Overdragelse af immaterielle aktiver er beskrevet i TPG 9.55-9.67 og skal læses i sammenhæng med TPG kap. VI. Se også afsnit C.D.11.6.
En gevinst ved opgivelse eller afståelse af goodwill og andre immaterielle aktiver er skattepligtig i henhold til bestemmelserne i afskrivningsloven. Dette gælder også ved overdragelse af immaterielle aktiver i forbindelse med en omstrukturering.
TPG beskriver en række typiske eksempler på overdragelse af immaterielle aktiver i forbindelse med omstruktureringer:
- Overdragelse af immaterielle aktiver fra lokale enheder til centraliserede enheder i koncernen, hvor sidstnævnte ofte benævnes som "IP selskab", se TPG 9.57 - 9.61.
I den situation er det anført, at en sådan samling af IP kan være forretningsmæssigt velbegrundet på koncernniveau. Der skal imidlertid foretages en armslængdevurdering med udgangspunkt i begge parters perspektiv, herunder vejledningen i TPG kap. I og VI. Endvidere skal de skattemæssige konsekvenser af den samlede aftale vurderes, dvs. vilkårene for en eventuel efterfølgende brug af de pågældende aktiver.
- Overdragelse af immaterielle aktiver på et tidspunkt, hvor der er stor usikkerhed omkring værdien af det immaterielle aktiv, se TPG 9.62 - 9.63.
Hvis der er stor usikkerhed om værdien af et immaterielt aktiv på tidspunktet for overdragelse af det pågældende aktiv, vil uafhængige parter ofte indsætte en mulighed for en efterfølgende regulering af overdragelsesprisen. Uafhængige parter vil, også i nogle situationer, indsætte en mulighed for en efterfølgende ændring af selve overdragelsen. Det afgørende for om Skattestyrelsen har mulighed for en efterfølgende regulering af overdragelsesvilkårene eller selve overdragelsen, er således, hvad uafhængige parter ville have gjort. Se også TPG kap. VI
- Lokale immaterielle aktiver, se TPG 9.64 - 9.65
- Kontraktuelle rettigheder, se TPG 9.66 - 9.67.
I en situation hvor et koncernselskab opgiver en favorabel kontrakt, uden kompensation, men til fordel for et koncernforbundet selskab, vil det være naturligt, at det selskab der herved opnår en fordel, betaler kompensation til det første selskab. Et uafhængigt selskab ville ikke opgive en favorabel kontrakt uden en kompensation.
Se også
TPG kap. I
Afsnit C.D.11.3 om fastlæggelse af den faktiske transaktion.
TPG kap. VI.
Afsnit C.D.11.6 om immaterielle aktiver.
Afsnit C.C.6 om afståelse af erhvervsvirksomhed, goodwill og immaterielle rettigheder mv., hvor der findes vejledning om definition og værdiansættelse af goodwill og immaterielle aktiver.
Skattestyrelsens værdiansættelsesvejledning under vejledninger til virksomheder: "Transfer Pricing; kontrollerede transaktioner; værdiansættelse".