Klageren er ikke anset for berettiget til fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, fradrag for rejseudgifter, efter ligningslovens § 9 A. Klageren er i stedet anset for berettiget til et skønsmæssigt ansat befordringsfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmæssige fradrag

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for rejseudgifter, selvangivet med 51.836 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Klageren blev med virkning fra 6. januar 1999 ansat som jord- og betonarbejder i Metro-projektet. Klageren blev den 12. marts 1999 opsagt i sin stilling, men genansat den 22. marts 1999.

Klageren har i perioden 6. januar til 5. april 1999 bortset fra perioden 12. marts til 22. marts 1999 foretaget daglig transport mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet i København i en lejet bil.

Klageren har i 1999 ifølge de foreliggende lønsedler haft 155 arbejdsdage hos arbejdsgiveren.

Klageren har med virkning fra den 5. april 1999 overnattet på firmaets  Camp beliggende ved Nordhavn i København. Det fremgår af klagerens lønsedler, at han i perioden fra 5. april til 31. december 1999 har betalt 13.080 kr. for 109 overnatninger a 120,00 kr.

Klageren har for indkomståret 1999 selvangivet følgende fradrag:

Klageren har selvangivet fradrag for rejseudgifter med standardsatsen efter ligningslovens § 9 A på 368,00 kr. pr. døgn uden hensyntagen til det faktiske antal rejsedage med overnatning samt antallet af efterfølgende rejsetimer.

Klageren har selvangivet fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A i perioden 1. januar til 5. april 1999 samtidig med, at han for samme periode også har foretaget fradrag for befordring.

Det selvangivne fradrag for befordring for perioden 1. januar til 5. april 1999 på 13.044 kr., beregnet som 69 arbejdsdage a 189,00 kr., er delvis foretaget med urette, idet klageren ifølge de foreliggende lønsedler for den pågældende periode alene har haft 41 arbejdsdage. Han er derfor kun berettiget til et fradrag for befordring på 7.749 kr.

For perioden 6. januar til 31. maj 1999 foreligger alene lønsedler for 14 dages lønperioder. Af disse lønsedler fremgår alene antal arbejdsdage inden for de enkelte lønperioder. Det er derfor ikke muligt at fastslå, hvordan klagerens arbejdsdage har været fordelt i de enkelte lønperioder, ligesom det ikke har været muligt at fastslå klagerens daglige arbejdstider og arbejdsdage.

For perioden 1. juni til 1. oktober 1999 foreligger der lønsedler og daglige arbejdssedler. Af arbejdssedlerne fremgår klagerens arbejdstimer pr. arbejdsdag. De daglige arbejdstimer fremgår ikke af arbejdssedlerne.

I ligningslovens § 9 A og cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen 1999 – 45 af 22. december 1999 er det defineret, hvad der forstås ved begrebet rejse, hvilket er afgørende for, om en skatteyder er berettiget til fradrag for kost og logi, eller om arbejdsgiveren kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse. I disse bestemmelser er fastslået, at ved rejse forstås, at en person på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen.

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked af 24. oktober 2000 taget stilling til, hvorvidt en person med bopæl i Korsør, der var ansat ved Metroprojektet, med en arbejdstid på 10 timer dagligt kunne foretage fradrag for kost og logi i forbindelse med arbejdet, når arbejdsgiveren ikke udbetalte godtgørelse til dækning af diæter og logi.

Ligningsrådet fandt i denne sag, at betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 1, ikke var opfyldt, idet det var muligt for forespørgeren at overnatte på sin sædvanlige bopæl ud fra oplysningerne om den geografiske afstand sammenholdt med den oplyste transporttid.

Det fremgår af Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning, afsnit A.F.1.1.1. vedrørende udokumenterede rejseudgifter, at fradrag med standardsatserne ligesom godtgørelse med standardsatserne er betinget af, at der er dokumentation for det faktiske antal rejsedage med overnatning samt antallet af efterfølgende timer, hvorimod udgifterne ikke skal dokumenteres.

Det er oplyst, at klageren i perioden 1. januar til 5. april 1999 har foretaget daglig transport i egen bil mellem hjem og arbejdssteder på metrobyggeriet i København.

Det findes på baggrund af de manglende faktiske oplysninger om klagerens arbejdstider/daglige arbejdstimer m.v. ikke godtgjort, at klagerens arbejde ved Metro-projektet fra den 5. april 1999 har fundet sted under vilkår, der indebærer, at han ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Klageren er derfor ikke berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 A.

Klageren havde mødetid kl. 05.45, hvor han skulle være fremme på arbejdsstedet og klæde sig om i arbejdstøj. Der er ikke oplysninger om arbejdsdagenes længde for hele perioden, da man ikke har kunnet finde alle dagsedler hos arbejdsgiveren. For perioden 14. juni til 27. september 1999 findes der dog dagsedler, der viser, at klageren arbejdede 12 timer dagligt i 5 dage om ugen og herudover enkelte lørdage.

Klageren afleverede arbejdssedlerne til formanden på arbejdsstedet. Klageren tog ikke kopi af arbejdssedlerne, som arbejdsgiveren ikke har gemt. Formanden attesterede arbejdssedlerne og sendte dem videre.

Der henvises til et notat fra advokat, sendt til arbejdsgiveren den 9. september 1999, hvor det konkluderes, at der efter advokatens mening vil kunne udbetales diæter skattefrit til alle timelønnede, uden at der senere kræves dokumentation for, at den enkelte medarbejder har været flyttet rundt mellem forskellige af arbejdspladserne.

Det anføres videre i notatet, at alle medarbejdere, der er tilknyttet Metro – projektet, og hvis arbejdsplads flyttes i takt med arbejdets færdiggørelse således vil kunne få udbetalt skattefri godtgørelse, uden at 3 – måneders fristen skal iagttages.

Hvis offentlige transportmidler skulle benyttes, ville det for at møde rettidigt have været nødvendigt at tage hjemmefra kl. 00.16, da det første morgentog først var på Hovedbanegården i København kl. 05.39. Det ville derfor have været umuligt at være fremme på arbejdsstedet kl. 05.45.

Klageren boede rent faktisk i firmaets camp, hvilket fremgår af klagerens lønsedler, idet betaling herfor er fratrukket i lønnen. Dette har de stedlige skattemyndigheder ikke bestridt, men sagt, at det var klagerens private sag, hvor han overnattede. Skatteankenævnet har anført, at da klageren havde rådighed over en bil, kunne han bruge denne til befordring frem og tilbage til sit arbejde.

Hvis klageren havde benyttet bil til befordringen, ville de fleste af hans arbejdsdage have været således:

En arbejdsdag af denne længde må medføre, at man er berettiget til fradrag for skattefri merudgifter ved rejse, da det medfører, at lønmodtageren med rimelighed ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1999 – 7.

Klageren har ikke fået dækket sine udgifter til kost og logi, hverken helt eller delvist.

Klageren har derfor for indkomståret 1999 været berettiget til et døgnfradrag på 368 kr. i 109 dage, da han rejste til København om søndagen for at møde om mandagen og kom hjem fredag efter arbejdstid.

Der henvises til et notat fra Skatteministeriet af 11. februar 1999 om ændringerne af reglerne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse og et brev fra den daværende skatteminister, Ole Stavad. En af grundene til ændringerne af reglerne om udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var Højesterets dom i 1996 i Storebæltssagen, der ændrede det i praksis fastlagte rejsebegreb. Med lovændringen i 1996 blev det hidtidige rejsebegreb suppleret således, at også tilfælde, hvor lønmodtageren midlertidigt blev ansat direkte på en arbejdsplads, når dette medførte, at den pågældende på grund af afstanden mellem bopæl og arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte, gav adgang til skattefri godtgørelse/fradrag.

Hvad angår tilsluttende rejsedage er klageren taget hjemmefra søndag aften for at kunne møde rettidigt mandag morgen. Klageren har imidlertid ikke selvangivet fradrag for tilsluttende rejsedage, men alene for de dage, hvor der rent faktisk er arbejdet.

I den bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 24. oktober 2000 havde den pågældende skatteyder kun en daglig arbejdstid på 10 timer, ligesom han først skulle møde kl. 07.00 om morgenen. Det betød, at den pågældende skatteyder kunne have benyttet offentlige transportmidler. Denne bindende forhåndsbesked kan derfor ikke være vejledende for den foreliggende sag. Der må i det enkelte tilfælde vurderes, hvor længe den pågældende skatteyder er borte fra hjemmet og her ud fra afgøres, om vedkommende er berettiget til fradrag eller ej. Man kan altså ikke bruge bopælen som det eneste kriterium.

I den foreliggende sag drejer det sig om arbejdsdage, der i længde nærmer sig 17 timer inklusive transport, omklædning, bad etc.

Der er i reglerne ikke angivet objektive afstandskriterier. Spørgsmålet om berettigelse til skattefri rejsegodtgørelse og fradrag for rejseudgifter må afhænge af en konkret vurdering, hvori den samlede arbejdsdags længde indgår med betydelig vægt.

Klageren har som jord- og betonarbejder tjent ca. 400.000 kr. om året, hvilket er meget for en jord- og betonarbejder.

Klageren er berettiget til fradrag for befordring for de dage, hvor han har befordret sig mellem bopælen i Korsør og arbejdsstederne i København, eksempelvis i forbindelse med weekends.

Fradrag for udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde er reguleret af ligningslovens § 9, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgår heraf, at lønmodtagere kan fradrage udgifter, som afholdes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.

Ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulærer 1998 – 33 og 1999 – 7, der er udstedt i medfør af dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, kan der, hvis betingelserne for skattefri godtgørelse er opfyldt, men udbetaling ikke er sket, eller er sket med lavere beløb, foretages fradrag for differencen i den skattepligtige indkomst, jf. ovennævnte cirkulærers pkt. 6.1.1.

Der kan udbetales skattefri godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Der kan udbetales rejsegodtgørelse, når der arbejdes på et midlertidigt arbejdssted. Ved udbetaling af skattefri godtgørelse for udgifter til fortæring og småfornødenheder kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

Det er en betingelse for fradrag efter rejsereglerne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, at det på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har været muligt at overnatte på bopælen. Retten er enig med skattemyndighederne i, at det efter det oplyste om afstanden mellem bopælen og de midlertidige arbejdssteder samt i mangel af dokumentation for de enkelte arbejdsdages længde ikke godtgjort, at denne betingelse er opfyldt for klagerens vedkommende. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.