Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens udlevering af oplysninger til kreditvurdering og rådgivning med den registreredes samtykke til finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån, samt opdatering af de lovpligtige oplysninger om den konkrete kunde.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvilke oplysninger
  • Betaling af gebyr og indgåelse af aftale om adgang til oplysninger

Se SKL § 70.

Regel

Finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån, med samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer, og som enten er en registreret virksomhed i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 eller er undergivet tilsyn efter hvidvaskloven, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for en konkret vurdering af den registreredes betalingsevne. Se SKL § 70, stk. 1.

Endvidere kan finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis. Se SKL § 70, stk. 2.

Endelig kan finansielle virksomheder desuden med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede. Adgang til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed. Se SKL § 70, stk. 3.

Finansielle rådgivere kan med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete rådgivningssituationer. Se SKL § 70, stk. 4.

Efter SKL § 70, stk. 5, er adgang efter bestemmelsens stk. 1-4 betinget af, at virksomheden

1) betaler et gebyr i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, og

2) har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen.

Hvilke oplysninger

Efter SKL § 70, stk. 1, 1. pkt. kan finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån, efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.

Adgangen kan alene ske inden for de rammer, databeskyttelsesforordningen udstikker. Det skal således ved hver henvendelse konkret overvejes, hvorvidt der inden for rammerne af disse bestemmelser i databeskyttelsesforordningen kan gives adgang, og om der på det enkelte område alene kan gives en begrænset adgang til henholdsvis oplysninger i indkomstregisteret, oplysninger, som indgår på årsopgørelsen og restanceoplysninger. Det skal således konkret overvejes, om der er oplysninger, som efter databeskyttelseslovens regler ikke vil kunne indgå i forbindelse med en kreditvurdering.

Adgangen er givet til oplysninger, der er nødvendige til brug for kreditvurdering i forbindelse med konkrete kreditgivningssituationer, og databeskyttelsesforordningens øvrige regler - f.eks. forordningens grundlæggende principper og sikkerhedsregler - finder anvendelse.

Adgangen forudsætter, at den registrerede, dvs. skyldneren, har samtykket til adgangen.

Adgangen er givet til nærmere specificerede oplysninger. Det vil sige, at adgangen gives til oplysninger, som har udgjort grundlaget for den seneste årsopgørelse på tidspunktet for adgangen. Oplysningerne overføres kun én gang og vil alene kunne benyttes til det/de formål, som de gives til brug for. Vil den pågældende finansielle virksomhed på et senere tidspunkt igen have adgang til oplysninger om en person, f.eks. i forbindelse med en ny låneansøgning, vil det kræve et nyt samtykke.

Adgangen indebærer en adgang til oplysninger om indtægter, fradrag og betalte foreløbige skatter m.v., som har dannet grundlaget for den seneste årsopgørelse. På grund af den tekniske indretning af Skatteforvaltningens registre er det nødvendigt at give adgang til oplysninger, som gør de finansielle virksomheder i stand til at beregne årsopgørelsesoplysninger svarende til borgerens seneste årsopgørelse. Der kan derimod ikke gives adgang til de detaljerede data, som ligger til grund for de opsummerede beløb på de enkelte rubrikker, som fremgår af årsopgørelsen, men alene til opsummerede data.

Efter SKL § 70, stk. 1, 2. pkt. kan virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer, og som enten er en registreret virksomhed i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 eller er undergivet tilsyn efter hvidvaskloven, efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for en konkret vurdering af den registreredes betalingsevne.

Leasingvirksomhederne vil skulle bruge oplysningerne til en konkret vurdering af betalingsevnen forud for en eventuel leasingkontrakt. Det vil være et krav, at den borger, oplysningerne vedrører, samtykker til videregivelsen, og et samtykke til videregivelse af oplysninger gælder alene én gang til de(t) formål, der er oplyst i forbindelse med den konkrete anmodning om oplysninger. Det betyder, at hvis en virksomhed på ny ønsker at få videregivet oplysninger, kræves et nyt samtykke fra borgeren.

Den foreslåede kreds af leasingvirksomheder, der vil kunne få videreopgivet oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, fastlægges ud fra følgende objektive kriterier, der begge skal være opfyldt:

  • Virksomheden skal være registreret hos Skatteforvaltningen i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 under selvangiverordningen eller som leasingvirksomhed hos Finanstilsynet ifølge hvidvaskloven.
  • Det skal ved opslag i Køretøjsregisteret kunne konstateres, at virksomheden står som ejer og leasinggiver for person- eller varebiler, som anvendes til leasing til privatpersoner, eller det skal ved opslag i Køretøjsregisteret kunne konstateres, at virksomheden er leasinggiver i sub-leasingaftaler for person eller varebiler til privatpersoner.

Databeskyttelsesforordningens regler finder anvendelse ved adgang til oplysningerne.

De oplysninger, der kan videregives, er oplysninger fra indkomstregisteret, oplysninger, der indgår i den seneste årsopgørelse, og oplysninger om gæld til det offentlige, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, forud for indgåelse af en leasingkontrakt, når dette er nødvendigt i forbindelse med en konkret vurdering af borgerens betalingsevne, og borgeren har samtykket til videregivelsen. Det vil være den enkelte virksomhed, der i hvert tilfælde konkret vil skulle vurdere, om der foreligger en situation, hvor der vil kunne ske videregivelse, og i så fald, hvilke oplysninger der vil være nødvendige at videregive.

Der gives ikke adgang til detaljerede data, der udgør grundlaget for det opsummerede beløb på den enkelte rubrikker, der fremgår af årsopgørelsen. Der er således kun tale om opsummerede data.

Efter bestemmelsen i SKL § 70, stk. 2, kan finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.

Dermed kan finansielle virksomheder, som er omfattet af bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder, udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed (god skik-bekendtgørelsen), få oplysninger fra indkomstregisteret og årsopgørelsen samt oplysninger om eventuelle restancer på offentlig gæld, der er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede. Adgang til data til brug for rådgivning kan ske såvel i forhold til eksisterende kunder som i forhold til potentielle nye kunder.

Efter bestemmelsen i § 70, stk. 3, kan finansielle virksomheder desuden efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til, at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede. Adgang til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed.

Efter bestemmelsen kan finansielle virksomheder, der er undergivet Finanstilsynets tilsyn, således benytte adgangen til at indhente oplysninger digitalt med samtykke fra den registrerede/kunde, når det efter bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. er nødvendigt, at der skal indhentes opdaterede kundeoplysninger. Adgangen til data til opdatering af kundeoplysninger kan her alene opnås i forhold til eksisterende kunder i den pågældende finansielle virksomhed.

Efter bestemmelsen i SKL § 70, stk. 4, kan finansielle rådgivere få adgang til oplysninger, der indgår i den seneste årsopgørelse, når oplysningerne er nødvendige til brug for en konkret rådgivningssituation. Det vil være den enkelte finansielle rådgiver, der i hvert tilfælde konkret vil skulle vurdere, om der foreligger en situation, hvor der vil kunne ske videregivelse, og i så fald hvilke oplysninger, der vil være nødvendige at videregive.

Det vil være en forudsætning for Skatteforvaltningens videregivelse af de nødvendige oplysninger, at den borger, oplysningerne vedrører, giver sit samtykke hertil. Borgeren vil skulle give sit samtykke med MitID. Når borgeren har givet sit samtykke, vil borgeren modtage en kvittering herfor i sin skattemappe.

Det vil være en forudsætning for at kunne få videregivet oplysninger fra Skatteforvaltningen via eSkatData, at oplysningerne videregives til brug for en konkret rådgivningssituation, hvor virksomheden rådgiver i kraft af sin rolle som finansiel rådgiver. Der vil således ikke kunne videregives oplysninger fra Skatteforvaltningen i tilfælde, hvor en virksomhed er registreret som finansiel rådgiver, men hvor oplysningerne vil skulle anvendes til andet end rådgivning. Rådgivning skal her forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Rådgivning er defineret som »personlige anbefalinger til en forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle produkter eller boligkreditaftaler«. Se pkt. 2.3.1 i forslag til Lov om ændring af lov om et indkomstregister, skatteindberetningsloven og skattekontrolloven (Registersamkøring med henblik på systemudvikling og myndighedsudøvelse samt udvidet adgang til eSkatData-ordning m.v.).

Betaling af gebyr og indgåelse af aftale om adgang til oplysninger

Det er en forudsætning for at gøre brug af ordningen, at virksomheden betaler et gebyr for modtagelse af oplysningerne, og at Skatteforvaltningen har indgået en aftale med virksomheden om den konkrete adgang.

Efter SKL § 70, stk. 5, er adgangen til de ovenfor nævnte oplysninger således betinget af, at virksomheden

1) betaler et gebyr i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer og

2) har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om adgangen.

Det er dermed tydeliggjort, at adgangen er betinget af, at virksomhederne betaler et gebyr i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, samt at der skal foreligge en aftale med Skatteforvaltningen om betingelserne for og omfanget af adgangen med respekt for reglerne i databeskyttelsesforordningen.

Betalingen kan omfatte et engangsgebyr ved etableringen af ordningen, et løbende fast gebyr for adgangen og et løbende forbrugsafhængigt gebyr. At gebyrerne skal være i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer indebærer, at Skatteforvaltningen kan få dækket sine omkostninger ved at stille oplysningerne til rådighed, men ikke mere.

De aftaler, som indgås mellem Skatteforvaltningen og de enkelte finansielle virksomheder, skal indeholde bestemmelser om, at den finansielle virksomhed skal følge reglerne i databeskyttelsesforordningen og Datatilsynets vejledninger, anvisninger m.v., og endelig at aftalen vil blive ophævet ved manglende overholdelse af disse regler. Anden relevant lovgivning skal ligeledes overholdes, herunder bl.a. lov om finansiel virksomhed og lov om kreditaftaler.

Ordningen vil fungere således:

Når borgeren ved brug af sin netbank eller lignende applikation vil ansøge om f.eks. et lån, hvor den finansielle virksomhed ønsker at anvende informationer fra Skatteforvaltningen som grundlag for en kreditvurdering, ledes borgeren via et link til en webapplikation hos Skatteforvaltningen, hvor borgeren skal foretage login med MitID. Her sker der følgende:

  • I Skatteforvaltningens webapplikation præsenteres borgeren for et skærmbillede, hvor borgeren giver samtykke til, at Skatteforvaltningen sender en række nærmere specificerede oplysninger til den finansielle virksomhed.

  • I tilknytning til afgivelse af samtykke oplyses borgeren om, at oplysningerne kun overføres én gang og kun må blive benyttet til det/de formål, som er angivet i samtykketeksten. Samtykket signeres med borgerens MitID og arkiveres elektronisk hos Skatteforvaltningen.

Herefter overføres de oplysninger, borgeren har givet samtykke til overførsel, til den finansielle virksomhed via en krypteret web-service grænseflade.

Den finansielle virksomhed kan alene anvende de modtagne oplysningerne i egne systemer, og der er ikke tale om online adgang til Skatteforvaltningens registre og systemer.

Den tekniske løsning sikrer, at det afgivne samtykke og tilhørende overførte data kan henføres til en konkret borger, en konkret årsag og en konkret finansiel virksomhed.

Samtidig med, at oplysningerne efter borgerens ønske overføres til den finansielle virksomhed, sker der registrering i skat.dk/tastselv. Heraf vil det fremgå, at den navngivne finansielle virksomhed efter samtykke har modtaget data til brug i forbindelse med den konkrete årsag.