Afsnittet indeholder:
- Veksling af kontanter til spillemærker
- Veksling af spillemærker til kontanter
- Udbetaling af gevinster
- Kasinoets opbevaring af kontante beløb
Veksling af kontanter til spillemærker
Kasinoet må kun modtage kontante betalinger, checks eller betalinger fra en udbyder af betalingstjenester, der i henhold til lov om betalingstjenester og elektroniske penge udbydes lovligt her i landet.
Se BEK nr. 1290/2019 § 20.
Indsatser i spil skal som hovedregel gøres med særlige spillemærker, kaldet "jetoner". Dette gælder dog ikke for gevinstgivende spilleautomater.
Se BEK nr. 1290/2019 § 21.
Spillemærker skal forsynes med det enkelte kasinos individuelle bomærke.
Veksling fra kontanter til spillemærker kan foretages i kasinoets vekselkasse samt ved spillebordene. Veksling af kontanter til spillemærker ved spillebordene kan kun ske, såfremt kontanterne af en croupier straks lægges i en boks til kontanter i spillebordet. Ved veksling af kontanter ved spillebordene skal hele kontantbeløbet veksles til spillemærker.
Se BEK nr. 1290/2019 § 24.
Kasinoets gæster kan desuden anvende spillemærker inden for kasinoets område som betaling ved køb af tobak, mad og drikkevarer.
Se BEK nr. 1290/2019 § 22.
Veksling af spillemærker til kontanter
Spillemærker kan kun veksles til kontanter, og veksling kan kun finde sted i kasinoets vekselkasse.
Spillemyndigheden kan dog tillade, at der under særlige omstændigheder kan udbetales i check eller gennem pengeinstitut.
Se BEK nr. 1290/2019 § 25.
Når der i kasinoet modtages spillemærker som betaling for tobak, mad og drikkevarer, skal spillemærkerne dagligt veksles i kasinoets vekselkasse inden kasinoets lukning.
Se BEK nr. 1290/2019 § 22, stk. 2.
Kasinoet må ikke veksle eller udveksle spillemærker mellem de enkelte spilleborde.
Se BEK nr. 1290/2019 § 26.
Udbetaling af gevinster
Hovedregel
Gevinster i spil skal som hovedregel udbetales i spillemærker.
Se BEK nr. 1290/2019 § 27, stk. 1.
Undtagelser til hovedreglen - gældende for gevinstgivende spilleautomater og for turneringer:
- Hvis gevinsten ikke overstiger 20.000 kr., skal udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater og fra turneringer ske i kontanter eller i værdibeviser, der kan kræves omvekslet til kontanter.
- Hvis gevinsten er mellem 20.000 kr. og 150.000 kr., kan udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater og fra turneringer også ske i check udstedt til den pågældende gæst eller ved overførsel gennem pengeinstitut.
- Hvis gevinsten overstiger 150.000 kr., skal udbetaling af gevinster fra gevinstgivende spilleautomater eller fra turneringer, ske i check udstedt til den pågældende gæst eller ved overførsel gennem pengeinstitut.
Se BEK nr. 1290/2019 § 27, stk. 2-4.
To af kasinoets ansatte skal attestere, at gevinsten, der udbetales i check eller ved overførsel gennem pengeinstitut, er vundet i kasinoet på en gevinstgivende spilleautomat eller i en turnering, og at den gæst, der får gevinsten udbetalt i check eller ved overførsel gennem pengeinstitut, har forevist legitimation ved checkudstedelsen eller ved overførslen gennem pengeinstitut.
Kasinoet skal opbevare attestationer og en kopi af udstedte checks eller overførsler gennem pengeinstitut i 5 år.
Se BEK nr. 1290/2019 § 27, stk. 5.
Kasinoets opbevaring af kontante beløb
Hvis en gæst forlanger det, skal kasinoet opbevare kontante beløb som er vekslet fra spillemærker eller som er gevinst fra gevinstgivende spilleautomater eller fra turneringer, når gevinsten ikke overstiger 20.000 kr.
Kasinoet skal udstede en kvittering til gæsten som dokumentation for opbevaringen. Kasinoet skal opbevare en kopi af kvitteringen i 5 år.
Se BEK nr. 1290/2019 § 28.