Indhold
Dette afsnit handler om reglerne for fradrag for gaver til forskning.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Betingelser
- Definitioner
- Gavernes størrelse
- Ansøgningsfrist
Regel
Der er fradrag for gaver til forskning, hvis visse betingelser er opfyldt. Se LL § 8 H.
Reglen om fradrag for forskningsgaver gælder ikke, hvis gavegiver og gavemodtager er interesseforbundne. Se LL § 2.
Betingelser
Der er følgende betingelser for at gaven berettiger til fradrag:
- Gaven skal gives til en almenvelgørende eller på anden måde almennyttig forening mv., der bruger foreningens midler til forskning.
- Skattestyrelsen skal have godkendt, at gaver til foreningen berettiger til fradrag i det kalenderår, hvor gaven gives.
- Foreningen skal indberette gaven til Skattestyrelsen.
Ad a) Foreningen skal være almenvelgørende eller på anden måde almennyttig
Det er en betingelse, at gaven er ydet til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner mv., der anvender deres midler, herunder den modtagne gave, til forskning.
Ad b) Skattestyrelsen skal godkende foreningen
Det er også en betingelse, at den modtagende forening mv. er godkendt af Skattestyrelsen til at modtage sådanne gaver med den virkning, at giveren får fradragsret. Godkendelse af foreningerne m.v. gives for kalenderår, og Skattestyrelsen skal have godkendt foreningen i det kalenderår, hvor gaven bliver givet, for at gaven berettiger til fradrag.
Foreninger, stiftelser og institutioner mv. kan godkendes, hvis de er
- hjemmehørende her i landet eller et andet EU/EØS-land
- almenvelgørende eller på anden måde almennyttige og
- anvender midler til forskning.
Alle tre betingelser skal være opfyldt.
Se om ansøgningsfrist nedenfor.
Ad c) Gaven skal indberettes til Skattestyrelsen
Fradraget er yderligere betinget af, at foreningen, stiftelserne, institutionerne mv. har indberettet gaven til Skattestyrelsen. Se SIL § 26. Forskningsinstitutionen skal bl. a. indberette beløbets størrelse og den enkelte givers CPR-, SE- eller CVR-nummer. Indberetningen skal ske via TastSelv Erhverv. Se nærmere Systemvejledning S nr. 50, som er tilgængelig på SKATs hjemmeside.
Definitioner
Hjemmehørende her i landet eller et andet EU/EØS-land
Udtrykket "hjemmehørende her i landet eller et andet EU/EØS-land" svarer til betegnelsen i SEL § 1. Ifølge praksis er det derfor afgørende, at både bestyrelsen - i hvert fald flertallet af bestyrelsen - og hovedkontoret befinder sig her i landet eller et andet EU/EØS-land, hvis et gavegivende selskab skal have fradrag.
Almenvelgørende/almennyttig
Begreberne "almenvelgørende" og "almennyttige" skal forstås på samme måde, som de forstås i LL § 8 A om fradragsret for gaver til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner. Se afsnit C.A.4.3.5.8 Fradrag for gaver til visse foreninger efter LL § 8 A.
Forskning
Forskning forstås som videnskabelig undersøgelse og granskning. Undersøgelserne kan indgå som et led i egentlig grundforskning. De kan også være rettet mod praktiske mål eller anvendelser. Før Skattestyrelsen godkender en forening, skal forvaltningen indhente en udtalelse fra Danmarks Frie Forskningsfond, om hvorvidt foreningen mv. bruger sine midler til forskning.
Gavernes størrelse
Reglerne om fradragsret for forskningsgaver fastsætter ingen begrænsninger i form af maksimumsbeløb eller procentandele af overskud eller omsætning eller andet. Der følger dog en vis begrænsning af selskabslovens § 195. Ifølge denne regel kan generalforsamlingen beslutte, at der ydes gaver af selskabets midler til almennyttige eller dermed ligestillede formål, for så vidt det under hensyn til hensigten med gaven, selskabets økonomiske stilling samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. Ved siden af generalforsamlingens kompetence har bestyrelsen kompetence til at anvende beløb til de nævnte formål, som i forhold til selskabets økonomiske stilling er af ringe betydning.
Reglerne om fradragsret for gaver medfører for selskaber, som i en periode ikke har udbetalt udbytte, men derimod har akkumuleret dette, at Skattestyrelsen ikke kan statuere maskeret udlodning, hvis selskabet beslutter at give gaver til godkendte foreninger mv. Selskabet har derimod fradragsret for gaverne.
Ansøgningsfrist
Ansøgning om godkendelse efter LL § 8 H skal indsendes senest 1. oktober til Skattestyrelsen, for det kalenderår, der ønskes godkendelse for. Skattestyrelsen skal derfor have godkendt foreningen i det kalenderår, hvor gaven bliver givet, for at gaven berettiger til fradrag.
Eksempel: Modtager en forening en gave i marts 2021, skal foreningen indsende sin ansøgning om godkendelse senest den 1. oktober 2021 til Skattestyrelsen, for at giveren af gaven opnår fradragsret.