Parter

H1

(v/adv. Claus Rosenkilde)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Steffen Sværke)

Afsagt af Byretsdommerne

Hanne Fanø, Søren Ejdum og Rikke Fisker Sørensen

Sagens baggrund og parternes påstande:

Denne sag, der er anlagt ved stævning modtaget den 27. juni 2017, drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren, H1, er berettiget til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 for udgifter til bistand fra Advokatanpartsselskabet R1 i en sag ved Landsskatteretten vedrørende ejendommen Y1-adresse i Y2-by.

Ved afgørelse truffet den 27. marts 2017 stadfæstede Landsskatteretten SKATs og Skatteankestyrelsens afgørelser om at afslå sagsøgerens anmodning om omkostningsgodtgørelse.

Sagsøgeren har nedlagt følgende

Påstand: Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 % af 24.500 kr. (inkl. moms).

Sagsøgte har nedlagt følgende

Påstand: Frifindelse.

Oplysningerne i sagen:

I Landsskatterettens afgørelse af 27. marts 2017 er anført:

"Sagsnr. 15-3230363

I afgørelsen har deltaget: H. Augustesen, Niels Deichmann og Otto Brøns-Petersen

Klager:                 H1, Y2-by (Y1-adresse)

Cvr-nr.:                …11

Klage over:          SKATs afgørelse af 20. september 2013

Genoptagelse af: Skatteankestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2015

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren ansøgt om acontogodtgørelse med 50 % af 24.500 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

SKAT har ikke imødekommet klagerens ansøgning om acontogodtgørelse, da klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte beløb.

Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 20. oktober 2015 stadfæstet SKATs afgørelse. Skatteankestyrelsen har dog genoptaget afgørelsen af 20. oktober 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 35g, stk. 1. Sagen er herefter visiteret til Landsskatteretten i henhold til skatteforvaltningslovens § 35b, stk. 1, 2. punktum.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse og fastholder således Skatteankestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2015.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Repræsentanten har endvidere udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Faktiske oplysninger

Klageren underskrev den 2. august 2006 en kontrakt om køb af konsulentydelse med R2. Af kontrakten fremgik blandt andet følgende:

"[…]

Baggrund og formål

R2 har identificeret en række områder, hvor privatpersoner og erhvervsdrivende, der ejer bolig- og erhvervsgrunde, lovmæssigt har krav på at få reduceret ejendomsskatten. En reduktion i ejendomsskatten, der ikke senere efterbeskattes og som har effekt i op til 30 år frem i tiden.

Formålet med konsulentydelsen er, på kundens vegne at fremskaffe nødvendig dokumentation og argumentation med henblik på at opnå det lovbestemte fradrag, samt at gennemføre sagsbehandlingen således at fradraget realiseres.

Ydelsen omfatter udelukkende lovbestemte anliggender og følger gældende dansk lovgivning. Der er ikke tale om spekulation, risiko, udskydelse af skatter eller andre skjulte hensigter, som senere kan bringe kunden i et tilbagebetalingsforhold. Ydelsen skal sikre, at kunden udelukkende betaler det, der er lovbestemt.

Omfang

At få ejendomsskatten fastsat korrekt er en større proces, der indeholder følgende hovedaktiviteter:

1. Indhente informationer om den eksisterende situation, herunder:
   1. Indsamle baggrundsmateriale, f.eks. oplysninger fra skøde, ejendomsskattebillet, tilslutningsafgifter mm.
   2. Sammenligne grundværdier med andre områder.
   3. Foretage beregninger og vurderinger af materialet.

2. Forberede procesmateriale til myndighederne.
   1. Udarbejde dokumenter og bilagsmateriale til sagsopstart.
   2. Beregne nyt vurderingsgrundlag, herunder identificere argumenter.

3. Gennemføre procesbehandling med myndighederne.
   1. Afholde møder med myndighederne.
   2. anke sag til højere instans.
   3. Sikre at ankefrister overholdes.

4. Opfølgning på resultatet, herunder sikre, at fradrag realiseres.

R2 forpligter sig gennem denne kontrakt til at gennemføre ovennævnte proces med henblik på at identificere og realisere en potentiel ejendomsskattebesparelse.

Ressourcer

R2s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven. Konsulentydelsen iværksættes umiddelbart efter kontraktens indgåelse, og vil tage 12-18 måneder afhængig af, hvor hurtigt myndighederne ekspederer sagen.

Med henblik på at kunne dokumentere omkostninger afholdt i forbindelse med en byggemodning, forpligter kunden sig til at give R2 adgang til materiale, som måtte være relevant for processen. Kunden er kun forpligtet til at give adgang til materiale, som kunden er i besiddelse af og som kunden ikke betragter som fortrolig.

Af hensyn til overholdelse af eventuelle klagefrister forpligter kunden sig desuden til snarest efter modtagelsen at fremsende al korrespondance, der er relevant for processen til konsulenterne.

Alt materiale behandles fortroligt.

Honorar

Honoraret for konsulentydelsen udgør første hele års ejendomsskattebesparelse til amt og kommune i det år afgørelsen/kendelsen foreligger hos kunden. Såfremt ejendomsskattebesparelsen også omfatter tidligere år, endvidere 25 % af ejendomsskattebesparelsen for de tidligere år (den skat, der gennem tiden er betalt for meget).

Honoraret skal tillægges 25 % moms.

Opnås ingen ejendomsskattebesparelse medfører dette, at intet honorar opkræves.

Beregningsgrundlaget for honoraret er til stede når vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse foreligger hos kunden eller senest når reguleringen fra kommunen finder sted.

Som følge af antallet af sager som R2 skal gennemgå på vegne af kunden, tildeles kunden en rabat på 20 % på ovenstående honorar.

Kunden faktureres, når regulering af ejendomsskatten er foretaget af kommunen. Det er en forudsætning for fakturering, at beløbet kan indeholdes i kundens realiserede besparelser.

Til nærværende kontrakt eksisterer et tilhørende bilag indeholdende en liste med ejendomme, som kunden ønsker, at R2 skal gennemgå ejendomsskattematerialet for.

Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R2 har fundet sted eller vurderingsmyndigheden/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

[…]"

R2 anmodede på klagerens vegne SKAT om genoptagelse af ejendomsvurderingerne for ejendommen beliggende Y1-adresse for årene fra 2004 og frem med henblik på at få forhøjet fradraget i grundværdien for forbedringer på ejendommen. R2 opgjorde det samlede fradrag for forbedringer til 1.410.280 kr.

SKAT imødekom ved afgørelse af 11. juni 2008 klagerens anmodning om genoptagelse. SKAT anførte, at ud af de oplyste grundværdiforøgende forbedringer kunne SKAT kun godkende udgifter svarende til 17.500 kr. for selvstændig matrikulering af grunden.

R2 påklagede på klagerens vegne SKATs afgørelse til vurderingsankenævnet. R2 nedlagde endelig påstand om, at SKATs ansættelse af grundværdien på 1.077.800 kr. var for høj, at der skulle ske nedslag i grundværdien for ekstra fundering med 49.096 kr., og at fradrag i grundværdien for forbedringer samlet skulle ansættes til 1.410.300 kr.

Den 8. juni 2011 udstedte klageren en fuldmagt til R2. Af fuldmagten fremgik blandt andet følgende:

"[…]

Hermed befuldmægtiges R2 (Cvr.nr. [udeladt]) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor R2 er eller har været partsrepræsentant, til tredjemand.

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.

Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede.

Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand enten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning.

[…]"

Vurderingsankenævnet traf afgørelse den 27. april 2012. Vurderingsankenævnet stadfæstede SKATs ansættelse af grundværdien på 1.077.800 kr., men godkendte fradrag i grundværdien for forbedringer med 217.300 kr.

R2 sendte den 31. maj 2012 et brev til klagerens repræsentant (herefter benævnt R1). Af brevet fremgik blandt andet følgende:

"[…]

Vedrørende oversendelse af sag

Vi har på vegne af vor klient H1 ført sag om ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende Y1-adresse.

Klienten har den 8. juni 2011 befuldmægtiget os til at overdrage sagen til eksternt advokatfirma med henblik på den videre førelse af sagen ved Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene, såfremt dette måtte blive nødvendigt.

De har mundtligt indvilliget i at føre sagen videre for klienten, og jeg skal på denne baggrund oversende sagen samt sagens akter til Deres videre foranstaltning.

Idet oversendelsen af sagen sker som led i en generel fuldmagt udstedt til R2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet.

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres kravmod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os.

De bedes bekræfte modtagelsen af nærværende brev samt fremsende kopi af kundens skriftlige samtykke, når dette foreligger.

[…]"

R1 har oplyst følgende til Skatteankestyrelsen vedrørende R2’s tilsagn til klageren om tilskud til sagsførelsen:

"For så vidt angår spørgsmålet om, hvorledes R2 har givet deres kunder tilsagnet om 3.mandstilskud vedhæfter jeg print af […] e-mail […]. Det fremgår heraf, at der alene har været mundtligt kommunikation med grundejerne […] omkring overdragelse af nye sager til R1. Der er tale om grundejere for hvem R2 har ført flere sager, og det har været underforstået, at R2 ville yde 3. mandstilskud i forbindelse med oversendelse af sagen, hvilket er det, der fremgår af oversendelsesskrivelserne fra R2 til R1."

Af den omtalte e-mail fra R2 til R1 fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Du har spurgt ind til om der foreligger et tilskudsbrev eller lignende i forbindelse overdragelse af sagen vedr. Y3-adresse til jer i 2012. Det gør der ikke.

Boligselskabet underskrev en generel fuldmagt til os i 2011 og siden da har der alene været mundtlig kommunikation om overdragelse af nye sager til jer. Det har været underforstået, at vi skulle give tilskud, hvilket også fremgår af vores oversendelsesskrivelser til jer.

[…]"

R1 sendte den 5. juni 2012 et brev til klageren. Heraf fremgik blandt andet følgende:

"[…]

Vedrørende aftale om advokatbistand

R2 har oplyst, at De ønsker, at Advokatanpartsselskabet R1 fører Deres skattesag vedrørende ejendommen beliggende Y1-adresse ved Landsskatteretten, jf. det vedlagte brev fra R2.

Forinden vi påbegynder vores arbejde med sagen, skal vi venligst anmode Dem om at underskrive og returnere den vedlagte aftale om advokatbistand.

Aftalen er vedlagt i 2 eksemplarer. Begge eksemplarer er underskrevet af Advokatanpartsselskabet R1. De bedes venligst underskrive aftalen og returnere et eksemplar til os pr. e-mail til [udeladt] eller med post til Y4-adresse.

Såfremt den vedlagte aftale om advokatbistand måtte give anledning til spørgsmål, er De naturligvis velkommen til at rette henvendelse til os.

[…]"

Af den ved brevet vedlagte aftale af 5. juni 2012 fremgik blandt andet følgende:

"[…]

AFTALE OM ADVOKATBISTAND

R1 og H1 (herefter klienten) indgår herved aftale om, at R1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe vurderingsankenævnets afgørelse af 27. april 2012 vedrørende ejendommen Y1-adresse for Landsskatteretten.

Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang - herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager R1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder.

Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten.

[…]"

Klageren underskrev aftalen den 8. juni 2012 og returnerede den til R1.

Den 10. juli 2012 påklagede R1 på klagerens vegne vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

R1 nedlagde følgende påstande:

"PRINCIPALE SIDEORDNEDE PÅSTANDE

I henhold til vurderingslovens §§ 17-18 forhøjes klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter med kr. 11.422 fra kr. 217.279 til kr. 228.701. Fradraget indsættes i genoptagelsesårene 2003, 2004 og 2006 og derefter.

Klager indrømmes nedslag i grundværdien for jordens ringe beskaffenhed kr. 127.210. Nedslaget fremskrives efter byggeomkostningsindekset (SKATs fremskrivningsfaktorer) fra påbegyndelsesåret for ekstrafunderingen i 1989 og indsættes i genoptagelsesårene 2003, 2004, 2006 og fremefter.

SUBSIDIÆRE PÅSTANDE

Klagers fradrag for forbedringer i grundværdien samt nedslag i grundværdien som følge af ringe jordbundsforhold forhøjes mest muligt efter Landsskatterettens skøn."

Den 5. februar 2013 har R1 på klagerens vegne ansøgt SKAT om aconto godtgørelse med 50 % af 24.500 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Det fremgår af ansøgningen, at yderligere ansøgning vedrørende samme instans vil komme senere, at Landsskatteretten endnu ikke har truffet afgørelse, og at kravet på omkostningsgodtgørelse er overdraget til R1. Ansøgningen er blandt andet vedlagt en salærnota udstedt til klageren af R1 den 4. december 2012 på det ansøgte beløb samt en transporterklæring, der er underskrevet af klageren den 5. december 2012, hvori klageren overdrager kravet på omkostningsgodtgørelse til R1.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået klagerens ansøgning om acontogodtgørelse.

Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Sagsfremstilling

Den 9. juni 2011 modtog Sagscenter Erhverv oplysninger fra Skattecenteret, hvoraf det bl.a. fremgår at R2 har indgået kontrakter med ansøgerne vedrørende udførelse af konsulentydelser i massesagerne om nedsættelse af ejendomsskat.

Det fremgår endvidere af oplysningerne, at der er et tæt samarbejde mellem R1 og R2.

SKAT anmoder den 5. oktober 2011 advokaten om at indsende oplysningerne.

I mail af 31. oktober 2011 afviser advokatfirmaet SKATs anmodning, og henviser til R2. I mail af 3. november 2011 meddeler vi advokatfirmaet, at i forbindelse med en ansøgning om omkostningsgodtgørelse påhviler bevisbyrden, for at de ansøgte udgifter er godtgørelsesberettigede, ansøgeren.

I mail af 3. november 2011 bliver vi efterfølgende kontaktet af [navn udeladt] fra R2. I en telefonsamtale samme dag oplyser [navn udeladt], at R2 i forbindelse med opstarten af en ny sag indgår en kontrakt med kunden. Kontrakterne er forholdsvis ens, men kan dog godt være forskelligt udformet med hensyn til bl.a. beregningen af honoraret. Efter aftale indsender [navn udeladt] et eksempel på udformning af følgende akter i en sag:

• R2’s kontrakt med kunden
• SKATs afgørelse
• Ankenævnets afgørelse
• Landsskatterettens kendelse
• Vestre Landsrets dom
• R2 Faktura efter SKAT
• R2 Faktura efter ankenævn
• R2 Faktura efter Landsskatteretten
• R2 Faktura efter Vestre Landsret
• Procesfuldmagt fra kunden til R2
• Oversendelsesskrivelse fra R2 til R1
• Proceserklæring fra kunden til […]

Det fremgår af ovennævnte fakturaer, at R2 fakturerer til kunderne efter afslutning af en sag ved de enkelte instanser: SKAT, Vurderingsankenævn og Landsskatteretten på baggrund af den tilbagebetalte ejendomsskat som følge af afgørelsen ved den pågældende instans.

Følgende fremgår endvidere af et brev til kunderne fra R2:

"På grund af en stærkt stigende arbejdsbyrde i vores sagsportefølje, har R2 fundet det hensigtsmæssigt at indgå et samarbejde med Advokatfirmaet R1, der er specialister i beskatning af fast ejendom i Danmark.

Samarbejdet medfører, at sagsbehandling i sager ved henholdsvis Landsskatteretten og eventuelt ved de civile domstole fremadrettet varetages af R1 advokater.

Omstruktureringen vil medføre, at der bliver mulighed for at afsætte flere ressourcer til sagerne. Derimod vil omstruktureringen ikke medføre yderligere udgifter for Dem i forhold til den oprindelige aftale mellem Dem og R2. Dette skyldes, at udgiften til advokatfirmaet dækkes af staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, hvorefter en klager får enten 50 % eller 100 % af honoraret dækket afhængig af medholdsgraden. Opnås kun omkostningsgodtgørelse svarende til 50 % af udgifterne, betaler R2, der har en retlig interesse i sagerne, de resterende 50 % som et tilskud til Dem netop med det formål, at De kun er forpligtet til at afregne honorar til R2 i henhold til den oprindelige kontrakt.

Denne omstrukturering kræver Deres tilladelse, og vi beder Dem derfor underskrive og returnere vedlagte fuldmagt. De opfordres til at beholde denne skrivelse som en garanti for, at De ikke kommer til at betale mere end aftalt i kontrakten mellem Dem og undertegnede."

Følgende fremgår af fuldmagten:

"Hermed befuldmægtiges R2 til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor R2 er eller har været partsrepræsentant, til tredjemand.

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.

Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede.

Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand enten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning."

Landsskatteretten har ved kendelse af 10. december 2012 j.nr. [udeladt], truffet afgørelse i en lignende sag. Skatteministeriet har ved stævning af 6. marts 2013 indbragt Landsskatterettens kendelse af 10. december 2012 for domstolene.

SKAT har udsendt forslag til afgørelse den 20. august 2013. Advokatanpartsselskabet R1 har den 9. september 2013 indsendt bemærkninger til SKATs forslag.

Advokaten anfører, at de ikke er enige i SKATs forslag og bemærker, at forslaget er i strid med Landsskatterettens kendelser og dermed i strid med gældende ret.

Lovhenvisning m.v.

[…]

Afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand. Det fremgår endvidere af bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 § 2, stk. 3, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering. Ud fra en samlet vurdering af de faktiske oplysninger jf. sagsfremstillingen, anser SKAT ikke salæret på 24.500 kr. for godtgørelsesberettiget jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1 og bekendtgørelsens § 2 stk. 3. Af den oprindelige salæraftale mellem R2 fremgår det, at H1 ikke under nogen omstændigheder skal betale salær til R2 eller andre, udover hvad der kan opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehandling. Aftalen er uopsigelig.

I henhold til kontrakten påtager R2 sig at gennemføre procesbehandling med myndighederne, herunder at anke sagen til højere instans. Det fremgår, at kontrakten er uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R2 har fundet sted eller vurderingsmyndigheden/ klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

Det fremgår af brev fra R2 til kunden, at samarbejde med advokatfirmaet R1 ikke medfører yderligere udgifter i forhold til den oprindelige aftale med R2. Det er udokumenteret og usandsynligt, at den oprindelige aftale skulle være fraveget ved aftalen med R1. Tværtimod understreges det, at omstruktureringen "IKKE" ville medføre yderligere udgifter for boligforeningen i forhold til den oprindelige salæraftale og at boligforeningen aldrig kommer til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt.

Oversendelsesbrevet hvorved R2 oversender sagen til R1, peger også i retning af, at det er R2, som med henblik på opfyldelse af den oprindelige aftale, indgik aftale med R1. R2 er således ifølge brevet berettiget til på ethvert tidspunkt at tilbagekalde sagen, ligesom afregning ifølge brevet skulle ske overfor R2 og ikke R1: "Det forudsættes, at Deres honorarafregning - medmindre andet aftales særskilt - følger Deres standardtimetakst". Det er R2 - og ikke boligforeningen - som har engageret R1.

SKAT lægger herefter til grund, at advokatfirmaet R1’s sagkyndige bistand er udført for R2, med henblik på at R2 kan opfylde de forpligtigelser de har i henhold til den indgåede kontrakt. H1 har ikke indgået en aftale med advokatfirmaet og er ikke forpligtet til at betale de af advokatfirmaet udstedte fakturaer. Boligforeningen er kun forpligtet til at betale det honorar, der fremgår af kontakten med R2.

SKAT finder herefter ikke at salæret på 24.500 kr. er en godtgørelsesberettiget udgift for H1 jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, idet foreningen ikke er forpligtiget til at betale advokatfirmaets regninger vedrørende sagkyndig bistand.

Skatteministeriet har ved stævning af 6. marts 2013 indbragt Landsskatterettens kendelse af 10. december 2012 for domstolene. SKAT er derfor ikke forpligtet til at ændre paraksis, før sagen er endeligt afsluttet ved domstolene uden at give ministeriet medhold, jf. Den juridiske Vejledning, afsnit A,A.12.2.

Der er ikke ansøgt om omkostningsgodtgørelse for de konsulentydelser, som R2 har faktureret i klagesagen ved Landsskatteretten.

[…]"

Klagerens opfattelse

R1 har på vegne af klageren fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb.

Af klagen fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Sagsfremstilling

Jeg skal i denne anledning meddele, at jeg ikke er enig i afgørelsen, og at en afgørelse om at nægte omkostningsgodtgørelse er i strid med fast administrativ praksis indenfor dette område.

Advokatfirmaet R1 har udført helt sædvanligt arbejde for H1 med at føre en sag ved Landsskatteretten, hvorfor R1’s salær er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningsloven.

Baggrunden for, at SKAT ifølge afgørelsen vil nægte at udbetale omkostningsgodtgørelse, er, at rådgivningsfirmaet R2 har ydet tredjemandstilskud til den del af salæret, der ikke er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Det ligger efter bestemmelserne i ligningslovens § 7 Q og skatteforvaltningslovens kapitel 19 fast, at ydelser af tredjemandstilskud ikke afskærer skatteydere fra at opnå omkostningsgodtgørelse. Dette gælder både i tilfælde, hvor den pågældende tilskudsyder efterfølgende dækker skatteyderes udgifter og i tillfælde, hvor tilskudsyder betaler regningen direkte.

SKATs afgørelse er udtryk for, at man ikke accepterer, at R2 yder tredjemandstilskud, hvilket der ingen hjemmel er til.

Der er ikke i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 eller motiverne hertil eller i kapitel 19 i skatteforvaltningsloven i øvrigt nogen støtte for, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse, fordi en tredjemand helt eller delvist har forpligtet sig til at afholde den del af salæret, der ikke berettiger til omkostningsgodtgørelse.

Af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 2, fremgår tværtimod følgende:

"De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med:

1. Tilkendte sagsomkostninger
2. Offentlig retshjælp
3. Afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven)."

Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 2, er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 C, stk. 2. Denne bestemmelse fik sin nuværende formulering ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, fremsat som lovforslag nr. 267 af 5. april 2000. Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen fremgår bl.a.:

"Forslaget går ud på, at beregningen af omkostningsgodtgørelsen ikke skal reduceres med andre godtgjorte udgifter end eventuelle tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp, jf. nr. 1 og nr. 2. Dette har sammenhæng med forslaget under § 2 om muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede."

Det fremgår således direkte af motiverne, at et tredjemands tilskud ikke begrænser mulighederne for at få omkostningsgodtgørelse.

Kristian Nørskov Stidsen m.fl. anfører tilsvarende i Omkostningsgodtgørelse i skattesager, 3. udgaven, Thomson Reuters 2010, side 118, at det følger af § 54, stk. 2 modsætningsvis, at et tilskud fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Tredjemands tilskud er udbredt i sager, hvor en fagforening eller brancheorganisation fører en sag for sine medlemmer. Tilsvarende kan der være tale om, at en arbejdsgiver afholder alle eller dele af rådgiverudgifterne for sine ansatte.

Endelig yder f.eks. Skattesagsfonden, der har hjemsted hos FSR danske revisorer, og hvis bestyrelse omfatter de ypperste i dansk skatteret, støtte til den del af advokatudgifterne, der ikke berettiger til omkostningsgodtgørelse.

Samspillet med Ligningslovens § 7 Q

Ligningslovens § 7 Q er sålydende:

"§ 7 Q.

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1. Godtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 samt renter efter samme lovs § 57, stk. 2 og 5.
2. Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m. v. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig bistand m. v. i sagen, eller i det omfang beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen "

Ligningslovens §7 Q blev indført ved lov nr. 464 af 31.maj 2000, fremsat som lovforslag nr. 267 af 5. april 2000. Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

"Efter de gældende regler skal tilskud fra almennyttige fonde til dækning af udgifter, der er tilskudsberettigede efter skattestyrelseslovens § 33 B, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Et sådant tilskud fragår efter den gældende omkostningsdækningsordning i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning, jf. skattestyrelseslovens § 33 B, stk. 2.

Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er fradragsberettiget hos denne."

Også i relation til ligningslovens § 7 Q er det således forudsat, at tredjemand kan yde tilskud til den omkostningsgodtgørelsesberettigede uden, at dette medfører, at retten til omkostningsgodtgørelse bortfalder. Dette var også anført i omkostningsdækningsudvalgets betænkning, der dannede baggrund for lovændringen i 2000.

Tilsvarende er det anført i Den juridiske vejledning 2013-1 A,A.13.15, at alle som udgangspunkt kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede. Det anførte fremgik tidligere af Procesvejledningen K.8.3.

Betaling af udgifterne

SKATs standpunkt, hvor der lægges vægt på, hvem der betaler udgifterne, er endvidere i strid med, at det slet ikke efter de gældende regler er noget krav, at beløbet skal være betalt.

De tidligere regler om omkostningsgodtgørelse stillede krav om, at udgifterne skulle være betalte, men dette krav blev opgivet ved lov nr. 388 af 6. juni 2002. Efter de nugældende regler skal der betales omkostningsgodtgørelse uanset, at det pågældende beløb ikke er betalt. Der er ikke hjemmel til kræve beløbet tilbage, selvom skatteyders andel af den pågældende regning aldrig bliver betalt, jf. Poul Bostrup i Skatteforvaltningsloven med kommentarer, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2006 side 626.

På denne baggrund ville det være helt uforståeligt, hvis man kunne afskære omkostningsgodtgørelse med den begrundelse, at det er tredjemand, der foretog den betaling, man i øvrigt ikke kræver foretaget.

Afgørelser

Til støtte for mit standpunkt, skal jeg henvise til, at Landsskatteretten allerede har taget stilling til det i denne sag forelagte spørgsmål, nemlig i SKM2007.658.LSR.

I denne sag udtalte Landsskatteretten:

"Såvel repræsentantens oprindelige faktura som den nye af 29. juni 2006, anses for at være stilet til klageren. Det forhold, at den oprindelige faktura er udstedt til klageren c/o G1, fører ikke til et andet resultat.

Det lægges til grund, at der består en aftale mellem G1 og klageren, om at G1 skal friholde klageren for enhver udgift i forbindelse med førelse af den omhandlede retssag. En sådan aftale svarer til, at G1 yder et tilskud til klageren til førelse af sagen. Et sådan tilskud reducerer ifølge § 54, stk. 2, modsætningsvis og bemærkningerne til denne bestemmelse ikke de godtgørelsesberettigede udgifter.

Der ses ikke at være holdepunkter i hverken lovens ordlyd eller lovbemærkningerne for at antage, at mulighederne for at opnå omkostningsgodtgørelse er forskellige afhængig af, om en tredjemand, herunder en brancheorganisation, yder et tilskud til den godtgørelsesberettigede, eller fører sagen som mandatar for den pågældende og friholder den godtgørelsesberettigede for udgifterne til sagen, så længe betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse i øvrigt er opfyldt.

Betingelserne for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse med et acontobeløb på 50 procent af udgifterne, anses således for opfyldt, og skattecentrets afgørelse ændres i overensstemmelse hermed."

Afgørelsen blev ikke indbragt for domstolene efter skatteforvaltningslovens § 49 og er således gældende ret. Der er ingen i den juridiske teori, der har gjort gældende, at afgørelsen ikke skulle være korrekt, hvilket den utvivlsomt også er.

Der er ikke fra SKATs side fremkommet nogen begrundelse for, hvordan man kan nå frem til et andet resultat i nærværende sag end i SKM2007.658.LSR.

Herudover kan jeg henvise til SKM2007.99.LSR. I denne sag forelå der endda det særlige forhold, at det var rådgiveren, der ydede tilskuddet, hvilket der ikke er tale om her.

Landsskatteretten har i 7 afgørelser tilsvarende fundet, at tredjemandtilskud fra R2 ikke afskærer skatteyder fra at opnå omkostningsgodtgørelse, […].

Disse sager er indbragt for domstolene efter skatteforvaltningslovens § 49, men indbringelse for domstolene skaber ikke nogen hjemmel til at undlade at følge administrativ praksis som fastslået af Landsskatteretten. Jeg henviser til min klage til Folketingets Ombudsmand og SKATs borgerambassadør og retssikkerhedschef.

Hertil kommer, at SKM2007.658.LSR og SKM2007.99.LSR ikke blev indbragt for domstolene. Såfremt Landsskatteretten ønsker yderligere oplysninger, står jeg til disposition.

[…]"

Skatteankestyrelsens afgørelse

Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 20. oktober 2015 stadfæstet SKATs afgørelse af 20. september 2013.

Af Skatteankestyrelsens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Det bemærkes, at der fra klagerens side hverken i forbindelse med partshøringen over SKATs forslag til afgørelse og den deri indeholdte sagsfremstilling eller i forbindelse med indgivelsen af klagen i nærværende sag eller i øvrigt på anden måde er fremlagt oplysninger om, at kontraktgrundlaget mellem klageren, R2 og R1 i klagerens tilfælde afviger fra det kontraktgrundlag, som fremgår af de af R2 indsendte dokumenter til illustration af, hvorledes dokumenterne i sagsforløbene med kunderne generelt er udformet. Dette kontraktgrundlag svarer til det kontraktgrundlag, som sagen ved Højesteret (SKM2015.479.HR) omhandlede.

Af de grunde som Højesteret har henvist til i SKM2015.479.HR, jf. herved landsrettens dom, finder Skatteankestyrelsen, at klageren ikke har hæftet for betaling af den omhandlede salærnota, der er udstedt af R1.

Der er således ikke tale om, at klageren skulle betale eller har betalt den omhandlede salærnota."

Anmodning om genoptagelse

R1 har på vegne af klageren anmodet Skatteankestyrelsen om genoptagelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2015. R1 har som begrundelse for anmodningen anført, at aftalegrundlaget i sagen ikke er det samme som i højesteretssagen, og at klageren derfor er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb. Anmodningen er vedlagt en aftale mellem R1 og klageren, som er underskrevet af klageren den 8. juni 2012.

Skatteankestyrelsen har meddelt R1 ved brev af 17. december 2015, at anmodningen om genoptagelse kan imødekommes.

SKATs øvrige bemærkninger

SKAT har fastholdt, at klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kan imødekommes.

Skatteankestyrelsen har den 17. december 2015 anmodet SKAT om bemærkninger til R1’s brev til klageren af 5. juni 2012. SKAT har den 17. maj 2016 sendt en udtalelse til Skatteankestyrelsen, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"[…]

R1 har anmodet Skatteankestyrelsen om genoptagelse af 51 sager, som følge af at der i disse sager er indgået en aftale mellem ansøgeren og R1. Sagerne adskiller sig på denne baggrund fra aftalegrundlaget i Højesteretssagen SKM2015.479.HR.

Advokatfirmaet R1 har i juli 2015 indsendt 5 anmodninger om omkostningsgodtgørelse til SKAT, hvor samme aftale er indgået mellem ansøgeren og R1, herefter benævnt det tredje aftalegrundlag.

Vi har i den forbindelse anmodet R1 om at fremsende materiale til belysning af det fulde grundlag mellem klienterne og henholdsvis R1 og R2.

I grundlaget i de fem sager fremgår det, at der ved oversendelsen af sagen indgås en "aftale om advokatbistand" mellem R1 og grundejeren. Af denne aftale følger det, at grundejeren antager R1 som advokat, og at afregning sker "efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster". Der angives imidlertid ikke yderligere omkring hæftelsesforholdet mellem R1 og grundejeren.

Det er desuden oplyst, at "dokument" grundlaget mellem R2 og grundejerne svarer til det grundlag, der var til vurdering i Højesteretssagen.

På det foreliggende grundlag er det SKATs vurdering, at R1 ikke har godtgjort, at grundejeren hæfter for betalingen af deres salær, og at betingelserne for at udbetale omkostningsgodtgørelse dermed er opfyldt.

1. Det retlige grundlag

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1:

[…]

Det fremgår således af bestemmelsen, at det er en betingelse for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede enten har betalt regningen eller er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand. Det er ikke en betingelse, at regningen faktisk er betalt, men blot at det kan dokumenteres, at udgifterne til den sagkyndige skal betales ifølge regning.

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, indebærer det derfor, at omkostningsgodtgørelse er udelukket.

Den omstændighed, at en tredjemand betaler regningen fra den sagkyndige, er ikke til hinder for omkostningsgodtgørelse. Af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1 og 2 (tidligere skattestyrelseslovens § 33 C, stk.1 og 2), ligningslovens § 7 Q, stk. 1 og 2, og skattekontrollovens § 7 H, fremgår således:

[…]

Skatteforvaltningslovens § 54, stk. 2, om reduktion af de godtgørelsesberettigede udgifter omfatter ikke tilskud fra tredjemand, der altså ikke medfører et reduceret tilskud. Tilskuddet er gjort skattefrit for modtageren i medfør af ligningslovens § 7 H.

Bestemmelserne blev indført ved lov nr. 464 af 31. maj 2000. Af de specielle bemærkninger til skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2, fremgår det, jf. FT 1999-2000, Tillæg A, side 7479:

[…]

Videre følger det af de specielle bemærkninger til ligningslovens § 7 Q, stk. 1 og 2, jf. FT 1999-2000, Tillæg A, side 7485:

"Efter forslaget kan alle, herunder også almennyttige fonde, men også andre fysiske og juridiske personer, som f.eks. sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand m.v.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i § 7 Q, stk. 2, hvorefter det tilskud, som en sådan tredjemand vil kunne yde, som udgangspunkt ikke er fradragsberettiget hos denne, jf. dog nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse nedenfor.

Endvidere skal forslaget ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår, at det foreslåede tilskud fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Baggrunden for forslaget er, at det generelt findes gavnligt, at der ydes økonomisk støtte til førelsen af principielle skatte- og afgiftssager, således at en uklar retstilstand, der har betydning for mange personer, kan afklares hurtigst muligt. Dette er såvel i de skatte- eller afgiftspligtiges interesse som i myndighedernes interesse. Omkostningsdækningsudvalget har derfor været af den opfattelse, at det ville være rimeligt, om udgifter til sagkyndig bistand m.v. i principielle sager kunne godtgøres med en forhøjet godtgørelsessats."

Den omstændighed, at en tredjemand har påtaget sig at afholde udgiften til sagkyndig bistand for den godtgørelsesberettigede, indebærer således ikke, at den godtgørelsesberettigede er afskåret fra omkostningsgodtgørelse.

Det er imidlertid afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar over for den sagkyndige. Hvis den sagkyndige således er uden mulighed for at gøre krav på betalingen direkte over for den godtgørelsesberettigede, er betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse ikke opfyldt.

Højesteretssagen SKM2015.479.HR vedrørte netop den situation, hvor der var tvivl om, hvorvidt R1 var afskåret fra at gøre et salærkrav gældende mod ansøger, herefter benævnt X.

Af Højesterets præmisser fremgår:

[…]

Af Vestre Landsrets præmisser fremgår:

[…]

I overensstemmelse med dom i X-sagen er det derfor afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, om R1 i henhold til det nye grundlag har mulighed for at rette et salærkrav mod deres klienter.

2. Det tredje aftalegrundlag

Til brug for SKATS vurdering af, om R1’s klienter er berettiget til omkostningsgodtgørelse, har SKAT modtaget materiale i fem sager, hvor R1 er transporthaver i relation til kravet på udbetaling af omkostningsgodtgørelse. I disse fem sager er der oprindeligt indgået aftale mellem grundejeren og R2.

I forbindelse med sagens opstart indgås således en aftale, som er benævnt "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat", mellem R2 og kunden.

R1 har fremsendt fem for det meste enslydende kontrakter mellem R2 og deres kunder til SKAT.

[…]

Af kontrakterne fremgår det således, at R2 beregner sit salær ud fra et "no cure no pay" princip, og at kontrakten er uopsigelig.

Det fremgår desuden af de fremsendte sager, at der indgås en fuldmagt mellem R2 og grundejeren. Fuldmagten indgås i alle de oversendte sager nogle år efter indgåelsen af kontrakten mellem grundejeren og R2, men dog mellem et år og op til flere år førend sagen sendes over til R1. Fuldmagten svarer med nogle enkelte ændringer til den fuldmagt, der blev indgået i X-sagen.

Når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse i sagen, sender R2 sagen over til R1.

I X-sagen havde oversendelsesbrevet følgende ordlyd:

"Vedrørende oversendelse af sag

Undertegnede skal herved meddele, at vi dagsdato har oversendt nedenstående sag til Deres fortsatte behandling.

Ejendom: xx

Ejer:

X

Vi har dags dato, elektronisk fremsendt alt materiale i sagen, og står naturligvis til Deres rådighed, såfremt materialet eller andet måtte give anledning til spørgsmål.

Oversendelsen har hjemmel i en fuldmagt udstedt af X til undertegnede. Bemærk venligst, at fuldmagten tillige indeholder mulighed for at tilbagekalde sagen til undertegnedes fortsatte behandling.

Det forudsættes, at Deres honorarafregning medmindre andet aftales særskilt følger Deres standardtimetakst. "

I de fem undersøgte sager sker oversendelsen til R1 ved følgende standardoversendelsesbrev:

[…]

Oversendelsen af sagen fra R2 til R1 sker således med hjemmel i den underskrevne fuldmagt fra grundejeren.

Oversendelsesbrevet i de fem oversendte sager adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen. Det fremgår bl.a. af de nye oversendelsesbreve, at R2 nu stiller krav om, at R1 sikrer sig grundejerens skriftlige samtykke til, at R1 overtager partsrepræsentationen.

Der indgås herefter følgende "Aftale om advokatbistand" mellem grundejeren og R1:

[…]

Det er samme aftale som R1 nu anmoder Skatteankestyrelsen om genoptagelse på baggrund af. Aftalen forelå ikke i Højesteretssagen.

Advokat [navn udeladt] fra R1 har i sin e-mail af 20. september 2015 oplyst, at R2 oplyser, at aftalegrundlaget mellem dem og grundejeren er det samme, som det SKAT kender. Advokat [navn udeladt] oplyser videre, at forskellen i de fem sager handler om aftaleforholdet mellem R1 og grundejeren, og at der indgås en sådan aftale, som var efterlyst i Højesteretssagen.

"Dokument" grundlaget i disse sager adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen således, at der i disse sager foreligger den såkaldte "Aftale om advokatbistand" mellem R1 og grundejeren samt en ny version af oversendelsesbrevet fra R2 til R1.

Der er desuden den forskel, at der er i disse fem sager ikke foreligger det fremsendelsesbrev, der forelå mellem R2 og X, hvoraf det bl.a. fremgik, at R1’s varetagelse af X skattesag aldrig ville medføre, at X kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt, jf. Retten i Koldings dom (SKM2014.89.BR).

3. SKATs vurdering og sammenfatning

Vurderingen af, om der påhviler R1’s klienter en reel hæftelse for R1’s salærkrav, skal ske på baggrund af "dokument" grundlaget mellem grundejerne og henholdsvis R2 og R1.

I SKM2015.479.HR fandt Højesteret, at X ikke hæftede for betalingen af R1’s salær, hvorefter betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse ikke var opfyldt. Det er ved vurderingen af, om grundejeren opfylder lovens krav om hæftelse, naturligt at tage udgangspunkt i denne dom.

De faktiske omstændigheder i Højesteretssagen

I Højesteretssagen forelå der en række dokumenter.

Der forelå for det første en kontrakt mellem X og R2. Af denne kontrakt fremgik det, at aftalen mellem X og R2 var indgået på no cure no pay-vilkår, og at kontrakten var uopsigelig indtil honorarafregning med R2 havde fundet sted, eller vurderingsmyndighedens afgørelse/kendelse medførte, at der ikke kunne opnås en ejendomsskattebesparelse.

For det andet forelå der det ovenfor under punkt 2 omtalte oversendelsesbrev fra R2 til R1, hvoraf det fremgik, at sagen oversendtes til R1, og at dette skete med hjemmel i en fuldmagt til R2. Det fremgik desuden, at denne fuldmagt tillige indeholdt mulighed for at tilbagekalde sagen til R2s fortsatte behandling.

Den omtalte fuldmagt som tidsmæssigt først blev fremsendt og underskrevet efter oversendelsen af sagen til R1 forelå ligeledes i sagen. Det fremgik heraf, at X befuldmægtigede R2 til at uddelegere procesfuldmagten til tredjemand. Det fremgik desuden af denne fuldmagt, at den også omfattede retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt.

Den omtalte fuldmagt blev i Højesteretssagen fremsendt med et brev fa R2 til X. Af dette brev fremgik det bl.a., at R2 på grund af et stærkt stigende arbejdspres havde indgået et samarbejde med R1, og at X sag oversendtes til R1. Det fremgik videre af dette fremsendelsesbrev, at R1’s varetagelse af X skattesag aldrig ville medføre, at han kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Dette fremsendelsesbrev foreligger ikke i "det tredje aftalegrundlag".

Endelig forelå der i Højesteretssagen salærnotaer udstedt til X fra R1 samt en transporterklæring, hvoraf det fremgik, at X havde transporteret sit krav på omkostningsgodtgørelse til R1.

De fem indsendte ansøgninger tredje aftalegrundlag

"Dokument" grundlaget i de fem omhandlede sager svarer med nogle enkelte ændringer til det grundlag, der forelå i Højesteretssagen.

Der foreligger som nævnt under punkt 2 en kontrakt mellem grundejerne og R2. Af denne kontrakt fremgår det som det ligeledes var tilfældet i Højesteretssagen at aftalen mellem grundejeren og R2 er indgået på no cure no pay-vilkår, og at kontrakten er uopsigelig.

Der foreligger desuden en fuldmagt, der i alle de fem tilfælde, som vi har set, er indgået år efter, at kontrakten med R2 blev indgået. Fuldmagten svarer til den, der forelå i Højesteretssagen. I de fem indsendte sager er fuldmagten indgået mellem ca. et år og ca. fem et halvt år, førend sagen oversendes til R1. Fuldmagterne foreligger således på tidligt tidspunkt i aftaleforholdet mellem grundejerne og R2 og udspringer/har sammenhæng med det oprindelige aftaleforhold.

Indgåelsen af fuldmagten må vel antages at vær et almindeligt led i R2s administration af deres klientaftaler.

Det oversendelsesbrev, der foreligger i de fem sager, adskiller sig ligeledes fra det, der forelå i Højesteretssagen. Som anført under punkt 2 stiller R2 nu bl.a. krav om, at R1 sikrer sig grundejerens skriftlige samtykke til, at R1 overtager partsrepræsentationen.

Herudover foreligger der desuden et nyt dokument, som ikke forelå i Højesteretssagen.

I de fem sager har grundejerne nu underskrevet en såkaldt "Aftale om advokatbistand", hvoraf det fremgår, at R1 antages som advokat. Det fremgår ikke udtrykkeligt, at grundejerne hæfter for advokatregningen.

Modsat Højesteretssagen foreligger fremsendelsesbrevet fra R2 til grundejerne ikke i de fem sager.

SKATs vurdering

I de fem indsendte sager adskiller grundlaget således sig på en række punkter fra det grundlag, der forelå i Højesteretssagen.

I disse fem sager foreligger der bl.a. ikke det fremsendelsesbrev, som forelå i Højesteretssagen, og hvoraf det klart fremgik, at R1’s varetagelse af X skattesag aldrig ville medføre, at X kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt.

Uanset dette er det dog SKATs opfattelse, at det i disse sager må lægges til grund, at der i disse sager foreligger det samme grundlag mellem R2 og grundejeren for så vidt angår hæftelsesspørgsmålet.

Dette støtter vi bl.a. på, at R2 også i medfør af grundlaget i de fem sager har rådigheden over sagen.

Ligesom det var tilfældet i Højesteretssagen, baserer R2s aftale med grundejerne på et no cure no pay-princip, hvor R2 eksklusivt har rådigheden over sagen.

Det følger således af kontrakten mellem R2 og grundejeren, at aftalen er uopsigelig frem til honorarafregning med R2 har fundet sted eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse.

Efter ordlyden af den oprindelige aftale mellem R2 og grundejeren har grundejeren ikke indflydelse på, om en afgørelse skal påklages.

I sagerne med det tredje aftalegrundlag har R2 fået fuldmagt til at delegere procesfuldmagten i det administrative klagesystem og ved domstolene. Udnyttede procesfuldmagter kan endda tilbagekaldes. Fuldmagten og R2s kompetence efter denne synes at have som forudsætning, at R2 i medfør af den oprindelige aftale også har retten til at føre sager i det administrative klagesystem og ved domstolene. Fuldmagten er også i de fem sager givet, længe før det vides, om sagen skal påklages. Det kan være, at grundejeren får medhold under SKATs behandling af sagen.

Såfremt R1 rent faktisk var grundejerens advokat, var det ikke nødvendigt med den udstedte fuldmagt, idet en aftale mellem grundejeren og R1 i givet fald havde været tilstrækkelig.

Den udstedte fuldmagt understreger derimod, at det er R2, der fortsat har rådigheden og initiativet i relation til sagen. Det samme gør R2s kompetence til at tilbagekalde procesfuldmagten til R1.

Det forhold, at aftalen mellem grundejerne og R2 baserer sig på et vilkår om no cure no pay, fortsætter ligeledes, at det er R2, der i realiteten har rådigheden og initiativet i sagerne. Såfremt R2 fortsat skal oppebære et honorar fra grundejerne, er det en nødvendighed, at de også fremadrettet råder over sagerne.

Det ligger efter SKATs opfattelse fast, at aftaleforholdet mellem R2 og grundejeren grundlæggende er det samme. I Højesteretssagen kan det diskuteres, om fremsendelsesbrevet, hvori det udtrykkeligt angives, at det forhold, at R1 fører sagen ved Landsskatteretten, aldrig kan medføre yderligere udgifter, udspringer af det oprindelige aftaleforhold med dets no cure no pay-element, eller var en ny aftale indgået i forbindelse med, at R2 fik bemyndigelse til at overlade førelsen af sagen ved Landsskatteretten til en anden end dem selv. Det sidste havde R2 muligvis ikke ret til efter den oprindelige aftale.

Særligt henset til, at det er R2, der har rådigheden over sagen, er det derfor fortsat SKATs vurdering, at det tredje aftalegrundlag i relation til spørgsmålet omkring hæftelse grundlæggende svarer til det grundlag, der forelå i Højesteretssagen. Denne vurdering er dog mere tvivlsom end i Højesteretssagen i og med, at fremsendelsesbrevet fra R2 til grundejeren ikke foreligger i disse sager.

Efter Højesterets afgørelse i X-sagen er udgangspunktet herefter, at grundejeren i tilfælde, hvor "dokument" grundlaget svarer til det i højesteretssagen, ikke hæfter for R1’s salær. Udgangspunktet i disse sager er derfor, at grundejerne ikke hæfter for salæret til R1 i tilfælde af R2s konkurs.

I de fem sager foreligger der imidlertid yderligere materiale i form af den såkaldte "Aftale om advokatbistand". Også det forhold, at fuldmagten til at delegere procesfuldmagten var givet længe før påklagen til Landsskatteretten og som formentlig har været et fast led i aftaleforholdet, er anderledes end i Højesteretssagen.

I sagerne vedrørende det tredje aftalegrundlag underskriver grundejerne i forbindelse med påklagen til Landsskatteretten den såkaldte "Aftale om advokatbistand". Det fremgår heraf, at grundejeren antager R1 som advokat, og medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret, så er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Der fremgår ikke yderligere omkring hæftelsen eller om det aftalte honorar.

Indgåelsen af en "aftale om advokatbistand", hvoraf det alene fremgår, at grundejeren antager R1 som advokat, samt at salæret afregnes i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster, er efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at grundejeren hæfter for R1’s salær i tilfælde af R2s konkurs. Vi peger især på, at der foreligger en aftale mellem R2 og grundejeren om, at de aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten indeholdende et vilkår om no cure no pay. Et kontraktsvilkår som R1 er bekendt med.

Såfremt grundejeren skal hæfte for betalingen af R1’s honorar, kræver det efter SKATs opfattelse, at det i højere grad fremgår klart af det grundlag, der foreligger mellem grundejerne og R1, at dette er tilfældet. I det såkaldte "nye aftalegrundlag", som SKAT anser for godtgørelsesberettiget, fremgik det klart og eksplicit af grundlaget, at grundejeren ved sagens overdragelse til R1 hæftede for salæret i tilfælde af konkurs. Dette er som nævnt ikke tilfældet i sagerne der vedrører det tredje aftalegrundlag.

Dette understøttes efter SKATs opfattelse også af, at fuldmagten til at delegere procesfuldmagt er indgået længe før en oversendelse af sagen til advokatfirmaet og uden at det her fremgår, at R2s eventuelle udnyttelse af fuldmagten kan pådrage grundejeren yderligere omkostninger/hæftelse. Grundejeren havde ingen som helst grund til at forvente/mene, at han skulle betale mere for sagens førelse, herunder til at pådrage sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i tilfælde af, at R2 ikke kunne eller ville betale R1.

Denne hæftelse ville også være relevant for det tilfælde, at grundejeren ikke opnåede en skattebesparelse altså i modsætning til det aftalte no cure no pay-princip ligesom advokatudgiften sagtens kan overstige den mulige besparelse.

Denne yderligere risiko sammenholdt med det oprindelige aftalegrundlag mellem grundejeren og R2 og fuldmagten til at delegere procesfuldmagten taler nok for, at det skal være relativt klart, at grundejeren efter en aftale har påstået sig en yderligere hæftelse/risiko end den, som han var stillet i udsigt ved indgåelsen af aftalen med R2.

Sammenfattende er det derfor på det foreliggende grundlag SKATs vurdering, at "dokument" grundlaget mellem R2 og grundejeren grundlæggende svarer til det grundlag, der forelå i Højesteretssagen. Vi finder det ikke bevist, at grundejeren hæfter for advokatudgiften, hvorfor grundejeren efter SKATs opfattelse derfor ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Det er således vores vurdering, at R2/R1 ikke ved at indgå en "aftale om advokatbistand", hvoraf der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for deres salær, har godtgjort at betingelserne for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt.

SKAT har i ovennævnte udtalelse forudsat, at aftalegrundlaget i genoptagelsessagerne i Skatteankestyrelsen er det samme, som aftalegrundlaget i ovennævnte tredje aftalegrundlag, herunder at der i disse sager foreligger en sådan fuldmagt for R2 til at delegere procesfuldmagten.

[…]"

Skatteankestyrelsen har den 11. august 2016 anmodet SKAT om at fremsende alle de forskellige aftalegrundlag mellem R1 og grundejerne, som SKAT er i besiddelse af. Skatteankestyrelsen har endvidere anmodet SKAT om at oplyse, om SKAT er i besiddelse af andet dokumentgrundlag mellem R2 og grundejeren, end det grundlag, der var til vurdering i sagen ved Højesteret. Endvidere har Skatteankestyrelsen anmodet SKAT om at oplyse, om SKAT har godkendt aftalegrundlagene. SKAT har den 25. august 2016 sendt en udtalelse til Skatteankestyrelsen, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"[…]

Aftalegrundlag 1

Aftalegrundlag 1 fremgår af [højesterets] sagen, hvor Landsskatteretten traf afgørelse 10. december 2012, byretten afsagde dom 13. december 2013, Vestre Landsret afsagde dom 15. maj 2014 og Højesteret afsagde dom 30. juni 2015.

Aftalegrundlaget er beskrevet i byretsdommen. SKAT blev den 3. november 2011 kontaktet af R2, der blandt andet oplyste, at der i forbindelse med opstarten af en ny sag indgås en kontrakt med kunden. Kontrakterne er forholdsvisens, men kan dog godt være forskelligt udformet med hensyn til blandt andet beregningen af honoraret. Efter aftale indsendte R2 et eksempel på udformning af følgende akter i en sag:

• R2s kontrakt med boligforeningen
• SKATs afgørelse
• Ankenævnets afgørelse
• Landsskatterettens kendelse
• Vestre Landsrets dom
• R2 Faktura efter SKAT
• R2 Faktura efter ankenævn
• R2 Faktura efter Landsskatteretten
• R2 Faktura efter Vestre Landsret
• Procesfuldmagt fra kunden til R2
• Oversendelsesskrivelse fra R2 til R1
• Proceserklæring fra kunden til [navn på advokat udeladt]

Disse dokumenter vedhæftes i mail af 3. november 2011fra [navn udeladt] fra R2.

Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten anførte, at [navn udeladt] ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet R1’s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten. [navn udeladt] opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Aftalegrundlag 2

I foråret 2014 indsendte R1 ansøgninger, hvor de oplyste, at der var tale om et nyt aftalegrundlag i forhold til aftalegrundlag 1. R1 indsendte eksempler på standard aftaler mellem klienterne og henholdsvis R2 og R1 samt korrespondance mellem parterne (som vedhæftes). Det er oplyst af advokat [navn udeladt] i brev af 5. juni 2014, at der ikke er er indgået yderligere aftaler mellem parterne end dem, som SKAT har modtaget.

Aftalerne svarer - med få ændringer - til den aftale, der forelå i prøvesagen vedrørende […].

Aftalegrundlaget i forbindelse med det fremadrettede klageforløb er imidlertid ændret i forhold til det aftalegrundlag, der forelå i [højesterets]-sagen.

Når der er truffet afgørelse i sagen af vurderingsmyndigheden, bliver kunden nu kontaktet af R2. Advokat [navn udeladt] har i e-mail af 2. juli 2014 oplyst til SKAT, at kunden som udgangspunkt i først omgang kontaktes telefonisk af R2 med henblik på en drøftelse af sagens videre forløb. Herefter sendes en opsummerende e-mail til kunden med følgende standardtekst:

"Kære XXX

SKAT har som bekendt truffet afgørelse i jeres klagesag. Vores jurister på jeres klagesag vurderer, at der kan opnås yderligere besparelse i ejendomsskatten ved en påklage af SKATs afgørelse. Der er pr. 1. januar 2014 trådt nye regler i kraft, og som følge heraf skal der tages stilling til om afgørelsen skal påklages til vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten.

Sagen skal være anket senest d. XXX. juli 2014, men vi hører selvfølgelig gerne fra jer hurtigst muligt.

Vi anbefaler, at sagen påklages til Landsskatteretten, hvor vi har de bedste erfaringer med at opnå et tilfredsstillende resultat. Vi foreslår ligeledes, at sagen overtages af vores samarbejdspartner, R1, som har ført alle vores domstolssager og hovedparten af landsskatteretssagerne. Vi anbefaler således, at I sætter kryds i den første af de to rubrikker på vedhæftede skema.

I skal i så fald indgå en aftale med R1 herom. R2’s tilsagn om at dække alle sagsomkostninger står selvfølgelig stadig ved magt. Det betyder, at vi betaler den del af advokathonoraret som ikke måtte blive dækket af omkostningsrefusionen fra staten (omkostningsgodtgørelse i skattesager).

Vores interesse i at påklage sagen til Landsskatteretten ligger selvfølgelig i, at opnå den størst mulige besparelse for jer, og dermed det størst mulige honorar til os.

Samtlige udgifter til R1 dækkes som nævnt enten fuld ud af staten eller med 50% af staten og 50% af R2, og aftalen er således ikke forbundet med udgifter for jer.

Ring eller send en mail, hvis I har spørgsmål eller noget I ønsker uddybet.

Jeg ser frem til at høre fra jer."

Kunden modtager i den forbindelse et dokument betegnet "Stillingtagen til ankeproces", hvori kunden anmodes om at tage stilling til det fremadrettede klageforløb. Kunden har mulighed for at vælge, at enten R1 skal føre sagen for kunden ved Landsskatteretten, eller at R2 fortsat skal føre sagen. R2 vælger i disse tilfælde om sagen skal føres i Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Klienten skal i den forbindelse sætte kryds i en af to rubrikker i dokumentet " Stillingtagen til ankeproces".

Såfremt kunden vælger, at sagen skal overdrages til R1, er det anført herom i dokumentet:

"R2 skal overdrage sagen til Advokatanpartsselskabet R1, som skal føre ankesagen i Landsskatteretten. Der stiftes herved et direkte advokat/klient-forhold mellem R1 og undertegnede og jeg/vi hæfter overfor R1 i relation til deres honorar. Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50 % eller l00 % af honoraret til R1. R2 giver som lovet tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes R1’s fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud. Som klient hæfter jeg/vi overfor R1, hvis R2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse."

Det er oplyst af advokat [navn udeladt] i e-mail til SKAT af 2. juli 2014, der er udarbejdet i samarbejde med chefjurist [navn udeladt] fra R2, at de oprindelige aftaler mellem kunden og R2 benævnt " aftale om juridisk rådgivning" fortsat er gældende, hvis kunden vælger, at R1 skal overtage behandlingen af sagen i forbindelse med klage til Landsskatteretten, og den oprindelige aftale således er gældende, indtil sagen er endelig afsluttet ved Vurderingsankenævnet, Landsskatteretten eller domstolene. R2 er dermed fortsat berettiget til at oppebære honorar i form af en opnået ejendomsskattebesparelse, selv om sagen overdragestil R1.

I de tilfælde hvor kunden vælger, at R1 skal overtage sagen, oversender R2 sagen til R1. Det er blandt andet anført i fremendelsesskrivelsen fra R2 til R1:

"Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuldt omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at vi skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os."

Det er oplyst af advokat [navn udeladt] i brev af 5. juni 2014, at der ikke foreligger aftaler mellem R2 og R1 vedrørende sagerne.

Hvis sagsbehandlingen overtages af R1, bliver der indgået en særskilt aftale mellem klienten og R1. Af de eksempler på aftaler, som SKAT har modtaget fremgår blot, at R1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe SKATs afgørelse for Landsskatteretten.

Advokat [navn udeladt], har endvidere oplyst, at der ikke er udarbejdet salæraftaler mellem kunden og R1.

Advokat [navn udeladt] har endelig oplyst, at det ændrede aftalegrundlag ikke finder anvendelse på verserende vurderingssager, som på daværende tidspunkt var indbragt for domstolene.

SKAT har vurderet at uanset at der er tale om en konstruktion, der kan opfattes som særegen, har SKAT intet grundlag for at betvivle rigtigheden af, at klienterne med det nye aftalegrundlag har påtaget sig en reel hæftelse for R1’s salærkrav. Overdragelsen af sagen til R1 sker endvidere efter klienternes eget valg, og klienterne har således også mulighed for at vælge, at R2 fortsat skal behandle sagen.

Aftalegrundlag 2 adskiller sig dermed fra aftalegrundlag 1. I [højesterets] sagen var det udtrykkeligt aftalt, at en overdragelse af sagen til R1 aldrig ville medføre, at [navn udealdt] skulle betale mere end aftalt i den oprindelige kontrakt. Landsretten fandt derfor, at R1 ikke ville kunne rette et salærkrav mod [navn udeladt] for det tilfælde, at R2 gik konkurs.

Sammenfattende er det på det foreliggende grundlag SKATs vurdering, at SKAT ikke vil kunne løfte bevisbyrden for, at aftalerne om overdragelse af den videre sagsbehandling til R1 ikke skulle være udtryk for en reel hæftelse for R1’s klienter. Betingelserne for udbetaling af omkostningsgodtgørelse til R1 er derfor opfyldt.

SKATs vurdering er sket med udgangspunkt i, at der ikke er tale om en ændring af eksisterende aftalegrundlag, således at grundejeren ikke i forvejen er repræsenteret af R1 ved klageinstansen. En sådan aftale kan ikke gælde for det salær, som R1 på tidspunktet for aftaleændringen allerede var berettiget til. Aftalen kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft, og der kan ikke opnås omkostningsdækning for det salær, som kan henføres til arbejdet forud for aftaleændringen.

SKAT har under sagsbehandling af ansøgninger med aftalegrundlag 2 konstateret, at R2 har givet bankgaranti i forbindelse med grundejerens underskrift på dokumentet "Stillingtagen til ankeproces". Vi har ikke ydet omkostningsgodtgørelse i denne situation, da vi ikke finder at grundejeren reelt hæfter for honoraret.

Vi har i andre ansøgninger konstateret manglede underskrift fra den ene ægtefælle på dokumentet "Stillingtagen til ankeproces", vi har ikke ydet omkostningsgodtgørelse til disse ægtefæller, da vi ikke finder at ægtefællen hæfter for honoraret.

Aftalegrundlag 3

15. juli 2015 blev SKAT præsenteret for aftalegrundlag 3. Til brug for SKATs vurdering af dette grundlag, har SKAT modtaget materiale i fem sager, hvor R1 er transporthaver i relation til kravet på udbetaling af omkostningsgodtgørelse. I disse fem sager er der oprindeligt indgået aftale mellem grundejeren og R2.

I forbindelse med sagens opstart indgås således en aftale, som er benævnt "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat",

Det fremgår desuden af de fremsendte sager, at der indgås en fuldmagt mellem R2 og grundejeren. Fuldmagten svarer med nogle enkelte ændringer til den fuldmagt, der blev indgået i aftalegrundlag 1.

[…]

Når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse i sagen, sender R2 sagen over til R1.

[…]

Oversendelsen af sagen fra R2 til R1 sker således med hjemmel i den underskrevne fuldmagt fra grundejeren.

Oversendelsesbrevet i de fem oversendte sager adskiller sig fra aftalegrundlag 1. og 2. Det fremgår bl.a. af de nye oversendelsesbreve, at R2 nu stiller krav om, at R1 sikrer sig grundejerens skriftlige samtykke til, at R1 overtager partsrepræsentationen.

Der indgås herefter følgende "Aftale om advokatbistand" mellem grundejeren og R1:

[…]

Denne aftalen forelå ikke i aftalegrundlag 1. Aftalen adskiller sig også fra aftalegrundlag 2 hvor det blot fremgår, at R1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe SKATs afgørelse for Landsskatteretten.

Advokat [navn udeladt] fra R1 har i sin e-mail af 20. september 2015 oplyst, at R2 oplyser, at aftalegrundlaget mellem dem og grundejeren er det samme, som det SKAT kender. Advokat [navn udeladt] oplyser videre, at forskellen i de fem sager handler om aftaleforholdet mellem R1 og grundejeren, og at der indgås en sådan aftale, som var efterlyst i Højesteretssagen.

Aftalegrundlag 3 adskiller sig således på en række punkter fra det grundlag, der forelå i aftalegrundlag 1 og 2.

Det er SKATs vurdering, at "dokument" grundlaget mellem R2 og grundejeren grundlæggende svarer til det grundlag, der forelå i aftalegrundlag 1. Vi finder det ikke bevist, at grundejeren hæfter for advokatudgiften, hvorfor grundejeren efter SKATs opfattelse derfor ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse. Det er således vores vurdering, at R2/R1 ikke ved at indgå en "aftale om advokatbistand", hvoraf der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for deres salær, har godtgjort at betingelserne for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt.

SKAT begrunder sin vurdering af aftalegrundlag 3 yderligere i udtalelse af 17. maj 2015 til Skatteankestyrelsen, hvortil der henvises.

[…]"

Skatteankestyrelsen har den 7. november 2016 anmodet SKAT om at redegøre for forskellen mellem 3. og 2. aftalegrundlag, herunder hvorfor SKAT ikke godkender 3. aftalegrundlag. SKAT har den 18. november 2016 sendt en udtalelse til Skatteankestyrelsen, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"[…]

SKAT henviser til SKATs tidligere udtalelse af 17. maj 2016 i denne klagesag og SKATs udtalelse af 25. august 2016, hvor de tre aftalegrundlag beskrives.

I forbindelse med sagens opstart indgås i alle tre aftalegrundlag en aftale mellem R2 og grundejeren, som er benævnt "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat". Forskellen mellem 3. og 2. aftalegrundlag består for det første i, at der i 3. aftalegrundlag er indgået en fuldmagt mellem R2 og grundejeren. Fuldmagten indgås i alle de oversendte sager nogle år efter indgåelsen af kontrakten mellem grundejerne og R2, men dog mellem ét år og op til flere år førend sagen sendes over til R1.

Fuldmagten svarer med nogle enkelte ændringer til den fuldmagt, der blev indgået i [højesterets]-sagen.

[…]

Denne fuldmagt indgås ikke i 2. aftalegrundlag.

I 2. aftalegrundlag kontaktes kunden, i forbindelse med vurderingsmyndighedens afgørelse, som udgangspunkt i først omgang telefonisk af R2 med henblik på en drøftelse af sagens videre forløb. Herefter sendes en opsummerende e-mail til kunden med følgende standardtekst:

[…]

Kunden modtager i den forbindelse et dokument betegnet "Stillingtagen til ankeproces", hvori kunden anmodes om at tage stilling til det fremadrettede klageforløb. Kunden har mulighed for at vælge, at enten R1 skal føre sagen for kunden ved Landsskatteretten, eller at R2 fortsat skal føre sagen. R2 vælger i disse tilfælde om sagen skal føres i Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten. Klienten skal i den forbindelse sætte kryds i en af to rubrikker i dokumentet " Stillingtagen til ankeproces".

Såfremt kunden vælger, at sagen skal overdrages til R1, er det anført herom i dokumentet:

[…]

I de tilfælde hvor kunden vælger, at R1 skal overtage sagen, oversender R2 sagen til R1. Det er blandt andet anført i fremendelsesskrivelsen fra R2 til R1:

[…]

Hvis Sagsbehandlingen overtages af R1, bliver der indgået en særskilt aftale mellem klienten og R1, hvor det fremgår, at R1 antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe SKATs afgørelse for Landsskatteretten.

I 3. aftalegrundlag, sender R2 sagen over til R1, når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse i sagen.

I de fem undersøgte sager sker oversendelsen til R1 ved følgende standardoversendelsesbrev:

[…]

Oversendelsen af sagen fra R2 til R1 sker således med hjemmel i den underskrevne fuldmagt fra grundejeren.

Der indgås herefter følgende "Aftale om advokatbistand" mellem grundejeren og Advokatanpartsselskabet R1:

[…]

SKAT lægger vægt på at R2 i det 3. aftalegrundlag, under henvisning til procesfuldmagten, har rådigheden over sagen. En sådan procesfuldmagt findes ikke i 2. aftalegrundlag.

SKAT lægger endvidere vægt på, at det i 2. aftalegrundlag fremgår af grundlaget, at grundejeren ved sagens overdragelse til R1 hæfter for salæret i tilfælde af konkurs, dette er ikke tilfældet i det 3. aftalegrundlag.

Under hensyn til ovenstående er det SKATs opfattelse, at der ikke i 3. aftaleforhold foreligger et normalt klientforhold mellem grundejeren og R1.

SKAT finder ikke, at grundejeren i 3. aftalegrundlag hæfter for advokat udgifterne til R1, hvorfor grundejeren efter SKATs opfattelse ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse. Der henvises på ny til de tidligere fremsendte udtalelser.

SKAT har endvidere følgende bemærkninger til R1’s indlæg af 27. oktober 2016:

Side 9, 3. afsnit: "det bemærkes endelig, at fakturaerne for den af R1 ydede bistand i sagerne er udstedt direkte til grundejeren".

SKAT bemærker hertil, at dette også var tilfældet i Højesteretssagen.

Side 9, ad 4. SKAT bemærker hertil, at dokumentgrundlag og relationerne mellem R2 og R1, med de undtagelser der er nævnt ovenfor, svarer til det der forelå i Højesteretssagen. SKAT finder det ikke bevist, at grundejeren hæfter for advokatudgiften. Det er derfor SKATs vurdering at R2/R1 ikke ved at indgå en "aftale om advokatbistand", hvoraf der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejernes hæftelse for deres salær, har godtgjort, at betingelserne for at udbetale omkostningsgodtgørelse er opfyldt.

[…]"

Kammeradvokaten har den 2. februar 2017 på vegne af SKAT sendt en udtalelse til Skatteankestyrelsen, hvoraf fremgår følgende:

"[…]

Skatteankestyrelsen har i indstillinger af 18. januar 2017 fundet, at R1 er berettiget til som bistandsyder at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, og har anmodet SKAT om en udtalelse i sagerne.

SKAT har anmodet mig om at afgive udtalelse til styrelsens indstilling: SKAT fastholder, at R1 ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

En række grunde viser, at R1 ikke opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse.

Som bekendt er R2 en succesrig rådgivningsvirksomhed med tusindvis af grundejere som klienter. R2 er højt specialiseret i at føre sager om· grundforbedringsfradrag mv.

Ligeledes arbejder R2, som bekendt, efter en særlig honorarmodel med sine tusindvis af klienter. Der er indgået aftale efter no cure no pay-modellen . R2’s klienter skal alene betale for bistanden i det omfang, at det lykkes R2 at skabe en gevinst til klienterne. Dvs. hvis der skal betales ejendomsskatter tilbage.

Dette er lykkedes for R2 på vegne af en lang række af sine klienter, og af R2s hjemmeside fremgår det, at:

"R2 har til dato sikret danske grundejere besparelser i ejendomsskatten, ejendomsværdiskat og dækningsafgift for mere end 1 milliard kroner."

R2’s honorar udgør som udgangspunkt 25 % af det tilbagebetalte beløb.

Modellen forudsætter, at R2 har hånds- og halsret over processen. Det kan jo ikke være sådan, at lige før sagen er afsluttet, "afskediger" klienten R2 og der ved sparer salæret til selskabet. Der er derfor en uigenkaldelig procesfuldmagt til R2 ligesom aftalen er uopsigelig.

Medio 2008 havde R2 så megen succes, at selskabet var nødt til at få hjælp fra R1 til at føre sagerne. I UfR 2015.3383H (SKM2015.479.HR) den principielle sag om R2’s ordning - hedder det således:

"Følgende fremgår af brevet af 1.juli 2008 fra R2 til klageren:

»På grund af en stærkt stigende arbejdsbyrde i vores sagsportefølje, har R2 fundet det hensigtsmæssigt at indgå et samarbejde med Advokatfirmaet R1, der er specialister i beskatning af fast ejendom i Danmark." (dommens side 3385)

R1 var imidlertid på dette tidspunkt ikke ekspert i ejendomsbeskatning. Chefjurist hos R2 - [navnudeladt] forklarede for retten i Kolding (dommen side 3391):

"[navn udeladt] kendte advokat [navn udeladt], som han havde spillet badminton med, og ideen, om at advokat [navn udeladt] skulle stifte et advokatfirma, der kunne behandle sagerne ved Landsskatteretten og domstolene, opstod. Det endte med, at advokat [navn udeladt] i juni 2008 stiftede R1."

Han forklarede for Vestre Landsret (dommen side 3394):

"Advokat [navn udeladt] var i juni 2008 efter hans opfattelse ikke ekspert på vurderingsområdet, således som de var hos R2 men det er der ikke mange, der er. [navn udeladt] havde, så vidt han ved, på det tidspunkt et enkeltmandsadvokatfirma. R2 var med til at uddanne [navn udeladt]s personale, der blev ansat fra 2008."

For landsretten (hovedforhandling i april 2014) forklarede advokat [navn udeladt], R1, følgende om R1’s sagsportefølje (dommen side 3394f):

"Hun vil tro, at de har omkring et par tusinde vurderingssager fra R2, hvorfra langt størstedelen af deres sager stammer. Hun [3395] har selv været på kursus hos R2."

Som det ses, er R1 startet på initiativ af R2, som også har uddannet R1’s medarbejdere, og "langt størsteparten" af advokatfirmaets sager kommer fra R2.

Det kan altså konstateres, at der er et endog meget tæt samarbejde mellem R2 og R1.

Det kan også konstateres, at R1 er oprettet i R2’s interesse. R2 havde for meget at lave.

Ved denne model fik R2 aflastning for sineopgaver overfor kunderne, som man havde påtaget sig at føre sagerne om grundfradragsforbedring for.

R2 søgte tillige at få statskassen til at betale for udgiften ved denne underleverandør. Det skete og sker via omkostningsgodtgørelsesordningen. Via denne ordningsøgte R2 at få betalt mindst 50 % af udgiften til R1 og 100 %, hvis R2’s klient fik overvejende medhold i sin påstand. Det gjorde de endog med meget stor succes.

Uanset at R2 får en underleverandør til at lave en stor del af arbejdet og får statskassen til at betale 50 eller 100 % af udgiften til R1, så får R2 fortsat efter modellen det samme honorar fra klienten. Selskabets succes feeer uforandret, uanset at statskassen skal betale for underleverandøren.

Der er således, som Højesteret også fastslog under henvisning til Vestre Landsrets præmisser, et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1, og R1 kender til fulde aftalegrundlaget.

Man kan ikke, sådan som R1 prøver på i indlægget af 21. december 2016 side 2 f., bare se isoleret på enkelte elementer i hele set-uppet.

Det er afgørende at se tingene i helhed, herunder at R2 - efter at det gik op for selskabet, at selskabets udformning af modellen var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, jf. Højesteretsdommen side 3384ff har søgt at ændre enkeltelementer.

R2 har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der gav tilskud, men uden at miste et kommercielt meget stærkt kort, nemlig no cure no pay-modellen.

SKAT har i nogle sager konstateret, jf. SKATs udtalelse af 25. august 2016, side 5, at nogle klienter ikke ville påtage sig den reelt teoretiske risiko for at ende med at hænge på advokatregningen. Klienterne fik derfor en bankgaranti betalt af R2, der skulle dække hvis R2 gik konkurs.

I nærværende sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre R2, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem R2 og grundejerne er en uopsigelig aftale. Brevene mv. i [navn på grundejer udeladt]-sagen af 27. april 2012 og 9. maj 2012 har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler R2’s udgift til selskabets underleverandør, R1.

Flere grunde fører hver for sig eller i hvert fald tilsammen til, at R1 ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse:

1.  grund

R2 og klienterne havde en uopsigelig aftale, jf. [navn på grundejer udeladt]-aftalen af 12. og 16. januar 2006, side 3, 2. afsnit:

"Nærværende kontrakt er uopsigelig for de i vedhæftede bilag nævnte ejendomme og gældende, indtil honorar afregning med R2 har fundet sted, eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. Hvis en ejendom ikke længere administreres af forretningsførerorganisationen [navn på grundejer udeladt], udgår ejendommen af denne kontrakt.

Ifølge samme aftale side 2 under overskriften "Ressourcer" gælder:

"R2s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven"

(min understregning)

R2 fik ved fuldmagt af 27. november 2008 ([navn på grundejer udeladt]-sagen) ret til at "uddelegere" selskabets procesfuldmagt til tredjemand - det være sig i det administrative system og ved domstolene. Videre hedder det:

"Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede". (min understregning)

Tredjemand skulle enten være advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning.

Tilbagekaldelsesretten viser, at den advokat, som R2 udpeger - overvejende typisk R1 - ikke er advokat for klienten, men for R2.

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og R2 har en ret til at indsætte en advokat og tilbagekalde denne underleverandøraftale, er betalingen af advokaten, her R1, ikke en forpligtelse for R2’s klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig R2.

2.  grund

Hvis R2’s klient har påtaget sig en betalingsforpligtelse, om end af teoretisk art, overfor R1, hvilket bestrides, jf. nedenfor ad den 4. grund, er en sådan forpligtelse uden betydning.

To parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er en "gratis" omgang for begge parter, som der ikke efter loven er pligt til at respektere.

3.  grund

Under alle omstændigheder må en sådan påtagelse af en forpligtelse frakendes enhver retlig betydning overfor staten.

Det er tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Ordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådant set-up, som i nærværende sager, hvor aftaleforholdet mellem R2 og klienterne ligger fast og opgavefordelingen er klar.

Det er R2, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandør, og klienternes "opgave" er at betale, hvis det bliver en succes. Deres teoretiske risiko for at "hænge" på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved "fiasko", altså hvor der ikke opnås succes.

Set-uppet er, når der som her foreligger uigenkaldelige aftaler, et forsøg på misbrug af en ordning; hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter, der er ved at føre skattesager til rådgiverne, herunder advokater. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

At ordningen selvsagt ikke var tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag, viser også den senere lovændring, hvor Folketinget afskaffede muligheden for repræsentanter til at yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der var indgået honoraraftaler, der er baseret på sagens udfald, også kaldet no cure no pay-vilkår, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven (betingelser for tredjemandstilskud).

4.  grund

Som anført i Skatteankestyrelsens indstilling side 5, 2. og 3. afsnit, påhviler bevisbyrden for, at de pågældende grundejere er forpligtet til at betale de omhandlede fakturaer, grundejerne eller bistandsyderen, hvis et eventuelt krav er overdraget til denne.

SKAT er således enig med styrelsen i, at R1 bærer bevisbyrden for, at grundejerne var forpligtet til at betale R1’s honorar. SKAT er dog ikke enig med styrelsen i, at R1 har løftet sin bevisbyrde.

Som det fremgår af ovenstående, har R2 ved modellerne forsøgt at arbejde sig ind på en "hæftelse" for klienten, men uden at denne er tyngende for klienten. Som det også fremgår, er det i strid med meningen med godtgørelsesordningen, at staten skal betale for R2’s underleverandør.

Hvis disse grunde ikke, efter Landsskatterettens opfattelse, fører til, at det ikke kan komme på tale, at staten bærer udgiften, så betyder forholdene i hvert fald, at R1’s bevisbyrde er kraftigt skærpet.

Det ligger efter brevene af 27. april 2012 og 9. maj 2012 i [navn på grundejer udeladt]-sagen fast, at inddragelsen af R1 - ligesom i Højesteretsdommen - sker i R2’s interesse og ikke klientens. Det sker, ligesom i dommen, på R2’s initiativ.

I R2’s brev af 27. april 2012 til R1 fremgår det af de tre første afsnit, at det er R2, der kontakter R1, der siger ja til opgaven.

At det ikke sker på klientens initiativ fremgår også af 4. afsnit, der lyder:

"Idet oversendelsen af sagen sker som led i en generelfuldmagt udstedt til R2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet"

Uanset dette anfører R1 alligevel i skrivelsen af 9. maj 2012 til [navn på grundejer udeladt] følgende:

"R2 har oplyst, at De ønsker, at Advokatanpartsselskabet R1 fører Deres skattesag vedrørende ejendommen beliggende [udeladt] ved Landsskatteretten, jf. det vedlagte brev fra R2."

 Det af R1 anførte er i strid med det, som R2 anfører til R1.

Det er også centralt, at det intet steds af hverken R1’s brev af 9. maj 2012 eller i aftalen om advokatbistand fremgår, at [navn på grundejer udeladt] hæfter for advokatudgiften.

Det fremgår ikke, at [navn på grundejere udeladt]s aftale med R2 skulle være ændret, sådan at [navn på grundejer udeladt] kan komme til at hænge på en advokatregning. Det fremgår heller ikke, at [navn på grundejer udeladt] skulle have en egen interesse i en sådan ændring, der kan påføre yderligere udgifter for [navn på grundejer udeladt].

I aftalen om advokatbistand hedder det i 2. afsnit.:

"Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager R1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder."

Det fremgår ikke - hverken indirekte og slet ikke direkte - at [navn på grundejer udeladt]er ansvarlig for advokatregningen. En ændring af en af de helt afgørende aftalekomponenter -nemlig no cure no pay-vilkåret - kræver en utvetydig og udtrykkelig aftale. Dette skærpes yderligere af, at klienten ingen som helst interesse har i en sådan ændring, der sker i R2’s interesse.

I brevet fra R2 til R1 hedder det:

"Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os."

Heller ikke her fremgår det utvetydigt, at klienten hæfter for advokatregningen, om end der er lidt indikationer af, at det er sådan.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse indikationer ikke er gengivet i aftale om advokatbistand, men alene i den "interne" korrespondance mellem R1 og R2.

Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2, hvis ikke staten betaler hele udgiften - og altså ikke til klienten - understreger hele meningen med arrangementet.

SKAT er derfor ikke enig i Skatteankestyrelsens indstilling, når det på side 5, 3. sidste afsnit anføres, at klienten - i forbindelse med underskrivelsen af aftalen med R1 - ved, at "klageren kan komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2."

[…]"

På retsmødet i Landsskatteretten den 28. februar 2017 anførte Kammeradvokaten på vegne af SKAT blandt andet, at bevisbyrden er skærpet, og at aftalegrundlaget mellem R1 og grundejerne ikke kan stå alene. Samtlige aftalegrundlag skal inddrages, således som det er sket i højesteretssagen. Kammeradvokaten anførte endvidere, at klageren ikke frit kan vælge en anden rådgiver, og at oversendelsesbrevet fra R2 til R1 er uden betydning, da det fortsat er R2, der har rådigheden over sagen, jf. den uopsigelige kontrakt mellem grundejerne og R2, procesfuldmagten samt det anførte i aftalen om advokatbistand om, at alle processkrifter skal sendes til R2. Endvidere anførte Kammeradvokaten, at klageren ikke har oplyst, at klageren har modtaget salærnotaen, og at hæftelse skal fremgå eksplicit af aftalen om advokatbistand. Implicit hæftelse er således ikke tilstrækkeligt til at løfte den skærpede bevisbyrde.

Klagerens øvrige bemærkninger

R1 har fastholdt, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med det ansøgte beløb.

R1 har ved brev af 27. oktober 2016 fremsendt følgende bemærkninger til SKATs udtalelser af henholdsvis 17. maj 2016 og 25. august 2016:

"[…]

1.  Indledende bemærkninger

Der er overordnet set enighed om, at det er en helt grundlæggende betingelse for adgangen til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Hvorvidt dette er tilfældet beror på en konkret vurdering af det konkrete aftalegrundlag. Højesterets dom af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, ændrer ikke herpå. I sagen foretog Højesteret netop en sådan konkret vurdering af det i sagen værende aftalegrundlag og nåede herefter frem til, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Der er endvidere enighed om, at det forhold, at en tredjemand påtager sig at yde et tilskud til en sags førelse (tredjemandstilskud) ikke i sig selv afskærer adgangen til omkostningsgodtgørelse.

Dette var der tillige enighed om i SKM2015.479.HR, jf. bl.a. Skatteministeriets anbringender for Retten i Kolding som gengivet i Højesterets dom.

2. Overordnede bemærkninger til SKATs udtalelser

For så vidt angår SKATs udtalelse af 25. august 2016 dækker den over SKATs bemærkninger til , 2. og 3. aftalegrundlag.

I SKATs udtalelse af 25. august 2016 svarer aftalegrundlaget benævnt 1. aftalegrundlag til det aftalegrundlag, der var til prøvelse i SKM2015.479.HR. Aftalegrundlaget benævnt 2. aftalegrundlag har SKAT godkendt og udbetaler således omkostningsgodtgørelse i sager med et sådant aftalegrundlag.

Aftalegrundlaget benævnt 3. aftalegrundlag, er det aftalegrundlag, der er til prøvelse i de(n) foreliggende sag(er). SKAT har ikke godkendt 3. aftalegrundlag.

Mine bemærkninger til udtalelsen af 25. august 2016 vil derfor begrænse sig til afsnittet om 3. aftalegrundlag (side 5 ff.).

Kendetegnende for SKATs udtalelser er, at SKAT forsøger at trække resultatet fra SKM2015.479.HR, ned over aftalegrundlaget i de(n) foreliggende sag(er) til trods for - og det anerkender SKAT - at der er forskelle på aftalegrundlagene. Jeg vil redegøre nærmere for disse forskelle nedenfor.

SKAT vælger dog ikke at tillægge disse forskelle betydning, men antager i stedet, at aftalegrundlaget er det samme som i SKM2015.479.HR. Ligeledes ses SKAT at have indlagt nogle forudsætninger, der ikke har støtte i sagernes faktiske forhold. Dette vil jeg ligeledes redegøre nærmere for nedenfor.

3.  Højesterets dom af 30. juni 2015 - SKM2015.479.HR

I sagen når Højesteret efter en konkret vurdering frem til, at grundejeren i sagen ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar, hvorfor han ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Samme konklusion var Retten i Kolding nået frem til i SKM2014.89.BR og ligeledes Vestre Landsret i SKM2014.399.VLR.

Af Højesterets præmisser fremgår det, at Højesteret af de grunde, som landsretten anførte, tiltrådte, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Af landsrettens præmisser ses det, at landsretten særligt har lagt vægt på følgende forhold:

1. At aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2, som R1 kendte, a. indebar, at grundejeren aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2.

2. At inddragelsen af R1 skete på foranledning af R2 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1.

3. At grundejeren - uanset forklaringerne for byret og landsret om retsforholdet mellem ham og R1- ikke havde været forpligtiget til at betale R1’s honorar.

I forhold til nr. 1 bemærkes det, at det ikke fremgår af "Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat" (honoraraftalen) indgået mellem grundejeren og R2, men derimod af en følgeskrivelse fremsendt til grundejeren i forbindelse med sagens overdragelse til R1.

I forhold til nr. 2 bemærkes det, at der ikke efter R2’s kontakt til R1 blev indgået en særskilt skriftlig aftale mellem R1 og grundejeren.

I forhold til nr. 3 bemærkes det, at det af præmisserne kan det udledes, at det henset til grundejerens honoraraftale med R2, herunder følgeskrivelsen fra R2 til grundejeren i forbindelse med sagens overdragelse til R1, i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar. I relation hertil ses det at være tillagt vægt, at der ikke var sket en formalisering af retsforholdet mellem grundejeren og R1, f.eks. i form af et skriftligt aftalegrundlag. Endvidere ses landsretten at have lagt stor vægt på, at grundejerens forklaring om retsforholdet skete efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse

Såvel byret, landsret som Højesteret har foretaget en fuldstændig prøvelse af det i sagen foreliggende aftalegrundlag og de i sagen førte beviser, herunder parts- og vidneforklaringer. Landsskatteretten skal på tilsvarende vis i de(n) foreliggende sag(er) foretage en konkret og fuldstændig prøvelse af det aftalegrundlag, der af SKAT benævnes det 3. aftalegrundlag.

Allerede af den grund, at der i Højesteretssagen var tale om en konkret bevisvurdering er præjudikatværdien ikke stor og under alle omstændigheder begrænset til sager med tilsvarende faktum altså samme aftalegrundlag, hvilket, som nævnt ovenfor, ikke er tilfældet i de(n) foreliggende sag(er).

Jeg vil straks nedenfor gennemgå det 3. aftalegrundlag, herunder hvorledes det adskiller sig fra aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR.

4.  Det konkrete aftalegrundlag (3. aftalegrundlag) og forskellene i forhold til SKM2015.479.HR

Grundejeren i de(n) de foreliggende sag(er) har alle indgået en honoraraftale med R2, der er tilsvarende den grundejeren i Højesteretssagen havde indgået med R2.

Grundejeren i de(n) de foreliggende sag(er) har ligeledes udstedt en procesfuldmagt til R2, hvis indhold er tilsvarende den refererede procesfuldmagt i SKATs udtalelse af 17. maj 2016 (side 7, nederst).

Så vidt er aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR (1. aftalegrundlag) og det 3. aftalegrundlag ens. Men her hører lighederne til gengæld op.

Som det fremgår af SKATs udtalelser, er der i de(n) foreliggende sag(er) ikke en tilsvarende skrivelse fra R2 til grundejeren i forbindelse med, at R2 anbefaler grundejeren, at sagen overdrages til R1 med henblik på indbringelse for Landsskatteretten. R2 har oplyst, at det forholder sig som lagt til grund af SKAT.

Dette er en meget væsentlig forskel i forhold til SKM2015.479.HR, idet det var af denne skrivelse fra R2, at det fremgik, at overdragelsen af sagen til R1 aldrig ville medføre, at grundejeren i Højesteretssagen ville komme til at betale mere i honorar for sagens førelse end fastsat i honoraraftalen med R2. Et forhold, der som gennemgået ovenfor, ses at være tillagt væsentlig betydning i landsrettens præmisser, som Højesteret tiltrådte.

Oversendelsesskrivelsen fra R2 til R1 adskiller sig også i de(n) foreliggende sag(er) i forhold til den tilsvarende oversendelsesskrivelse i Højesteretssagen. Indholdet af oversendelsesskrivelserne i de(n) foreliggende sag(er) er gengivet i SKATs udtalelse af 17. maj 2016 (side 7-8). Indholdet af oversendelsesskrivelsen i Højesteretssagen er gengivet i dommen.

Af oversendelsesskrivelsen i Højesteretssagen fremgik det, at R2 havde mulighed for at tilbagekalde sagen til egen fortsat behandling. En sådan mulighed for tilbagekaldelse fremgår ikke af oversendelsesskrivelserne i det 3. aftalegrundlag. Det fremgår derimod, at R2 opfordrer R1 til at rette henvendelse til grundejeren med henblik på at sikre dennes skriftlige samtykke til sagens overdragelse, og at R1 herefter alene repræsenterer grundejeren idenfremadrettede behandling af sagen. Endvidere fremgår det, at R2 har påtaget sig at yde et tredjemandstilskud i det tilfælde, at R1’s honorar ikke dækkes fuldt ud af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Efter at sagen er modtaget hos R1 rettes der skriftlig henvendelse til grundejeren med fremsendelse af en "Aftale om advokatbistand". Grundejeren anmodes om at underskrive denne og returnere til R1 forinden arbejdet med sagen kan påbegyndes.

Indholdet af aftalen om advokatbistand er gengivet i SKATs udtalelse af 17. maj 2016 (side 9, lidt over midten). Af aftalen fremgår det, at opdraget kvalificeres til indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse for den specifikke ejendom for Landsskatteretten. Endvidere fremgår principperne for fastsættelse af honoraret, herunder at der afregnes efter medgået tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster, og at der kan forventes et tidsforbrug på mellem 20 og 30 timer.

Eksistensen af et egentligt skriftligt aftalegrundlag i form af en aftale om advokatbistand indgået direkte mellem grundejeren og R1 forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet er en helt afgørende forskel i forhold til SKM2015.479.HR.

Af Højesteretssagen fremgår det netop, at det henset til aftaleforholdet mellem grundejeren og R2, herunder også fremsendelsesskrivelsen fra R2 til grundejeren (der ikke eksisterer i de(n) de foreliggende sag(er), i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at dette aftaleforhold var fraveget.

Grundejeren i Højesteretssagen kunne ikke dokumentere dette med sin vidneforklaring for byretten og landsretten, hvor landsretten altså ses at have lagt vægt på, at denne var afgivet efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

I de(n) foreliggende sag(er) er der forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet indgået en skriftlig aftale om advokatbistand, hvor opdraget kvalificeres ligesom der gives oplysninger om, hvorledes honoraret fastsættes.

Der foreligger altså lige præcis den dokumentation for retsforholdet mellem grundejeren og R1, som manglen på samme af var den helt afgørende faktor i Højesteretssagen.

Når sagen er afsluttet i Landsskatteretten vurderer R1 udfaldet af sagen. Hvis R1 vurderer, at der er grundlag for at indbringe sagen for domstolene udarbejdes en egentlig indstilling herom, som fremsendes til grundejeren. Grundejeren kan så på baggrund heraf tage stilling til, om og i hvilket omfang, der skal ske domstolsprøvelse. Ligeledes kan grundejeren vælge at afslutte sagen. Et sådant eksempel på en indstilling om domstolsprøvelse og grundejerens accept heraf foreligger i sagen med Skatteankestyrelsens j.nr. [udeladt].

Hvis R1 vurderer, at der ikke er grundlag for at indbringe sagen for domstolene afsluttes sagen uformelt og sagen afregnes i overensstemmelse med den indgåede aftale om advokatbistand.

5. SKATs udtalelser

Som det fremgår af ovenstående gennemgang af forskellene mellem 1. aftalegrundlag og 3. aftalegrundlag, er der altså meget få ligheder, men til gengæld helt afgørende forskelle, når man ser på, hvad der er lagt vægt på i landsrettens præmisser, som Højesteret tiltrådte.

Skematisk og for overblikkets skyld kan ligheder og forskelle opstilles som følger:

Dokument Honoraraftale-R2 og grundejeren.	1. aftalegrundlag +	3. aftalegrundlag +	Bemærkninger Enslydende
Procesfuldmagt - udstedt af grundejeren til R2.	+	+	Enslydende
Fremsendelsesskrivelse -R2 til grundejeren.	+	÷	Det er her det fremgår, at grundejeren aldrig vil kunne komme til at betale mere end honoraret til R2
Oversendelsesskrivelse - R2 ApS til R1	+	+	Ikke passus om R2’s mulighed for at tilbagekalde sagen.
			Opfordring til indgåelse af skriftlig aftale. Præcisering af repræsentationsf orholdet (kun R1).
Aftale om advokatbistand	-	+	Opdraget og honoraret kvalificeres.

    Disse forskelle til trods finder SKAT ikke, at der består en reel hæftelse for grundejerens betaling af R1’s honorar i det 3. aftalegrundlag.

SKATs begrundelse herfor bærer præg af at være inspireret af Skatteministeriets anbringende derfor Højesteret, jf. Skatteministeriets sammenfattende processkrift af 8. juni 2015. SKAT forsøger altså med andre ord at trække resultatet af Højesteretssagen ned over det 3. aftalegrundlag, selvom der er helt afgørende forskelle. En doms præjudikatværdi forudsætter helt grundlæggende, at der er tale om sammenlignelige faktiske forhold, hvilket bestemt ikke er tilfældet. SKATs begrundelse herfor kan overordnet set opdeles i følgende punkter:

1. Aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2 er det samme for så vidt angår hæftelsesspørgsmålet.
2. R2 råder over sagen - ikke grundejeren (procesfuldmagten).
3. Aftalen om advokatbistand kan ikke tillægges betydning, da der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for R1’s salær.
4. Aftalen om advokatbistand er indgået mellem R2 og R1.

Ad 1 - aftalegrundlaget mellem R2 og grundejeren

Det er SKATs opfattelse, at aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2 er det samme for så vidt angår hæftelsesspørgsmålet. Det fremstår ikke helt klart, hvad det er SKAT sigter til i denne sammenhæng.

Hvis det er spørgsmålet om grundejerens hæftelse for betaling af R1’s honorar, så er det korrekt, at det ikke fremgår af honoraraftalen mellem R2, at grundejeren hæfter for betaling af R1’s honorar. Dette følger allerede af det forhold, at denne aftale er indgået lang tid før, at R1 overtager sagen.

Hvis der sigtes til, at grundejeren i SKM2015.479.HR, som følge af passussen i fremsendelsesbrevet fra R2 til grundejeren om, at denne aldrig ville kunne komme til at betale mere end det honorar til R2, der følger af honoraraftalen, henledes opmærksomheden på, at der ikke findes et tilsvarende fremsendelsesbrev i de(n) foreliggende sag(er).

I Højesteretssagen er passussen herom tillagt stor betydning i vurderingen af, om grundejeren hæftede for betaling af R1’s honorar. Denne passus i fremsendelsesbrevet er der på tilsvarende vis brugt mange kræfter på i Skatteministeriets sammenfattende processkrift af 8. juni 2015 til Højesteret.

Idet et sådant fremsendelsesbrev ikke eksisterer i de(n) foreliggende sag(er), hvilket SKAT anerkender, kan der ikke i vurderingen af hæftelsesspørgsmålet lægges vægt herpå.

Det er således direkte i strid med sagens faktiske forhold, når SKAT lægger til grund, at aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2 er det samme som i Højesteretssagen.

Ad 2 - R2 råder over sagen

Det er SKATs opfattelse, at det reelt er R2, der råder over sagen, idet overdragelsen til R1 sker med henvisning til den procesfuldmagt, som grundejeren har udstedt til R2.

Spørgsmålet om råderetten ses at have været et element i byrettens (SKM2014.89.BR) begrundelse for grundejerens manglende hæftelse. Spørgsmålet om, hvem der reelt råder over sagen, er ikke en del af landsrettens præmisser (og følgelig Højesterets præmisser), idet landsretten hverken tiltræder byrettens præmisser eller har det med i egne præmisser, hvilket forekommer naturligt, idet det hverken af lovens ordlyd eller forarbejderne hertil fremgår, at rådighed over sagen er et kriterie for vurdering af spørgsmålet om hæftelse.

Det er muligt, at R2 med henvisning til den indgåede honoraraftale med grundejeren kan vælge at føre sagen videre mod grundejerens vilje. Dette betyder dog ikke, at R2 kan tvinge grundejeren til at overdrage sagen til R1, såfremt denne ikke ønsker det.

Derimod retter R2 henvendelse til R1 med henvisning til procesfuldmagten med henblik på R1’s overtagelse af sagen og indbringelse for Landsskatteretten. Af oversendelsesskrivelsen fra R2 til R1 fremgår det netop, at R1 opfordres til at rette henvendelse til grundejeren med henblik på at sikre dennes skriftlige samtykke til sagens overgang.

R1 retter herefter skriftlig henvendelse til grundejeren, og såfremt grundejeren i forbindelse med sagens videre behandling ønsker at være repræsenteret af R1 i stedet for R2 indgås der en skriftlig aftale herom (aftale om advokatbistand).

Der ligger ikke nogen tvang i overdragelsen. Grundejeren kan tilvælge R1 som repræsentant, men kan også fravælge R1 ved at undlade at underskrive aftalen om advokatbistand. Eksempler herpå findes i det dokumentationsmateriale, som SKAT har vedlagt udtalelsen af 25. august 2016.

I det tilfælde, at grundejeren ikke ønsker R1 som repræsentant, går sagen tilbage til R2, der herefter forestår sagens videre behandling.

Grundejeren kan altså vælge, hvem der skal repræsentere ham i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten. Om noget, så understreger dette med alt ønskelig tydelighed, at det konkret er grundejeren, der råder over sagen.

Er sagen først overdraget til R1 - det vil sige, at der er indgået en aftale om advokatbistand mellem R1 og grundejeren - vil det være i strid med de advokatetiske regler, såfremt R1 førte sagen videre imod grundejerens ønske.

At det er grundejeren, der råder over sagen, illustreres tillige af det fremlagte eksempel på korrespondance om indbringelse for domstolene, der foreligger i sagen med Skatteankestyrelsens j.nr. [udeladt].

Ad 3 - aftalen om advokatbistand kan ikke tillægges betydning

Det er SKATs opfattelse, at den mellem grundejeren og R1 indgåede aftale om advokatbistand ikke kan tillægges betydning, da der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for betaling af R1’s salær.

SKAT anfører videre, at grundejerens procesfuldmagt til R2 er udstedt længe før oversendelse af sagen til R1, og at grundejeren på ingen som helst måde kunne forvente/mene, at han ved R2’s udnyttelse heraf skulle betale mere for sagens førelse, herunder pådrage sig risikoen for at hæfte for betalingen af R1’s honorar, såfremt R2’s ikke kunne eller ville leve op til sin tilskudsforpligtelse.

Til det sidste bemærkes det, at der i de(n) foreliggende sag(er) er tale om professionelle parter på begge sider, der fuldt ud er klar over, at når der indgås en aftale om advokatbistand, hvor såvel opdraget som honoraret er kvalificeret, så hæfter man som klient hos advokatfirmaet også for betalingen af honoraret, når der i øvrigt leveres i overensstemmelse med den indgåede aftale.

Der kan således ikke herske tvivl om, at grundejerne i de(n) foreliggende sag(er) har været bevidste om, at de påtog sig denne yderligere risiko for betaling af R1’s honorar, såfremt R2 ikke kunne eller ville leve op til sin tilskudsforpligtelse.

Det forhold, at R2 har påtaget sig denne tilskudsforpligtelse afskærer i sig selv ikke adgangen til omkostningsgodtgørelse, ligesom den ikke ændrer på noget i forhold til spørgsmålet om grundejerens hæftelse for betalingen af R1’s honorar i henhold til den indgåede aftale om advokatbistand.

Til det første bemærkes det, at SKATs bemærkning om, at aftalen om advokatbistand ikke kan tillægges betydning, fordi der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for betaling af R1’s salær i den grad udstiller SKATs manglende forståelse for helt grundlæggende obligationsretlige regler.

Der er mellem to professionelle parter indgået en aftale om advokatbistand. Aftalen bliver bindende for begge parter på det tidspunkt, hvor grundejeren accepterer R1’s tilbud om repræsentation på de vilkår, der er anført i aftalen (accept af tilbud). Dette formaliseres ved parternes underskrift af aftalen.

R1 er herefter forpligtet til at levere den ydelse, som fremgår af aftalen - konkret indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse vedrørende den i aftalen nævnte ejendom for Landsskatteretten. Omvendt er grundejeren forpligtiget til at betale for den leverede ydelser i overensstemmelse aftalens honorarbestemmelser. Såfremt en af parterne ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til den indgåede aftale, kan den anden part gøre misligholdelse beføjelser gældende.

I de(n) foreliggende sag(er) er såvel opdraget (ydelsen) som honoraret kvalificeret i aftalen. R1 har leveret den aftalte ydelse, hvorfor der ingen som helst tvivl kan være om, at grundejeren er forpligtet til at betale honorar til R1 i overensstemmelse med aftalen.

I obligationsretten stilles der ikke noget krav om, at der i en aftale om levering af en ydelse specifikt skal fremgå, at modtageren af ydelsen hæfter for betalingen heraf for at en hæftelse reelt består. Dette ligger implicit i aftaleindgåelsen.

SKAT stiller således et krav til R1’s aftaleindgåelse med klienter, der på ingen måde er hjemmel til i obligationsretten eller andre steder. R1 vil i givet fald være det eneste advokatfirma i Danmark - og formentlig den eneste sagkyndige bistandsyder - der i den indgåede aftale specifikt skal angive, at klienten hæfter for betalingen af fakturaen.

Det forhold, at R2 over for grundejeren har påtaget sig at yde tilskud for den del af R1’s honorar, der ikke dækkes af reglerne om omkostningsgodtgørelse kan ikke føre til, at grundejeren ikke kan anses for at hæfte for betalingen. I øvrigt er det et anliggende mellem grundejeren og R2.

Den forudgående indgåelse af aftalen om advokatbistand er den helt afgørende forskel i forhold til aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR. Det er lige præcis den manglende eksistens af et konkret aftaleforhold mellem grundejeren og R1, der var udslagsgivende i Højesteretssagen. Grundejeren kunne ikke med sine efterfølgende forklaringer for by- og landsret afgivet til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse dokumentere, at aftalegrundlaget med R2 var fraveget i en sådan grad, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar.

Det bemærkes endelig, at fakturaerne for den af R1 ydede bistand i sagerne er udstedt direkte til grundejeren. Betydningen af dette forhold illustreres af Skatteministeriets bemærkninger i det sammenfattende processkrift af 8. juni 2015 til Højesteret vedrørende SKATs praksis i mandatarsager. Her anfører Skatteministeriet, at det forhold, at fakturaen udstedes til medlemmet (den godtgørelsesberettigede) og ikke mandataren medfører, at de involverede parter, herunder SKAT, har opfattet, at medlemmet hæfter for advokatens regning. Det samme må jo gælde i de(n) de foreliggende sag(er), hvor fakturaen jo netop er udstedt til grundejeren og ikke R2.

Ad 4 - aftalen om advokatbistand er indgået mellem R2 og R1

Det er ganske uforklarligt, hvordan SKAT på side 14, næstsidste afsnit i udtalelsen af 17. maj 2016 kan udtale, "at R2/ R1 ikke ved at indgå en "aftale om advokatbistand", hvoraf der ikke fremgår noget særskilt omkring grundejerens hæftelse for deres salær…".

SKAT lægger enten til grund at aftalen om advokatbistand er indgået mellem R2 og R1 eller, at den er indgået mellem R2 og grundejeren, da SKAT jo åbenbart ikke vil anerkende det, der direkte fremgår af aftalen.

Begge dele skriger til himlen. Det fremgår helt eksplicit afaftalen, at den er indgået direkte mellem grundejeren og R1.

Udtalelsen illustrerer med alt ønskelig tydelighed, at SKAT bevidst vælger at se bort fra de faktiske omstændigheder, der på helt afgørende punkter adskiller det 3. aftalegrundlag fra aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR.

6. Afslutning

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at grundejeren i de(n) foreliggende sag(er) er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der ikke kan være tvivl om, at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder, hvis honorar grundejeren efter helt almindelige obligations- og aftaleretlige regler hæfter for betaling af.

Det skal særligt fremhæves

at aftalegrundlaget på helt afgørende punkter - også aftalegrundlaget mellem R2 og grundejeren, adskiller sig fra aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR.

at grundejeren frit har kunnet vælge imellem at lade sig repræsentere af R1 eller R2, og således har rådigheden over sagen. Ligeledes fremgår det, at det er grundejeren - ikke R2 - der på anbefaling fra R1 beslutter, om en afgørelse fra Landsskatteretten skal indbringes for domstolene.

at der helt specifikt er indgået en aftaleretligt bindende aftale om advokatbistand mellem grundejeren og R1, hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres, som SKAT ikke blot kan vælge at se bort fra.

at netop manglen på en sådan konkret, skriftlig og forudgående indgået aftale mellem grundejeren og R1 var helt afgørende for udfaldet af Højesteretssagen.

[…]"

R1 har ved brev af 21. december 2016 fremsendt følgende bemærkninger til SKATs udtalelse af 18. november 2016:

"[…]

Indledningsvist bemærker jeg, at SKATs redegørelse ikke indeholder noget faktuelt nyt hverken for så vidt angår 2. aftalegrundlag eller 3. aftalegrundlag.

Den afgørende forskel mellem de to aftalegrundlag ses ifølge SKATs opfattelse at være, at R2’s henvendelse til R1 om overtagelse af sagen i 3. aftalegrundlag sker med henvisning til en procesfuldmagt udstedt af grundejeren til R2.

Tilstedeværelsen af procesfuldmagten i 3.aftalegrundlag medfører i SKATs øjne, at det er R2, der råder over sagen og ikke den enkelte grundejer, ligesom der efter SKATs opfattelse ikke foreligger et normalt klientforhold mellem grundejeren og R1.

For så vidt angår spørgsmålet om rådigheden over sagen henviser jeg til det anførte herom i mit indlæg af 27. oktober2016, side 6 ff, under overskriften "Ad 2 R2 råder over sagen".

At grundejeren ikke skulle hæfte for betalingen af R1’s honorar fordi henvendelsen fra R2 til R1 om overtagelse af sagen sker i henhold til den udstedte procesfuldmagt strider mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold.

Rammerne for den udstedte procesfuldmagt er gengivet i SKATs redegørelse, side 2 ff. Indholdet er identisk med indholdet af procesfuldmagterne i de foreliggende sager, der er fremsendt sammen med mit indlæg af 27. oktober 2016.

Det ligger inden for rammerne af fuldmagten, at R2ApS (den befuldmægtigede) retter henvendelse til tredjemandmed henblik på at overtage sagen, såfremt denne tredjemand er advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning. Idet R2 har handlet inden for rammerne af fuldmagten, så hæfter grundejeren (fuldmægtigen) for den befuldmægtigedes handlinger, herunder betalingen af R1’s honorar, ifølge grundlæggende obligationsretlige regler.

Der er i øvrigt ikke noget usædvanligt i, at en rådgiver (fx en revisor) retter henvendelse til en anden rådgiver (fx en advokat) på vegne af en kunde med henblik på at opnå advokatens assistance til en sag, der skal føres enten i Landsskatteretten og/ eller ved domstolene. Noget sådant sker dagligt i den danske rådgiverbranche.

Som jeg også har redegjort for i mit indlæg af 27. oktober 2016, side 6 ff, under overskriften "Ad 2 - R2 råder over sagen", sikrer R1 sig, at grundejeren rent faktisk er indforstået med, at dennes sag overdrages til R1 og i bekræftende fald indgås en egentlig aftale om advokatbistand mellem grundejeren og R1.

Der er altså tale om et helt almindeligt klientforhold.

---oo0oo---

Jeg skal i øvrigt i det hele henvise til det i mit indlæg af 27. oktober 2016 anførte, der fastholdes.

[…]"

Skatteankestyrelsen har ved brev af 6. februar 2017 anmodet R1 om at oplyse, hvorvidt R2 har givet bankgaranti til klageren i forbindelse med, at klageren underskrev aftalen om advokatbistand med R1. R1 har ved e-mail af 13. februar 2017 til Skatteankestyrelsen oplyst følgende:

"[…]

Jeg har kontaktet chefjurist [navn udeladt] fra R2 med henblik på besvarelsen af ovenstående.

For så vidt angår spørgsmålet om bankgaranti kan jeg oplyse, at R2 ikke har ydet bankgaranti i ovennævnte sager. Jeg vedhæfter print af e-mail af 9. februar 2017, hvor [navn på chefjurist fra R2 udeladt] oplyser, at er ikke er stillet bankgaranti i sagerne. Det oplyses endvidere, at R2 kun i meget få sager (omkring 20-25 stk. ud af flere tusinde) har stillet bankgaranti.

[…]"

Af den vedhæftede mail af 9. februar 2017 fra R2 til R1 fremgår blandt andet følgende:

"[…]

Jeg har modtaget din henvendelse i tre konkrete sager vedrørende det såkaldte "2. generationsgrundlag".

Jeg kan oplyse, at der kun er udstedt nogle meget få bankgarantier (omkring 20-25 sager) i vores samlede sagsportefølje på flere tusind sager og at der ikke er udstedt bankgarantier i de tre sager på […], Y11-vej og […]"

R1 har ved brev af 16. februar 2017 sendt følgende bemærkninger til SKATs udtalelse af 2. februar 2017:

"[…]

1. Overordnede bemærkninger

Indledningsvist henviser jeg til de tanførte i mine indlæg af 27. oktober 2016 og 21. december 2016, som i det hele fastholdes.

De første godt 3 sider i SKATs udtalelse handler i meget vid udstrækning om R2, herunder hvor succesfuld en rådgivningsvirksomhed R2 er.

Jeg skal således kvittere for SKATs anerkendelse af den store indsats, som R2 har gjort på vegne af landets grundejere på et område, hvor mediernes dækning og Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013 viser, at Skatteministeriets håndtering af området har været endog særdeles kritisabel, mangelfuld og fyldt med fejl, og hvor Kammeradvokatens undersøgelse af november 2012 konkluderer, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klar ulovlig og ansvarspådragende.

Men nu handler de foreliggende sager ikke om R2, selvom man umiddelbart godt kunne foranlediges til at tro det, når man ser på den måde, som SKAT fremstiller det på i udtalelsen - særligt på de første godt 3 sider.

1.1 SKATs identitets forvirring

Det er ikke R2, der — som anført i SKATs udtalelse på side 3, 4. afsnit — søger om at få statskassen til at betale for R2’s udgifter til R1.

For det første, har R2 ingen udgifter til R1 allerede af den grund, at R1 ikke er antaget af R2. R1 er antaget af grundejerne i de foreliggende sager, jf. de indgåede aftaler om advokatbistand.

R2 har en udgift til grundejerne i form af det lovede tredjemandstilskud for den delafR1’shonorar, der ikke måtte blive dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse. En udgift, der jf. ligningslovens § 7 Q stk. 2, ikke af R2 kan fradrages som en driftsudgift, men skal føres på egenkapitalen og således betales af allerede beskattede midler — et forhold, som jeg føler mig overbevist om allerede er kontrolleret af SKAT.

Synspunktet om, at det er R2, der har antaget R1 som underleverandør til opfyldelse af R2’s forpligtelser over for grundejeren, ses at være inspireret af byrettens præmisser i SKM2014.89.BR, hvor byretten bl.a. anførte følgende i præmisserne:

As advokatbistand har således i realiteten har været ydet til B for dennes regning og ikke til S. Den omstændighed, at A har stilet sine á contoregninger til S kan rinder disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Vestre Landsret hverken henviste til eller tiltrådte byrettens præmisser i SKM2014.399.VLR. Endvidere tiltrådte Højesteret i UfR 2015, 3383 H (SKM2015.479.HR) landsrettens præmisser med nogle yderligere bemærkninger om administrativ praksis.

Det fremhæves endvidere, at det fremgår af byrettens præmisser, at sagen blev oversendt fra R2 til R1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca.3 uger efter blev underrettet herom efter, at R1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, og at grundejeren først yderligere en måned senere underretningen udstedte en procesfuldmagt til R2.

Det er altså ikke et synspunkt, der kan tillægges nogen vægt — og i særdeleshed ikke, når aftalegrundlaget i de foreliggende sager adskiller sig væsentligt på helt afgørende punkter i forhold til aftalegrundlaget i UfR 2015, 3383 H (SKM2015.479.HR).

For det andet, er det R1 der som sagkyndig bistandsyder på vegne af sin klient ansøger om omkostningsgodtgørelse akkurat som andre sagkyndige bistandsydere gør det på vegne af deres klienter i tusindvis af andre skattesager, hvor der er adgang til omkostningsgodtgørelse.

1.2 SKATs identitets forvirring — del 2

Det er heller ikke R2, der — som anført af SKAT på side 3, nederst — har ændret i R1’s aftalegrundlag med grundejerne for “at aftale sig ind en model, der gav tilskud".

Som enhver ansvarlig advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centreret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved R1’s klienters berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens manglende direkte aftale med R1, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at R1 introducerede en egentlig aftale om advokatbistand, som klienterne, herunder grundejerne i de foreliggende sager, blev præsenteret for og skulle acceptere og underskrive, forud for R1’s påbegyndelse af arbejde på en sag. Det var og er R1’s opfattelse, at indgåelsen af en egentlig aftale om advokatbistand med R1 fond for R1’s påbegyndelse af arbejdet på sagen eliminerer enhver tvivl om klienternes hæftelse for R1’s honorar.

Grundejerne i de foreliggende sager er dermed berettiget til omkostningsgodtgørelse, desuagtet hvilket aftalegrundlag de har haft med tidligere partsrepræsentanter, på lige fod med andre borgere, der fører en sag mod SKAT.

1.3 Forretningsmæssigt samarbejde

Det forhold, at der er et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1 kan ikke føre til, at R1’s klienter ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Der findes i den danske rådgiverbranche masser af eksempler, hvor en rådgiver (fx en revisor) henviser deres kunder til en anden rådgiver (fx en advokat), og hvor en sådan henvisning af revisorens kunder sker til den samme advokat, som revisoren har et fast samarbejde med. Denne advokat vil så typisk henvise de af hans klienter, der har brug for revisorbistand, til revisoren.

Et lysende eksempel herpå er rådgivningsfirmaet [navn udeladt], der bl.a. er ejet af en række revisionsfirmaer, og som yder skatte- og momsrådgivning primært til de ejende revisionsfirmaers kunder og fører administrative klagesager for disse. I fald nogle af disse sager skal for domstolene henvises kunderne til advokatfirmaet [navn udeladt], som de har et fast samarbejde med, har kontorfællesskab med og som i øvrigt drives en tidligere fremtrædende medarbejder i [navn udeladt]. Så vidt vides driver SKAT ikke klapjagt på deres kunder i relation til deres lovmæssige ret til omkostningsgodtgørelse.

Det bemærkes endvidere, at R2 samarbejder med andre advokatfirmaer end R1, herunder bl.a. [navn på advokat 1 udeladt], [navn på advokat 2 udeladt] […], [navn på advokat 3 udeladt] og [navn på advokat 4 udeladt].

Advokat [navn udeladt] har ført og vundet principielle sager i østre Landsret (SKM2015.89.ØLR og SKM2016.550.ØLR) vedrørende fradrag for interne grundforbedringer (de såkaldte hovedanlæg) for grundejere, hvor SKAT på tilsvarende vis har afvist at yde omkostningsgodtgørelse til de respektive grundejere.

Ligeledes har SKAT i en række tilfælde afvist at yde omkostningsgodtgørelse til grundejere, der har været repræsenteret af advokat [navn udeladt].

De to sidstnævnte har så vidt vides (endnu) ikke ført vurderingssager for grundejere, der er eller har været repræsenteret af R2 i det administrative system.

Det forretningsmæssige samarbejde mellem R2 og R1 kan således heller ikke af denne grund være afgørende for, om grundejerne i de foreliggende sager er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

1.4 Bankgarantier

SKAT gør sig nogle bemærkninger om, at R2 har udstedt bankgarantier til grundejere til dækning af R2’ tilskudsforpligtelse i tilfælde af firmaets eventuelle konkurs.

R2 har ikke udstedt bankgarantier til grundejerne i de foreliggende sager, hvilket er bekræftet af chefjurist [navn udeladt] fra R2, jf. e-mail af 9. februar 2017 (fremsendt til Skatteankestyrelsen ved min e-mail af 13. februar 2017).

Det er derfor svært at se relevansen af SKATs bemærkninger herom, men hvis man skulle sige noget, så viser det forhold, at enkelte grundejere har udbedt sig en sådan bankgaranti jo netop blot, at de er vel vidende om, at de med deres indgåelse af aftale om advokatbistand med R1 hæfter for betalingen af R1’s honorar for den ydede bistand.

1.5 SKAT ser på enkeltelementer i aftalegrundlaget

SKAT anfører på side 3, at man ikke bare kan se isoleret på enkeltelementer i hele set-uppet, men at det er afgørende, at man ser tingene i helhed.

Jeg er fuldstændig enig i, at man skal se på tingene i deres helhed, og det er jo lige præcis det, R1 har gjort i indlægget af 27. oktober 2016 og i øvrigt det, som Skatteankestyrelsen har gjort i indstillingerne til afgørelse af 18. januar 2017.

Indlægget af 21. december 2016 er supplerende bemærkninger til en redegørelse fra SKAT af 18. november 2016 om forskellen mellem 3. aftalegrundlag, der er til prøvelse i de foreliggende sager, og 2. aftalegrundlag, som SKAT har godkendt og udbetaler omkostningsgodtgørelse på baggrund af.

Om nogen, er det SKAT, der i de foreliggende sager stædigt fastholder at se på enkeltelementer i aftalegrundlaget — og det endda enkeltelementer, som ikke er der.

Resultatet af Højesteretssagen sker på baggrund af en konkret bevisvurdering af de i sagen foreliggende oplysninger og dokumenter/beviser, herunder særligt

• R2’s skrivelse til grundejeren i sagen om at overdragelsen af sagen til R1 aldrig ville kunne medføre, at grundejeren kom til at betalemere end honoraret til R2

• • En skrivelse, der er enighed om ikke eksisterer i de foreliggende sager, jf. SKATs udtalelse af 17. maj 2016, side 10, næstsidste afsnit. Dette forholder endvidere bekræftet af chefjurist [navn udeladt] fra R2, jf. e-mail af 9. februar 2017 (fremsendt til Skatteankestyrelsendenfebruar 2017).

• Den manglende forudgående formalisering af advokat / klient forholdet mellem grundejeren og R1.

• • I de foreliggende sager er der forud for R1’s påtagelse af opgaven indgået skriftlige aftaler om advokatbistand, hvor opdraget kvalificeres, og hvor principperne for R1’s honorar beskrives.

• Det forhold, at grundejeren først efter overdragelsen af sagen til R1 og påklage af vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten blev orienteret herom, og at grundejeren først efterfølgende udstedte procesfuldmagt til R2.

• • I de foreliggende sager er grundejerens procesfuldmagt til R2 udstedt før der rettes henvendelse til R1 om overtagelse af sagen.

SKATs udtalelser i de foreliggende sager vidner om, at SKAT i princippet anser aftalegrundlaget for at være det samme, som det aftalegrundlag, der var til prøvelse i UfR 2015, 3383 (SKM2015.479.HR). Det til trods for, at der, som redegjort for i mit indlæg af 27. oktober 2016, er helt afgørende forskelle mellem aftalegrundlaget i Højesteretssagen og 3. aftalegrundlag. SKAT vælger dog at se bort fra disse helt afgørende forskelle.

Allerede af den grund, at der i Højesteretssagen var tale omen konkret bevisvurdering er præjudikatværdien ikke stor og under alle omstændigheder begrænset til sager med tilsvarende faktum — altså samme aftalegrundlag, hvilket ikke er tilfældet i de foreliggende sager.

2. SKATs fire grunde

SKAT anfører på side 4 i udtalelsen, at “flere grunde hver for sig eller i hvert fald tilsammen fører til, at R1 ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse".

Nu er R1 ikke part i sagen og dermed allerede af den grund ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse. Derimod er det grundejerne i de foreliggende sager, der er den godtgørelsesberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 53.

Ingen af de af SKAT anførte grunde — hverken hver for sig eller tilsammen — kan føre til, at grundejerne ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i de foreliggende sager.

2.1 Den første grund

SKATs bemærkninger vedrører det forhold, at grundejerne har indgået en “Kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat" med R2, der er uopsigelig, samt det forhold, at grundejerne har udstedt en procesfuldmagt til R2.

[…]

Det forhold, at der i de to andre sager er en passus om uopsigelighed, som refereret af SKAT på side 4, første citering, medfører ikke, at grundejerne ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar i henhold til den med R1 indgåede aftale om advokatbistand.

Et vilkår om uopsigelighed medfører ikke en eksklusiv ret for R2 til at være den eneste repræsentant for grundejerne, ligesom det ikkebegrænser grundejerne til kun at lade sig repræsentere af R2.

Såfremt R2 måtte mene, at grundejerne ved at antage R1 som repræsentant til sagens førelse i Landsskatteretten har forbrudt sig mod deres aftale med R2 er det alene et anliggende mellem grundejerne og R2, der er R1 aldeles uvedkommende.

Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en skatteyder/ grundejer i en klage eller domstolssag kan antage to repræsentanter og få sine udgifter til disse to repræsentanter helt eller delvist dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

At grundejeren ikke skulle hæfte for betalingen af R1’s honorar fordi henvendelsen fra R2 til R1 om overtagelse af sagen sker i henhold til den udstedte procesfuldmagtstrider mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold.

Det ligger inden for rammerne af fuldmagten, at R2 (den befuldmægtigede) retter henvendelse til tredjemand med henblik på at overtage sagen, såfremt denne tredjemander advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning. Ligeledes ligger det inden for rammerne af fuldmagten, at R2 (den befuldmægtigede) kan tilbagekalde sagen.

Idet R2 har handlet inden for rammerne af fuldmagten, så hæfter grundejeren (fuldmægtigen) for den befuldmægtigedes handlinger, herunder betalingen af R1’s honorar, ifølge grundlæggende obligationsretlige regler.

I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne, sådan som det tilsyneladende lægges til grund af SKAT. Et fuldmagtsforhold medfører ikke, at den befuldmægtige bliver hvervgiveren i stedet for fuldmægtigen.

Det medfører derfor heller ikke, at grundejerne ikke råder over sagen, som anført af SKAT.

Det fremgår i øvrigt intet sted af procesfuldmagten fra grundejerne til R2, at denne er uigenkaldelig således som anført af SKAT på side 4, nederst.

For så vidt angår spørgsmålet om rådigheden over sagen henviser jeg til det anførte herom i mit indlæg af 27. oktober 2016, side 6 ff, under overskriften “Ad 2 R2 råder over sagen".

Jeg vil dog fremhæve, at grundejerne kan vælge, hvem der skal repræsentere dem i forbindelse med sagernes behandling i Landsskatteretten. Om noget, så understreger dette med alt ønskelig tydelighed, at det konkret er grundejerne, der råder over sagen.

Eksempler på at grundejere vælger ikke at lade sig repræsentere af R1 findes i det materiale, som SKAT har vedlagt udtalelsen af 25. august 2016. Endvidere fremgår det af Højesteretsdommen side 3391, slutningen af første hele afsnit.

2.2 Den anden grund

SKAT anfører her, at såfremt grundejeren har påtaget sig en hæftelse for betalingen af R1’s honorar (hvilket SKAT bestrider), så er en sådan forpligtelse uden betydning.

Henset til, at der ses at være enighed om, at det er helt afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at grundejerne hæfter for betalingen af R1’s honorar, hvilket i øvrigt også fremgår af Højesterets præmisser i UfR 2015, 3383 H(SKM2015.479.HR), er det ganske enkelt uforklarligt og uforståeligt, at SKAT hævder, at lige netop hæftelsesforholdet er uden betydning.

SKAT anfører videre, at “to parter kan ikke aftale, at en tredjemand — her staten — skal betale en udgift som aftaleforholdet mellem de to parter udløser".

Det fremstår ikke klart, hvem de “to parter" er. Det må dog antages, at SKAT refererer til R2 og R1. Desuagtet giver det anførte ikke rigtig mening.

Jeg er for så vidt enig i, at to parter ikke kan aftale, at en tredje part skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er der vel næppe nogen, som kan være uenige i. Men der er ikke noget aftaleforhold mellem R2 og R1 om at staten skal betale en udgift.

Derimod er der et aftaleforhold mellem R1 og grundejerne i de foreliggende sager om førelse af deres respektive ejendomsvurderingssager i Landsskatteretten i form af de fremlagte “Aftaler om advokatbistand".

2.3 Den tredje grund

SKAT anfører, at en forpligtelse for grundejerne til at betale R1’s honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvisning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager, der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Dette illustreres bl.a. af forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52), der blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, hvor reglerne i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager blevindskrevet som et nyt kapitel 3A i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (§1, nr. 1), hvor bl.a. godtgørelsessatsen blev ændret, og der blev indført 100 % godtgørelse såfremt den godtgørelsesberettigede person i sagen fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Om baggrunden for denne ændring er bl.a. anført følgende i lovforlagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002):

Det foreslås, at ordningen forbedres, således at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige vinder sin sag, kan vedkommende stå tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v.

Med forslaget vil disse urimeligheder blive flernet.

På et område som ejendomsvurderingsområdet, hvor al erfaring og statistikker viser, at det offentliges håndtering af området lader en hel del tilbage at ønske (jf. også de indledende bemærkninger ovenfor), kommer ordningen netop til sin berettigelse.

SKATs bemærkning om, at “Ordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådant set-zip, som i nærværende sager, hvor aftaleforholdet mellem R2 og klienterne ligger fast og opgavefordelingen er klar", illustrerer med alt ønskeligt yderlighed, at SKAT kun ser på enkelt elementer i aftalegrundlaget i stedet for at se tingene i helhed — hvilket SKAT jo ellers på side 3, tredjesidste afsnit, anfører er vigtigt.

Man kan ikke, som SKAT vælger at gøre det, se bort fra aftaleforholdet mellem grundejerne og R1.

R1 har i overensstemmelse med den med grundejerne indgåede aftale om advokatbistand udført godtgørelsesberettiget arbejde (skatteforvaltningslovens § 54) i en godtgørelsesberettiget sag (skatteforvaltningslovens § 55) for en godtgørelsesberettiget person (skatteforvaltningslovens § 53).

Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelsesordningens formål. Grundejernes aftale med R2 ændrer ikke herpå.

Det strider således mod grundejerne lovfæstede ret til omkostningsgodtgørelse, når SKAT nægter at udbetale omkostningsgodtgørelse.

Man fristes til at sige, at det er SKATs begrundelse for ikke at udbetale omkostningsgodtgørelse i de foreliggende sager, der har karakter af et forsøg på omgåelse af reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

2.4 Den fjerde grund

Det står mig ikke helt klart, hvad den fjerde grund er, men det er tilsyneladende SKATs opfattelse, at det helt specifikt af den mellem R1 og grundejerne indgåede aftale om advokatbistand skal fremgå, at grundejerne hæfter for betalingen af R1’s salær.

Hertil henviser jeg i det hele til mine bemærkninger i mit indlæg af 27. oktober 2016, side 7 if, under overskriften “Ad 3 — aftalen om advokatbistand kan ikke tillægges betydning".

SKAT anfører endvidere på side 7, 2. afsnit, at “Det fremgår ikke, at [navn udeladt]s aftale med R2 skulle være ændret, sådan at [navn udeladt] kan komme til at hænge på en advokatregning".

Det fremgår intet sted af [navn udeladt]s aftale eller de øvrige grundejeres aftaler med R2 i de foreliggende sager, at grundejerne ikke skulle komme til kunne komme til at hæfte for betalingen af R1’s honorar.

Hvis SKAT fastholder, at noget sådant fremgår af grundejernes aftale med R2 i de foreliggende sager, skal jeg hermed opfordre SKAT til at redegøre for, hvor det skulle fremgå.

Jeg antager, at SKAT endnu engang hænger fast i aftalegrundlaget i Højesteretssagen, hvor der i R2’s skrivelse til grundejeren var en passus om, at denne aldrig ville kunne komme til at betale mere end det honorar til R2, der følger af honoraraftalen.

Endnu engang må jeg henlede opmærksomheden på, at der ikke findes et tilsvarende fremsendelsesbrev i de foreliggende sager, jf. SKATs udtalelse af 17. maj 2016, side 10, næstsidste afsnit. Et faktum der endvidere er bekræftet af chefjurist [navn udeladt] fra R2, jf. e-mail af 9. februar 2017 (fremsendt til Skatteankestyrelsen den 13. februar 2017).

SKAT anfører afslutningsvist, at “Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2 hvis ikke staten betaler hele udgiften — og altså ikke til klienten — understreger hele meningen med arrangementet".

Heller ikke denne udtalelse har støtte i de foreliggende sagers faktiske forhold.

Jeg antager, at SKAT med ovenstående henviser til R2’s oversendelsesskrivelser til R1. Intet sted står det, at R1’s fakturaer skal sendes til R2 og ikke til klienten.

Af R2’s oversendelsesskrivelse til R1 fremgår følgende:

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De ska] opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os. [min understregning]

Her fremgår det, at R1 anmodes om at rette henvendelse til R2 med oplysning om skyldigt beløb vedlagt kopi af R1’s salærnota til klienten.

Som det også fremgår af oversendelsesbrevet er der tale om en rent praktisk foranstaltning, hvor R2 betaler tredjemandstilskuddet direkte til R1 fremfor, at det betales til grundejerne, der herefter så skal betale det til R1.

Altså akkurat som at en af bevæggrundene for, at en godtgørelsesberettiget kan transportere sit krav på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige bistandsyder netop er af praktisk karakter.

3. Afslutning

SKATs udtalelse af 2. februar 2017 til Skatteankestyrelsens indstillinger til de foreliggende sagers afgørelse af 18. januar 2017 giver således ikke grundlag for et andet resultat.

Det fastholdes således, at grundejeren i de foreliggende sag er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der ikke kan være tvivl om, at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder, hvis honorar grundejeren efter helt almindelige obligations- og aftaleretlige regler hæfter for betaling af.

Det skal særligt fremhæves

at aftalegrundlaget på helt afgørende punkter — også aftalegrundlaget mellem R2 og grundejeren, adskiller sig fra aftalegrundlaget i UfR 2015, 3383 H (SKM2015.479.HR).

at grundejeren frit har kunnet vælge imellem at lade sig repræsentere af R1 eller R2, og således har rådigheden over sagen.

at der helt specifikt er indgået en aftaleretligt bindende aftale om advokatbistand mellem grundejeren og R1, hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres, som SKAT ikke blot kan vælge at se bort fra.

at netop manglen på en sådan konkret, skriftlig og forudgående indgået aftale mellem grundejeren og R1 var helt afgørende for udfaldet af Højesteretssagen.

[…]"

På retsmødet i Landsskatteretten den 28. februar 2017 anførte klagerens repræsentant blandt andet, at der i nærværende sag skal foretages en konkret bevisvurdering af, om klageren hæfter for den af R1 udstedte salærnota, og at der obligationsretligt ikke er noget krav om, at det direkte skal fremgå af en aftale om advokatbistand, at klienten hæfter for betalingen. Repræsentanten anførte endvidere, at aftalegrundlaget i højesteretssagen og aftalegrundlaget i nærværende sag ikke er enslydende, at aftalen om advokatbistand ændrer på klagerens kontrakt med R2, og at klageren ved, at klageren hæfter for R1’s salær, når klageren underskriver aftalen. Endvidere anførte repræsentanten, at det ikke er korrekt, at salærnotaen bliver sendt direkte til R2. Salærnotaen bliver først sendt til klageren, hvilket også fremgår af oversendelsesbrevet fra R2 til R1.

Landsskatterettens afgørelse

Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 175 af februar 2011) fremgår følgende:

"§ 52.

Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54.

Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

§ ~55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten."

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55.

Der kan ydes omkostningsgodtgørelse, selvom klagesagen ikke er afsluttet på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, jf. Skatteankestyrelsens afgørelse af 8. oktober 2014, offentliggjort som SKM2016.300.LSR. Da udfaldet af sagen i disse tilfælde endnu ikke kendes, udbetales der omkostningsgodtgørelse med 50 % af de godtgørelsesberettigede udgifter.

Af en dom fra Højesteret af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, fremgår blandt andet følgende:

"Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens §52 for [advokatfirmaets] honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det fremgår, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand påhviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-200, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s.7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatarsager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af advokatfirmaet R1’s honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

S opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens §52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

Højesteret stadfæster herefter dommen."

Den dom fra landsretten, som Højesteret henviser til, er offentliggjort som SKM2014.399.VLR. Af dommen fremgår følgende:

"Landsrettens begrundelse og resultat

Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundlaget mellem B ApS og S. Aftalegrundlaget, som D kendte, indebar bl.a., at D's varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af D skete på foranledning af B ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B ApS og D.

På denne baggrund har S - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem D og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse ikkeværet forpligtet til at betale de tre salærnotaer udstedt af D Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her S, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da S' anbringende vedrørende en administrativ praksis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dommen.

[…]"

Det er således en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede ifølge regning har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og ovennævnte dom fra Højesteret.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede er forpligtet til at skulle betale den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelsesberettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne.

Klageren har overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til R1, jf. transporterklæringen af 4. december 2012.

Bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at skulle betale salærnotaen af 4. december 2012, påhviler derfor R1.

R1 har fremlagt brevet af 5. juni 2012 fra R1 til klageren, der er vedlagt aftalen om advokatbistand af 5. juni 2012 samt brevet fra R2 til R1 af 31. maj 2012.

En sådan aftale om advokatbistand blev ikke fremlagt i højesteretssagen.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden udtaler:

R1 har ikke løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er herved lagt vægt på det samlede aftalegrundlag mellem klageren, R2 og R1. Inddragelsen af R1 sker på foranledning af R2, jf. procesfuldmagten af 8. juni 2011 og oversendelsesbrevet fra R2 til R1 af 31. maj 2012, og det fremgår ikke direkte af aftalen mellem R1 og klageren, at klageren hæfter for betalingen af R1’s salær. Forholdene i nærværende sag synes således ikke at afvige væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret, offentliggjort som SKM2015.479.HR.

Af de grunde som Højesteret har henvist til, jf. herved landsrettens dom, kan klageren derfor ikke anses for at hæfte for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er således ikke tale om, at klageren skulle betale eller har betalt den omhandlede salærnota.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skattepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen om omkostningsgodtgørelse vedrører, er dermed ikke opfyldt i nærværende tilfælde.

SKAT har derfor med rette afslået at behandle den omhandlede ansøgning om acontogodtgørelse.

Disse retsmedlemmer stemmer således for, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Et retsmedlem udtaler:

R1 og klageren har ved underskrivelsen af aftalen om advokatbistand indgået en aftale om, at R1 yder advokatbistand i forbindelse med klagerens klage til Landsskatteretten over vurderingsankenævnets afgørelse, at R1 forventer at anvende 20-30 timer i forbindelse med klagen, og at R1’s honorar afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster.

Klageren er ved underskrivelsen af aftalen informeret om, at R1 overtager partrepræsentationen i den konkrete sag, at R1 alene repræsenterer klageren i den konkrete sag fremadrettet, at den del af R1’s honorar, der ikke vil dækket af omkostningsgodtgørelse, skal betales af klageren, og at R2 har givet tilsagn om, at R2 vil betale denne del af R1’s honorar for klageren, jf. brevet fra R2 til R1 af 31. maj 2012.

Klageren ved således ved underskrivelsen af aftalen, at aftalen med R1 kan medføre, at klageren kan komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2.

Det må herefter anses for at være dokumenteret, at klageren hæfter for betalingen af den af R1 udstedte salærnota af 4. december 2012.

Det forhold, at kontrakten mellem R2 og klageren af 2. august 2009 er uopsigelig, og at kontrakten derfor ikke ophører i forbindelse med, at klageren indgår aftalen med R1, kan ikke ændre herved.

Endvidere kan det forhold, at det af procesfuldmagten udstedt af klageren den 8. juni 2011 fremgår, at R2 kan tilbagekalde den uddelegerede procesfuldmagt til R1 på klagerens vegne, ikke ændre ved, at klageren hæfter for salærnotaen.

Den grundlæggende betingelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, er dermed opfyldt.

Dette retsmedlem stemmer derfor for, at den påklagede afgørelse ændres således, at klagerens ansøgning om acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten skal behandles hos SKAT i 1. instans.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes."

Advokat Claus Rosenkilde fra R1 har under hovedforhandlingen oplyst, at Retten i Frederiksberg den 25. januar 2019 i en tilsvarende sag (BS-9167/ 2017-FRB) har afsagt dom i sagen, og at der er søgt om anketilladelse af dommen, der frifandt Skatteministeriet.

LG har forklaret, at H1 er en almen boligorganisation med 1.700 almene boliger. Han er ansat som forretningsfører i foreningen og er oprindeligt uddannet revisor.

Det var ham, der fandt på, at boligforeningen skulle have set nærmere på ejendomsskatten, og det er ham, der har stået for kontakten til R2. Han havde hørt om R2 fra en kollega og kontaktede dem derfor for at høre, om de kunne hjælpe foreningen.

Han har underskrevet "kontrakt om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat", som de indgik fra starten. Det er også ham, der har skrevet under på fuldmagten til R2 og" aftale om advokatbistand" fra R1.

H1 havde dengang ca. 55 matrikler. R2 udpegede 15-20 stykker, hvor de tænkte, at der var noget at hente. Det er nok 10-12 stykker af dem, der blev overdraget til R1. Det har kunnet betale sig at føre sagerne. H1 har fået ca. 1,6 mio. kr. tilbage i ejendomsskat.

Tilbagebetalingen af ejendomsskat kommer lejerne og de enkelte matrikler til gode. Lejerne bestemmer selv, om de vil have lejen nedsat, eller om de vil bruge pengene til noget andet.

Det er R1, der fører sagerne i Landsskatteretten. Han mener, at de står bedre, hvis det er R1, der fører sagerne, fordi de har ekspertisen på området. De lavede en generel fuldmagt til R2 om, at sagerne, når de nåede et vist stade, skulle overdrages til R1. Det blev kontaktet af R1, når sagerne skulle overdrages. De modtog et brev svarende til det brev "vedrørende aftale om advokatbistand", der er fremlagt i sagen, og de fik også et brev vedrørende oversendelse af sagen.

Han har ikke på noget tidspunkt fået rådgivning, inden han har underskrevet en aftale med R1. Han blev kontaktet telefonisk og fik at vide, at materialet kom. Han fik derefter aftalerne, som han underskrev. Han har ikke søgt rådgivning i den forbindelse, fordi han ikke var i tvivl om, hvad det betød. H1 ville ikke have ressourcer til selv at føre sagerne, så derfor valgte de at betale sig fra det og overdrage sagerne til R1.

Når en sag bliver overdraget til R1, skal der fortsat betales honorar til R2 af de besparelser, som R1 opnår. De får en bedre ekspertise, når R1 er på sagen og kan sparre med R2, der har den faglige ekspertise på området. De er ikke blevet lovet, at de ikke vil skulle betale mere end, hvad der er aftalt med R2. Han har modtaget salærnota af 4. december 2012, og ansøgningen om omkostningsgodtgørelse har han underskrevet den 5. december 2012. Han undrer sig ikke over, at der ikke er anført betalingsoplysninger eller betalingsfrist i salærnotaen, for der er et kontonummer i brevhovedet.

R2 har lovet dem et tredjemandstilskud. Hvis R2 skulle sige, at de ikke alligevel ikke kan eller ikke vil betale, så vil de selv betale R1’s honorar, fordi de mener, at de får noget for pengene. I aftalen mellem H1 og R2 står der, at R2 skal hjælpe med eventuelt at anke en sag til højere instans, som han forstår som Landsskatteretten eller højere. Han kan ikke huske, om han tænkte på, om de selv havde ekspertise til at føre sagerne. Han tænkte ikke over, at R2 ikke var et advokatkontor, eller om de havde advokater ansat.

Han har ikke på noget tidspunkt mistet tilliden til R2. Han forhandlede en rabat på 20 % med R2 grundet antallet af sager, som de skulle behandle. Der er ikke aftalt rabatordning med R1 formentlig grundet antallet af sager. Han prøvede ikke at forhandle med dem. Han kan ikke forklare hvorfor.

Vedrørende uopsigelighedsbestemmelsen i aftalen med R2 har han forklaret, at han vidste, at det betød, at aftalen var uopsigelig, indtil sagen var afsluttet. Han tror godt, at de kunne vælge en anden advokat end den advokat, som R2 pegede på til at føre en sag for Landsskatteretten. Han har dog ikke overvejet det nærmere.

Før han fik tilsendt fuldmagten til underskrift, blev han ringet op af R2, der forklarede, hvad de sendte til ham. De forklarede ikke, hvorfor fuldmagten kom, udover at det var for at gøre det nemmere for begge parter. Det var nemmere med en generel fuldmagt. Han mener, at det var naturligt, at R2 fik en fuldmagt.

Han kan ikke huske, om R2 sagde, hvilken advokat de ville bruge, eller at de var tvunget til at bruge R1 eller en bestemt advokat. De talte ikke om honorering af advokaten. Han kan ikke erindre, at de talte om, hvem der skulle betale advokaten. Han tror ikke, at han umiddelbart tænkte over, hvem der skulle betale regningen. Han kan ikke erindre, at der blev talt om, at det kunne blive dyrere end salæraftalen med R2. Samtalen med R2 tog nok et par minutter. Det ville være naturligt for ham at spørge om, hvad advokaten ville koste, hvis de havde talt om det. Han kan ikke erindre, om de talte om, hvordan advokaten skulle betales, eller om noget af det skulle betales af offentligt tilskud.

Den 2. marts 2015 underskrev han en erklæring om hæftelsesforhold med videre, som han havde fået tilsendt fra R1 eller fra R2.Han formoder, at det var R1, der udarbejdede den. Han blev ringet op af R2, inden han modtog den. Han kan ikke huske, hvem han talte med. Når han fik noget fra R1, ringede de fra R1. Han tror, at han fik forklaret, at erklæringen skulle bruges som dokumentation for deres aftale. Det var ikke hans opfattelse, at denne dokumentation ikke fandtes i forvejen. Erklæringens 2. afsnit forstår han bare som en information til H1. Det var noget, han vidste i forvejen, men det vidste de ikke, at han vidste. Af 2. afsnit i erklæringen fremgår det, at H1 hæfter for en regning til R1, hvis R2 går konkurs. Når han fik en regning fra R1, sendte han den videre til R2, der betalte den. Han kan huske, at han fik salærnotaer fra R1. Han har delvist udfyldt blanketten om omkostningsgodtgørelse, som var sendt frem sammen med erklæringen. Han har ikke andre set regninger vedrørende denne sag. R1 betragter denne sag som en principiel sag og fører den for H1 uden beregning.

IH har forklaret, at han har været advokat siden 1983. Han har drevet advokatvirksomhed i Y5-by og i Y6-by. Han kendte NP, der havde stiftet R2 og var begyndt at føre sager for folk, der mente, at de var blevet snydt for fradrag for forbedringer. NP foreslog ham, at de lavede et samarbejde. Han så muligheder i at føre sager om ejendomsvurderinger. Det var bevidst, at man ville have et jomfrueligt selskab til at køre disse sager af hensyn til hæftelser og ansvarsgrundlag.

I 2008 stiftede han R1. Det skete udelukkende for hans penge og i hans interesse. Det er R2 Søn, der henviser kunder til R1.

I 2011 begyndte SKAT at afslå at betale omkostningsgodtgørelse, idet SKAT ikke mente, at klienterne hæftede for regningerne. Han udarbejdede derefter aftalen "Aftale om advokatbistand", der skulle imødegå SKATs vægring mod omkostningsgodtgørelse og samtidig overholde god advokatskik. Det var ikke R2, der stodbag initiativet. Han tror ikke, at der har været skriftlig korrespondance med H1 om sagerne.

Når R1 modtager et brev fra R2, sender man en aftale om advokatbistand til underskrift.

Foreholdt sin forklaring i dom af 25. januar 2019 fra Retten på Frederiksberg, (s. 13, 4. afsnit og frem), så tror han ikke umiddelbart, at der er noget, der ikke er rigtigt.

Vedrørende 2. afsnit i "aftale om advokatbistand", så kan han ikke huske, om H1 blev oplyst om R1’s standardtimetakster. Han tror, at R2 kendte R1’s timetakster. Han ved rettelig ikke, om R2 kendte dem. Det er en standardaftale, der sendes ud til kunderne, når arbejdet skal påbegyndes. Vedrørende 3. afsnit i aftalen, så kan han ikke svare på, hvorfor det fremgår, at de løbende skulle informere R2 om sagens forløb og ikke klienten.

Salærnotaer sendes kun til klienten sammen med et skema til omkostningsgodtgørelse. Han tror ikke, at R2 fik en kopi. Han tror ikke, de nogensinde rykkede H1 for betaling afregninger. Han kan rettelig ikke huske det. Han kan ikke svare på, om de på noget tidspunkt har rykket klienter for betaling, når R2 havde givet tilsagn om tredjemandstilskud.

Foreholdt sin forklaring i dom af 25. januar 2019 (s. 16, 5. afsnit) har han forklaret, at han ikke rykkede H1, fordi han var flink. Det var ikke, fordi klienten ikke hæftede.

Der er retteligt noget, der er forkert gengivet i dommen. Det er forkert gengivet, at han skulle have forklaret, at R1 var med til at dække tabet. De har haft mange tab grundet SKATs afslag. De opkrævede ikke deres salærer hos klienterne, men hos R2, der har dækket de 50 %.

JC har forklaret, at han i 2007 blev uddannet cand. jur. fra Y7-Universitet. Han har siden 2008 været ansat som jurist i R2. I 2009 blev han udnævnt til chefjurist. Han mener, at R2 blev stiftet i 2003. Stifteren af R2 var NP, der selv havde haft en sag om ejendomsskattevurdering. Firmaet var ikke eksperter, da de startede, men det er de blevet. Frem til 2007 var det KB, der havde ansvaret for aftaleindgåelse mv. Vidnet laver ikke kontrakter med nye kunder, men ellers beskæftiger han sig med de fleste af selskabets forretningsområder. Det ville have været ham, der havde truffet beslutningen, hvis H1 skulle have fået tilsagn om, at de aldrig ville komme til at betale nogen del af sagsomkostningerne De har lovet H1, at de ville give tredjemandstilskud.

På et tidspunkt etablerede R2 et samarbejde med R1, som så kunne føre nogle af sagerne. En fuldmagt, som den H1 har underskrevet den 8. juni 2011, er en standardfuldmagt og giver R2 fuldmagt til at bestemme, at partsrepræsentationen skal overgå til en anden. De lover ikke, at en udnyttelse af fuldmagten ikke ville kunne medføre yderligere omkostninger, end det der skulle betales til R2 i henhold til aftalen indgået i 2006. Men de har undersøgt, om der kunne være et tredjemandstilskud. Under samtalen forud for fremsendelsen af fuldmagten har der været en mundtlig drøftelse af muligheder i samarbejdet. Han kan ikke huske samtalen med H1. De har ikke lovet, at en udnyttelse af fuldmagten ikke ville kunne medføreyderligere omkostninger, end det der skulle betales ifølge aftalen med R2. Han kan ikke sige, at de har sagt, at H1 hæfter, hvis R2 går konkurs, men heller ikke det modsatte.

Sagen blev oversendt til R1 i 2012. Udgangspunktet har været, at der var en mulighed for at lade partsrepræsentationen overgå til en anden repræsentant uden videre. Det var ikke det, der skete i denne sag. Her blev aftalen indgået direkte mellem H1 og R1. R2 har ikke rådgivet H1 om konsekvenserne af at indgå aftalen med R1 om advokatbistand. Der er ikke ansat advokater i R2. Han tror, at der står advokater i aftalen, fordi KB, der har lavet aftalen, ikke vidste, at der var forskel på advokater og jurister.

R2 har ikke indgået samarbejde med R1 for at suge ekstra ud af Statskassen. Det er ikke alle deres kunder, men nok 75 %, der følger anbefalingen om bruge R1. R2 har haft samarbejde med andre advokatfirmaer end R1, men 2/3 af sagerne gik til R1.

Parternes synspunkter:

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument af 7. februar 2019 blandt andet anført:

"5. ANBRINGENDER

Sagsøger gør overordnet gældende, at betingelsen om hæftelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er opfyldt, hvorfor sagsøger er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet det er ubestridt, at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder.

5.1 Nærmere om Landsskatterettens afgørelse

Et flertal af Landsskatterettens medlemmer fandt det ikke dokumenteret, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar, hvorfor der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Af Landsskatterettens præmisser (bilag 1, side 49, E s. 52, midtfor) ses det, at flertallet af Landsskatterettens medlemmer har lagt vægt på følgende forhold:

• Det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, R2 og R1.

• At inddragelsen af R1 sker på foranledning af R2, jf. den af sagsøger udstedte fuldmagt til R2 (bilag 3) og oversendelsesbrevet fra R2 til R1 (bilag 4).

• At det ikke direkte af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. 139) fremgår, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

• At forholdene ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM2015.479.HR.

Sagsøger er for så vidt enig i, at man skal se på tingene i deres helhed og derfor bliver nødt til at se på det samlede aftalegrundlag mellem sagsøger, R2 og R1, når det skal vurderes om sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Sagsøger er derimod ikke enig i, at en samlet vurdering af aftalegrundlaget kan føre til den konklusion, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Heller ikke det forhold, at R1 inddrages i sagen på foranledning af R2 med henvisning til den af sagsøger udstedte fuldmagt (bilag 3, E s. 136) kan føre til, at sagsøger ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Endvidere kan der ud fra helt grundlæggende obligations- og aftaleretlige principper ikke stilles krav om, at det direkte af en aftale skal fremgå, at den modtagende part hæfter for de ydelser, som den leverende part har ydet i henhold til den indgåede aftale, når der i øvrigt er leveret i overensstemmelse med kontrakten.

Endelig er sagsøger ikke enig i, at forholdene i den foreliggende sag ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i SKM2015.479.HR. Tværtimod er der, jf. gennemgangen nedenfor under pkt. 5.3, kun få ligheder, men til gengæld helt afgørende forskelle, når man ser på, hvad Vestre Landsret lagde vægt på i sine præmisser i SKM2014.399.VLR, som Højesteret altså tiltrådte i SKM2015.479.HR.

Højesterets dom udgør et centralt omdrejningspunkt i Landsskatterettens flertals vurdering af sagsøgers hæftelse og i Skatteministeriets argumentation, hvorfor denne i det følgende vil blive gennemgået.

5.2 Højesterets dom af 30. juni 2015 - SKM2015.479.HR

Allerede af den grund, at der i Højesteretssagen var tale om en konkret bevisvurdering er præjudikatværdien af dommen ikke stor og under alle omstændigheder begrænset til sager med tilsvarende faktum - altså samme aftalegrundlag, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, jf. pkt. 5.3 nedenfor.

I sagen havde grundejeren ligeledes indgået en aftale med R2 om køb af konsulentydelse med henblik på nedsættelse af ejendomsskat. Efter at vurderingsankenævnet havde truffet afgørelse i sagen blev denne på foranledning af R2 overdraget til R1, der indbragte sagen for Landsskatteretten.

Af byrettens præmisser fremgår det, at sagen blev oversendt fra R2 til R1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter - og efter at R1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten - blev underrettet herom i et brev fra R2, og at grundejeren først yderligere en måned efter underretningen fra R2 udstedte en fuldmagt til R2.

Det fremgår endvidere af byrettens gengivelse af sagens oplysninger, at det af orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren fremgik, at overdragelsen af sagen til R1 ikke ville medføre yderligere udgifter for grundejeren og at denne aldrig kommer til at betale mere end fastsat i kontrakten mellem grundejeren og R2.

Højesteret når efter en konkret bevisvurdering frem til, at grundejeren i sagen ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar, hvorfor han ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Samme konklusion var Retten i Kolding nået frem til i SKM2014.89.BR og ligeledes Vestre Landsret i SKM2014.399.VLR.

Af Højesterets præmisser fremgår det, at Højesteret af de grunde, som landsretten anførte, tiltrådte, at grundejeren ikke hæftede for betalingen af den sagkyndiges honorar.

Af landsrettens præmisser ses det, at landsretten særligt har lagt vægt på følgende forhold:

1. At aftalegrundlaget mellem grundejeren og R2, som R1 kendte, bl.a. indebar, at grundejeren aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i kontrakten med R2.

2. At inddragelsen af R1 skete på foranledning af R2 og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem R2 og R1.

3. At grundejeren - uanset forklaringerne for byret og landsret om retsforholdet mellem ham og R1 - ikke havde været forpligtiget til at betale R1’s honorar.

I forhold til nr. 1 ovenfor bemærkes det, at det ikke fremgår af sagsøgers honoraraftale med R2 (bilag 2), at sagsøger aldrig vil komme til at betale mere i honorar end hvad der er fast heri. Dette gjorde det heller ikke i SKM2015.479.HR. I Højesteretssagen fremgik det derimod af et orienteringsbrev fremsendt til grundejeren af R2 efter sagens overdragelse til R1, som i øvrigt blev fremsendt til grundejere efter, at sagen var overdraget til R1, og efter at R1 havde indbragt vurderingsankenævnets afgørelse for Landsskatteretten.

Det følger af en udtalelse af 17. maj 2016 fra SKAT til Landsskatteretten, at SKAT er enig i, at der i den foreliggende sag ikke er et sådant orienteringsbrev, jf. bilag 1, side 17, 2. afsnit under overskriften "SKATs vurdering" (E s. 20).

At der ikke foreligger et sådant orienteringsbrev blev ligeledes bekræftet i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten. I et brev af 6. februar 2017 anmodede Skatteankestyrelsen bl.a. om at få oplyst, hvorledes R2 har givet det tilsagn om tilskud til sagens førelse, som omtales i R2’s brev (bilag 4) til R1.

Til besvarelse heraf fremsendtes en e-mail af 9. februar 2017 fra chefjurist JC fra R2 (bilag 13, E s. 147). Indholdet af denne e-mail er gengivet i Landsskatterettens afgørelse (bilag 1, side 5, 2. citering, E s. 8).

I forhold til nr. 2 ovenfor bemærkes det, at der i Højesteretssagen ikke blev indgået en særskilt skriftlig aftale mellem R1 og grundejeren efter R2s kontakt til R1. I Højesteretssagen blev R1 antaget af R2 til at føre sagen på grundejerens vegne i Landsskatteretten med henvisning til en fuldmagt, som grundejeren ovenikøbet først underskrev efter overdragelsen af sagen var sket.

I den foreliggende sag er der derimod direkte kontrakt mellem sagsøger og R1 med henblik på at R1 skulle overtage partsrepræsentationen i sagen, hvorefter der er indgået en særskilt og skriftlig aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139), hvor såvel opdraget som honoraret for R1’s partsrepræsentation kvalificeres. Denne kontakt og aftaleindgåelse sker forud for og som betingelse for R1’s indtræden i sagen.

I forhold til nr. 3 ovenfor bemærkes det, at det af landsrettens præmisser kan udledes, at det henset til grundejerens honoraraftale med R2, herunder orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren fremsendt ca. 3 uger efter sagens overdragelse til R1, i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar.

I relation hertil ses landsretten at have lagt afgørende vægt på, at der ikke var sket en formalisering af retsforholdet mellem grundejeren og R1, f.eks. i form af et skriftligt aftalegrundlag. Endvidere ses landsretten at have lagt stor vægt på, at grundejerens forklaring om retsforholdet skete efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

I den foreliggende sag formaliseres retsforholdet forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen.

5.3 Det konkrete aftalegrundlag og forskellene i forhold til SKM2015.479.HR

Sagsøger har indgået en honoraraftale (bilag 2, E s. 133) med R2, der er tilsvarende den grundejeren i Højesteretssagen havde indgået med R2.

Sagsøger har ligeledes udstedt en fuldmagt (bilag 3, E s. 136) til R2, hvis indhold er tilsvarende den fuldmagt grundejeren i Højesteretssagen udstedte til R2 efter sagens overdragelse til R1.

Så vidt er aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR og aftalegrundlaget i den foreliggende sag ens. Men her hører lighederne til gengæld op.

Som gennemgået ovenfor under punkt 5.1, er der i den foreliggende sag ikke et orienteringsbrev fra R2 til sagsøger, som der var det i Højesteretssagen.

Dette er en meget væsentlig forskel i forhold til SKM2015.479.HR, idet det var af dette orienteringsbrev fra R2 til grundejeren, at det fremgik, at overdragelsen af sagen til R1 aldrig ville medføre, at grundejeren i Højesteretssagen ville komme til at betale mere i honorar for sagens førelse end fastsat i honoraraftalen med R2. Et forhold, der ses at være tillagt væsentlig betydning i Vestre Landsrets præmisser, som Højesteret tiltrådte.

Brevet fra R2 til R1 (bilag 4, E s. 137) adskiller sig også i den foreliggende sag i forhold til det tilsvarende brev i SKM2015.479.HR.

Af brevet i Højesteretssagen fremgik det, at R2 havde mulighed for at tilbagekalde sagen til egen fortsat behandling. En sådan mulighed for tilbagekaldelse fremgår ikke af brevet i den foreliggende sag (bilag 4, E s. 137).

Det fremgår derimod, at R2 opfordrer R1 til at rette henvendelse til sagsøger med henblik på at sikre dennes skriftlige samtykke til sagens overdragelse, og at R1 herefter alene repræsenterer sagsøger i den fremadrettede behandling af sagen.

Endvidere fremgår det, at R2 har påtaget sig at yde et tredjemandstilskud i det tilfælde, at R1’s honorar ikke dækkes fuldt ud af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Efter modtagelsen af R2’s brev (bilag 4, E s. 137) rettede R1 skriftlig henvendelse til sagsøger med fremsendelse af en aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139). Sagsøger anmodes om at underskrive denne og returnere til R1. Sagsøger har her et valg, og kan vælge at lade sig repræsentere af R1, men kan også vælge ikke at lade sig repræsentere af R1.

Af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. 139) fremgår det, at opdraget kvalificeres til indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse vedrørende ejendommen Y8-adresse, Y9-adresse og Y10-adresse for Landsskatteretten. Endvidere fremgår principperne for fastsættelse af honoraret, herunder at der afregnes efter medgået tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster, og at der kan forventes et tidsforbrug på mellem 20 og 30 timer.

Eksistensen af et egentligt skriftligt aftalegrundlag i form af en aftale om advokatbistand indgået direkte mellem sagsøger og R1 forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet er en helt afgørende forskel i forhold til SKM2015.479.HR.

Af Højesteretssagen fremgår det netop, at det henset til aftaleforholdet mellem grundejeren og R2, herunder særligt orienteringsbrevet fra R2 til grundejeren, hvoraf det fremgik, at grundejeren aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i honoraraftalen med R2 (der altså ikke eksisterer i den foreliggende sag), i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at dette aftaleforhold var fraveget.

Grundejeren i Højesteretssagen kunne ikke dokumentere dette med sin vidneforklaring for byretten og landsretten, hvor landsretten ses at have lagt vægt på, at denne var afgivet efterfølgende og til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse.

I den foreliggende sag er der forud for R1’s påbegyndelse af arbejdet indgået en skriftlig aftale om advokatbistand, hvor opdraget kvalificeres ligesom der gives oplysninger om, hvorledes honoraret fastsættes.

Der foreligger altså lige præcis den dokumentation for/formalisering af retsforholdet mellem sagsøger og R1, som manglen på samme af var den helt afgørende faktor i Højesteretssagen. Det fremhæves ligeledes, at retsforholdet i den foreliggende sag er formaliseret forud for og som betingelse for R1 overtagelse af partsrepræsentationen i sagen.

Som det fremgår ovenfor, er der meget få ligheder mellem aftalegrundlaget i den foreliggende sag og aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR, men til gengæld helt afgørende forskelle. Det er derfor ganske overraskende, at flertallet af Landsskatterettens medlemmer kan nå frem til den konklusion, at "Forholdene i nærværende sag synes således ikke at afvige væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret".

Til illustration af de endog betydelige forskelle og for overblikkets skyld, kan ligheder og forskelle opstilles som følger:

Dokument	SKM2015.479.HR	Den foreliggende sag	Bemærkninger
Honoraraftale - R2 og grundejeren.	+	+	Enslydende
Fuldmagt - udstedt af grundejeren til R2.	+	+	Enslydende
Orienteringsbrev - R2 til grundejeren.	+	÷	Det er her det i HR sagen fremgår, at grundejeren aldrig vil kunne komme til at betale mere i honorarend fastsat i kontrakten med R2.
Brev fra R2 til R1.	+	+	Ikke passus om R2s mulighed for at tilbagekalde sagen. Opfordring til indgåelse af skriftlig aftale. Præcisering af repræsentations forholdet (kunR1).
Aftale om advokatbistand	÷	+	Opdraget og honoraret kvalificeres.

Det er disse forskelle, herunder særligt tilstedeværelsen af et skriftligt aftalegrundlag mellem sagsøger og R1 indgået forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen, der gør, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

Sagsøger har indgået en aftale om advokatbistand med R1 (bilag 6, E s. 139), hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres. Idet R1 har leveret i henhold til aftalen, hæfter sagsøger for betaling af R1’s honorar - og omvendt kan R1 med henvisning til samme gøre sit krav på betaling direkte over for sagsøger.

Som anført af det dissentierende retsmedlem i Landsskatteretten (bilag 1, side 49, E s. 52, nederst) kan hverken det forhold, at kontrakten med R2 er uopsigelig og ikke ophører i forbindelse med sagsøgers indgåelse af aftalen med R1, eller det forhold, at det af fuldmagten (bilag 3, E s. 136) fremgår, at R2 kan tilbagekalde den uddelegerede procesfuldmagt føre til et andet resultat.

Ingen af disse forhold afskærer R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger, hvis R2 ikke kan eller vil honorere sin tilskudsforpligtelse og sagsøger ikke vil betale for den af R1 levererede ydelse.

5.4.  Skatteministeriets fire grunde

På trods af, at Skatteministeriet i svarskriftet (s. 5, 2. afsnit, E s. 75) anfører, at det er vigtigt at se tingene i sin helhed, fokuserer ministeriet i sine skriftlige indlæg ensidigt på R2, og ser fuldstændig bort fra eksistensen af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

Skatteministeriet anfører, at en række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

Ingen af de af Skatteministeriet anførte grunde - hverken hver for sig eller tilsammen - kan føre til, at sagsøgeren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse i den foreliggende sag.

5.4.1 Den første grund

Den første af Skatteministeriets fire grunde udspringer af det forhold, at sagsøger har indgået en honoraraftale med R2 (bilag 2, E s. 133), der er uopsigelig, samt det forhold, at sagsøger har udstedt en fuldmagt (bilag 3, E s. 136) til R2.

5.4.1.1 Honoraraftalens bestemmelse om uopsigelighed

Det forhold, at der i sagsøgers aftale med R2 (bilag 2, E s. 133) er en passus om uopsigelighed medfører ikke, at sagsøgeren ikke hæfter for betalingen af R1’s honorar i henhold til den med R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

Det var også denne konklusion det dissentierende retsmedlem nåede frem til, jf. bilag 1, s. 49 (E s. 52, nederst).

Et vilkår om uopsigelighed medfører ikke en eksklusiv ret for R2 til at være den eneste repræsentant for sagsøgeren, ligesom det ikke begrænser sagsøgeren til kun at lade sig repræsentere af R2.

Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en skatteyder/ grundejer i en klage- eller domstolssag kan antage to repræsentanter og få sine udgifter til disse to repræsentanter helt eller delvist dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Bestemmelsen om uopsigelighed, afskærer ikke R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand.

5.4.1.2 Fuldmagtens betydning

At sagsøger ikke skulle hæfte for betalingen af R1’s honorar fordi henvendelsen fra R2 til R1 om overtagelse af sagen sker med henvisning til den udstedte fuldmagt (bilag 3, E s. 136) strider mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold.

Det skal understreges, at fuldmagten ikke er udnyttet af R2 til på vegne af sagsøger at antage R1 som repræsentant. Det er alene den indledende henvendelse til R1, der sker med henvisning til fuldmagten. Selve aftaleindgåelsen sker direkte mellem sagsøger og R1 forud for og som betingelse for R1’s overtagelse af sagen.

Fuldmagten - der altså ikke er udnyttet - medfører heller ikke, at sagsøger ikke råder over sagen. Det er sagsøger selv, der antager R1 som partsrepræsentant, hvilket sker med underskriften på aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. 139). Sagsøger har et valg, og kan vælge at lade sig repræsentere af R1, men sagsøger kan også vælge ikke at lade sig repræsentere af R1. Dette forhold viser om noget, at sagsøger selv råder over sagen.

Det forhold, at sagsøger har udstedt en fuldmagt til R2 (bilag 2, E s. 133), ændrer ikke på sagsøgers adgang til at indgå i et direkte aftaleforhold med R1. Fuldmagten har derfor heller ikke betydning for den hæftelse, der følger af det direkte aftaleforhold mellem sagsøger og R1.

Idet det er sagsøger selv, der direkte har indgået aftale med R1 om fremtidig repræsentation, kan R2 heller ikke tilbagekalde sagen med henvisning til fuldmagten. R2s mulighed for at tilbagekalde sagen fordrer, at overdragelsen er sket med hjemmel i fuldmagten - altså at R2 på vegne af sagsøger har antaget R1 til at føre sagen i Landsskatteretten, hvilket ikke er tilfældet.

Det er således direkte forkert, når Skatteministeriet med henvisning til fuldmagten anfører, at det er R2, der råder over sagen. R2 kan ikke tilbagekalde sagen, idet R1 ikke er antaget af R2 på vegne af sagsøger med henvisning til fuldmagten. Det er i fuldmagten, R2s hjemmel til tilbagekaldelse findes.

Det fremgår i øvrigt intet sted af fuldmagten, at denne er uigenkaldelig, således som det tilsyneladende lægges til grund af Skatteministeriet.

Selv hvis det lægges til grund, at fuldmagten var udnyttet og R2 på sagsøgers vegne havde antaget R1 til føre sagen i Landsskatteretten - hvilket altså ikke er tilfældet - er det fortsat uden betydning for vurderingen af, om sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar.

En sådan handling ligger inden for rammerne af fuldmagten, og så hæfter fuldmægtigen (sagsøger) for den befuldmægtigedes (R2) handlinger, herunder betalingen af R1’s honorar, ifølge helt grundlæggende obligationsretlige regler.

I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne. Et fuldmagtsforhold medfører ikke, at den befuldmægtige bliver hvervgiveren i stedet for fuldmægtigen.

Fuldmagten - uanset hvordan man anskuer dens udnyttelse - afskærer derfor heller ikke R1 fra at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand.

5.4.2 Den anden grund

Som den anden grund anfører Skatteministeriet, at såfremt sagsøger har påtaget sig en hæftelse for betalingen af R1’s honorar, er en sådan forpligtelse uden betydning.

Henset til, at der ses at være enighed om, at det er helt afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at sagsøgeren hæfter for betalingen af R1’s honorar, er det ganske mærkværdigt, at Skatteministeriet hævder, at lige netop hæftelsesforholdet er uden betydning.

Skatteministeriet anfører videre (svarskriftet s. 6, 3. sidste afsnit, E s. 76), at "to parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift som aftaleforholdet mellem de to parter udløser".

Det fremstår ikke klart, hvem de "to parter" er. Det må dog antages, at Skatteministeriet refererer til R2 og R1. Desuagtet giver det anførte ikke rigtig mening.

Sagsøger er for så vidt enig i, at to parter ikke kan aftale, at n tredje part skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er der vel næppe nogen, som kan være uenige i. Men der er ikke noget aftaleforhold mellem R2 og R1 om at staten skal betale en udgift.

Derimod er der et aftaleforhold mellem sagsøger og R1 om førelse af en ejendomsvurderingssag i Landsskatteretten i form af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

5.4.3 Den tredje grund

Som den tredje grund anfører Skatteministeriet, at en forpligtelse for sagsøger til at betale R1’s honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvisning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål.

Det bemærkes indledningsvist, at det er svært at få øje på omgåelseselementet. En omgåelse af regler må forudsætte en konstruktion, der medfører, at omkostningsgodtgørelse udbetales i en situation, hvor Skatteministeriet ellers ikke ville være forpligtet til at betale godtgørelse.

Der er tale om i øvrigt godtgørelsesberettigede sager, hvor der er udført godtgørelsesberettiget arbejde af en sagkyndig bistandsyder. Såfremt grundejerne ikke tidligere havde været kunder hos R2 og havde indgået aftale med en hvilken som helst anden sagkyndig bistandsyder om førelse af sagerne i Landsskatteretten, ville de utvivlsomt være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Selv hvis R2 havde ført sagerne for grundejerne i Landsskatteretten ville de have været berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af R2s honorar, der kunne henføres til sagens førelse i Landskatteretten.

Man kan sige, at der skal være tale om et tab for Skatteministeriet, hvis omkostningsgodtgørelsen udbetales. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. De eneste, der taber noget er de grundejere, der ikke opnår den omkostningsgodtgørelse, som de har et lovmæssigt krav på.

Omkostningsgodtgørelsesordningens fornemste formål er at øge borgernes retssikkerhed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager, der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført.

Dette illustreres bl.a. af forarbejderne til den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A (nu skatteforvaltningslovens § 52), der blev indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, hvor reglerne i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager blev indskrevet som et nyt kapitel 3A i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 (§ 1, nr. 1), hvor bl.a. godtgørelsessatsen blev ændret, og der blev indført 100 % godtgørelse såfremt den godtgørelses-berettigede person i sagen fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Om baggrunden for denne ændring er bl.a. anført følgende i lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 1 (lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002):

Det foreslås, at ordningen forbedres, således at der ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Baggrunden herfor er, at det forekommer urimeligt, at selv om den skatte- eller afgiftspligtige vinder sin sag, kan vedkommende stå tilbage med et økonomisk tab, fordi godtgørelsen efter de gældende regler kun dækker halvdelen af udgifterne til sagkyndig bistand m.v.

Med forslaget vil disse urimeligheder blive fjernet.

På et område som ejendomsvurderingsområdet, hvor mediernes dækning og Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om den offentlige ejendomsvurdering af august 2013, viser, at Skatteministeriets håndtering af området har været endog særdeles kritisabel, mangelfuld og fyldt med fejl, og hvor Kammeradvokatens undersøgelse af november 2012 konkluderer, at SKATs praksis i sager om ekstraordinær genoptagelse har været klart ulovlig og ansvarspådragende, kommer ordningen netop til sin berettigelse.

Skatteministeriets bemærkning om (svarskriftet s. 7, 1. afsnit, E s. 77), at "Omkostningsgodtgørelses-ordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådant set-up, som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem R2 og boligselskabet ligger fast og opgavefordelingen er klar", illustrerer med alt ønskelig tydelighed, at Skatteministeriet kun ser på enkeltelementer i aftalegrundlaget i stedet for at se tingene i helhed.

Man kan ikke, som Skatteministeriet vælger at gøre det, se bort fra aftaleforholdet mellem sagsøger og R1.

R1 har i overensstemmelse med den indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139) udført godtgørelsesberettiget arbejde (skatteforvaltningslovens § 54) i en godtgørelsesberettiget sag (skatteforvaltningslovens § 55) for en godtgørelsesberettiget person (skatteforvaltningslovens § 53).

Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelses-ordningens formål. Sagsøgerens aftale med R2 ændrer ikke herpå.

Det strider således mod sagsøgers lovfæstede ret til omkostningsgodtgørelse, når omkostningsgodtgørelse nægtes.

Sagsøger har ikke indgået nogen aftale med R1 om førelse af sagen på "no cure no pay-vilkår" ligesom R1 ikke yder noget tredjemandstilskud til sagsøger. Skatteministeriets bemærkninger i svarskriftet (s. 7, 4. afsnit, E s. 77) om ændringen af ligningsloven og mulighederne for at yde et skattefrit tredjemandstilskud (lov nr. 1501 af 23. december 2014), savner derfor relevans.

5.4.4 Den fjerde grund

Det står ikke helt klart, hvad den fjerde grund er, men det er tilsyneladende Skatteministeriets opfattelse, at det helt specifikt af den mellem R1 og sagsøger indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139) skal fremgå, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar for, at den hæftelse, som efter helt grundlæggende aftaleretlige regler følger af den indgåede aftale, efter ministeriets opfattelse er til stede.

I obligations- og aftaleretten stilles der ikke noget krav om, at der i en aftale om levering af en ydelse specifikt skal fremgå, at modtageren af ydelsen hæfter for betalingen heraf for at en hæftelse reelt består. Dette ligger implicit i aftaleindgåelsen.

Der henvises i det hele til det nedenfor under pkt. 5.6 om betydningen af den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand.

5.5 Skatteministeriets identitetsforvirring

Det er ikke R2, der - som anført i svarskriftet på side 4, 1. afsnit (E s. 74) - søger om at få statskassen til at betale for R2s udgifter til R1.

For det første, har R2 ingen udgifter til R1 allerede af den grund, at R1 ikke er antaget af R2. R1 er antaget af sagsøger, jf. den indgåede aftaler om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

R2 har derimod en udgift til sagsøgeren i form af det lovede tredjemandstilskud for den del af R1’s honorar, der ikke måtte blive dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse. En udgift, der jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 2, ikke af R2 kan fradrages som en driftsudgift, men skal føres på egenkapitalen og således betales af allerede beskattede midler - et forhold, som jeg føler mig overbevist om allerede er kontrolleret af  SKAT.

Hvis R1 ydede bistand til R2 for at R2 kunne opfylde sine kontraktlige forpligtelser over for sine kunder, sådan som Skatteministeriet mener, så ville R2 have en udgift til R1, der kunne fradrages som en helt almindelig driftsudgift over resultatopgørelsen. Dette ville være langt mere økonomisk fordelagtigt for R2 end at skulle "betale for bistanden" via et tredjemandstilskud af allerede beskattede midler.

Synspunktet om, at det er R2, der har antaget R1 som underleverandør til opfyldelse af R2s forpligtelser over for sagsøgeren, ses at være inspireret af byrettens præmisser i SKM2014.89.BR, hvor byretten bl.a. anførte følgende i præmisserne:

A's advokatbistand har således i realiteten har været ydet til B for dennes regning og ikke til S. Den omstændighed, at A har stilet sine á contoregninger til S kan under disse omstændigheder ikke begrunde omkostningsdækning efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Vestre Landsret hverken henviste til eller tiltrådte byrettens præmisser i SKM2014.399.VLR. Højesteret tiltrådte i SKM2015.479.HR landsrettens præmisser med nogle yderligere bemærkninger om administrativ praksis, og har således heller ikke anset R1 som underleverandør til R2.

Det fremhæves endvidere, at det fremgår af byrettens præmisser, at sagen blev oversendt fra R2 til R1 uden grundejerens viden, at grundejeren først ca. 3 uger efter blev underrettet herom efter, at R1 havde påklaget vurderingsankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, og at grundejeren først yderligere en måned senere udstedte en fuldmagt til R2, der gav dem mulighed for at overdrage sagen til tredjemand.

Det er altså ikke et synspunkt, der kan tillægges nogen vægt - og i særdeleshed ikke, når aftalegrundlaget i den foreliggende sag adskiller sig væsentligt på helt afgørende punkter i forhold til aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR, jf. gennemgangen heraf ovenfor under pkt. 5.3.

For det andet, er det R1 der som sagkyndig bistandsyder på vegne af sin klient ansøger om omkostningsgodtgørelse akkurat som andre sagkyndige bistandsydere gør det på vegne af deres klienter i tusindvis af andre skattesager, hvor der er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Det er heller ikke R2, der - som anført i svarskriftet på side 5, 3. afsnit (E s. 75) - har ændret i R1’s aftalegrundlag med grundejerne for "at aftale sig ind i en model, der gav tilskud".

Som enhver ansvarlig advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centreret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved R1’s klienters berettigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger om omkostningsgodtgørelse grundet klientens manglende direkte aftale med R1, blev der selvsagt taget forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkostningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at R1 introducerede en egentlig aftale om advokatbistand, som klienterne, herunder sagsøger, blev præsenteret for og skulle acceptere og underskrive, forud for R1’s påbegyndelse af arbejde på en sag.

Skatteministeriet anfører endeligt (svarskriftet s. 9, sidste afsnit, E s. 79), at "Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2, hvis ikke staten betaler hele udgiften - og altså ikke til klienten - understreger hele meningen med arrangementet". [min understregning]

Sagsøger antager, at Skatteministeriet med ovenstående henviser til R2s oversendelsesskrivelse til R1 (bilag 4, E s. 137). Intet sted står det, at R1’s fakturaer skal sendes til R2 og ikke til klienten.

Af oversendelsesskrivelsen til R1 fremgår følgende:

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os. [min understregning]

Her fremgår det, at R1 anmodes om at rette henvendelse til R2 med oplysning om skyldigt beløb vedlagt kopi af R1’s salærnota til klienten. Det af Skatteministeriet anførte, er altså direkte forkert og i strid med sagens faktiske forhold.

Som det også fremgår af oversendelsesbrevet er der tale om en rent praktisk foranstaltning, hvor R2 betaler tredjemandstilskuddet direkte til R1 fremfor, at det betales til sagsøger, der herefter så skal betale det til R1.

Akkurat som det forhold, at en af bevæggrundene for, at en godtgørelsesberettiget kan transportere sit krav på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige bistandsyder netop er af praktisk karakter, således at SKAT ikke først skal overføre godtgørelsen til den godtgørelsesberettigede, der herefter så skal overføre godtgørelsen til den sagkyndige.

5.6 Betydningen af den indgåede aftale om advokatbistand

Det afgørende for hæftelsesspørgsmålet i den foreliggende sag må være den mellem sagsøger og R1 indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

Det følger af helt grundlæggende aftaleretlige regler, at sagsøger som følge af den indgåede aftale om advokatbistand (bilag 6, E s. 139) hæfter for betaling af R1’s honorar.

Der er mellem to professionelle parter indgået en aftale om advokatbistand. Aftalen bliver bindende for begge parter på det tidspunkt, hvor sagsøger accepterer R1’s tilbud om repræsentation (accept af tilbud). Dette formaliseres ved parternes underskrift af aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. 139).

R1 er herefter forpligtet til at levere den ydelse, som fremgår af aftalen - konkret indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse for Landsskatteretten. Omvendt er sagsøger forpligtiget til at betale for den leverede ydelser i overensstemmelse med aftalens honorarbestemmelser. Såfremt en af parterne ikke lever op til sine forpligtelser i henhold til den indgåede aftale, kan den anden part gøre misligholdelses-beføjelser gældende.

I den foreliggende sag er såvel opdraget (ydelsen) som honoraret kvalificeret i aftalen. R1 har leveret den aftalte ydelse, hvorfor der ingen som helst tvivl kan være om, at grundejeren er forpligtet til at betale honorar til R1 i overensstemmelse med aftalen.

I obligations- og aftaleretten stilles der ikke noget krav om, at der i en aftale om levering af en ydelse specifikt skal fremgå, at modtageren af ydelsen hæfter for betalingen heraf for at en hæftelse reelt består. Dette ligger implicit i aftaleindgåelsen.

Når flertallet af Landsskatterettens medlemmer og Skatteministeriet lægger vægt, at det ikke direkte af aftalen om advokatbistand fremgår, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar, stilles et krav til R1’s aftaleindgåelse med klienter, der på ingen måde er hjemmel til i obligations- og /eller aftaleretten eller andre steder - heller ikke i SKM2015.479.HR. Der er tale om en usaglig forskelsbehandling af R1’s klienter contra andre skatteydere, der ikke repræsenteres af R1, i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Den forudgående indgåelse af aftalen om advokatbistand er den helt afgørende forskel i forhold til aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR. Det er lige præcis den manglende eksistens af et konkret aftaleforhold mellem grundejeren og R1, der var udslagsgivende i Højesteretssagen. Grundejeren kunne ikke med sine efterfølgende forklaringer for by- og landsret afgivet til brug for sagen om omkostningsgodtgørelse dokumentere, at aftalegrundlaget med R2 var fraveget i en sådan grad, at han hæftede for betalingen af R1’s honorar.

Det er således hævet over enhver tvivl, at R1 med henvisning til aftalen om advokatbistand (bilag 6, E s. 139), vil kunne gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger.

6. SAMMENFATNING

På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at sagsøger hæfter for betalingen af R1’s honorar og følgelig er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet der ubestridt er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder, hvis honorar sagsøger efter helt almindelige obligations- og aftaleretlige regler hæfter for betaling af.

Det skal særligt fremhæves

at       aftalegrundlaget på helt afgørende punkter - også aftalegrundlaget mellem R2 og sagsøger - adskiller sig fra aftalegrundlaget i SKM2015.479.HR.

at       der helt specifikt er indgået en aftaleretligt bindende aftale om advokatbistand mellem grundejeren og R1, hvor såvel opdraget som honoraret kvalificeres, som man ikke blot kan vælge at se bort fra.

at       netop manglen på en sådan konkret, skriftlig og forudgående indgået aftale mellem grundejeren og R1 var helt afgørende for udfaldet af Højesteretssagen.

at sagsøgers aftalegrundlag med R2 på ingen måde afskærer R1 for at gøre sit honorarkrav gældende direkte over for sagsøger med henvisning til den indgåede aftale om advokatbistand."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument af 7. februar 2019 blandt andet anført:

"Anbringender

Frifindelsespåstanden støttes på, at boligforeningen ikke hæfter for R1’s faktura, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse.

Bevisbyrden for, at boligforeningen er retligt forpligtet til at betale den omhandlende faktura, påhviler den, der påstår at have ret til omkostningsgodtgørelse, dvs. enten R1, da det eventuelle krav er overdraget til R1, og/eller boligforeningen. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 1, (M5) at:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." (min understregning)

Det er således en betingelse for at få udbetalt omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede enten har betalt regningen eller er retligt forpligtet til at betale for den sagkyndige bistand. Det er ikke en betingelse, at regningen faktisk er betalt, men at det kan dokumenteres, at udgifterne til den sagkyndige skal betales ifølge regning.

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberettigede, indebærer det derfor, at omkostningsgodtgørelse er udelukket.

Det er afgørende for retten til omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for betalingen af den sagkyndiges honorar over for den sagkyndige, jf. også UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (M25).

Det er i den forbindelse afgørende at se tingene i helhed, herunder at R2 - da det gik op for selskabet, at selskabets udformning af modellen var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, jf. UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (side 3384ff - M26) - har forsøgt at ændre enkeltelementer.

R2 har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der gav tilskud, men uden at miste sit kommercielt meget stærke kort - no cure no pay-modellen.

SKAT har således i nogle sager konstateret, at nogle klienter ikke ville påtage sig den reelt teoretiske risiko for at ende med at hænge på advokatregningen. Disse klienter fik derfor en bankgaranti betalt af R2, der skulle dække, hvis R2 gik konkurs (bilag 1, s. 22, 8. afsnit - E25).

I denne sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre R2, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem R2 og boligforeningen er en uopsigelig aftale, der var indgået i august 2006 (bilag 2 - E135).

Brevene mv. i sagen af 31. maj 2012 (bilag 4 - E137) og 5. juni 2012 (bilag 5 - E138) har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler R2’s udgifter til selskabets underleverandør, R1.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at nærværende sag udgjorde en ud af tre førersager ud af et samlet sagskompleks på i alt 52 sager ved Landsskatteretten. En anden af disse førersager blev anlagt ved Retten på Frederiksberg, der afsagde dom i sagen den 25. januar 2019 (BS-9167/2017 - M53). Den tredje sag er mig bekendt ikke indbragt for domstolene.

Aftalegrundlaget, hvorefter det skal vurderes, om boligforeningen hæfter for omkostningerne til R1, er med nogle få modifikationer ens for alle sagerne i komplekset.

Retten på Frederiksberg fandt bl.a., at (dommens side 43 M95):

"…det foreliggende aftalegrundlag i denne sag ikke afgørende adskiller sig fra det grundlag, der forelå i sagen afgjort af Højesteret i U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), uanset at der er indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem [boligselskabet] og R1. Det er fortsat R2, som har råderet over sagen, og der er en klar, underliggende forudsætning om, at [boligselskabet] ikke skal betale mere i rådgiverhonorar end, hvad der fremgår af den oprindelige "no cure no pay"-aftale med R2.

Dette understøttes også af den fremlagte erklæring af 7. april 2015, netop udarbejdet få måneder før domsafsigelsen i højesteretssagen, U 2015.3383 H (SKM2015.479.HR), hvor [boligselskabet] erklærer, at [boligselskabet] hæfter overfor R1, hvis R2 som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse. Selv hvis denne erklæring tages for pålydende, er realiteten altså den, at [boligselskabet] ikke har nogen reel, direkte forpligtelse til at betale honorar til R1.

Herefter finder retten det ikke bevist, at [boligselskabet] skal betale R1’s honorar, hvorfor betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ikke er opfyldt."

Det er Skatteministeriets opfattelse, at en række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt i nærværende sag.

For det første har R2 og boligforeningen indgået en uopsigelig aftale (bilag 2, side 3, 1. afsnit - E135):

"Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende indtil honorarafregning med R2 har fundet sted eller vurderingsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ikke kan opnås en ejendomsskattebesparelse."

Vilkåret om uopsigelighed er en eksklusiv ret for R2 til at repræsentere boligforeningen vedrørende sagen, da vilkåret indebærer, at R2 kan bestemme, i hvilket omfang der anvendes andre repræsentanter, herunder underleverandører.

Af aftalen fremgår endvidere (bilag 2, side 2, 1. afsnit - E134):

"Ressourcer

R2s konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven." (min understregning).

R2 fik ved fuldmagt af 8. juni 2011 (bilag 3 - E136) ret til at "uddelegere" selskabets procesfuldmagt til tredjemand - det være sig i det administrative system og ved domstolene. Videre hedder det:

"Som en del af fuldmagten indgår tillige rettet til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede." (min understregning)

Tredjemand skulle enten være advokat eller beskæftiget med juridisk rådgivning.

Tilbagekaldelsesretten viser, at den advokat, som R2 udpeger - overvejende typisk R1 - ikke er advokat for klienten, men for R2. R2 har således også mulighed for at tilbagekalde sagen fra R1, uanset det af boligforeningen anførte på stævningens side 9, 6. afsnit (E65) og replikkens side 5, 6. afsnit (E87).

Boligforeningens aftale med R2 er ikke ændret, sådan at boligforeningen kan komme til at hænge på en advokatregning. Det vil sige den uopsigelige aftale mellem R2 og boligforeningen (bilag 2 - E133) indgået efter no cure no pay-modellen. Boligforeningen har også ved besvarelsen af opfordring 4, 4a og 4b (E99) oplyst, at honorarbestemmelsen i aftalen (bilag 2 - E134) også gælder efter inddragelsen af R1. Tillige har boligforeningen betalt honorar til R2 i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af R1’s arbejde med sagen (processkrift I, side 2, 6. afsnit - E99).

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og R2 har en ret til at indsætte en advokat og tilbagekalde denne underleverandøraftale, er betalingen af advokaten, her R1, ikke en forpligtigelse for R2’s klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig R2.

At R1 er en underleverandør understreges af, at det bl.a. fremgår af aftale om advokatbistand, at (bilag 6, 3. afsnit - E139):

"Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten."

For det andet gælder, hvis R2’s klient - boligforeningen - har påtaget sig en reel betalingsforpligtelse, er en sådan forpligtelse uden betydning.

To parter kan ikke aftale, at en tredjemand - her staten - skal betale en udgift, som aftaleforholdet mellem de to parter udløser. Det er en "gratis" omgang for begge parter, som der efter loven ikke er pligt til at respektere.

For det tredje må en sådan påtagelse af en forpligtelse frakendes enhver retlig betydning overfor staten, jf. eksempelvis UfR 2014.2742 H (M38).

Der er tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ordningens formål.

Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådan set-up som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem R2 og boligforeningen ligger fast og opgavefordelingen er klar.

Det er R2, der skal udføre arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandører, og boligforeningens opgave er at "betale", hvis det bliver en succes. Boligforeningens teoretiske risiko for at "hænge" på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved "fiasko", altså hvor der ikke opnås succes.

Set-uppet når der som her foreligger en uigenkaldelig aftale er et forsøg på misbrug af en ordning, hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikkerhed, derved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter til rådgiverne, herunder advokater, der er ved at føre skattesager. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

Ordningen var selvsagt ikke tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærværende sag. Dette understreges også af den senere lovændring, hvor Folketinget afskaffede muligheden for repræsentanter til at yde skattefri tredjemandstilskud til deres klienter, når der var indgået honoraraftaler baseret på sagens udfald, også kaldet no cure no pay-vilkår, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven (betingelser for tredjemandstilskud) (M11).

Fra retspraksis kan også henvises til UfR 2017.2439 H (M20) om omgåelse af retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

For det fjerde påhviler det, som anført, R1 at løfte bevisbyrden for, at boligforeningen var forpligtet til at betale R1’s honorar, da det eventuelle krav er overdraget til R1, jf. bilag 9 (E141).

Som det fremgår af ovenstående, har R2 forsøgt at arbejde sig ind på en "hæftelse" for klienten, men uden at denne er tyngende for klienten. Og som anført, er det i strid med meningen med godtgørelsesordningen, at staten skal betale for R2’s underleverandør.

Hvis disse grunde ikke fører til, at det ikke kan komme på tale, at staten bærer udgiften, så betyder forholdene i hvert fald, at R1’s bevisbyrde er skærpet væsentligt.

Det ligger efter brevene af 31. maj 2012 (bilag 4 - E137) og 5. juni 2012 (bilag 5 - E138) fast, at inddragelsen af R1 - ligesom i UfR 2015.3383 H (SKM2015.479.HR) (M25) - sker i R2’s interesse og ikke boligforeningens. Det sker, ligesom i sagen ved Højesteret, på R2’s initiativ.

I R2’s brev af 31. maj 2012 (bilag 4 - E137) til R1 fremgår det af de tre første afsnit, at det er R2, der kontakter R1, der siger ja til opgaven.

At det ikke sker på boligforeningens initiativ, fremgår også af 4. afsnit i brevet, der lyder:

"Idet oversendelse af sagen sker som led i en generelfuldmagt udstedt til R2 skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager partsrepræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet." (min understregning)

Uanset dette, anfører R1 alligevel i skrivelsen af 5. juni 2012 til boligforeningen følgende (bilag 5, 1. afsnit - E138):

"R2 har oplyst, at De ønsker, at Advokatanpartsselskabet R1 fører Deres skattesag vedrørende ejendommen beliggende Y1-adresse ved Landsskatteretten, jf. det vedlagte brev fra R2." (min understregning)

Det af R1 anførte er i strid med det, som R2 anfører til R1.

Det er også centralt, at det intet steds, hverken af R1’s brev af 5. juni 2012 (bilag 5 - E138) eller i aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139), fremgår, at boligforeningen hæfter for advokatudgiften.

Det fremgår ikke, at boligforeningens aftale med R2 skulle være ændret, sådan at boligforeningen kan komme til at hænge på en advokatregning. Det vil sige den uopsigelige aftale mellem R2 og boligforeningen (bilag 2- E133) indgået efter no cure no pay-modellen. Boligforeningen har også ved besvarelsen af opfordring 4, 4a og 4b (E99) oplyst, at honorarbestemmelsen i aftalen (bilag 2 - E134) også gælder efter inddragelsen af R1, og at boligforeningen har betalt honorar til R2 i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af R1’s arbejdes med sagen (processkrift I, side 2, 6. afsnit - E99).

Det bestrides således også, at boligforeningen hæfter for R2’s betaling af R1’s honorar som følge af helt grundlæggende obligationsretlige regler, jf. bl.a. stævningens side 12, 6. afsnit og frem (E68) og replikkens side 7, 7. afsnit (E89).

Det fremgår heller ikke, at boligforeningen skulle have en egen interesse i en sådan ændring, der kan påføre yderligere udgifter for boligforeningen.

I aftalen om advokatbistand hedder det i 2. afsnit (bilag 6 - E139):

"Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne enige om, at R1’s salær afregnes efter afholdt tid i overensstemmelse med R1’s standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang - herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager R1 i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder."

Det fremgår ikke - hverken indirekte og slet ikke direkte - at boligforeningen er ansvarlig for advokatregningen. En ændring af en af de helt afgørende aftalekomponenter - nemlig no cure no pay-vilkåret - kræver en utvetydig og udtrykkelig aftale. Dette skærpes yderligere af, at boligforeningen ingen interesse har i sådan en ændring, der ville ske i R2’s interesse.

Det er også påfaldende, at omkostningsgodtgørelsesordningen ikke nævnes i brevet fra R1 til boligforeningen (bilag 5 - E138) eller aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139). Hvis boligforeningen var ansvarlig for advokatregningen, var det oplagt at nævne ordningen om omkostningsgodtgørelse i dokumenterne henvendt til boligforeningen (bilag 5 og 6 - E138 og E139).

I brevet fra R2 til R1 hedder det (bilag 4, og 6. afsnit - E137):

"Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes - eller ikke dækkes fuldt ud - af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkostningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til undertegnede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel R2 som klienten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve honorar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os."

Heller ikke her fremgår det utvetydigt, at klienten hæfter for advokatregningen. Det er bemærkelsesværdigt, at disse indikationer ikke er gengivet i aftale om advokatbistand, men alene i den "interne" korrespondance mellem R1 og R2.

Det bemærkes i den forbindelse, at boligforeningen hverken har modtaget mundtlig eller skriftlig rådgivning fra R2 eller R1 om eventuelle konsekvenser ved boligforeningens underskrift af aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139), jf. boligforeningens besvarelse af opfordring 9 og 10 (replikken side 9, 3. sidste afsnit - E91).

Det forhold, at notaerne fra R1 skal sendes til R2, hvis ikke staten betaler hele udgiften - og altså ikke til klienten - understreger hele meningen med arrangementet.

Formuleringen af aftalen af advokatbistand (bilag 6 - E139) understreger også hensigten med arrangementet. Således fremgår det af aftalen om advokatbistand (bilag 6, 2. og 3. afsnit - E139), at

"Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag…" og "Parterne har endvidere aftalt, at R1 løbende informerer klientens ejendomsrådgiver R2 om sagens forløb…" (mine understregninger).

Boligforeningen er ved opfordring 8 (svarskriftet, side 10, 5. afsnit - E80, duplikken, side 5, 4. afsnit - E97) bl.a. blevet opfordret til oplyse, om foreningen forud for modtagelsen af bilag 6 (E139) både var blevet informeret om det forventede tidsforbrug på en normal sag, og havde aftalt, at R2 løbende skulle informeres om sagens forløb mv.

Boligforeningen har ved besvarelsen af opfordring 8 i replikken (side 9, 7. afsnit - E91) oplyst, at foreningen har modtaget information om tidsforbruget for en normal sag i forbindelse med modtagelsen af aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139). Dette er udokumenteret og må i så fald være sket mundtligt, jf. foreningens besvarelse af opfordring 11 (processkrift I, side 3, 1. afsnit - E100).

Derudover må det lægges til grund, at det ikke forud for modtagelsen af aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139) var aftalt, at R2 løbende skulle informeres om sagens forløb mv., da boligforeningen ved besvarelsen af opfordring 8 i replikken (side 9, 8. afsnit - E91) og processkrift I (side 2, sidste afsnit - E99), med henvisning til netop aftalen om advokatbistand (bilag 6 - E139) har oplyst, at det var generelt indforstået mellem R2 og boligforeningen, at R1 skulle holde R2 løbende informeret om sagens forløb.

Endelig bemærkes det, at erklæringen af 2. marts 2015 (bilag 14 - E145) ikke har betydning for hæftelsesspørgsmålet, da erklæringen er udarbejdet efter at der var blevet nægtet omkostningsgodtgørelse, jf. bl.a. SKATs afgørelse af 20. september 2013 (bilag 11). Se tillige Retten på Frederiksbergs dom af den 25. januar 2019 i sagen BS-9167/2017 (dommens side 43, 2. afsnit - M95)"

Parterne har procederet sagen i overensstemmelse med det i deres påstandsdokumenter anførte.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Aftaleforholdet mellem R2 og H1 består af en fuldmagt til at uddelegere procesfuldmagt til tredjemand underskrevet den 8. juni 2011 og af en aftale om konsulentydelse indgået den 3. august 2003. Aftalen er efter sin ordlyd uopsigelig fra begge parter og indeholder en bestemmelse om, at kun såfremt der ved R2’s indsats opnås en ejendomsskattebesparelse, har R2 krav på honorar beregnet i forhold til den opnåede skattebesparelse. Der er i aftalen henvist til "at R2’s konsulenter, advokater og revisorer vil udføre opgaven".

Efter advokat IH’s og chefjurist JC’s forklaringer om samarbejdet mellem R2 og R1 i sager om klage over ejendomsvurderinger kan det lægges til grund, at R1 var bekendt med aftalegrundlaget mellem R2 og H1, herunder med indholdet af fuldmagten af den 8. juni 2011.

Forretningsfører LG har forklaret, at da han underskrev aftalen om advokatbistand med R1, var han ikke bekendt med R1’s standardtimetakster, som er omtalt i aftalen, og at han heller ikke efterfølgende søgte at indhente oplysning om timetaksterne. Han underskrev aftalen, hvorefter R2, men ikke H1, løbende skulle informeres om sagens forløb og have tilsendt kopi af processkrifterne, da han havde tillid til R2.

Herefter, og da det er ubestridt, at R2 havde givet H1 tilsagn om at yde sagsøgeren et såkaldt tredjemandstilskud som beskrevet i R2s skrivelse af den 31. maj 2012 til R1, lægges det til grund, at det samlede aftalegrundlag medførte, at H1 aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale mellem H1 og R2, og at inddragelsen af R1 skete på foranledning af R2 som led i et forretningsmæssigt samarbejde mellem R1 og R2. Retten har herved også lagt vægt på chefjurist JC’s forklaring om, at der i 2/3 del af sagerne om klage over ejendomsvurderinger skete oversendelse til R1, ligesom det er tillagt betydning, at den udstedte salærnota nr. 4207 ikke angiver nogen betalingsfrist.

På denne baggrund har H1 ikke løftet bevisbyrden for, at H1 har været forpligtet til at betale salærnotaen fra R1. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52 for udbetaling af omkostningsgodtgørelse er derfor ikke opfyldt.

På dette grundlag, og da det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tager Retten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal H1 til Skatteministeriet i sagsomkostninger til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand betale 20.000 kr. inklusive moms, idet det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

H1 skal inden 14 dage til Skatteministeriet i sagsomkostninger betale 20.000 kr. inklusive moms.