Indhold
Dette afsnit handler om de særlige regler i SFL §§ 20 b og 20 c om Vurderingsstyrelsens afgørelser om vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration efter SFL § 20 a.
Afsnittet handler dels om reglerne i SFL § 20 b om afgørelser, der træffes i afgørelsesperioden, dels om reglerne i SFL § 20 c om afgørelser, der træffes efter afgørelsesperiodens udløb.
Afsnittet har også nær sammenhæng med afsnit A.A.7.9.1, der handler om deklarationsproceduren, deklarationsperioden og afgørelsesperioden.
Afsnittet indeholder:
- Regler
- Afgørelser, der træffes i afgørelsesperioden
- Afgørelser, der træffes efter afgørelsesperiodens udløb.
Regler
Reglerne om Vurderingsstyrelsens afgørelse om vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration, fremgår af SFL §§ 20 b og 20 c.
Det afgørende for, om Vurderingsstyrelsen skal træffe afgørelse om en given ejendomsvurdering efter SFL § 20 b eller efter SFL § 20 c, er, om der træffes afgørelse i afgørelsesperioden, dvs. senest 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden eller et af skatteministeren fastsat senere tidspunkt, eller efter afgørelsesperiodens udløb.
De regler, der gælder for afgørelser om ejendomsvurdering, der træffes i afgørelsesperioden, er fastlagt i SFL § 20 b. Hvis Vurderingsstyrelsen træffer afgørelse om ejendomsvurdering efter afgørelsesperiodens udløb, skal afgørelsen træffes efter reglerne i SFL § 20 c.
Afgørelser, der træffes i afgørelsesperioden
Vurderingsstyrelsen træffer i afgørelsesperioden afgørelse på grundlag af de oplysninger, der forelå ved afgørelsesperiodens indtræden. Det fremgår af SFL § 20 b, stk. 2.
Vurderingsstyrelsen skal altså til og med 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden eller et af skatteministeren fastsat senere tidspunkt træffe afgørelse om ejendomsvurdering på grundlag af de oplysninger, der forelå pr. den dato, der i deklarationen til ejendomsejeren er fastsat som afgørelsesperiodens start. De regler, der regulerer afgørelsesperioden, er nærmere beskrevet i afsnit A.A.7.9.1.
Vurderingsstyrelsen skal således ved afgørelse om ejendomsvurdering, der træffes i afgørelsesperioden, tage stilling til de oplysninger, der forelå ved afgørelsesperiodens start. Hvis en ejendomsejer efter dette tidspunkt ønsker at få oplysninger med i vurderingen, må ejendomsejer enten klage over den nye vurdering eller anmode om at få vurderingen genoptaget efter de almindelige regler om genoptagelse af vurderinger i SFL § 33. Der henvises til afsnit A.A.8.4.1 om ændring af vurdering efter EVL (dog ikke EVL §§ 87 og 88).
Hvis Vurderingsstyrelsen træffer afgørelse efter afgørelsesperiodens udløb skal Vurderingsstyrelsen træffe afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet. Det fremgår af SFL § 20 c.
Vurderingsstyrelsen kan dermed kun træffe afgørelse uden at tage stilling til de oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, hvis Vurderingsstyrelsen træffer afgørelse inden afgørelsesperiodens udløb eller inden for en af skatteministeren forlænget frist.
Afgørelser, der træffes efter afgørelsesperiodens udløb
Vurderingsstyrelsen kan træffe afgørelse om ejendomsvurdering efter udløbet af den afgørelsesperiode, der er fastsat i SFL § 20 b, stk. 1. Vurderingsstyrelsen kan altså træffe afgørelse om ejendomsvurdering senere end 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden eller en af skatteministeren forlænget frist. Vurderingsstyrelsen skal dog i så fald træffe afgørelse på grundlag af alle oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet. Det fremgår af SFL § 20 c.
Det er kun en forlængelse, der besluttes af skatteministeren, der kan føre til, at afgørelsesperiodens længde kommer til at overstige den i SFL § 20 b fastsatte længde på 6 uger. Det er således alene under forudsætning af, at skatteministeren fastsætter et senere tidspunkt for afgørelsesperiodens udløb, at Vurderingsstyrelsen kan træffe afgørelse efter reglerne i SFL § 20 b senere end 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden.
Hvis Vurderingsstyrelsen ikke senest 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden eller en af skatteministeren fastsat længere frist har truffet afgørelse om vurdering eller omvurdering, skal Vurderingsstyrelsen således træffe afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet. Det fremgår af SFL § 20 c.