Klagen vedrører afslag på forelæggelse for Skatterådet af ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer i grundværdien ved vurderingerne 2003 - 2007 i henhold til dagældende § 33, stk. 3, i skatteforvaltningsloven.

Landsskatterettens afgørelse
Klagen afvises på grund af manglende klageberettigelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, modsætningsvis.

Faktiske oplysninger
Ejendommen, beliggende adresse Y1, by Y1, matr. nr. […], er overtaget af K/S G1 den 17. august 2005.

Bebyggelsen på ejendommen er opført i 2003, og ejendommen blev vurderet første gang i 2003.

SKAT har af egen drift foretaget en vurdering af, om der var grundlag for en forelæggelse for Skatterådet af ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer, og SKAT har den 23. juni 2015 truffet afgørelse over for K/S G1 vedrørende vurderingsårene 2003-2007.

Klage over SKATs afgørelse blev af repræsentanten indgivet på vegne af H1 HOLDING A/S til Skatteankestyrelsen ved brev af 22. september 2015.

Af oplysninger i tinglysning.dk fremgår, at ejendommens adkomsthaver er K/S G1. Ved mail af 17. april 2018 har Skatteankestyrelsens sagsbehandler anmodet repræsentanten om at redegøre for, hvordan H1 HOLDING A/S har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Repræsentanten har ved mail af 18. april 2018 bemærket følgende:

"(…)

Som det fremgår af vedhæftet lejekontrakt lejer H1 Holdning A/S ejendommen og betaler skatter og afgifter.

(…)"

Af den vedhæftede lejekontrakt fremgår, at lejeren er H1 A/S, og at det lejede udgør en del af ejendommen.

H1 HOLDING A/S ejer kapitalandele i H1 A/S.

SKATs afgørelse
SKAT har afslået at forelægge sagen for Skatterådet med henblik på ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderingerne for årene 2003 til 2007.

Som begrundelse herfor er anført:

"(…)

SKATs bemærkninger og begrundelse
I har fået fradrag i grundværdien for forbedringer på 23.600 kr., med startår 2003. Startåret ligger før den ordinære genoptagelse. Vi har derfor vurderet jeres mulighed for at få vurderingen genoptaget ekstraordinært.

Vi mener, der ikke er sket objektive fejl eller myndighedsfejl ved fastsættelsen af fradraget for forbedringer. Objektive fejl er fx forkerte opmålinger, og myndighedsfejl er fx fejlindberetninger.

Vi har lavet en vurdering af væsentligheden. Ændringen af fradraget i forhold til grundværdien ligger under 30-35 %. Det er ifølge praksis ikke en væsentlig fejl.

Vi har også set på, hvornår der er bedt om at få ændret fradraget i grundværdien for forbedringer i forhold til den oprindelige vurdering.

I har ejet ejendommen siden 2005. Det er først i 2012, hvor rådgivningsfirmaet R1 ApS indsender anmodning om ordinær genoptagelse, at I gør opmærksom på, at I mener, at I er berettiget til et fradrag i grundværdien for forbedringer.

Af skødet fremgår det, at ejendommen er købt af G2 A/S med overtagelse den 17. august 2005.

Ejendommen er overdraget med den på grunden værende bygning med grund-, mur- og nagelfast tilbehør, alle slags ledninger og installationer, faste lamper, alle hegn, træer, planter og alt ejendommens rette tilliggende og tilhørende. Det solgte er overdraget, som det er og forefindes og som beset af køber.

Af skødet fremgår det også, at ejendommen er opført i 2003 ifølge BBR.

Købesummens fordeling:

Bygninger med evt. installationer	11.395.950 kr.
Særlige installationer	1.004.550 kr.
Grunden	129.500 kr.
Købesummen i alt	12.530.000 kr.

Ejendommen skønnes derfor at have været fuldt byggemodnet og bebygget på købstidspunktet, da I betaler for både grund, installationer og bygninger.

I har haft mulighed for at indhente oplysninger omkring udgifterne til byggemodningen hos tidligere ejer og sende dem til vurderingsmyndigheden på et tidligere tidspunkt.

Det ses dog ikke i sagen, at I tidligere har kontaktet vurderingsmyndigheden vedrørende et manglende fradrag i grundværdien for forbedringer, eller at I har klaget over de ejendomsvurderingsmeddelelser, der har været udsendt til jer tidligere.

Vi har taget den særlige betydning for fremtidige skattebetalinger, en ekstraordinær genoptagelse kan have i forhold til grundskatteloftet, med i den samlede vurdering af væsentligheden.

SKATs foreløbige afgørelse
Efter en samlet vurdering af de faktiske forhold og de oplysninger vi har, mener vi, der ikke er grundlag for at genoptage ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3. Sagen bliver derfor ikke sendt til Skatterådet.

Jeres bemærkninger
I har ikke haft bemærkninger til den foreløbige afgørelse.

SKATs endelige afgørelse
Vi mener, der ikke er grundlag for at genoptage vurderingerne ekstraordinært. Sagen bliver ikke sendt til Skatterådet.

(…)"

SKAT har i forbindelse med nærværende sags behandling supplerende udtalt:

"(…)

Udtalelse:
Rådgivningsfirmaet R1 ApS mener, at det er i strid med officialprincippet, at SKAT behandler ekstraordinær genoptagelse før den ordinære genoptagelse er endeligt afsluttet.

Officialprincippet opstiller et krav om, at den pågældende sag er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes en rigtig afgørelse.

SKAT anser det ikke for problematisk i forhold til klagesystemet, at der behandles ekstraordinær genoptagelse inden den ordinære sag er endeligt afsluttet. Den ekstraordinære genoptagelsessag omhandler hverken de samme vurderinger eller det samme spørgsmål, som den ordinære sag. Den ordinære sag omhandler størrelsen på fradrag for forbedringer i vurderingen 2008 og frem, mens den ekstraordinære sag omhandler muligheden for, at få ekstraordinært genoptaget vurderingerne for 2003 v- 2007.

Tidsmæssig bagkant
R1 ApS mener, at perioden vedrørende ekstraordinær genoptagelse ikke bør gå længere tilbage end 1998.

SKAT mener ikke, at der i Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 er krav til fastsættelse af en restriktiv periode.

Når det er den samme ejer i hele perioden for en eventuel ekstraordinær genoptagelse, fastsætter SKAT perioden efter følgende principper.

Periodens første år er det seneste af nedenstående:

• Dato for anmoders overtagelse af ejendommen
• Fradragets startår
• Første vurderingsår

Periodens sidste år er året, der støder op til perioden for den ordinære genoptagelse. I denne sag anser SKAT således, at perioden for en eventuel ekstraordinær genoptagelse vil være 2003 - 2007, på grund af fradragets startår er 1983.

SKAT er af den opfattelse, at der ikke er noget i denne sag der kan godtgøre en ekstraordinær genoptagelse. SKAT anser sagen for tilstrækkeligt oplyst til, at den rigtige afgørelse kan træffes.

Der henvises i øvrigt til SKATs begrundelser for afslag på ekstraordinær genoptagelse i vores afgørelse af 23. juni 2015.

(…)"

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om ophævelse af SKATs afgørelse. Ifølge selskabets repræsentant er SKATs afgørelse ugyldig, idet SKATs behandling uretmæssigt tager udgangspunkt i regler, der blev ophævet med virkning fra 1. januar 2013, ligesom afgørelsen er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at SKAT pålægges at indstille til ekstraordinær genoptagelse af vurderingerne 2003 - 2007 i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 (ophævet pr. 1. januar 2013).

Til støtte herfor er anført:

"(…)

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER - PRINCIPAL PÅSTAND
Med virkning fra 1. januar 2013 blev der ved lov nr. 925 af 18. september 2012 (en del af skattereformen) indført nye bestemmelser vedrørende mulighed for genoptagelse af ejendomsvurderinger, herunder ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger.

I lovens § 3, stk. 10 er det anført:

"Lovens § 2, nr. 1, finder ikke anvendelse på sager, hvor anmodning om genoptagelse er modtaget af told- og skatteforvaltningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, eller hvor told- og skatteforvaltningen har besluttet at genoptage sagen inden lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse."

For sager der var igangværende ved lovens ikrafttræden pr. 1. januar 2013 gælder altså, at de hidtidige genoptagelsesregler finder anvendelse.

Den indklagede afgørelse er truffet efter 1. januar 2013, hvor de nye regler som udgangspunkt finder anvendelse. SKAT har imidlertid i sagsbehandlingen taget udgangspunkt i den afskaffede bestemmelse i § 33, stk. 3, som blev afskaffet pr. 1. januar 2013. Som forklaring herpå har SKAT i sagsfremstillingen anført følgende:

"Skatteforvaltningslovens § 33 er ændret ved lov nr. 925 af 18. september 2012 med virkning fra 1. januar 2013. Anmodninger modtaget før 1. januar 2013 eller beslutninger vedrørende forelæggelser for Skatterådet truffet før 1. januar 2013 skal efter denne ændringslov § 3, stk. 10 behandles efter de regler, der var gældende før 1. januar 2013".

SKAT er altså af den opfattelse, at nærværende sag er omfattet af de sager, der nævnes i § 3, stk. 10. Det er imidlertid ikke tilfældet.

For at SKAT kan anvende den dagældende bestemmelse i Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 i gennemgangen af sagerne, skal et af de to krav i ændringsloven utvivlsomt være opfyldt, hvilket de ikke er.

Klager har således ikke anmodet om ekstraordinær genoptagelse inden 1. januar 2013 og SKAT har derfor ikke modtaget en anmodning om ekstraordinær genoptagelse eller anmodning om forelæggelse for Skatterådet inden 1. januar 2013.

SKAT har endvidere ikke besluttet sig for at genoptage sagen eller forelægge den for Skatterådet inden 1. januar 2013. Det fremgår således af Skatteministerens orientering af 25. januar 2013, at man først skal til at identificere sagerne, og at man end ikke kan anslå omfanget af antallet af sager præcist. Følgelig kan der naturligvis ikke forinden og allerede inden 1. januar 2013 være truffet afgørelse om hverken genoptagelse eller forelæggelse i denne sag.

Betingelserne for anvendelse af de gamle regler i dagældende § 33, stk. 3 jf. ændringslovens § 3, stk. 10 er således ikke opfyldt.

Som bilag 2 og bilag 3 fremlægges e-mails fra SKAT af hhv. 1. november 2013 og 4. november 2013, hvori SKAT supplerende forklarer, at der efter deres opfattelse er hjemmel til at anvende de gamle regler jf. § 3, stk. 10, idet SKAT traf en intern beslutning om at gennemgå sagerne i "sagskomplekset" på et internt møde i december 2012.

At en hjemmel opstår herved, må klart afvises. Interne beslutninger på interne møder om at gennemgå en række sager med henblik på at vurdere om de skal genoptages, er ikke omfattet af de sager der er nævnt i § 3, stk. 10. Bestemmelsens ordlyd kan kun læses sådan, at den vedrører konkrete beslutninger om at foretage genoptagelse eller forelæggelse for Skatterådet. Dette forudsætter, at sagerne er identificeret, at de er gennemgået og at gennemgangen har ført til. at man vil genoptage eller forelægge sagen for Skatterådet.

Dette er i sagens natur ikke tilfældet i den konkrete sag. Den påståede interne beslutning på et internt december-møde i SKAT vedrører en beslutning om en hel generel fremgangsmåde i et endnu ikke identificeret sagskompleks og har konkret intet med nærværende sag at gøre. Desuden har SKATs gennemgang ført til et afslag på at forelægge sagen for Skatterådet. Allerede af denne grund kan sagen ikke være omfattet af § 3, stk. 10 der stiller som krav, at SKAT har besluttet sig for at forelægge sagen.

Det er for så vidt naturligt, at gennemgangen af sagerne tager sit udgangspunkt i den dagældende bestemmelse, således at grundejerne stilles som om, at SKAT ikke i første omgang havde handlet ulovligt og ansvarspådragende og derfor burde SKAT have bedt Folketinget om at sikre den fornødne hjemmel til at behandle sagerne efter de dagældende regler ved lov.

Dette har SKAT ikke gjort. Afgørelsen er derfor uden hjemmel og skal derfor ophæves på grund af ugyldighed.

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER - SUBSIDIÆR PÅSTAND
Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at SKAT har hjemmel til at anvende reglerne der var gældende før 1. januar 2013, gøres det subsidiært gældende, at afgørelsen er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper, hvilket fører til afgørelsens ugyldighed og hjemvisning til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden.

Officialprincippet er princippet om, at en offentlig myndighed har pligt til at indhente alle relevante oplysninger i en sag, før der træffes afgørelse. Officialprincippet betyder, at SKAT skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en rigtig afgørelse. SKAT skal derfor sørge for, at alle relevante oplysninger fremskaffes og inddrages i sagen. Dette gælder både vedrørende de faktiske og de retslige forhold. Officialprincippet er en forvaltningsretlig grundsætning og en garantiforskrift, hvorfor forvaltningens manglende overholdelse heraf medfører ugyldighed.

I nærværende sammenhæng betyder officialprincippet, at SKAT skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en rigtig afgørelse. Det vil sige at SKAT skal sørge for, at alle relevante oplysninger fremskaffes og inddrages i sagen, hvilket både omfatter faktiske og retslige forhold.

Vurderingen af om der skal indrømmes ekstraordinær genoptagelse efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler beror på en helhedsvurdering af forskellige forhold.

Dette følger også af bilag 1, hvor SKAT konkret anfører:

"Skatterådet kan efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3 genoptage ejendomsvurderinger ekstraordinært, når SKAT indstiller sådan genoptagelse. Ejere af ejendomme har ikke et retskrav på, at skattemyndighederne anvender denne mulighed i alle tilfælde. Skattemyndighederne foretager en konkret samlet afvejning af de forhold, der taler for henholdsvis imod genoptagelse. Kun i helt særlige tilfælde indstilles til ekstraordinær genoptagelse".

Tilsvarende fremgår af den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3.10, hvoraf blandt andet fremgår:

Ved bedømmelsen af, hvilke sager, der skal forelægges for Skatterådet, foretager SKAT en samlet individuel vurdering af forholdene. Der lægges blandt andet vægt på, om der er tale om objektive fejl i vurderingerne og/eller myndighedsfejl, at ændringerne er væsentlige og/eller der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

En af de ting der indgår i helhedsvurderingen, er afvigelser i vurderingsskønnet. I den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.3.10 fremgår således:

"Der kan forekomme tilfælde, hvor fejlen ved vurderingen ikke beror på objektive fejl eller myndighedsfejl, men vedrører vurderingsskønnet. Som eksempel kan nævnes at der er anlagt et forkert niveau for en større eller mindre gruppe af ejendomme eller en fejlagtig bedømmelse af individuelle forhold. Der kan ikke gives noget eksakt mål for, hvornår en ændring er væsentlig. Hvor det drejer sig om objektive fejl/myndighedsfejl, vil ændringer på mindre end 10-15% af vurderingen som oftest blive betragtet som uvæsentlige. I forbindelse med vurderingsskønnet må der forventes ændringer på mindst 30-35%, før de betragtes som væsentlige".

Som bilag 4 fremlægges notat af 2. marts 2014 fra [navn udeladt], tidligere SKAT medarbejdere i GLEG-projektet. Her fremgår det at SKAT alene har fundet anledning til at genoptage 4 ud af 3.000 behandlede sager om ekstraordinær genoptagelse pr. 14. januar 2014, hvilket findes stærkt problematisk. Der kan formentlig ikke være tvivl om, at barren for hvornår ekstraordinær genoptagelse skal indrømmes dermed er sat alt for højt.

Derudover angives der at SKAT anfører deciderede usandheder om kendskabet til fradragets sammensætning og den tidligere praksis herom. Det oplyses at SKAT har procedure for at der ikke må indhentes supplerende oplysninger til brug for sagsbehandling, på trods af at dette er en forudsætning for tilvejebringelse af et korrekt grundlag for sikring af at afgørelse sker på et korrekt materielt grundlag.

Herunder anses det ligeledes for stærkt problematisk, at SKAT tilsyneladende konstruerer anbringender, som for eksempel at påpege at der ikke er væsentlighed, hvis det oprindelige fradrag er ansat til kr. 0 (en afvigelse kan ikke måles i procent, hvis det ene udgangspunkt for målingen er 0).
Disse forhold kan medføre afgørelsernes ugyldighed, idet afgørelsen derved foregiver at være truffet på et kendt grundlag, selvom det ikke er tilfældet.

Når SKAT gennemgår 25.000-30.000 sager med henblik på en vurdering af, om der ekstraordinært skal ske genoptagelse af fradrag for forbedringer skyldes det, at ansættelsen af fradrag for forbedringer anses for omfattet af vurderingsskønnet.

Det er derfor helt afgørende, væsentligt og centralt, hvor stor forskel der er på det oprindeligt ansatte fradrag for forbedringer og det korrekte fradrag for forbedringer, der ansættes i forbindelse med den ordinære genoptagelsesbehandlings afslutning.

Når en genoptagelsessag er åbnet og igangværende bliver det aktuelle fradrag et foreløbigt fradrag, indtil det endelige fradrag fastsættes ved fradragssagens afslutning. Dette er et rodfæstet princip indenfor vurderingsretten og følger også af forarbejderne til lov nr. 925 af 18. september 2012, hvor det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår:

"Ejeren af en ejendom anmoder i 2012 om genoptagelse af sin vurdering fra 2009. Ejerens påstand er, at grundforbedringsfradraget er beregnet forkert. Dette fradrag blev eksempelvis beregnet i 1997. SKAT skal så genoptage denne gamle vurdering for at konstatere, om fradraget i 1997 blev beregnet korrekt. Når fradragets størrelse i 1997 er blevet endeligt fastslået - efter behandling af eventuelle klager til vurderingsankenævn og Landsskatteretten og i sidste instans behandling ved domstolene - skal fradraget indgå i grundlaget for 2009- vurderingen og følgende vurderinger, indtil fradraget udløber".

Den ordinære genoptagelsesbehandling var ikke afsluttet da SKAT traf den indklagede afgørelse. Afgørelsen i den ordinære sag er derimod anket. Henset til, at der i skønnet af, hvorvidt en sag er egnet til ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, indgår en væsentlighedsvurdering som baseres på, hvor meget fradraget er blevet forhøjet med - er det åbenlyst at SKATs skøn ikke foretages på hverken et relevant eller fuldt ud oplyst grundlag, idet det korrekte fradrag endnu ikke er endeligt fastlagt.

Det gøres derfor gældende, at SKAT ikke overholder officialprincippet, når skønnet over, hvorvidt en sag kan genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, foretages inden den ordinære sag er endeligt afgjort, idet skønnet derved ikke fortages på et oplyst eller relevant grundlag. Skønnet bliver derfor ugyldigt.

Det følger direkte af officialprincippet, at SKAT har en pligt til at afvente sagens endelige udfald, således at skønnet netop kan foretages på et fuldt oplyst og relevant grundlag. SKAT skulle derfor have afventet den ordinære genoptagelses afslutning, før man foretog en behandling af den ekstraordinære genoptagelse.

Supplerende bemærkes, at det administrative klagesystem og de processuelle regler forbundet hermed også taler klart imod SKATs fremgangsmåde. Det er således næppe hensigten med klagesystemet, at den ordinære genoptagelsessag nu ligger til pådømmelse i vurderingsankenævnet, mens den ekstraordinære sag, der er afledt af den ordinære sag, nu ligger til behandling i Landsskatteretten. Reglerne tager altså ganske enkelt ikke højde for SKATs utraditionelle og ukonventionelle fremgangsmåde.

Afslutningsvist bemærkes, at SKAT ifølge officialprincippet også har pligt til at sagerne behandles enkelt, hurtigt og mest økonomisk.

Den af SKAT valgte fremgangsmåde gør det muligt for SKAT indledningsvist at komme igennem puklen på 25.000-30.000 sager hurtigt. Det er imidlertid hverken den enkleste eller mest økonomiske - og i sidste ende heller ikke den hurtigste behandling. Tværtimod.

SKATs behandling indebærer, at klager tvinges til at indbringe sagen for Landsskatteretten, selvom der alene foreligger en midlertidig afgørelse. Herved kompliceres sagsbehandlingen betydeligt.

Økonomisk set kan det heller ikke svare sig at behandle sagen, før den er færdig. Hvis der klages til Landsskatteretten som i denne sag, bør sagen under alle omstændigheder hjemvises af hensyn til instansrækkefølgen, hvis fradraget ændres, da der så foreligger nye oplysninger. Hvis en grundejer ikke klager skal SKAT af egen drift foretage en ny behandling, hvis fradraget ændrer sig. Gentagne behandlinger af samme sag er alt andet end den mest økonomiske.

Tidsmæssigt fører det heller ikke til nogen ændringer, da sagen under alle omstændigheder skal behandles igen, når det endelige fradrag er fremfundet.

Den valgte fremgangsmåde strider derfor også mod officialprincippet for så vidt angår pligten til at foretage den hurtigste, enkleste og mest økonomiske sagsbehandling.

Endvidere noteres det at SKAT har hemmeligstemplet Kammeradvokatrapport af 20. november 2012, jf. bilag 4. Det vurderes at rapporten er essentiel og bør indgå i sagsbehandlingen af denne sagsportefølje. Det er således særdeles relevant i forhold til behandlingen af disse sager, på hvilken baggrund Kammeradvokaten har erklæret SKATs sagsbehandling for ulovlig og på hvilken baggrund SKAT har besluttet at gennemgå de pågældende sager. Klagers partsrepræsentant har fået afslag på aktindsigt i den pågældende rapport. Det er klagers opfattelse, at Landsskatteretten bør indhente rapporten til brug for sagsbehandlingen af denne sagsportefølje.

Desuden hæftes der ved det der også er anført i klagerne om, at borgerne er vildledt, idet SKAT allerede i 2004 blev klar over, at der var noget galt, men undlod at informere borgerne herom. Samme opfattelse deles tilsyneladende af [navn udeladt], tidligere SKAT medarbejder.

Endelig angives der i bilag 4 at SKAT har skiftet praksis vedrørende den tidsmæssige udstræknings bagkant, hvilket dog også fremgår af de mange høringssvar. Der fastholdes at bagkanten bør være året 1998, svarende til den mulighed som klager lovhistorisk har haft for at genoptage sit fradrag. Det bør ikke blive tillagt klager genoptagelsesmulighed udover det man gennem tiden har haft.

På ovenstående baggrund skal SKATs afgørelse ophæves på grund af ugyldighed og sagen hjemvises til

Vurderingsmyndigheden med pålæg om at behandle sagen, når den ordinære genoptagelsessag er afsluttet.

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER - MERE SUBSIDIÆR PÅSTAND
Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at SKAT har hjemmel til at foretage behandling efter de dagældende regler, og at SKATs afgørelse ikke er truffet i strid med officialprincippet, anmodes Landsskatteretten om at foretage realitetsbehandling af sagens materielle indhold, når den ordinære genoptagelsessag er afsluttet, idet klager ikke med udgangspunkt i det påståede fradrag i den ordinære sag og den store forhøjelse der allerede er godkendt, er enig i, at der ikke skal ske ekstraordinær genoptagelse i denne sag.

(…)"

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse
Indledningsvis bemærkes, at klagen blev modtaget den 22. september 2015.

Det indhold af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, der er gældende for nærværende tilfælde, har følgende ordlyd (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015):

"En klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Klage omfattet af § 6, stk. 1, kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte, retlig interesse i vurderingens resultat."

Af forarbejderne til bestemmelsen (bemærkningerne til lovforslag nr. L212 fremsat den 24. april 2013) fremgår: 

"Det foreslåede stykke omhandler kredsen af klageberettigede, kravene til klagen og klagefristen.

Det foreslås, at klage kan indgives af enhver, der har væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Særligt for klager, som er omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, over vurderinger, foreslås det, at de klageberettigede er ejeren af ejendommen og andre, der har en væsentlig, direkte, retlig interesse i vurderingens resultat. Afgrænsningen af de klageberettige er identisk med det skatteretlige partsbegreb. Det vil sige, at de, der er parter i sagen, vil kunne klage.

Den foreslåede afgrænsning af de klageberettigede svarer til de gældende regler om, hvem der er klageberettigede i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 1, om klage til skatteankenævnene, § 38, stk. 1, om klage til vurderingsankenævnene, § 39 a, stk. 1, om klage til motorankenævnene og § 40, stk. 1, om klage til Landsskatteretten. Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i kredsen af de klageberettigede."

Af forarbejderne (bemærkningerne til lovforslag nr. L110 fremsat den 24. februar 2005) til den nævnte tidligere bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1, fremgår:

"Efter stk. 1 er det ikke kun ejeren af en fast ejendom, der er klageberettiget, men også andre med en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat.

Klage fra andre end ejeren kan f.eks. forekomme, hvor ejendommen er solgt, og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi, selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves."

SKATs afgørelse er truffet over for K/S G1, der er ejer af ejendommen.

Klagen er indgivet på vegne af H1 HOLDING A/S.

H1 HOLDING A/S har efter Landsskatterettens opfattelse ikke godtgjort, at selskabet har en væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af de vurderinger, som SKATs afgørelse handler om.

Det bemærkes herved, at det af den fremlagte lejekontrakt fremgår, at lejeren af lejemålet er H1 A/S. H1 HOLDING A/S ejer kapitalandele i H1 A/S.

Den omstændighed, at H1 HOLDING A/S ejer kapitalandele i et selskab, der er lejer i den pågældende ejendom, kan alene anses for at kunne medføre, at H1 HOLDING A/S har en indirekte og økonomisk interesse i resultatet af de pågældende vurderinger. Omstændigheden kan ikke medføre en interesse, der udgør en væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af de pågældende vurderinger.

Landsskatteretten finder derfor, at H1 HOLDING A/S allerede af denne grund ikke er klageberettiget over SKATs afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, modsætningsvis.

Klagen afvises derfor.