Skatteyderen indgav den 29. oktober 2002 en ansøgning om skattefri aktieombytning til den stedlige told- og skatteregion. Told- og skatteregionen meddelte den 18. juni 2003 - efter knap 8 måneders sagsbehandlingstid - sin tilladelse til skatteyderen hertil.
Skatteyderen fremsendte herefter sin selvangivelse for indkomståret 2002 med skrivelse af 19. juli 2003, hvori skatteyderen henviste til, at selvangivelsesfristen var blevet overskredet på grund af told- og skatteregionens behandling af ansøgningen om skattefri aktieombytning. Skatteyderen havde forventet, at denne kun tog 3 måneder. Skatteyderen anmodede på den baggrund om fritagelse for skattetillægget efter skattekontrollovens § 5, stk. 1, for for sen indgiven selvangivelse.
Den kommunale skatteforvaltning kunne ikke imødekomme anmodningen. Skatteforvaltningen fandt ikke, at færdiggørelsen af skatteyderens regnskab for indkomståret 2002 var afhængig af behandlingen af ansøgningen om skattefri aktieombytning.
Skatteyderen påklagede skatteforvaltningens afgørelse om skattetillægget til told- og skatteregionen, som stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse.
Såvel told- og skatteregionens afgørelse om stadfæstelse af skattetillægget som afgørelsen om skattefri aktieombytning var underskrevet af samme sagsbehandler.
Skatteyder indbragte told- og skatteregions afgørelse om skattetillægget for domstolene, hvor skatteyderen principalt påstod, at regionens afgørelse var ugyldig, fordi sagsbehandleren i denne sag var den samme som i ansøgningssagen, subsidiært at regionen skulle meddele skatteyderen fritagelse for betaling af skattetillægget.
Skatteministeriet tog i retssagen bekræftende til genmæle over for skatteyderens principale påstand, eftersom ministeriet fandt, at det ikke kunne afvises, at det forhold, at sagsbehandleren var den samme i de to sager, kunne vække tvivl om den pågældende sagsbehandlers upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.
Baggrunden herfor var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren ville være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, at vedkommendes egne forhold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om skattefri aktieombytning havde influeret på afgørelsen.
Sagen blev herefter hjemvist til fornyet klagebehandling ved told- og skatteregionen, jf. retsbogsudskriftet fra Østre Landsret (se underpunkt til denne kommentar).