Lovgrundlaget for fastsættelse og beregning af toldværdien finde i følgende lovgivninger:

Toldkodeksen indeholder de overordnede regler for, hvad der skal medregnes i toldværdien, der er baseret på transaktionsværdien, samt de sekundære metoder, som anvendes, hvis transaktionsværdien ikke kan anvendes.

Den delegerede forordning og gennemførelsesforordningen fastsætter de specifikke og forklarende regler vedr. bl.a. rabatter, delleverancer, transportomkostninger, valutaomregning mv.

Endelig indeholder toldbehandlingsbekendtgørelsen TBEK §§ 6, 7, 11, 32, samt §§ 41-43 en række regler om angivelse og dokumentation af toldværdien. Bemærk: flere af disse bestemmelser er justeret ved den seneste ændring af bekendtgørelse, se Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om toldbehandling BEK nr. 340 af 07/04/2016.

Andet:

Der findes i tilknytning til EU's toldkodeks et Toldværdikompendium på Europa-Kommissionens hjemmeside. Kompendiet er udarbejdet af Toldkodeksudvalgets Toldværdigruppe og indeholder henvisninger til EU-reglerne om toldværdi; kommentarer og konklusioner fra Toldkodeksudvalget; Resumé af domme vedrørende toldværdi afsagt af EU-Domstolen.

Kompendiet er primært udarbejdet for medlemslandenes toldadministrationer, men er tilgængeligt for alle interesserede parter. Den seneste opdaterede version er fra 2008, som ikke er oversat til Dansk. Se her. Kommissionen er i gang med at udarbejde nye guidelines.

Bemærk: Kompendiet udgør ikke en retsakt og er alene af forklarende karakter. Formålet er at stille et redskab til rådighed, der kan lette medlemsstaternes anvendelse af de retslige bestemmelser.

Det er derfor SKATs opfattelse, at kompendiet ikke kan tillægges selvstændig juridisk værdi, og ikke er juridisk bindende. Kompendiet kan derfor ikke anses som udtryk for SKATs generelle holdning.