Parter

A

(Advokat Steen Moesgaard)

Mod

SKAT

(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Malthe Gade Jeppesen)

Afsagt af byretsdommer

Pia Blaabjerg Andersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 26. maj 2015, handler om, hvorvidt A har et erstatningskrav mod SKAT, som følge af at SKAT uretmæssigt beslaglagde og efterfølgende bortauktionerede hans bil, herunder om det eventuelle erstatningskrav er forældet.

A har nedlagt påstand om, at SKAT skal betale A 19.626,83 kr. med tillæg af procesrente fra den 26. maj 2015.

SKAT har nedlagt påstand om frifindelse.

Den af A nedlagte påstand er opgjort således:

SKATs vurdering af bilen	11.170,00 kr.
Købspris for gasanlæg monteret i bilen	4.894,40 kr.
Forsikringspræmie for perioden 17. juni 2009 til 23. november 2010	3.562,43 kr.
I alt	19.626,83 kr.

Oplysningerne i sagen

Sagen er behandlet efter reglerne om småsager. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling.

Den 17. juni 2009 kvitterede SKAT for beslaglæggelse af bil med registreringsnummer ...Q til sikkerhed for betaling af bøder, afgifter og sagsomkostninger.

Ved erklæring af 29. juni 2009 bekræftede A over for SKAT, at bilen tilhørte ham. Han havde lånt bilen til sin bror, WR.

Ved afgørelse af 1. juli 2009 tog SKAT med henvisning til toldlovens § 83, stk. 1 og 3, bilen, som var indregistreret i Polen, i bevaring.

Den 22. juli 2009 traf SKAT afgørelse om at opkræve registreringsafgift vedrørende bilen hos WR, der fandtes at være omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, jf. § 7, stk. 1-3. Bilen blev samtidig beslaglagt og taget i bevaring, jf. toldlovens § 83, stk. 1 og 3. Afgørelsen indeholdt en klagevejledning.

SKAT meddelte ved brev af 19. august 2010 WR, at hvis den opkrævede registreringsafgift ikke blev betalt inden 2 måneder, ville den beslaglagte bil blive solgt på auktion.

Bilen blev solgt på auktion den 23. november 2010.

Den 16. august 2011 afsagde Landsskatteretten en kendelse (SKM2011.601.LSR), hvorefter det ikke fandtes godtgjort, at en polsk statsborger med bopæl både i Danmark og i Polen var registreringsafgiftspligtig af et polsk indregistreret køretøj ejet af et polsk selskab. Det fandtes ikke godtgjort, at der forelå en aftale om 6 måneders brugsret, hvorfor den polske statsborger ikke var omfattet af begrebet "bruger", i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3.

Landsskatterettens kendelse medførte, at Skatteministeriet udsendte en styremeddelelse (SKM2012.346.SKAT), hvoraf følgende blandt andet fremgår:

"...

SKM2011.601.LSR er en underkendelse af hidtidig praksis.

...

Der skal også ske genoptagelse af afgørelser, hvor krav om betaling af registreringsafgift er gjort gældende mod brugeren af et køretøj, der ikke er registreret i Køretøjsregisteret.

..."

Den 9. august 2012 traf SKAT på baggrund af Landsskatterettens kendelse afgørelse om at genoptage sagen mod WR, hvor han var blevet pålagt at betale registreringsafgift vedrørende bilen med registreringsnummer ...Q. Det fremgår af afgørelsen, at WR ville få tilbagebetalt de indbetalinger, som han eventuelt havde foretaget i henhold til SKATs tidligere afgørelse. Videre af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Erstatning

Såfremt du finder, at du har lidt et tab som følge af den retsanvendelse der har ligget til grund for den sag, der genoptages, vil et erstatningskrav blive behandlet efter de civilretlige regler.

Du opfordres i givet fald til at rette henvendelse til SKAT.

..."

Det fremgår af SKATs tilkendegivelse af 8. maj 2013, at R1 på vegne af WR i brev af 25. september 2012 havde fremsat krav på erstatning som følge af hans tab i forbindelse med den uretmæssigt opkrævede registreringsafgift. SKAT afviste, at WR havde et krav på erstatning mod SKAT med henvisning til, at det ikke var dokumenteret, at WR havde lidt et erstatnings berettiget tab. Der blev ikke i afgørelsen taget stilling til, hvorvidt et eventuelt krav var forældet.

Den 7. oktober 2014 tilkendegav SKAT over for R1 som repræsenterede A, at SKAT anså As krav på erstatning for at være forældet. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

I brev af 20. august 2013 oplyste I, at I vil "gentage påstandene i vores brev af 25. september 2012 (dette brev har I ikke vedlagt), dog nu på vegne af A, som erstatningen tilkommer. R1 imødeser, at SKAT indbetaler beløbet på 19.626,83 kr. på vores klients polske konto. R1 mener, at der i sagen er dokumenteret, at A har lidt et tab, som SKAT er forpligtet til at erstatte, da SKAT uretmæssigt har beslaglagt As bil.

..."

A indgav herefter stævning mod SKAT den 26. maj 2015.

Den 27. august 2015 gav Civilstyrelsen A fri proces til under nærværende sag at nedlægge en påstand på 19.626,83 kr.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af WR.

WR har forklaret, at gasanlægget var ekstra udstyr, som var blevet monteret i bilen i Polen. Gasanlægget var udelukkende godkendt til at kunne anvendes i Polen. Det kunne således ikke anvendes i Danmark. Han har spurgt en synsmand om, hvorvidt gasanlægget ville kunne godkendes i Danmark. Efter polsk lovgivning er det ikke muligt periodisk at afmelde en bil fra forsikringen. A kunne udelukkende afmelde bilen, hvis den blev skrottet eller fik ny ejer. A var derfor forpligtet til at betale forsikringspræmien frem til, at bilen blev solgt på auktion.

Parternes synspunkter

A har til støtte for den nedlagte påstand anført, at SKAT er forpligtet til at betale erstatningskravet således, som det er opgjort, idet erstatningskravet tager udgangspunkt i SKATs egen vurdering, tillagt værdien af gasanlægget og udgiften til forsikringspræmie i perioden fra beslaglæggelsen af bilen til den blev solgt på auktion. Gasanlægget skal betragtes som ekstra udstyr, idet anlægget ikke var godkendt til at kunne anvendes i Danmark. Det er udelukkende sædvanligt udstyr, der er medtaget i SKATs værdifastsættelse af bilen. A var i henhold til polsk ret forpligtet til at betale forsikringspræmien i den angivne periode.

Det følger af reglerne i forældelsesloven, at As erstatningskrav som udgangspunkt ville være forældet 3 år efter skadens indtræden den 17. juni 2009. Stævningen i sagen blev indgivet den 26. maj 2015, hvorfor kravet som udgangspunkt er forældet.

Der gør sig dog nogle helt særlige forhold gældende i denne sag.

Den 9. august 2012, hvilket er efter den almindelige forældelsesfrists udløb, meddelte SKAT WR, at de på baggrund af kendelsen fra Landsskatteretten havde besluttet at genoptage hans sag. I brevet gjorde SKAT udtrykkeligt opmærksom på, at hvis der var lidt et tab, som følge af den retsanvendelse, der lå til grund for, at sagen nu blev genoptaget, ville et erstatningskrav blive behandlet efter de civilretlige regler, samtidige med at SKAT opfordrede til, at der blev rettet skriftlig henvendelse til SKAT. Hvis det var SKATs opfattelse, at et erstatningskrav allerede på dette tidspunkt var forældet, burde de have gjort opmærksom herpå. Dette er ikke sket. I stedet har SKAT indledt drøftelser om, hvorvidt der eventuelt består et erstatningskrav. Herved har SKAT givet afkald på at gøre forældelse gældende.

På denne baggrund kontaktede WR SKAT.

Ved sin afgørelse af 8. maj 2013 foretog SKAT en realitetsprøvelse af det erstatningskrav, som WR havde rejst mod SKAT. SKAT angav ikke i sin begrundelse, at kravet var forældet. Herved har SKAT endnu en gang givet afkald på at gøre forældelse gældende.

Det er først ved sin afgørelse af 7. oktober 2014 vedrørende As krav på erstatning, at SKAT gjorde gældende, at kravet var forældet. A havde rykket SKAT for svar flere gange, inden afgørelsen forelå.

Det må dog på grund af den kontakt, der havde været mellem A og SKAT antages efter en analogi af forældelseslovens § 21, stk. 5, at forældelsen først indtrådte et år efter SKATS afgørelse af 7. oktober 2014. Idet stævningen er indgivet inden et år efter den 7. oktober 2014, er As erstatningskrav ikke forældet.

SKAT har de facto givet afkald på at gøre forældelse gældende.

SKAT har gennem hele forløbet vidst, at A var ejer af bilen, men SKAT har aldrig orienteret A om i henhold til hvilke regler, der var sket beslaglæggelse.

Retten bør ved vurderingen af om, der er indtrådt forældelse tage i betragtning, at der i denne sag er tale om en borger mod en offentlig myndighed.

SKAT har til støtte for den nedlagte påstand anført, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen ved krav på erstatning uden for kontrakt i henhold til forældelseslovens § 2, stk. 4, skal regnes fra tidspunktet fra skadens indtræden, hvilket i dette tilfælde er tidspunktet for beslaglæggelsen. Der indtrådte herefter forældelse for kravet den 17. juni 2012.

Forældelsesfristen kan afbrydes ved indlevering af stævning, jf. forældelseslovens § 16. Stævningen i nærværende sag er dog først indleveret efter forældelsesfristens udløb.

Der er ikke grundlag for suspension i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2, idet en retsvildfarelse ikke kan danne grundlag for suspension af forældelsesfristen, jf. fx U 1997.1633 H. Det følger af bemærkningerne til den nugældende forældelseslov, at tidligere retspraksis fortsat er relevant i forhold til fortolkning af forældelseslovens § 3, stk. 2. Forældelsesfristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor man bliver bekendt med de faktiske omstændigheder. Dette blev A på det tidspunkt, hvor han blev bekendt med, at bilen var blevet beslaglagt. Det kan udledes af erklæringen dateret 29. juni 2009, at A denne dato var bekendt med, at bilen var blevet beslaglagt.

Idet der er forløbet mere end 3 år fra skadens indtræden, og til A indleverede stævning er et eventuelt erstatningskrav forældet.

SKAT har på intet tidspunkt frafaldet at gøre gældende, at der er indtrådt forældelse. Dette gælder hverken for så vidt angår brevet af 9. august 2012, hvor SKAT gav en helt generel vejledning om muligheden for at gøre erstatningskrav gældende samt SKATs afgørelse af 8. maj 2013, som var rettet mod WR.

Det følger af U 2015.2497 H, at der skal særdeles meget til, førend der er grundlag for at fastslå, at der er givet afkald på at gøre en indsigelse gældende.

For så vidt angår As opgørelse af erstatningskravet har SKAT anført, at det ikke er dokumenteret, at gasanlægget ikke kunne anvendes i Danmark, eller at gasanlægget ikke er medtaget i vurderingen af bilens værdi, hvorfor SKAT ikke kan pålægges at dække denne post. SKAT kan endvidere ikke anerkende at skulle dække den medtagne udgift til forsikringspræmie, idet denne skulle være betalt uanset, om bilen var blevet beslaglagt eller ej.

Rettens begrundelse og afgørelse

Den 17. juni 2009 beslaglagde SKAT As bil i medfør af toldlovens § 83, til sikkerhed for betaling af bøde, afgifter og eventuelle sagsomkostninger.

Det er beslaglæggelsen af bilen, der danner grundlag for det af A rejste erstatningskrav.

Det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1 og 4, at forældelsesfristen på 3 år, når der er tale om erstatning uden for kontrakt, regnes fra skadestidspunktets indtræden. Begyndelsestidspunktet for beregningen af forældelsesfristen vil herefter i dette tilfælde være den 17. juni 2009.

På baggrund af oplysningerne i SKATs afgørelse af 7. oktober 2013, lægger retten til grund, at A først ved brev af 20. august 2013 fremsatte krav om erstatning mod SKAT. Dette er således efter, at der er indtrådt forældelse i medfør af forældelseslovens § 2, stk. 1, jf. stk. 4.

A indgav ikke stævning i sagen, inden forældelsesfristens udløb, hvorfor forældelsesfristen ikke er afbrudt, jf. forældelseslovens § 16. Der findes ikke at være grundlag for at anse forældelsesfristen for afbrudt efter en analogi af forældelseslovens § 21, stk. 5.

På baggrund af den erklæring, som A har udfærdiget den 29. juni 2009, lægger retten til grund, at A siden denne dato har været bekendt med, at hans bil var blevet beslaglagt af SKAT. A har efter rettens opfattelse senest fra denne dato haft de fornødne faktiske oplysninger til at kunne rejse et erstatningskrav mod SKAT.

Det forhold, at SKAT genoptog behandlingen af As bror, WRs, sag den 9 august 2009, idet SKAT på baggrund af Landsskatterettens kendelse vurderede, at der ikke havde været grundlag for at opkræve registreringsafgift hos WR, kan efter rettens opfattelse ikke medføre, at A har befundet sig en sådan utilregnelig uvidenhed, som forudsat i forældelseslovens § 3, stk. 2.

Således som sagen er forelagt retten, finder retten ikke, at der er grundlag for at fastslå, at SKAT har givet afkald på under nærværende sag at gøre gældende, at der foreligger forældelse. Retten har herved lagt vægt på, at SKAT ikke i de fremlagte dokumenter ses at have givet et udtrykkeligt afkald herpå over for A, men netop i den afgørelse, der vedrører ham, har begrundet afgørelsen med, at As krav anses for at være forældet.

Den af SKAT nedlagte påstand om forældelse tages herefter til følge. Efter sagens udfald skal statskassen betale sagsomkostninger til SKAT.

Sagsomkostningerne er henset til sagens karakter og værdi fastsat således, at 5.400 kr. dækker udgiften til advokatbistand.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

SKAT frifindes.

Statskassen skal inden 14 dage betale 7.500 kr. i sagsomkostninger til SKAT.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.