Parter
A
(Selvmøder)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv. Anders Vangsø Mortensen v/Adv. Camilla Bjerg Nielsen)
Afsagt af landsretsdommerne
Gitte Rubæk Pedersen, Steen Mejer og Peter Hammershaimb (kst.)
Sagens oplysninger og parternes påstande
Nykøbing Falster Rets dom af 30. november 2016 (BS 1-994/2014) SKM2017.151.BR er anket af A med følgende påstande:
Påstand 1: Udlægget, tinglyst den 26. april 2007 for 981.658 kr. og efter sagens anlæg nedlyst til 183.404 kr., med pant i ejendommen matr.nr. …XX, ejerlejlighed nr. 8, skal nedlyses til 12.472 kr., subsidiært til et beløb større end 12.472 kr. efter rettens nærmere fastsættelse.
Påstand 2: Skatteankestyrelsens stadfæstelse den 3. juli 2014 / 18. marts 2015 af SKATs afgørelse, hvorefter en momsgæld, opgjort til 80.659 kr. for perioden 2000-2004 er fundet retskraftig, ophæves, idet gælden anses for forældet. Subsidiært at Skatteankestyrelsens afgørelse ændres således, at gælden alene findes ikke-forældet for 4.875 kr., mere subsidiært for 49.817 kr. og mest subsidiært for 54.692 kr.
Påstand 3: A krediteres/udbetales 72.844,85 kr. med tillæg af sædvanlige mora/procesrenter fra datoerne for indeholdelsen af de enkelte beløb, der fra 2008/2009 er blevet løbende lønindeholdt.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
SKAT har udarbejdet en udateret opgørelse over momsrestance fra virksomheden A, cvr.nr. ...11, hvoraf fremgår, at hovedstolen af momsrestancen udgør 80.659 kr., og at den tidligste restance angår 2. halvår 2000 med betalingsfrist den 1. marts 2001. Der er mellem parterne enighed herom.
Det fremgår af fogedbog nr. ... fra SKAT, at der blev foretaget udlægsforretning den 13. juli 2004, at forkyndelse/bekendtgørelse havde fundet sted efter gældende lov, og at A var til stede på opkrævningskontoret, hvor udlægsforretningen blev foretaget. Om restancernes størrelse og art er der blandt andet angivet en række beløb ved rørende "personskat", "personskat, uerholdelig", "arbejdsmarkedsbidrag" og "arbejdsmarkedsbidrag, uerholdelig". Restancen blev opgjort til i alt 1.057.562 kr. Udlægsforretningen blev sluttet med angivelsen "forgæves udlæg".
Af Told Skats fogedbog af 3. december 2004 fremgår, at der denne dag blev foretaget udlægsforretning vedrørende A, cvr.nr. ... 11, at der var sket bekendtgørelse i dagspressen den 28. oktober 2004, og at A blev mødt/antruffet. Gælden blev opgjort til i alt 98.527 kr. Herunder er "skat, afgift told mv." angivet til 75.834 kr., "rente mv." til 17.348 kr. og ny moms til 4.875 kr. Det fremgår, at der var tale om "kontuation af udlæg 4-5, nyt udlæg 6+7."Det fremgår endvidere, at "Sk. vil indenfor 1-2 måneder fremsætte et forslag til betaling af samlet gæld til Y2 kommune samt til Told Skat....". Udlægsforretningen blev sluttet som forgæves.
Af fogedbog, udlægsblad ..., fra SKAT fremgår, at der blev foretaget ud lægsforretning den 25. oktober 2006, at forkyndelse/bekendtgørelse havde fundet sted efter gældende lov, og at A var til stede. Om restancernes størrelse og art er der blandt andet angivet en række beløb vedrørende "personskat", "personskat, uerholdelig", "arbejdsmarkedsbidrag", og "arbejdsmarkedsbidrag, uerholdelig". Restancen blev opgjort til i alt 1.061.627 kr. Udlægsforretningen blev gennemført med udlæg i ejendommen matr.nr. "...XX Y3-adresse".
Ved brev af 16. november 2006 til A anmodede SKAT om betaling af gælden fra tidligere virksomhed med cvr. … 12 med flere. Den samlede gæld blev opgjort til 457.221,37 kr.
A søgte den 21. december 2006 ved brug af blanket om eftergivelse af told- og skattebeløb. I ansøgningen var der sat kryds i " B/restskat m.v." vedrørende flere indkomstår og "Told/afgiftm.v." for flere perioder.
Ved brev af 18. januar 2007 opgjorde SKAT A’s gæld vedrørende tidligere virksomhed til 460.932,45 kr. pr. 18. januar 2007. Gælden var specificeret blandt andet vedrørende "restgæld moms" for cvr.nr. ... 11, med beløbsangivelsen 80.659 kr. "tidligere påløbne renter" og "skyldige renter".
Ved brev af 23. marts 2007 opgjorde SKAT på ny A’s gæld vedrørende tidligere virksomhed, der nu udgjorde 119.790,14 kr. pr. 23. marts 2007. Gælden blev specificeret til nu alene at vedrøre cvr.nr. ... 11 med specificerede beløb vedrørende følgende poster: "restgæld moms, "tidligere påløbne renter" og "skyldige renter".
SKAT meddelte den 27. marts 2007 afslag på A’s ansøgning om eftergivelse af gæld. I afgørelsen blev restancen opgjort til 1.174.149,98 kr. og var blandt andet specificeret vedrørende moms og renter for cvr.nr. ... 11.
Det fremgår af fogedbog, udlægsblad ..., fra SKAT, at der blev foretaget udlægsforretning den 12. april 2007, at forkyndelse/bekendtgørelse havde fundet sted efter gældende lov, og at A var til stede. Om restancernes størrelse og art erder blandt andet angivet en række beløb vedrørende "personskat", "personskat, uerholdelig", "arbejdsmarkedsbidrag" og "arbejdsmarkedsbidrag, uerholdelig". Restancen blev opgjort til i alt 1.063.542 kr. Udlægsforretningen blev gennemført med udlæg i ejendommen matr.nr. "...XX, lejlighed nr. 8 Y3-adresse."
I SKATs sagsbemærkninger er det under datoen den 12. april 2007 anført: "Sendt udlæg til tinglysning på samlet beløb 1.063.542 - 81.884 kr. (beløb i.h.t. KOBRA jan 96, tidl. udlæg tinglyst 26.01.96) = 981.658 kr." Af den tilhørende begæring om tinglysning af udlæg fremgår det, at der "Er foretaget udlæg hos A… 12.04.2007 kl. 10.50 for et beløb af 981.6 58,00 kr." Udlægget blev lyst på ejendommen den 26. april 2007.
Ved brev af 28. oktober 2009 meddelte SKAT, at man havde truffet afgørelse om lønindeholdelse hos A til dækning af gælden til SKAT fra tidligere virksomhed. Det fremgår af afgørelsen, at gælden pr. samme dato blev opgjort til ·144.794 ;43 kr., og at forældelsen blev afbrudt ved underretning om afgørelsen.,..
SKAT traf den 3. august 2010 på ny afgørelse om lønindeholdelse hos A. I brevet herom var angivet, at SKAT i forvejen foretog lønindeholdelse vedrørende gæld, som ikke var betalt, og at der var truffet afgørelse om, at A også skulle betale nye skyldige krav ved lønindeholdelse. Om restancernes størrelse og art er der angivet en række beløb vedrørende blandt andet restskatter, B-skatter, rest-AM-bidrag og aconto AM-bidrag. Restancen er opgjort til i alt 1.055.290 kr. Det er desuden angivet, at forældelsen blev afbrudt med brevet om lønindeholdelsen. Der blev samtidig givet klagevejledning.
Ved brev af 6. juni 2011 gjorde SKAT A opmærksom på, at han kunne søge om eftergivelse af sin gæld.
A søgte den 10. juli 2011 om eftergivelse af gæld. SKAT meddelte afslag på an søgningen ved afgørelse af 12. september 20l1. Gælden blev' i afgørelsen opgjort til i alt 1.247.994,45 kr., herunder 161.652,14 kr. fra tidligere virksomhed med cvr.nr. ... 11.
SKAT traf den 14. februar 2013 afgørelse om nedsættelse af lønindeholdelsen hos A. Af afgørelsen fremgår det, at der var foretaget en konkret betalingsevneberegning, og at SKAT herefter ville nedsætte indeholdelsen fra 10 % til 5 %. Om restancernes størrelse og art er der angivet en række beløb vedrørende blandt andet restskatter, B-skatter, rest-AM-bidrag og aconto AM-bidrag. Restancen blev opgjort til i alt 1.257.810,66 kr. Det er desuden angivet, at forældelsen blev afbrudt med underretningen om lønindeholdelsen, og der er anført en klagevejledning.
Ved brev af 29. april 2013 til A meddelte SKAT, at man i forvejen foretog lønindeholdelse hos A for gæld, men at man ville kunne fortsætte hermed vedrørende andre angivne gældsposter, herunder gæld til tidligere virksomhed.
SKAT traf den 26. oktober 2014 afgørelse om lønindeholdelse hos A med 6 % af hans indkomst som betaling på gæld. Gælden blev opgjort til 722.044,63 kr. Der er henvist til en vedlagt opgørelse, hvor der er angivet en række beløb vedrørende blandt andet restskatter, B-skatter, arbejdsmarkedsbidrag, aconto arbejdsmarkedsbidrag samt moms og ren ter af krav fra tidligere virksomhed med cvr.nr. ...11.
Særligt vedrørende påstand 1
SKAT har under sagen udarbejdet to opgørelser over A’s ikke forældede gæld i henhold til Skatteankestyrelsens afgørelse.
I en opgørelse over retskraftige fordringer pr. 11. december 2014 er disse opgjort til 183.404,79 kr. Denne opgørelse lå til grund for nedlysning af SKATs udlæg i ejendommen.
SKAT har i en opgørelse over retskraftige fordringer pr. 4. november 2015 opgjort den ikke forældede gæld til 207.167,15 kr.
Særligt vedrørende påstand 3
A har for landsretten nedlagt påstand om betaling af 72.844,85 kr. og har vedrørende beløbets opgørelse henvist til, at SKAT i alt har indeholdt 85.044 kr. hos ham. Herafer 11.596,15 kr. anført anvendt til at nedskrive ikke-forældet gæld, mens 603 kr. er anført tilbagebetalt. Det resterende beløb påstås udbetalt.
Skatteministeriet har om beløbet på 72.844,85 kr. oplyst, at dette er sammensat af 55.481 kr., som er flyttet fra forældede restancer til A’s restskat for 1998 som den bedst prioriterede restance. 10.771,85 kr. vedrører lønindeholdelse efter august 2013, som skal flyttes fra forældede restancer til A’s restskat for 1998, hvilket ikke er foretaget systemmæssigt endnu. 6.592 kr. angår A’s overskydende skat for 2014, som blev udbetalt til A den 30. november 2015.
Forklaringer
A har supplerende forklaret blandt andet, at konkursbegæringen rettelig kom fra ham selv. Han har fået oplyst, at der i 2004 var to udlægsforretninger. Der blev ikke foretaget udlæg for RUF-gælden. Han kender slet ikke til noget fogedmøde i 2004. Det er rigtigt, at han har haft dialog og møde med pantefogeden, men det blev på intet tidspunkt nævnt, at der var tale om fogedmøder. Fogeden har i så fald ikke udført sit arbejde omhyggeligt, da han dengang ejede aktiver, der kunne foretages udlæg i, hvilket også fremgik af offentlige registre.
En stor del af skattegælden kan henføres til beskatning af ham under konkursboets behandling.
SKAT har foretaget lønindeholdelse hos ham uafbrudt fra 2008 og indtil EFI-systemets sammenbrud.
Procedure
Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
A har for landsretten tilkendegivet, at såfremt landsretten finder at kunne lægge Skatteankestyrelsens afgørelse til grund med den virkning, at fordringer, der forfaldt efter den 13. juli 1999, ikke er forældede, bestrides Skatteministeriets talmæssige opgørelse pr. 11. december 2014 ikke. Der er således enighed mellem parterne om, at det udlæg, som er omfattet af påstand 1, i så fald ikke skal nedlyses yderligere end det allerede er sket under sagen.
A har vedrørende byrettens fastsættelse af sagens omkostninger gjort gældende, at selv hvis byrettens afgørelse stadfæstes, bør fordelingen af de 120.000 kr., som han for så vidt angår det samlede beløb ikke har indvendinger imod, ændres, således at en større del af beløbet betales over den fri proces.
Skatteministeriet har heroverfor gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af byretten udøvede skøn, og at der i den forbindelse bør henses til størrelsen af momsgælden.
Landsrettens begrundelse og resultat
Påstand 1 personskatterestancen nedlysning af udlæg
Landsretten finder, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 3.juli 2014 skal forstås således, at krav vedrørende skat og AM-bidrag, der kunne kræves betalt mere end 5 år før den 13. juli 2004, anses for forældede. Der er herved lagt vægt på, at denne konklusion klart fremgår af afsnittet med overskriften "Skatteankestyrelsens afgørelse". Det anføres således her blandt andet, at krav, der kunne kræves betalt mere end 5 år før den 13. juli 2004, var forældede, og datoen den 13. juli 2004 nævnes herudover flere gange i afsnittet. Datoen den 13. juli 2004 er tillige som angivet i afgørelsen af relevans i relation til spørgsmålet om forældelse henset til de faktuelle oplysninger i sagen om afholdelse af udlægsforretning den dag. Den opsummering, som fremgår i begyndelsen af afgørelsen, og som fremstår åbenlyst fejlagtig, kan ikke føre til et andet resultat.
Spørgsmålet er herefter, om det er godtgjort, at forældelsen er blevet afbrudt for krav, der forfaldt til betaling efter den 13. juli 1999.
Landsretten finder, at indholdet af fogedbøgerne for pantefogeden dateret den 13. juli 2004 og den 12. april 2007 må lægges til grund efter sit indhold, og landsretten finder det herefter godtgjort, at forældelsen blev afbrudt ved udlægsforretningernes foretagelse. Landsretten har herved lagt vægt på, at det af fogedbøgerne fremgår, at A var til stede, og at fogedbøgerne i øvrigt indeholder en nærmere angivelse af de krav, som var genstand for udlægsforretningerne, som A hverken under udlægsforretningernes foretagelse eller efterfølgende gjorde indsigelse mod. I den situation har det ikke betydning for udlægsforretningernes gyldighed og fristafbrydende virkning i forældelsesmæssig henseende, at Skatteankestyrelsen efterfølgende i 2014 som følge af bevismæssig usikkerhed om nogle tidligere foretagne udlægsforretninger har statueret, at en del af gælden var forældet.
For så vidt angår fogedforretningen den 12. april 2007 er det endvidere uden betydning, at SKAT tinglyste udlæg for et mindre beløb end den opgjorte restgæld på 1.063.542 kr.
Landsretten har herved lagt vægt på oplysningen om, at SKAT tidligere havde foranlediget tinglysning af et udlæg på 81.884 kr. for en del af restfordringen mod A, hvorfor der i april 2007 alene blev lyst yderligere udlæg for 981.658 kr.
Forældelse ville herefter tidligst indtræde den 1. januar 2011 jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.
Landsretten finder, at SKAT har godtgjort, at forældelsen blev afbrudt ved underretningen af A om afgørelserne om lønindeholdelse den 3. august 2010 og den 14. februar 2013. De efterfølgende af Skatteankestyrelsen statuerede forhold· vedrørende forældelse af en del af A’s gæld ændrer ikke herved. At afgørelsen af 14. februar 2013 angår en nedsættelse af lønindeholdelsen fra 10 % til 5 %, som der blev truffet bestemmelse om, efter at A havde indsendt budgetskema, kan heller ikke ændre herved.
Herefter og da sagens indbringelse for byretten den 1. oktober 2014, der fandt sted mindre end 2 år efter den seneste fristafbrydelse, tillige har afbrudt forældelsen, og da parterne er enige om, at udlægget efter dette udfald ikke skal nedlyses yderligere, er der ikke grundlag for at give A medhold i påstand 1.
Påstand 2 momsgælden
Påstanden angår prøvelse af den del af Skatteankestyrelsens afgørelse, der angår A’s momsgæld vedrørende den tidligere virksomhed med cvr.nr. ... 11.
Der er enighed mellem parterne om, at den tidligste del af momsgælden forfaldt den 1. marts 2001.
Landsretten finder, at fogedbogen af 3. december 2004 må lægges til grund i overensstemmelse med sin ordlyd, og landsretten finder det herefter godtgjort, at forældelsen blev afbrudt med udlægsforretningens foretagelse. Landsretten har herved lagt vægt på, at A ifølge fogedbogen var til stede. Landsretten har tillige lagt vægt på, at A ikke gjorde indsigelse mod gælden eller fogedforretningen, der fremstår som en fortsættelse af tidligere fogedforretninger.
Hjemmel til lønindeholdelse findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 10. Heri er henvist til bilag 1 til loven, der opregner fordringer, som kan inddrives ved lønindeholdelse, herunder afgifter som ifølge lov tilkommer staten, jf. nr. 1 i bilaget. På den baggrund er der adgang til lønindeholdelse af momsgæld.
Efter indholdet af SKATs afgørelser om lønindeholdelse, som der blev givet underretning om ved breve af 28. oktober 2009 og 14. februar 2013 finder landsretten, at der i forbindelse hermed skete afbrydelse af forældelsen af momsgælden. Landsretten bemærker herved, at underretningen om lønindeholdelsen ved brevet af 28. oktober 2009 fandt sted mindre end 5 år efter udlægsforretningen den 3. december 2004, samt at begge breve indeholder en angivelse af størrelsen af gælden fra A’s tidligere virksomhed.
Landsretten finder endvidere, at forældelsen tillige blev afbrudt den 10. juli 2011 med A’s ansøgning om eftergivelse af blandt andet momsgæld, idet ansøgningen må sidestilles med erkendelse af gælden. Der er herved lagt vægt på, at A ad flere gange havde modtaget breve fra SKAT med specifikation af gælden, som han også tidligere hav de søgt eftergivet, og at SKATs afslag tillige indeholder specifikation af blandt andet momsgælden.
Da A’s indgivelse af stævning den 1. oktober 2014, der fandt sted mindre end 2 år efter den seneste fristafbrydelse tillige har afbrudt forældelsen, findes momsgælden fortsat retskraftig. Der er herefter ikke grundlag for at give A medhold i påstand 2.
Påstand 3 tilbagebetaling af indeholdte beløb
Landsretten lægger efter det fremlagte udprint fra EFI til grund, at A har fået udbetalt 6.592 kr. Da A i øvrigt fortsat har retskraftig gæld til SKAT, og da SKAT vedrørende de konstaterede forældede restancer findes at have været berettiget til at træffe bestemmelse om gendækning på retskraftige restancer og således ikke foretage udbetaling, er der ikke grundlag for at pålægge SKAT at tilbagebetale noget beløb.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Sagsomkostninger
Det fremgår af sagen, at Civilstyrelsen den 7. maj 2015 havde bevilliget A fri proces til at nedlægge påstand om aflysning af et udlæg på 158.529 kr., og om at et udlæg på oprindeligt 981.658 kr. skulle nedskrives til 183.404 kr. Det fremgår videre af Skatteministeriets svarskrift af 7. januar 2015, at SKAT forud for bevillingen havde foretaget henholdsvis aflysning og nedlysning af udlæggene - der vedrørte personskatterestancerne - i overensstemmelse hermed. Efter de for byretten nedlagte påstande, sagens forløb og øvrige omstændigheder finder landsretten ikke grundlag for at ændre byrettens skøn vedrørende fordelingen af det fastsatte omkostningsbeløb for byretten.
For landsretten skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 50.000 kr. til dækning af udgifterne til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.