Spørgsmål:
- Kan det bekræftes, at der ikke skal betales moms ved udlejning af lejligheder i en husbåd?
- Kan det bekræftes, at der ikke skal betales skat af en evt. fortjeneste ved efterfølgende salg af husbåden?
Svar:
- Afvises
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Husbåden, som er et fyrskib, er privat ejet.
Den blev erhvervet i starten af 1990'erne, og spørgers familie har boet fast om bord på båden i 16 år, hvorefter den blev sat til salg. Siden har familien haft fast adresse et andet sted, men har brugt husbåden.
Husbåden har ikke været lejet ud eller brugt til fast beboelse i den mellemliggende periode, men spørgerne har desværre endnu ikke fundet en køber, selv om mange - både private og virksomheder - har vist interesse. I 2009 blev husbåden flyttet, og der er endnu ikke etableret de nødvendige installationer i land (vand og afløb), som gør skibet beboeligt.
Der er tale om et fyrskib, som måler 31,5 x 6,4 m - svarende til ca. 350 m2 beboelse. Husbåden er bygget i 1882 i egetræ.
Skibet har mange kahytter og flere baderum, der stadig står som ved overtagelsen. Opvarmning sker med oliefyr og centralvarme. De nuværende ejere har løbende istandsat og vedligeholdt.
Husbåden kan ikke sejle ved egen kraft. Fyrskibet er bygget uden maskine eller andre midler til egen fremdrift.
Alle fyrskibe er bygget (som skibe) til at ligge på faste positioner med et mandskab, der boede fast ombord i et antal måneder ad gangen. I det nuværende ejerskab, er skibet registreret i skibsregisteret som en pram - lige som de fleste andre ombyggede husbåde.
Lejlighederne, der påtænkes indrettet, er en opdeling af den nuværende beboelse. Der er påtænkt indrettet 3 selvstændige lejligheder - 2 på godt 100 m2 og en, der er en anelse mindre. Dertil kommer fællesareal - tagterrasse og gangarealer.
Ejerne og deres børn vil måske selv bebo nogle af lejemålene, og evt. leje dem ud i kortere perioder.
Formålet med opdelingen er at gøre beboelsen mere overskuelig ift. de konkrete købshenvendelser, der hidtil har været. Der kan blive tale om et senere samlet salg - salg af de enkelte lejligheder - eller et delvist salg, hvor nuværende ejere selv beholder (og evt. bebor) en eller flere lejligheder. Der er mulighed ift. lokalplaner o.a. for at drive erhverv om bord, så køber kan også evt. være erhvervsdrivende. Den ene af de nuværende ejere er ved at uddanne sig, og vil måske lave sin praksis om bord.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Det er spørgers opfattelse, at begge spørgsmål skal besvares med Nej, idet en husbåd efter deres opfattelse ikke er en fast ejendom.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales moms ved udlejning af lejligheder i pågældende husbåd.
Lovgrundlag
Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1.
En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.
Begrundelse
EU-domstolen har den 15. november 2012 afsagt dom i sag C-532/11, Susanne Leichenich, om udlejning af en husbåd.
Domstolen udtalte, at 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra b) (nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l)) skal fortolkes sådan, at begrebet bortforpagtning og udlejning af fast ejendom omfatter udlejning af en husbåd, med dertilhørende afgrænsede og identificerbare fortøjningsareal og anløbsbro, som er gjort stationær ved hjælp af fortøjningsanordninger, der ikke let kan demonteres og er fastgjort til en flods bred og bund, og som i henhold til lejeaftalen udelukkende er beregnet til varig drift af restaurant og diskotek på denne fortøjningsplads.
Den omhandlede udlejning udgør én enkelt ydelse, som er fritaget for afgift, og der skal ikke sondres mellem udlejningen af husbåden og udlejningen af anløbsbroen.
I overensstemmelse med EU-domstolens dom i sag C-532/11, Susanne Leichenich, er det SKATs opfattelse, at udlejning af husbåde, der er gjort stationære til boligformål og/eller erhvervsmæssige formål (restaurant/café, teater/spillested m.m.) er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8 om udlejning af fast ejendom, jf dog § 13, stk. 1, nr. 8, 2. pkt., hvorefter udlejning af værelser i hoteller o.lign. samt udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, er momspligtig.
SKAT har d. 23. januar 2013 og igen d. 13. februar 2013 anmodet spørger om fremsendelse af lejekontrakt vedr. kajpladsen samt oplysninger vedrørende tilslutning af el, vand, kloak mv., men vi har ikke modtaget de pågældende oplysninger.
Det er SKATs opfattelse, at det ikke er muligt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt husbåden skal betragtes som fast ejendom, idet det ikke er muligt at vurdere, hvorvidt husbåden er gjort stationær til kajpladsen.
Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at der ikke foreligger de fornødne oplysninger til at kunne give et bindende svar på spørgsmålet.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 skal afvises med henvisning til forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at der ikke skal betales skat af en evt. fortjeneste ved efterfølgende salg af husbåden.
Lovgrundlag
Statsskattelovens § 5
Til indkomsten henregnes ikke:
a) formueforøgelse, der fremkommer ved, at de formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i værdi - medens der på den anden side ikke gives fradrag i indkomsten for deres synken i værdi -, eller indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet værdipapirer) for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej, for eksempel handelsvirksomhed med faste ejendomme, eller er foretaget i spekulationsøjemed, i hvilke tilfælde den derved indvundne handelsfortjeneste henregnes til indkomsten, ligesom også eventuelt tab kan fradrages i denne. Ved salg af fast ejendom samt aktier og lignende offentlige værdipapirer, der er indkøbt efter 1. januar 1922, anses spekulationshensigt at have foreligget, når salget sker inden 2 år efter erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være tilfældet;
(...)
Afskrivningslovens § 11
Stk. 1. Driftsmidler og skibe, som en skattepligtig benytter både til erhvervsmæssige og til private formål, skal afskrives særskilt for hvert enkelt driftsmiddel eller skib.
Stk. 2. Afskrivning kan i anskaffelsesåret beregnes med indtil 25 pct. af anskaffelsessummen for driftsmidler omfattet af § 5, stk. 1, indtil 15 pct. af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe omfattet af § 5 C, stk. 1, og indtil 7 pct. af anskaffelsessummen for infrastrukturanlæg omfattet af § 5 C, stk. 2. § 5 C, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. For hvert af de følgende indkomstår kan afskrivning beregnes efter 1. pkt. af det beløb, der henstår uafskrevet ved indkomstårets begyndelse. Af den således beregnede afskrivning kan fradrages et beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.
Stk. 3. Udgør anskaffelsessummen, eller er den inden afskrivning nedbragt til et grundbeløb på 12.300 kr. (2010-niveau) eller derunder, kan det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.
Stk. 4. Forbedringsudgifter vedrørende driftsmidler eller skibe som nævnt i stk. 1 behandles som anskaffelsessummer og afskrives på samme måde og sammen med det driftsmiddel eller skib, som udgiften vedrører.
Stk. 5. For driftsmidler med en anskaffelsessum på et grundbeløb på 12.300 kr. (2010-niveau) eller derunder, finder § 6, stk. 1, nr. 2, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse.
Afskrivningslovens § 12
Sælges et driftsmiddel eller skib som nævnt i § 11, kan der ikke for salgsåret beregnes afskrivning på det solgte driftsmiddel eller skib. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem salgssummen og det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret. Ved beregningen af det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med så stor en del, som svarer til forholdet mellem den erhvervsmæssige benyttelse for indkomstårene forud for salgsåret og den samlede benyttelse for disse indkomstår.
Praksis
I SKM 2003.418.LR fandt Ligningsrådet, at 4 nærmere beskrevne husbåde måtte anses for skibe i afskrivningslovens forstand, da de kunne flyde og var beregnet til at kunne flyttes ved at bevæge sig gennem vand, da de havde en vis størrelse, og da de kunne registreres i Skibsregistret som skibe og belånes efter de regler, der gælder for skibe (sølovens regler for skibspant) samt de det løbende slid, som en husbåd udsættes for, er sammenligneligt med det slid, som et skib udsættes for.
Begrundelse
Ved afgørelsen af, hvorvidt husbåden skal beskattes ved et senere salg, er det nødvendigt at afgøre, hvorledes husbåden skal karakteriseres skattemæssigt.
Det lægges ved besvarelsen til grund, at husbåden bliver opdelt i 3 "lejligheder" med fællesområder. Det lægges endvidere ved besvarelsen til grund, at spørger vil anvende en eller flere af "lejlighederne" selv samt udleje en eller flere af "lejlighederne".
Det lægges ligeledes ved besvarelsen til grund, at de udlejede lejligheder på salgstidspunktet bliver anvendt erhvervsmæssigt. Da udlejningen er en påtænkt disposition, har SKAT ikke mulighed for konkret at vurdere om lejlighederne vil blive "anvendt erhvervsmæssigt".
Det er SKATs opfattelse, at husbåden skal betragtes som et skib, og at den derfor skal behandler efter reglerne for driftsmidler/skibe i afskrivningsloven.
Der er herved lagt vægt på, at der er tale om et fyrskib, der er bygget i egetræ og som måler 31,5 m. Der er endvidere lagt vægt på, at husbåden er beregnet til at kunne flyttes ved at bevæge sig igennem vand. Der er endeligt lagt vægt på, at husbåden er registeret i Skibsregistret. Der kan henvises til SKM 2003.418.LR.
Det forhold, at husbåden ikke selv kan sejle, medfører efter SKATs opfattelse ikke, at der ikke er tale om et skib i afskrivningslovens forstand.
Det lægges ved besvarelsen til grund, at husbåden på salgstidspunktet vil blive anvendt til både erhvervsmæssige og til private formål, og skibet ses dermed at være omfattet af afskrivningslovens § 11.
I forbindelse med et efterfølgende salg af husbåden, skal fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem salgssummen og det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse forhøjet med eventuelle forbedringsudgifter afholdt i salgsåret, jf. afskrivningslovens § 12, 2. pkt.
Ved beregningen af det uafskrevne beløb ved salgsårets begyndelse fragår de afskrivninger, der er beregnet for de enkelte indkomstår. Fortjeneste eller tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for salgsåret med så stor en del, som svarer til forholdet mellem den erhvervsmæssige benyttelse for indkomstårene forud for salgsåret og den samlede benyttelse for disse indkomstår, jf. afskrivningslovens § 12.
Indstilling
SKAT skal således indstille til Skatterådet at spørgsmål 2 skal besvares med Nej, idet en eventuel fortjeneste på den erhvervsmæssige del af husbåden vil skulle medregnes til den skattepligtige indkomst for salgsåret.
En eventuel fortjeneste af den private del af husbåden, skal dog ikke medregnes til den skattemæssige indkomst, jf. principperne i statsskattelovens § 5.
SKAT skal vejledende bemærke, at i det omfang skibet overgår fra fuldstændig privat anvendelse til både erhvervsmæssig og privat anvendelse, fremgår det af afskrivningslovens § 4, at det anses for et køb af den del, der bliver erhvervsmæssig. Som købesum anvendes handelsværdien på det tidspunkt, hvor benyttelsen ændres.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger og begrundelser.