Momsloven § 29 vedrører momsgrundlaget ved handel mellem interesseforbundne parter.
Bestemmelsen omfatter blandt andet den situation, hvor ansatte i en virksomhed køber mad i virksomhedens kantine til en pris, som er lavere end kostprisen (fremstillingsprisen). I stedet for at beregne moms af salgsprisen, skal momsen i denne situation beregnes af kostprisen.
Som et valgfrit alternativ til en faktisk opgørelse af kostprisen kan virksomhederne vælge at anvende de forenklede ordninger.
SKAT har i SKM2016.115.SKAT, præciseret grundlaget for anvendelsen af de forenklede ordninger. SKAT har efterfølgende modtaget ønske om, at der fastsættes en standardsats i ordning 2, i lighed med standardsatsen i ordning 1.
Ordning 2 kan vælges i de situationer, hvor virksomheden er leverandør i forhold til medarbejderne, men ikke selv varetager driften af virksomhedskantinen.
Momsgrundlaget skal omfatte alle udgifter i forbindelse med fremstilling af maden, herunder fx udgifter til indkøb af køkkenmaskiner samt indirekte produktionsomkostninger som lokaler og forsyning. Det følger af momsloven § 29, stk. 1, jf. § 28, stk. 3, 2. pkt.
Virksomheder, som kan anvende ordning 2, og som lader kantineoperatøren producere maden i virksomhedens køkken, kan anvende en standardsats på 2,5 % af den samlede betaling for kantinedriften til den eksterne operatør i stedet for at opgøre afskrivning på maskiner inventar, lokaleudgifter, forsyning og andre indirekte omkostninger i forbindelse med fremstillingen af maden.
Standardsatsen i ordning 2 kan anvendes fra og med 1. september 2016.