Parter

H1 ApS
(Advokat Niels Lomborg)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af byretsdommer

Marianne Sonne

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen angår sagsøgerens påstand om, at sagsøgte skal tilbagebetale den moms på 772.812 kr., som sagsøgeren har betalt for perioden 1. april 2007 til 31. december 2009 med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker tillige med de af sagsøger erlagte morarenter. 

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument af 16. august 2014 anført, at sagsøgers bevisførelse vil bestå i partsafhøring og afhøring af JV, SKAT og ML, SKAT, samt de i sagen fremlagte bilag.

Sagsøgte har protesteret mod begæringen i påstandsdokument af 19. august 2014.

Parterne har indgivet supplerende processkrifter om tvisten angående bevisførelsen.

Sagen er berammet til hovedforhandling den 9. september 2014.

Sagsøgeren har anført, at han fastholder bevisbegæringen, og han har til støtte herfor henvist til, at det er afgørende nødvendigt, at de pågældende medarbejdere i retten bekræfter de udtalelser, som de afgav på et møde hos kammeradvokaten primo 2010, og såfremt Kammeradvokaten kan erklære, hvem der udtalte sig om spørgsmålet på mødet hos Kammeradvokaten kan bevisførelsen indskrænkes til en af parterne. Der er ikke tale om unødvendig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341.

Sagsøgeren har gjort gældende, at det ikke har betydning, hvilke afgørelser, der tidligere er truffet vedrørende vidneførsel i tidligere sager, idet denne sag ikke drejer sig om samme problemstilling som i de tidligere sager.

Sagsøgeren har anført, at nærværende sag drejer sig om, hvorvidt SKAT har optrådt på en sådan måde, at de ikke er berettiget til med tilbagevirkende kraft at opkræve moms. Bevisførelsen er af afgørende betydning for at forstå, med hvilken begrundelse SKAT ikke har aflagt sagsøgeren kontrolbesøg uagtet at sagsøgeren ophørte med at indbetale moms som følge af de SKM meddelelser, som SKAT udsendte.

Sagsøgeren gør gældende, at årsagen til de manglende kontrolbesøg var " at SKAT ikke ønskede støj", og at dette efter sagsøgers opfattelse er en usaglig begrundelse for ikke at reagere over for sagsøgeren.

Sagsøgeren gør gældende, at det i denne sag ikke vil være muligt at indhente en erklæring fra den konkrete myndighed i stedet, idet dette ikke er forhold, der kan erklæres om. Der er behov for en vidneafhøring under strafansvar om, hvad den pågældende medarbejder sagde under et givent møde.

Sagsøgte har gjort gældende, at bevisførelsen skal afskæres, jf. retsplejelovens § 341. Sagsøgte har blandt gjort anført, at det er åbenbart, at et påstået mundtligt udsagn fra en embedsmand er helt ligegyldigt i relation til sagens retlige problemstilling. Under den tidligere sag mellem parterne, der blev afgjort ved Højesterets dom SKM2011.587.HR [SKM2012.529.HR.red.SKAT], forsøgte sagsøgeren også at få rettens tilladelse til indkaldelse af en række embedsmænd og politikere, hvilket blev afvist, og det er reelt de samme synspunkter, som sagsøgeren nu gør gældende.

Sagsøgte har henvist til Vestre Landsrets kendelse af 19. februar 2010, og Højesterets kendelse af 16. februar 2011.

De personer, der ønskes afhørt, har ikke truffet afgørelse i sagen, og at eventuelle mundtlige udsagn fra enkeltstående embedsmænd på et tidspunkt, der ligger efter den periode, som sagen drejer sig om, åbenbart er overflødig bevisførelse. Sagsøgte har henvist til en række kendelser, der afslår adgangen til at foretage vidneafhøring af embedsmænd. Der henvises til reglen i § 169, og der henvises til, at uklarheder i forhold til en given sag i stedet bør afklares ved, at der indhentes skriftlige erklæringer fra den konkrete myndighed, jf. SKM2001.606.ØLR.

Sagsøgte har i en mail af 29. august 2014 herudover anført, at der ikke er dokumentation for, at der er afgivet de af sagsøgeren anførte oplysninger på det pågældende møde. Herudover er det ganske irrelevant for sagen, hvilke oplysninger, der måtte være afgivet på det pågældende møde om SKATs kontrolbesøg. SKATs muligheder for at genoptage og ændre sagsøgerens momsansættelse afhænger nemlig alene af, om betingelserne efter skatteforvaltningslovens § 31 er opfyldt. Fristen for varsling er 3 år efter angivelsesfristens udløb, og denne frist er ubestridt opfyldt i forhold til de momsperioder, der foreligger til bedømmelse for byretten. Sagsøgeren har i øvrigt i perioden været bekendt med SKAT og Skatteministerens holdning til den momsmæssige behandling af sagsøgerens virksomhedskoncept. Denne kom jo klart til udtryk under den af sagsøgeren anlagte retssag, der blev endeligt afgjort af Højesteret i marts 2012 (SKM2012.529.HR).

Forløbet i denne retssag var i øvrigt medvirkende til, at nærværende sag blev påbegyndt. For landsretten forklarede A således, at der i sagsøgeren siden januar 2006 ikke var svaret moms af de udbetalte skrotningsgodtgørelser. Dette fremgår af landsrettens dom af 12. maj 2010. Umiddelbart efter landsrettens dom opfordrede SKAT sagsøgeren til at indsende efterangivelse for bl.a. den periode, som denne sag vedrører.

Sagsøgte har endvidere anført, at der ikke er anledning til omberammelse af sagen. Sagsøgeren har efter modtagelsen af duplikken haft rigelig anledning til at specificere, hvem der ønskedes indkaldt til at afgive vidneforklaring. Sagsøgeren har først efter forberedelsens afslutning oplyst, hvem, der skulle afhøres.

Sagsøgeren har i en mail af 1. september 2014 anført, at det fremgår af en mail af 17. februar 2010, at mødet blev arrangeret på Kammeradvokatens kontor, og at det fremgår af en telefax af 8. marts 2010, hvor advokaten overfor Kammeradvokaten stadfæster sin opfattelse af mødet. Der er samtidig fremlagt kopi af de omtalte dokumenter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøgeren ønsker at afhøre JV, SKAT og ML, SKAT om, hvilke udtalelser der var blevet fremsat på et møde primo 2010 hos Kammeradvokaten om grunden til, at der ikke blev foretaget kontrolbesøg hos sagsøgeren i den periode, som denne sag drejer sig om.

Under hensyn til, at der tidligere i perioden har verseret en sag mellem parterne vedrørende pligten til at betale moms af skrotningsgodtgørelse, må det anses for tvivlsomt, om bevisførelsen har betydning for sagens afgørelse, hvilke udtalelser de pågældende embedsmænd måtte have fremsat i 2010 om årsagen til, at der ikke blev foretaget kontrolbesøg hos sagsøgeren.

Retten finder dog ikke på nuværende tidspunkt at tilstrækkeligt grundlag for at afskære bevisførelsen i medfør af retsplejelovens § 341, men det betemmes, at bevisførelsen må ske ved, at der fremlægges skriftlige erklæringer fra de pågældende om, hvorvidt de kan be- eller afkræfte, at der blev sagt, at årsagen til de manglende kontrolbesøg var " at SKAT ikke ønskede støj".

T h i   b e s t e m m e s

Det tillades ikke sagsøgeren at føre JV, SKAT og ML, SKAT som vidner under sagen, men der kan fremlægges skriftlige erklæringer som anført ovenfor fra de pågældende.