Dato for udgivelse
11 Sep 2013 10:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Jun 2013 10:39
SKM-nummer
SKM2013.631.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, S-306-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Subsumption, rederi, Bahamas, skatteunddragelse, administrativ, afgørelse
Resumé

T havde for 2007 og 2008 selvangivet sin indkomst for lavt med i alt 422.052 kr. modtaget som bonus fra det rederi han havde været ansat i og herved unddraget for 232.957 kr. i skat. Han havde via TastSelv foretaget ændring i årsopgørelserne for 2007 og 2008 vedrørende anden aktieindkomst henholdsvis den 31. marts 2008 og den 15. april 2009. Den 30. juni og den 1. juli 2009 havde han ændret i årsopgørelsen for 2008 med hensyn til bonus og selvangivet bonussen for 2007 i årsopgørelsen for 2008; dette var efter at SKATs kontrol af bonusudbetalingerne var påbegyndt. Skatteankenævnet havde afgjort at der var tale om simpel uagtsomhed med hensyn til 2007 og SKAT derfor ikke kunne foretage forhøjelsen af skatteansættelsen.

T forklarede at han havde været inde og selvangive bonussen da han blev klar over at det var ham, der skulle indberette bonusudbetalingerne. Han havde modtaget mailen fra rederiet om beskatning, men ikke læst den. T påstod at forholdet skulle henføres under § 16, stk. 2, jfr. stk. 1.

Byretten fandt T skyldig i grov uagtsom overtrædelse af skattekontrollovens § 13 under hensyn til størrelsen af bonusbeløbene sammenholdt med den samlede årlige indkomst. Da T havde erkendt at han via TastSelv havde foretaget ændring i årsopgørelsen for 2007 og 2008 fandt retten at forholdet skulle henføres under skattekontrollovens § 13, stk. 2, jfr. stk. 1. T idømtes en bøde på 200.000 kr. Da Skatteankenævnets afgørelse måtte betragtes som en endelig administrativ afgørelse af det offentlige krav på efterbetaling af skat fandt retten ikke, at der var grundlag for at inddrage kravet under straffesager i medfør af skattekontrollovens § 19 A, jf. skatteforvaltningslovens § 34 b.

Landsretten stadfæstede byretsdommen. Uanset reglen i skatteforvaltningslovens § 34 b, kunne T ikke pålægges at betale de unddragne skatter for 2007, når der var truffet en administrativ afgørelse om adgangen til at foretage en ændret skatteansættelse, som ikke var søgt ændret af SKAT.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13, stk. 2, jf. stk. 1
Skattekontrolloven § 19 A
Skatteforvaltningsloven § 34 b

Henvisning

-

Østre Landsrets dom af 6. juni 2013, 12. afdeling nr. S-306-13

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Eduardo Panzeri Vistisen, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Bloch Andersen, Gitte Rubæk Pedersen og Jess Thiersen (kst.)

.............................................

Byrettens dom af 21. januar 2013, SS 3-5709/2012

Anklageskrift er modtaget den 28. februar 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

Skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1,

ved i sine selvangivelser for indkomstårene 2007 og 2008 groft uagtsomt at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 172.152 kr. og 249.900 kr., i alt 422.052 kr., hvorved det offentlige blev unddraget henholdsvis 93.887 kr. og 139.070 kr., i alt 232.957 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af skattekontrollovens § 19 A, jf. § 34 b, nedlagt påstand om, at tiltalte tilpligtes at betale den for indkomståret 2007 unddragne skat på 93.887 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig, dog således at forholdet er påstået henført under skattekontrollovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1.

Tiltalte har påstået frifindelse for påstanden om betaling af den for indkomståret 2007 unddragne skat på 93.887 kr.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte.

Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...

Tiltalte forklarede, at han har en gymnasial uddannelse. Herefter var han i militæret. Han kom i lære i G1 A/S i 2001 og var færdiguddannet i 2003 som shippingassistent. Han blev nu sendt til USA, hvor han var til oktober 2005. Herefter kom han tilbage til Danmark, hvor han arbejdede i ... i .... Han blev udstationeret til Singapore i januar 2011 og skulle være der i 2 år. Han kom hjem i december 2012 på grund af sin faders dødsfald. I G1 A/S havde han en fast løn i 2007 og 2008 på ca. 40.000 kr. brutto om måneden. Han modtog lønsedler, som først var på papir, men senere blev elektroniske. Han har været omfattet af en bonusordning, og har fået udbetalt bonus i både 2007 og 2008. Bonussen var afhængig af, hvad firmaet havde tjent. Han har ikke hørt om Phantom-shares. Bonussen blev fordelt efter en fordelingsnøgle. På et tidspunkt fik han tildelt et antal shares. Det overskud, der var i firmaet, blev uddelt til medarbejderne efter antallet af shares. Han har haft det samme antal shares i alle årene. Han ved ikke, hvordan firmaet foretog udregningen. Han var i den kommercielle afdeling, hvor han var befragter. Han modtog op til 1.000 mails om dagen, og han sendte selv mange mails.

Foreholdt faneblad 3, kvitteringer for ændring af årsopgørelse 2007, bekræftede tiltalte, at han har været inde og indberette ændringer til årsopgørelse den 31. marts 2008, men han husker ikke, at han har foretaget to ændringer. Han husker ikke i dag indholdet af ændringen.

Foreholdt faneblad 4, kvitteringer for ændring af årsopgørelse 2008 forklarede tiltalte, at det godt kan passe, at han har været inde og foretage en ændring den 15. april 2009.

Tiltalte bekræftede, at der den 30. januar 2007 og den 1. februar 2008 er indsat bonus på hans konto med henholdsvis 172.152 kr. og 249.900 kr.

Anklageren dokumenterede brev af 26. juni 2009 fra SKAT.

Tiltalte bekræftede, at han har modtaget brevet, og at han den 30. juni og den 1. juli 2009 har været inde og ændre i årsopgørelsen for 2008. Han har selvangivet bonussen for 2007 i årsopgørelsen for 2008, da han ikke kunne foretage ændringer i årsopgørelsen for 2007. Han foretog ændringerne, fordi han nu havde fundet ud af, at det var ham, der skulle indberette bonusudbetalingerne.

Foreholdt sagens bilag 17, mail af 4. februar 2007, fra DH fra G1 A/S bekræftede tiltalte, at han har modtaget mailen. Han fik ikke læst mailen, men ved ikke hvorfor. Han fik mange mails, og det var ikke alle mails han læste. Han har ikke talt med andre kollegaer omkring løn og bonusforhold. Man var selvfølgelig glad, når bonus blev udbetalt, men diskuterede det ikke med kollegaerne. Man diskuterede heller ikke skatteforholdene omkring udbetaling af bonussen.

Adspurgt adf forsvareren og foreholdt mail af 4. februar 2007, forklarede tiltalte, at den 4. februar 2007 var en søndag. Han var på det tidspunkt på jagt i Sverige. Mandag er altid meget hektisk, og han glemmer ofte at læse sine mails.

..."

Personlige oplysninger

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har ikke bestridt de beløbsmæssige opgørelser af udbetalt bonus og skyldig skat.

Tiltalte har heller ikke bestridt, at han i sin mail-boks har modtaget DH´s mail af 4. februar 2007 om, at bonusbeløbene skulle opgives til skattemyndighederne.

På denne baggrund, under hensyn til størrelsen af bonusbeløbene sammenholdt med den samlede årlige indkomst, og da tiltalte har erkendt, at han ved at undlade at angive bonusbeløbene har handlet groft uagtsom, er det bevist, at tiltalte er skyldig i groft uagtsom skatteunddragelse.

Da tiltalte har erkendt, at han via TastSelv har foretaget ændring i årsopgørelserne for 2007 og 2008 vedrørende anden aktieindkomst henholdsvis den 31. marts 2008 og den 15. april 2009, finder retten, at forholdet skal henføres under skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1.

Tiltalte er herefter skyldig efter anklageskriftet.

Henset til størrelsen af de unddragne beløb fastsættes straffen til en bøde på 200.000 kr., jf. skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

For så vidt angår anklagemyndighedens påstand om, at tiltalte i medfør af skattekontrollovens § 19 A, jf. § 34 b, skal betale den for indkomståret 2007 unddragne skat på 93.887 kr. bemærkes følgende:

Det fremgår af Skatteankenævnets afgørelse af 3. december 2010, at SKAT ikke har været berettiget til at ændre skatteansættelsen for bl.a. 2007 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet det efter Skatteankenævnets opfattelse må anses for simpelt uagtsomt, at tiltalte ikke har selvangivet bonusindtægterne for 2007.

Da Skatteankenævnets afgørelse må betragtes som en endelig administrativ afgørelse af det offentliges krav på efterbetaling af for lidt betalt skat, finder retten ikke, at der er grundlag for at inddrage kravet under straffesagen i medfør af skattekontrollovens § 19 A. Anklagemyndighedens påstand om, at tiltalte skal betale den for indkomståret 2007 unddragne skat på 93.887 kr., tages derfor ikke til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med en bøde på 200.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte frifindes for anklagemyndighedens påstand om betaling af den for indkomståret 2007 unddragne skat.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, hvorved bemærkes at tiltalte selv har sørget for sit forsvar.

.............................................

Østre Landsrets dom af 6. juni 2013, 12. afdeling nr. S-306-13

Byrettens dom af 21. januar 2013 (SS 3-5709/2012) er anket af anklagemyndigheden med påstand om stadfæstelse for så vidt angår den idømte bøde for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1, samt med påstand om, at tiltalte tilpligtes at betale den for indkomståret 2007 unddragne skat på 93.887 kr.

Tiltalte har nedlagt påstand om formildelse, således at forholdet henføres under skattekontrollovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, og således at der alene udmåles en bøde på 75.000 kr. For så vidt angår påstanden om betaling af unddragen skat for indkomståret 2007 har tiltalte nedlagt påstand om stadfæstelse.

Forklaringer

 Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte T, der også for landsretten har erkendt sig skyldig i at have handlet groft uagtsomt, har supplerende forklaret blandt andet, at da han modtog SKATs brev af 26. juni 2009, hvor man anmodede om materiale, talte han med sin far, der sagde til tiltalte, at han skulle selvangive bonusbeløbene. Han kunne ikke komme ind og ændre i opgørelsen vedrørende året 2007. Derfor indberettede han både bonusbeløbet modtaget i 2007 og bonusbeløbet modtaget i 2008 i opgørelsen for året 2008. Han talte ikke med andre medarbejdere om, hvorvidt man selv skulle indberette bonusbeløbene. Han betalte på et tidspunkt den yderligere skat vedrørende året 2007, men har efterfølgende fået beløbet tilbage.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, herunder at forholdet under de af byretten anførte omstændigheder skal henføres under skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1.

Landsretten tiltræder endvidere udmålingen af bødestraffen.

Vedrørende kravet på betaling af unddragen skat for indkomståret 2007 bemærkes, at Skatteankenævnet ved dets afgørelse af 3. december 2010 gav tiltalte medhold i, at der ikke - som SKAT havde gjort - var grundlag for med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at ændre skatteansættelsen for blandt andet 2007. Afgørelsen er begrundet med, at Skatteankenævnet efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, som er de samme, som nu indgår i straffesagen, vurderede, at tiltalte alene havde handlet simpelt uagtsomt. Denne afgørelse blev ikke søgt ændret. SKAT anmodede derimod ved tiltalebegæring af 11. april 2011 anklagemyndigheden om at tiltale T for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1. Ved brev af 28. september 2012 til anklagemyndigheden anmodede SKAT under henvisning til tiltalebegæringen om, at der i medfør af skattekontrollovens § 19 A tillige blev nedlagt påstand om betaling af den unddragne skat for 2007. Der er i brevet henvist til, at SKAT ikke er enig i Skatteankenævnets afgørelse.

I den foreliggende situation, hvor der er truffet en administrativ afgørelse om adgangen til at foretage en ændret skatteansættelse, som ikke er søgt ændret, og som derfor er endelig, finder landsretten, at tiltalte ikke nu ? uanset reglen i skatteforvaltningslovens § 34 b ? på et uændret faktuelt grundlag kan pålægges at betale de unddragne skatter for 2007. Der har dermed ikke har været grundlag for at inddrage kravet under straffesagen i medfør af skattekontrollovens § 19 A, og landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er frifundet for påstanden om betaling af unddragen skat for indkomståret 2007.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.