Dato for udgivelse
31 Jan 2005 14:55
SKM-nummer
SKM2005.51.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/04-4744-00048
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Beskatning, afkast, FN-pension, UNJSPF
Resumé
Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt om de skattemæssige konsekvenser af, at et medlem, der er indtrådt i FN’s pensionsordning (UNJSPF) før 18. februar 1992, vælger at blive omfattet af reglerne i pensionsbeskatningslovens § 53 A, jf. lov nr. 1388 af 20/12 2004, § 5, nr. 2. Told- og Skattestyrelsen svarede, at den årligt tilskrevne rente på pensionsordningen skal medregnes i den skattepligtige indkomst. Det var oplyst, at medlemmerne hvert år under ansættelsen modtager opgørelse fra UNJSPF, hvoraf primo- og ultimoværdien fremgår tilligemed den årlige rentetilskrivning. Det var yderligere oplyst, at efter medlemmets pensionering, vil medlemmet ikke modtage nævnte opgørelse. Told- og Skattestyrelsen bemærkede til dette, at renten efter styrelsens opfattelse herefter må beregnes med udgangspunkt i ultimoværdien i året før pensioneringen/valget og en renteprocent svarende til gennemsnittet af de sidste tre års renteprocent før pensioneringen/valget, medmindre der er indikation for, at en anden rente skal anvendes. I mangel af konkrete oplysninger ansættes renten efter et skøn.
Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven

Henvisning

Ligningsvejledningen 2005-1 A.C.3.3.1

Told- og Skattestyrelsen er blevet bedt om at tage stilling til, hvorledes medarbejderne i WHO i Danmark vil blive beskattet, såfremt de vælger, at deres pensionsordning i United Nations Joint Staff Pension Fund (UNJSPF) skal være omfattet af beskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens afsnit II A.

Med lov nr. 1388 af 20. december 2004, § 5, nr. 2 er der skabt mulighed for, at personer, der har en ordning oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, i stedet kan vælge, at pensionsbeskatningslovens § 53 A eller 53 B skal finde anvendelse på ordningen. Samtidig er det i lovens § 4, nr. 1 fastsat, at reglerne i skattekontrollovens § 11 C, stk. 1-6 også finder anvendelse for pensionsordninger i udenlandske pensionskasser og pensionsfonde og hos andre, der udbetaler pensioner. Disse regler omfatter herefter også pensionsordningen i UNJSPF. Reglerne i § 11 C, stk. 1-6 har virkning for disse pensionsordninger, hvis de er tegnet efter lovens ikrafttræden den 22/12 2004.

Valget kan iværksættes med bindende virkning allerede fra 1. januar 2004, såfremt Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. modtager oplysning herom inden den 1. april 2005. Endeligt bindende valg skal under alle tilfælde foretages inden 1. januar 2006 eller i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Det fremgår af det tilsendte materiale, at UNJSPF-pensionernes størrelse fastsættes efter reglerne i Part V i Regulations of the United Nations Joint Staff Pension Fund. Pensionerne finansieres ifølge Part III af deltagernes bidrag, medlemsorganisationernes bidrag, afkast af fondens investeringer, ekstraordinære medlemsbidrag samt bidrag fra andre kilder.

Det fremgår videre, at der for hver deltager opgøres en årlig balance, der viser det forudgående års indestående, årets rente, der beregnes på baggrund af dette indestående, årets bidrag samt den ny balance ultimo året tilligemed den samlede tilskrevne rente.

I det forelagte tilfælde, som vedrører årene 1994, 1995 og 1996 for samme person, har renten i de pågældende år tilsyneladende andraget 3,34 %, 3,39 % og 3,44 %.

Det er oplyst, at deltagerne under deres ansættelse årligt modtager en sådan opgørelse, hvoraf rentetilskrivningen fremgår, men at dette ophører, når deltageren pensioneres.

På dette grundlag meddelte Told- og Skattestyrelsen følgende,

 

  • at de årligt indbetalte bidrag sammen med den årligt tilskrevne rente samt eventuelle ekstraordinære bidrag, medvirker til den samlede finansiering af deltagerens pension
  • at den årligt tilskrevne rente således er et afkast omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, som skal medregnes i deltagerens skattepligtige indkomst. Deltagerne skal følgeligt årligt medregne den oplyste tilskrevne rente på deres selvangivelse samt vedlægge dokumentation for denne rente
  • at der skal foretages en manuel beregning af renten for deltagere, der går på pension og ikke længere modtager den nævnte årlige opgørelse. Denne beregning skal tage sit udgangspunkt i den seneste ultimosaldo før pensioneringen, samtidig med der anvendes en renteprocent svarende til gennemsnittet af renteprocenten i de seneste tre år før pensioneringen. Den udregnede rente medregnes i deltagerens skattepligtige indkomst som kapitalindkomst. Renten tillægges den seneste ultimosaldo, der reduceres med årets pensionsudbetalinger, hvorved næste ultimosaldo, der skal danne grundlag for næste års renteberegning fremkommer. Ved renteberegningen for de efterfølgende år anvendes fortsat gennemsnittet af renteprocenten i de seneste tre år før pensioneringen, medmindre der er indikation for, at en anden rente skal anvendes.
  • Er skatteyderen gået på pension på det tidspunkt, hvor valget af beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A foretages, skal der foretages renteberegning med udgangspunkt i ultimosaldoen forud for det år, hvori valget foretages. Denne ultimosaldo findes ved i den oplyste ultimosaldo i året før pensioneringen at tillægge årets rentetilskrivning og fratrække årets pensionsudbetalinger, hvorved næste års ultimosaldo fremkommer. For efterfølgende år foretages tilsvarende beregning frem til året før valget. Ved renteberegningen anvendes gennemsnittet af de seneste 3 års rente før pensioneringen både for hvert af årene frem til valget og de efterfølgende år, medmindre der er indikation for, at en anden rente skal anvendes.

I mangel af tilstrækkelige oplysninger ansættes renten efter et skøn.