Parter

H1 A/S
(advokat Søren Aagaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Michael Ellehauge og Esben Hvam (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 23. maj 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 3-427/2011).

Påstande

For landsretten har appellanten, H1 A/S (herefter kaldet selskabet), gentaget sine påstande for byretten vedrørende de kontrakter, der i 2007-2009 er indgået mellem selskabet og UAB G1.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

SKAT besøgte den 16. august 2011 selskabet for at foretage stikprøvekontrol af selskabets indeholdelse af A-skat og AM-bidrag samt følge op på skattesager vedrørende årene 2007-2009. Som resultat af besøget indkaldte SKAT bl.a. dokumenter og kontrakter til belysning af selskabets relation til G1.

Af et brev af 6. juli 2012 fra SKAT til selskabet fremgår, at SKAT efter at have gennemgået selskabets kontrakter med G1 for 2010 på det foreliggende valgte at henlægge sagen for dette indkomstår.

Forklaringer

A og NV har afgivet supplerende forklaring for landsretten.

A har supplerende forklaret, at selskabet fik entreprisekontrakten, som blev brugt i samarbejdet med G1, fra arbejdsgiverforeningens hjemmeside. De krav, der følger af Global Gap, er almindeligt gældende i branchen og medfører, at man kan identificere, hvem der måtte have begået fejl. Det er selskabet, der leverer emballagen og etiketterne til produkterne. Disse er mærket med numre, således at det er klart, hvem der har haft med varen at gøre under produktionen. NV havde før samarbejdet med selskabet arbejdet med Global Gap standarderne, som bruges internationalt. Man kan slet ikke handle med varer, hvis man ikke kender disse regler. G1 foretog egenkontrol, hvorefter selskabet foretog stikprøvekontrol. Også hos de kæder, der aftog varerne, fandt der kontrol sted, og hvis varerne ikke var i orden, kunne fejlen føres tilbage til den pågældende entreprenør. Det blev således opdaget med det samme, hvis kvalitetskravene ikke var opfyldt. Det var entreprenøren, der havde ansvaret for, at arbejdet blev udført korrekt. Hvis entreprenøren f.eks. ikke havde luget korrekt, skulle arbejdet gøres om, men det skete ikke tit. Prisen i kontrakterne er fastsat efter beregninger, hvor areal og stykpris indgik. Samarbejdet med G1 er stort set ikke ændret fra 2007-2009 og indtil nu. G1 har aldrig fået instruktion i, hvordan arbejdet skulle udføres.

NV har supplerende forklaret, at han før 2004 arbejdede i Danmark som ansat med at avle grøntsager. Da han i 2007 indgik kontrakt med selskabet, kendte han Global Gap standarderne, som han havde brugt under arbejdet for andre kunder. Det var G1, der havde ansvaret for de medarbejdere, der var sat til at arbejde for selskabet. G1 havde gruppeledere, også kaldet formænd, som ledede arbejdet. To personer fra G1 havde ansvaret for kvalitetskontrol. G1 betalte for transporten for en del af de ansatte, medens andre ansatte, som havde været i Danmark før, selv kørte til og fra arbejde. Det var G1, der bestemte, hvor mange medarbejdere der skulle bruges til en given opgave, og hvilke kvalifikationer disse skulle have. Ingen fra selskabet har nogensinde bedt om flere medarbejdere til at udføre arbejdet. I tilfælde af sygdom var det G1, der skulle sørge for afløsere, uanset om der var flere, der blev syge. G1 havde ansvaret for at levere den aftalte ydelse. Der har aldrig været udarbejdet en timeopgørelse mellem G1 og selskabet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Kontrakterne mellem H1 A/S og G1 betegner sig som entreprisekontrakter. Kontrakterne indeholder en fast pris for en nærmere defineret opgave, som skulle udføres i et bestemt tidsrum, samt bestemmelser om, at G1 var direkte ansvarlig for, at arbejdet blev udført korrekt. Betaling er sket i overensstemmelse med de fastsatte priser. På denne baggrund påhviler det Skatteministeriet at føre bevis for, at kontrakterne ikke er entrepriseaftaler, men reelt aftaler om arbejdsudleje.

Det er ubestridt, at dette spørgsmål skal afgøres med udgangspunkt i kriterierne i kildeskattelovens forarbejder og i den dagældende OECD modeloverenskomst med kommentarer. Det kan herefter ikke i sig selv være afgørende, om arbejdet udgør en integrerende del af selskabets virksomhed.

Selskabet og G1 indgik for perioden fra den 27. august 2007 til den 20. december 2009 successivt 13 kontrakter om udførelse af ligeartede og forholdsvis simple arbejdsopgaver. De enkelte kontrakter vedrørte alene perioder af kortere varighed, selvom selskabet efter As forklaring allerede ved udgangen af et år kunne forudberegne det følgende års arbejdsopgaver. Disse forhold kan imidlertid på baggrund af aftalernes fastprisvilkår ikke i sig selv føre til, at G1s vederlag må anses for beregnet efter medgået tid eller under hensyntagen til anden sammenhæng mellem vederlaget og medarbejdernes løn. Det bemærkes herved, at det ifølge kontrakterne og NV´s forklaring var G1, der ensidigt fastsatte antallet af medarbejdere og deres kvalifikationer.

Efter kontrakternes ordlyd skulle G1 som ansvarlig for arbejdets udførelse udpege en kontaktperson med bl.a. erfaring i landbrug og kendskab til de maskiner og det værktøj, som skulle bruges til at udføre arbejdet. A og NV har begge forklaret, at G1 havde ansat formænd, som instruerede G1s ansatte i udførelsen af det konkrete arbejde, og at G1 selv var ansvarlig for kvalitetskontrol, idet selskabet alene foretog stikprøvekontrol. Herefter kan det ikke lægges til grund, at selskabet har haft direkte instruktionsbeføjelse over for G1s ansatte. Det ændrer ikke herved, at G1 ifølge kontrakterne skulle samarbejde med selskabet og udføre arbejdet i henhold til selskabets instruktioner, og at den overordnede ledelse af arbejdet på arbejdspladsen, som selskabet i hvert fald til dels var ansvarlig for, således påhvilede selskabet.

Efter bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at en række af de mest omkostningstunge dele af arbejdsmateriellet blev stillet til rådighed af selskabet.

Der må imidlertid lægges betydelig vægt på, at G1 efter kontrakternes ordlyd og karakter af fastprisaftaler må anses for at have været ansvarlig for arbejdets korrekte udførelse, og at G1 dermed bar ansvaret og risikoen for arbejdsresultatet. Aftalerne må således på grundlag af sagens oplysninger anses for civilretligt at have haft karakter af entrepriseaftaler.

Landsretten finder ikke, at SKAT heroverfor ved det foran anførte har godtgjort, at kontrakterne mellem selskabet og G1 reelt må anses for at være aftaler om arbejdsudleje.

Landsretten tager derfor selskabets principale påstand til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande for hver af retterne skal Skatteministeriet betale delvise sagsomkostninger for byretten samt sagsomkostninger for landsretten med i alt 330.480,60 kr. Beløbet omfatter 8.000 kr. til retsafgift, 300.000 kr. til udgift til advokatbistand, 20.000 kr. til oversættelse af dokumenter og 2.480,60 kr. til udgift til tolk.

Beløbet til dækning af udgift til advokatbistand er ekskl. moms, da selskabet er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, dens omfang og forløb.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 A/S for indkomståret 2007 ikke er indeholdelsespligtig for A-skat med 81.265 kr. og AM-bidrag med 23.555 kr., at H1 A/S for indkomståret 2008 ikke er indeholdelsespligtig for A-skat med 2.858.378 kr. og AM-bidrag med 828.515 kr., og at H1 A/S for indkomståret 2009 ikke er indeholdelsespligtig for A-skat med 2.651.984 kr. og AM-bidrag med 768.691 kr.

Skatteministeriet skal betale sagens omkostninger for begge retter til H1 A/S med 330.480,60 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.