Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og det tilhørende aftalememorandum, punkt 1 - 2.

Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.

Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.

MLI’en

DBO’en er modificeret som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af den multilaterale konvention (MLI’en), idet DBO’en anses som en omfattet skatteaftale efter MLI’ens artikel 1. I den følgende gennemgang er det nævnt, hvilke konkrete modifikationer der gør sig gældende for denne DBO på grundlag af de forbehold og tilvalg, som Danmark og Egypten har taget i forbindelse med indgåelsen af MLI’en.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for kildeskatter fra og med den 1. januar 2021.

MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for andre skatter fra og med den 1. januar 2022.

For en beskrivelse af DBO’en uden modifikationer fra MLI’en henvises der til Den juridiske vejledning, version 2022-2.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en skal præamblen i DBO’en, erstattes af præambelteksten i MLI’ens artikel 6, stk. 1.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 7, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 7, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 7, stk. 1, vedrører begrænsning af fordele ifølge DBO’en i forbindelse med arrangementer og transaktioner. Der er tale om en omgåelsesklausul i form af en "Principal Purpose Test" eller "PPT". Den forenklede LOB-bestemmelse i MLI’en finder ikke anvendelse.

Reglen i MLI’ens artikel 7, stk. 1, svarer til artikel 29, stk. 9, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1 om MLI’en og dens implementering i dansk ret.

Se også afsnit C.F.8.3.1.6 om MLI’ens artikel 6.

Se også afsnit C.F.8.3.1.7 om MLI’ens artikel 7.

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

Artikel 1 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 1 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.

Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artikel 2 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Bemærk

"Afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom" omfatter dispositioner, som efter dansk eller egyptisk lovgivning juridisk behandles som salg. Se aftalememorandum til DBO'en, punkt 1.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artikel 3 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og omfatter også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og efter international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomsterne på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
  • anden virksomhed til økonomisk udnyttelse og efterforskning af området.

Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.

Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat.

Artikel 3 i DBO'en indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".

Artikel 3 i DBO'en nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artikel 4 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 4, stk. 1, i DBO'en nævner ikke godkendte pensionsinstitutter.

Se afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 4, stk. 1, anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 4, stk. 3, af MLI’ens artikel 4, stk. 1. MLI’ens artikel 4, stk. 1, vedrører muligheden for ved gensidig aftale mellem de to lande at afklare det skattemæssige hjemsted for en ikke-fysisk person, der er hjemmehørende i begge lande.

Reglen i MLI’ens artikel 4, stk. 1, svarer til artikel 4, stk. 3, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.4 om MLI’ens artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artikel 5 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et landbrug eller en plantage udgør et fast driftssted. Se stk. 2, litra g, i DBO'en.

Lokaler og lagerbygninger, som benyttes som salgssteder udgør fast driftssted. Dette er en præcisering af modeloverenskomstens stk. 4 a og b, hvor sådanne lokaler ikke medfører fast driftssted, hvis de anvendes til oplagring, udstilling eller udlevering. Se DBO'ens artikel 5, stk. 2, litra h.

Bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted, hvis det varer mere end 6 måneder. Det samme gælder forundersøgelser og efterforskning af naturforekomster. Se artikel 5, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 12, stk. 1, anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 5, stk. 5, af MLI’ens artikel 12, stk. 1. MLI’ens artikel 12, stk. 1, vedrører fastlæggelse af fast driftssted i situationer, hvor en person handler på vegne af et foretagende (brug af afhængige agenter).

Reglen i MLI’ens artikel 12, stk. 1, svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s modeloverenskomst.

Endvidere erstattes DBO’ens artikel 5, stk. 6, af MLI’ens artikel 12, stk. 2. MLI’ens artikel 12, stk. 2, indeholder en undtagelse fra MLI’ens artikel 12, stk. 1, i de tilfælde, hvor en person selv driver erhvervsvirksomhed i kildelandet (aktivitet, der udøves af uafhængige repræsentanter).

Reglen i MLI’ens artikel 12, stk. 2, svarer til artikel 5, stk. 6, i OECD’s modeloverenskomst.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 13, stk. 2 (valgmulighed A), anvendelse på DBO’ens artikel 5, stk. 4. MLI’ens artikel 13, stk. 2, vedrører udtrykket "fast driftssted" og hvornår virksomhed er af forberedende eller afhjælpende karakter.

Reglen i MLI’ens artikel 13, stk. 2, er baseret på artikel 5, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 13, stk. 4, anvendelse på DBO’ens artikel 5, stk. 4, som ændret ved MLI’ens artikel 13, stk. 2. MLI’ens artikel 13, stk. 4, vedrører situationer, hvor et foretagende eller et nært forbundet foretagende derudover driver erhvervsvirksomhed samme sted eller et andet sted i kildelandet gennem et fast driftssted, eller hvor den samlede virksomhed (kombinationen af disse virksomheder) ikke er af forberedende eller afhjælpende karakter (anti-fragmenteringsreglen).

Reglen i MLI’ens artikel 13, stk. 4, svarer til artikel 5, stk. 4.1, i OECD’s modeloverenskomst.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 14, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 14, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 14, stk. 1, har betydning for denne DBO, når det gælder opgørelse af periode i forbindelse med fastlæggelse af et fast driftssted, når aktiviteten består i bygnings- anlægs-, eller monteringsarbejde (opdeling af kontrakter).

Reglen i MLI’ens artikel 14, stk. 1, er baseret på artikel 5, stk. 3, i OECD’s modeloverenskomst.

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 15, stk. 1, endvidere anvendelse. MLI’ens artikel 15, stk. 1, indeholder en nærmere definition af, hvornår en person er nært forbundet med et foretagende.

Reglen i MLI’ens artikel 15, stk. 1, svarer til artikel 5, stk. 8, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.12 om MLI’ens artikel 12.

Se også afsnit C.F.8.3.1.13 om MLI’ens artikel 13.

Se også afsnit C.F.8.3.1.14 om MLI’ens artikel 14.

Se også afsnit C.F.8.3.1.15 om MLI’ens artikel 15.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artikel 6 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste, som stammer fra landbrug eller en plantage, der ligger i et af landene, skal behandles som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed efter artikel 7 i DBO'en. Se aftalememorandum til DBO'en, punkt 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artikel 7 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 7 i DBO'en indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3, i DBO'en.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4, i DBO'en.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5, i DBO'en.

Fortjeneste der henføres til det faste driftssted, skal ske efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde til en anden fremgangsmetode. Se artikel 7, stk. 6, i DBO'en.

Fortjeneste, som stammer fra landbrug eller en plantage, der ligger i et af landene, skal behandles som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed. Se aftalememorandum til DBO'en, punkt 2.

Bemærk

Artikel 7 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Artikel 8 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 8, stk. 1, i DBO'en. Det gælder også sådan fortjeneste fra deltagelse i en pool, i et konsortium eller i en international organisation. Se artikel 8, stk. 4, i DBO'en.

Hvis den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde om bord på et skib, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets reder er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 2, i DBO'en.

Artikel 8 i DBO'en finder også anvendelse på lejeindtægter af skibe og luftfartøjer i international trafik, hvis udlejningsvirksomheden er direkte forbundet med skibs- eller luftfartsvirksomheden. Det samme gælder indkomst ved anvendelse, vedligeholdelse og udleje af containere, anhængere til indlandstransport af containere og andet lignende materiel. Se artikel 8, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender

Artikel 9 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 9 i DBO'en indeholder en bestemmelse om tidsmæssig begrænsning af et lands mulighed for at foretage ændringer i et foretagendes fortjeneste. Se artikel 9, stk. 3, i DBO'en.

Bestemmelserne i artikel 9, stk. 2 og 3, i DBO'en om ændring af et foretagendes fortjeneste finder ikke anvendelse ved svig, forsætlig forsømmelse eller undladelse. Se artikel 9, stk. 4, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artikel 10 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 10 C.F.8.2.2.10

Danmark kan beskatte udbytter med 20 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i Egypten.

Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct. af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i Danmark, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab og kommanditselskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan Danmark dog kun beskatte udbytter med 15 pct.

Egypten kan beskatte udbytter med den almindelige indkomstskat, dog ikke overstige et gennemsnit på 20 pct, når udbetalingen sker til fysiske personer hjemmehørende i Danmark. I andre tilfælde kan Egypten beskatte udbytter med 15 pct.

Egypten kan fuldt ud beskatte udbytte, der er udloddet af et dansk selskab med fast driftssted i Egypten, hvis modtageren er en fysisk person, der er hjemmehørende i Egypten eller hvis personen har egyptisk statsborgerskab. Se artikel 10, stk. 6, i DBO'en. Bestemmelsen er en undtagelse til artikel 10, stk. 5, i DBO'en.

Artikel 10 i DBO'en finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv, i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4, i DBO'en.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI'en finder MLI’ens artikel 8, stk. 1, anvendelse på DBO’ens artikel 10, stk. 2. MLI’ens artikel 8, stk. 1, vedrører transaktioner hvor udbytter overføres.

Reglen i MLI’ens artikel 8, stk. 1, er baseret på artikel 10, stk. 2, i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.8 om MLI’ens artikel 8.

Artikel 11: Renter

Artikel 11 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte renter med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2, i DBO'en.

Bemærk

Artikel 11 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5, om renters oprindelse.

Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artikel 12 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 20 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2, i DBO'en.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, lokal myndighed eller den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5, i DBO'en. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.

Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Kapitalgevinster

Artikel 13 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af skibe eller fly, der anvendes i international trafik eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 13, stk. 3, i DBO'en.

Fortjeneste ved salg af øvrige aktier kan beskattes i det land, hvor det aktieudstedende selskab er hjemmehørende, hvis de solgte aktier udgør mindst 15 pct. af aktiekapitalen. Se artikel 13, stk. 5, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 9, stk. 4, anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 13, stk. 4, af MLI’ens artikel 9, stk. 4. MLI’ens artikel 9, stk. 4, vedrører en situation, hvor der sker afhændelse af aktier eller sammenlignelige interesser og mere end 50 pct. af disse aktier eller sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage før afhændelsen direkte eller indirekte kan henføres til fast ejendom beliggende i et kildeland.

Reglen i MLI’ens artikel 9 svarer til artikel 13, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst.

Bemærk

Danmark kan ikke udnytte en beskatningsret som kildeland efter bestemmelsen, idet afhændelsen af denne type "ejendomsaktier" ikke er begrænset skattepligtig efter dansk lovgivning.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.9 om MLI’ens artikel 9.

Artikel 14: Frit erhverv

Artikel 14 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis de opholder sig i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage i skatteåret (kalenderåret). Se artikel 14, stk. 1 b, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artikel 15 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

183-dages-reglen finder anvendelse i forhold til skatteåret (kalenderåret). Se artikel 15, stk. 2, litra a, i DBO'en.

Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 15, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også

  • Artikel 16 i DBO'en om bestyrelseshonorar m.m.
  • Artikel 17 i DBO'en om løn til optrædende kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 19 i DBO'en om løn for offentligt hverv
  • Artikel 21 i DBO'en om professorreglen
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 16: Bestyrelseshonorar og vederlag til funktionærer i ledende direktørstillinger

Artikel 16 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Det land, hvor selskabet er hjemmehørende, kan også beskatte gage, løn og lignende vederlag til personer i ledende direktørstillinger. Se artikel 16, stk. 2, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.

Artikel 17: Optrædende kunstnere og sportsfolk

Artikel 17 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst.

Bemærk

Artikel 17 i DBO'en anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, i DBO'en eller af artikel 15 i DBO'en eller 16 i DBO'en, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Artikel 18: Pensioner, sociale sikringsydelser, livrenter og underholdsbidrag

Artikel 18 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1, i DBO'en.

Bestemmelsen omfatter både private og offentlige pensioner, og uanset om de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke.

Underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser kan kun beskattes i bopælslandet, forudsat modtageren er skattepligtig af beløbet i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 2, i DBO'en.

"Livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 19: Offentlige hverv

Artikel 19 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 19 i DBO'en omfatter kun løn for varetagelse af offentlige hverv. Pension for varetagelse af offentlige hverv er omfattet af artikel 18 i DBO'en.

Artikel 19 i DBO'en anvendes også på løn, der udbetales af nationalbanken, postvæsenet, jernbaneselskaber, telefon- og telegrafvæsenet, radio- og fjernsynsorganisationer og andre generelle institutioner, som beskæftiger sig med offentlig service i de to lande. Se artikel 19, stk. 2, i DBO'en.

Bemærk

Vederlag til offentligt ansatte optrædende kunstnere og sportsfolk er omfattet af bestemmelserne i artikel 19 i DBO'en og ikke af artikel 17 i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 20: Studerende og praktikanter

Artikel 20 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

En person, der er omfattet af bestemmelsen, skal i en periode på højst 5 år, være berettiget til de samme fritagelser, lempelser og nedsættelser med hensyn til skatter, som gælder for personer, der er hjemmehørende i opholdslandet. Se artikel 20, stk. 2 og 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 21: Professorer, lærere og forskere

Artikel 21 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Bestemmelsen findes ikke i OECD's modeloverenskomst.

Professorregel

Vederlag for undervisning eller forskning under midlertidigt ophold beskattes ikke i opholdslandet, hvis

  • personen er hjemmehørende i det andet land
  • opholdet ikke overstiger 2 år
  • opholdet alene sker med det formål at undervise eller drive videnskabelig forskning
  • opholdet sker efter indbydelse fra et universitet, college eller anden højere læreanstalt eller anstalt for videnskabelig forskning
  • forskning drives i almenvellets interesse og ikke til fordel for private personer.

Se også

Se også

  • Afsnit C.F.8.2.2.15.2.2. om professorreglen
  • DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 22: Andre indkomster

Artikel 22 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 3, i DBO'en.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 23: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning

Artikel 23 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Begge lande giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, der kan beskattes i kildelandet efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 1, i DBO'en.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i kildelandet, lempes skatten i bopælslandet efter metoden exemption med progression. Lempelsen sker efter gammel metode, det vil sige, at indkomster, som kun kan beskattes i kildelandet, ikke indgår i indkomstopgørelsen i bopælslandet. Bopælslandet kan dog medregne indkomsterne ved skatteberegningen, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, som kun kan beskattes i kildelandet.

Bemærk

Indkomst, som kun kan beskattes i kildelandet, medregnes til indkomsten i relation til andre områder, fx sociallovgivningen. Se artikel 28, stk. 2, i DBO'en.

Matching credit

Hvis skatten i kildelandet er nedsat eller bortfaldet som følge af skattebegunstigende foranstaltninger, skal creditlempelse gives på grundlag af den skat, som skulle være betalt uden sådanne foranstaltninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 24: Ikke-diskriminering

Artikel 24 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 25: Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidige aftaler

Artikel 25 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 25 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

MLI’en

Som følge af Danmarks og Egyptens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 25, stk. 1, 1. pkt., af MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt. MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at en person kan indgive anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure i både bopæls- og kildelandet.

Reglen i MLI’ens artikel 16, stk. 1, 1. pkt., svarer til artikel 25, stk. 1, 1. pkt., i OECD’s modeloverenskomst.

Se også

Se også afsnit C.F.8.3.1.16 om MLI’ens artikel 16.

Artikel 26: Udveksling af oplysninger

Artikel 26 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artikel 26 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og stk. 5, om benægtelse af at give oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.

Artikel 27: Diplomatiske og konsulære tjenestemænd

Artikel 27 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 28: Forskellige bestemmelser

Artikel 28 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Artikel 28 i DBO'en findes ikke i modeloverenskomsten.

Artikel 28 i DBO'en indeholder en bestemmelse om, at overenskomsten ikke skal kunne fortolkes som en begrænsning af skattemæssige begunstigelser, som nu eller senere måtte blive indrømmet i lovgivningen eller i en overenskomst med et andet land. Se artikel 28, stk. 1, i DBO'en.

Overenskomsten hindrer ikke anvendelsen af national lovgivning ved

  • beskatning af personer for indkomst fra deltagelse i selskaber, der ikke er hjemmehørende i det pågældende land
  • skatteunddragelse
  • områder, som ikke har forbindelse med beskatning af indkomst.

Se artikel 28, stk. 2, i DBO'en.

Se også

Se også DBO'en artikel 28 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artikel 29 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30.

Artikel 30: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft 12. april 1990 og har virkning fra 1. januar 1991.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om ikrafttræden.

Artikel 31: Opsigelse

Artikel 31 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.32 om OECD's modeloverenskomst artikel 32 om opsigelse.