Parter

A
(advokat Jens Rye-Andersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Lars Krunderup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 7. juni 2013, angår spørgsmålet om hvorvidt sagsøgeren, A, har pligt til at betale moms i forbindelse med køb af en autocamper i Tyskland. Det er i den forbindelse afgørende, om autocamperen, der havde kørt 3.180 km., skal betragtes som ny i momslovens forstand, jf. herved momslovens § 11.

Sagsøgeren har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens køb af køretøj, mrk. Fiat, ikke er momspligtigt i Danmark.

Sagsøgtes har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Sagsøgerens forklaring er dog medtaget i dommen.

Sagsøgeren, A, har forklaret bl.a., at han købte autocamperen i Tyskland den 31. maj 2012 som det fremgår af den fremlagte regning [bilag 1]. Som det også fremgår af regningen var der tale om en demomodel fra 2009, som havde kørt 3.180 km. Han spurgte sig for i synshallen hos G1 og fik her at vide, at køretøjet i overensstemmelse med vejledningen om syn af køretøjer skulle betragtes som brugt. Han spurgte ikke udtrykkeligt til moms, men til afgifter generelt. Senere blev han ringet op af en fra SKAT, der oplyste at autocamperen skulle betragtes som ny og at der derfor skulle betales dansk moms, hvilket han naturligvis ikke var tilfreds med.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 8. august 2014. Heri er der anført følgende til støtte for den nedlagte påstand:

"...

Det skal indledningsvist gøres gældende, at sagsøgers påstand ikke tager primært sigte på det mundtlige udsagn, som sagsøger modtog ved synet af sit køretøj.

Det skal gøres gældende, at når et køretøj har kørt over 2000 km, fremstår brugt og i øvrigt opfylder betingelserne i vejledningsmaterialets § 47, stk. 2 (se bilag 7 og 8) vedrørende demobiler, skal der ikke svares moms til indføringslandet i EU.

Det skal gøres gældende, at G1 A/S qua sin omfattelse af forvaltningsloven, jf. BVSK, § 19, er at sidestille med en offentlig myndigheds begunstigende forvaltningsakt i sin vejledning af borgerne, når der henvises til bekendtgørelser, som er af bindende karakter på ministerielt niveau.

Det skal gøres gældende, at vejledningsmaterialet om demobiler, som blot skal have kørt 2000 km for at anses som brugt, retlig kan tillægges betydning som udfyldende lex specialis frem for momslovgivningen.

Det skal gøres gældende, at sagsøger med rette har indstillet sig på, at hans køretøj opfyldte betingelserne for at blive anset som brugt i momsretlig kontekst.

Det skal gøres gældende, at momslovens § 11, stk. 1 og stk. 6, som fremføres af sagsøgte, ikke er sagens rette hjemmel.

Det skal gøres gældende, at Trafikstyrelsens udtalelse jf. bilag 8 bekræfter, at sagsøgers køretøj sammenholdt med bilag 1 og 7 kan karakteriseres som en demobil.

Det skal gøres gældende, at køretøjet dermed er at betragte som brugt og momsfritaget, jf. fremlagte bekendtgørelse om demobiler, som supplerer lovteksten i momslovens § 11, stk. 1 og stk. 6.

Det skal gøres gældende, at EU's gennemførelsesforordning nr. 282/2011, art. 16 må betegnes som lex generalis over for sagsøgers fremlæggelse af bilagsdokumentation vedrørende demobilers undtagelse fra almene momsregler i dansk lov og EU-direktiv.

Det skal gøres gældende, at sagsøger opfylder disse betingelser, der er at regne som undtagelser til de almindelige regler i momslovgivningen om indførelse af køretøjer fra et andet EU-land.

Det skal gøres gældende, at det sagsøger ved fremlægges af nævnte bilag har løftet bevisbyrden for, at hans køretøj er at betragte som brugt i momsretlig henseende, smh. slutsedlen fra den tyske medkontrahent, jf. bilag 1.

Det skal gøres gældende, at fremlagte bilag 7 og 8, der er vedtaget på bekendtgørelsesniveau, er bindende for SKAT og dermed må betragtes som gældende ret.

Det skal gøres gældende, at momslovens § 22, stk. 1 ej heller har forrang for fremlagte lex specialis-materiale om særlige momsforhold for demobiler indført fra et andet EU-land.

..."

Sagsøgte har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 1. august 2014. Heri er der anført følgende til støtte for den nedlagte påstand:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren er momspligtig af købet af det i sagen omhandlede køretøj, da der er tale om en erhvervelse af et nyt transportmiddel fra et andet EU-land med momsmæssigt leveringssted her i landet, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6, jf. § 22, stk. 1, og at betalingspligten for momsen påhviler sagsøgeren som erhverver af køretøjet, jf. momslovens § 46, stk. 2, samt § 65, stk. 2.

Køretøjet havde kørt under 6.000 km, da det kom til Danmark, og er allerede derfor et nyt transportmiddel i momslovens forstand, jf. lovens § 11, stk. 6, nr. 1.

Det er i den forbindelse uden betydning, hvornår bilen er blevet produceret, og om bilen forud for erhvervelsen har fungeret som en demobil. Hertil kommer, at det bestrides som udokumenteret, at køretøjet er produceret - og taget i brug første gang - mere end 6 måneder inden leveringen af køretøjet til sagsøgeren.

Der er hjemmel i momsloven § 11, stk. 1, nr. 2, som gennemfører momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b), til at pålægge sagsøgerens erhvervelse af køretøjet moms. Lovens ordlyd undtager ikke private køb fra momspligten, og det fremgår da også af forarbejderne til loven, at private køb også er momspligtige efter bestemmelsen.

Det er uden betydning for pligten til at betale dansk moms, om sagsøgeren har betalt tysk moms, jf. herved også artikel 16 i Rådets forordning nr. 282/2011. Der er ikke tale om en uretmæssig dobbelt momsbelastning af transaktionen, da momsbeskatningsretten tilkommer Danmark i den foreliggende situation. Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren er blevet oplyst om mulighederne for at tilbagesøge den tyske moms, som han har betalt af køretøjet i Tyskland, jf. bilag 3, side 3, øverst.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har haft en retsbeskyttet berettiget forventning om, at han ikke skulle betale dansk moms af køretøjet.

Allerede fordi, at G1 A/S ikke er en offentlig myndighed, kan sagsøgeren ikke støtte ret på en meddelelse modtaget fra dette selskab. Det forhold at G1 A/S i henhold til § 19 i bekendtgørelse om virksomheder, der foretager syn af køretøjer, i sin virksomhed med udførelse af syn og gensyn af biler er omfattet af nogle af forvaltningslovens bestemmelser om blandt andet inhabilitet og partshøring, fører ikke til, at virksomheden er at sidestille med en offentlig myndighed.

Selv hvis G1 A/S, som af sagsøgeren hævdet, måtte være at sidestille med en offentlig virksomhed, kan sagsøgeren ikke støtte ret på den afgivne uformelle forhåndsbesked.

Det følger således af det organisatoriske specialitetsprincip, at en virksomhed, hvis opgave det er at foretage syn og gensyn af biler, ikke kan binde SKAT i forhold til den momsmæssige behandling af sagen.

Dertil kommer, at sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at han virkelig er blevet oplyst om, at han var omfattet af mere gunstige momsregler, fordi bilen havde været en demobil, jf. SKM2004.103.HR. Sagsøgeren har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at han har fået en sådan besked, hvorfor nævnte bevisbyrde ikke er løftet.

Den nævnte forhåndsbesked er også i åbenbar modstrid med momslovens § 11, stk. 6, nr. 1, hvorfor der heller ikke, selv om sagsøgeren måtte kunne dokumentere, at han rent faktisk har modtaget forhåndsbeskeden, kan støttes ret på denne, jf. SKM2006.553.HR.

Den angivelige forhåndsbesked er endvidere afgivet efter, at sagsøgeren havde købt bilen i Tyskland, hvorfor sagsøgeren af denne grund heller ikke vil kunne støtte ret på den, jf. SKM2008.350.VLR.

Indholdet af vejledning om syn af køretøjer § 47, stk. 2, er heller ikke egnet til at bibringe sagsøgeren en retsbeskyttet berettiget forventning om, at der ikke skal betales moms af køretøjet i Danmark.

Bestemmelsen i § 47, stk. 2 i vejledning om syn af køretøjer omhandler synsvirksomhedens indberetning af et køretøjs fabrikationsår og omhandler dermed på ingen måde, hvornår et køretøj må anses for nyt i momsretlig forstand eller i øvrigt er momspligtigt.

Det bestrides, at det er i strid med momssystemdirektivet, at sagsøgeren skal betale dansk moms i nærværende sag. Den danske momslovs regler om erhvervelsesmoms af nye transportmidler og køberens betalingspligt har tværtimod direkte hjemmel i momssystemdirektivet, jf. direktivets artikel 2, artikel 40 og artikel 200.

Det er ej heller i strid med TEUF artikel 26, 28, 30, 34 eller 110, at sagsøgeren er blevet pålagt at betale dansk moms i nærværende sag.

Da opkrævningen af dansk moms i den foreliggende sag har direkte hjemmel i momsloven, og da de for sagen relevante bestemmelser i momsloven har direkte hjemmel i momssystemdirektivet, må sagsøgerens anbringender forstås således, at de pågældende bestemmelser i momssystemdirektivet er i strid med de nævnte bestemmelser i TEUF. I den forbindelse bemærkes det indledningsvist, at nationale domstole ikke er beføjede til at erklære retsakter fra EU's institutioner for ugyldige, jf. EU-Domstolens dom i sag 314/85, Foto-Frost, præmis 15.

Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at bestemmelsen vedrørende forbuddet mod told eller afgifter med tilsvarende virkning i TEUF artikel 30 og bestemmelsen vedrørende forbuddet mod diskriminerende interne afgifter i TEUF artikel 110 ikke kan anvendes kumulativt, hvorfor den samme afgift ikke kan henføres under begge bestemmelser, jf. eksempelvis EU-Domstolens dom i C-383/01, De Danske Bilimportører, præmis 33.

Af præmis 34 i samme dom følger det, at det afgørende kriterium for, om en afgift kvalificeres som en afgift med tilsvarende virkning som told eller som en intern afgift er, om afgiften er af fiskal karakter og om den opkræves, fordi varen føres over grænsen til det land, som har indført afgiften. I det foreliggende tilfælde er afgiften af fiskal karakter og den opkræves helt generelt i Danmark og ikke blot fordi køretøjet føres over grænsen til Danmark. Endvidere fastlægger momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b, og artikel 40 blot, hvilket land retten til at opkræve moms tilkommer, hvorfor ingen af bestemmelserne kan siges ensidigt at pålægge en vare en økonomisk byrde i forbindelse med en grænseoverskridelse. Den pålagte moms kan derfor ikke betegnes som en toldmæssig foranstaltning, men derimod som omfattet af en generel intern afgiftsordning, hvis forenelighed med EU-retten skal bedømmes efter TEUF artikel 110.

Afgørende for om en intern afgift er forenelig med TEUF artikel 110 er, om varer fra andre medlemsstater pålægges afgifter, der er højere end afgifterne på lignende indenlandske varer. For øjeblikket er der ikke nogen produktion af biler eller produkter, der kan konkurrere med biler i Danmark. Allerede som følge heraf er opkrævningen af moms i det foreliggende tilfælde ikke i strid med TEUF artikel 110, jf. præmis 39 i Domstolens dom i sag C-383/01, De Danske Bilimportører. Endvidere bemærkes, at opkrævningen af moms ikke er diskriminerende, da der opkræves moms uden hensyntagen til, om et produkt er produceret i Danmark eller i udlandet.

Opkrævningen af erhvervelsesmoms er heller ikke en kvantitativ indførselsrestriktion omfattet af TEUF artikel 34. Der er således ikke tale om, at momsopkrævningen udgør en begrænsning af importen fra andre medlemsstater. Endvidere bemærkes det, at bestemmelsen i TEUF artikel 34 sigter på handelshindringer af ikke-afgiftsmæssig karakter.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, skal der betales afgift ved erhvervelse mod vederlag af nye transportmidler fra andre EU-lande. Ifølge momslovens § 11, stk. 6, skal køretøjer, som har kørt højst 6.000 km betragtes som nye i momslovens forstand.

A's autocamper havde ved erhvervelsen kørt 3.180 km og skal således - i momslovens forstand - betragtes som et nyt transportmiddel. Herved er købet momspligtigt, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6.

Den påberåbte vejledning om syn af køretøjer og det oplyste om hvad G1 har meddelt til A har ingen betydning over for den nævnte udtrykkelige lovbestemmelse. Herefter og idet det øvrige som sagsøgeren har anført ikke kan føre til noget andet resultat, frifinder retten Skatteministeriet for A's påstand.

Efter dette resultat skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningsbeløbet fastsættes til 25.000 kr. Beløbet vedrører sagsøgtes udgifter til advokatbistand (incl. moms).

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.