Dato for udgivelse
23 Jan 2014 14:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 Dec 2013 10:15
SKM-nummer
SKM2014.75.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-0086365
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Pensionsafkastbeskatning (PAL)
Emneord
Pensionsordning, alderspension, ægtefællepension, livrente, garanterede ydelser.
Resumé

Skatterådet anså en pensionsordning, der bestod af en opsat livsvarig livrente med tilknyttet supplerende kollektiv ydelse (garanteret ydelse), samt en kollektiv tegnet ægtefællepension med ophørende risiko og ophørende udbetaling for at opfylde betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 4, litra a og d, samt §§ 4-5.

Indbetalingerne til pensionsordningsordningen med løbende udbetalinger var fuldt fradragsberettiget efter pensionsbeskatningslovens § 18.

Skatterådet fandt, at det ikke havde indflydelse på fradragsretten, hvis udbetalingerne først begyndte ved forsikringstagerens fyldte 75. år, eller hvis pensionsordningen først blev oprettet efter forsikringstagerens fyldte 75. år

Hjemmel

Pensionsbeskatningsloven

Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven § 2
Pensionsbeskatningsloven § 4
Pensionsbeskatningsloven § 5
Pensionsbeskatningsloven § 18

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.A.10.2.1.1.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.A.10.2.1.1.2.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.A.10.2.1.1.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.A.10.2.1.1.4.

Spørgsmål

  1. Vil det nedenfor beskrevne pensionsprodukt i sin helhed være omfattet af skattekode 1 og således være fuldt fradragsberettiget som pensionsordning med løbende udbetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 18 for A?
  2. Vil det have indflydelse på fradragsretten, hvis starttidspunktet for udbetalingen af de løbende ydelser (udløbsalderen) fra ordningen, kan aftales til en alder, der er højere end 75 år?
  3. Vil det have indflydelse på fradragsretten, hvis alderen ved oprettelse af ordningen kan aftales til en alder højere end 75 år?

Svar

  1. Ja
  2. Nej
  3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

A har rettet henvendelse til F Pension med ønske om at købe et forsikringsprodukt. A vil være den forsikrede og ejer af forsikringen. Der er tale om et livsforsikringsprodukt, der kombinerer allerede bestående livsforsikringsgrundformer, som er anmeldt til Finanstilsynet. De kombinerede grundformer er alle omfattet af skattekode 1.

Der er tale om en sammensætning af forsikringsformer, som har bestået og er blevet udbudt på det danske pensionsmarked siden 1982. Det beskrevne pensionsprodukt, som A ønsker at købe, udbydes aktuelt på det danske pensionsmarked som en pensionsordning omfattet af skattekode 1.

I sin grundform består pensionsordningen af et tilsagn fra et pensionsinstitut om en livsvarig pengeydelse. Det vil sige, at der sker udbetaling af en periodisk ydelse fra et givet tidspunkt og i resten af den pensionsberettigedes levetid, uanset, hvor længe han eller hun lever.

Ydelsen har dermed karakter af pension.

Endvidere er ordningen i sin grundform livsbetinget. Det vil sige, at ydelsen bortfalder, når den pensionsberettigede dør.

Ordningen er suppleret med garanterede ydelser, der udbetales i en periode med et beløb, der er uafhængigt af, om ejeren er død og med mulighed for udbetaling af et engangsbeløb.

Produktsammensætningen ændres på pensioneringstidspunktet, og består dermed af to forskellige sammensætninger af grundformer hhv. før og efter pensioneringstidspunktet.

Før pensionering:

211 - Opsat livrente

Denne udbetales i månedlige ydelser fra opsættelsestidspuktet så længe den forsikrede er i live. Udbetalingen sker til den forsikrede.

811 - Kollektiv tegnet ægtefællepension med ophørende risiko og ophørende udbetaling.

Denne udbetales fra forsikredes død (før pensionering), så længe den efterladte lever. Dog længst i m år.

865 - Supplerende kollektiv ydelse

Denne udbetales fra forsikredes død (før pensionering), hvis der ikke er en efterladt ægtefælle. Dog længst i m år. Hvis der er en efterladt ægtefælle, udbetales den efter dennes død, dog længst i m år fra forsikredes død.

Den sidstnævnte må kun tegnes i kombination med den første og med samme ydelser og aldre. Kombinationen af grundformerne 811 og 865 giver for kunden i ydre fremtræden det samme resultat som ville være opnået ved tegning af en ophørende livsforsikring i rater (grundform 165).

Ydelsen på grundformerne 811 og 865 fastsættes, så en kapitalisering af livsforsikringen på et hvert tidspunkt svarer til opsparingens værdi. De to dækninger skal have en forsikringstid på 10 år fra dødsfaldet. Betaling for evt. garantier vil ikke overstige 10 % af præmien for den samlede forsikring.

Ovennævnte produktsammensætning indebærer i praksis, at der er kontosikring på ordningen i hele opsparingsperioden, så opsparingen udbetales fuldt ud, hvis kunden dør før udbetalingens start. Da der er tale om en livrente, er der i pensionsbeskatningsloven ikke fastsat, fra hvilken alder forsikringen senest skal startes udbetalt. Opsparingen bliver ved forsikredes død opgjort til 40 % afgift.

Efter pensionering:

Ved udbetalingens start bortfalder dækningerne 811 og 865. A kan på udbetalingstidspunktet tage stilling til ægtefælledækning og eventuel garanti.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgers repræsentant anfører, at alt dette er i overensstemmelse med beskrivelsen af en pensionsordning med løbende udbetalinger i Skats juridiske vejledning 2012-2, afsnit C.A.10.2.1.1.1.

Det er derfor repræsentantens vurdering, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja" og spørgsmål 2 og 3 skal besvares med "Nej". 

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at det nedenfor beskrevne pensionsprodukt i sin helhed er omfattet af skattekode 1 og således er fuldt fradragsberettiget som pensionsordning med løbende udbetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 18 for A.

Lovgrundlag

  • Pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1
    § 2. En pensionsordning med løbende udbetalinger skal gå ud på at sikre pension i form af lige store løbende ydelser, der bortfalder ved den pensionsberettigedes død, og som udbetales:
    1) af det offentlige som følge af tidligere ansættelse i statens, folkeskolens, folkekirkens, regionernes eller kommunernes tjeneste,
    2) i henhold til pensionsordninger, der modtager statsstøtte,
    3) fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog § 29 B,
    4) fra en pensionskasse, der opfylder betingelserne i § 3, eller i henhold til en forsikring, der opfylder betingelserne i § 4, dog kun hvis ydelserne fra pensionskassen eller forsikringsselskabet har karakter af:
    a) alderspension, hvis udbetalinger er livsvarige og tidligst begynder på det tidspunkt, hvor pensionsudbetalingsalderen nås, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet,
    b) ophørende alderspension, hvis udbetalinger sker over mindst 10 år, jf. dog § 41, stk. 1, nr. 3, og tidligst begynder på det tidspunkt, hvor pensionsudbetalingsalderen nås, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet,
    c) invalidepension,
    d) ægtefælle- eller samleverpension, hvis udbetalinger kan tilfalde en længstlevende ægtefælle, en fraskilt ægtefælle eller en samlever, jf. litra e,
    (...)
  • Pensionsbeskatningslovens § 4
    § 4. Forsikringer som nævnt i § 2, nr. 4, skal være oprettet i livsforsikringsselskaber, der
    1) har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet,
    2) efter tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. § 30, stk. 1, 4 og 7-10, i lov om finansiel virksomhed, eller
    3) har hjemsted i et andet land inden for EU/EØS og i dette land har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed, og som told- og skatteforvaltningen har godkendt.
    Stk. 2. Forsikringstageren skal være forsikret og ejer af forsikringen. Såfremt forsikringen er tegnet efter aftale mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver og præmier eller kapitalindskud indbetales af arbejdsgiveren, skal arbejdstageren være forsikret og ejer af forsikringen, jf. dog § 17. Forsikringen kan dog også tegnes som en overlevelsesrente med ejerens ægtefælle, fraskilte ægtefælle eller en navngiven person, som har fælles bopæl med ejeren, som forsikret.
  • Pensionsbeskatningslovens § 5
    § 5. Forsikringer, hvis ydelser i alle tilfælde udbetales i en vis periode uanset den forsikredes død (garanterede ydelser), men som i øvrigt opfylder betingelserne i § 2, nr. 4, jf. § 4, behandles efter reglerne for pensionsordninger med løbende udbetalinger, såfremt præmien for garantien ikke overstiger 10 pct. af præmien for den samlede forsikring.
    Stk. 2. Det er dog en betingelse, at der ikke i policen er indsat andre begunstigede end enten forsikredes »nærmeste pårørende« i forsikringsaftalelovens forstand, jf. denne lovs § 105 a, eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger. 
  • Pensionsbeskatningslovens § 18
    § 18. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for ejeren af ordningen, jf. reglerne i afsnit III, kan med de i stk. 2-8 nævnte begrænsninger fradrages de i indkomståret forfaldne bidrag eller præmier til pensionsordninger omfattet af kapitel 1, bortset fra præmier og bidrag til aldersopsparing, aldersforsikring eller den del af et pensionskassemedlems årlige bidrag, der anvendes til finansiering af supplerende engangssummer som nævnt i § 29 A, stk. 1.(...)
    Stk. 2. Bidrag m.v. til kapitalforsikring i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed kan for et indkomstår i alt højst fratrækkes med det i § 16, stk. 1, 3. pkt., nævnte beløb. Bidrag m.v. til rateforsikring i pensionsøjemed, rateopsparing i pensionsøjemed og ophørende livrenter kan for et indkomstår i alt højst fratrækkes med det i § 16, stk. 2, nævnte beløb. (...)
    Stk. 3. Fradragsretten for kapitalindskud til en pensionsordning med løbende udbetalinger skal fordeles over en periode på 10 år, således at indskuddet fradrages med 1/10 i indskudsåret og hvert af de følgende 9 år. (...)
    Stk. 4. Hvis præmie- eller bidragsperioden for en pensionsordning med løbende udbetalinger er mindre end 10 år, fordeles fradragsretten for det præmie- eller bidragsbeløb, der i alt skal betales, med lige store beløb over en periode på 10 år.(...)
    10-års-perioden begynder i det år, hvor den første præmie (bidrag) forfalder til betaling. Hvis præmien eller bidraget til en pensionsordning med løbende udbetalinger forhøjes på et tidspunkt, hvor den resterende indbetalingsperiode er under 10 år, fordeles fradraget for forhøjelsen på tilsvarende måde over en periode på 10 år. Ved forlængelse af en pensionsordning med løbende udbetalinger finder 2. pkt. dog tilsvarende anvendelse, hvis der oprindelig er aftalt en indbetalingsperiode på mindst 10 år. (...)
    Stk. 5. Såfremt det samlede årlige fradrag beregnet efter reglerne i stk. 3 og 4 udgør et beløb mindre end et grundbeløb på 46.000 kr. (2010-niveau), kan skatteyderen dog vælge at foretage et årligt fradrag på indtil grundbeløbet, indtil samtlige præmier (bidrag) og indskud er bragt til fradrag. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis det samlede årlige fradrag beregnet efter reglerne i stk. 3 og 4 udgør et mindre beløb end 30 pct. af overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, kan skatteyderen dog uanset 1. pkt. foretage fradrag svarende til 30 pct. af dette overskud. Ved overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed forstås overskud som opgjort efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af dette overskud. I overskuddet som nævnt i 3. pkt. indgår ikke indkomster ved afståelse af goodwill og andre immaterielle aktiver såsom særlig fremstillingsmåde eller lignende (knowhow), patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster og varemærke, kvoter og betalingsrettigheder eller fortjenester ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Der kan dog i et indkomstår højst fradrages et beløb svarende til forfaldne præmier (bidrag) og indskud, som ikke tidligere er fratrukket. Skatteministeren kan give nærmere regler om beregningen af det årlige fradrag og om oplysningspligt for forsikringsselskaber m.v. til brug ved gennemførelse af reglerne i stk. 3-7.
    Stk. 6. Beløb, hvormed præmier eller bidrag som nævnt i stk. 4 forhøjes i henhold til en aftale om løbende pristalsregulering af præmier eller bidrag, kan uanset reglerne i stk. 4-5 fradrages i det år, hvor beløbet forfalder til betaling.
    (...) 

Praksis

  • SKM2013.275.SR.
    Skatterådet bekræftede, at selvom der i en aftale om ægtefælle-, samlever- og børnepensionen knyttet til en pensionsordning efter PBL § 2, stk. 1 nr. 4 (a), ikke gjaldt nogen minimumsvarighed for udbetaling, kunne pensionsordningen kvalificeres som en pensionsordning med løbende udbetaling jf. PBL § 2, stk. 1, nr. 4 (d, e, og f). 
  • SKM2012.154.SR
    Skatterådet bekræftede, at det var uden betydning for et udenlandsk produkts godkendelse som pensionsordning med garanterede ydelser, at den begunstigede eller selskabet efter den forsikredes død kunne bestemme, at der sker udbetaling som et engangsbeløb, idet det ikke var et på forhånd aftalt vilkår, at udbetaling efter den forsikredes død skulle ske som et engangsbeløb.
  • SKM2006.262.SR
    En pensionskasse påtænkte at etablere en garanteret ydelse efter PBL § 5. Det skulle sikres, at præmien for ydelsen på intet tidspunkt oversteg 10 pct. af den samlede præmie til alle de ydelser, der skattemæssigt hørte til pensionsordninger med løbende ydelser, herunder præmien til supplerende engangsydelser. Det sikredes endvidere, at kravene til begunstigede i PBL § 5, stk. 2, til enhver tid blev overholdt. Ydelsen skulle etableres i tilknytning til alderspension og på en måde, så den garanterede ydelse udgjorde en procentdel af alderspensionen. Garantiperioden før alderspensionering skulle fastsættes til 10 år. Ved overgang til alderspension skulle garantiperioden forlænges med 1 år for hvert år, pensionsopspareren havde fået udbetalt alderspensionen. Dette skulle dog kun gælde ved de første 5 års udbetaling af alderspension. Skatterådet godkendte, at pensionsordningen ville være omfattet af PBL § 5, selv om den garanterede periode ville være variabel alt efter, hvornår pensionsopspareren gik på pension, og hvornår pensionsopspareren døde.
  • Den Juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.2.1
    "Krav til en livsvarig alderspension
    En pensionsordning med løbende udbetalinger skal gå ud på at sikre pension i form af lige store løbende ydelser, der bortfalder ved den pensionsberettigedes død (livsvarige ydelser), og tidligst begynder på det tidspunkt, hvor pensionsudbetalingsalderen nås, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet. Se § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., PBL § 1 a og PBL § 2, nr. 4, litra a. (...)
    Er udbetalingerne fra en pensionsordning ikke livsvarige, men ophører de på et nærmere aftalt tidspunkt, er ordningen omfattet af PBL § 2, nr. 4, litra b.(...)"
  • Den Juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.3
    "Ægtefælle-, samlever- og børnepension
    En ægtefælle- eller samleverpension er en pension, der kommer til udbetaling efter den forsikredes død, hvis den medforsikrede er i live. Den medforsikrede skal være en:
    • Ægtefælle
    • Registreret partner
    • Fraskilt eller frasepareret ægtefælle eller registreret partner
    • Samlever.

      Ydelsen fra en pensionskasse eller fra en forsikring skal have karakter af pension til en længstlevende ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle eller samlever. Se PBL § 2, nr. 4, litra d. (...)
      Der er i modsætning til en alderspension ikke krav til længden af en ægtefælle- eller samleverpension. Udbetalingsperioden for en ægtefælle- eller samleverpension kan være ganske kort, eksempelvis kun to år.(...)
      I lighed med en alderspension er der krav om, at en ægtefælle- eller samleverpension skal være livsbetinget.(...)"
  • Den Juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.4
    "Garanterede ydelser

    Det er muligt at sikre udbetalinger fra en pensionsordning med løbende udbetalinger i en periode efter den forsikredes død (garanterede ydelser). Se PBL § 5, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at pensionsordningen anses som en pensionsordning med løbende udbetalinger uanset de garanterede ydelser, når de betingelser, der er nævnt nedenfor, er opfyldt.
    Både en livsvarig alderspension og ophørende alderspension kan være med eller uden garanti efter bestemmelsen. Garantien har således ingen betydning for afgørelsen af, om der er tale om en livsvarig eller ophørende alderspension.
    At ydelserne er garanterede betyder, at alderspensionen skal udbetales i den garanterede periode - garantiperioden - selvom den forsikrede er død, idet ydelsen i stedet udbetales til den person, der er begunstiget i policen.

    Betingelser for garanterede ydelser
    Forsikringen skal - bortset fra garantien - opfylde de samme betingelser som pensionsordninger, der er omfattet af PBL § 2, nr. 4.
    Det er en betingelse, at præmien for garantien ikke overstiger 10 pct. af præmien for den samlede forsikring. Se PBL § 5, stk. 1.
    Det er en betingelse, at der kun er indsat følgende begunstigede:
    • "Nærmeste pårørende" - se § 105, stk. 5, i forsikringsaftaleloven
    • Forsikredes ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle
    • Forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger. Begunstigelsen af stedbørn og disses livsarvinger kan indsættes selvom ægteskabet med stedbarnets mor eller far er ophørt, eksempelvis ved skilsmisse.(...)
    • Forsikredes navngivne samlever, der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, og dennes livsarvinger.(...)

Se PBL § 5, stk. 2.

Hvis garantien er knyttet til en overlevelsesrente, skal den først berettigede tilhøre den personkreds, der er nævnt ovenfor. En overlevelsesrente er en dækning, der kommer til udbetaling i månedlige ydelser til den medforsikrede (forsørgede) ved forsikredes død. En medforsikret kan være en ægtefælle, en fraskilt ægtefælle, en registreret partner eller en samlever.

Pensionsbeskatningsloven stiller ingen krav til varigheden af garantiperioden og heller ikke krav om, at de garanterede ydelser skal være af samme størrelse som den livsbetingede hovedydelse, eller at de skal forfalde over en given minimums- eller maksimumsperiode.

PBL § 5 forudsætter dog efter ordlyden, at der er tale om mere end een udbetaling, idet der tales om løbende "ydelser". (...)
Tilknytningen af garanterede ydelser til en livsvarig og livsbetinget pensionsordning indebærer, at der kan ske udbetalinger efter pensionsopsparerens død.(...)"

Begrundelse

Den pensionsordning A ønsker at tegne består som beskrevet af:

211 - Opsat livrente

Denne udbetales i månedlige ydelser fra opsættelsestidspuktet så længe den forsikrede er i live. Udbetalingen sker til den forsikrede. Den opsatte livrente er en livsbetinget og livsvarig alderspension med løbende udbetalinger, hvor A både vil være den forsikrede og ejer af ordningen.
Det er ved besvarelsen forudsat, at udbetaling fra livrenten efter aftale tidligst kan finde sted fra det tidspunkt A har opnået sin pensionsudbetalingsalder jf. pensionsbeskatningslovens § 1 a. Se også Den Juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.2.1.

Den opsatte livrente opfylder efter SKATs opfattelse betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1 nr. 4, litra a og § 4, stk. 2, og er derfor en pensionsordning med løbende udbetalinger dvs. en skattekode 1-ordning, hvor indbetalingerne er fuldt fradragsberettiget efter pensionsbeskatningslovens § 18.

811 - Kollektiv tegnet ægtefællepension med ophørende risiko og ophørende udbetaling.

Denne udbetales fra forsikredes død (før pensionering), så længe den efterladte lever. Dog længst i m år.

Ægtefællepension er en aftale om livsbetinget udbetaling af løbende ydelser til forsikringstagerens medforsikrede ægtefælle ved den forsikredes død.  Det er aftalt, at ægtefællepensionen ophører efter en valgt periode. A vil være både den forsikrede og ejer af ordningen.

Pensionsbeskatningslovens § 2 indeholder ikke krav til længden af den periode, hvor der skal ske udbetaling, jf. også SKM2013.275.SR og Den Juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.3. Det kan derfor aftales, at udbetalingen kan ophører efter en vis periode, der kan være helt kort fx ned til to år, idet der dog skal være tale om løbende ydelser. 

Den kollektive ægtefællepension med ophørende risiko og udbetalinger opfylder efter SKATs opfattelse betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1 nr. 4, litra d og § 4, stk. 2, og er derfor en pensionsordning med løbende udbetalinger dvs. en skattekode 1-ordning, hvor indbetalingerne er fuldt fradragsberettiget efter pensionsbeskatningslovens § 18. 

865 - Supplerende kollektiv ydelse

Denne udbetales fra forsikredes død (før pensionering), hvis der ikke er en efterladt ægtefælle. Dog længst i m år. Hvis der er en efterladt ægtefælle, udbetales den efter dennes død, dog længst i m år fra forsikredes død.

Denne ydelse knytter sig til den opsatte livrente - 211. Kombinationen af produkterne 211 - opsat livrente og 865 - supplerende kollektiv ydelse giver en forsikringer, hvis ydelser i alle tilfælde udbetales i en vis periode uanset den forsikredes død dvs. en pensionspensionsordning med løbende garanterede ydelser, som i øvrigt opfylder betingelserne i § 2, nr. 4, litra a og § 4.
Under forudsætning af, at præmien for produktet 865 - supplerende kollektiv ydelse (garanterede ydelser), som det også er oplyst, ikke overstiger 10 pct. af præmien for den samlede forsikring, vil pensionsordningen blive behandlet efter reglerne for pensionsordninger med løbende ydelser jf. pensionsbeskatningsloven § 5, SKM2006.262.SR og Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.10.2.1.1.4.

Under disse forudsætninger opfylder den opsatte livrente med garanterede ydelser efter SKATs opfattelse betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1 nr. 4, litra a, samt §§ 4 - 5, og er derfor en pensionsordning med løbende udbetalinger dvs. en skattekode 1-ordning, hvor indbetalingerne er fuldt fradragsberettiget efter pensionsbeskatningslovens § 18.

Ved besvarelsen er det desuden lagt til grund, at beløb, der kommer til udbetaling efter den forsikrede As død, efter aftalen sker som løbende ydelser jf. SKM 2012.154.SR.

De nævnte dækninger, der indgår i den pensionsordning, A ønsker at købe, er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra a og litra d, og er dermed skattekode 1- ordninger.

Det faktum, at kombinationen af mulige dækninger efter pensionsbeskatningslovens § 2 giver en kontosikring, der i det ydre vil give det samme resultat som en rateforsikring, hvis den forsikrede A afgår ved døden inden det aftalte starttidspunkt for udbetalingerne fra livrenten, ændrer efter SKATs opfattelse ikke på dette.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes besvaret, om det har indflydelse på fradragsretten, hvis starttidspunktet for udbetalingen af de løbende ydelser (udløbsalderen) fra ordningen, kan aftales til en alder, der er højere end 75 år. 

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1

Praksis

Se spørgsmål 1

Begrundelse

Pensionsbeskatningslovens § 2 indeholder alene et alderskrav til det tidspunkt, hvor udbetalinger fra en livsvarig alderspension med løbende udbetalinger tidligst kan påbegyndes.
Der er ikke fastsat bestemmelser om, at udbetalingerne senest skal være påbegyndt ved en given alder.

Udbetalingerne fra en livsvarig alderspensionen kan derfor påbegyndes ved en alder, der er højere end 75 år.

En livsvarig alderspension med en aftalt udbetalingsalder, der er højere end 75 år, vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens, kapitel 1, § 2, nr. 4, litra a, og den aftalte udbetalingsalder, vil ikke have indflydelse på fradragsretten for indbetalingerne til pensionsordningen. 

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes besvaret, om det har indflydelse på fradragsretten, hvis alderen ved oprettelse af ordningen kan aftales til en alder højere end 75 år.

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1

Praksis

Se spørgsmål 1

Begrundelse

Pensionsbeskatningslovens § 2 indeholder ikke bestemmelser om, at en pensionsordning med løbende udbetalinger senest skal være oprettet inden en given alder.

En pensionsordning med løbende ydelser kan derfor oprettes ved en alder, der er højere end 75 år.

En livsvarig alderspension der er oprettet efter at pensionsopspareren er fyldt 75 år, vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens, kapitel 1, § 2, nr. 4, litra a, og en oprettelse af ordningen efter det fyldte 75. år, vil ikke have indflydelse på fradragsretten for indbetalingerne til pensionsordningen. 

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 bevares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.