Virksomheder, der er kreditbegrænsede, kan efter ML § 62, stk. 6 tidligst vende tilbage til normal afregningsperiode, når de har angivet og betalt moms rettidigt i 12 på hinanden følgende måneder. Det er samtidig en betingelse, at virksomheden ikke er i restance vedrørende andre registreringsforhold.
Når virksomheden opfylder disse betingelser, skal Skatteforvaltningen på eget initiativ føre virksomheden tilbage til normal afregningsperiode. Virksomheden skal underrettes om ændringen.
Hvis virksomheden ønsker at fortsætte med forkortet afregning, skal den bede Skatteforvaltningen om tilladelse til at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Det gælder både for kvartals- og halvårsafregnende virksomheder. Se ML § 57, stk. 7. Det bemærkes dog, at fristen til at angive og betale momsen så er længere end under kreditbegrænsningen. Ved den frivillige forkortede afregning skal momsen angives og betales 25 dage efter månedens udløb mod 15 dage for de tvungne. Virksomheder, der frivilligt anvender forkortet afregning, skal desuden ikke betale gebyret på 65 kr. pr. angivelse efter ML § 62, stk. 8.