Parter

A

(v/advokat Martin Bekker Henrichsen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Ka. v/advokat Per Lunde Nielsen v/advokatfuldmægtig Matthias Albertsen Broesen efter proceduretilladelse)

Afsagt af landsdommerne

Birgitte Grønborg Juul, John Mosegaard og Thomas Verner Jørgensen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens dom af 25. september 2014 (BS 23-1980/2013) (SKM2014.800.BR) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at A i indkomståret 2008 har ret til fradrag for tab på fordring på 1.225.970 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling i SKAT.

Indstævnede Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Efter overdragelsesaftalen af 10. juni 1996 var købesummen aftalt til et beløb svarende til forskellen mellem virksomhedens aktiver og passiver pr. overtagelsesdagen, der blev opgjort til 0 kr. Efter specifikation indeholdt aktiver blandt andet posterne goodwill på 1.000.000 kr. og varelager på 8.550.000 kr. Overdragelsesaftalen omfattede et skatteforbehold med følgende ordlyd:

"...

I det omfang skattemyndighederne måtte regulere værdien af de enkelte aktiver og passiver eller købesummens fordeling på disse, er Køber og Sælger enige om at regulere værdien af de enkelte aktiver og passiver og købesummens fordeling tilsvarende.

..."

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet LK.

A har supplerende forklaret blandt andet, at der efter klar rådgivning fra såvel revisor som advokat skulle være et skatteforbehold. Han forstod skatteforbeholdet således, at køber og sælger skulle være enige om den regulering, som en ændret skatteansættelse måtte give anledning til. I dette tilfælde kunne købeaftalen ændres, herunder den samlede købesum. Han husker ikke i dag, hvad de 130.000 kr., han fik som modregning på en mellemregning, vedrørte, men der havde været forskellige mellemregninger. Mellem 2003 og 2008 var situationen den, at han var ramt af en kraftig arbejdsskade, der medvirkede til, at virksomheden ikke opnåede de ønskede resultater. Det var derfor udelukket, at virksomheden i den periode kunne betale hans resttilgodehavende på ca. 2,5 mio. kr.

LK har forklaret blandt andet, at han som daværende advokat bistod med aftaleindgåelsen i 1996. Han har i mange år været advokat for A. Han forstod skatteforbeholdet som et helt sædvanligt skatteforbehold mellem interesseforbundne parter. Der var enighed om, at der i givet fald skulle ske konsekvensrettelser, der matchede en ændret skatteansættelse. Aktiver og den samlede købesum skulle reguleres tilsvarende.

Han deponerede sin bestalling for halvandet år siden. Han var advokat for A til medio 1999. Han erindrer ikke efterfølgende at have været inddraget i virksomhedsoverdragelsen.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger som ubestridt til grund, at købesummen i overensstemmelse med skatteforbeholdet i overdragelsesaftalen blev reguleret i forhold til Landsskatterettens kendelse af 11. juni 2003, der indebar en forhøjelse af den overdragne goodwill fra 1.000.000 kr. til 3.652.000 kr. eller en forhøjelse på 2.652.000. kr. A fik således et tilsvarende tilgodehavende hos selskabet. Dette tilgodehavende, der førtes på en mellemregningskonto i selskabet, blev i selskabets årsrapport for 2003 opgjort til 2.518.473 kr. og ved selskabets konkurs i 2008 til 2.512.223 kr.

Sagen drejer sig herefter om, hvorvidt As tab på 2.512.223 kr. alene kan henføres til forhøjet betaling af goodwill og dermed uden fradragsret, eller om tabet kan henføres til den samlede overdragelsessum for virksomheden, og således at en forholdsmæssig andel af tabet kan henføres til varelageret, og om der herefter for varelageret er grundlag for at indrømme fradrag efter kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a for fordring erhvervet som vederlag i næring.

Landsretten finder, at forhøjelsen af købesummen på 2.652.000. kr. efter parternes aftale må anses for en del af den samlede overdragelsessum for virksomheden. Landsretten finder imidlertid ikke, at A efter bevisførelsen har godtgjort, at nogen del af hans tab på 2.512.223 kr. hidrører fra en fordring, der kan henføres til varelageret. Landsretten lægger herved navnlig vægt på, at der ikke er fremlagt skriftlig dokumentation, der dokumenterer og sandsynliggør, at fordringen efter parternes aftale skal opsplittes på blandt andet varelageret. Fordringen svarer beløbsmæssigt til forhøjelsen af goodwill, og den regnskabsmæssige postering og ledelsesberetningen i årsrapporten for 2003 for H2 samt likvidators referatet af møde 6. juli 2007 med A omtaler alene goodwill.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.