Parter
A
(v/Adv. Christian Falk Hansen)
Mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Adv. Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af Landsretsdommerne
Lars E. Andersen, Vogter og Michael Klejs Pedersen (kst.) i ankesag
Sagens oplysninger
Byretten har den 25. januar 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 3- 2390/2014) (SKM2016.299.BR)
Påstande
For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten, og subsidiært påstået indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2010 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Dommerne Lars E. Andersen og Vogter udtaler:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for at medtage kautionsforpligtelsen på fradragskontoen for indkomståret 2010 er opfyldt.
Det tiltrædes herunder, at A ikke har godtgjort, at han ved aftalen med kommanditselskabet om hæftelsen og ved kautionen over for banken har påtaget sig to selvstændige betalingsforpligtelser, som tilsammen overstiger hæftelsen overfor kommanditselskabet. Det har formodningen imod sig, at A, hvis resthæftelse i de relevante dokumenter er opgjort til 2.558.605 kr., skulle have påtaget sig en yderligere forpligtelse ved kautionen, som i foråret 2003 ville bringe hans samlede forpligtelser langt op over de 3,5 mio. kr., han tegnede sig for. Der er således ikke noget i de oprindelige dokumenter om retsforholdene, der peger på, at A eller andre deltagere på daværende tidspunkt opfattede det således, at kommanditisterne ved tegning af den begrænsede selvskyldnerkaution forøgede deres samlede hæftelse.
A har for landsretten anført, at betalinger på den transporterede resthæftelse ville nedsætte kautionsforpligtelsen, men ikke omvendt. Det følger af kautionens pkt. 3.2, at banken kan vælge, om den vil udøve sine rettigheder efter kautionen eller transporten i resthæftelsen, dog kun inden for resthæftelsen, jf. pkt. 3.1. Det har, som anført af Skatteministeriet, formodningen imod sig, at omfanget af As samlede reelle hæftelse skulle afhænge af, om banken gjorde kautionsforpligtelsen eller transporten af resthæftelsen gældende. De oprindelige dokumenter m.v. for projektet, herunder prospektet, vedtægten for kommanditselskabet, tegningsaftalen og "Loan Agreement" med bilag, må efter det foreliggende ses under et ved fastlæggelsen af kommanditisternes samlede forpligtelser, og "Loan Agreement" med tilhørende bilag kan herefter kun forstås således, at resthæftelsen begrænses i det omfang en kommanditist måtte indfri en kautionsforpligtelse, og at kommanditselskabet har accepteret dette også i forhold til kommanditisterne.
Vi stemmer således for at stadfæste byrettens dom.
Dommer Michael Klejs Pedersen (kst.) udtaler:
Det er en betingelse for at medtage kautionsforpligtelsen på fradragskontoen, at A herved påtog sig en yderligere forpligtelse udover hans vedtægtsbestemte resthæftelse overfor kommanditselskabet.
Det fremgår af kautionens pkt. 3.2, at 2. prioritetsbanken havde valgfrihed mellem at udøve sine rettigheder efter kautionen eller transporten i resthæftelsen, dog således at det beløb som A var forpligtet til at betale til 2. prioritetsbanken under kautionen og transporten samlet set ikke kunne overstige 2.558.605 kr., jf. kautionens pkt. 3.1, svarende til As vedtægtsbestemte resthæftelse overfor kommanditselskabet.
Eftersom det samlede beløb som A var forpligtet til at betale til 2. prioritetsbanken under kautionen og transporten ikke kunne overstige førnævnte beløb, da ville As eventuelle betalinger på den transporterede resthæftelse være ensbetydende med en tilsvarende nedsættelse af As kautionsforpligtelse over for 2. prioritetsbanken, jf. også herved "Loan Agreement" pkt. 13.1, litra c.
Spørgsmålet er herefter om As resthæftelse over for kommanditselskabet ville blive tilsvarende nedsat, hvis A på anfordring fra 2. prioritetsbanken indfriede selvskyldnerkautionen over for 2. prioritetsbanken.
Der er ikke i aftalegrundlaget, herunder, prospektet, tegningsaftalen, vedtægterne for kommanditselskabet, "Loan Agreement" mellem kommanditselskabet og 2. prioritetsbanken, transporten til eller selvskyldnerkautionen over for 2. prioritetsbanken, holdepunkter for at antage, at kommanditselskabet havde accepteret en samtidig nedskrivning af resthæftelsen i den situation, hvor A på anfordring indfriede selvskyldnerkautionen. As resthæftelse bestod i denne situation derfor fortsat fuldt ud over for kommanditselskabet, og kommanditselskabet ville i konsekvens heraf være berettiget til at kræve resthæftelsen indbetalt på anfordring i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom.
A var heller ikke berettiget til at modregne beløb betalt under selvskyldnerkautionen i resthæftelsen, da dette ville stride mod As forpligtelser efter kautionens pkt. 7.1, litra b, hvoraf det følger, at "kautionisten ... ikke [har] ret til regres... over for låntager eller låntagers konkurs bo eller nogen anden part, herunder, uden begrænsninger, nogen anden kommanditist for et ethvert beløb, som kautionisten betaler i henhold til denne garanti..."
På den baggrund bestod der derfor en reel risiko for, at A kunne komme til at indfri begge betalingsforpligtelser, hvorfor dette udgjorde den reelle hæftelse. A har herved godtgjort at have påtaget sig en yderligere forpligtelse udover den vedtægtsbestemte resthæftelse, i hvert fald på et midlertidigt grundlag, da regresforbuddet i kautionens pkt. 7.1 efter sin ordlyd kun var gældende "så længe " kommanditselskabet ikke havde opfyldt sine forpligtelser i sin helhed over for 2. prioritetsbanken.
Af de grunde, som byretten har anført, er jeg imidlertid enig i, at A ikke endeligt havde fraskrevet sig retten til regres over for de øvrige selskabsdeltagere, hvorfor A af denne grund ikke var berettiget til, at medtage kautionsforpligtelsen på fradragskontoen.
Jeg stemmer således også for at stadfæste byrettens dom.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr. Beløbet angår udgifter til advokatbistand og er med moms.
Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Byrettens dom stadfæstes.
A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.