Parter
H1 Salgscenter v/A og B
(advokat Birgitte Sølvkær Olesen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe).
Afsagt af landsdommerne
Würtzen, Annette Dellgren og Peter Larsen (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 25. april 2003 har sagsøgeren, H1 Salgscenter v/ A og B påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren for indkomstårene 1997-1999 har krav på tilbagebetaling af indbetalt lønsumsafgift, principalt med i alt 68.064,91 kr., subsidiært med et efter landsrettens skøn fastsat mindre beløb.
Sagsøgte har principalt påstået frifindelse og subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne.
Sagsøgerens principale påstand fremkommer ved, at der fra den af sagsøgeren indbetalte lønsumsafgift for indkomstårene 1997-1999, i alt 103.029 kr., er fratrukket lønsumsafgift vedrørende 4 personer, som erkendes at have været ansatte. De pågældende er BR, LN, KK og JM.
Sagens nærmere omstændigheder
Landsskatteretten afsagde den 28. januar 2003 kendelse vedrørende sagsøgers krav om tilbagebetaling af lønsumsafgift for 1997-1999. Af kendelsen fremgår bl.a. følgende:
"...
Klagen vedrører spørgsmålet om H1 Salgscenter v/B og A er pligtig at medregne løn til forsikringskonsulenter til lønsumsafgiftsgrundlaget.
Det fremgår af sagen, at B og A har drevet forsikringsformidlingsvirksomhed. Det er oplyst, at der er indgået en samarbejdsaftale den 3. oktober 1997 mellem G1 A/S og B/A. Der foreligger endvidere en samarbejdsaftale af 1. februar 1999 mellem H1 Forsikring A/S og Salgscenter H2 I/S v/A og B.
Af samarbejdsaftalen mellem G1 A/S og B/A fremgår bl.a.:
"Mellem
G1 A/S
(i det følgende kaldet Selskabet)
og
B
A
(i det følgende kaldet Indehaveren)
er indgået følgende
SAMARBEJDSAFTALE
...
§ 1.
Samarbejdets indhold
Selskabet og Indehaveren indtræder i et samarbejde, hvorunder Indehaveren får ikke-eksklusiv ret og pligt til erhvervsmæssig deltagelse i den af Selskabet under betegnelsen "G1 Salgscenter" oprettede kæde af forsikringsformidlingsbutikker.
Samarbejdet omfatter forsikringsformidling fra det i § 2, stk. 4, anførte forretningssted.
Selskabet tilsigter at indgå samarbejdsaftaler med andre forsikringsformidlere som led i "G1 Salgscenter"kæden med skyldig hensyntagen til en passende markedsdækning i alle dele af landet samt byområder og de enkelte forsikringsformidleres interesse i opretholdelse af fornødent forretningsmæssigt grundlag for deres virksomhed. Centrets primære markedsområde er beskrevet i bilag 3.
Selskabet er berettiget til i konkurrence med Indehaveren at tilbyde forsikringsprodukter, selv eller gennem andre eksterne salgskanaler, i det område, hvor Indehaveren driver forretning, og til de forsikringstagere, som Indehaveren har solgt forsikringsprodukter til, jfr. i øvrigt de som bilag 1 vedhæftede Kollegiale Regler.
Selskabet indehaver som forsikringsgiver enhver rettighed knyttet til de af Indehaveren anviste forsikringer, og Indehaveren kan ikke gøre noget krav gældende for etableringen af forsikringsforhold, bortset fra hvad der følger af § 9 nedenfor.
...
§ 3.
Ansvarsforhold
Indehaveren driver forsikringsformidlingsvirksomhed som selvstændig næringsdrivende og for egen regning og risiko. Indehaveren skal sørge for alle fornødne tilladelser til udøvelse af sin virksomhed som forsikringsformidler.
Indehaveren alene er ansvarlig for opfyldelse af de økonomiske og juridiske forpligtelser, der er knyttet til hans virksomhed som forsikringsformidler og arbejdsgiver overfor kunder, leverandører, ansatte, kontraktsparter, andre indehavere af G1 Salgscentre, myndigheder, organisationer og andre erhvervsmæssige og myndighedsmæssige forbindelser. Indehaveren er forpligtet til at tegne rådgivnings/ansvarsforsikring samt lovpligtig arbejdsskadeforsikring omfattende hans og hans ansattes funktioner i virksomheden indeholdende den i bilag 5 anførte forsikringsdækning.
Indehaveren kan ikke forpligte Selskabet, og indehaveren kan således ikke tegne/udstede forsikringspolicer eller foretage skadebehandling, medmindre Selskabet giver skriftlig tilladelse hertil.
Angående forsikringsbeviser henvises til Indehaverhåndbogen.
§ 4
Personale
Indehaveren er ansvarlig for, at virksomheden til enhver tid er besat med det fornødne kvalificerede personale for en hensigtsmæssig drift af virksomheden, og at ansættelse, uddannelse og afskedigelse af dette personale sker i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning herom. På Indehaverens anmodning stiller Selskabet bistand til rådighed ved rekruttering af personale.
Selskabet sørger for, at Indehaveren på nærmere af Selskabet fastsatte vilkår modtager nødvendig information og oplæring om de forsikringsprodukter, som Indehaveren skal markedsføre i henhold til nærværende aftale. Selskabet kan som led heri gennemføre anden uddannelse af betydning for kvaliteten og effektiviteten af Indehaverens virksomhed. Indehaveren skal give Selskabet besked om behov for information og/eller uddannelse og fremkomme med forslag til afhjælpning heraf. Uddannelses planen for Indehaveren samt dennes medarbejdere fremgår af Indehaverhåndbogen.
Ved ansættelse af nye medarbejdere skal Indehaveren sørge for, at medarbejderne modtager den nødvendige uddannelse, således at de forpligtelser, som påhviler Indehaveren i henhold til nærværende aftale, kan opfyldes. Selskabet skal løbende holdes orienteret om, hvilke medarbejdere Indehaveren antager som medhjælp til at drive sin virksomhed, og Indehaveren skal sende Selskabet kopi af alle ansættelseskontrakter umiddelbart efter disses indgåelse.
..."
Af samarbejdsaftalen mellem H1 Forsikring A/S og B/A fremgår bl.a.:
"...
Mellem
H1 Forsikring A/S,
(i det følgende kaldet Selskabet)
og
Salgscenter H2 I/S
v/indehaver: A & B
(i det følgende kaldet Indehaveren)
er indgået følgende
Samarbejdsaftale
...
§ 1
Samarbejdets indhold
Selskabet og Indehaveren indtræder i et samarbejde, hvorunder Indehaveren får ikke-eksklusiv ret og pligt til erhvervsmæssig deltagelse i den af Selskabet under betegnelsen "H1 Salgscenter" oprettede kæde af forsikringsformidlingsbutikker.
Samarbejdet omfatter forsikringsformidling fra det i § 2, stk. 4, anførte forretningssted.
Selskabet tilsigter at indgå samarbejdsaftaler med andre forsikringsformidlere som led i "H1 Salgscenter"-kæden med skyldig hensyntagen til en passende markedsdækning i alle dele af landet samt byområder og de enkelte forsikringsformidleres interesse i opretholdelse af fornødent forretningsmæssigt grundlag for deres virksomhed. Centrets primære markedsområde er beskrevet i bilag 1.
Selskabet er berettiget til i konkurrence med Indehaveren at tilbyde forsikringsprodukter, selv eller gennem andre eksterne salgskanaler, i det område, hvor Indehaveren driver forretning, og til de forsikringstagere, som Indehaveren har solgt forsikringsprodukter til.
Selskabet indehaver som forsikringsgiver enhver rettighed knyttet til de af Indehaveren anviste forsikringer, og Indehaveren kan ikke gøre noget krav gældende for etableringen af forsikringsforhold, bortset fra hvad der følger af § 11 nedenfor.
§ 3
Ansvarsforhold
Indehaveren driver forsikringsformidlingsvirksomhed som selvstændig næringsdrivende og for egen regning og risiko. Indehaveren skal sørge for alle fornødne tilladelser til udøvelse af sin virksomhed som forsikringsformidler.
Indehaveren alene er ansvarlig for opfyldelse af de økonomiske og juridiske forpligtelser, der er knyttet til hans virksomhed som forsikringsformidler og arbejdsgiver over for kunder, leverandører, ansatte, kontraktsparter, andre Indehavere af H1 Salgscentre, myndigheder, organisationer og andre erhvervsmæssige og myndighedsmæssige forbindelser. Indehaveren er forpligtet til at tegne rådgivnings/ansvarsforsikring samt lovpligtig arbejdsskadeforsikring omfattende hans og hans ansattes funktioner i virksomheden. Dokumentation for forsikringstegning skal være Selskabet i hænde senest 30 dage efter nærværende samarbejdsaftales indgåelse. I modsat fald er Selskabet berettiget til at hæve aftalen uden varsel.
Indehaveren kan ikke forpligte Selskabet, og Indehaveren kan således ikke tegne/udstede forsikringspolicer eller foretage skadebehandling, medmindre Selskabet giver skriftlig tilladelse hertil.
Såfremt Selskabet i henhold til lov eller på andet tilsvarende grundlag pålægges at yde økonomisk kompensation til forsikringstagere eller andre som følge af forhold, der kan tilskrives Indehaveren eller dennes medarbejdere, har Indehaveren pligt til ved påkrav og på anfordring at holde Selskabet skadesløs i enhver henseende, herunder også for renter og rimelige omkostninger afholdt i sådan forbindelse.
§ 4
Personale
Indehaveren er ansvarlig for, at virksomheden til enhver tid er besat med det fornødne kvalificerede personale for en hensigtsmæssig drift af virksomheden, og at ansættelse, uddannelse og afskedigelse af dette personale sker i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning herom. På Indehaverens anmodning stiller Selskabet bistand til rådighed ved rekruttering af personale.
Indehaveren forpligter sig til at ansætte alle forsikringskonsulenter på funktionærvilkår, ligesom der henvises til Indehaverens pligt til at udstede ansættelsesbevis til hver forsikringskonsulent. Som bilag 4 er vedhæftet forslag til kontrakt for forsikringskonsulenter, idet bemærkes, at Indehaveren er afskåret fra at indgå aftale med andre end funktionæransatte forsikringskonsulenter om salg af Selskabets forsikringsprodukter, og således at Indehaveren er afskåret fra at anvende selvstændigt virkende tredjemænd i driften af Salgscentret.
Indehaveren forpligter sig til at sikre og løbende kontrollere, at alle ansatte forsikringskonsulenter er i besiddelse af gyldigt kørekort og ren straffeattest, hvilket er en betingelse for ansættelse i et H1 Salgscenter. En nyansat forsikringskonsulent modtager først agenturnummer, når Selskabet har modtaget dokumentation for kørekort og ren straffeattest.
Selskabet skal løbende holdes orienteret om, hvilke medarbejdere Indehaveren antager som medhjælp til at drive Salgscentret, og Indehaveren skal sende Selskabet kopi af alle ansættelseskontrakter umiddelbart efter disses indgåelse. Dokumentation for ansættelsesaftalers ophør skal ligeledes omgående sendes til Selskabet."
B og A har i perioden 1. oktober 1997 til 1. januar 2000 været registreret efter lønsumsafgiftsloven med H1 Salgscenter (herefter benævnt salgscentret). Salgscentret har udbetalt løn til en række forsikringskonsulenter, og har medregnet den udbetalte løn til lønsumsafgiftsgrundlaget. Salgscentret har i perioden været registreret for indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og ATP.
Der er fremlagt en kontrakt indgået pr. 15. juni 1998 mellem salgscentret og MM. Kontrakten har følgende ordlyd:
"...
herefter kaldet mægleren, er indgået følgende samarbejdsaftale om tegning af forsikringsaftaler for mæglerens klienter. Benyttelse af betegnelsen "mægler" i aftalen sker udelukkende af praktiske grunde og indebærer ikke, at selskabet har givet mægleren bemyndigelse til at optræde som ansat af eller repræsentant for selskabet.
..."
Der er fremlagt kontrakter med tilsvarende ordlyd mellem salgscentret og henholdsvis VL pr. 15. juli 1998 og KP pr. 25. september 1998.
Der er endvidere fremlagt en kontrakt indgået den 13. marts 1998 mellem JM og G1 Salgscenter v/A
Den i kendelsen nævnte kontrakt med JM har følgende ordlyd
"...
..."
Af kendelsen fra Landsskatteretten fremgår videre, at der mellem H1 Forsikringscenter og VL, ..., blev indgået en kontrakt, hvori det blandt andet er anført:
...
..."
I Landsskatterettens kendelse er det endvidere anført:
"...
Af et brev af 17. december 2001 fra distributionschefen i G2 Skadeforsikring (tidligere H1/G1) til ToldSkat fremgår:
"Jeg har modtaget dit brev vedrørende kopi af ansættelseskontrakter for medarbejdere tilknyttet G2 Forsikringscenter v/A og B og G2 Forsikringscenter v/B.
Som jeg også oplyste i telefonen, er ansættelsesforholdet et mellemværende mellem den enkelte medarbejder og indehaveren af det pågældende forsikringscenter. Derfor bliver kopi af ansættelseskontrakten kun opbevaret i G2 Skadeforsikring i kort tid efter ansættelsestidspunktet. Vi er ikke i besiddelse af kontrakter på de medarbejdere, der er ansat i centeret tidligere end 2000, og for medarbejdere ansat i 2000 har vi alene kontrakten mellem B og PJ. Jeg vedlægger kopi af denne kontrakt.
Det er korrekt, at det af samarbejdsaftalen mellem G2 Skadeforsikring og indehaveren fremgår, at indehaveren forpligter sig til at ansætte alle forsikringskonsulenter på funktionærvilkår. G2 Skadeforsikring (tidligere H1 og G1) har ved flere lejligheder indskærpet overfor kredsen af indehavere, at vi ikke accepterer anvendelse af selvstændigt virkende tredjemænd i driften af forsikringscenteret."
Den fremsendte kontrakt mellem B og PJ har følgende ordlyd:
"...
(vejledende forslag til kontrakt)
Ansættelsesaftale
(forsikringskonsulenter)
Mellem
Forinden ansættelse vil forsikringskonsulenten være blevet introduceret til Forsikringscentrets aktiviteter og forsikringskonsulentens kommende arbejdes indhold (bookingaftener og sambesøg). Forsikringskonsulenten vil ikke modtage løn for tid forbrugt i forbindelse hermed.
..."
Der er endvidere fremlagt kontrakter indgået pr. 15. oktober 1995 mellem henholdsvis MB og CJ og G1s Salgscenter v/RB. Kontrakten med MB er ophørt pr. 1. juni 1997 og kontrakten med CJ er ophørt pr. 20. november 1995. Kontrakterne har en ordlyd svarende til kontrakter med GT, idet der dog er følgende forskelle:
For så vidt angår kontrakten med MB er der intet pkt. 4.6 og pkt. 6, og pkt. 7.1 har følgende ordlyd: "Eftersom aftalen er at betragte, som en aftale imellem to selvstændige virksomheder, er der ingen opsigelsesvarsel". Pkt. 7.2 og 7.3 svarer til pkt. 7.3 og 7.4
For så vidt angår kontrakten med CJ har pkt. 4.6 følgende ordlyd:
"Forsikringskonsulenten skal optræde som en respektabel og loyal repræsentant for salgscentret og har med alle forhold vedrørende Salgscentret og dets kunder tavshedspligt. Tavshedspligten er også gældende efter samarbejdets ophør.". Pkt. 7.1 har følgende ordlyd: "Samarbejdsaftalen kan af begge garter opsiges uden varsel", og pkt. 7.2 og 7.3 svarer til pkt. 7.3 og 7.4. I pkt. 8.2, er 2. afsnit udeladt, og pkt. 8.3 har ordlyden: "Ved ophørsdagen forståes den dag, hvor samarbejdet hæves, jfr. 7.1"
Salgscentrets revisor har den 16. februar 2001 anmodet om tilbagebetaling af tidligere indbetalt lønsumsafgift med i alt 103.029 kr.
Det fremgår, at salgscentret har indsendt 38 lønoplysningssedler for årene 1997, 1998 og 1999, der fordeler sig således:
Af 34 medarbejdere har 25 fået udbetalt rejsegørelse.
ToldSkat har ved den påklagede afgørelse anset salgscentret for lønsumsafgiftspligtig, og pligtig at medregne løn udbetalt til medarbejdere ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget. Regionen har bemærket, at der skal betales lønsumsafgift af enhver form for løn til ansatte, jf. lønsumsafgiftslovens § 3, stk. 1, og at der ved afgørelsen af om en person er ansat i virksomheden bl.a. lægges vægt på, om den pågældende skal have indeholdt A-skat og AM-bidrag af lønnen. Regionen har videre bemærket, at pligten til at indeholde A-skat i henhold til kildeskattelovens bestemmelser bl.a. afhænger af om den pågældende
Regionen har ved vurderingen af den konkrete sag bl.a. lagt vægt på,
Regionen har endvidere henvist til Momsnævnets afgørelse gengivet i TfS 1999.313, om at et forsikringsselskabs udbetaling af provision til kredsbestyrere og forsikringsagenter skulle medregnes til selskabets lønsum.
ToldSkat har over for Landsskatteretten bl.a. udtalt, at regionen fra forsikringsselskabets distributionschef har modtaget en standardkontrakt ifølge hvilken konsulenten ansættes på lønmodtagervilkår, og at det må kunne lægges til grund, at der for de konsulenter, for hvilke der ikke er fremlagt kontrakt, gælder vilkår, der svarer til standardkontraktens vilkår. For så vidt angår revisorens henvisning til Landsskatterettens kendelse af 5. oktober 2000 har regionen anført, at kendelsen er konkret begrundet, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at der var afholdt driftsudgifter i et omfang, som var atypisk for lønmodtagerforhold. I nærværende sag er omfanget af driftsudgifter derimod ikke dokumenteret, og hertil kommer, at den ansættelseskontrakt, der lå til grund for kendelsen på væsentlige punkter afviger fra forholdene i nærværende sag.
Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at salgscentret ikke er lønsumsafgiftspligtig og at der følgelig skal ske tilbagebetaling af lønsumsafgift med 103.029 kr.
Revisoren har til støtte for påstanden gjort gældende, at der udelukkende er tale om provisionsløn, at den enkelte medarbejder ikke er garanteret nogen minimumsløn, og at medarbejderne selv afholder samtlige omkostninger. Han har for så vidt angår omkostninger anført, at den enkelte medarbejder betaler til klageren hver afregningsperiode, hver den 1. i måneden, og at medarbejderen på årsbasis indbetaler:
Revisoren har dertil anført, at omkostningerne ligger langt over, hvad der er sædvanligt for en lønmodtager.
Videre har revisoren anført, at der ingen krav er om fast arbejdstid, idet medarbejderen alene er pligtig at deltage i mandagsmøde kl. 10, hvor ugens salg tilrettelægges.
Han har anført, at medarbejderne ikke har funktionærlignende rettigheder. Han har bemærket, at der ganske vist i en enkelt kontrakt er aftalt, at ansættelse sker efter funktionærloven, men at samtlige medarbejdere reelt afregnes ens. Samtlige betaler således selv omkostninger og modtager kun afregning, hvis der er tegnet forsikringer.
Videre har han anført, at medarbejderne skal tilbagebetale eventuelle ristornobeløb, at der ikke ydes løn eller dagpenge under sygdom, og at medarbejderne deltager ulønnet i kurser m.v.
For så vidt angår udbetalte rejsegodtgørelser har revisoren anført, at da omkostningsprocenten er så betydelig har det været nødvendigt for klageren at udbetale rejsegodtgørelse til enkelte af medarbejderne. Medarbejderen modtager den samme pris for den tegnede forsikring uanset om den ligger i landdistrikt eller bydistrikt, og det var efterhånden vanskeligt at få dækket de tyndt befolkede områder, hvorfor denne udbetaling til kørsel har fundet sted.
Revisoren har videre anført, at den enkelte medarbejder selv tilrettelægger sit arbejde, og at der ingen instruktionsbeføjelser er, udover at medarbejderen skal overholde den af klageren fremlagte hovedplan med hensyn til god orden, høflighed, seriøsitet m.v.
Han har anført, at de foreliggende forhold næppe vil være sædvanlig for funktionærer med faste lønforhold. Salgscentret kan derfor vanskeligt anses for at have ansat lønmodtagere, der står i et egentlig tjenesteforhold.
Endvidere har revisoren anført, at Landsskatteretten den 5. maj 2000 har afsagt kendelse i en sag vedrørende et salgscenter inden for samme hovedforsikringsselskab, og at de i kendelsen omtalte præmisser på en lang række punkter er identisk med nærværende sag.
Revisoren har yderligere henvist til funktionærlovens §§ 1, stk. 2,2, stk. 2, 9 og 21 samt anført, at disse bestemmelser er præceptive, og at parterne derimod i et og alt har rettet sig efter indholdet i aftalen, hvorfor det er vanskeligt at påstå funktionæransættelse. Han har anført, at det er uden betydning, hvad G2 måtte mene, idet det afgørende er, hvorledes forholdet mellem salgscentret og mægleren er reguleret.
Endelig har revisoren anført, at der af regionen er fremdraget en række forhold fra en kontrakt mellem B og PJ, men at PJ aldrig har været ansat under omhandlede salgscenter.
Landsskatteretten skal udtale
Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1 (senest lovbekendtgørelse nr. 674 af 15. september 1998) betales der en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven.
Det følger af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, at afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af 90 %.
Af bekendtgørelse om afgift af lønsum (senest bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999) § 3, fremgår:
"Til virksomhedens lønsum medregnes enhver form for løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inkl. alle tillæg, uanset om de indgår i lønnen eller ydes særskilt, jf. dog lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3. ... "
Det bemærkes, at salgscentret har været registreret efter lønsumsafgiftsloven og har medregnet lønnen til forsikringskonsulenterne i lønsumsafgiftsgrundlaget. Ud fra de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten ikke grundlag for at fastslå, at de til salgscentrets tilknyttede forsikringsagenter ikke kan karakteriseres som ansatte i lønsumsafgiftsmæssig henseende. Landsskatteretten har herved bl.a. lagt vægt på ordlyden af § 4 i samarbejdsaftalen mellem A/B og G1 A/S, og § 4 i samarbejdsaftalen mellem A/B og H1 Forsikring A/S samt det oplyste fra forsikringsselskabet. Der må herved være en formodning for, at salgscentret alene beskæftiger ansatte forsikringskonsulenter, og denne formodning findes ikke at være afkræftet med de fremlagte kontrakter. Landsskatteretten finder således, at salgscentret er lønsumsafgiftspligtig og at lønnen til forsikringskonsulenterne skal medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.
..."
For landsretten er bl.a. fremlagt sagsøgerens regnskaber for 1997 og 1998 samt uddrag af regnskab for 1999.
Af regnskabet for 1997 fremgår det i note 2 vedrørende personaleudgifter, at de kontante lønninger har udgjort 363.450 kr., at skattefri godtgørelse har udgjort 81.714 kr., og at lønsumsafgiften er opgjort til 33.104 kr. Videre fremgår det i specifikation nr. 1 vedrørende dækningsbidrag, at der i vareforbruget indgår provision til andre sælgere med 82.000 kr.
Af regnskabet for 1998 fremgår det i note 2 vedrørende personaleudgifter, at de kontante lønninger har udgjort 564.097 kr., at skattefri godtgørelse har udgjort 129.590 kr., og at lønsumsafgiften er opgjort til 53.461 kr. Videre fremgår det i specifikation nr. 1 vedrørende dækningsbidrag, at der i vareforbruget indgår provision til andre sælgere med 575.255 kr.
Af uddrag fra regnskabet for 1999 fremgår det i note 2 vedrørende personaleudgifter, at de kontante lønninger har udgjort 263.935 kr., at skattefri godtgørelse har udgjort 57.623 kr., og at lønsumsafgiften er opgjort til 16.464 kr.
Af de af ToldSkat udarbejdede redegørelser over de af sagsøgeren indberettede lønoplysningssedler fremgår, at der i årene 1997-1999 har været indberettet A- indkomst m.v. for i alt 25 forskellige personer, som i kortere eller længere tid har arbejdet for sagsøgeren. Heraf har sagsøgeren som nævnt erkendt, at de 4, herunder JM, har været ansatte. For så vidt angår 3 af de øvrige, nemlig MM, VL og KP, foreligger deres samarbejdsaftaler med sagsøgeren med ikrafttræden henholdsvis 15. juni 1998, 15. juli 1998 og 25. september 1998.
Af de nævnte redegørelser over indberettede lønoplysningssedler fremgår det, at MM var registreret som ansat i perioden 28. april 1998 - 1. juni 1998, og at sagsøgeren i denne periode indeholdt A-skat, ATP og SP-bidrag.
Videre fremgår det, at VL var registreret som ansat i perioden 1. marts 1998 - 1. juli 1998, og at sagsøgeren i denne periode indeholdt A-skat, ATP og SP-bidrag.
KP var registreret som ansat i perioden 1. september 1997 - 1. oktober 1998, og at sagsøgeren i denne periode indeholdt A-skat, ATP og SP-bidrag.
Endelig fremgår det, at PF var registreret som ansat i perioden 1. juli 1998 - 1. oktober 1999, og at NS var registreret som ansat i perioden 1. marts 30. juni 1998, samt at der for begges vedkommende blev indeholdt A- skat, ATP og SP- bidrag.
Forklaringer
A har forklaret, at han i dag driver et vikarbureau og en smedeforretning som selvstændig. I 1996 startede han som forsikringsmægler hos B. Efter ca. 1 år blev han medejer af H1 Salgscenter i .... B startede samtidig et salgscenter i ..., og B havde herefter ikke noget med den daglige drift af salgscentret i ... at gøre. Han stod herefter selv for den daglige drift af centret, og det var også ham, der havde kontakten til forsikringsmæglerne. Da han indtrådte i virksomheden, var det G1s forsikringer, de solgte. Hvert salgscenter var tildelt ca. 30.000 husstande indenfor nogle bestemte postnumre. Uden for disse postnumre måtte de ikke lave opsøgende arbejde. Han havde kontakt med G1 ca. 1 gang om ugen. G1 blandede sig meget lidt, når han antog nye forsikringsmæglere. Navnene på forsikringsmæglerne skulle sendes til G1, som registrerede de pågældende og tildelte dem et mæglernummer, og alle skulle deltage i et kursus, inden de startede. Han havde 4 personer ansat på kontoret - BR, KK, LN og JM - og de foretog almindeligt forefaldende kontorarbejde. De kunne dog også afgive forsikringstilbud, hvis nogen henvendte sig til dem. Da han selv startede som forsikringsmægler, var han selvstændig og havde sit eget SE-nummer, hvilket muliggjorde fradrag for udgifter. Efter at han var blevet medejer af centret, udarbejdede han i samarbejde med sin advokat og revisor standardkontrakter, som han herefter anvendte, når han indgik aftaler med mæglere. Han havde ikke selv nogen økonomisk garanti fra G1 eller senere fra H1, og dette videreførtes i de kontrakter, han indgik med forsikringsmæglere. Mæglerne kunne ikke indgå bindende aftaler med kunderne på vegne af salgscentret. Mæglerne fik ved forsikringstegning en underskrift fra kunden på et forsikringstilbud, som herefter blev indsendt til forsikringsselskabet. Hvis selskabet antog tilbudet, var forsikringen gældende. Mæglerne optrådte i eget navn. Mæglerne kom typisk på centret 1-2 gange om ugen, og her afleverede de underskrevne forsikringsbegæringer. Det var afgørende for hans egen indtjening, at mæglerne fik solgt en vis mængde forsikringer, men han blandede sig ikke i deres arbejdstilrettelæggelse. Mæglerne havde ingen pligt til at komme på centret på forud fastsatte tidspunkter, men de skulle komme med jævne mellemrum, så de kunne udveksle dokumenter og oplysninger. Han delte ikke området mellem mæglerne, og han blandede sig slet ikke i, hvor mæglerne forsøgte at sælge forsikringer. MM fik i 1998 eller 1999 en dom for bedrageri, idet han havde oprettet fiktive kunder, men det kom afhørte ikke til at hæfte for over for forsikringsselskabet. Mæglerne fik alene provision. De meldte sig ikke syge over for ham, hvilket heller ikke var nødvendigt, for de fik ikke udbetalt sygeløn. Han blandede sig heller ikke i, hvornår de holdt ferie. Mæglerne afholdt selv alle omkostninger, herunder udgifterne til telefon og porto til korrespondance med kunderne. Korrespondancen med forsikringsselskabet gik gennem salgscenteret, som så afholdt portoudgiften. Mæglerne betalte selv rejseudgifter i forbindelse med kurser. De kørte i deres egen bil til kunderne og afholdt selv udgifterne til anskaffelse, vedligeholdelse og driften af bilen. Det var kutyme, at mæglerne gav visse kunder gaver, men det var ikke noget, han betalte for eller i øvrigt blandede sig i. Mæglerne afholdt også selv udgifter til pcer, kuglepenne og lignende. Der var ingen form for garantiløn til mæglerne, der udelukkende var provisionslønnede. Der var ca. 20% af kunderne, der fortrød den tegnede forsikring, og den provision, forsikringsselskabet havde udbetalt, skulle derfor tilbagebetales. Såfremt en mægler ikke længere ønskede at sælge forsikringer, ophørte han med det samme, og der var derfor ikke reelt noget opsigelsesvarsel. Det var vanskeligt at få mæglerne til at opsøge potentielle kunder i yderdistrikterne. For at afhjælpe dette indførte de en ordning, hvorefter salgscentret ydede rejsegodtgørelse for kørsel til disse områder. De vilkår, han aftalte med mæglerne, var - ham bekendt - sædvanlige i branchen. Han betragtede - uden tvivl - mæglerne som selvstændige. Vedrørende § 4 i samarbejdskontrakten med H1 har A forklaret, at salgscentret ikke opfyldte denne bestemmelse. Han var i dialog med regionschefen om dette, og denne sagde, at centret i hvert fald på sigt skulle overholde § 4, idet de vilkår, der skulle være gældende for mæglerne, burde ensrettes. H1 foretog sig imidlertid ikke noget nærmere for at få ham til at ændre kontrakterne med mæglerne, for det afgørende for H1 var i første række at få en "stak kontrakter hver uge". § 4 gav ham ikke anledning til at ændre kontrakterne. JM var kun tilknyttet salgscentret i kort tid. JM stillede som et ultimativt krav, at han blev ansat på funktionærvilkår, og det er grunden til, at hans kontrakt afviger fra de øvrige mægleres. Han kendte ikke selv nærmere til lønsumsafgiftsreglerne, og han bemærkede ikke, hvordan centret blev registreret vedrørende betaling af lønsumsafgift. I 1999 solgte han af økonomiske årsager sin del af salgscentret til B. Det var nemmere for salgscentret, hvis mæglerne sendte en faktura for det udførte arbejde, men han ønskede ikke at tvinge dem til at lade sig registrere, og han vidste ikke, om det i alle tilfælde havde kunnet lade sig gøre. Det er grunden til, at provisionen til nogle mæglere blev udbetalt som A-indkomst. Der var dog nogle mæglere, der i 1998 begyndte at sende ham fakturaer. Han kan ikke pege på, hvor i regnskabet for det pågældende år, dette er anført, men det må revisoren kunne forklare. Revisoren foretog ikke bogføring, men han fik regnskabsmaterialet med, når han skulle udarbejde årsregnskabet. Han kan ikke huske, om det var efter råd fra revisoren, at kørselsgodtgørelsen blev udbetalt som skattefri. Han tegnede - trods § 3 i kontrakten med H1 - ikke en lovpligtig arbejdsskadeforsikring for mæglerne. Han ved ikke, hvad G1s baggrund for bestemmelsen i § 4 in fine var. Forsikringsselskabet skulle tildele den enkelte mægler et nummer, men herudover havde selskabet ham bekendt ikke noget at bruge ansættelseskontrakterne til. JMs kontrakt adskilte sig blandt andet fra de andre mægleres ved, at han fik feriepenge og sygeløn. Han opfattede det således, at han dermed havde arbejdsgiverforpligtelser over for JM, hvilket han ikke havde over for de øvrige mæglere. Salgscentret opererede ikke reelt med et omsætningskrav for de enkelte mæglere. Vedrørende provisionsoversigten i bilag 6 har A forklaret, at det kunne ske, at det i en periode gav underskud for en mægler, men at det ikke var det sædvanlige.
Registreret revisor LB har forklaret, at han er revisor i R1 Revision. Han har været revisor for salgscentret siden 1997, og før den tid var han revisor fra B. Forevist kontrakt mellem H1 Forsikringscenter og MM, bilag 8, har vidnet forklaret, at han var revisor for en del salgscentre, og i den forbindelse udarbejdede han et paradigma til kontrakter, der kunne anvendes ved indgåelse af aftaler med forsikringsmæglere. Kontrakten med MM er udarbejdet efter dette paradigma. I kontrakten var fastsat de forpligtelser og rettigheder, som mæglerne var undergivet. Vidnet kendte ikke de enkelte forsikringsmæglere, der var tilknyttet salgscentret i .... Det var hans opfattelse, at mæglerne var selvstændige. De måtte tegne forsikringer, men vilkårene skulle efterfølgende godkendes af forsikringsselskabet, før forsikringen kunne træde i kraft. Mæglerne fik udelukkende provision. Provisionen blev udbetalt fra forsikringsselskabet til salgscentret, som herefter betalte en del af beløbet videre til de enkelte mæglere. Vidnet har udarbejdet den opgørelse, der er gengivet side 21 i Landsskatterettens kendelse. Opgørelsen er baseret på et gennemsnit af indberetninger fra 4 eller 5 centre. Han har ikke kontrolleret mæglernes specifikationer for udgifterne til telefon. Salgscentrene udleverede forsikringsselskabets standardblanketter til mæglerne, men ikke dokumenter eller papir i øvrigt. Mæglerne afholdt selv udgifterne til benzin, vægtafgift m.v. på deres egen bil. Mæglerne fik som udgangspunkt ikke kørselsgodtgørelse, men fik dog godtgørelse for kørsel til yderdistrikter, idet salgscentret på denne måde ønskede at motivere mæglerne til at opsøge kunder i de tyndt befolkede områder. For at få kørselsgodtgørelse, der blev maksimeret, skulle mæglerne angive den adresse, de havde aflagt besøg, og antal kørte kilometer. Godtgørelsen blev fastsat til det højeste beløb, som skattemyndighederne godkender som skattefri kørselsgodtgørelse, men han kan ikke vide, om mæglerne alligevel blev beskattet af beløbet, idet dette afhang af, hvorledes mæglerne havde indrettet sig skatteretligt. Ham bekendt var det udelukkende mæglerne selv, der afholdt udgifter til kundegaver. Beløbet på 320.000 kr., der i opgørelsen er anført som indtjening, er et gennemsnit, og beløbet er baseret på tal, han havde fået oplyst fra salgscentrene. De 320.000 kr. var også salgscentrenes målsætning for de enkelte mæglere. Omkostningsprocenten viste sig efter hans opgørelse at være 45,69. Personaleomkostningerne på 481.301 kr., der er anført i årsregnskabet for 1997, dækkede både kontorpersonale og mæglere. Mæglere, der var registreret med eget SE-nummer, er i regnskabet anført under "provision til andre sælgere". "Personaleomkostninger" i note 2 til årsregnskabet for 1997 dækker over udgifter til f.eks. kaffe og sodavand, som salgscentret har budt på under møder med mæglerne. Skattefri godtgørelse i samme note dækker over centrets godtgørelse af mæglernes udgifter til kørsel til yderdistrikter, og det mener han godt kunne udbetales, selv om mæglerne var selvstændige. I 1995 holdt han en række møder med ToldSkat, der mente, at der skulle betales lønsumsafgift af hele den udbetalte løn til forsikringsmæglere, og det følte han sig herefter forpligtet til at efterkomme. Told og Skat mente også, at salgscentrene skulle indeholde A-skat, og det skete derfor også. De mæglere, der var registreret som selvstændige, blev der dog ikke indeholdt A-skat fra.
PF har forklaret, at han i dag har en selvstændig konsulentvirksomhed. Han startede i salgscentret omkring 1996 som forsikringsmægler. Han solgte forsikringer til private. Han modtog ingen instruktion fra B eller A, men mæglerne havde indbyrdes delt området mellem sig. Han havde ingen fast mødetid. Han arbejdede hovedsagelig fra sin bopæl. Han anvendte sin egen computer. Han fik blanketter udleveret fra salgscentret. I gang om ugen samledes mæglerne på salgscentret. Der var ikke herudover krav om, hvor ofte han skulle møde på salgscentret, men han skulle med jævne mellemrum aflevere de blanketter og øvrige dokumenter, der skulle sendes til forsikringsselskabet. Dette tog salgscentret sig af. De 15.000 kr., der er anført i udgifter til telefon i opgørelsen side 21 i Landsskatterettens kendelse, svarer meget godt til de udgifter, han selv havde. Han brugte ikke så mange penge til porto, som anført i opgørelsen. Han havde udgifter til plastikmapper. Mæglerne afholdt selv udgifter til bil, benzin og driften af bilen i øvrigt. Han afholdt også selv udgifter til kundegaver og papir, kuglepenne m.v. Der var en del kunder, der fortrød, og den provision, han havde fået for disse forsikringer, skulle han derfor tilbagebetale. Han er ikke længere i besiddelse af sin kontrakt med H1 Salgscenter. Han var rent provisionslønnet. Forevist den kontrakt, salgscentret havde indgået med VL, har vidnet forklaret, at han havde tilsvarende vilkår, men han kan ikke huske, om de var helt identiske. Han præsenterede sig over for kunderne som "PF fra G2-forsikring". Han kunne ikke forpligte forsikringsselskabet. Først når forsikringstegningen var godkendt af forsikringsselskabet, trådte den i kraft, og herefter fik han sin provision. Han havde ingen faste arbejdstider. Han havde ikke beføjelser til at yde en kunde særlige rabatter. Han afleverede de underskrevne forsikringsbegæringer i salgscentret, som videresendte dem til forsikringsselskabet. Han går ud fra, at opgørelsen over ristornoforpligtelserne blev sendt til salgscentret. Han har ikke modtaget nogen opgørelse direkte fra forsikringsselskabet. Det kan godt passe, at han modtog en skattefri godtgørelse på 18.957 kr. i 1998 og på 35.413 kr. i 1999. Han har nok fået kørselsgodtgørelse, når han har deltaget i kurser i ..., men han har ikke hæftet sig nærmere ved dette. Han arbejdede kun for Salgscentret i .... Der blev trukket A-skat af hans provision, men han opfattede sig som selvstændig. Han trak ikke afholdte udgifter fra i skat, for det vidste han ikke, at han kunne. Han kan ikke huske, om han på noget tidspunkt var syg. Han holdt ferie, når han ville.
NS har forklaret, at han i dag er pædagogstuderende. Han startede i salgscentret i marts 1998 som forsikringsmægler. Han tilrettelagde selv sit arbejde. Han havde ingen faste mødetider. Mæglerne skulle møde på salgscentret om fredagen for at aflevere dokumenter, der skulle sendes til forsikringsselskabet. De skulle vist også møde om mandagen, men det er han ikke sikker på. Der var et kontor på salgscentret, som mæglerne kunne anvende, men han arbejdede mest hjemmefra. Han bestemte selv hvilke potentielle kunder, han ville opsøge. Når forsikringen blev tegnet, udløste det provision, men hvis kunden efterfølgende fortrød, skulle mægleren betale provisionen tilbage. Forevist opgørelsen refereret side 21 i Landsskatterettens kendelse har vidnet forklaret, at han havde omkostninger til anskaffelse af mobiltelefon og udgifter til telefon og porto til breve til kunderne. Han afholdt selv udgifterne til drift af sin egen bil. Hvis mæglerne kørte ud over det område, salgscentret var tildelt, kunne de få udgifterne til kørslen godtgjort. Han afholdt selv udgifter til kundegaver. Han fik de fortrykte blanketter fra salgscentret, men øvrige omkostninger til kontorartikler og pc afholdt han selv. Det var i hvert fald i 20% af tilfældene, at kunder fortrød en forsikring, de havde tegnet. Han stoppede, fordi han ikke kunne tjene noget særligt som forsikringsmægler. Han registrerede sig ikke som selvstændig. Han er ikke i dag i besiddelse af sin kontrakt med H1 Salgscenter. De vilkår, der er nævnt i VLs kontrakt, svarer - så vidt han husker - til de vilkår, som han selv var undergivet. Han arbejdede som mægler i ca. 3 måneder. I denne periode arbejdede han ikke for andre. Ved mandagsmøderne fulgte de op på den forgangne uge og planlagde nye salg. De talte også om deres målsætninger, men disse skulle ikke godkendes af salgscentret. Hans vederlag blev udbetalt, efter at salgscentret havde indeholdt A-skat. Han fratrak ikke sine udgifter.
KP har forklaret, at han arbejdede i salgscentret fra oktober 1996 som forsikringsmægler. Han bestemte selv, hvem han ville opsøge i det område, som var tildelt salgscentret. Mæglerne delte internt dette område mellem sig. Mæglerne mødte en gang pr. uge i salgscentret, hvor de afleverede de blanketter og dokumenter, der skulle videresendes til forsikringsselskabet. Han bestemte selv, hvornår han ville holde ferie og fridage. Han afholdt selv sine udgifter til telefon, porto og plastikmapper. Han betalte også selv udgifterne til kørsel, og hans udgifter hertil var væsentlig højere end anført i opgørelsen gengivet i Landsskatterettens kendelse side 22. Han gav ikke kundegaver. Han afholdt selv udgifterne til kontorartikler. En del af de kunder, der havde tegnet forsikring hos ham, fortrød, og provisionen for disse forsikringer skulle herefter tilbagebetales. Hans omkostningsniveau var højt i forhold til indtjeningen, og "det hang slet ikke sammen". Han stoppede i september/oktober 1999. Da det i en periode gik rigtig godt for ham med at sælge forsikringsprodukter, lod han sig - en gang i 1998 - registrere som selvstændig, fordi han mente, at det ville være en fordel. Indtil dette tidspunkt havde han fået provisionen udbetalt, efter at der var trukket A-skat. Han kan ikke huske, om han fakturerede med moms. Han havde mange ekstraordinære værkstedsregninger, fordi han havde en "mandagsbil". Hans udgifter til ordinære reparationer og benzin var væsentlig højere end 15.000 kr. pr. år. Han havde kun bilen på grund af sit arbejde med at sælge forsikringer. Han havde benzinudgifter på 1.800 til 2.500 kr. pr. måned. Indtil han blev registreret med SE-nummer, fratrak han ikke afholdte udgifter.
Procedure
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke er lønsumsafgiftspligtig for perioden 1. juli 1997 til 30. september 1999 i relation til sine tilknyttede mæglere alene med undtagelse af de personer, som sagsøgeren har anerkendt som værende ansatte i virksomheden. Mæglerne kan ikke anses som ansatte i henhold til lønsumsafgiftsloven, idet registreringen efter lønsumsafgiftsloven og indeholdelsen af A-skat har beroet på en fejl fra sagsøgerens side, som ikke er afgørende for den retlige vurdering af, om mæglerne er at anse for selvstændige erhvervsdrivende. Det er ved denne vurdering uden betydning, om sagsøgerens samarbejdsaftaler med forsikringsselskaberne har rummet forudsætninger om, at mæglerne skulle være ansat hos sagsøgeren, idet det i øvrigt bestrides, at sådanne forudsætninger var indeholdt i aftalerne for den omtvistede periode. De med mæglerne indgåede samarbejdsaftaler præciserede, at mæglerne ikke var ansat hos sagsøgeren. Samarbejdsaftalerne indeholdt vilkår om ren provisionsaflønning, ingen udbetaling af sygeløn eller feriepenge, regulering af provision ved annullationer af forsikringer, ingen fastlæggelse af arbejdstid eller tilrettelæggelse af arbejdet, samt vilkår om at mæglerne selv skulle afholde betydelige udgifter i forbindelse med salget, hvilket indebar en betydelig økonomisk risiko. Af samarbejdsaftalerne fulgte endvidere, at mæglerne kunne antage eget personale, samt at mæglerne ved salg, annoncering o.l. som udgangspunkt ikke skulle handle i sagsøgerens navn. Mæglerne kunne have andre hverv og havde det rent faktisk i vid udstrækning. Sagsøgeren udøvede endvidere ikke tilsyn eller kontrol med mæglerne. Kørselsgodtgørelsen blev alene udbetalt i sagsøgers interesse for at opnå forsikringssalg til kunder i tyndt befolkede områder og var et nødvendigt incitament for at opnå dette. Disse vilkår indebærer, at mæglerne ikke kan anses som ansatte.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren i det hele var lønsumsafgiftspligtig af vederlag til de tilknyttede mæglere, idet disse må anses for at have været ansatte hos sagsøgeren. Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at der er afregnet lønsumsafgift for vederlag til personer, der ikke har været ansat hos sagsøgeren, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Der må herved lægges vægt på, at sagsøgeren har behandlet mæglerne som ansatte i skattemæssig og lønsumsafgiftsmæssig henseende herunder, at vederlagene er indberettet som A-indkomst, og at der i vidt omfang er udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse til mæglerne. Der må endvidere lægges vægt på, at samarbejdsaftalerne mellem sagsøgeren og forsikringsselskaberne indeholder vilkår om, at sagsøgerens tilknyttede mæglere skulle være ansat hos sagsøgeren, hvilket skaber en formodning for, at mæglerne var ansat, og denne formodning er ikke afkræftet. Sagsøgeren har alene fremlagt samarbejdsaftaler med 3 mæglere og har dermed ikke dokumenteret, at lignende aftaler var gældende for de øvrige mæglere. Provisionsaflønningen hverken medfører eller indikerer, at der ikke var tale om ansatte. Det er ikke dokumenteret, at mæglerne havde betydelige driftsudgifter udover kørsel, som i øvrigt blev godtgjort via skattefri kørselsgodtgørelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om afgift af lønsum, senest bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999, at der til virksomhedens lønsum medregnes enhver form for løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inklusive alle tillæg, uanset om de indgår i lønnen eller ydes særskilt, jf. dog lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3.
Det er ubestridt, at sagsøgeren i den periode, sagen omfatter, har været registreret efter lønsumsafgiftsloven og har medregnet lønnen til forsikringsmæglerne i lønsumsafgiftsgrundlaget.
På denne baggrund og efter indholdet af § 4 i de samarbejdsaftaler, som sagsøgeren havde indgået med henholdsvis G1 A/S og H1 Forsikring A/S, er der skabt en formodning for, at de forsikringsmæglere, der var tilknyttet salgscentret, har været ansatte i lønsumsafgiftsmæssig henseende.
Det fremgår af de udarbejdede redegørelser over indberettet løn, at MM var registreret som ansat hos sagsøgeren fra den 28. april 1998 til den 1. juni 1998, at VL var ansat fra den 1. marts 1998 til den 1. juni 1998 og at KP var ansat fra den 1. september 1997 til den 1. oktober 1998.
Sagsøgeren har hverken ved fremlæggelsen af de 3 samarbejdsaftaler, der er indgået med MM, VL og KP henholdsvis den 15. juni 1998, 15. juli 1998 og 25. september 1998, eller efter bevisførelsen i øvrigt afkræftet formodningen for, at disse og øvrige forsikringsmæglere, som ikke er erkendt at have været ansatte, skal anses for sagsøgerens ansatte.
Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at forsikringsmæglerne i forbindelse med deres arbejde for sagsøgeren påtog sig en væsentlig økonomisk risiko, bortset fra den risiko, som følger af vederlæggelsen med provision. Det er således ikke efter bevisførelsen - herunder den af sagsøgerens revisor udarbejdede opgørelse - godtgjort, at forsikringsmæglerne havde væsentlige udgifter i forbindelse med deres arbejde for sagsøgeren udover kørselsudgifter, som - i hvert fald i vidt omfang - blev kompenseret ved udbetaling af skattefrie kørselsgodtgørelser til mæglerne.
Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgeren, H1 Salgscenter v/ A og B, skal betale sagens omkostninger til sagsøgte med 17.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.