Indhold

Dette afsnit handler om fradragsretten for lønmodtagers udgifter til arbejdstøj.

Afsnittet indeholder:

Regel
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Udgifter til tøj er som hovedregel en privat udgift, der ikke giver lønmodtageren ret til fradrag. Selvom lønmodtageren har særlige udgifter til det tøj, vedkommende bruger på sit arbejde, er det i sig selv ikke tilstrækkeligt til at give lønmodtageren ret til fradrag. Undtagelsesvis kan en lønmodtager få fradrag for merudgifter til arbejdstøj.

Fradrag for merudgifter til arbejdstøj er omfattet af bundgrænsen på 7.000 kr. årligt i 2024 (6.700 kr. i 2023). Se mere om bundgrænsen mv. i LL § 9, stk. 1, og C.A.4.3.1.1 om fradrag for lønmodtagere.

Det fremgår af praksis, at der er to betingelser, der skal være opfyldt, før en lønmodtager kan få fradrag for merudgifterne til sit arbejdstøj:

Der skal være tale om specielbeklædning, der ikke er egnet til privat brug
Lønmodtageren skal på grund af den specielle arbejdsbeklædning have udgifter til tøj, der er større end almindelige udgifter på områder, hvor der bliver brugt almindeligt tøj i arbejdstiden.

Eksempel på almindeligt tøj - ikke fradrag

I et revisionsfirma er der en dresscode, der pålægger de mandlige medarbejdere at gå med jakke, slips og skjorte. Selvom en nyansat kan dokumentere, at han ikke privat går med jakke, slips og skjorte, og at denne dresscode derfor medfører, at han får nogle udgifter til tøj til brug for sit arbejde, så får han ikke ret til fradrag for disse udgifter.

Eksempel på specielt arbejdstøj - fradrag

En chauffør skal som led i sit arbejde bære uniform, han selv skal købe. Uniformen er væsentligt dyrere end almindelig pænt tøj, og da det ikke er et almindeligt jakkesæt, men tydeligt en uniform, er den ikke egnet til privatbrug. Chaufføren har derfor ret til fradrag for merudgifterne til uniformen.

Eksempel på scene-tøj - ikke fradrag

En sanger har udgifter til tøj til koncerter og andre former for offentlig optræden. Tøjet er specielt ved, at det skal profilere sangeren som en stjerne. Da tøjet ikke er uegnet til at blive anvendt som almindelig privatbeklædning, er der ikke fradrag for eventuelle merudgifter. Se SKM2010.549.HR.

Se også

Se også afsnit C.A.5.7 om beklædning som personalegode.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2010.549.HR	En sangerinde i et poporkester, fik ikke fradrag for udgifter til scenebeklædning, frisør, makeup mv., da der ikke var godtgjort en sådan sammenhæng mellem udgifterne og indtægtserhvervelsen, at de kunne fradrages efter SL § 6 litra a. Der blev dog skønsmæssigt godkendt fradrag på 5.000 kr. for lidt under halvdelen af udgifterne til tøj.	SKM2010.549.HR stadfæster SKM2007.518.ØLR.
Landsretsdomme
SKM2001.533.VLR	Udgifter til dyrt specielt arbejdstøj til en selvstændig elinstallatør var fradragsberettigede, efter at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.	Se også Skatteministeriets kommentar i SKM2001.534.DEP.
TfS 2001, 109 ØLR.	En pianist og en sangerinde blev ved Landsskatteretten nægtet fradrag for udgifter til indkøb af tøj og tøjrensning. Skatteyderne optrådte med populærmusik ved fester, på restauranter mv. Skatteministeriet indgik forlig i sagen.	Af Skatteministeriets kommentar til forliget fremgår det, at Skatteministeriet ikke har fundet grundlag for at bestride, at tøjet var så specielt, at det i det store og hele var uanvendeligt til privat brug. Ministeriet fandt også, at der var tale om, at udgifterne til scenetøj havde medført en større samlet beklædningsudgift end den, der gælder for områder, hvor almindelig påklædning anvendes under arbejdet. Se TfS 2001, 118 DEP.
TfS 1999, 468 VLR	Landsretten nægtede fradrag for beklædning til en deltidsansat brandmand. Retten fandt, at det ikke i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at arbejdet som brandmand havde medført merudgifter til beklædning.
TfS 1995, 746 ØLR	Landsretten fandt, at en korsanger havde ret til fradrag for merudgifter til anskaffelse af kjole og hvidt og laksko. Skatteministeriet ankede dommen til Højesteret, men tog senere bekræftende til genmæle.	Af Skatteministeriets kommentar fremgår det, at ministeriet fandt, at det var en væsentlig forudsætning for fradrag for arbejdstøj, at tøjet var så specielt, at det ikke var egnet til privat anvendelse. Se TfS 1997, 503 DEP.
Byretsdomme
SKM2022.505.BR	Sagen angik i første række spørgsmålet, om en bonuskontoordning havde karakter af gyldig lønomlægning i skattemæssig henseende. I anden række angik sagen, om foretagne køb fra bonuskontoen kunne fradrages som lønmodtagerudgifter, jf. LL § 9. Byretten tiltrådte, efter bevisførelsen, herunder de fremlagte kvitteringer og bilag, Landsskatterettens vurdering af, at der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for udgiften til at opnå fradrag for køb af tøj og rens af tøj. Landsskatteretten havde således fundet, at udgifterne til beklædning måtte anses som en privat udgift, da det ikke fremgik af kvitteringerne, hvilke beklædningsgenstande der var tale om. I forhold til udgiften til rens af tøj havde Landsskatteretten fundet, at udgiften til rens ligeledes måtte anses som en privat udgift. Der blev lagt vægt på, at det ikke fremgik af kvitteringen, at der var tale om rens af uniform. Det var således ikke godtgjort, at de omhandlede udgifter havde haft en direkte og umiddelbar forbindelse til arbejdet som pilot. Der kunne derfor ikke opnås fradrag for udgifterne.
SKM2008.317.BR	En entertainer fik ikke fradrag for indkøb af tøj til brug for sit arbejde, da det ikke var uanvendeligt som almindelig beklædningsgenstande.
Landsskatteretskendelser
SKM2014.203.LSR	En operasangers udgifter til undertøj var ikke fradragsberettiget. Arbejdsgiver havde ikke pålagt sangeren at anskaffe eller iføre sig den særligt indkøbte farve undertøj til forestillingerne, og tøjet var ikke uegnet til privat brug. Der var derfor ikke dokumenteret en tilstrækkelig sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen og udgiftsafholdelsen.
SKM2003.177.LSR	Et selskab, der drev begravelsesforretning, havde afholdt udgifter til de ansatte bedemænds beklædning. Udgifterne var af skattemyndighederne anset for yderligere løn til de ansatte. Landsskatteretten godkendte udgifterne som fradragsberettigede driftsudgifter for selskabet, da det af hensyn til bedemænds særlige arbejds- og beklædningsvilkår ansås for godtgjort, at erhvervet som bedemand var forbundet med særlige udgifter til beklædning.
TfS 1999, 171 LSR	En selvstændig vognmand, der som led i arbejdsvilkårene for at samarbejde med et vognmandsselskab skulle anskaffe uniform, var ikke anset for berettiget til at fratrække udgiften hertil efter SL § 6, litra a, idet der ikke kunne antages at være tale om en merudgift i forbindelse med arbejdet. Afgørelsen blev appelleret, men Skatteministeriet tog efterfølgende bekræftende til genmæle, så vognmanden fik fradrag for merudgifterne til uniformen. Se TfS 2000, 977.	Se også Skatteministeriets kommentar til forliget i TfS 2000, 980 DEP. Her fremgår det, at ministeriet anså det for dokumenteret, at uniformstøjet var betydeligt dyrere end almindeligt arbejdstøj af tilsvarende kvalitet. Derudover lagde ministeriet vægt på, at vognmanden antagelig ville vægre sig ved at anvende uniformen uden for arbejdstid.
TfS 1997, 767 LSR	En skorstensfejermesters udgift til arbejdstøj anset for en fradragsberettiget merudgift.