Dette afsnit handler om Spillemyndighedens tilsyn med gevinstgivende spilleautomater.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om tilsyn
- Særligt om dataoplysninger
Generelt om tilsyn
Tilsyn med spilsteder og spilleautomater foretages af Spillemyndigheden.
Spillemyndigheden og SKAT har ret til, mod legitimation og uden retskendelse, at
- foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af tilladelsesindehaveren, og
- efterse tilladelsesindehaverens spilleautomater, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance mv.
Leverandører og udlejere af spilleautomater og dele hertil skal på begæring oplyse Spillemyndigheden eller SKAT om deres leverancer til tilladelsesindehaverne.
Tilladelsesindehavere og de personer, der er ansat i virksomheden, skal hjælpe og vejlede Spillemyndigheden og SKAT ved eftersyn- eller tilsynsbesøg i virksomheden.
Spilleautomater skal tilsluttes det centrale overvågningssystem hos Spillemyndigheden på en sådan måde, at spilleindsats og gevinstudbetaling på spilleautomater kan kontrolleres. Spilleautomater skal være sådan indrettet, at de ikke er funktionsdygtige, hvis de er frakoblet Spillemyndighedens overvågningssystem.
Se BEK nr. 1289/2019 § 3.
Særligt om dataoplysninger
For gevinstgivende spilleautomater opstillet i restaurationer og spillehaller, gælder, at spilleautomaterne skal tilsluttes et centralt overvågningssystem hos Spillemyndigheden.
Overvågningen skal etableres via et transmissionsnet, der leverer data fra hver enkelt opstillet gevinstgivende spilleautomat til Spillemyndighedens centrale overvågningssystem. Dataoplysningerne skal leveres mindst en gang i døgnet til en server hos Spillemyndigheden.
På spilstedet skal den tekniske installation være placeret på en sådan måde, at der er direkte adgang for Spillemyndigheden og SKAT, sådan at aflæsning af display, kontrol af synsskilte og plombering mv. kan foretages uhindret.
Se BEK nr. 1289/2019 § 3.
Se også
- Afsnit J.A.12.2.2 om krav til opkobling af spilleautomater.