En betaling for royalty og licenser, som alene er betalt som led i retten til at videresælge eller forhandle et givent produkt, skal ikke medregnes i toldværdien af de importerede varer.
Dette skyldes, at betalingen for royaltyen og licensen ikke er en betingelse for købet af den importerede vare.
Se EUTK art. 72, litra d og g.
Eksempel:
En dansk legetøjsbutik betaler royalty til en stor producent for retten til at forhandle en særlig type dukker. Denne royalty betales uanset, hvor mange dukker der sælges i den danske butik.
De pågældende dukker købes herefter separat direkte fra producenten i Kina til salg i butikken. Det er derfor alene dukkernes transaktionsværdi, der skal indgå i fastsættelse af toldværdien. Der skal dog tages højde for eventuelle andre prisjusteringer, som er omfattet af reglerne, fx transportomkostninger. Royaltyen er altså ikke en betingelse for købet og skal derfor ikke medregnes i toldværdien.