Parter

Affaldsselskabet H1 I/S
(advokat Bjarne L. Ditlevsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Stig Glent-Madsen og Esben Hvam (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, Affaldsselskabet H1 I/S, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at affaldsselskabet ikke skal betale affaldsafgift af 12.183 tons jord leveret i perioden fra 1. januar 1997 til 17. februar 2000 på affaldsselskabets miljøanlæg H1.1.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt affaldsselskabet er forpligtet til at betale affaldsafgift, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, af 12.183 tons olieforurenet jord, som er tilført affaldsselskabets miljøanlæg H1.1 i perioden 1. januar 1997 til 17. februar 2000.

Sagen drejer sig ikke om den olieforurenede jord, der efter rensning er anvendt til afdækning af miljøanlæggets deponi eller er fraført anlægget til genanvendelse.

Endvidere drejer sagen sig ikke om afgift for fejesand, som indgik i sagen for Landsskatteretten.

Sagen er anlagt den 24. februar 2010 ved byretten, der den 30. september 2010 har afsagt kendelse om, at sagen henvises til Vestre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Af Landsskatterettens kendelse af 27. november 2009 fremgår bl.a.:

"...

Klagen skyldes, at ToldSkat har foretaget opkrævning af affaldsafgift med 6.917.635 kr. for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 2000, da fejesand og sand fra rensningsanlæg samt olieholdig jord mv. tilført til klagerens miljøanlæg, er anset for afgiftspligtigt efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkats afgørelse stadfæstes.

Møde mv.

Klagerens repræsentant har haft telefonmøde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling). Denne har sammen med klageren tillige haft lejlighed til at udtale sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Klageren er et interessentskab med deltagelse af 5 kommuner, som driver genanvendelsesaktiviteter samt affaldsforbrændings- og deponeringsopgaver på forskellige lokaliteter. Interessentskabet blev registreret i henhold til affaldsafgiftsloven den 1. januar 1987.

På adressen ...1, ...5, driver klageren "Miljøanlæg H1.1". Miljøanlægget var oprindelig en traditionel losseplads, men er de seneste år udbygget til også at modtage asbestaffald, feje- og ristesand, have- og grenaffald til kompostering, slam, planglas, dæk, fælge og olieforurenet jord til behandling på jordbehandlingsanlæg. Hele miljøanlægget er indhegnet og ved modtagelsen indvejes affaldet på brovægt. Inden for hegnet er pladsen opdelt i en række afsnit, jf. de ovennævnte affaldstyper, omgivet af jordvolde.

Klageren har fremlagt miljøgodkendelse udstedt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33 af Amtet den 12. april 2000 af det eksisterende miljøanlæg. Denne godkendelse dækker kun en del af den omhandlede periode, men klageren har oplyst, at der ikke er realitetsforskel mellem den nuværende miljøgodkendelse og tidligere godkendelser.

Af godkendelsens afsnit 1.1 fremgår, at siden den første miljøgodkendelse i 1977 har anlægget i løbet af årene indhentet supplerende og reviderede miljøgodkendelser i takt med de nye aktiviteter. Man ønsker med ansøgningen at samle nuværende godkendelser og tilladelser og samtidig tage højde for anlæggets nye karakter, som et egentlig behandlings- og genanvendelsesanlæg. Endvidere fremgår følgende af miljøgodkendelsen:

"...

1.3 Godkendelsens vilkår

Vilkårene er opdelt i følgende afsnit:

1.- Generelle vilkår

(Gældende for hele miljøanlægget).

2.- Specifikke vilkår

(Gældende for delanlæggene).

1. Generelle vilkår:

Indretning og drift

1. Godkendelsen omfatter følgende eksisterende aktiviteter:

- Modtageområde med brovægt, vaskeplads og garage samt mandskabsfaciliteter

- Deponeringsområde

- Mellemlager for brændbart affald

- Komposteringsanlæg for have/parkaffald

- Mellemlager for restprodukter

- Sortere- og knuseanlæg

- Jordbehandlingsanlæg

- Asbestdepot

- Mellemlager for øvrige affaldsprodukter.

Indretning fremgår af vedlagte bilag 2.

(...)

5. Anlæggets område skal indhegnes med et min. 1,8 m højt hegn med aflåselig port for at forhindre ukontrolleret adgang.(...)

6. Der skal være etableret en klar adskillelse, f.eks. hegn, vold eller tilsvarende mellem de enkelte områder på anlægget.

(...)

11. Affaldsselskabet H1 I/S skal overfor tilsynsmyndigheden kunne dokumentere, at det affald der modtages, er anvist af kommunen, hvori affaldet er frembragt eller omfattet af et kommunalt regulativ.

(...)

2. Specifikke vilkår:

Modtageområde og garage

(...)

Deponeringsområde

47. Der må kun foretages deponering på etaperne 3, 4 og 5, jfr. vedlagte kortbilag 2.

(...)

53. Til deponering må modtages affald, der gennem en kommunal anvisning ikke betegnes som forbrændingsegnet, defineres som farligt affald, eller er egnet til genanvendelse, jfr. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997 om affald og Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 9/1997, Affaldsdeponering.

54. Følgende affaldskategorier må deponeres:

I. Inert affald, - er uorganisk affald, der ikke indeholder reaktivt (hverken fysisk eller kemisk) stof. Stofafgivelsen og økotoksiciteten skal på ethvert tidspunkt være ubetydelig. Nedenstående affaldstyper defineres som Inert:

- asbest (ikke støvende)

- armeret beton - porcelæn/glas

- afhærdet glasuld

- forurenet jord til mellemafdækning i henhold til nærmere angivelser.

II. Mineralsk affald, - er uorganisk, mineralsk stof med lavt organisk indhold. Det må kun i begrænset omfang kunne opløses i eller reagere kemisk med vand. Mineralske affaldstyper der må deponeres;

- ikke genanvendeligt slagge

- støbesand

- vejopfej

- sandblæsningsaffald

- gipsaffald/gipsplader

- tagplader

- isolering

- glas og ruder

- svejse- og sliberester

- lysstofrør i mindre mængder

III. Blandet affald, - er en blanding af organisk og uorganisk stof, som ikke eller kun vanskeligt og med et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug kan skilles ad. Affaldet skal have et begrænset indhold af organisk, langsomt nedbrydeligt stof og må ikke have et højt indhold af letopløselige, mineralske elementer. Blandet affald der må deponeres:

- sand fra sandfang, sand og ristestof fra erhverv og renseanlæg

- restprodukter fra sorteret bygge- og anlægsaffald (f.eks. PVC og trykimprægneret træ)

- autogummi (f.eks. lastbil- og traktordæk for så vidt der ikke findes en ordning for genanvendelse)

- restprodukter fra sorteret storskrald

- fiskenet og -tov for så vidt dette ikke kan gå til genanvendelse

- flyveaske fra varmeværker med biobrændsler.

(...)

56. Tungmetalforurenet jord, som overholder følgende grænseværdier, må deponeres eller benyttes til mellemafdækning på deponeringsenhederne.

Tungmetal	As	Cd	Co	Cr
Højeste gennemsnitskonc. mg/kg TS	100	10	300	1.000
Cu	Hg	Ni	Pb	Zn
2.000	10	400	3.000	5.000

Tabel 4. Grænseværdier for tungmetalforurenet jord der må modtages til deponering og mellemafdækning på deponeringsenheden.

57. Jord til deponering/mellemafdækning skal have en pH-værdi på min. 6 og må maksimalt indeholde 0,05% olie (dest.<380°C).

58. Der må kun modtages jord, der er anvist af hjemkommunen og vedlagt dokumentation for indhold af forureningskomponenter.

(...)

Plads for sortering og knusning

68. På pladsen modtages:

- slagger fra affaldsforbrænding

- sorteret genbrugeligt ikke brændbart bygge- og anlægsaffald

- opbrudt asfalt

- rent jord

- fejesand, sandblæsningssand, støbesand o.l.

På pladsen, jfr. kortbilag 2, kan foretages en knusning og sortering af affaldet, med henblik på genanvendelse.

Jordbehandlingsanlæg

69. På jordbehandlingsanlægget må modtages olieforurenet jord med lette olier (dest.<380°C), uden øvre grænse for startindhold, hvor en nedbrydning af olien ned til 0,05% olie vil forventes at kunne ske.

Behandlingen/håndteringen af jorden skal foretages som beskrevet i afsnit 2.2 i denne godkendelse. Der må kun behandles jord forurenet med nedbrydelige olier.

Jord, hvor en nedbrydning ikke vil forventes at kunne ske, d.v.s. tunge olier (dest.>380°C), må kun modtages efter forudgående accept til tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndighedens accept kan meddeles efter konkrete ansøgninger på enkelte jordpartier.

..."

Af miljøgodkendelsens kapitel 2 om godkendelsens forudsætninger fremgår følgende:

"...

2.2. Projektbeskrivelse

(...)

Modtageområde

Ved indkørsel til miljøanlægget findes brovægt og mandskabsbygninger.

Når et læs affald modtages, kontrollerer og vurderer personalet, hvilken affaldstype der er tale om. Affaldet vejes og den pågældende affaldstype, kunde og bilnummer registreres i anlæggets EDB-system.

Er der tale om forurenet jord, kræves udfyldt en deklaration med angivelse af kunde, oprindelsessted, analyser mv.

Efter kontrol og registrering kører kunden affaldet til det afsnit af miljøanlægget, der er beregnet til, at kunne modtage og behandle dette affald.

(...)

Deponeringsområde

Affald til deponi består af uorganisk affald, som f.eks. tagplader, eternitplader, isolering, lysstofrør, billedrør, brunstensbatterier, trykimprægneret træ, sand fra sandfang, svejse- og sliberester, fiskenet og tov, bilruder, gipsplader, PVC, o.l.

Endvidere modtages i mindre mængder spildevandsslam, såfremt dette ikke kan afsættes til genanvendelse samt restslagger og indtil denne godkendelse flyveaske fra forbrændingsanlæg.(...)

Affaldet komprimeres løbende eller afdækkes dagligt med et passende lag jord.

Afdækningsjord

Olie- og tungmetalforurenet jord modtages og anvendes til afdækning på deponiet, når nedenstående grænseværdier er overholdt. Jorden ledsages af en deklaration.

Tungmetal	As	Cd	Co	Cr	Cu
A: Ren jord Højeste gennem- snitskonc. mg/kg TS	6	0,3	0,5	23,0	22,0
	Hg	Ni	Pb	Zn	Olie
	0,1	10,3	35,0	68,0	ingen
Tungmetal	As	Cd	Co	Cr	Cu
B: Lettere forurenet jord Højeste gennem- snitskonc. mg/kg TS	100	10	300	1000	2000
	Hg	Ni	Pb	Zn	Olie
	10	400	3000	5000	500

A) Uforurenet jord anvendes uden begrænsninger på anlægget.

B) Lettere forurenet jord anvendes til daglig afdækning (i lag på maksimalt 20 cm) på anlægget.

(...)

Sorterings- og knuseanlæg

På de 2 pladser modtages diverse typer af bygge- og anlægsaffald, der eventuelt knuses og efterfølgende sorteres, således at materialerne kan afsættes til genanvendelse.

Der modtages følgende affaldstyper.

- slagger fra affaldsforbrændingsanlæg

- sorteret genbrugeligt ikke brændbart bygge- og

- anlægsaffald

- opbrudt asfalt

- rent jord

- fejesand, sandblæsningssand, støbesand o.l.

(...)

Ren jord og sand modtages på pladserne og anvendes til afdækning og volde på miljøanlægget eller fraføres miljøanlægget igen til andre bygge- og anlægsformål.

Ved at forhøje voldene omkring miljøanlægget mindskes indsyn til pladsen samtidig med, at støjen fra affaldshåndteringen reduceres væsentligt udenfor miljøanlæggets område.

Fejesand, sandblæsningssand, støbesand o.l. modtages på pladserne. En del af materialerne kan afsættes som råvarer til virksomheder, der er godkendt til at modtage dette. Andet affald sorteres ved hjælp af en sigte, hvorefter indholdet af forskellige stoffer i materialerne undersøges og efterfølgende eventuelt fraføres anlægget til bygge- og anlægsformål efter gældende bestemmelser for området.

Jordbehandlingsanlæg

Olieforurenet jord modtages på anlægget til biologisk behandling. Affaldet skal ledsages af en deklaration.

(...)

Når jorden er renset ned til et olieindhold på under 500 mg/kg TS genanvendes den rensede jord til afdækning på deponiet. Affaldsselskabet H1 I/S vil endvidere anvende den rensede jord til bygge- og anlægsformål, herunder forhøjelse af volde omkring miljøanlægget.

(...)

..."

Af miljøgodkendelsens kapitel 3, Amtets bemærkninger, fremgår følgende af afsnit 3.3. vedrørende baggrunden for de stillede vilkår:

"...

Specifikke vilkår

Vilkår vedr. deponerings-/behandlingsanlægget:

(...)

De grænseværdier der er fastsat for tungmetalforurenet jord, der må deponeres og/eller benyttes til mellemafdækning på deponeringsanlægget, er fastsat efter Administrationsgrundlag for anvendelse af forurenet jord på lossepladser, udarbejdet af Amtet i 1995. Såfremt grænseværdierne overholdes og pH-værdien er over 6, vurderer amtet det forsvarligt at modtage jorden på etaperne.

(...)

Midlertidige lagre

Der er på lossepladsens areal indrettet et midlertidigt lager til opbevaring af affald, der skal videredisponeres. Affaldet må oplagres i maksimalt 12 måneder, hvorefter amtet ikke længere finder, at der er tale om en midlertidig opbevaring, men en egentlig deponering.

..."

Klagerens repræsentant har fremlagt materiale til illustration af, at etablering af en kontrolleret losseplads/et deponianlæg baserer sig på et meget grundigt og kompetent projektarbejde udført af rådgivende ingeniører.

Repræsentanten har oplyst, at projektforarbejdet almindeligvis står på over en betydelig periode, hvor der foregår et samspil på det indledende plan mellem den tekniske rådgiver, deponiejeren og miljømyndigheden. Der er tale om et projektarbejde, der er mindst lige så komplekst, velbeskrevet og detaljeret som et byggeprojekt. Der bliver således udarbejdet detailtegninger over alle elementer i etableringen, herunder beliggenhedsskitser, skitser over deponianlæggets opbygning og indretning, interne volde, omgivende volde og hegning, dræning og renseforhold, etapeopdeling, afslutning og etablering mv. Tegningsmaterialet er forbundet med høje fysiske opmålinger udført af landinspektører, hvorfor der således er helt præcise angivelser af, hvor deponeringen må finde sted, hvor og hvorledes afskærmninger skal foretages, samt hvor og hvorledes slutafdækning skal udføres mv.

Klageren har fremlagt billedmateriale. Klageren har endvidere oplyst, at der på det omhandlede område alene er en indkørsel til stedet, og en vægt til at veje det materiale som bliver modtaget. Stedet er omkranset af jordvolde, som består af materiale, som er blevet renset af klageren på området til et niveau, hvor det kan klassificeres som ren jord, hvilket er dokumenteret. Der er også oprettet volde af en højde på ca. 4 meter ind imellem delområderne, således at der ikke sker sammenblanding af det område, hvor der sker deponering og de områder, hvor der sker genanvendelse.

For så vidt angår registreringsforholdene har klageren oplyst, at der ikke på noget tidspunkt efter registreringen som affaldsafgiftspligtigt område er sket en henvendelse til SKAT for at få afregistreret de områder, hvor der foregår genanvendelsesaktiviteter.

Klageren har yderligere oplyst, at for så vidt angår fejesandet er dette nu kørt bort fra området, og afgiften for dette er berigtiget.

Af brev til klageren fra Amtet af 23. december 1993 fremgår følgende:

"...

Vedr. deponering af affald på lossepladsen ...2 i ...4 Kommune

Amtet har modtaget en forespørgsel fra Affaldsselskabet H1 I/S om vurdering af nedennævnte affaldstyper og materialer med hensyn til deponering på lossepladsen ...2 i ...4.

...

3. Sand/jord med små rester af olie

...

Amtets afgørelse

Amtet har vurderet de ovennævnte affaldstyper med hensyn til deponering på lossepladsen ...2 og kan oplyse, at alle 4 affaldstyper betragtes som lossepladsaffald. D.v.s. deponeringen af ovennævnte fraktioner må kun foregå på en losseplads.

..."

Følgende fremgår af besvarelse fra Amtet af 21. januar 2002 på ToldSkats henvendelse:

"...

Forespørgsel vedr. H1.1 Miljøanlæg

ToldSkat har med skrivelse af 13. december 2001 samt efterfølgende telefonisk d. 18. januar 2002 anmodet om amtets vurdering af, hvorvidt det olieholdige jord på jordbehandlingsanlægget på ovennævnte miljøanlæg, som Affaldsselskabet H1 I/S har modtaget i perioden 1. januar 1997 - 17. februar 2001, og som selskabet har fraført til brug for etablering/forhøjelse af volde på miljøanlægget, er at betragte som lossepladsaffald eller som værende ren jord.

Amtet har forventninger om, at ovennævnte jord er renset ned til under "renjordsværdien" på 100 mg/kg TS, og vil derfor ikke kræve yderligere dokumentation af jorden med den beliggenhed jorden har p.t. Affaldsselskabet H1 I/S har i perioden 3. oktober 2000 - 15. maj 2001 foretaget få analyser, der underbygger dette. (vedlagt).

Det skal dog bemærkes, at såfremt jorden ønskes flyttet andet sted, uden for miljøanlæggets område, vil amtet dog kræve en yderligere dokumentation af jordens "renhed" ved prøveudtagning/analysering i henhold til amtets vejledning om håndtering af overskudsjord, juni 2001 (kan downloades på www. ...).

..."

ToldSkats afgørelse

ToldSkat har for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 2000 foretaget efteropkrævning af affaldsafgift med i alt 6.917.635 kr., heraf 1.330.000 kr. vedrørende afgift for feje- og ristesand og 5.587.635 kr. vedrørende afgift for olieholdig jord tilført miljøbehandlingsanlægget H1.1.

...

Endvidere er det tilførte jord fra miljøanlæggets jordbehandlingsanlæg til deponeringsanlægget afgiftspligtigt i henhold til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1. Den tilførte jordmængde er ikke omfattet af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, nr. 2, vedrørende afgiftsfritagelse for rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning. Der er henvist til, at Amtet i afgørelse af 23. december 1993 og besvarelse til ToldSkat af 21. januar 2002 ikke har anset det fraførte behandlede/rensede olieholdige jord som ren jord til fri anvendelse, og til at klageren ikke har kunnet fremlægge dokumentation, i form af vejesedler, analyser mv., der dokumenterer, at de i perioden 1. januar 1997 til 17. februar 2000 fraførte partier olieforurenet jord overholder miljøstyrelsens acceptkriterier for mikrobiologisk renset jord. Afgiftspligten gælder uanset om den olieholdige jord er anvendt til afdækningsformål eller til forhøjelse af volde på anlægget. Forhøjelsen af voldene sidestilles med deponering, jf. bemærkningerne til lovforslag L 106.

Der er i øvrigt henvist til Landskatterettens kendelse af 30. marts 2000 (j.nr. 2-6-1631-0002) om anvendelse af renset olieholdig jord til jordvolde og daglig afdækning på deponi samt til Vestre Landsrets dom af 10. januar 2002 om afgiftspligt ved anvendelse af restprodukterne slagger og flyveaske fra egen produktion til opfyldning af egne arealer. Derudover er der henvist til Østre Landsrets dom af 27. januar 2000 vedrørende lettere forurenet jord tilført en losseplads til afdækning og reetablering, samt til TfS 1995.173, hvor de pågældende amter i 3 sager har udtalt, at den rensede jord var uegnet til fri anvendelse. Endelig er der henvist til Miljøstyrelsens vejledning nr. 8, 1992 om "Acceptkriterier for mikrobiologisk renset jord".

For så vidt angår kompetencespørgsmålet har ToldSkat kompetencen til at afgøre, hvorvidt en deponering er afgiftspligtig i henhold til affaldsafgiftsloven. Miljømyndighederne har kompetencen til at afgøre, hvorvidt deponering må finde sted såvel indenfor miljøanlæggets område som udenfor i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Miljømyndigheden har allerede i 1993 truffet en sådan afgørelse. Yderligere fremgår det af miljøgodkendelsen, at den rensede olieforurenede jord kan forventes renset ned til 500 mg olie pr. kg. tørstof. Renjordskriteriet var tidligere 50 mg pr. kg. tørstof, senere ændret til 100 mg.

Endelig har ToldSkat i brev af 13. december 2001 forespurgt amtet, hvorvidt man betragtede den olieholdige jord modtaget i den påklagede periode og efterfølgende anvendt til etablering/forhøjelse af volde samt afdækning som værende ren jord til fri anvendelse, også uden for miljøanlægget. Af amtets besvarelse af 21. januar 2002 fremgår, at såfremt jorden ønskes fraflyttet miljøanlæggets område, vil amtet kræve en yderligere dokumentation af jordens renhed. På grundlag heraf har ToldSkat konkluderet, at amtet har vurderet omhandlede jord som værende til "ikke fri anvendelse" uden for miljøanlæggets område. Havde der efter amtets opfattelse været tale om ren jord til fri anvendelse havde yderligere analyse i forbindelse med eventuel flytning af jorden til andet sted uden for miljøanlæggets område ikke været nødvendig.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om at den påklagede afgørelse er ugyldig. Der er endvidere fremsat subsidiær påstand om, at den foretagne afgiftsforhøjelse bortfalder. Endelig er der fremsat en mere subsidiær påstand om, at den foretagne afgiftsforhøjelse skal nedsættes til et mindre beløb.

Ad den principale påstand

Den påklagede afgørelse lider af en retlig mangel, der er af væsentlig karakter, idet den angår de helt grundlæggende betingelser for at opfylde affaldsafgiftslovens beskrivelse af retsfaktum, nemlig, at der skal være tale om henholdsvis affald og deponering. Under henvisning til grundlovens § 43 kræves der en klar lovhjemmel for at pålægge skat, og i tilfælde af uklarhed skal der foretages en indskrænkende fortolkning.

Ud fra almindelige forvaltningsretlige principper er konsekvensen af denne inkompetence afgørelsens ugyldighed. Lovgivningen på såvel miljø- som på afgiftsområdet indeholder klare kompetencefastlæggelser såvel i positiv henseende som med hensyn til den negative afgrænsning. Afgiftsmyndigheden har alene kompetence vedrørende det administrative område mv. inden for affaldsafgiftsloven. Afgiftsmyndigheden har ingen kompetence med hensyn til fastlæggelsen af, hvorvidt der er tale om affald, og hvorvidt der har fundet deponering sted. Disse kompetencer er ved klare og entydige lovregler - miljøbeskyttelsesloven og herfra afledte bekendtgørelser - tillagt henholdsvis kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

Det er amtet, der er miljømyndighed med hensyn til et miljøanlæg som omhandlede, og som har opgaverne og kompetencen med hensyn til anlæggets etablering, den løbende drift og dens nedlukning og efterbehandling, herunder kompetencen til at afgøre, hvilke aktiviteter, der må finde sted på et sådant anlæg, og hvilke materialer, der må anbringes i et deponi, samt hvilket materialer, der må undergives behandling på behandlingsanlæggene, herunder fastlægge de enkelte anlægs fysiske placering og udstrækning, og dermed hvilke materialer, der er anbragt hvor i forhold til de enkelte anlæg.

ToldSkat har ingen kompetence til overhovedet at indgå i nogen form for vurdering af disse forhold, heller ikke til at træffe afgørelse af, hvorvidt materialer efter ToldSkats opfattelse burde være deponeret og ikke genanvendt, hverken internt eller eksternt i forhold til andet. Såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt et produkt har karakter af affald, eller hvilken lovlig affaldshåndtering, et produkt må undergives, så henhører denne kompetence under kommunen som affaldsmyndighed. Ej heller her har ToldSkat nogen form for kompetence. ToldSkat har således ingen juridisk beføjelse til at kræve, at materialer - som efter ToldSkats opfattelse burde have karakter af lossepladsaffald - bliver bragt til deponering i et registreret deponianlæg med den virkning, at der herved udløses afgiftspligt.

Det er således den relevante miljømyndighed, der afgør hvad der har juridisk status af deponeringsanlæg. Er det bestridt, at en faktisk anbringelse af et materiale, der må karakteriseres som affald, har fundet sted på et deponeringsanlæg tilkommer det ikke afgiftsmyndigheden at træffe afgørelse herom. Afgiftsmyndigheden må i medfør af forvaltningsrettens specialitetsprincipper indhente en udtalelse herom fra den relevante myndighed, i dette tilfælde amtet. Såfremt amtet fastslår, at anbringelsen ikke er på et fysisk sted, der har karakter af et deponeringsanlæg, må denne afgørelse respekteres af afgiftsmyndigheden. Afgiftemyndigheden har ej heller kompetence til - såfremt miljømyndigheden ikke har indvendinger mod anbringelsen eller konkret har godkendt denne - at kritisere denne anbringelse med den virkning, at det enten pålægges at flytte materialerne ind på det juridisk definerede deponianlæg eller at afkræve afgift, som om placeringen var sket på et deponeringsanlæg.

ToldSkat var således pligtig at oversende sagen til henholdsvis kommunen og amtet til afgørelse som grundlag for sin egen efterfølgende afgiftsafgørelse.

ToldSkat har ej heller fulgt forvaltningslovens regler vedrørende, bl.a. begrundelsespligt i medfør af forvaltningslovens § 22, og klagevejledning i medfør af forvaltningslovens § 25, for så vidt angår de første to afgørelseselementer, dvs. afgørelsen om, at de stoffer, som sagen angår, må karakteriseres som affald, og afgørelsen om, at den håndteringsform, som disse affaldsstoffer er blevet undergivet, må karakteriseres som en deponering.

ToldSkat kan ikke formodes at være i god tro om disse kompetenceforhold, hvilket er en absolut skærpende omstændighed. ToldSkat har ved sin manglende respekt af kompetenceprincipperne i forvaltningsretten krænket væsentlige retssikkerhedshensyn til borgerne. Der gælder et generelt væsentlighedskriterium med hensyn til vurderingen af inkompetencen. Det afgørende er her, hvorvidt den manglende kompetence vil kunne have haft indflydelse på afgørelsen. Dette støttes af såvel retspraksis som ombudsmandspraksis. En materiel vurdering af afgørelsens rigtighed vil alene kunne vurderes af de kompetente myndigheder, som har den fornødne viden og indsigt. ToldSkat indtager som afgiftsmyndighed ikke nogen forvaltningsretlig særstatus, men er forpligtet til at respektere kompetencereglerne som alle øvrige forvaltningsmyndigheder.

Ad den subsidiære påstand

Sagen drejer sig om, hvorvidt der skal svares affaldsafgift af følgende materialer:

...

2) olieforurenet jordmateriale, der på tilsvarende måde er anbragt i henhold til miljøgodkendelse på et særskilt, og ligeledes fra deponiarealet klart og utvetydigt adskilt område på matriklen, udelukkende anbragt med henblik på sædvanlig jordrensning og efterfølgende genanvendelse,

3) almindelige jordmaterialer, der midlertidigt er anbragt i et af miljømyndighederne foreskrevet voldanlæg rundt om matriklen som afskærmning, så længe miljøaktiviteterne foregår, samt som interne afgrænsninger af de forskellige virksomhedsformer. Ved anlæggets lukning vil voldene blive fjernet.

Overordnet er affaldsafgiftslovens betingelser for pålæg af afgift ikke opfyldt for nogen af de tre materialetypers vedkommende.

Særligt for så vidt angår feje- og ristesandet samt det olieforurenede jordmateriale bestrides det ikke, at disse materialer ved anbringelsen på miljøanlægget indgår under affaldsbegrebet i lovens forstand. Det bestrides derimod, for så vidt angår jordmaterialerne i voldene.

For alle materialerne bestrides det, at der er sket en tilførsel til en registreringspligtig virksomhed.

Af bestemmelserne i affaldsafgiftslovens §§ 9, stk. 1, og 11, stk. 1, sammenholdt med lovens forarbejder fremgår, at det ikke er affald som sådant, der er afgiftsbelagt. Kriteriet for afgiftspligtens indtræden er den håndtering, som affaldet bliver undergivet. Begrebet affaldshåndtering er i henhold til affaldsbekendtgørelsen et overbegreb, der omfatter enhver form for disposition over affald, herunder genanvendelse og forbrænding (nyttiggørelse) samt bortskaffelse (deponering). Det er affaldets ejer eller den, der i øvrigt er ansvarlig for/har rådighedskompetencen over affaldet, der som udgangspunkt bestemmer, hvilken håndteringsform affaldet skal undergives.

Det er derfor misvisende, når ToldSkat og amtet anvender udtrykket "lossepladsaffald". Hverken affaldsbekendtgørelsen eller andre retsforskrifter indeholder dette begreb, som af ToldSkat anvendes som udtryk for affald, der er forhåndsbestemt til at skulle deponeres. Hvor der ikke er udtrykkeligt forbud mod eller påbud om bestemte håndteringsformer, er det således ejeren/den kompetente disponerende, der træffer valget af håndteringsform. Den håndteringsform, som klageren har valgt er i øvrigt i overensstemmelse med formålet bag indførelsen af affaldsafgiften, nemlig at give et incitament til øget genanvendelse i stedet for deponering.

Afgiftspligten forudsætter, at der fysisk er sket en anbringelse - tilførsel - af affaldsmaterialer til et anlæg, der af miljømyndighederne er godkendt til deponering. Registreringspligten og de heraf følgende pligter omfatter udelukkende den del af klagerens virksomhed på den pågældende ejendom, som vedrører deponering. Al øvrig virksomhed på ejendommen er ikke registreringspligtig. At registreringspligten alene angår de afgiftspligtige aktiviteter fremgår klart af affaldsafgiftslovens § 11.

Kriteriet for registreringspligten er ikke et virksomhedskriterium eller et matrikulært kriterium men derimod et aktivitetskriterium. Det er således uden betydning, hvorvidt virksomheden udelukkende har denne aktivitet eller en række andre, eller hvorvidt der er en eller flere aktiviteter på samme matrikelnummer. ToldSkats holdning er uklar på dette punkt, da det ikke gøres gældende, at der er registreringspligt vedrørende de øvrige affaldsbehandlings- eller genanvendelsesaktiviteter på miljøanlægget, men alene affaldsbehandlingsaktiviteterne vedrørende sand- og jordmaterialerne. ToldSkat har statueret afgiftspligt for begge materialerne, uagtet disse befinder sig på hvert sit stadium.

... Derimod er de færdigbehandlede og rensede jordmaterialer - foreløbigt - flyttet til miljøanlæggets voldanlæg. Konsekvensen heraf må således være, at ToldSkat betragter selve modtagelsen af begge disse sæt materialer som omfattet af den registreringspligtige aktivitet og dermed afgiftspligten. Af afgørelsen fremgår, at ToldSkat betragter de i voldanlæggende placerede jordmaterialer for "fraført". I affaldsafgiftslovens terminologi, jf § 12, anvendes dette udtryk, hvor der er tale om mængder, der fysisk flyttes ud af et registreringspligtigt anlæg. ToldSkat anvender udtrykket to steder. Formuleringen disse steder tyder på, at der refereres til en fysisk fraførsel, men ikke en juridisk fraførsel.

Samlet set omfatter afgiftspligten således alene det, der bliver enten forbrændt eller deponeret, jf. affaldsafgiftsloven §§ 9 og 11. Der har ikke fundet deponering sted af nogen del af materialerne ... Tilsvarende gælder med hensyn til de rensede jordmaterialer, der er blevet placeret i et voldanlæg, der afgrænser miljøanlægget. Voldanlægget befinder sig ikke på deponiarealet. Vedrørende de rensede jordmaterialer har dette ikke længere karakter af affald. Dette er dokumenteret over for ToldSkat ved fremsendelse af analyser fra akkrediterede laboratorier. Disse analyser er godkendt af amtet som den relevante miljømyndighed. Det fremgår heraf, at jordmaterialerne er renset ned til det såkaldte "rent jordskriterium", der bevirker, at jorden er frit anvendelig, og derfor under alle omstændigheder ikke er omfattet af loven. Bevisbyrden for, at der er tale om affald, samt at der har fundet deponering sted, påhviler ToldSkat. Denne bevisbyrde er ikke løftet, endsige forsøgt løftet ved at kontakte kommunen, der har kompetencen til at afgøre om hvorvidt et materiale eller stof er affald.

De rent matrikulære forhold har endvidere ikke nogen betydning i afgiftsmæssig henseende. Det er irrelevant om hele pladsen består af et matrikelnummer, flere matrikelnumre eller er en del at et større matrikelnummer. Der er ikke nogen form for hjemmel i lov eller andet, der tillægger de matrikulære forhold betydning i en sag som denne.

For så vidt angår de nærmere fysiske forhold omkring pladsen er denne opdelt i en række særskilt adskilte områder. Der er en indgang til pladsen og der er en brovægt. Det vil være særdeles uhensigtsmæssigt og omkostningskrævende, hvis der skulle etableres særskilte indgange og brovægte til de enkelte dele af pladsen. Der er ikke lovhjemmel til at stille et sådant krav. Alt, der køres ind på pladsen, bliver registreret, og det, der er belagt med afgift, bliver vejet, registreret, indberettet og afregnet, alt på behørig vis i overensstemmelse med gældende regler herom, og i øvrigt som godkendt ved tidligere kontrolbesøg fra ToldSkat, herunder den 9. oktober 1996, den 31. oktober 1996, den 11. december 1996 og den 1 - 6. juni 1997. Det må formodes, at skattecentret er i besiddelse af notater og/eller referater fra disse kontrolbesøg, hvorfor skattecentret opfordres til at fremlægge disse bilag.

Pladsen kan således ikke beskrives som et stort uigennemskueligt rod, hvor der let kan ske sammenblanding af forskellige affaldsmaterialer. Man kunne få den opfattelse, at der kan stilles krav om, at de enkelte områder skal være særskilt matrikuleret med egen indgang og indbyrdes adskilt af høje mure af armeret beton, og i øvrigt i en vis indbyrdes afstand fra hinanden.

Ud over at denne beskrivelse mistænkeliggør affaldsselskabet for bevidst eller ubevidst ikke at have styr på de enkelte områder og de enkelte materialer, er der ikke lovhjemmel til at stille sådanne krav som betingelser for pladsens indretning, hverken i miljømæssig henseende eller i afgiftsmæssig henseende.

To adskilte og afgrænsede områder på pladsen er deponier. For disse områder foreligger behørig deponeringstilladelse. De øvrige adskilte områder er ikke deponier. Der er ikke retligt eller reelt grundlag for at statuere hele pladsen som deponi, blot fordi en enkelt del heraf er deponi. I så fald skulle enhver form for materiale, der køres ind på pladsen, belastes med deponiafgift, uanset om det er genanvendelige materialer eller andet, der ikke er afgiftsbelagt.

Der er tidligere indsendt tegninger over pladsens indretning i form af affaldsdisponeringsplan og godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Heraf fremgår tydeligt de adskilte områder.

Pladsen og dens indretning og funktion er lovlig og godkendt af miljømyndighederne. Vejning, registrering, indberetning og afregning af afgiftspålagte tilkørte materialer finder sted på korrekt og forskriftsmæssig måde og i nøje overensstemmelse med regler og retningslinjer herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at hele pladsen i afgiftsmæssig henseende kan defineres som et stort deponi.

Afgiftspligten har direkte sammenhæng med affaldets anvendelse. Lovens afgiftsmål er ikke affald som sådant, men alene affald, der bliver håndteret på en bestemt måde (deponering eller forbrænding). Affald til genanvendelse er ikke afgiftspålagt. Dette hænger sammen med lovens formål nemlig at reducere de affaldsmængder, der går til deponering eller forbrændes. For så vidt angår den modtagne jordmængde, er det dokumenteret ved analyser - godkendt af amtet - at jorden er renset ned til det såkaldte rent jords kriterium. Denne rensning har fundet sted på affaldsselskabets miljøgodkendte jordbehandlingsanlæg. Det bevirker, at jorden er frit anvendelig, og derfor under alle omstændigheder ikke omfattet af loven.

Der er i sagen indhentet en udtalelse fra (daværende) Amtet den 21. januar 2002. Denne udtalelse fejlfortolkes af SKAT i indlæg af 10. juni 2009, idet jorden ikke har befundet sig i et "deponeringsanlæg", men et jordbehandlingsanlæg, som også er beliggende på miljøanlægget. Endvidere fremgår det tydeligt af amtets brev, at affaldsselskabet har foretaget analyser, der underbygger, at jorden er renset ned til under "ren-jordsværdien", og at amtet derfor ikke vil kræve yderligere dokumentation af jorden med den beliggenhed jorden har p.t., nemlig etablering/forhøjelse af volde på miljøanlægget.

Denne meget klare konklusion fra amtets side om jordens dokumenterede renhed ændres ikke af at amtet vil kræve yderligere analyser, såfremt jorden ønskes flyttet uden for miljøanlæggets område. Det er normal praksis, at der kræves nye analyser ved flytning fra et sted til et andet. Faktum er imidlertid, at amtet har godkendt den for amtet foreliggende dokumentation for jordens renhed. Der er endvidere henvist til fremlagt brev af 1. juli 1997 fra ToldSkat til klageren, hvoraf blandt fremgår følgende:

"...

Hvis de kommunale myndigheder ikke anser den omhandlede jord for omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt vil den derfor kunne anvendes afgiftsfrit til afdækning på deponiet.

..."

De rensede jordmængder er anvendt i de jordvolde, der udgør en del af miljøanlæggets voldopbygning, hvilket er sket med miljømyndighedernes godkendelse. Voldene er etableret i nøje overensstemmelse med miljøgodkendelsen. Jordvoldene har til formål at reducere støjen fra anlægget og forhindre at papir, dåser ol. blæser væk fra anlægget. Jordvoldene er beliggende på steder, hvor der ikke er deponeringstilladelse og som ikke anvendes til deponeringsformål.

Jorden er ren, og hverken er eller har været deponeret.

Endelig udviser ToldSkat en forskelsbehandling til skade for klageren ved dennes drift af jordbehandlingsanlæg, idet der ikke stilles krav om registreringspligt og efterfølgende afgiftsindbetaling ved jordbehandlingsanlæg, der er beliggende på særskilte ejendomme. En sådan forskelsbehandling er ulovhjemlet. Som følge af ToldSkats holdning har det ikke været muligt senere at få tilført nye jordmaterialer til behandling. Leverandørerne kan blot køre materialerne hen på andre anlæg, hvor der ikke gælder sådan afgiftsforpligtelse.

ToldSkat har i øvrigt ikke bestridt den lovlige anbringelse de respektive steder af de pågældende materialer, dvs. gjort gældende, at de i stedet skulle have været anbragt på deponiarealet. Dette ville ToldSkat heller ikke have kompetence til. ToldSkat har heller ikke påstået en udvidelse af området for registreringspligtens udstrækning til at omfatte jordrenseanlægget eller voldanlæggene rundt om hele miljøanlægget.

Amtets "afgørelse" fra 1993 kan ikke anvendes til støtte for afgiftspålæggelse. Amtets brev af 23. december 1993 vedrører en forespørgsel fra klageren omkring deponering på lossepladsen ...2 i ...4. Det fremgår, at den konkrete losseplads ikke var godkendt i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Endvidere er i besvarelsen anvendt begreberne "lossepladsdrift", "fyld" og "egentligt lossepladsaffald", hvilke begreber ikke længere har relevans. Endvidere fremgår, at der ved amtets afgørelse indgår en forudsætning om, at der vil finde en deponering sted, og man siger, at dette ikke må ske på en fyldplads, men at det skal være på en losseplads. Det fremgår yderligere af afgørelsen, at man hverken er spurgt om eller har udtalt sig om andre håndteringsformer end deponering.

Der er således udelukkende tale om "bortskaffelse" og ikke nogen form for drøftelse af "genbrug, genanvendelse, genvinding" mv. Allerede af denne grund er afgørelsen uden relevans for nærværende situation. Endvidere er der tale om en konkret forespørgsel vedrørende en konkret anvendelse i 1993, hvor der også gjaldt andre regler. De materialer, der er tale om i nærværende sag, har en væsentlig senere tidsperiode som sit grundlag, og der foreligger ingen afgørelse, udtalelse, vurdering eller andet fra amtet vedrørende de materialer, som denne sag omhandler.

Amtet anvender også gentagne gange det ikke-eksisterende begreb lossepladsaffald. Afgørende er om der er tale om affald, hvilket spørgsmål den konkrete kommune har kompetencen til at afgøre. Såfremt et konkret produkt falder ind under affaldsbegrebet, er næste problemstilling hvilken håndteringsform produktet må eller skal undergives. Myndigheden på dette område er også kommunen. Der findes således principielt ikke nogen forhåndsdefinition af noget affald som værende "lossepladsaffald", altså affald, der udelukkende må undergives håndteringsformen deponering, og i hvert tilfælde gælder dette ikke for de affaldskategorier, der indgår i denne sag. Alle disse affaldskategorier må undergives håndteringsformen "genanvendelse". Det er således ikke materialearten, men den valgte håndtering af materialet, der er basiskriteriet for, om man falder ind under affaldsafgiftslovens dækningsområde eller ikke.

I denne forbindelse fremgår det af to Højesteretsdomme fra 2003, at det heller ikke er nok, at et produkt, der må betragtes som affald bliver undergivet håndteringsformen "deponering". Der kræves yderligere, at der er tale om en deponeringsform, der falder ind under affaldsafgiftslovens dækningsområde. Det vil sige, at der kan finde deponering af affald sted, uden at der ifaldes affaldsafgift af den grund.

Der er herved henvist til Højesterets dom af 21. januar 2003, offentliggjort i SKM2003.26.HR, hvor det blev fastslået, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om affald, der bliver deponeret. Det afgørende er, om det er blevet tilført en registreringspligtig virksomhed. Det er således åbenbart, at Højesteret lægger afgørende vægt på den fysiske placering af affaldet, og er man ikke inde på et fysisk areal, der er omfattet af registreringspligten, er der ikke hjemmel til at kræve afgift.

Der er endvidere henvist til Højesterets dom af 12. maj 2003, offentliggjort i SKM2003.246.HR som fastslår, at selvom der endog måtte være tale om en deponeringshensigt, så er dette ikke nok til at bringe affaldet ind under lovens dækningsområde. Overført til denne sag, hvor der end ikke har fundet deponering sted, må de to højesteretsdomme opfattes som et klart signal om, at myndighederne skal læse loven og dens motiver og forhistorie meget omhyggeligt. De i denne sag omhandlede situationer falder på ingen måde ind under det, som lovgiver har villet afgiftspålægge. Tværtimod er lovgiverens hensigt på bedste måde fulgt, idet man søger at oparbejde/genanvende selv komplekse affaldsprodukter, og med hensyn til voldene, er det givet et direkte pålæg fra miljømyndigheden om at etablere disse.

Det er endelig afvist, at de af ToldSkat påberåbte afgørelser har relevans for sagen.

...

SKATs udtalelse

SKAT har indstillet, at den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Sagen vedrører forurenet jord og sand, som er tilført miljøbehandlingsanlægget H1.1. Efter rensning er jorden og sandet anbragt i volde på anlægget. Anlægget er registreret efter affaldsafgiftslovens § 11.

Voldene er ikke afgrænset med særskilt indkørsel eller anden adskillelse i forhold til resten af deponiet. Amtet har godkendt, at anlægget anvender det rensede jord og sand til volde. Amtet har oplyst, at ved anvendelse af det rensede jord uden for H1.1, vil amtet kræve yderligere analyser af jorden og sandets indhold.

Der er således tale om tilførsel af affald bestående af forurenet jord og sand til et registreret anlæg, hvilket medfører afgiftspligt efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1.

At det rensede jord og sand efterfølgende anbringes i volde ændrer ikke ved, at der er tale om tilførsel af affald til et registreret anlæg og dermed afgiftspligt, da placeringen af det rensede jord og sand ikke er afgrænset i forhold til det resterende deponi.

Den forurenede jord og sand er tilført som affald, og dermed afgiftspligtigt - uanset, at rensningen skulle have medført, at der ikke længere er tale om affald. Det ses i øvrigt ikke af sagens akter, at der foreligger dokumentation for, at det rensede jord og sand ikke længere er affald - tværtimod, jf at amtet ønsker undersøgelser ved anbringelse af den rensede jord uden for deponeringsanlægget.

Jf. også. nedenstående bemærkninger til L 42 2002/1, hvor affaldsafgiften blev ændret som følge af kritik af muligheden for afgiftsfri genanvendelse af affald uden for et registreringspligtigt anlæg, men afgiftspligtig anvendelse på et registreringspligtigt anlæg:

Fra de generelle bemærkninger til det omhandlede lovforslag fremgår følgende:

"...

Lettere forurenet jord og affald i form af sten, tegl og brokker kan bortskaffes og nyttiggøres uden afgift ved henholdsvis deponering på specialdeponi eller ved genanvendelse i anlægsarbejder uden for registrerede anlæg. Begge fraktioner kan ydermere erstatte de jomfruelige materialer, der i dag anvendes til daglig afdækning eller interimsveje på deponier. Ved den gældende udformning af affaldsafgiftsloven kan ingen af fraktionerne tilføres et registreret anlæg uden afgift. Det foreslås, at en vis mængde lettere forurenet jord og bygge- og anlægsaffald årligt kan anvendes til daglig afdækning og interimsveje på deponier uden afgift.

..."

Fra bemærkningerne til de enkelte bestemmelser fremgår følgende:

"...

Forslaget vil dels tage højde for kritikpunkterne, og det vil samtidig begrænse de affaldsmængder, der afgiftsfrit kan tilføres anlægget. Herunder begrænses muligheden dels for unødvendigt store anlægsprojekter og dels for en daglig afdækning, som er mere omfangsrig end nødvendigt på selve deponeringsanlæggene. Ændringen forventes at være stort set provenuneutral, da det forventes, at bygge- og anlægsaffaldet i dag bliver genanvendt uden afgift uden for registreringspligtige anlæg, og den forurenede jord kan tilføres specialdepoter afgiftsfrit. Endelig vil forslaget i et vist omfang substituere de jomfruelige materialer med affald ved bl.a. bygning af interimsveje og til daglig afdækning på registreringspligtige anlæg.

..."

Det er SKATs vurdering, at det er kommunalbestyrelserne, der afgør om et produkt eller et stof udgør affald, jf. affaldsbekendtgørelsen. Såfremt der opstår uoverensstemmelser mellem skatteforvaltningen og de kommunale myndigheder, vurderes det, at skattemyndighederne alene har mulighed for at gribe korrigerende ind i tilfælde, hvor den kommunale afgørelse må karakteriseres som åbenbart fejlagtig. Dette skal i så fald ske i samarbejde med Miljøstyrelsen.

Dette vurderes dog at være uden betydning for denne sag, jf. det forhold, at der er tale om tilførsel af affald efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, til et allerede registreret anlæg.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af lov om afgift af affald og råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 674 af 13. juli 1994 og lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998 med senere ændringer) § 9, stk. 1, fremgår der følgende:

"...

Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

..."

Bestemmelsen svarende til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, blev oprindeligt ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 indsat i miljøbeskyttelseslovens § 82a, hvoraf fremgik, at der svares afgift til miljøministeren af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Endvidere fremgik af miljøbeskyttelseslovens § 82c, at virksomheder eller anlæg, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding, skal anmelde sig hos toldvæsenet til registrering.

Af bemærkningerne til § 82a er bl.a. anført:

"...

Med henblik på at reducere affaldsmængderne svares der afgift til miljøministeren af alt affald, der tilføres den registreringspligtige virksomhed. Det betyder, at der eksempelvis også skal svares afgift af bygningsaffald, jordfyld m.v., der tilføres en losseplads med henblik på regelmæssig afdækning. Der skal ikke svares afgift af halm og træaffald fra træforarbejdningsvirksomheder, der tilføres et forbrændingsanlæg som rene selvstændige læs.

Der skal heller ikke svares afgift af driftsmidler, f.eks. olie og halm, der tilføres selvstændige halmfyr til støtte for varmeforsyningen, ligesom der ikke - efter endt affaldsdeponering - skal svares afgift af jord til reetablering af vækstlag på en losseplads.

..."

Af bemærkningerne til § 82d fremgår bl.a.:

"...

Det er som princip for beregning af afgiften forudsat, at der kun skal svares afgift af det affald, der deponeres eller forbrændes på virksomheden. Derfor er affald, der fraføres en virksomhed fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

..."

Ved lov nr. 838 af 19. december 1989 blev affaldsafgiften overført til affaldsafgiftsloven, hvorved den nugældende § 9, stk. 1, blev indsat. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at reglerne svarer til de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven om affaldsafgift. Samtidig blev ved lovens kapitel 5 administration og opkrævning af affaldsafgiften overført til toldvæsenet.

Ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 blev i lovens § 9, stk. 3, indført en række fritagelser for affaldsafgiften, herunder fritagelse for rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning (lovens § 9, stk. 3, nr. 2). Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:

"...

Med det foreslåede § 9, stk. 3, lovfæstes de væsentligste undtagelser til afgiftspligten, som hidtil i en vis udstrækning er udledt af forarbejderne til loven.

(...)

Rent jordfyld, som anvendes til daglig afdækning i en registreret virksomhed, og som tilføres denne som hele selvstændige læs, er efter forslaget fritaget for afgiften. Det gælder også for ren jord og kompost, der anvendes til slutafdækning i forbindelse med etablering af vækstlag. Ved rent jordfyld og ren jord forstås rene jordmaterialer uden indhold af andre stoffer, end man normalt ville finde i disse materialer, og som ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Forurenet jord, der har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit - det vil sige jord, som ikke af kommunalbestyrelsen betragtes som affald og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt - betragtes som ren jord også i afgiftslovens forstand.

..."

Ved lov nr. 1099 af 29. december 1997, blev lovens § 9, stk. 3, nr. 2, ændret til nr. 3. Endvidere fremgår af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, at virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Af Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, artikel 1, litra a), fremgår følgende:

"...

I dette direktiv forstås ved:

a) "Affald": ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag 1, og som indehaverne skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

..."

Reglerne er implementeret i bl.a. bekendtgørelse om bortskaffelse af affald nr. 581 af 24. juni 1996 samt affaldsbekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997.

Af seneste bekendtgørelses § 3, stk. 1, nr. 1), fremgår der følgende:

"...

I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Affald: Ethvert stof og enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag 1, jf. bilag 2 og som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med.

..."

Af bekendtgørelsens bilag 1 og 2 fremgår følgende:

"...

Bilag 1

Affaldskategorier

(...)

Reststoffer fra produktion eller forbrug, som ikke er specificeret nedenfor.

Produkter, som ikke opfylder gældende normer.

(...)

Ethvert stof, materiale eller produkt, som ikke indgår i ovennævnte kategorier.

(...)

Der henvises i øvrigt til bilag 2, der indeholder listen over affald.

..."

Af affaldsafgiftslovens kapitel 4 fremgår, at de statslige told- og skattemyndigheder har kompetencen til at administrere, opkræve og træffe afgørelse vedrørende de af loven omfattede afgifter. I henhold til § 30, stk. 1, tilkommer det således de statslige told- og skattemyndigheder ud fra sædvanlige fortolkningsprincipper at afgøre, om et givent materiale er omfattet af de i affaldsafgiftsloven anvendte begreber, herunder begrebet affald og om der er tale om deponering i lovens forstand. Af relevans for fortolkningen er bl.a. de forudsætninger, som lovgiver har haft med hensyn til anvendelsen af de i loven anvendte begreber i overensstemmelse med indholdet af de tilsvarende begreber i miljøreguleringen. Der er hverken i affaldsafgifts- eller miljølovgivningen grundlag for at anse de statslige told-og skattemyndigheder for ved den afgiftsretlige kvalificering at være bundet af, hvorledes den enkelte kommune eller amt (region) i miljøretlig sammenhæng har betragtet det pågældende materiale og forholdene i øvrigt.

De regler, som er fastsat i affaldsbekendtgørelsen af Miljø- og Energiministeren om kommunernes og amternes kompetence kan alene anses for at gælde for så vidt angår afgørelser inden for virkningsområdet for den pågældende bekendtgørelse og de lovbestemmelser, som bekendtgørelsen er udstedt i medfør af, dvs. den miljømæssige håndtering af affald. ToldSkat har derfor haft kompetence til at træffe den påklagede afgørelse vedrørende afgiftspligt i henhold til affaldsafgiftsloven. Det bemærkes i øvrigt, at ToldSkat efter de foreliggende oplysninger har indhentet udtalelse fra amtet om den miljøretlige kvalificering af nogle af de omhandlede materialer. Videre bemærkes, at det forhold, at miljømyndighederne konkret har givet tilladelse til at anvende visse af disse materialer til slutafdækning - og således anset denne anvendelse for miljømæssigt forsvarlig - ikke kan præjudicere afgiftsmyndighedens afgørelse om afgiftspligt i henhold til affaldsafgiftsloven. En sådan godkendelse kan således ikke tillægges betydning ved bedømmelsen af, om der er tale om ren jord. Der er derfor ikke grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig pga. kompetencemangler.

...

Det kan herefter lægges til grund, at det omhandlede affaldsdeponi i hele den påklagede afgiftsperiode har været registreringspligtigt samt registreret i henhold til affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1. Det lægges ligeledes til grund som ubestridt, at de her omhandlede materialer er omfattet af affaldsbegrebet i affaldsafgiftslovens forstand, og disse materialer har som udgangspunkt været afgiftspligtige i medfør af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, under forudsætning af, at de har været tilført den registreringspligtige virksomhed til deponering eller forbrænding.

Afgiftspligten indtræder ved tilførslen til klagerens afgiftspligtige område. Det bemærkes i denne forbindelse, at der ikke i forbindelse med registreringen af klageren efter affaldsafgiftsloven er sket en opdeling af klagerens områder, der er omfattet af hovedreglen i afgiftslovens § 9, og af de steder, hvor der f.eks. efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 7, kan ske fritagelse for registrering eller områder, hvor der sker genanvendelse af tilførte materialer og hvor der således ikke sker deponering af materialer.

I affaldsafgiftsmæssig forstand har hele området derfor måttet betragtes som et deponi, da dette ikke har været indrettet på en sådan måde, at det meget klart har kunnet adskilles, hvad der er blevet tilført til deponering, og hvad der har været tilført genanvendelsesområder. Der er herved lagt særligt vægt på, at der kun har været en tilkørselsadgang til hele området, ligesom der alene har været adskillelse områderne imellem via jordvoldene, men det har i øvrigt været muligt at køre direkte rundt mellem de enkelte områder, der ikke har været helt afspærret. Endvidere er der lagt vægt på, at de områder, som er udlagt til deponering og de områder, der har været udlagt til forarbejdning/genanvendelsesområderne ligger lige op ad hinanden. Samtidig foreligger der ikke oplysninger om, at der er sket en klar regnskabsmæssig adskillelse mellem det materiale, som har været tilført deponeringsområdet og det som har været tilført genanvendelsesområderne. I øvrigt har der heller ikke matrikulært været foretaget en opdeling i de forskellige områder.

Under hensyn til, at affaldsafgiftsloven også indeholder undtagelser til hovedreglen om afgiftspligtigt affald, må det af kontrolmæssige hensyn anses for berettiget, at der opstilles visse krav for, hvorledes en adskillelse mellem afgiftspligtigt og ikke afgiftspligtigt affald skal ske, som bl.a. udtryk i Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift 1992 side 9.

Som konsekvens heraf, og idet afgiftspligten indtræder ved tilførslen, er klageren forpligtet til at afregne afgifter også af det materiale, der har været henlagt under genanvendelsespladsen, da dette i afgiftsmæssigt henseende har måttet betragtes som tilførsel til det registreringspligtige område, jf. ovennævnte.

Allerede af den grund er det derfor ikke relevant at vurdere reglen i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, nr. 2, idet denne efter sin formulering forudsætter, at der på tilførselstidspunktet til det afgiftspligtige område, hvor afgiftspligten indtræder, er tale om ren jord, hvilket det må lægges til grund ikke har været på det tidspunkt, hvor jorden er kommet ind på klagerens område.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Parterne er enige om, at affaldsselskabet i perioden fra 1. januar 1997 til 17. februar 2000 modtog den olieforurenede jord på miljøanlægget H1.1, og at denne jord straks efter behandling på anlægget blev anvendt til forhøjelse af miljøanlæggets ydre voldanlæg uden afregning af affaldsafgift.

Der er endvidere enighed om, at jorden ved tilførsel til anlægget kunne betragtes som affald, og at jordmængden blev indvejet, kontrolleret og registreret i selskabets registreringssystem, der har specifikationer i forskellige affaldskategorier.

Der er endelig enighed om, at jorden blev tilført anlægget med henblik på genanvendelsesbehandling.

Under sagens behandling for landsretten er der indhentet syn og skøn om den omhandlede jords beskaffenhed efter rensning. Parterne er herefter enige om, at det er dokumenteret, at jorden har været tilstrækkeligt renset som ren jord til fri genanvendelse i overensstemmelse med gældende forskrifter.

I Landsskatterettens kendelse er der bl.a. henvist til Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift 1992, side 9. Af side 9, afsnit 4, i denne vejledning fremgår:

"...

En forudsætning for at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et genanvendelsesanlæg drives i tilknytning til fx et deponi, er det et ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald, og at der er særskilt tilkørsel til begge virksomheder.

..."

I et brev af 25. juni 1997 fra affaldsselskabet til ToldSkat er anført følgende:

"...

Vedr.: Affaldsafgift af renset jord fra oliebehandlingsanlæg.

I forbindelse med nedlæggelse af benzintank i ...3, har ...3 Kommune anvist det olieforurenede jord til behandling på oliebehandlingsanlægget ved Affaldsselskabet H1 I/S-miljøanlæg H1.1.

Det olieforurenede jord renses på vores oliebehandlingsanlæg således at det når ned under grænseværdien på 0,05 % olie pr. kg. TS. Det rensede jord fraføres derefter oliebehandlingsanlægget og agtes genanvendt som erstatning for rent jord til afdækning på vores deponi.

Med baggrund i de seneste bestemmelser pr. 1. januar 1997 vedrørende administration af affaldsafgiftsloven, skal vi hermed for god ordens skyld, udbede os ToldSkats vurdering af, om der i et sådant tilfælde skal betales affaldsafgift.

..."

Ved brev af 1. juli 1997 besvarede ToldSkat brevet således:

"...

Fritagelse for affaldsafgift.

Selskabet har spurgt om olieforurenet jord renset på et oliebehandlingsanlæg til under 0,05 % olie pr kg TS kan anvendes til afdækning på deponi uden at der skal betales affaldsafgift.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 106 fremsat 4. december 1996, at forurenet jord der har gennemgået en rensning der gør den så ren at den kan disponeres frit, betragtes som ren jord i afgiftslovens forstand.

Hvis de kommunale myndigheder ikke anser den omhandlede jord for omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt vil den derfor kunne anvendes afgiftsfrit til afdækning på deponiet.

..."

Forklaringer

LN har afgivet forklaring for landsretten.

LN har forklaret, at han er ansat som administrationschef i affaldsselskabet. Han blev ansat i 1988, hvor selskabet blev etableret af 5 kommuner. Efter kommunesammenlægningen er det kun ...4 og ...5 kommuner, der ejer selskabet. Han har ansvaret for økonomi, personale og forretningsgange mv. Direktøren er hans nærmeste foresatte, og direktøren, den tekniske chef og han udgør ledelsen i selskabet.

Fra 1992 overtog selskabet deponierne fra kommunerne. På ...6 i ...5 driver selskabet et forbrændingsanlæg og et genanvendelsesanlæg. Begge anlæg ligger på samme lokalitet med fælles indhegning, veje, personale mv. - ligesom på H1.1. Han har gentagne gange haft kontakt til ToldSkat, og han havde i 1992 en drøftelse med ToldSkat i forbindelse med overtagelsen af deponierne.

Ved normale besøg fra ToldSkat besigtigede man de faktiske forhold på pladserne, og man havde derefter en drøftelse på baggrund af dette og diverse dokumenter. På anlægget i ...5 har ToldSkat aldrig sat spørgsmålstegn ved indretningen. På ...2 er der heller ikke en klar fysisk adskillelse mellem deponiet og genanvendelsesdelen. Uanset dette har ToldSkat aldrig stillet krav om betaling af affaldsafgift på genanvendelsesdelen.

Selskabet har tre deponier og et forbrændingsanlæg. I dag har selskabet en årlig omsætning på 160 mio. kr., og i perioden omkring årtusindskiftet var den årlige omsætning ca. 130 mio. kr.

I slutningen af 1980'erne kom en række pålæg om øget genanvendelse af affald. I 1995 og 1996 var der mange nedlæggelser af benzinstationer, og der blev derfor indleveret store mængder olieforurenet jord. Den forurenede jord, som selskabet har modtaget før 1997, er håndteret på samme måde som den jord, der er omfattet af sagen, og der er således ikke betalt afgift heraf. Det er naturligt at behandle olieforurenet jord på ....

Han og de øvrige to ledere i virksomheden var alle involveret i processen, der vedrører miljøgodkendelsen. Godkendelsen indeholder en række faktuelle oplysninger, som de hver især har bidraget med. Hegnet og porten på H1.1 var der allerede, da affaldsselskabet overtog driften. Jordvolden er ikke en del af hegnet. Jordvolden er lavet af hensyn til naboerne, således at indsynet begrænses.

Det har aldrig været på tale at lave flere indkørsler og flere indvejningsanlæg mv. Hvis der skulle være en separat indhegning for deponi, så skulle denne flyttes successivt, da selskabet opfylder de enkelte etaper løbende. Lige nu deponeres der i etape 4. Selskabet laver en fuldstændig registrering af det indleverede affald, hvilket bl.a. sker af hensyn til fakturaudstedelse og opdelingen. Både volde og beplantning giver en markant adskillelse af de enkelte dele af pladsen, hvilket også er konstateret af amtet ved en række besøg på H1.1. Rundt om deponierne foretages der løbende kontrolboringer, således at man sikrer sig, at der ikke siver forurening ud i grundvandet.

Den omtvistede jord kom i større ensartede portioner - hovedsageligt fra oprensning af nedlagte benzinstationer. Selskabet foretog en række analyser af jorden og rensede den, så den frit kunne bruges som ren jord. Noget af jorden blev brugt til anlægsformål andre steder, andet blev brugt til de ydre volde på pladsen, og endelig blev noget af jorden brugt til daglig afdækning af deponi.

ToldSkat har løbende sendt selskabet registreringsbeviser og bedt om, at oplysningerne heri blev kontrolleret.

I 1992 spurgte han ToldSkat, om der skulle ske ændring af registreringen, da man på daværende tidspunkt blev ejer af pladser, hvor der skete deponering. Han fik at vide, at der ikke skulle foretages ændringer.

Han har løbende haft en udmærket dialog med ToldSkat. Selskabet opkræver løbende nødvendige afgifter ved brugerne, og selskabet kan ikke efterfølgende opkræve afgifter, som måtte blive pålagt.

I 1996 var ToldSkat på virksomhedsbesøg, hvor man konstaterede, at selskabet havde anvendt murbrokker til at stabilisere et areal på pladsen. ToldSkat var af den opfattelse, at der var tale om deponering, og at der derfor skulle betales afgift, men kravet blev efterfølgende frafaldet. Vidnet tolkede det som en accept af, at murbrokkerne blev genanvendt afgiftsfrit. I 1997 - 2000 har ToldSkat været på selskabets forskellige anlæg 3-4 gange, uden at man har stillet spørgsmål til adskillelsen af genanvendelse og deponi.

Der er på H1.1 udarbejdet en fuldstændig statistik omhandlende de kategorier af affald, der bliver deponeret, og som der afkræves afgift af, og de kategorier, der går til genanvendelse, hvor der ikke kræves afgift. ToldSkat har løbende grundigt vurderet selskabets registreringer og fundet angivelserne i orden. Det krav, som er omfattet af nærværende sag, kom efter hans opfattelse, fordi ToldSkat sendte nogle andre ansatte ud på H1.1. Han havde hidtil betragtet den løbende dialog med ToldSkat som en godkendelse af pladsens indretning og selskabets fremgangsmåde.

Den 25. juni 1997 rettede han en forespørgsel til ToldSkat, da affaldsselskabet havde brug for et tydeligt svar på kategorisering af noget olieforurenet jord.

Den 2. oktober 2001 rettede affaldsselskabet henvendelse til Oliebranchens Miljøpulje på grund af ToldSkats afgiftskrav. Miljøpuljen var forundret over det rejste krav, da man ikke andre steder var blevet mødt med tilsvarende krav.

G1 i ...7 og G2 i ...8 har ikke skullet betale tilsvarende afgift, uanset at man disse steder både har deponi og modtager olieforurenet jord til genanvendelse. De fleste andre miljøanlæg har en indretning, der svarer til H1.1. Han er med i flere erfagrupper - i regi af G1, der er en brancheforening for de kommunale affaldsselskaber. Ingen af de andre deltagere i grupperne har haft tilsvarende erfaringer med ToldSkat. I erfagrupperne har han dog ikke hørt om andre affaldsselskaber, der har anvendt renset jord inden for pladsen.

Procedure

Affaldsselskabet har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at der ikke er hjemmel til at opkræve affaldsafgift af den omhandlede jord, idet jorden ubestridt er tilført miljøanlægget H1.1 med henblik på genanvendelse. Efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, kan affaldsafgift kun opkræves af affald tilført en virksomhed med henblik på forbrænding eller deponi.

Affaldsselskabet har herunder anført, at selv om miljøanlægget H1.1 er et genanvendelsesanlæg drevet i tilknytning til et deponi ("kombianlæg"), har afgiftsmyndighederne ikke håndhævet en regel om, at alt tilført affald, som ikke efterfølgende fraføres anlægget til genanvendelse, er afgiftspligtigt. Tværtimod har afgiftsmyndighederne ved kontrolbesøg i den relevante periode haft kendskab til den praksis, som affaldsselskabet har fulgt med hensyn til registrering af afgiftspligtigt henholdsvis ikke afgiftspligtigt affald. Afgiftsmyndighederne har heller ikke i relation til "kombianlæg" drevet af andre affaldsselskaber håndhævet en praksis, hvorefter anlægget alene kan modtage affald med henblik på genanvendelse inden for virksomhedens område afgiftsfrit, hvis genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald, og hvis der er særskilt tilkørsel til genanvendelsesanlægget.

Affaldsselskabet har i anden række gjort gældende, at placeringen af jorden på voldanlægget efter rensning som ren jord til fri genanvendelse ikke kan anses som en deponering, og at der også af denne grund ikke er hjemmel til opkrævning af affaldsafgift.

Affaldsselskabet har endelig gjort gældende, at ToldSkat Nordjyllands afgørelse om efteropkrævning af affaldsafgift er ugyldig, idet afgiftsmyndigheden ikke har haft fornøden kompetence til at pålægge afgift uden at inddrage de relevante miljømyndigheder.

Skatteministeriet har til støtte for sin frifindelsespåstand overordnet gjort gældende, at den omhandlede jord skal betragtes som tilført en registreringspligtig deponivirksomhed med afgiftspligt til følge, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1.

Skatteministeriet har herunder anført, at for affald, som er tilført virksomheden med henblik på genanvendelse, må der som forudsætning for afgiftsfritagelse stilles krav om, at genanvendelsesanlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Det er således et krav, at genbrugsmaterialet er holdt skarpt adskilt fra øvrigt afgiftspligtigt affald. Der har været en fast administrativ praksis vedrørende kravene til adskillelse, som Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift 1992, side 9, illustrerer. Myndighederne har endvidere været berettiget til at opstille kravene til adskillelse.

Miljøanlægget H1.1 er i kraft af sin indretning og opbygning, herunder mangel på tilstrækkelig adskillelse mellem anlæggets enkelte afsnit, i afgiftsmæssig henseende som helhed omfattet af affaldsselskabets registreringspligtige deponivirksomhed. Anvendelse af den omhandlede jord til forhøjelse af miljøanlæggets voldanlæg må derfor sidestilles med deponering med afgiftspligt til følge.

Skatteministeriet har endvidere bestridt, at ToldSkats afgørelse om efteropkrævning af affaldsafgift er ugyldig, og har herved anført, at kompetencen til at administrere, opkræve og træffe afgørelse vedrørende afgifter omfattet af affaldsafgiftsloven tilkommer de statslige told- og skattemyndigheder alene, jf. lovens § 30, stk. 1.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Lovens § 11, stk. 1, definerer, hvilke virksomheder der er registreringspligtige.

Af forarbejderne til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 12 a om affaldsafgifter (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 4425-26) fremgår under de almindelige bemærkninger, at formålet med den foreslåede afgift, der svarer til de nugældende afgiftsbestemmelser i affaldsafgiftsloven, er at reducere den mængde affald, der tilføres forbrændingsanlæg eller deponeringspladser.

Det fremgår videre, at afgiften vil kunne fremme genanvendelse og kunne tilskynde virksomheder til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald, og at en afgift på deponering og forbrænding af erhvervsaffald direkte kan påvirke den enkelte affaldsproducerende virksomhed, der kan spare afgiften.

Det fremgår endelig af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 82 d (sp. 4450), at der kun skal svares afgift af det affald, der deponeres eller forbrændes på en virksomhed, mens det affald, der fraføres en virksomhed, er fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

Afgiftspligten kan således ikke antages at omfatte affald, der tilføres virksomheden med henblik på genanvendelse.

I overensstemmelse hermed sker der ved afgiftsmyndighedernes opkrævning fradrag for den del af affaldet, der er tilført en registreringspligtig virksomhed, som efter rensning som ren jord fraføres virksomheden til genanvendelse, jf. affaldsafgiftslovens § 12.

Ligeledes sker der efter fast praksis ikke afgiftsopkrævning for den del af jorden, som på et miljøanlæg er renset som ren jord til fri genanvendelse, hvis jorden anvendes til løbende afdækning på samme miljøanlægs deponi. ToldSkat bekræftede således også ved brev af 1. juli 1997 over for Affaldsselskabet H1 I/S, at der til afdækning på miljøanlægget H1.1s deponi afgiftsfrit ville kunne anvendes olieforurenet jord, som forinden var renset til ren jord på anlægget.

Parterne er enige om, at miljøanlægget er en registreringspligtig virksomhed, og at den omhandlede olieforurenede jord, som blev tilført miljøanlægget, var affald, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. § 11, stk. 1. Parterne er imidlertid også enige om, at jorden blev tilført anlægget med henblik på genanvendelsesbehandling, og at jorden efter rensning som ren jord til fri genanvendelse blev transporteret direkte til miljøanlæggets voldanlæg, hvor den blev anvendt til forhøjelse af samme.

Idet den omhandlede jord således er blevet tilført anlægget med henblik på genanvendelse, er der efter affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, således som bestemmelsen efter dens forarbejder må forstås, i udgangspunktet ikke hjemmel til at opkræve affaldsafgift af jorden.

Spørgsmålet er imidlertid, om der som anført af Skatteministeriet foreligger en fast administrativ praksis i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift 1992, side 9, 4. afsnit, hvorefter det som forudsætning for at holde genanvendelsesanlæg uden for afgiftspligten kræves, at anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Det er endvidere spørgsmålet, om der i givet fald med henblik på at sikre afgiftsopkrævning efter affaldsafgiftslovens regler er grundlag for at håndhæve en praksis med et sådant indhold.

Som anført ovenfor er der efter fast praksis ikke sket opkrævning af afgift for forurenet jord, som er tilført et miljøanlæg, hvis jorden er blevet renset som ren jord til fri genanvendelse og anvendt til afdækning på anlæggets deponi, således som dette ubestridt blandt andet er sket på miljøanlægget H1.1. Skattemyndighederne har således ikke som betingelse som afgiftsfritagelse i relation til denne jord stillet krav om skarp adskillelse af genbrugsmaterialet i form af den rensede jord og det afgiftspligtige affald, som det ellers er foreskrevet i vejledningen.

Skatteministeriet har trods opfordring hertil heller ikke i øvrigt under sagen fremlagt dokumentation for, at der i praksis sker opkrævning af afgift på jord tilført et miljøanlæg, som er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg, i tilfælde, hvor jorden er tilført anlægget med henblik på genanvendelse. Skatteministeriet har således ikke dokumenteret, at indholdet af vejledningen på dette punkt er udtryk for en fast administrativ praksis.

På den baggrund kan der ikke i det foreliggende tilfælde, hvor jorden blev tilført miljøanlægget med henblik på genanvendelse, som betingelse for afgiftsfrihed stilles krav om, at et genanvendelsesanlæg ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg.

Idet der således ikke var hjemmel til at opkræve affaldsafgift af den omhandlede jord, tager landsretten affaldsselskabets påstand til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger til Affaldsselskabet H1 I/S med i alt 311.220,40 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift, 82.220,40 kr. til dækning af omkostninger til skønsmanden og 225.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

Beløbene til dækning af udgifter til skønsmanden og advokatbistand er uden moms, da affaldsselskabet er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at Affaldsselskabet H1 I/S ikke skal betale affaldsafgift af 12.183 tons jord leveret i perioden fra 1. januar 1997 til 17. februar 2000 på affaldsselskabets miljøanlæg H1.1.

Skatteministeriet skal betale sagens omkostninger til Affaldsselskabet H1 I/S med 311.220,40 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.