Dato for udgivelse
28 Apr 2017 10:40
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Apr 2017 10:13
SKM-nummer
SKM2017.317.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
16-1742373
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Forening - skattepligt
Resumé

Skatterådet anså en spilleklub for transparent i skattemæssig henseende. Medlemmerne af spilleklubben var derfor ikke skattepligtige af udlodninger fra klubben.

Eftersom klubben alene ville benytte sig af spiludbydere og spil, der var omfattet af undtagelsen efter § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil, var foreningens medlemmer ikke skattepligtige af gevinst og tab i forbindelse med indgåelse af væddemål.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6/9 2016
Lov nr. 149 af 10/4 1922

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 1
Statsskatteloven § 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.A.6.4.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.D.1.1.12.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit E.A.9.16.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at medlemmerne af spilleklubben ikke vil være skattepligtige af overskud/uddeling fra foreningen?
  1. Kan Skatterådet bekræfte, at foreningen ikke vil være skattepligtig af gevinster fra væddemål?

Svar

Ad. 1. Ja.

Ad. 2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger overvejer at stifte en spilleklub, som har til formål at indgå forskellige væddemål.

Der vil alene blive indgået væddemål med spiludbydere, der er godkendte af spillemyndighederne lokalt inden for EU og Danmark.

Der er ikke begrænsninger for antal af medlemmer, ligesom der ikke er begrænsning i størrelse af indskud ud over et minimumsindskud pr. medlem. Det forudsættes, at medlemmerne er fysiske personer, der er bosat i Danmark.

Hvis der er gevinst, fordeles denne forholdsmæssigt blandt medlemmerne i forhold til deres individuelle indskud.

Formanden vil selv være medlem af foreningen på lige fod og vilkår som de øvrige medlemmer. Dog vil formanden hæfte personligt og ubegrænset for foreningens forpligtelser.Foreningen vil løbende udarbejde en opgørelse over månedens resultat. Eventuelle gevinster vil blive betalt direkte til det enkelte medlems konto i forhold til dennes indskud.

Foreningen påtænker i visse tilfælde at gøre brug af en såkaldt Bet Service. Denne Bet Service udbydes af en ekspert på området, der vil rådgive om, hvor de bedst mulige odds er, og dermed hvor der vil være størst udbytte ved at placere sine væddemål. Bet Service kan fungere udelukkende som en rådgivende funktion, men der er også mulighed for at give Bet Service fuldt mandat til at indgå væddemålene på vegne af foreningen. For sin ydelse vil Bet Service opkræve et vederlag, der formodentlig beregnes som en procentdel af gevinsterne - dette afhænger dog af den enkelte udbyder.

Alle væddemålene vil ske hos spiludbydere med tilladelse i Danmark og EU - herunder i England. Efter de lokale engelske regler kan en dansk forening imidlertid ikke indgå væddemål hos engelske spiludbydere, men det kan en fysisk person bosiddende i Danmark godt. Derfor vil væddemålene blive indgået på foreningens vegne af formanden i dennes navn, men for foreningens regning og risiko.

Følgende fremgår af udkast til vedtægter for "Foreningen (...)".

"§ 2 Formål

Foreningen er en spilleforening, som har til formål at indskyde medlemmernes fælles indskud i lovlige væddemål på godkendte danske bookmakere eller andre bookmakere godkendt inden for EU som f.eks. Betfair.com med henblik på at opnå gevinst for medlemmerne af Foreningen.

§ 3 Optagelse af medlemmer samt vilkår for medlemskab

3.1. Som medlem kan optages enhver fysisk person, som på indmeldelsestidspunktet er fyldt 18 år.

(...)

3.5 Indskuddet til Foreningen udgør 25.000 kr. pr. andel, som medlemmet ønsker at tegne. Et medlem skal på et hvilket som helst tidspunkt have tegnet minimum 2 andele.

(...)

§ 5 Ophør af medlemskab eller reducering af indskudsandele

5.1. Et medlemskab ophører ved skriftlig udmeldelse meddelt til Foreningens formand. Udmeldelse sker med 1 måneds varsel med virkning fra udgangen af næstkommende måned. (...)

5.2. Ved udmeldelse opgøres medlemmets saldo pr. ophørsdagen. Saldoen opgøres som medlemmets indskud med tillæg af evt. gevinst eller fradrag af evt. tab, som måtte være realiseret men ikke udbetalt i medlemsperioden, samt en ideel andel af foreningens formue, uagtet om denne måtte være positiv eller negativ. Gevinst eller tab ved væddemål, som er indgået inden ophørsdagen, men først afgøres efter ophørsdagen, skal medregnes forudsat, at væddemålet er afgjort senest den 15. i måneden efter ophørsdagen. Hvis væddemålet ikke er afgjort inden da, anses væddemålet for realiseret med tab uanset, om væddemålet senere realiseres med gevinst. Medlemmets saldo udbetales indenfor 20 hverdage efter ophørsdagen.

5.3. Et medlem kan reducere sit antal af andele - dog aldrig til under 2 - efter principperne anført i afsnit 5.1 og 5.2.

§ 6 Medlemsfortegnelse, saldoopgørelse og udbetaling

6.1. Foreningen skal føre en fortegnelse over samtlige medlemmer.

6.2. Ved udløbet af hver måned skal Foreningen udarbejde en saldoopgørelse over det enkelte medlems indskud med tillæg af evt. gevinst eller fradrag af evt. tab, og med fradrag af evt. omkostninger.

6.3. Såfremt saldoen udviser et større beløb end indskuddet udbetales dette beløb til medlemmet ca. den 24. i den efterfølgende måned.

6.4. Såfremt saldoen udviser et mindre beløb end 25.000 kr. pr. indskudt andel, udbetales intet beløb. Medlemmets indskudte andel beregnes da for den følgende måned med det beløb, som saldoen udgøres af.

§ 7 Generalforsamling

7.1. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, som er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.

7.2. En gang årligt senest den 31. maj afholdes generalforsamling til hvilken medlemmerne indkaldes med mindst 3 ugers varsel. (...)

(...)

7.5. Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer, som på tidspunktet for indkaldelsen ikke har opsagt sit medlemskab og har haft indskud i Foreningen i mindst 4 måneder (...)

7.6. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal være:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Gennemgang af regnskab
  4. Indkommende forslag
  5. Valg af Formand
  6. Valg af Næstformand
  7. Eventuelt

(...)

7.8. På generalforsamlingen afgives stemmer i forhold til antal andele af indskud, som på tidspunktet for indkaldelsen har været indskudt i Foreningen i mindst 4 måneder, og som ikke er opsagt. Beslutninger træffes med simpelt stemmeflertal i forhold til andele af indskud. Dog skal beslutninger om vedtægtsændringer - herunder opløsning af Foreningen - træffes med 2/3 majoritet. (...)

§ 8 Ledelse

8.1. Foreningen tegnes af Formanden.

8.2. Såfremt Formanden afgår ved døden eller på anden måde - eksempelvis på grund af sygdom - bliver forhindret i at varetage opgaven som Formand, indtræder Næstformanden som Fungerende Formand. Næstformanden er som Fungerende Formand pligtig til straks at indkalde til generalforsamling snarest muligt til valg af ny Formand og evt. ny Næstformand.

§ 9 Hæftelse og ansvar over for tredjemand

9.1. Et medlem hæfter kun for sit samlede indskud, og medlemmerne er ikke personligt ansvarlig for Foreningens forpligtelser, med undtagelse af Formanden, der hæfter personligt.

§ 10 Spilleregler

10.1. Formanden og foreningen fastlægger uge for uge den valgte strategi for væddemål.

10.2. Alle væddemål baseres på statistik kamp form, m.m. samt valideret tips fra andre tipperen eller medlemmer.

10.3. Foreningen kan ikke indgå væddemål for et større beløb end medlemmernes samlede indskud med fradrag af evt. realiserede tab.

10.4. Formanden kan på Foreningens vegne indgå aftale med leverandør af Bet Services som kan hjælpe med rådgivning, placering af væddemål m.v.

§ 11 Omkostninger

11.1. Formanden er på Foreningens vegne berettiget til at afholde omkostningerne m.v. i forbindelse med Foreningens virke herunder omkostninger til blandt andet bookmakerselskaber og banker i forbindelse med indskud og overførsler, samt udgifter til Pro tippere, rådgivning og anden administration.

§ 12 Opløsning

12.1. I tilfælde af Foreningens opløsning skal Foreningens midler - efter at alle kreditorer er blevet fyldestgjort, og Foreningen har afholdt samtlige omkostninger forbundet med opløsning - fordeles til medlemmerne i forhold til antal af indskudsandele."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Indledningsvis bemærkes, at Foreningen må anses som en skattemæssigt transparent enhed i forhold til medlemmerne for formanden, idet foreningen skatteretligt kan sidestilles med et kommanditselskab - blandt andet under hensyn til, at en deltager (formanden) hæfter personligt og ubegrænset, mens de øvrige deltagere hæfter i forhold til deres indskud.

Som udgangspunkt er gevinster fuldt skattepligtige i Danmark og skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 4, litra f.

Det fremgår dog af lov om afgift af spil § 1, stk. 3, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke skal medregnes gevinster hidrørende fra spil omfattet af loven eller fra tilsvarende spil, der udbydes i et andet EU- eller EØS-land, og er tilladt i det pågældende land.

Af Den Juridiske Vejledning afsnit E.A.9.16 fremgår det, at

"Gevinster vundet i et spil udbudt i et andet EU-land eller i et EØS-land er også fritaget for indkomstskat, hvis de er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i dette land, og det tilsvarende spil her i landet ikke indkomstbeskattes. Er dette ikke tilfældet, eller er gevinsten vundet på spil udbudt i et land uden for EU, er gevinsten indkomstskattepligtig. Se SKM2009.276.LSR, SKM2015.213.SR og afsnit C.A.6.4 om skattepligt af gevinster.

(...)

Fritagelse for indkomstskat af gevinster vundet i et andet EU-land eller i et EØS-land er betinget af, at vinderen kan fremlægge den fornødne dokumentation for, at gevinsten er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i det pågældende land. Se SKM2004.121.DEP og afsnit C.A.6.4 om skattepligt."

Af spilleforeningens vedtægter fremgår det, at foreningens formål er at indskyde medlemmernes indskud i lovlige væddemål på godkendte danske/EU spilleportaler som f.eks. Betfair.com og Bet365.com. Der vil således kun blive indgået væddemål med spiludbydere, der er godkendte af spillemyndighederne lokalt inden for EU og Danmark.

At der bliver spillet gennem en forening bør ikke ændre på skattefritagelsen efter spilleafgiftslovens § 1, stk. 3.

Ligeledes burde det være uden betydning, om der indhentes rådgivning fra tredjemand i form af Bet Services. Dette underbygges af SKM2010.69.SR, hvor der er blevet spurgt til, om SKAT kan bekræfte, at skattepligtige indtægter ved indgåelse af væddemål ikke anses for næringsskattepligtig virksomhed og dermed omfattet af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f, selvom indtægterne ved væddemålet er den primære og altovervejende indtægt for et selskab.

Skatterådet fandt, at indkomst omfattet af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f (indtægter fra lotterispil samt andet spil og væddemål) ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Skatterådet fremhævede, at dette gælder uanset at der er tale om indgåelse af væddemål m.v., der indgås sporadisk eller i et større systematisk omfang, og uanset om aktiviteten sker i personlig regi eller i selskabsform. Skattefriheden gælder uanset om væddemålene indgås i større systematisk omfang, hvilket vil være tilfældet ved brug af Bet Service.

Skatterådet udtalte, at det forhold at man ved en aktivitet som væddemål kan forøge sine chancer for gevinst, enten som følge af grundigt forarbejde eller ved matematiske evner, ikke ændrer på, at der er tale om en aktivitet, som efter sin natur ikke er i besiddelse af de fornødne karakteristika, der er kendetegnende for en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

Brugen af Bet Service må anses for et grundigt forarbejde, herunder mulighed med brug af matematiske modeller, der ikke ændrer på, om der foreligger en aktivitet med de fornødne karakteristika for erhvervsmæssig virksomhed.

Således må det konkluderes, at indtægter fra væddemål ikke er skattepligtige - ej heller hvis væddemålene er baseret på rådgivning fra tredjemand.

Det er derfor vores opfattelse, at Skatterådet bør besvares spørgsmål 1 med "Ja."

Ad spørgsmål 2

I SKM2010.69.SR bekræftede Skatterådet ved besvarelsen af spørgsmål 2, at indtægter ved indgåelse af væddemål ikke anses for næringsskattepligtig virksomhed uagtet at indtægterne ved væddemål var primære og overvejende indtægter.

Af SKATs indstilling og begrundelse til spørgsmål 2, som blev tiltrådt af Skatterådet fremgår det, at

"Indgåelse af væddemål er kendetegnet ved, at der er tale om en ensidig handling i form af et køb af en værdikupon.

Aktiviteten adskiller sig i alle henseender markant fra en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, der er karakteriseret ved, at man køber og sælger varer, tjenesteydelser, ejendomme, værdipapirer mv.

SKAT kan af de nævnte grunde bekræfte, at indtægter ved indgåelse af væddemål omfattet af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f, ikke kan anses for erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende."

Uagtet af foreningen ikke vil have andre indkomster, vil foreningen således ikke drive næringsskattepligtig virksomhed ved indgåelse af væddemål, og det er vores opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med "Ja."

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at medlemmerne af spilleklubben ikke vil være skattepligtige af overskud/uddeling fra foreningen.

Begrundelse

Skatterådet er ved spørgsmål 1 anmodet om at bekræfte, at medlemmerne af foreningen ikke vil være skattepligtige af overskud/uddeling fra selvsamme forening.

SKAT forstår spørgsmålet således, at det består af to elementer, hvilket understøttes af spørgers argumentation:

  • Om medlemmerne er skattepligtige af foreningens overskud og
  • Om medlemmerne er skattepligtige af uddelinger fra foreningen.

Ad spørgsmål om skattepligt af uddelinger

Af betydning for besvarelsen af spørgsmålet vil være, om foreningen er et selvstændigt skattesubjekt eller om den er skattemæssigt transparent, således at beskatningen af foreningens indtægter, udgifter, gevinster og tab, foretages hos medlemmerne.

En udlodning fra foreningen til medlemmerne, herunder en udlodning efter vedtægternes § 6 af det månedlige overskud, vil i førstnævnte tilfælde være skattepligtigt hos medlemmerne, jf. bestemmelserne i statsskattelovens § 4, litra e, eller ligningslovens § 16 A.

Anses foreningen for transparent gennemføres beskatningen af foreningens indtægter/udgifter og gevinst/tab umiddelbart hos foreningens medlemmer. Udlodning af foreningens midler til medlemmerne vil i dette tilfælde ikke indebære beskatning hos medlemmerne.

Bedømmelsen foretages efter en konkret vurdering på baggrund af de retningslinjer, som angives i Den juridiske vejlednings afsnit C.D.1.1.12.

Det fremgår af vedtægternes § 2, at foreningen har til formål at indskyde medlemmernes samlede/fælles indskud i lovlige væddemål på danske bookmakere eller andre bookmakere inden for EU med henblik på opnåelse af gevinst for medlemmerne.

Foreningen kan alene indgå væddemål for et beløb svarende til medlemmernes nettoindskud, dvs. de samlede indskud med fradrag for tab, jf. vedtægternes §10.

Som medlem kan optages fysiske personer over 18 år, mod indskud af 25.000 kr. pr. tegnet andel, jf. vedtægternes § 3.

Af vedtægternes § 6 fremgår, at foreningen ved udløbet af hver måned udarbejder en saldoopgørelse over det enkelte medlems indskud med tillæg af eventuel gevinst eller fradrag af eventuelt tab, og med fradrag af eventuelle omkostninger.

Eventuelle omkostninger må antages i al væsentlighed at vedrøre udgift til bet services, udgifter til bank og udgifter til bookmakerselskaber, jf. vedtægternes § 11.

Det fremgår af vedtægternes § 5, at medlemmerne til enhver tid kan vælge at udtræde af foreningen. Medlemmets saldo opgøres da pr. ophørsdagen, som medlemmets indskud med tillæg af eventuel gevinst eller fradrag af eventuelt tab, som måtte være realiseret men ikke udbetalt, samt en ideel andel af foreningens formue, uagtet om denne måtte være positiv eller negativ.

I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens midler fordeles i forhold til antal af indskudsandele, jf. vedtægternes § 12.

Foreningen tegnes af formanden, jf. vedtægternes § 8. Formandens opgaver består i efter til vedtægternes § 10, sammen med foreningen, at fastlægge strategien for væddemål og at indgå aftale med leverandør af bet services. Vedtægterne giver ikke nærmere anvisning på, hvorledes dette samarbejde er organiseret. Formanden er på foreningens vegne endvidere berettiget til at afholde diverse omkostninger i forbindelse med foreningens virke, jf. vedtægternes § 11.

Der afholdes efter vedtægternes § 7 generalforsamling én gang årligt.

Af vedtægternes § 9 fremgår, at formanden hæfter personligt over for foreningens kreditorer. Kreditorer må i denne sammenhæng antages at være udgift til bet services, udgifter til bank og udgifter til bookmakerselskaber, jf. vedtægternes § 11. Det er på baggrund af vedtægternes § 10, hvorefter foreningen ikke kan indgå væddemål for et større beløb ned det samlede indskud, usikkert, hvorvidt hæftelsen kan realiseres.

Foreningens virke består således i al væsentlighed i, på baggrund af fælles (netto-) indskud, at indgå væddemål, idet gevinst/tab efterfølgende, på månedlig basis, konteres det enkelte medlems (kapital-)konto i foreningen. Ved udtræden af foreningen, som kan ske til enhver tid, udbetales indeståendet på medlemmets kapitalkonto. Medlemmerne vil derfor vilkårligt kunne tømme foreningen for kapital. Ved ophør udbetales en forholdsmæssig del af kapitalen til det enkelte medlem.

Formandens bemyndigelse afgrænses i forhold til foreningens snævre sigte, og omfatter indgåelse af aftale om bet services og afholdelse af udgifter til selvsamme og bankforbindelse. Væddemålsstrategien fastlægges sammen med foreningen. Foreningen har ikke nogen bestyrelse. Generalforsamling afholdes én gang årligt. Foreningens organisatoriske struktur er derfor forholdsvis løs.

Under disse omstændigheder er det SKATs opfattelse, at foreningen ikke har selvstændig skattesubjektivitet men må anses at være transparent, således at beskatningen umiddelbart gennemføres hos det enkelte medlem. Uddelinger fra foreningen til medlemmerne kan derfor ske uden skattemæssig konsekvens for sidstnævnte.

Ad spørgsmålet om medlemmerne er skattepligtige af foreningens overskud

Som det fremgår ovenfor, gennemføres beskatningen af foreningens indtægter og udgifter hos foreningens medlemmer.

Det fremgår af de faktiske forhold, at foreningen - i eget navn - vil indgå væddemål hos godkendte danske bookmakere eller andre bookmakere godkendt i et EU-land med henblik på opnåelse af gevinst. Efter de engelske regler kan en dansk forening ikke indgå væddemål hos engelske spiludbydere, men det kan en fysisk person bosiddende i Danmark godt. Derfor vil væddemålene blive indgået på foreningens vegne af formanden i dennes navn, men for foreningens regning og risiko. Foreningen påtænker i visse tilfælde at gøre brug af en såkaldt Bet Service. Denne Bet Service udbydes af en ekspert på området, der vil rådgive om, hvor de bedst mulige odds er, og dermed hvor der vil være størst udbytte ved at placere sine væddemål.

Indtægter fra lotterispil samt andet spil og væddemål er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, litra f, medmindre gevinsten, efter § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil, er undtaget fra skattepligt.

Undtagelsen efter § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil, omfatter både nærmere bestemte væddemål m.v. her i landet, som væddemål m.v., der er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et EU/EØS-land, såfremt det tilsvarende spil her i landet ikke indkomstbeskattes.

Spørger har oplyst, at der vil alene blive indgået væddemål med spiludbydere, der er godkendte af spillemyndighederne lokalt inden for EU og Danmark.

SKAT forstår det oplyste således, at der alene vil blive benyttet spiludbydere og spil, der omfattes af undtagelsen efter § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil.

Spørger vil derfor ikke være skattepligtig af indgåede væddemål m.v.

Det bemærkes, at det ved forståelsen af § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil, jf. lovens øvrige bestemmelser om afgiftsbilagte spil, er uden betydning, om der forudgående benyttes bet services (ekspertbistand).

SKAT skal bemærke, at eventuelle udgifter afholdt til bet services, bankforbindelse og bookmakere, ikke kan anses afholdt for at erhverve sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst, og derfor ikke vil være fradragsberettigede medmindre der foreligger særlig hjemmel til fradrag (f.x. renteudgifter).

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at foreningen ikke vil være skattepligtig af gevinster fra væddemål.

Begrundelse

SKAT forstår på baggrund af spørgers bemærkninger, spørgsmålet således, at der ønskes en bekræftelse af, at foreningen og medlemmerne ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet fandt ved SKM2010.69.SR, at indtægter opnået ved indgåelse af væddemål omfattet af statsskattelovens § 4, litra f, ikke kunne anses for erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT skal henvise hertil.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 4

"Som skattepligtig Indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte Undtagelser og Begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestaaende i Penge eller Formuegoder af Pengeværdi, saaledes f.Eks.:

(...)

f. af Lotterispil samt andet Spil og Væddemaal.

(...)"

Selskabsskattelovens § 8, stk. 1.

"Den skattepligtige indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige på de i denne lov omhandlede selskaber og foreninger m.v., jf. dog § 8 A, stk. 2."

Lov om afgift af spil § 1

"Udbud eller arrangement af spil er afgiftspligtigt, i det omfang det følger af reglerne i denne lov.

(...)

Stk. 3. Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

(...)"

Praksis

Den juridiske Vejledning 2017-1, afsnit C.A.6.4

Gevinster og dusører er fuldt ud skattepligtige, med mindre

  • der i stedet skal betales afgift af gevinsten, jf. lov om afgifter af spil, lov nr. 698 af 25. juli 2010. Se lovens § 1, stk. 3.
  • der er tale om dusører eller belønninger, der er givet for en indsats for at redde mennesker eller for at opklare en forbrydelse, hvis indsatsen ikke hører til den pågældendes erhverv.Se LL § 7, 28
  • der er tale om findeløn og godtgørelser, der bliver udbetalt i henhold til lov om hittegods eller bestemmelserne om danefæ og danekræ i museumsloven. Se LL § 7, 28.

(...)

Følgende gevinster er skattepligtige:

(...)

  • Indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål. Se SL § 4, litra f (bortset fra spil omfattet af afgift, se E.A.9).

(...)

  • Gevinster ved spil, herunder poker på internettet (gælder dog ikke spil, der er fritaget for indkomstbeskatning og i stedet er pålagt en afgift). Se SKM2009.699.LSR.

(...)

Gevinster fra udlandet

Gevinster ved offentlige bortlodninger, præmie- og gættekonkurrencer, der er afholdt på Færøerne, i Grønland eller i udlandet er skattepligtige. Det gælder dog ikke gevinster, som vindes på et spil eller lotteri svarende til tilsvarende spil, som er omfattet af lov om afgifter og spil, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- elle EØS-land og er tilladt i dette land. Se lov om afgifter af spil, § 1, stk. 3.  Gevinster vundet i spil i lande uden for EU og EØS er indkomstskattepligtige. Der henvises til afsnit E.A.9.16.

Fradrag for indskud

Når man opgør den skattepligtige gevinst, kan man få fradrag for det dokumenterede indskud i det vindende spil. Landsskatteretten har i en afgørelse om gevinster i totalitatorspil, der på det tidspunkt var skattepligtige, tilladt fradrag ikke blot for det gevinstgivende indskud, men også for de øvrige indskud, som kunne dokumenteres i årets løb. Se LSR 1973.116. Der må i sådanne tilfælde stilles strenge krav til dokumentationen, der i det mindste skal underbygges af et regelmæssigt regnskab over gevinster og indskud. Der er ikke fradrag for eventuelle tab.

(...)"

Den Juridiske Vejledning 2017-1, afsnit E.A.9.16

"Gevinster fra spil omfattet af SPILAL er fritaget for indkomstskat. Se SPILAL § 1, stk. 3.

Gevinster vundet i spil udbudt i et andet EU-land eller i et EØS-land er også fritaget for indkomstskat, hvis de er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i dette land, og det tilsvarende spil her i landet ikke indkomstbeskattes. Er dette ikke tilfældet, eller er gevinsten vundet på spil udbudt i et land uden for EU, er gevinsten indkomstskattepligtig. Se SKM2009.276.LSR, SKM2015.213.SR, xSKM2016.152.SR og afsnit C.A.6.4 om skattepligt af gevinster.

Som hovedregel antages, at spil købt fysisk direkte på stedet (kiosker, spillebutikker, spillehaller og kasinoer) er anerkendt og kontrolleret af landets myndighed. Samme antagelse kan ikke umiddelbart gøres, hvis spillet er købt online, og sådanne gevinster kan derfor være skattepligtige.

Fritagelse for indkomstskat af gevinster vundet i et andet EU-land eller i et EØS-land er betinget af, at vinderen kan fremlægge den fornødne dokumentation for, at gevinsten er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i det pågældende land. Se SKM2004.121.DEP og afsnit C.A.6.4 om skattepligt.

(...)"

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.D.1.1.12

"Ved vurderingen af, hvornår der er tale om et selvstændigt skattesubjekt, dvs. en forening mv. efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, lægges der vægt på en række kriterier, herunder hensigten med virksomheden samt indholdet af evt. vedtægter. Disse foreninger mv. er alene skattepligtige af specifikke dele af foreningens indkomst. Skattepligten omfatter således fx erhvervsmæssig indkomst, udlejning af fast ejendom mv., se nedenfor.

Bestemmelsen i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter sammenslutninger, der på den ene side er selvstændige skattesubjekter, men på den anden side hverken omfattes af fondsbeskatningsloven, se afsnit C.D.9.1.3.3, bestemmelserne i SEL § 1, stk. 1, nr. 1-5c eller fritaget fra skattepligt i henhold til SEL § 3, stk. 1.

Afgrænsningen af disse selvstændige skattesubjekter over for sammenslutninger uden selvstændig skattesubjektivitet (interessentskaber, kommanditselskaber, partrederier mv.), hvor skattepligten i stedet påhviler den enkelte deltager, kan være vanskelig at foretage, da interessentskaber kan fremtræde med en organisation, der på et eller flere punkter ligner foreningers organisation.

Af væsentlig betydning for den skatteretlige kvalifikation er sammenslutningens vedtægter og hensigten med dens virksomhed under hensyn til dens selvstændighed i forhold til de enkelte deltagere.

(...)

Udover de førnævnte kriterier kan nedenstående kriterier være af betydning for kvalifikationen. Det bemærkes, at intet enkelt af disse kriterier kan være ubetinget afgørende. Se desuden Skattedepartementets udtalelse i TfS 1984, 434 DEP, der opregner de for foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, kendetegnende karakteristika. Det skal desuden understreges, at der er tale om en konkret vurdering af både vedtægter og sammenslutningens konkrete virke.

Kriterier der indikerer, at der et tale om en forening:

  • Den enkelte deltager hæfter kun med sit indskud (kontingent).
  • Mange deltagere.
  • Deltagerkredsen skifter, således at nogle deltagere afløser andre.
  • Sammenslutningen styres af foreningsorganer, dvs. generalforsamling/repræsentantskab og en valgt bestyrelse.
  • Optagelse af nye deltagere (medlemmer) sker efter objektive kriterier, eventuelt er medlemsadgangen helt fri.
  • En deltagers udtræden er uden retslig betydning for sammenslutningens beståen og giver ikke den udtrædende krav på nogen del af dennes formue.
  • Sammenslutningens overordnede formål er af ideel karakter. En eventuel erhvervsmæssig virksomhed drives til fremme af det ideelle formål.

Kriterier der indikerer, at der et tale om et interessentskab (dvs. ikke et selvstændigt skattesubjekt):

  • Den enkelte deltager hæfter personligt (og solidarisk) for sammenslutningens forpligtelser.
  • Få deltagere.
  • Deltagerne er de samme under hele interessentskabets levetid.
  • Der kræves énstemmighed blandt deltagerne til alle væsentlige beslutninger.
  • Optagelse af ny deltager betragtes som stiftelse af nyt interessentskab.
  • En deltagers udtræden betragtes som opløsning af det bestående og stiftelse af nyt interessentskab. Den udtrædende har krav på en ideel anpart af interessentskabets aktiver, således at opløsningen medfører skifte (formuerealisation).
  • Sammenslutningen har et rent erhvervsmæssigt formål."

SKM2009.699.LSR

Klageren, der var studerende, havde spillet poker hos en række onlinespiludbydere og deltaget i en række liveturneringer. Udtalt af Landsskatteretten, at pokerspil ikke kan anses for erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor evt. underskud forbundet hermed ikke er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKM2010.69.SR

Spørger oplyste, at han havde udviklet matematiske modeller/systemer, der gjorde, at han kunne sætte sine spil, foretaget hos spiludbydere både inden for og uden for EU, i system, og stort set være sikret et rimeligt økonomisk udbytte af spillene. Spørger havde under overvejelse, at lade spilaktiviteten foregå igennem et selskab.

Det var skatterådets opfattelse, de indkomster, som hidrørte fra den af spørger beskrevne aktivitet var omfattet af statsskattelovens § 4, litra f. Et selskab var ikke afskåret fra at opnå indtægter ved indgåelse af væddemål m.v. i skattemæssig henseende, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f. Det blev i tilknytning hertil bemærket, at der ved besvarelsen ikke var taget stilling til, hvorvidt selskabet var rette indkomstmodtager i de konkrete situationer.

Spilindtægten ville være skattefri, såfremt en række betingelser var opfyldt. Spiludbyderen skulle være hjemmehørende i et EU/EØS-land, spillet skulle være godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et EU/EØS-land og være i overensstemmelse med spillelovgivningen i det pågældende land, hvilket indebar, at spiludbyderen havde licens i et EU/EØS-land til at udbyde det aktuelle spil. Hvis en godkendt spiludbyder i et EU/EØS-land formidlede et spil, der hidrørte fra en spiludbyder i Asien, ville der ikke være tale om gevinst fra et spil, der var godkendt og kontrolleret af en myndighed i et EU/EØS-land, hvilket indebar, at gevinsterne ville være skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4, litra f.

Indtægter opnået ved indgåelse af væddemål omfattet af statsskattelovens § 4, litra f, kunne ikke anses for erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed. Dette fulgte allerede af indkomstens karakter. Det måtte gælde uanset der var tale om væddemål m.v. indgået sporadisk eller i større systematisk omfang og uanset om aktiviteten skete i personlig regi eller i selskabsform. Det forhold, at man havde indgåelse af væddemål som sin levevej, var ikke tilstrækkeligt til at kunne kvalificere aktiviteten som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Det forhold, at man ved en sådan aktivitet kunne forøge chancerne for gevinst, enten som følge af grundigt forarbejde eller ved matematiske evner, ændrede ikke ved, at der var tale om en aktivitet, som efter sin natur ikke var i besiddelse af de fornødne karakteristika, der var kendetegnende for en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Der blev endvidere henvist til, at der for en sådan aktivitet ikke kunne udarbejdes budgetter, og at aktiviteten i alle henseender adskilte sig fra erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, der var karakteriseret ved, at man købte og solgte varer, tjenesteydelser, ejendomme, værdipapirer m.v.

SKM2016.170.SR

Spørger overvejede at stifte et datterselskab, registreret som anpartsselskab. Datterselskabets formål ville være investeringer, herunder indgåelse af stakingaftaler. En stakingaftale er en aftale indgået imellem staker, i det konkrete tilfælde anpartsselskabet, og en pokerspiller, om spillerens deltagelse i en konkret pokerturnering. Aftalen indgås før start af pokerturneringen. Ved aftalen overfører staker en andel af pokerspillerens buy in og fee til spilleren mod at modtage en andel af spillerens gevinst ved pokerturneringen.

Skatterådet fandt (spørgsmål 2), under henvisning til § 2, stk. 2 og 4 i bekendtgørelse om onlinekasino, (bekendtgørelse nr. 67 af 25/1 2012), hvorefter alene fysiske personer kan registreres som kunder og hvorefter kunden udelukkende må handle på egne vegne, at det alene er spilleren, der - også i skattemæssig henseende - erhverver ret til en eventuelt gevinst. Aftalen imellem staker og spilleren måtte betragtes som et nyt spil, idet staker i realiteten spillede på, om spilleren ville vinde den konkrete aftaleturnering. Stakers eventuelle indtægter ved indgåelse af stakingaftalen var omfattet af statsskattelovens § 4, litra f, og kunne ikke anses som indtjent som led i selvstændig erhvervsvirksomhed.

Spørgsmål 2

Praksis

Se SKM2010.69.SR ovenfor under spørgsmål 1.