Dato for udgivelse
06 Sep 2017 14:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Sep 2017 14:48
SKM-nummer
SKM2017.538.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
17-0713303
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Goodwill, værdiansættelse
Resumé

Styresignalet omhandler genoptagelse som følge af fejl i offentliggørelsen af TSS-cirkulære 2000-10 om Ligningsrådets vejledende anvisning om værdiansættelse af goodwill

Reference(r)

Afskrivningsloven § 40, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit C.C.6.4.1.2.

1. Sammenfatning

I dette styresignal beskrives genoptagelsesmuligheden for værdiansættelse af overdraget goodwill mellem interesseforbundne parter. Baggrunden for genoptagelse skyldes fejl i det offentliggjorte cirkulære på skat.dk.

I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist, betingelser og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.

2. Årsagen til genoptagelse

SKAT har konstateret, at den udgave af TSS-cirkulære 2000-10 af 28. marts 2000 vedrørende Ligningsrådets vejledende anvisning om værdiansættelse af goodwill mellem interesseforbundne parter, som fremgår af skat.dk, er fejlbehæftet.

3. Baggrunden for genoptagelse

I TSS-cirkulære 2000-10 mangler fem steder følgende tekst fra Ligningsrådets vejledende anvisning:

  • I Ligningsrådets vejledende anvisning pkt. 3.3. om vægtet resultat/indkomsten lyder den indledende sætning således:
    • Det korrigerede resultat for tredjesidste regnskabsår ganges med 1, det korrigerede resultat for andetsidste regnskabsår ganges med 2, og det korrigerede resultat for sidste regnskabsår ganges med 3.
  • I Ligningsrådets vejledende anvisning pkt. 3.4. om korrektion for udviklingstendens lyder den indledende sætning således:
    • Såfremt der har været en konstant resultatmæssig udvikling (positiv/negativ) inden for de 3 år, der danner udgangspunkt for beregningen, beregnes der et tillæg/fradrag for udviklingstendens.
  • I Ligningsrådets vejledende anvisning, pkt. 3.5. om driftsherreløn, lyder den indledende sætning således:
    • Ved overdragelse af en personlig ejet virksomhed anses halvdelen af det herefter fremkomne beløb for driftsherreløn og fratrækkes.
  • I Ligningsrådets vejledende anvisning, pkt. 6, eksempel 1, lyder den indledende sætning således:
    • Der er tale om en virksomhed, der udarbejder årsregnskab efter årsregnskabsloven. Skatteyders repræsentant og kommunens skatteforvaltning er i fællesskab nået frem til, at virksomhedens goodwill må antages at have en levetid på 9 år.
  • I Ligningsrådets vejledende anvisning, pkt. 6, eksempel 2, lyder den indledende sætning således:
    • Som eksempel 1, men der er her tale om en virksomhed, der for ca. 80 % vedkommende er ordreproducerende. For det næste regnskabsår har virksomheden, modsat tidligere, alene modtaget ordrer for det kommende regnskabsår svarende til ca. 30 % af den normale omsætning. Det er således overvejende sandsynligt, at virksomheden i det/de kommende år vil få vanskeligt ved at forrente en goodwill på ca. 360.000 kr.

Disse fem sætninger fremgår imidlertid ikke af TSS-cirkulære 2000-10 på skat.dk.

Ved en nærmere undersøgelse har det vist sig, at de fem udeladelser er sket i forbindelse med en teknisk omskrivning af cirkulæret den 19. april 2006.

SKAT finder det mest hensigtsmæssigt, at cirkulæret bliver genoptrykt i sin oprindelige form, hvilket vil ske samtidig med offentliggørelsen af dette styresignal. Link til det genoptrykte cirkulære: TSS-cirkulære 2000-10.

Det bemærkes, at der samtidig med offentliggørelsen af TSS-cirkulære 2000-10 den 28. marts 2000 blev offentliggjort et tilsvarende cirkulære fra Skatteministeriet, nr. 44/2000, om Ligningsrådets vejledende anvisning vedrørende værdiansættelse af goodwill. Dette cirkulære er ikke fejlbehæftet og findes på www.retsinformation.dk.

Endvidere er Ligningsrådets vejledende anvisning korrekt beskrevet i Den juridiske vejledning, afsnit C.C.6.4.1.2.

Ved fremtidig anvendelse eller henvisning til Ligningsrådets vejledende anvisning kan såvel det genoptrykte TSS-cirkulære 2000-10, Skatteministeriets cirkulære nr. 44/2000 som Den juridiske vejledning, afsnit C.C.6.4.1.2, anvendes.

4. Genoptagelse

Skattepligtige, der har anvendt det fejlbehæftede cirkulære, kan med henblik på en anden værdiansættelse af goodwill anmode om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, stk. 5, og stk. 8 og § 27, stk. 1, nr. 8.

4.1 Frister for genoptagelse

4.1.1 Ordinær genoptagelse

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, hvori værdiansættelsen af overdraget goodwill er forkert.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, udløber fristen for genoptagelse i § 26, stk. 2, først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige, der er omfattet af skattekontrollovens § 3 B eller tonnageskattelovens § 13 for så vidt angår kontrollerede transaktioner.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 8, udløber fristen for genoptagelse i § 26, stk. 2, først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 6, 2. pkt., eller fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1, 5. pkt., eller § 15 c, stk. 1, 5. pkt., for så vidt angår overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombytning, spaltning eller tilførsel af aktiver.

4.1.2. Ekstraordinær genoptagelse

Hvis fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, stk. 5 eller stk. 8 er udløbet, kan der efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende værdiansættelsen af overdraget goodwill.

Der kan ske genoptagelse for det indkomstår, hvori goodwill er overdraget, dog tidligst for det indkomstår, hvori overdragelsen er sket den 19. april 2006 eller senere.

4.1.2.1 Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26.

Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på skat.dk.

Reaktionsfristen på 6 måneder gælder dog ikke for anmodninger om genoptagelse af indkomståret 2006. Se nærmere om dette i nedenstående pkt. 4.1.2.2.

4.1.2.2 Formueretlig forældelse af skattekrav vedrørende indkomståret 2006

Den formueretlige forældelse afbrydes, hvis anmodning om genoptagelse meddeles SKAT, inden den formueretlige forældelse indtræder. Herefter vil den formueretlige forældelse tidligst indtræde 1 år efter SKATs afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

For personer

For indkomståret 2006 skulle tilbagebetaling af overskydende skat til personer senest finde sted den 1. oktober i kalenderåret efter indkomståret, jf. daværende bestemmelse i kildeskattelovens § 62, stk. 3. Den formueretlige forældelse for personer indtræder derfor den 1. oktober 2017.

Anmodning fra personer om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2006 skal derfor være indgivet til SKAT senest den 30. september 2017.

For selskaber mv.

For indkomståret 2006 skulle tilbagebetaling af overskydende skat til selskaber mv. senest finde sted den 20. november i kalenderåret efter indkomståret, jf. selskabsskatteloven § 29 B, stk. 5. Den formueretlige forældelse for selskaber mv. indtræder derfor den 20. november 2017.

Anmodning fra selskaber mv. om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2006 skal derfor være indgivet til SKAT senest den 19. november 2017.

4.2 Anmodning om genoptagelse

Følgende grundlæggende betingelser skal opfyldes, for at genoptagelse kan finde sted:

  • Værdiansættelsen af goodwill skal være foretaget efter det fejlbehæftede cirkulære
  • Den forkerte værdiansættelse skal skyldes en eller flere af de nævnte fem udeladelser
  • Den omhandlede goodwill skal være overdraget den 19. april 2006 eller senere
  • Overdragelsen af goodwill skal have fundet sted mellem interesseforbundne parter
  • Detaljeret opgørelse af den tidligere og af den nye værdiansættelse af goodwill efter det genoptrykte cirkulære skal vedlægges anmodningen sammen med identifikation af de deltagende interesseforbundne parter
  • Ved anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, stk. 5, eller stk. 8, skal de i overdragelsen deltagende interesseforbundne parter alle anmode om genoptagelse med oplysning om, hvorledes vederlæggelsen af en ændret værdiansættelse vil finde sted.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT, enten elektronisk via SKAT.dk eller pr. post til SKAT, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse og CVR-nr. og/eller CPR-nr., ligesom der i nødvendigt omfang skal være vedlagt dokumentation for de ovenfor anførte betingelser.

5. Konsekvensændringer

Ved anmodning om ændring af værdiansættelsen for overdraget goodwill indenfor fristerne i ovennævnte pkt. 4.1.1 om ordinær genoptagelse kan der endvidere anmodes om ændring af konsekvenserne ved en ændret værdiansættelse af goodwill, fx afskrivninger efter afskrivningslovens § 40, stk. 1.

Ved ændring af værdiansættelsen for overdraget goodwill efter ovennævnte pkt. 4.1.2 om ekstraordinær genoptagelse kan SKAT efter skatteforvaltningsloven § 26, stk. 3, ændre den af erhververen foretagne afskrivning på goodwill for indkomstårene omfattet af den ordinære frist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. 

SKAT kan således for indkomstår omfattet af de ordinære frister ændre foretagne afskrivninger, selv om værdiansættelsen af goodwill vedrører et indkomstår, som er ansættelsesmæssigt forældet efter skatteforvaltningslovens § 26, og selv om værdiansættelsen af goodwill vedrører en anden part i overdragelsen.

6. Gyldighed

Genoptagelsesadgangen, som beskrevet i dette styresignal, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2018-1, afsnit C.C.6.4.1.2.

Dette styresignal er efter udløbet af reaktionsfristen i pkt. 4.1.2.1 ophævet.