis var det en betingelse for at anerkende et udenlandsk investeringsinstitut, at instituttet i henhold til dansk skatteret var et selvstændigt skattesubjekt, jf. SKM2016.6.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at G1 var et investeringsselskab i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 1.

Hjemmel

Aktieavancebeskatningsloven

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 1
Aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.D.1.1.10.2. - investeringsselskaber

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.D.1.1.3. Andre selskaber - Hvad er en enhed

Offentliggjort i redigeret form.

Spørgsmål

1.      Kan Skatterådet bekræfte, at G1 er et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19?

Svar

1.      Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har investeret i tyske værdipapirer, nærmere bestemt G1, og spørger har hidtil haft den opfattelse, at de skulle realisationsbeskattes. Repræsentanten har anbefalet at der indhentes et bindende svar, således at det sikres, at skatteansættelsen håndteres korrekt, da det ikke er 100 % klart, om der skal ske realisations - eller lagerbeskatning.

Spørger ønsker ikke nogen uklarhed herom og for at sikre, at skatten håndteres korrekt, har spørger besluttet at indhente et bindende svar.

Repræsentanten har vedlagt udskrift, der viser, at G1 er en akkumulerende fond, og "key investor information "der viser, hvad G1 er for et værdipapir.

Det fremgår heraf, at der er forhold, der kan indikere, at G1 muligvis skal lagerbeskattes, hvilket spørger ønsker klarhed over, da reglerne er komplicerede, og idet spørger ønsker at papirerne behandles korrekt.

Repræsentanten har endvidere fremsendt "Sales Prospectus including Terms and Conditions of Investment" pr. 1. januar 2019 for G1.

Det fremgår af prospektet, at G1 er etableret i henhold til generelle retningslinjer (de nævnte Terms and Conditions), som er aftalt med G2, der fungerer som administrationsselskab.

Det fremgår endvidere, at G1 er et investeringsinstitut (undertaking) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (UCIT-direktivet), dvs. at det har som eneste formål at foretage kollektive investeringer. Der er ikke tale om en subfond af en umbrella fond, og der er ikke subfonde under G1. Såvel G1 som administrationsselskabet er underlagt tysk ret.

Administrationsselskabet foretager investeringerne i eget navn på vegne af investorerne i G1 ud fra et princip om risikospredning. Ifølge prospektet har administrationsselskabet påtaget sig en række forpligtelser, men tillige ansvarsfraskrivelser i forhold til investorerne i forbindelse med investeringerne.

G3 er depositar for G1 og er ansvarlig for opbevaring af alle aktiver og skal sikre, at aktiverne forvaltes i overensstemmelse med prospektet.

G1’s kapital er variabel og uden begrænsninger, og investorerne hæfter alene med deres indskud. G1 udsteder certifikater (units) for den investerede kapital, og certifikaterne giver ret til en forholdsmæssig andel af formuen. Investorerne har ikke ejendomsret til aktiverne. Der udbetales som udgangspunkt ikke udbytte, men investorerne har ret til en forholdsmæssig andel af formuen i tilfælde af likvidation.

Investorerne har ikke stemmeret, og der afholdes ikke generalforsamlinger. Der udpeges endvidere ikke ledelse. Der udarbejdes årsregnskaber, som offentliggøres.

Prospektet indeholder tillige en gennemgang af de tyske skatteregler af betydning for G1 og de investorer, som er fuldt skattepligtige til Tyskland. Det fremgår bl.a., at G1 som udgangspunkt er undtaget fra skattepligt, men i et vist omfang er skattepligtig af afkast på tyske værdipapirer (domestic income from equity investments and other domestic income) med 15 %.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Repræsentanten ser papirerne således, at der er forhold, der indikerer, at G1 muligt skal lagerbeskattes, da der er tale om akkumulerende papirer, og der sker geninvestering i fonden med udbytter m.v.

Disse forhold indikerer, at investeringen er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, og dermed omfattet af lagerbeskatning, jf. i øvrigt tillige den juridiske vejledning afsnit C.D.1.1.10.2.

Der ønskes dog eksakt viden herom, således at det sikres, at der sker korrekt selvangivelse, idet spørger som anført ikke har haft viden herom, og ikke har haft kendskab til de særlige regler for investeringer omfattet af Abl. § 19, men alene haft forståelse af, at der skulle ske realisationsbeskatning.

Dette er potentielt set ikke korrekt, hvorfor det er vigtigt for spørger at der skabes klarhed herover, idet spørger ønsker at sikre at angivelsen bliver 100 % korrekt.

Repræsentanten har yderligere oplyst, at det er hans opfattelse, at der skal ske lagerbeskatning, da der er tale om en akkumulerende Equity fond, bl.a. med henvisning til følgende forhold:

Der er ingen af deltagerne, der hæfter personligt, der investeres i et frit omsætteligt værdipapir, og der sker ingen fordeling af resultat i henhold til omsætning, men alene forholdsmæssigt i henhold til investeret kapital / værdistigning af investeringen.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at G1 er et investeringsselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Begrundelse

Indledningsvist bemærkes, at det stillede spørgsmål må forstås således, at spørger ønsker afklaret, om G1 opfylder betingelserne for at være en investeringsfond efter aktieavancebeskatningslovens § 19, således at gevinst og tab på investeringsbeviserne mv. i den tyske værdipapirfond skal lagerbeskattes, jf. §§ 19 A og 23, stk. 7.

Det fremgår af prospektet, at G1 er et investeringsinstitut (værdipapirfond) etableret i henhold til UCIT-direktivet.

For at en investering i G1 kan blive omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, er det en forudsætning, at der er tale om et selvstændigt skattesubjekt.

Det skal derfor vurderes, om G1 efter dansk skatteret kan anses for at være et selvstændigt skattesubjekt.

Den skattemæssige kvalifikation af udenlandske enheder fremgår ikke af lovgivningen, men skal efter praksis foretages på baggrund af en samlet konkret vurdering af enhedens organisatoriske forhold. I udgangspunktet følger enhedens skatteretlige kvalifikation dens civilretlige kvalifikation. Det betyder, at hvis en enhed er organiseret i civilretlig selskabsform som en juridisk person med handleevne, retsevne og partsevne, vil den som udgangspunkt også skulle anses for at være et selvstændigt skattesubjekt og omvendt.

Ved vurderingen af, om der er tale om et selvstændigt skattesubjekt, tages der udgangspunkt i de praksisskabte kriterier, der er oplistet i Den juridiske vejledning C.D.1.1.3 (andre selskaber).

Skatterådet har i SKM2016.6.SR fastslået, at danske værdipapirfonde som udgangspunkt skal anses for selvstændige skattesubjekter. Skatterådsafgørelsen var udtryk for en praksisændring, jf. styresignalet i SKM2016.98.SKAT. For at udenlandske værdipapirfonde kan være omfattet af den nævnte praksis, skal der være tale om en enhed, der organisatorisk svarer til en dansk værdipapirfond.

I SKM2017.628.SR fandt Skatterådet, at en britisk "Authorised Contractual Scheme" (ACS), som var omfattet af UCIT-direktivet, var transparent. Skatterådet lagde vægt på, at der var tale om en aftalebaseret enhed, der efter det oplyste omkring organiseringen ikke havde en selvstændig "skal", herunder at aktiverne ejedes i sameje mellem investorerne, og at investorerne løbende beskattedes af indkomsten i ACS’en.

Tilsvarende fandt Skatterådet i SKM2017.183.SR, at en irsk Common Contractual Fund (CCF) og underliggende subfonde var transparente. Skatterådet lagde vægt på, at CFC’en var aftalebaseret, og at investorerne opnåede medbestemmelse og medejerskab til de underliggende aktiver, ligesom enheden ikke kunne påtage sig forpligtelser.

I SKM2018.596.SR fandt Skatterådet, at en irsk Exchange Traded Fund (ETF) var et selvstændigt skattesubjekt og omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19. ETF’en var omfattet af UCIT-direktivet. For så vidt angår spørgsmålet om skattesubjektivitet lagde Skatterådet vægt på, at ETF’en havde variabel kapital, som afhang af antallet af investorer, at investorerne alene hæftede begrænset med deres indskud, at der blev udstedt investeringsbeviser, som gav adgang til at stemme på generalforsamlinger og ret til en forholdsmæssig andel af overskuddet og eventuelt likvidationsprovenu, og at ETF’en havde en selvstændig ledelse.

For så vidt angår G1, hæfter investorerne begrænset med deres indskud. Der udstedes certifikater, som giver ret til en forholdsmæssig andel af formuen i tilfælde af likvidation. Certifikaterne er omsættelige og kan forlanges indløst, ligesom investorkredsen er ubegrænset. Investorerne er ikke medejere af aktiverne. Investeringerne foretages derimod i administrationsselskabets navn, og det lægges på baggrund af det oplyste til grund, at administrationsselskabet har den civilretlige ejendomsret til aktiverne. Herved adskiller G1 sig fra ACS’en i SKM2017.628.SR. Endvidere aflægges der særskilte regnskaber. Det taler for at anse G1 for et selvstændigt skattesubjekt.

Omvendt er G1 en aftalebaseret enhed. Der afholdes ikke generalforsamlinger, og der udpeges ikke ledelsesorganer. Enhedens forhold varetages i det hele af administrationsselskabet, og investorerne har ikke medbestemmelse, hverken i G1 eller administrationsselskabet. Videre ses G1 ikke at kunne påtage sig selvstændige forpligtelser, heller ikke i forhold til investorerne. Det er ifølge Den juridiske vejledning C.D.1.1.3 momenter, som taler i mod, at G1 er et selvstændigt skattesubjekt.

På baggrund af en samlet konkret vurdering af disse momenter er det Skattestyrelsens opfattelse, at G1 er et selvstændigt skattesubjekt i henhold til dansk ret, og at enheden derfor er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 1

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

  1. […]
  2. andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, selskaber omfattet af § 2 C og registrerede selskaber med begrænset ansvar,

[…]

Aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1

Ved et investeringsselskab forstås:

  1. Et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF, jf. bilag 1.

[…]

Praksis

Den juridiske vejledning C.D.1.1.10.2 - investeringsselskaber

Omfattede selskaber og foreninger m.fl.

[…]

Det er en forudsætning for at investering i en enhed kan blive omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, at enheden er et selvstændigt skattesubjekt. Det gælder også for ABL § 19, stk. 2, litra 1). Er enheden en transparent enhed, kan reglerne i ABL § 19 og SEL § 3, stk. 1, nr. 19, ikke finde anvendelse, hvilket bevirker, at investorerne vil blive beskattet efter de regler, som gælder for transparente enheder.

[…]

Den juridiske vejledning C.D.1.1.3 Andre selskaber - Hvad er en enhed.

[…]

Om der foreligger et selskab, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må afgøres ud fra en samlet konkret vurdering. Af væsentlig betydning for denne vurdering er selskabets vedtægter og hensigten med dets virksomhed, men derudover kan nedennævnte forhold være af betydning for vurderingen. Det bemærkes, at de nævnte forhold ikke er udtryk for en udtømmende liste. Endelig bemærkes, at et enkelt af disse forhold ikke kan være ubetinget afgørende.

Ved vurderingen kan følgende tale for, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

  • ingen af deltagerne hæfter personligt
  • fordeling af overskuddet sker i forhold til den af deltagerne indskudte kapital
  • det årlige overskud fordeles på grundlag af omsætningen, men en eventuel likvidationsudlodning baseres på kapitalens størrelse
  • selvstændige vedtægter
  • særskilt regnskab
  • særskilte foreningsorganer, som med bindende virkning kan handle, også for de medlemmer, som ikke er med i ledelsen
  • mulighed for udvidelse af medlemskredsen
  • bestemmelse om, hvad der skal ske med formuen ved det enkelte medlems udtræden eller ved enhedens opløsning
  • indskudskapital (kan enten være nominelt angivet til en bestemt størrelse, eller der kan være tale om vekslende indskudskapital).

Følgende kan tale imod, at selskabet er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2:

  • fordeling af både overskud og af likvidationsprovenu foretages på grundlag af omsætningen (kooperativ virksomhed)
  • èn eller flere hæfter personligt
  • ingen fordeling af overskud finder sted i forhold til kapitalindskuddet
  • overskuddet anvendes til almennyttige eller almenvelgørende formål.

[…]

SKM2016.6.SR

Skatterådet fandt, at en svensk værdipapirfond skulle anses for et selvstændigt skattesubjekt, der svarer til en dansk enhed omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Da værdipapirfonden herefter skulle anses for et selvstændigt skattesubjekt, skulle gevinst og tab beskattes hos de danske investorer efter aktieavancebeskatningslovens § 19.

SKM2017.628.SR

Skatterådet bekræftede, at ACS etableret i UK, ansås for skattemæssigt transparent efter danske skatteregler. Skatterådet bekræftede ligeledes, at danske investorer, som havde investeret i ACS, ansås for at have investeret direkte i de underliggende aktiver, således at udlodning af udbytte fra udenlandske aktier ville være omfattet af Danmarks netværk af dobbeltbeskatningsoverenskomster med kildelandene, forudsat at betingelserne for beskyttelse i øvrigt var opfyldt. Skatterådet bekræftede desuden, at aktier, som ACS ejede i et dansk selskab, skulle anses for ejet direkte af en udenlandsk investor, således at udbytte på de danske aktier ville være omfattet af Danmarks netværk af dobbeltbeskatningsoverenskomster med de lande, hvor investorerne var hjemmehørende, forudsat at betingelserne for beskyttelse under de pågældende overenskomster i øvrigt var opfyldt.

SKM2017.183.SR

Skatterådet fandt, at et irsk CCF, der er omfattet af UCITS-direktivet, skulle anses for skattemæssigt transparent efter danske skatteregler.

SKM2018.596.SR

Skatterådet bekræftede, at de påtænkte investeringer i en række ETF’ere vil blive omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19. Gevinst og tab på investeringsbeviserne skal derfor medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.