Indhold

Afsnittet handler om indberetningspligten for andelsforeninger, der foretager kapitalfondsudlodninger.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Indberetningen
  • Hvilke oplysninger skal indberettes 

Regel

Efter SIL § 30, stk. 1, skal andelsforeninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3, som udlodder kapitalfondsmidler til eksisterende eller ophørte andelshavere hvert år indberette til told- og Skatteforvaltningen om udlodninger i det forudgående kalenderår.

Efter SIL § 30, stk. 2, skal der for hver andelshaver indberettes en række nærmere oplysninger.

Indberetningen

De andelsforeninger, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3, er andelsforeninger, hvis formål er at fremme mindst 10 medlemmers fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, hvis omsætning med ikke-medlemmer ikke væsentligt eller længerevarende overskrider 25 pct. af den samlede omsætning, og som, bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital, anvender den stedfundne omsætning med medlemmerne som grundlag for udlodning til disse.

Kapitalfondsudlodninger fra sådanne foreninger til såvel eksisterende som ophørende medlemmer er skattepligtig indkomst for medlemmet.

Indberetningen har til formål at sikre, at de pågældende udlodninger kan indgå ved skatteansættelsen for modtageren.

Hvilke oplysninger skal indberettes

Indberetningen skal efter SIL § 30, stk. 2, nr. 1-4, for hver andelshaver indeholde:

  1. Oplysning om identifikation af den, der foretager indberetningen. Indberetningen skal ske ved oplysning om den indberetningspligtiges cvr-nummer eller SE-nummer. Dvs. den indberetningspligtiges registreringsnummer.

  2. Oplysning om identifikationen af udbyttemodtager (andelshaver). Indberetning af identifikationsoplysningerne skal ske efter de nærmere regler om, hvilke identifikationsoplysninger der skal indberettes. De identifikationsoplysninger, der skal indberettes, er de oplysninger, der følger af SIB § 3.  

  3. Oplysning om datoen for udlodningen.

  4. Oplysning om størrelsen af de udloddede beløb.