Ved § 5 i lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsbeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven, er der indsat særlige regler om fradrag for tab i forbindelse med delsalg af en fast ejendom i EBL § 6, stk. 6. Reglerne har virkning for tab, der konstateres i indkomståret 2004 eller senere.

Definitionen på delsalg fremgår af EBL § 3 A, jf. nærmere herom i afsnit E.J.2.2.4.1.

Efter de nye regler kan en skattepligtig, der i et indkomstår konstaterer en skattepligtig fortjeneste ved delsalg af en fast ejendom, og som i det første eller i det andet indkomstår efter denne afståelse opnår et fradragsberettiget tab ved et yderligere delsalg af den oprindeligt samme faste ejendom, hvorpå den skattepligtige fortjeneste er konstateret, tilbageføre dette tab til modregning i den skattepligtige fortjeneste, opnået ved det tidligere delsalg i de to forudgående indkomstår.

Hvis den skattepligtige vælger at modregne tabet i fortjenesten for de to forudgående indkomstår, vil tabet ikke kunne fremføres til modregning i en senere fortjeneste.

I det omfang, tabet overstiger fortjenester fra tidligere delsalg i de to forudgående indkomstår, kan det overskydende tab dog fremføres til modregning i senere fortjenester efter de almindelige regler.

Ved tilbageførsel af tab efter de nye regler, modregnes tabet i en skattepligtig fortjeneste for det tidligst mulige forudgående indkomstår.

Har den skattepligtige eksempelvis opnået en skattepligtig fortjeneste i to på hinanden følgende indkomstår og i det tredje år et tab, skal tabet modregnes i fortjenesten for det tidligst mulige forudgående indkomstår, dvs. det første indkomstår, hvori der er konstateret en skattepligtig fortjeneste. Realiseres tabet derimod først i det fjerde indkomstår, vil tabet alene kunne tilbageføres til modregning i fortjenesten fra det andet indkomstår. Overskydende tab vil herefter kunne fremføres til modregning i eventuelle fremtidige fortjenester.

Adgangen til at modregne et fradagsberettiget tab i en skattepligtig fortjeneste for et tidligere indkomstår er betinget af, at der ikke helt eller delvist i denne fortjeneste er modregnet et tab ved andre salg for det pågældende indkomstår, eller at denne fortjeneste helt eller delvist er nedbragt med fremførte tab for et tidligere indkomstår. Endvidere er modregningsadgangen betinget af, at den skattepligtige heller ikke har valgt at nedsætte anskaffelsessummen på en andet erhvervet ejendom med fortjenesten, jf. genanbringelsesreglerne i EBL §§ 6 A-6 C.

Det er en betingelse for fradragsretten, at der er tale om tab på ejendomme, der er fradragsberettiget efter EBL. Det betyder f.eks., at tab på ejendomme, som ikke kan fradrages, fordi ejendommen er omfattet af EBL § 8 heller ikke kan fradrages i den skattepligtige fortjeneste for de to forudgående indkomstår efter de nye regler. Tilsvarende gælder for den del af et tab, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have eller ejerboligen i ejendomme, der er omfattet af § 9 i EBL.

Med disse regler er der adgang til at modregne et tab i en fortjeneste for de to nærmest forudgående indkomstår. Selvangivelsen for dette tidligere indkomstår vil som udgangspunkt allerede være indgivet. Der skal derfor ske en genoptagelse af skatteansættelsen for det indkomstår, hvori fortjenesten er medregnet i den skattepligtige indkomst. Da der er tale om en valgfri ordning, vil der alene ske genoptagelse, såfremt den skattepligtige anmoder herom. Der kan tidligst anmodes om genoptagelse i forbindelse med indlevering af selvangivelsen for det indkomstår, hvori der er konstateret et tab, som ønskes tilbageført til modregning i en tidligere fortjeneste. Muligheden for at anmode om genoptagelse med henblik på at tilbageføre et tab til modregning i en tidligere fortjeneste skal udnyttes inden for den ordinære frist for genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 34.

Ved gennemførelsen af modregningsadgangen vil der for dette indkomstår fremkomme overskydende skat eller nedsættelse af restskat som følge af den ændrede årsopgørelse. Overskydende skat henholdsvis nedsættelse af restskat behandles efter de almindelige regler om ændret årsopgørelse.

De nye regler om modregningsadgang gælder ikke, såfremt den oprindelige ejendom er udstykket i ejerlejligheder.