Parter

Skatteministeriet
(advokat Sune Riisgaard)

mod

1) A
(advokat Finn Roger Nielsen)

2) H1 ApS
(advokat Finn Roger Nielsen)

3) B
(advokat Finn Roger Nielsen)

Afsagt af landsretsdommerne

Birgitte Grønborg Juul, Norman E. Cleaver og Nanna Bille (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 24. marts 2014 (BS 42B-5853/2012) er anket af Skatteministeriet med påstand om, at A til appellanten skal tilbagebetale 136.482 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra landsrettens modtagelse af ankestævningen til betaling sker og H1 ApS og B in solidum til appellanten skal tilbagebetale 215.896 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra landsrettens modtagelse af ankestævningen til betaling sker.

De indstævnte, A, H1 ApS og B, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A og BB.

A har forklaret blandt andet, at han fik et brev fra SKAT, som indholdsmæssigt var identisk med SKATs brev af 20. november 2012 til B, hvori det bl.a. anføres,

"...

[v]i vurderer [...], at sagen kan afsluttes med en bøde på 1.500 kr. Bøden er fastsat ved i enkeltstående tilfælde, at have anvendt bilen, selvom dele af camperudstyret var bortfjernet fra køretøjet.

..."

Hans camper var indrettet med 7 siddepladser. Det ene sæde kunne tages ud. Han forstod ikke teksten i toldattesten således, at løsdelene også skulle medbringes. Det eneste, som ikke var med, da hans søn blev standset, var bordpladen og 2 hynder. Gasblusset var med. Det har han siden fundet ud af. Der var mindst et liggeunderlag med i bilen. Han brugte bilen i sin virksomhed. Han holdt kurser i teambuilding og ledelsesudvikling. De havde 2 biler i husstanden.

BB har forklaret blandt andet, at H1 ApS ikke fik et brev som det, SKAT sendte til B dateret 20. november 2012. Bøden er betalt. Bortset fra den 2. juni 2011 har de altid kørt med campingudstyret i bilen.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. De indstævnte har for landsretten frafaldet anbringendet om, at det forvaltningsretlige lighedsprincip er tilsidesat.

Appellanten har for landsretten endvidere gjort gældende, at det med Højesterets dom af 17. september 2014 (SKM2014.728.HR) endeligt er fastslået, at der er hjemmel til kravet om, at det løse campingudstyr skal medbringes under al kørsel, for at køretøjet kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

De indstævnte har heroverfor gjort gældende, at Højesteret ikke ved sin afgørelse af 17. september 2014 har taget stilling til, hvorledes § 5 a, stk. 3, i registreringsafgiftsloven, skal forstås, og at der ikke som følge af denne afgørelse, der vedrører en straffesag, kan drages nogen konklusioner om, hvorledes bestemmelser om beregning af registreringsafgiften skal fortolkes. De indstævnte har endvidere gjort gældende, at det alene påhviler synsmyndigheden særskilt ved campingbiler at indberette ombygninger/konstruktive ændringer af nagelfast tilbehør til campingbiler, således som det også er forudsat i forarbejderne til § 5 a, stk. 3, og at det heraf kan udledes, at det alene er ombygninger/konstruktive ændringer, som kan føre til, at der skal betales fuld registreringsafgift.

Appellanten her heroverfor anført, at synsmyndighedens kompetence og opgaver ikke er relevant for bedømmelsen af denne sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen vedrører navnlig spørgsmålet, om det er berettiget, at skattemyndighederne i medfør af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, har stillet krav om afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 4 af de indstævntes køretøjer, fordi betingelserne for den lempeligere afgiftsberigtigelse efter lovens § 5 a, stk. 1, nr. 1, ikke længere var opfyldt.

Der er enighed om, at hverken A eller H1 ApS havde foretaget konstruktionsmæssige ændringer i køretøjet.

Det er endvidere vedrørende A ubestridt, at en del af campingudstyret ikke var medbragt i køretøjet under kørslen den 21. august 2011, herunder bordplade, to hynder samt muligvis liggeunderlag.

Det er ligeledes vedrørende H1 ubestridt, at campingudstyret ikke var medbragt under kørslen den 2. juni 2011, herunder bord, hynder, madrasser og liggeunderlag.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stillingen til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

"...

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

..."

Det må således lægges til grund, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringslovens § 5 a, stk. 1.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, at et køretøj, som er berigtiget efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Der er hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder grundlag for at forstå denne bestemmelse således, at det tillige er en forudsætning for afgiftsberigtigelse efter § 4, at der er sket konstruktive ændringer af køretøjet. Det forhold, at der efter de indstævntes forklaringer var tale om et enkeltstående tilfælde, kan navnlig efter bestemmelsens formål heller ikke føre til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse.

Herefter, og da beløbsopgørelserne er ubestridte, giver landsretten skattemyndighederne medhold i kravene.

I sagsomkostninger for byret og landsret skal til A til Skatteministeriet betale 50.000 kr., og H1 ApS og B skal in solidum betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbene omfatter den af Skatteministeriet erlagte rets- og berammelsesafgift for landsretten og udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbene til dækning af udgifterne til advokatbistand er der taget hensyn til sagens værdi, omfang og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

A skal til Skatteministeriet tilbagebetale 136.482 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. april 2014 til betaling sker.

H1 ApS og B skal in solidum til Skatteministeriet betale 215.896 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. april 2014 til betaling sker.

I sagsomkostninger for begge retter skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet, og H1 ApS og B skal in solidum betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.